tirsdag, maj 02, 2006

Udslidt

4 kommentarer:

  1. ..kunne du overveje den glidende overgang, der er mellem ØVERST moderen, der slider sig ihjel ved at rydde herremandens mark for sten for at redde sin søn fra en urimelig straf og NEDERST den sorgløse efterlønstosomhed her personificeret ved Hillary og Bill Clinton på golfbanen i Arizona?
    Hvad er det nu lige, øverste billede henviser til? s.u.
    men ellers tak for at sætte fantasien i sving!

    SvarSlet
  2. Øverste billede, "Udslidt", er malet af H.A. Brendekilde i 1889. Se en bedre opløsning her:
    http://pub.uvm.dk/2004/kanon/kap08.html.

    Nederste billede er en nutidig, dansk reklame for golfferier under varmere og mere eksotiske himmelstrøg.

    De to billeder korresponderer gennem deres tematisering af udslidtheden, eller rettere: hvad der er tilbage til det enkelte menneske, når pligten har taget sit.

    Udslidt 1: En husmand, lille, forslidt og grå er faldet død om i sin mark, hvor han har knoklet sig ihjel. Blikket støder an på de to personer i forgrunden og suges så ud i det meningsløse, livløse, vidt udstrakt tørre og håbløse landskab.

    Hans blågrå farve knytter ham til den blege, blågrå himmel og til stenene; sliddet, møjen, kampen for tilværelsen.

    Hans ene træsko er faldet af, foden i de slidte, grå strømper peger hjerteskærende på kroppens privathed, også for en fattig landarbejder på den jyske hede.

    Stenene er trillet ud af forklædet, han ligger død i den tørre, fattige sandjord, næsten plan med den. Hans hænder er knyttede, han døde arbejdende, han døde alene, han døde tavs.

    Konens brune farver knytter hende til jorden. Hendes mørke, røde kjole danner kontrast til det slidgrå, det himmelgrå, den protestantiske arbejdsetik. Her er endnu liv.

    Hun retter blikket op mod Gud i vrede, med et næsten dyrisk åbent udtryk, som bringer hende hinsides landproletariatets selvudslettende og selvkuende etik.

    Hun er ikke desperat af personlig sorg, for hun er ikke vant til glæde - hverken hans eller hendes. Hun er ikke vant til at fremhæve værdien af deres menneskeliv, ikke vant til at insistere på, at de har fortjent bedre. Men nu anklager hun den Gud, der har ladet hendes mand knokle sig ihjel uden tak, uden mening, uden menneskeværd: "Så tog du ham. Var det et liv?".

    Og blikket tumler videre, lavt langs jorden. Klemt mellem den sandede jord og den flade himmel.

    Udslidt 2 skal vi have om i morgen :)

    SvarSlet
  3. Her et helt stort billede. http://museum.odense.dk/upload/boern_og_unge/pdf/fkm/spot%20på%20brendekilde.pdf

    SvarSlet
  4. Tak.
    Det var et af disse øjeblikke hvor fortid og nutid mødtes.Hvor der kastes lys over hvad vi bygger vort samfund på og hvor langt ,og med hvilke ofre slægterne før os har bragt os.
    VH.Peter B.

    SvarSlet