tirsdag, februar 14, 2006

Henrik Dahl: One more question

Hvor er Danmarks intellektuelle, tænker man, når det officielle Danmarks konklusion indtil videre er, at vi skal passe på med at generalisere, at vi skal have en bedre tone, at vi alle skal have lov til at være her, og at denne konflikt har været en øjenåbner for os? Begge sider skal pakke vat om konflikten, vi skal give hinanden hånden og begge love bod og bedring.

I øvrigt er ingen ansvarlige for noget som helst, konflikten er ikke udtryk for uenighed eller modsatrettede synspunkter, og alle analyser i den retning er bare benzin på bålet. Billedet er virkelig uskarpt, tankerne er udflydende og sammenrørte som dej. Specielt tv-medierne lyder som en klassens time for 4. klasse. Hvis hele den danske befolkning blev tilsvarende uoplyste og dumme, så ville det i sig selv udgøre en enorm sikkerhedsrisiko.

Men diskursen under den officielle diskurs forekommer mig at være ganske anderledes: folk har en helt klar mavefornemmelse, der siger, at muslimerne overreagerer helt grotesk. Og så er der sket det, at islam denne gang har afsløret sig selv endegyldigt, opbrugt sin tillid. Folk bliver fraværende i blikket, når der tales om, at islam jo er mange ting. Svaret er i bedste fald et træt skuldertræk.

Derfor var det lidt opløftende at læse Henrik Dahls kronik i Berlingske i dag. Han skriver, at den officielle opklaring af karikatur-sagen efterlader ham med en nagende mistanke (Colombo-stil). Det passer alt sammen for godt. Der er noget råddent nedenunder. Læs den. Her er hans konklusion:

"Hvordan kan vi så få sagen opklaret til bunds? Her er nogle af de faktorer, jeg ville tage i betragtning, hvis jeg var detektiv på sagen.

1. Islamismen er en ekstremt farlig fjende af den vestlige civilisation. Den fjende er ikke indbildt, og derfor er det en hån imod nazismens ofre at sammenligne jødernes situation i mellemkrigstiden med muslimernes situation i vore dage.

Islamister har magten i Iran og Saudi-Arabien, og sætter den politiske dagsorden i de fleste af de mellemøstlige diktaturstater, samt i atommagten Pakistan. Islamismen er en totalitær ideologi, der har udnævnt Vesten til sin fjende. Den har sin rod i følelsen af ydmygelse og identitetstab efter et stort imperiums undergang, ligesom nazismen. Blandt andet derfor er den ligesom nazismen præget af en ekstrem aggressiv selvretfærdighed og offermentalitet.

Ligesom man ikke skal dæmonisere tyskere og østrigere på grund af nazismen, skal man lade være med at dæmonisere muslimer på grund af islamismen. Til gengæld skal man gøre sig klart, at der i disse år er en voldsom kamp om muslimske sjæle, hvor vi i den moderne verden skal forsøge at vinde så mange som muligt over på vores side.

Det er imidlertid ikke nogen let opgave, hvilket hænger sammen med fjendskabets natur. Hvis man er udråbt til nogens fjende, kan det ikke nytte at satse på dialog. For din fjende vil slå dig ihjel - uanset hvor sød og rar du er. Jøderne havde intet gjort - men nazisterne ville slå dem ihjel alligevel. De ulyksalige mennesker, der arbejdede i World Trade Center, havde intet gjort - al-Qaeda ville slå dem ihjel alligevel. Hvis der endelig er nogen, der minder om jøderne i mellemkrigstiden, er det altså vesterlændingene set i islamisternes optik - ikke muslimerne set i den mest almindelige, vesterlandske optik.

2. Islamisterne arbejder aktivt på anti-integration i Danmark. Derfor bliver det nødvendigt at give dem en meget kraftigt og kontant modspil - samtidig med at vi giver skikkelige »ramadan-muslimske« (modstykket til »juleaftens-kristne«) medborgere så store aktier i vores moderne livsform, at de heller ikke er interesserede i at miste den.

Desuden må vi være helt nøgterne. Hvis forræderi er »violation of allegiance toward one's country or sovereign, especially the betrayal of one's own country by waging war against it or by consciously and purposely acting to aid its enemies« (som det hedder i Webster's), er der ingen grund til at skælde ud over Pia Kjærsgaards analyse af mamernes rolle i karikatursagen.

3. Forskellen på en kat og en tiger er størrelsen. Islamisterne arbejder på at skaffe sig indrømmelser ved at opdigte provokationer. Den strategi brugte Hitler også i forhold til de lande, der husede tyske minoriteter på deres territorium. Heraf kan man lære, at Chamberlains fejltagelser ikke bør gentages. Der kommer ikke fred i vor tid ved at give indrømmelser og satse på dialog. For ligesom man ikke kunne gå i dialog med nazisterne - der alene forholdt sig strategisk til de demokratiske landes forhandlere - kan man heller ikke gå i dialog med islamisterne. Det eneste, der duer i forhold til islamisterne, er med alle midler at stå fast på, at reformationens, oplysningstidens og demokratiets landvindinger hverken er til diskussion eller forhandling".

2 kommentarer:

  1. Hej Ulla, du skal klikke til højre på listen for at få den webadresse der dur mere end en dag.

    http://www.berlingske.dk/grid/kronikker:aid=696146

    /37

    SvarSlet