Nationalitet og tolerance

Michael Böss skriver i en kronik i Berlingske 9/5-06, at danskerne skal "gentilegne sig nationen":

"Det indebærer en afvisning af det billede af Danmark, som vi ofte møder på den populistiske højrefløj: forestillingen om en etnisk og kulturelt homogen dansk nation". Det danske folk må "først og fremmest ses som et politisk fællesskab, et fællesskab grundlagt på lov og fælles behov for frihed i sikkerhed. Vi må hævde, at nationen eksisterer på et plan oven over de etniske og kulturelle forskelle".

Efter amerikansk forbillede skal nationaliteten være "tynd" hvad angår religion, levevis og private normer, men "tyk" i forhold til den politiske kultur, dvs. de værdier, som fælleslivet hviler på.

Der er mange gode grunde til at smække døren i for den slags forslag om at sætte nationalitetsfølelsen på afmagringskur. Mange af disse grunde kan findes i Karen Jespersens og Ralf Pittelkovs bog "De lykkelige danskere - en bog om sammenhængskraft" samt i Pittelkovs egen "Forsvar for nationalstaten". Man kan også bare sætte en Shubidua-CD på og køre en tur i sommerlandet. Nationalitetsfølelsen er der, den er positiv, venlig og rummelig. Vi er ikke snævertsynede. Vi kan godt lide forskelligheder i Danmark. Vi kan grine ad os selv, vi kan godt tåle kritik.

Asger Aamund skriver i Berlingske d. 26/2-06: "95 procent af danskerne er retlinede, socialt bevidste og ansvarlige borgere, der bekender sig til retsstaten, demokratiet og menneskerettighederne. Danskerne er et folk så anstændigt og menneskevenligt, som man finder det på kloden. Måske det var på tide at indstille hadekampagnen mod den danske befolkning og i stedet støtte og fremme integrationen og fællesskabet".

Den danske islamkritik er ikke motiveret af ønsket om at ophøje danskernes kulturelle smag og vaner til lov. Det paradoksale problem med et land som Danmark er netop, at vi er rummelige, vi er tolerante, vi er bevægelige. Som det tolerante og frie samfund, vi udgør, har vi det skidt med fanatisme og autoritetstro. Ser vi en bold af tabu, giver vi den et los. Ser vi magtdistance, giver vi den et spark over skinnebenet. Det sidder dybt i os. Vi kan ikke undvære vores frihed til trygt at kunne tale, tænke, sige autoriteter imod.

Den individuelle tankes frihed er en selvfølge for enhver, der lever i et åbent samfund, et bevægeligt samfund. Og det går ikke uden. Det går bare ikke.

• Uden tro på ansvarlig individualitet kan man ikke leve meningsfuldt i et frit land.
• Uden kritisk selvrefleksion kan man ikke trives i et land, hvor forskelle mødes og det bedre argument afgør, hvilken beslutning der tages.
• Uden perspektivisme kan man ikke få ind i sit hoved, at ens synspunkt bare er et synspunkt blandt andre.
• Uden en vis historisk bevidsthed kan man ikke fatte, hvor grundlæggende man kan tage fejl.
• Uden en grundlæggende åbenhed og rummelighed kan man ikke forstå ytringsfriheden som princip.
• Uden en tro på humanisme og menneskets ret og pligt til at være sin egen lovgiver, kan man ikke være tilhænger af demokratiet

Med andre ord: Uden en grundlæggende, dybt forstået anti-fundamentalisme kan man ikke manøvrere i et moderne samfund. Man kan faktisk ikke rigtigt holde det moderne samfundsliv ud; nøgenhed, bøsser, irriterende journalister, kyssende teenagere, fraskilte kvinder og så de satans kunstnere, der tegner Jesus med erektion og Muhammed med en bombe i turbanen.

Det danske samfund har været multikulturelt længe. Vietnamesere, kinesere, franskmænd, amerikanere, brasilianere og danskere lever ikke bare side om side, vi lever sammen, og kulturelle forskelle er kun et plus. Vi har nemlig en fælles bevægelighed i tanken, der gør, at vi kan komme hinanden i møde.

Danskerne mangler ikke viljen til at leve med forskelle. Vi mangler viljen til at leve med folk, der ikke vil leve med forskelle.

Og lad det så være Folkeoplysningens nye slagord: Det er ingen skam at være fundamentalist. Men det er en skam ikke at gøre noget ved det!