søndag, juni 18, 2006

Inkommensurabilitet

Under denne fængende overskrift skal det nu handle om, hvad det vil sige at være så uenige, at man ikke kan enes om, hvori uenigheden består. Hvis man lavede to kolonner, én til venstre og én til højre, og noterede opfattelserne af hele krisen, I ved, begyndende med hvad man skulle kalde krisen, - så ville resultatet sandsynligvis vise, at det ikke så meget er faktuelle forhold, man er uenige i, men at uenigheden mere drejer sig om, hvilke faktuelle forhold, der er vigtige. Og frem for alt vil man have to vidt forskellige fortællinger om årsagssammenhænge, altså hvad der har forårsaget, forhindret, muliggjort og fremprovokeret hvad.

To vidt forskellige, men hver for sig sammenhængende teoretiske verdener, to forskellige sæt af datamateriale, to forskellige sæt af årsagsforklaringer, hver sin kasse til ligegyldige data, som det ikke drejer sig om. To så grundlæggende forskellige opfattelser kan hverken be- eller afkræftes ved samme metode. Man kan ikke fx sige: hvis Danmark terrorbombes, så er det et bevis for, at den ene part havde ret. For man læser data på hver sin måde. De to parter rummer hver deres egne kriterier for, hvornår noget er sandt og falsk, rigtigt og forkert, bevist og ikke bevist. De er med andre ord inkommensurable ifølge Thomas Kuhn, en amerikansk videnskabsteoretiker, hvis hovedværk "Videnskabelige revolutioners strukturer" udkom i 1962.

Ordet inkommensuralitet kommer af latin con (med) og mensura (mål) og betyder altså "usammålelig". Når Danmark er knækket over i to inkommensurable opfattelser, betyder det selvfølgelig, at det bliver en tung opgave at spore sig frem til, hvad der virkelig skete under krisen, Muhammedkrisen for nogen, Karikaturkrisen for andre.

Jeg skal ikke gå i gang med denne analyse. Bare pege på, det jo skyldes andet og mere end dumhed, uvidenhed eller ondskab, når to forskellige verdensbilleder - Kuhn taler om paradigmer - hver for sig producerer rå mængder af noget, som modparten synes er noget frygteligt vrøvl. Hvad den ene kalder dataindsamling, kalder den anden dirt digging. Hvad den ene kalder dokumentation, kalder den anden at kaste mudder. Hvad den ene kan opleve som årsagsforklaring, oplever den anden som bortforklaring. Hvad den ene part ser som et afgørende bevismateriale, oplever den anden som helt uden for sammenhængen. Hver for sig er opfattelserne kittet sammen af to helt forskellige ideer om, hvad folk kan have haft af bevæggrunde og motiver. Altsammen lagt ind i to vidt forskellige tidsopfattelser, inddelt i forskellige sessions, der angiver, hvad der førte til hvad.

Er ingen forsoning mulig? Man bliver vel enige til sidst? Ikke nødvendigvis. Opløsningen kommer indefra. Efter en stabil periode, hvor alle kendsgerninger falder nydeligt på plads i teorien og resten ignoreres eller bortforklares, begynder der at opstå irritation. Tingene passer ikke så godt sammen mere, det kører ikke, man kan ikke løse de problemer, man gerne ville løse. Man får brug for hjælpehypoteser, der forklarer de selvmodsigelser, der opstår. Flere og flere ting begynder at pege i andre retninger. Man begynder at få andre svar, og man begynder at spørge anderledes. Man bliver troløs over for det gamle paradigme. Det bliver irrelevant.

"Ha ha, ja de er pisse-irrelevante, kom videre", skal man så tænke i hver sin kolonne, "Måtte de snart blive klogere, de andre. Måske hvis vi skrev en bog, så de kunne forstå...?" Men det virker mod hensigten, for hvad den ene ser som beskrivelse af virkeligheden, ser den anden som manipulation med data - endnu en grund til at afvise det konkurrerende paradigme.

Hvad gør man? Et bud: Indespærring i den samme diskussion i meget, meget lang tid ville tvinge parterne til at forholde sig til hinandens synspunkter. Man kunne diskutere smådele igennem og enes om dem, én for én. Hvis man tog sig tid. Man kunne tegne billedet af de diverende opfattelser. Man kunne nok også enes om, hvad der ret beset er sandsynlige årsagssammenhænge og hvad der er gætteri. Ved hårdt arbejde kunne man med tiden enes om, hvori uenigheden består. Man kunne finde en vej. Hvis man var nødt til det.

For som Kierkegaard siger: "Hvad man skal, det kan man".

3 kommentarer:

  1. En ret irrelevant og nørdet petitessekommentar. Skal ikke udelukke, at Kierkegaard et eller andet sted siger det, som du citerer ham for - men Kant har nu sagt det først. Indenfor moralfilosofien henvises der således ofte og gerne til Kants doktrin om at "Man kan hvad man skal".

    SvarSlet
  2. Kierkegaard skriver det i "Sygdommen til Døden":

    "Du skal troe" heed det i gamle Dage, kort og godt, saa ædrueligt som muligt - nu er det genialt og Tegn paa en dyb Natur, ikke at kunne. "Du skal troe Syndernes Forladelse", heed det, og som den eneste Kommentar til denne Text heed det: "Du skal skee en Ulykke, om Du ikke kan det; thi hvad man skal, det kan man" - nu er det genialt og Tegn paa en dyb Natur, ikke at kunne troe det.

    Kilde:
    http://www.bjornetjenesten.dk/teksterdk/sygdtil.htm

    SvarSlet
  3. De politisk korrektes paradigme består af to dele, hvoraf det ene faldt til jorden i 1989 da muren væltede i Berlin, og den anden del faldt fra hinanden i første halvdel af 90'erne med Bosnien krigen.

    Problemet er ikke at der er to gyldige paradigmer, men at det sminkede socialistiske lig endnu ikke er blevet smidt på ligbålet og derfor ligger blandt de levende hvor den i sin tiltagende forrådnelse spreder død og sygdom.

    SvarSlet