onsdag, februar 08, 2006

Uffe Ellemann

Uffe Ellemann mener, at Carsten Juste bør gå af som chefredaktør, hvad han heldigvis ikke har tænkt sig. Sådan skal det være. De må fyre ham efter Jordansk forbillede, så er der klare linier.

Mine debatindlæg om Ellemanns standpunkt i denne sag:

Replik i Berlingske 22.12.05:
Ellemann er fortid
Lad endelig bare Uffe Ellemann og hans generation stive sig af ved at svinge de multietniske faner lidt. Det kan nok behøves. Det er trods alt ikke bare Nyrup & co, men også Ellemann & co, der ved deres tomme, naive tolerance har bragt os i den situation, vi er i. Vi må dog lade fremtiden om at dømme nutiden. Og regn med én ting: det er ikke intolerance, der driver Holland og Danmark. Det er to i særklasse frittænkende nationer, hvis islamkritik folder sig ud nu. Med Heinrich Böll: Islams ærestab er ikke tilsigtet. Det er ikke tilfældigt. Det er uundgåeligt.

Debatindlæg i Berlingske 01.01.06:
Tølpere og troende
Heinrich Böll døde i 1985. Han har af indlysende grunde ikke haft en mening om, hvordan Europa skulle håndtere en kvalitativt og kvantitativt voksende islamisme i Europa. Tak til Lars Rosenkvist for at pege på det, hvis det ikke skulle være klart for enhver.

Min reference til Böll går dog på et andet forhold, nemlig den kritiske røsts håndtering af de krænkelser, der kan være resultatet af kritikken. Det interessante ved Böll er, at han viser krænkelsen tilbage til den krænkede: hvis jeres avispraksis ligner den rædsomme avispraksis, jeg har beskrevet i mit skønlitterære værk, så har I vist større problemer end min lille bog. Tilsvarende gælder det med tegningerne af Muhammed, Van Goghs film og hele den ubegribelige diskussion af, hvorvidt europæere må kritisere islam. Med deres vrede reaktioner udstiller overraskende mange muslimer, at de i mangt og meget er nødt til at begynde helt forfra, hvis de skal finde sig til rette i de åbne samfund, som de har valgt at slå sig ned i.

Lars Rosenkvist skriver, at jeg udtaler mig "tølperagtigt" om andre menneskers tro. At jeg har en "karakterbrist". Det er klart, at den religiøse helst vil have 200 procents fred med sine forestillinger og ritualer, og det under tolerante europæere dem naturligvis gerne. Lige indtil religionen bevæger sig ud i samfundslivet og begynder at æde af omverdenens frihed og forlange almen helligholdelse af bøger, religiøs praksis og religiøse figurer. Så er der inviteret til offentlig debat, og så nytter det altså ikke noget, at man flæber om, at det er ens religion, det drejer sig om, og at man derfor venligst vil bede om billedforbud, recitationsforbud, halalslagtet kød, kønsadskilte ungdomsklubber osv.

At man kan føle sig umådeligt krænket over ikke at få sin vilje, betyder
ikke nødvendigvis andet end at man har sat sine forventninger om almengyldighed, lydighed og respekt for højt.

Frie samfund kan ikke levere så meget respekt for religioner, at vi lader selvhævdende, samfundsorienterede trosformer implementere deres egne, religiøse regler i det offentlige rum. Det er en umulig ide, alene af den grund at det jo ikke fungerer, hvis der er mere end en religion med den ambition.

1 kommentar:

  1. Forfriskende kloge ord at læse.

    Tak for dine bidrag til den efterhånden ret anstrengende situation DK er i pga. islamisters
    bøllementalitet.

    Jeg glæder mig til at læse mere om samme sag på din web-log.

    vh Janus

    SvarSlet