tirsdag, maj 09, 2006

Populisme

Hvad er (var?) logikken i al den snak om populisme? Populisme betegner en politisk strategi, der går ud på at appellere til pøblen, det jævne folk, på latin populus. Populisterne går altså ind i politik og braldrer op om pøbel-appellerende holdninger alene af den grund, at de kan give stemmer. Stemmer som de kan bruge til hvad? Til at blive valgt ind og hvad? Alt det mas bare for at blive valgt ind og fremme de holdninger, som de slet ikke selv har? Det hænger jo ikke sammen.

Den implicitte påstand er, at populistiske DF-politikere i virkeligheden ikke er interesserede i politik. De er onde mennesker, folkeforførere uden egentlige holdninger til de falske problemer, de beskæftiger sig med. De er kun i gamet for at forføre svage mennesker med fremmedfjendsk retorik, med angst, skræk og æggende Morten Korch-billeder. Samtidig er "populisme" et stempel, der uden skam gør DF-vælgere til idioter, der af frygt og uvidenhed er blevet narret ind i holdninger, som de ikke ville have, hvis de var knapt så pøbel-agtige, knapt så jævne. Hertil kommer, at den siddende regering må tækkes disse afskyelige mennesker, og som trælle må knokle politisk for at løse disse folkeforføreres falske, politiske problemer.


Problemer, som ingen har? Holdninger som ingen har? Politik, som ingen går ind for? Det er jo en mageløs analyse.

Det er en pinligt arrogant måde at diskvalificere folks holdninger på, så medmindre der er nogle gode argumenter, jeg har overset, så lad os aldrig mere bruge det ord og lad os nøjes med det gode gamle: popularitet. Det ord indebærer teknisk set mulighed for, at der godt kan være hjerneaktivitet både blandt pågældende vælgere og politikere. Det kunne faktisk godt være en frisk vinkel at se tingene fra.

1 kommentar:

  1. "Populismen har altid afvist både underdanighed og medfølelse. Den står for jævne manerer og almindelig uforstilt tale. Den lader sig ikke imponere af titler og andre symboler på ophøjet social status, men heller ikke af krav på moralsk overlegenhed fremsat i de undertryktes navn.

    Den afviser "begunstigede valgmuligheder for de fattige", hvis dette indebærer, at de fattige behandles som hjælpeløse ofre for omstændighederne og fratages deres ansvarlighed, eller at deres undladelsessynder undskyldes, fordi fattigdommen antages at friholde dem for skyld. Populismen er demokratiets autentiske stemme. Dens udgangspunkt er, at det enkelte menneske har ret til respekt, indtil det viser sig uværdigt dertil, men den insisterer på, at man skal tage ansvaret for sig selv.

    Den er tilbageholdende med at give indrømmelser eller undlade at dømme med den begrundelse, at "det er samfundets skyld". Populismen er "dømmende", for nu at bruge et adjektiv, hvis moderne, nedsættende betydning viser, i hvor høj grad den almene skønsomhed er svækket af den humanitære "omsorgs" moralske klima.
    Citat Christopher Lasch: "Eliternes Oprør og Forræderiet mod Demokratiet" fra forlaget Hovedland 1995.

    Kim Møllers Uriasposten har også et indlæg fra 2003 om populisme med en masse gode links
    http://www.uriasposten.net/index.php?p=58

    SvarSlet