torsdag, juni 08, 2006

Suk og støn - på sporet af den tabte arbejdsglæde

Afsløringer med skjult kamera. 24 sygedage om året ifølge en undersøgelse, som Danmarks Tekniske Universitet har lavet for LO. Masser af arbejdsskadeanmeldelser, masser af arbejdsbetingede lidelser. Ifølge Arbejdstilsynets opgørelser afvises langt de fleste. Mistrivsel, kritik, brok. Hvad sker der i plejesektoren?

En Social- og sundhedsassistent fra plejesektoren har indvilget i at prøve at forklare det. Hun er 37 år, hun er langtidssygemeldt pga. graviditet og hun ønsker at være anonym.


Drikker du kaffe?
Helst ikke.

Smøg?
Nej tak.

Er et plejehjem den værste arbejdsplads i verden?
Nej. Det er sværere at finde folk til slamsugere. Og det er værre at være fængselsbetjent.

Hvorfor brokker I jer så sådan?
Fordi det er en kvindekultur at brokke sig, og man går ikke de rigtige steder hen, man brokker sig bare.

Er det hårdt?
Ja, det synes jeg faktisk det er. Det er nærmest umuligt med familie og skiftende arbejdstider. Man arbejder med elendighed, ulækre ting. Sørgelige, voldelige ting, forfald i alle mulige afskygninger.
Bræk, lort, tænder, savl, menstruation, afføring. Demente, der skider, hvor de kan komme til det. Tis. Enorme mængder af tis, fordi de får vanddrivende midler. Bleerne vejer 4 kilo.

Får de gamle en god behandling?
Ja, det synes jeg, de gør. Jeg har ikke set misrøgt. Når jeg synes, det er synd for dem, så er det fordi de har det, som de har det. Fordi de er gamle. Det er det, der er sølle.

Hvordan har I det med de gamle?
Ja, det er jo det. Blandet, enormt blandet. Nogen er det altid en belastning at skulle ind til, fordi de enten er voldelige eller sure eller klagende. Der kan være flere, der slår ud efter én, ikke vil have tøjet af.

Som børn på 100 kilo?
Ja. Det er synd for dem, kan man sige, men de skal jo op af sengen om morgenen og tilbage i sengen om aftenen. De kan ikke lide at man piler knapperne op på deres bluse, de betragter det som et overgreb, nogle af dem.

Så er der demens. Én beboer kan forpeste en hel afdeling: ringe uafladeligt, ville ting hele tiden. Så skal man finde en sølvske, vande blomster, så vil de ringe til deres søn. De er i deres egen verden. De føler, at alt forsvinder, de kan ikke styre tingene. De bliver egoistiske. Nogle gange tror de, at de er i deres eget hus. De har ikke noget helhedsbillede. Nogle sagde, at hun var fin på den, vant til at have tjenestefolk. De prøver at finde logik i det. Jeg siger, glem alt om logik. Der er ikke så meget at stille op.

Hvorfor er det så belastende?
Det er stressende, at man skal i psykisk kambolage med et menneske. Og man har bevidstheden om, at hver gang, man bruger 5 minutter med hende, er der 5 minutter mindre sammen med de andre.

Kan de være ondskabsfulde?
Ja, jeg har oplevet en, der var ekstremt ondskabsfuld. Jeg var enormt bange for hende, hun fik mig til at græde en gang. Senere fandt jeg ud af, at de andre ikke ville gå derind. Ingen kunne lide det.

Hvad var der med hende?
Jamen, hun var sindssygt gemen ondskabsfuld. Lå i sengen med fremskreden ledegigt. Hun gik efter ens faglighed: ”Kan du ikke finde ud af det? Du egner dig overhovedet ikke til det her job”. Hun kunne ikke selv skide, så man skulle pille afføring ud med en handske. ”Du gør det helt forkert, du gør det ikke rigtigt, du graver ikke dybt nok. Jeg vil ikke have dig, jeg vil have en anden en til det”. Det gør de tit. Splitting, det er også det, børn gør. Mange plejere falder i. Det er dejligt at være den, der kan. At være inde i varmen ved en beboer. Det er jo dejligt, når noget går i hårdknude, at være den, der kan. Det gør de tredobbelt svært for de andre. Det skal man ikke hoppe med på. Men det er jo mennesker.

Hvordan er plejerne som mennesker?
Jeg synes jo, at det er nogle enormt arbejdsomme kvinder, specielt de ældre. Husmødretyper. Jeg synes, at de er enormt dygtige, effektive og gode til at snakke med de ældre. De har husmodergenet, de er gode til at være effektive og organisere det.

Så hvorfor har I ry for at drikke kaffe og ryge smøger?
Den store matrone, der sidder med en smøg og kaffe og siger ”sæt dig lige ned, min skat”, sådan en dominerende, styrende, rygende matrone, hende kan jeg godt genkende. Men de kan faktisk også godt arbejde. De siger bare, at de er fanme nødt til at have en pause, sidde ned og se: hvor langt er vi nået, hvor er vi.

Vi har ikke kaffestue. Vi har ikke nogle deciderede, legitime pauser. Vi sidder ned, men mellem beboerne. Samme med dem. Ved måltiderne. Nogle gange vil de høre radio eller se fjernsyn. Hvis de bliver optaget af det, kan man bedre gå. Der bliver ikke holdt for mange pauser. Man er nødt til også at være i leve/bo-miljøet. Man sidder og ryger sammen med beboerne. Både plejere og beboere ryger som skorstene.


Man er på 8 timer, hvor man skal forholde sig til beboere, pårørende, mad, rengøring, og man har ikke et sted at gå hen og holde fri. I gamle dage havde man et skyllerum, og så opstod der det, man kalder ”skyllerumssnak”, et negativt ord. Men det mangler man. Vi holdt møde om det, alle rystede på hovedet og sagde nej, vi skal ikke have alt det skyllerumssnak. Jeg var den eneste, der sagde "Vi skal da have meget mere skyllerumssnak".

Man mangler et sted, ikke til at sladre, men et sted, hvor der også er en synlig leder. Man mangler en leder til at holde fast i den røde tråd, den gode tone. Sikre sig, at der ikke opstår ubehagelige kulturer, hvor det bliver legitimt at rejse sig og siger ”åh, for helvede”, når det er den samme beboer, der ringer for 10. gang.

Hvornår snakker I så om jer selv? Private ting..?
Der er stille stunder, hvis de er kommet tidligt i seng. Der bliver aldrig holdt julefrokost, firmaudflugter, teambuilding, aldrig sådan noget. Jeg har altid været pissemisundelig, når andre fortæller, hvad de får ud af deres kolleger, hvad de bruger hinanden til. Der er ingen dynamik, fordi alle har samme køn. Der er ingen julefrokost. Folk har vagt, hvem kan komme? Og så ville der bare sidde en masse kvinder. I gamle dage var det en pedel! Det var sørme ikke uvæsentligt med den pedel.

Personalegoder?
Ingenting, julegaverne er væk.

Hvad med møder, hvor man kan føle sig betydningsfuld..?
Jo, vi har møder. Men møderne handler kun om kritik. Så er det dét galt, så er der dét galt. Kritik, kritik, kritik. Det er ikke noget med, at man spørger, hvad vi mener.

Vi havde en masse møder om at gå fra rundepleje til mindre enheder, den mentale omstilling. Der var ramaskrig, en frygtelig ballade. Det var møder, men det var mere undervisning. Med ildsprudlende konsulenter, der fortalte om leve-/bomiljø. Vi skulle ind i den holdningsændring. Først skulle vi forstå, at vi havde den forkerte holdning, så skulle vi have den rigtige holdning.

Det gjaldt om at få de vrangvillige medarbejdere til at forstå, hvor fantastisk det ville blive med leve-/bomiljø. Ideen er, at man skal forholde sig til det hele gamle menneske. Tanken er smuk og god. Man tager udgangspunkt i individet. I gamle dage kom man og vaskede vedkommendes røv, så kom andre og gjorde rent, og så kom andre igen og gav dem mad. Det er nu smeltet sammen i én person.

Hvordan virker det?
Det er svært for de plejere, som ikke kan overskue det. Og så har man skåret ned, så man skal nå lige så mange. Man har også skåret mange af de lyserøde tanker væk. Der er ikke ressourcer til, at hver afdeling laver mad fra bunden af. Det er der overhovedet ikke tid til. Jeg ved ikke, hvordan det kan komme bag på dem. Alle de myndigheder, der er inde og blande sig. Før var det i centralt køkken, nu skal der tages temperatur og vaskes gulv alle steder. Der skal krydses af og noteres ned, så fødevaremyndighederne kan godkende det, der foregår.

Så det er ikke smart?
Nej. Mange var vrede over, at de ikke blev spurgt, fx hvordan køkkenet skulle udformes. En stor gryde med kartofler skal slæbes hen over gulvet for at komme fra komfuret til håndvasken. Pissedyre hæve-/sænkeborde er der lavet. Jeg har set én beboer skrælde kartofler i en periode, ellers er der ingen ældre med.

Før var det meget mere effektivt, og meget mindre bureaukratisk. Men jeg ville ikke ønske mig tilbage, der ér gode ting i leve-/bomiljøet.

Er folk glade for deres job som social- og sundshedsassistent?
Jeg synes, at der er mange, der er stolte af det. Fordi man kan først blive hjælper, og så kan man blive assistent. Det er folk, der er meget bogligt svage, som synes, at det er en kæmpegevinst at have taget den eksamen.

Hvad kræver det at komme ind på uddannelsen?
Man må ikke være morder eller pædofil, man skal have 9. klasse, lidt erhvervserfaring. Det er forbudt at sige, men det er folk, der har set sig selv på fabrik resten af livet. Nu går de pludselig på skole. Det er klart, det er at tage en uddannelse, det er da flot.

Er I lidt dorske?
Jamen jo, måske lidt. Ligesom dagplejere og barselskvinder kan blive lidt indskrænkede. Men det er deres indskrænkethed, der gør at de kan holde ud til at gå derhjemme hele dagen, uden voksne, fornuftige mennesker at snakke med, uden udvikling.

Man skal ikke være for hård ved folk i ældreplejen, for der er ingen andre, der vil have de jobs. Man kan ikke få de jobs besat. Folk vil gerne på sygehuse eller passe handicappede. Plejehjem har lavstatus. Der er mange kvinder, og det giver masser af huller med barsel og sygemeldinger. Så skal der vikarer på, og hvem vil være vikar? Det er højstatus at være skraldemand, fordi det er godt betalt. Det kan blive fremtiden, at man må betale sig fra det. Skraldemænd siger fra: ”Vi lader lortet ligge, så kommer der rotter over det hele”. Så får de mere i løn. Det er uhørt, at kvinder nogensinde skulle gå i strejke på et plejehjem. Man må ikke sige, at det er træls og frustrerende arbejde. Man skal hele tiden sige, at det er synd for de gamle.

Ér det ikke synd?
Jo, jo, selvfølgelig er det synd. Det er synd for de gamle, at de er gamle og affældige og mister overblikket og bliver demente og skider over det hele. Måske er jeg bare så afstumpet, at jeg ikke kan fatte det. Jeg har svært ved at vurdere, om der findes en stor gruppe af varme kvinder, der brænder for de ældre. Dem, der virkelig brænder for de ældre, det er dem, der sidder og brænder på teoretisk plan. Jeg har aldrig hørt folk brænde mere for det end de konsulenter, der har været ude.

Vores leder sagde, hvis man ikke brænder for demente, så er det ikke stedet at være. Jeg tænkte, hold da kæft! Er det det samme som at sige, at hvis ikke man brænder for fanger, så kan man ikke være fængselsbetjent? Jeg følte mig udpeget lige med det samme. Jeg har aldrig brændt for demente. Jeg ved ikke, hvordan man kan det.

Man kan ikke brænde lige så meget for ældreomsorg som fx for børneomsorg?
Jo, på teoretisk plan. Men en kvinde, der sidder krampet op og har sklerose, man kan massere hende i en time og så få pegefingeren til at stritte. Hvor er juhuu´en henne i det? Det tog mig en time med min søn, så kunne han cykle!


Hvad er succeskriteriet i ældrepleje?
Det er at de dør.

Det siger du for at få mig til at grine
Ja, det lyder forfærdeligt. Men så er vi jo færdige, så er vi i mål. Der er for mange, der bliver reddet fra en hjerneblødning, som de skulle have lov til at dø af. Ja, det lyder kynisk. Nogle af de ældre kolleger har mere indlevelse. Jeg tror, at omsorgen kommer lidt efter, hvor tæt man selv er på det.

Er det okay at være lidt kynisk?
Man må acceptere en vis kynisme. Den er der. Jeg sidder ikke og tuder, når jeg hører dét fra Fælledgården: ”Lad lige ham sidde lidt længere”. Det synes jeg overhovedet ikke er slemt. Det er taget ud af konteksten. Vi har også folk, der sidder og råber "Hallo! Hallo!" Men sådan råber de hele dagen. Og bleen. At lære at pisse i bleen er lige så svært som at lære ikke at pisse i den. ”Hun har ble på”, kan man sige, det lyder kynisk. Men det er det jo ikke. De pisser 30 gange om dagen.

Medlidenheden med de gamle, den er så giftig. Der er brug for humor i stedet. Kynisme. Det skal der være plads til.

Så de gamle har det godt på plejehjem?
Jeg har ikke ondt af dem. Jeg har ondt af, at de er gamle. Jeg har ondt af, at de får lov til at leve så længe. De ligger som grøntsager og får sondemad i flere år. Dét er omsorgssvigt, synes jeg. Hvad skal man gøre, man kan jo ikke slå dem ihjel. De kan ikke selv tage føde til sig, de får sonde. De kommer i tip top form, for det er astronautmad. Jeg tror faktisk, at det er udviklet af NASA. Alle næringsstoffer direkte ned i mavesækken, de er sundere end dig og mig. Hverken familien eller plejerne kan tage hul på, om man skulle lade være med at behandle den næste lungebetændelse. Ingen vil sige det først.

En lå der i 5-6 år efter en hjerneblødning, som gjorde hende ude af stand til at snakke og lave mimik. Hun kunne sige lyde. Man sidder der og spørger om familie, gård og børn, hun siger ”UH!”, man snakker videre, længe, og det viser sig, at hun har levet som knibsk gammeljomfru hele sit liv.

Hvad er det med alle de sygedage - 24 om året?
Det er et kvindefag. Det er meget typisk og legalt at ”gå ned med flaget”. Det snakker andre om, at én ”går ned med flaget”. Vi havde én, som blev bimmelim. Hun mistede overblikket, begyndte at lappe deres tøj, kunne side og snakke med dem i timevis. Èn meget, meget overvægtig dame havde simpelthen så mange sygedage. Hvad der var hvad, er svært at sige. Slidgigt i knæene, hvem kan holde til det tempo, når man er så stor. Psykiske problemer pga. overvægt. Og så er der mange, der ryger.

Men der bliver også pjækket?
Ja, dét gør der! De andre kolleger snakker om det. De isolerer dem, der pjækker meget, og så pjækker de selvfølgelig endnu mere. Det er igen ledelsen, der mangler. Man ved måske, at man skal være 5 dage i aftenvagt sammen med én, som man ikke kan fordrage eller en, man synes er doven. Der er mange endagssygemeldinger. Men der er også mange, der tager ekstravagter.

Jeg kan ikke finde ud af, om I er robuste eller skrøbelige?
Mange er kun inde i en årrække. De kan ikke have med det at gøre. Andre er utroligt dygtige. De har fulgt med, de har en god tone og er gode til at lære op. De er robuste.

Får de ros?
De får alt for lidt ros. De får aldrig ros. Der er fanme ikke nogen, der roser dem. For den kæmpe omstillingsproces det er at have været 20 år i det samme og så skulle omstille sig til noget andet.

Ledelsen roser ikke?
Nej. En af mine kolleger har været der i 16 år. Det er det eneste, hun angler efter. Hun vil så gerne have at vide, at det er dejligt, at hun har taget 3 ekstravagter eller har arbejdet sammen med lille Fatima på 20 år, der ikke rigtigt kan røre ved noget.

Hvorfor roser ledelsen ikke?
Fordi den ikke er der, den er ikke synlig.

Hvor er ledelsen?
Inde på kontoret.

Nogle er for konfliktsky og hæver ikke stemmen. Hende der sad på Fælledgården med sine bekymrede øjne: ”Nej, vi har ingen sår”. Hør snakken på gangen. Der skal ikke så meget til. Men det er et fyord at styre. Assistenterne skriger på mere ansvar. Men man kan godt have ansvar og stadig have ledelse. Det er lederen, der har ansvaret for, at der ikke opstår de her uheldige kulturer. Som på Fælledgården, hvor de råber og truer med at han skal sidde der hele natten.

Det er dårlige ledere, administrative ledere. I gamle dage havde man en oversygeplejerske, en som var på afdelingen. Hun tog del i det praktiske arbejde. I starten var der én på hver gang, så skar man ned, så der var én til to gange, og så forsvandt de. Der er selvforvaltning. Man skal selv holde en god tone. Det kan man mange steder, men ikke alle steder.

Hver eneste gang finder man frem til, at det handler om dårlig ledelse. Folk, der går ned med stress og lider af stress, det skal man forholde sig til. Stress bliver lidt ligesom fibromyalgi. Man behøver ingen beviser, man kan bare sig, at man har stess, og så kan folk ikke stille spørgsmål. Hvad er stress?

Er det en brokkultur?
Ja, man får lov til at komme af med sin galde, uden at noget ændrer sig. Den kører i ring. Beslutningerne bliver jo taget ovenfra. Det er usundt. Man har ingen medbestemmelse. Man kunne have sagt ”Okay, de kan ikke få nogen som helst indflydelse på noget af det overordnede. Hvordan stiller vi dem tilfreds? Okay, vi lader dem udforme køkkenet”. Det kunne man kraftedeme have gjort.

Det lyder som et godt sted for neuroser og indestængt..?
Jo. Én kollega var på livslang antidepressiv medicin, klart neurotisk. Konstant antabus, traumatiske familieforhold. En anden var notorisk løgner. Hun løj hele aftenen igennem, med kunstige patter. Jeg tænkte, jamen så er hun jo sindssyg. Hvordan kan hun så passe beboerne? Men hun gjorde sit arbejde, der var ikke noget at sætte en finder på. Men gør det hende ringere?

Jeg synes jo netop, at det er en gruppe, der har brug for enormt meget ledelse. Der er brug for nogen til at modtage alt det brok. Også fordi halvdelen af brokken ville blive sorteret fra, hvis der var nogen til at tage imod og tage det alvorligt. Det ville få dem til at føle sig bedre, hvis ikke de brugte så meget tid på at brokke sig. Det er kognitivt. Hvis du holder op med at tænke så mange negative tanker, så bliver du mere positiv. Det virker selvforstærkende.

Suk og støn?
Der er enormt meget suk og støn. Der er ingen, der tager sig af dem. Ingen gør noget ved det. Ingen privat ansat medarbejder i hele verden kan få lov til at gå og sukke og stønne så meget, uden at nogen tager sig af det. Lederen har sagt: ”Jeg skal ikke være mor for jer”. Så er man eddermane færdig med at komme og betro sig.

Det handler om selvværd. Lige nu får de det modsatte. Der skal luges ud i dem, som forpester det. Kollegaerne ved godt, at de ikke må mobbe, men der er ingen, der tager sig af det. De burde kaldes ind til samtale: Hvorfor er der så mange sygedage, hvad handler det om, hvad kan vi gøre for at afhjælpe det. Hvis der var en leder, der gav ros, viste engagement i folk, så ville det smitte af. Så ville de kollegiale forhold blive bedre. Folk ville få mere overskud. Og til syvende og sidst ville det også komme de gamle til gode.

Skal du ikke være plejehjemsleder?
Jeg kan ikke finde ud af papirarbejdet. Men jeg kunne fanme få folk til at blive glade for at arbejde der. Dét kunne jeg.

4 kommentarer:

  1. Hvorfra kommer den historie ?

    Det ville klæde "interviewet" hvis det fremgik hvorfra det stammer, hvem der har foretaget det og hvem den interviewede er.

    De mange ord er interessante, men afspejler bare én persons opfattelse af netop hendes egne opfattelser baseret på egne erfaringer og fordomme.

    SvarSlet
  2. Interviewet blev lavet onsdag d. 7/6-06, altså i forgårs. Det er mig selv, der interviewer. Den interviewede vil gerne være anonym - lige som dig :)

    SvarSlet
  3. Som så meget andet i samfundet ville situationen være en ganske anden- tror jeg- såfremt der i større udstrækning var tale om at klienterne eller kunderne var de der var hovedarbejdsgiverne eller ejerne af arbejdspladsen. At en del er demente sætter naturligvis grænser for indsigt i problematikker og de må da have andre repræsentanter end sig selv i situationer der har med beslutningstagen at gøre.
    Peter Buch

    SvarSlet
  4. Tak til dig og til den interviewede, fordi I tog jer tid. Måtte en sådan artikel også en dag stå i en avis, så man kan få alle dagligdagens nuancer frem i stedet for de sort/hvide-beskrivelser, der ses så mange af. Artiklen gav mig mange tanker både om min egen alderdom og om, hvorvidt jeg overhovedet ville kunne klare et sådant job uden at gå i stykker på det.
    Igen tak. Fornemt arbejde. Med venlig hilsen Dorte Toft

    SvarSlet