fredag, februar 17, 2006

Befri Brandes

Som tingene skrider frem - eller rettere tilbage - bliver det efterhånden klart, at vi må have gamle Georg frem én gang til. Vi må have ham op på talerstolen, skuende frit ud over forsamlingen:



"... naar et Samfund efterhaanden har udviklet sig saaledes, at det under Frihedens Maske bærer Tyranniets Træk, naar der til den offenlige Ytring af enhver hensynsløst frisindet Anskuelse eller Fremstilling er knyttet en Adgangsformening fra Selskabet, fra den agtede Del af Pressen, fra en stor Del af Statens Embeder, saa vil der naturligvis udfordres langt ualmindeligere Betingelser end ellers til at danne den Art Evner og den Art Karakterer, paa hvilke i et Samfund Fremskridtet beror" (Indledning til Hovedstrømninger...).

Det moderne gennembrud
Georg Brandes (1842-1927) var kulturradikal, men vent nu med at klikke væk. Han stod bag den berømte forelæsningsrække "Hovedstrømninger i det 18. århundredes litteatur" fra 1871 og frem. Da det er første gang, han står som forelæser på Københavns Universitet, anmoder han om overbærenhed mht. fremstillingens form;

"Med Hensyn derimod til mine Grundanskuelser, mine ledende Principper og Ideer forlanger jeg ingen Overbærenhed som helst. Hvad der i denne henseende måtte støde Dem, vil ikke blive forandret" .[...] "Jeg anser det for en Pligt og for en Ære at hylde de Principper, til hvilke jeg bekjender mig, Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Seir".

Brandes bragte den internationale litteratur til Danmark på et tidspunkt, hvor det danske, litterære miljø længe havde vugget i efterdønningerne fra den store romantiske bølge i starten af århundredet.

"Mon ikke Betingelsen for et Fremskridt paany vilde være den, at Løsenet atter blev Frihed: Aandsfrihed, at man istemmede: vi vil den frie Tanke og den frie Humanitet. " (Indledning til Hovedstrømninger...)

Brandes´ forelæsninger blev startskuddet til det moderne gennembrud og forfattere som J.P. Jacobsen, Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Henrik Ibsen, der alle kastede sig frygtløst ud i sædelighedsfejde, ligestilling, ateisme, darwinisme, naturalisme. Vi må nu hele pensum igennem igen, ser det ud til, én gang til for Prins Knud.

Hvis Brandes levede i dag
En kulturradikal er altid i bevægelse frem imod oplysning, frihed og fremskridt. Det handler ikke om partipolitik, men om at tænke og tale frit. En kulturradikal løfter sig op over sin samtid, stivner ikke i den samme trætte tankegang, i dødedans med de samme gamle fjender, piskende den samme døde hest i årtier. Den slags kaldes reaktion, og det har en ende. Hvis Georg Brandes levede i dag, ville han knuse islamisterne med ord, men først efter at have sat den intellektuelle, venstre-radikale Danmark alvorligt på plads for at have tygget drøv siden anden verdenskrig: på socialismen, på etnicismen, på demokratiseringen, der betyder, at nutidige professorer har ca. samme dannelsesniveau som tidligere tiders gymnasieelever. Han ville korse sig over den grådige fagbevægelse, han ville egenhændigt møde op i Abu Labans moske og afbryde ham, erobre talerstolen fra ham.

Det er ganske grundløst, hvis de, der nu kalder sig kulturradikale, tror at have en meningsfælle i Georg Brandes. Folkeskolen og dens "skolen for livet, ikke for erhvervslivet"... Når man får bare et lille indblik i Georg Brandes´ sprog og kulturelle vid, er det sørgeligt klart, at den slags mennesker kan det danske uddannelsessystem ikke levere, om det så får 40 år til det. Hvad det pædagogiske Danmarks mening om parat viden, kundskaber og evne til selvstændig, kritisk tænkning end er: Læs Georg Brandes´s talrige værker om verdenslitteraturen og skam jer. I sit eget partis store helteskikkelse kan enhver radikal skolelærer se, at kvalificering ikke er ligegyldig.

En ægte radikal tror hverken på massernes opdragelse eller på takt og tone som kulturkampens bærende princip. Tvært imod: af den revolutionære, italienske liberalist Guiseppe Saredo lærte Brandes, at "en bog er en handling, et våben" (Brandes: Breve til forældrene). Mill var en anden stor inspirationskilde: "I Mill lærte jeg endelig den Mand at kende, hos hvem Handekraften, det Urostiftende og Gjennemførende, ganske var stillet i nye Samfundstankers Tjeneste" (Brandes: Levned, bd. 1). Brandes oversatte Mills "On Liberty" til dansk. Jo mere indflydelse, "masserne" får på den offentlige mening, jo mere skal de geniale enere - de kulturradikale - opmuntres til at danne modvægt og dermed bryde det, som Mill kalder "the tyrani of opinion".

De Radikale er i deres aldrig sluttende reaktion stivnet i ligegyldig politisk korrekthed, ikke ret meget mere indbydende for en fritænker end kold havregrød.

Nej, gamle Georg ville give Politikens samlede læserskare en stor røvfuld, og for hvad? Først og sidst for at tale menneskeheden ned i stedet for op: for at danne, støtte, samle åndspygmæer i brægende flokke, frem for at uddanne, udfordre, adskille individualiteter, der kan og vil tænke frit. Med hammeren, om nødvendigt. Det var i øvrigt Brandes, der gjorde Nietzsche berømt med en dansk artikel, der blev oversat til tysk, hvorfra kendskabet til Nietzsche bredte sig i Europa.

Fritænkerforeningen
Georg Brandes stiftede Fritænkerforeningen i 1872. Formålet var "at virke for Anvendelsen af den frie Forskning som højeste Dommer over, hvad der er sandt og usandt, og derved fremme rent human Oplysning og dannelse" (lDansk litteraturhistorie, bd. 6, p. 243).

For Georg Brandes er friheden en religion:

"Jeg troer fremdeles, at hvad Mening man end for øvrigt har om Guddommen, saa maa man, ifald man tænker, mene, at det Guddommelige, det vil sige det Høieste, som aabenbarer sig i Menneskelivet og i Historien, det er Aanden deri, og at Aanden deri er Fremskridtets Aand. Ifald der i Historien aabenbarer sig en Guddom, saa aabenbarer den sig som den Aand, der i Kamp mod ydre Vold, mod Løgn, mod Fordom, mod forældede og trykkende Traditioner ustandselig baner sig sin fremskridende Vei og som sprænger alt det Ormædte til Side for at udbrede Lykke, Sandhed og Frihed. Der gives i Historien ingen høiere, ingen mere guddommelig Aand end Fremskridtets Aand. Fritænkeren er - det ved og føler han - paa dens Side. Men er han det, da er han paa Guddommens side og Guddommen med Ham. Ikke Fritænkeren, men hans Modstandere og Fjender ere derfor de sande Ugudelige ligesom de sande Umoralske; thi Alt, hvad Hine forstaae ved Gud: Sandhed, Frihed, den høieste Menneskekjærlighed er paa hans Side og ikke paa deres" (Brandes: Forklaring og Forsvar).

Hvordan nutidens Radikale kan forestille sig, at de har Georg Brandes i ryggen med deres tyndslidte fraser og hændervridende puslen om tyrannerne og deres masser. Nej, venner. Aldrig.

Brandes i nutidens politiske billede
Brandes introducere den uglesete, russiske anarkisk Pjotr Kropotkin til Danmark, og var altid hævet over grupperinger, partidannelser og venskaber: "Der er dog kun ét, Skribenten skal holde med: Sandheden" (Dansk litteraturhistorie). Han havde en omfattende korrespondance med datidens europæiske kulturpersonligheder, altid med "intelligent og velunderrettet, myndig og ubarmhjertig kritik".

Havde Brandes stillet sig under Marianne Jelveds vinge? Under Helle Thorning Schmidt? Villy Søvndal? Poul Nyrup? Nej, han havde raset som en Ulrik Høy x 1000, han havde blæst Farshad Kholgi, Hirsi Ali og Naser Khader og mange flere til angreb forlængst, han havde mobiliseret den halve verden i kampen imod islams tyranni. Ja, Gud ved, om han ikke allerede havde været færdig med opgaven. For 30 år siden havde han sikkert haft det overblik, vi har i dag, og var gået i gang. Hvilket får mig til at tænke på Glistrup.

Fordi Brandes var liberal som i fritænker og radikal som i ubestikkelig. Et sted har han sagt, at han selv er større end et politisk parti, og at de herrer politikere måtte have at melde sig ind i ham i stedet.. Den tankegang, han repræsenterer, er i bevægelse: "Vilje ledet af intelligens". Det er muligt, at han i mangel af bedre stadig ville hælde til radikale Venstre, men han ville omgående knuse det meste af partiet og sætte et egentlig frisind i på programmet. Folkeskolelærere, præster og læger ville flygte fra partiet i tusindtal. Det samme ville islamisterne.

Georg Brandes var ikke krigsfan, og her er et parti-radikalt træk. Jeg mindes at have hørt, at han egenhændigt rejste til Tyskland og vist også Frankrig umiddelbart før 1. verdenskrigs udbrud i et forsøg på at tale lederne fra krigen. Se, her kan Lærerformanden lære noget om initiativ, handlekraft og "alsidig personlig udvikling".

Brandes og inspirationen udefra
Men var Brandes så ikke internationalt orienteret? Hvordan forholdet det sig altsammen til lukkede lille Danmark i dag? Lad os se:

"Det forrige Aarhundredes to store Grundtanker var disse: i Videnskaben den frie Forskning, i Poesien Humanitetens frie Udfoldelse. Hvad der ikke bliver i denne Strøm, det glider ned ad Forfaldstiderne og tager Vejen til Byzants. Det vanslægter og vanarter. Thi udenfor denne Bevægelse er alle Bevægelser byzantinske. I Videnskaben byzantinsk Skolastik, i Kunsten og Poesien Legemer og Aander, der ikke ligner Legemer og Aander, ensformige og ufuldbaarne.

Fra de enkelte, ikke fra Folkevælden, udgaard alle afgørende Fremskridt. Målet er for Tiden store, nye, rige Kulturtankers Indførelse i dansk Aandsliv og Samfundsliv, ligegyldigt om disse Tanker er af dansk eller fremmed oprindelse, blot de er sande og passer for os [...] Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!" (Grundlovstale 1884).

Naturligvis 100 procent international. Stæng aldrig Frøkornene ude. Men hvis Brandes kunne kratte sig igennem mulden, så ville han bemægtige sig talerstolen igen. Han ville gøre det meget klart, at den internationale åbenhed og gensidige befrugtning, han havde i tankerne, ikke var en udbreldelse af ny dunkelhed og meningstyranni i den vestlige kulturkreds, som han elskede så højt. Han skrev om russisk, fransk, tysk, finsk, norsk, engensk, amerikansk, italiensk kultur og litteratur. Ikke fordi de var udenlandske, men fordi her var noget at hente: tanker, vid, udsyn. Koranen ville han kyle i kakkelovnen. Og det ville ikke bedrøve ham, at 1,4 milliarder muslimer ville ryge i luften af raseri; "Det gaaer mig som de fleste Tænkende: Paa de faa Omraader, hvor jeg er sagkyndig, er Intet mig ligegyldigere end hvad Hundredetusinder mener, der ikke har min Sagkundskab og Indsigt" (Grundlovstalen 1884). Og ingen inkarneret den frie, danske tanke mere end Brandes.

Islam, Muhammed og muhammedanere er vist kun nævnt i "Undertrykte folkeslag", hvor Brandes skriver om armenernes skæbne under tyrkerne. Den tekst er i øvrigt ikke for sarte sjæle. Intet har han hentet i den arabiske verden, jeg tror ikke, at det faldt ham eller andre ind. For der er ikke så meget at hente. Men papegøje-radikale lirer lektien af sig: stæng ikke frøkornene ude, stæng ikke frøkornene ude. Af gamle Georg selv havde de fået et nakkedrag. I øvrigt også af Poul Henningsen, anden radikal fritænker: "FRØ af ugræs er føget over hegnet". Her refererer én tids fritænker til en anden tids fritænker. Men han kopierer ikke. Den radikale tanke er bevægelig. Altid nyskabende.

Når partiet Radikale Venstre har lænket Brandes til sig, så er det selvfølgelig ikke uden grund. Da Venstre splittedes i Bergs og i Hørups fløj (siden Berlingske/venstre hhv. Politiken/radikale Venstre), var det i uenighed om nationens forsvar. Brandes gik ind for militær neutralitet, indtil den blev en trussel for friheden (se her og her). Han gik ikke ind for hverken forhandlinger, eftergivenhed eller lunkne kompromisser, når det drejede sig om kulturens fremskridt. Hvordan kunne han det som en stor fan af alle pågående, nedrivende, sandt revolutionerende tanker i verdenshistorie?

Frihedskampen skal ikke moderere sig
Georg Brandes ser sin frihedskamp i slægt med middelalderens kætteri, med reformation, oplysningsfilosofi og revolutoin - man kan derfor godt for hans skyld kalde friheden radikalisme, hvis man vil. Men aldrig moderation. Man kan ikke være moderat galt på den, ikke gå i moderat gale retninger. Man må holde sig skarp.

Læs selv mere her: Arkiv for dansk litteratur, Georg Brandes´ skrifter

9 kommentarer:

  1. Enig, enig :)
    God læsning. Men det kunne være spændende at se noget tekst der omhandler hans omtalte rejse til landenes ledere før 1.v. for at tale dem til fornuft? Lyder en anelse mærkværdigt.

    SvarSlet
  2. Brandes korresponderede med toppen af poppen i datidens Europa og var virkelig én, man regnede med, så det er ikke usandsynligt, at han har haft foretræde for Kejser Vilhelm 2. Hvis der er noget om snakken, så må du kunen finde det i Sven Møller Kristensen og Hans Hertel (red.): "Den politiske Georg Brandes", Hans Reitzel, 1973. SVen Møller Kristensen har også skrevet "Georg Brandes - kritikeren, liberalisten, humanisten", Gyldendal 1980. Det kan også tænkes, at du kan finde noget på www.adl.dk. Og så lige en anden ting: da jeg lige nu ledte efter kilder vedr. 1. verdenskrig, kom jeg faktisk lige til at se, at Brandes til de radikales store ærgrelse faktisk talte for et dansk forsvar i 1909 (se biografiske oplysninger om Brandes på adl.dk). Det gør ham til Venstremand, hurra for det.

    SvarSlet
  3. Enig. Georg Brandes var ikke kulturradikal; han var nationalliberal. Hans motto var jo: dansk først, kosmopolit så. Mange af vor tids kulturradikale viderefører brandesianismen og derfor er de alt andet end anti-nationale, som de ellers selv proklamerer. De kæmper for at bevare den danske kultur og det danske sprog. Det eneste, de er uenig med DF om er, om danskhed skal handle om Morten Korch eller Poul Henningsen. Rifbjerg er et godt eksempel. Han siger, at Danmark er blevet hæsligt i løbet af de sidste 50 år. Træk 50 fra 2006 og vi får 1956 – dengang Danmark var smukt og ikke ødelagt af kapitalismen, popmusikken og så videre. Fortsæt selv.

    SvarSlet
  4. Nationalliberal, det er nok lige i overkanten. Brandes er hverken nationalistisk eller anti-nationalistisk. Han har en sund appetit på tekster og ideer. Hvor de kommer fra, er ikke afgørende.

    Skæbnen ville, at han kom til fadet på et tidspunkt, hvor den danske kultur nok var lidt træt, og tilfældigvis lidt sidetung i retning af det nationale. Det skulle selvfølgelig have nogle tæsk. Ikke fordi det var nationalt, men fordi det stod stille, mens verden udenfor bød sig til med ny erkendelse, nye vinkler på nye problemer.

    Termerne kulturradikal og kulturkonservativ er lidt vanskelige at bruge, fordi de jo sagtens kan kombineres. Brandes kan godt beskrives som kulturkonservativ på linie med Bloom (kanonisk, kvalitetsbevidst, elitær), samtidig med, at han beskrives som kulturradikal på linie med Nietzsche (nedrivende, kritiserende, nytænkende). Det er to sider af samme sag.

    Hvad nutidens kulturradikale angår, så er de netop lige så søvnige og ukvalificerede som datidens danske skønånder. De hænger ikke ukritisk dansk poesi om halsen som dengang. De hænger ukritisk alt "etnisk" om halsen, også det, der vitterligt bare er noget bras. Altså en meget flad og overfladisk "kulturradikalisme", der jo egentlig slet ikke lever op til sit navn.

    Læs evt. her: http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=21&p_sidenr=387

    Min personlige overbevisning er, at kulturradikalismen og kulturkonservatismen skal i snak, for modsætningen mellem dem er kunstig - og konservatismen kan slet ikke argumentere for sig selv kun med henvisning til vores identitet og tradition. Det er for lidt og for tyndt, og for let at skyde ned.

    SvarSlet
  5. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  6. Ulla Ulla! Det er nogle superspændende tanker du gør dig, og det vækker også nogle gode minder, for jeg beskæftigede mig selv med Brandes tidligere. I det store hele anerkender jeg dine pointer, men men men: Brandes VAR nationalliberal (det mener også Danmarks frækkeste historiker Søren Mørch) og Brandes satte jo også nationalromantikeren Hostrup højt. Brandes mente, som de fleste danskere mener i dag (selv De Radikale), at man først skulle kende til og være rodfæstet i sin egen nationale kultur, før man kunne forstå andres. Han sagde: "Verdensborgerfølelsen er ikke blot meget vel mulig paa Grundlag af Nationalfølelsen, men den er unaturlig uden den". (Brandes, Om Nationalfølelse. Foredrag holdt ved Indvielsen af Det Danske Studentersamfunds nye Lokaler den 1. februar 1894). På den måde passer Brandes syn på forholdet mellem det nationale og det internationale (som jo forudsætter et system af nationer) meget godt til EU-projektet, hvor det man siger: dansk først. Men din passus: "De hænger ikke ukritisk dansk poesi om halsen som dengang" køber jeg ikke. Det gør de da i højeste grad. Dansk litteratur mig her og dansk litteratur mig der. Statsstøtte til danske film mig her og statsstøtte til danske film mig der. Positiv særbehandling til (dårlig) dansk musik i P3 og så videre. Nej, de siger nok, at de spiser krydderet mad og deltager i etniske filmfestivaler, hvor de ser iranske kortfilm om Khomeinis storhedsperiode, men når alt kommer til alt, er de åh så danske. Det er hykleri for fuld udblæsning, og det bliver i den kommende tid afsløret på Walla min fætter! Og nu skal jeg arbejde.

    SvarSlet
  7. Jeg er altid med på lidt dekonstruktiv historiegenskrivning, meen.. Man bliver vel ikke Nationalliberal af at anerkende nationens betydning over for en flok studenter, for hvem man skal holde en tale om nationalstaten? Enhver i det nutidige politiske sprektrum ville have sagt det samme. Jeg tænker også de rigtige nationalliberale, Carl Ploug og Fædrelandet, som dengang svinede Brandes til for unational og usædelig virksomhed. Hvor står de i dit billede? Som jeg ser det, er termen nationalliberal "optaget", den er fuld af medbetydninger, som ikke passer på Brandes. Men grundlæggende har du ret i det, jeg fornemmer, du fisker efter: europæere er nationale hele bundet. Det er vi. Vores folkestyre er bundet op på vores nationer, akkurat som islamisk teokrati er bundet op på al ummah, jo større, jo bedre.

    SvarSlet
  8. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet