torsdag, august 17, 2006

Islams storhedstid i Spanien I

De fleste af os har nok efterhånden stiftet bekendtskab med fortællingen om islams glorværdige fortid som civilisatorisk og videnskabelig kraft.

Utallige islamiske og vestlige kilder skriver begejstret om islams sande storhedstid i Spanien, hvor den muslimske verden blomstrede og skabte hidtil uset rigdom, viden og velstand, mens resten af Europa lå underdrejet i katolsk middelalder og slumlignende forhold. De fleste konkluderer på den baggrund, at islam ikke i sig selv er en hindring for fred, oplysning og velstand. Og mange peger på, at vi skylder muslimerne umådeligt meget, fordi de befrugtede Vesten med en skattekiste af værdifulde, arabiske tanker i løbet af de 800 år, hvor Spanien – Al-Andalus - var under muslimsk herredømme.

I den islamiske selvbevidsthed er det en altafgørende periode, et af de helt store argumenter for islams livsduelighed som civilisatorisk kraft. Her viste islam sit sande ansigt. For en ambitiøs og ekspanderende verdensreligion er det en rar tanke, at Europas renæssance blev skudt i gang på muslimsk brændstof, og at Amerika blev grundlagt af portugisere og spaniere, som i virkeligheden var arabere. Det er god propaganda, som bruges flittigt (fx her og her).

Så længe araberne dominerede Den Iberiske Halvø politisk og kulturelt, levede arabere, jøder og kristne side om side i et yderst tolerant, pluralistisk samfund. Den arabiske kultur var på sit højeste i årene op til årtusindskiftet. Kalifferne i Córdoba tiltrak lærde fra Damaskus og Bagdad, ligesom også europæere søgte til Al-Andalus for at suge lidt af arabernes lærdom til sig. Der var mange skoler og biblioteker, og kaliffen selv overstrålede dem alle ved sine lærde studier og store bogsamling... Den europæiske middelalder var ikke slet og ret mørk, men blot overskygget og glimtvis oplyst af den strålende, højtudviklede og tolerante muslimske kultur. Ud af det europæiske mørke lyser en righoldig kulturproduktion fra de steder, der var i stabil kontakt med arabisk, hebræisk eller østlig kultur”.

Sådan lyder det hos Rigmor Kappel Schmidt i det litterære tidsskrift Standard. Hun runder af med at hævde ganske bestemt, at den kristne kultur ødelagde det hele: ”Men med udvisninger, tvangsomvendelser og kulturelle forbud lykkedes det efterhånden at få de kultiverede røster til at forstumme. Herefter er der total stilstand i spansk kulturliv de næste 2-300 år”. Hvad behøver man vide mere? Rigmor Kappel Schmidt er cand.mag., universitetsadjunkt, oversætter og freelanceanmelder, kan jeg læse mig til, så hun må vide besked.

Der er dog flere forhold, som en mistænkeligt stor mængde af historisk litteratur går let hen over, fx dette: Hvorfor realiserede islam sig i sin sande storslåethed, tolerance og visdom her – så langt væk den arabiske verdens centrum? Hvorfor sker denne opblomstring af islamisk kultur ikke i Mekka eller Medina?

Det må vi bore lidt i, og lad mig med det samme sige, at jeg ikke betragter en eneste af mine kilder som troværdige. Men tilsammen synes de at kunne fravristes visse oplysninger.

Til en start ser det ud til, at det 800-årige muslimske herredømme over den iberiske halvø vist ikke varede i 800 år. Erobringen blev påbegyndt i 711 og var gennemført 3-4 år senere, bortset et område i det bjergrige nordvestlige Spanien, hvor de kristne vestgoter forskansede sig. Men Spaniernes generobring af landet – la reconquista – startede allerede i 1000-tallet. Gennem de følgende århundreder tilbageerobrede de kristne spaniere langsomt, men sikkert den ibiriske halvø (Wikipedia). I 1130 var halvdelen af Spanien erobret tilbage, og fra 1250 herskede muslimerne kun over en lille region langs kysten i syd, Granada. Det område tabte de i i 1492. Så 500 års muslimsk herredømme er måske mere præcist. Og hvad opblomstringsperioden angår, kan den dateres til at vare ca. 250 år. Allerede fra 976 begyndte den spanske islam at ligne den sørgelige islam, vi ser i dag.

Men nu foregriber vi jo begivenhedernes gang. Vi må begynde med begyndelsen. Sådan her:

Det var mænd med mørkebrune ansigter, som var garvede af ørkenens vind, pragtfulde ryttere, som red på smukke fuldblods heste. Mænd som forstod at nyde livets sensuelle sider, som det kom til udtryk i deres skik med eksotiske harem’er. I foråret 711 steg 12.000 mand under kommando af guvernøren af Tanger, berberen Tariq b. Ziyad, og i profeten Muhameds navn i land ved Gibraltar… En ny sol skinnede over dem, og de drømte om at indtage Hispania… Den hellige krig for Allah, den medfølende og barmhjertige – for Allah er stor – var et strålende rygstød for dem af metafysisk karakter. De kæmpede for disse principper, så alle måtte vige. De repræsenterede Halvmånen med deres krumsabler” (La memoria Andalusi).


Man sporer også her en vis fascinationen af de fyrige erobrere og deres krumsabler, så magister Rigmor er ikke den eneste sagkyndige, der lader sig rive lidt med. Ifølge mangt en overlevering hengav den ibiriske halvø sig da også lykkeligt til sine muslimske erobrere. Er det muligt?

Man må være imødekommende og gå ud fra, at der er noget om det, om end det er vanskeligt at forestille sig, at den kristne majoritet har været entydig begejstret. Vi skal huske på, at ”begejstret” jo er et relativt begreb. Alt afhænger af, hvad alternativet er.


Som fjende af den indtrængende magt havde befolkningen fire muligheder. Som kristen eller jøde kunne man vælge stokken, altså at underkaste sig sine nye herskede som dhimmi med visse rettigheder, hvad det meste af Spanien gjorde. Man kunne vælge sværdet, altså krigen til døden. Og man kunne vælge pisken, altså at slutte en foreløbig fred med dar-al-islam gennem en barsk kontrakt, hvilket det nordvestlige Spanien til sidst måtte gøre. Det kostede dem dyrt i tunge skatter, bla. blev de pålagt en skat på 100 ungmøer. Endelig var der den fjerde mulighed, en gulerod, nemlig at konvertere til islam og dermed opnå talrige økonomiske og sociale fordele.

Lad os forsigtigt konkludere, at ordet "befrielse" godt kan have været en lettere forskønnelse af, hvad der faktisk skete. Men pure opspind er det ikke, og det hænger sammen med en anden historie. Jøderne, som hidtil havde levet et forfulgt og underpriviligeret liv under det kristne herredømme, var knapt så negative, da de muslimske maurere ankom i 711.

Allerede i 694 var jøderne blevet dømt for at pusle med konspiratoriske anslag sammen med deres sydlige naboer, men der er ikke enighed om, hvilken rolle jøderne faktisk har spillet i forbindelse med muslimernes invasion. Nogle steder forlyder det, at jøderne ligefrem åbnede byportene, så erobrerne kunne komme ind. Under alle omstændigheder var relationen god nok til, at berberne trygt kunne overlade byerne i jødisk varetægt, mens de kæmpede videre nordpå. Cordoba, der inden længe skulle blive Europas rigeste og mest fremtrædende by, blev således overladt ganske i jødisk varetægt umiddelbart efter erobringen. Muslimerne var indbudt.

Den opmærksomme læser øjner et propadandaproblem her. Det islamiske eventyr i Spanien er uløseligt knyttet til en jødisk blomstringstid.
"The Golden age of Jewish culture in Spain, also known as the Golden Age of Arab Rule in Spain", hedder det ligefrem i Wikipedia. Var det i virkeligheden 250 års jødisk succeshistorie, der blev initieret ved den islamiske invasion? Mistanken opstår, for det arabiske område var jo ikke sprænglærd på det tidspunkt. Der mangler nogle brikker, hvis vi skal forstå, hvordan et underudviklet arabisk ørkenfolk skulle komme til at stå i spidsen for en videnskabelig, kunstnerisk og økonomisk guldalder i Cordoba.

De berbiske og arabiske erobrere udgjorde en forsvindende lille minoritet, der regerede over en befolkning bestående af hovedsageligt kristne og en god del jøder, hvis dhimmistatus betød, at de skulle betale en vis portion skat, at de ikke måtte opføre nye kirker og synagoger, og de skulle bære tydelige tegn på deres tøj, så man kunne se, hvilken religion, de tilhørte. De måtte heller ikke bygge huse, der var højere end muslimernes, og der var andre forskelige betingelser (Wikipedia, Jewish Encyclopedia).

Islamiske kilder fastholder med rette, at islamisk tolerance ikke desto mindre var en betingelse for, at det hele kunne lade sig gøre.
Videnskab, handel, landbrug og administration blomstrede i jødiske hænder, og jøder fra hele verden, særligt fra Alexandria og Bagdad, fandt sig på dette tidspunkt et fristed i Spanien (Jens Christian Jensen). Det er jo forbilledligt, kan man sige, men alternativet, at myrde og fordrive en flittig og snild befolkning, hvis arbejdskraft er værdifuld for én, - det ville jo være ganske dumt. En god befolkning er vigtige løsøre i et nyerobret land, den er en del af gevinsten.

Jøderne strøg øjeblikkeligt til tops i samfundet. De var velstillede og veluddannede. De havde allerede længe haft globale handelsforbindelser, flotte vaner og avancerede tanker, som de længe havde udvekslet med fremtrædende jødiske samfund rundt om i verden, fx i Damaskus, i Konstantinopel og særligt i Alexandria. De rejste ud ”for at tilegne sig lærdom ved jødiske læreanstalter i egnene omkring den østlige del af Middelhavet. På grund af deres mange internationale forbindelser, både i handelsmæssig og intellektuel henseende, og deres kendskab til mange af datidens sprog kom jøderne til at spille en stor rolle som kulturformidlere, idet de fungerede som både oversættere, diplomater og hoflæger ved de muslimske hoffer. Jøderne spillede således en betydelig rolle i oversættelsen af medicinske tekster fra græsk til arabisk, hvilket var medvirkende til at gøre Cordoba til et selvstændigt videnskabeligt centrum” (Helle Lykke Pedersen).

Det var en win-win situation. Jøderne fik frihed, muslimerne fik en position på toppen af et rigt og blomstrende samfund. De kristnes historie er forunderlig tyst.

Et sofistikeret administrativt og politisk apparat skød op, og også er er man nødt til at spørge, hvor muslimerne fik det fra? Igen spiller de spanske jøder en altafgørende rolle.

"Abu Ishak fra Elvira skal have sagt følgende til kaliffen i Cordova: "Jøderne..... er blevet mægtige herrer, og deres stolthed og arrogance kender ingen grænser..... tag ikke sådanne mænd som dine ministre... Jeg kom til Granada og så jøderne regere. De havde delt provinserne og hovedstaden imellem sig; over alt var det en af disse forbandede, der regerede. De indsamlede skatterne, var lystige og gik overdådigt klædt, medens jeres klæder, kære muslimer, var gamle og udslidte. Alle statens hemmeligheder var kendt af dem; men det er dog dårskab at stole på forrædere!" Men kaliffen fortsatte ikke desto mindre med at udpege sine ministre blandt de kandidater, der blev præsenteret af den talmudiske regering i Cordova".

Ovenstående citat er fra en kilde, der ikke just er positiv over for jøderne. Men officielle jødiske
kilder siger det samme: ”In the 11th century, the Jewish community of Cordova was one of the most important in Andalusia. The Jews were deeply and actively involved in the affairs of the city, as were their brethren in the other cities of Moslem Spain". Wikipedia siger det. Og danske sagkyndige som Helle Lykke Pedersen siger det sørme også.

Der hersker ingen tvivl om, at jødernes indsats var fremragende, lærd og uundværlig. Men æren tilskrives de muslimske herskere for at have tålt dem.

Blev kulturen så ikke efterhånden muslimsk? Det er lidt svært at gennemskue. De fleste kilder peger på, at Spanien aldrig blev arabiseret i befolkningsmæssig forstand (Tyge C. Bro). Og med konverteringerne gik det fra begyndelsen ganske langsomt. De tidlige arabiske herskere havde ikke travlt med at tvinge folk til at konvertere, da enhver konvertering jo betød en reduktion i skatteindtægterne. Men den oprindelige befolkning begyndte efterhånden at konvertere til islam i stor stil, hvilket der jo var væsentlige sociale og økonomiske fordele forbundet med (Jens Christian Jensen ).

Det var dog ikke derfor, befolkningen konverterede. Ser du:

På hele befolkninger i de lande, de besøgte, gjorde deres gode eksempel og ædle optræden et så stærkt indtryk, at folk i hast begyndte at antage islam. Hvor muslimerne end kom, medbragte de deres værdifulde moralske egenskaber med et resultat, at umoral og uretfærdighed måtte flygte, når de kom. De omformede gudløse folk til folk, der erkendte Gud og gav dem kundskabens lys og karakterstyrke. De ændrede folkets moral, så dyd og godhed kunne få overhånd. Hele det sociale klima blev reformeret og fik en ny skikkelse. Undertrykkeres hånd blev holdt tilbage, og retfærdighedens og anstændighedens herredømme blev indført. Dette var den største bedrift i menneskehedens historie” (Islamstudie).

Yes. Well. Inden vi sluger den, er der lige et par andre detaljer, vi skal have vendt. Vi fortsætter i aften.

9 kommentarer:

  1. Det glæder jeg mig så til - ligesom jeg glæder mig til den lovede fortsættelse af dit forrige indlæg.........

    SvarSlet
  2. Dette indlæg ER fortsættelsen til det forrige indlæg :-)

    ... Ja, for det er jo ikke verdenshistorien fra en ende af, bare en lille bid af den.

    SvarSlet
  3. Det er det bedste, jeg nogensinde har læst. Islam har aldrig haft nogen blomstrende storhedstid på den arabiske halvø. Hvem har fundet på sådan en løgnehistorie?

    C. Hammouti (ex wallah)

    SvarSlet
  4. Jeg håber, at du har mange læsere, for du peger på nogle vigtige ting.

    SvarSlet
  5. Uanset om muslimerne førte en rig kultur med sig eller ikke, så kan det ikke tages til indtægt for noget som helst i dag. Hvad er i øvrigt en rig kultur? Glade og lykkelige borgere? Nej vel.

    I dag oplever vi mange muslimer som luddovne, forbryderiske (39 ud af 40 kiosker svindler) og uduelige. Ikke én eneste væsentlig naturvidenskabelig nyhed kommer nogensinde fra deres side. Ikke en eneste virksomhed med gode og nyttige produkter. Ikke et eneste patent af værdi. Ikke en eneste videnskabelig artikel af høj kvalitet skrevet af muslimer.

    De, der er beskæftigede i det videregående danske uddannelsessystem, kan enstemmigt fortælle, at arabere klarer sig langt dårligere end danskere og f.eks. kinesere.

    Selv om de arabiske lande er verdens rigeste, så kan de kun producere undertrykkelse, nød og elendighed samt krig med primitive våben. Og når man ser dem i praksis, som f.eks. det imamfjols, der skulle forsvare en terrordom, så er de dybt uintelligente. Og det er til overflod bekræftet i f.eks. The Bell Curve.

    Deres ringe evner er også bekræftet af den religion, de har valgt. En religion der er langt mere afstumpet end socialismen, med alle sine opskrifter på mord og undertrykkelse.

    Og det store eksperiment bekræfter 100% min beskrivelse. Muslimer lever i dyb armod – materielt og åndeligt.

    Mvh. Børge.

    SvarSlet
  6. Det samme kan forøvrigt siges om store dele af det nu muslimske mellemøsten, at hvis der var en stor kultur der engang, så var det ikke islams fortjeneste.

    Da Islam først erobrede den arabiske halvø var der store gamle kulturer i assyrien, mesopotamien og byzans.

    Men efter Islams erobring har det været en lang nedgangstid for disse områder, til først at være middelmådige kulturer, for til sidst at blive taber-kulturer. (dog er Tyrkiet kommet på benene igen de seneste år, formentligt fordi der er en hvis grad af demokrati, som islamister dog gør hvad de kan for at underminere)

    Myten om Islams kulturelle storhed, er netop det.......en myte.

    Islam har aldrig nogen sinde skabt noget som helst værdifuldt.

    Tværtimod kan det retfærdigvis siges at Islam har ødelagt utallige store kulturer og gjort alt hvad den har været i berøring med til kopier af den primitive ørken mentalitet, som herskede i Islams udgangspunkt....ørkenbyerne Mekka og Medina, hvor beduin-kulturen hersker den dag i dag.

    SvarSlet
  7. Det karakteristiske for de såkaldte islamiske "blomstringsperioder" er, at de som regel optrådte umiddelbart efter, at muslimerne havde erobret en ikke-muslism højkultur (kristen, buddhistisk, hinduistisk), og hvor de endnu kun udgjorde et meget tyndt herskerlag, der var dybt afhængig af deres "vantro" undersåtter.
    Mange af de personligheder, der fremhæves som eksempler på tidlig muslimsk videnskabelig og kunstnerisk sofistikering, er reelt ikke-muslimer eller nyligt konverterede.
    Så snart islam satte sig fast, og religionens dogmer slog igennem fra top til bund i samfundet, mens de ikke-muslimske højkulturer blev stynet og kastreret, gik samfundsudviklingen i stå. Dette gælder især efter år 1000, hvor "dørene til ijtihad", d.v.s. adgangen til fortolkning af troen, blev stængte, og ortodoksien tog magten.
    Det var også, hvad der skete i Andalusien, hvis historie på ingen måde ligner det multikulturelle glansbillede, vi i dag præsenteres for.
    Den sørgelige historiske kendsgerning er, at så snart islam havde fundet sin form - altså få hundrede år efter "profetens" død, forkalkede den, og formåede ikke intellektuelt at kunne præstere noget nyt.
    Men flot og detaljeret gennemgang af Andalusiens historie, Ulla.
    polinos

    SvarSlet
  8. Åh, jeg glemte lige en enkelt lille tilføjelse:
    Al den snak om "den mørke middelalder" i Europa må dog snart høre op. Befolkningstallet ekspanderede, landbruget, handelen og byerne blomstrede; det er ikke uden grund, at en anbefalelsesværdig bog om perioden hedder "Den dynamiske middelalder".
    Men hører man til de vestlige selvflagellanter, der dyrker påstanden om, at islam strålede, mens kristendommen væltede sig i middelalderens mudder, kan man jo bare stille sig selv et enkelt spørgsmål:
    Var det uvidende, uduelige fjolser, der byggede Europas store katedraler og klosterkomplekser?
    polinos

    SvarSlet
  9. Hvor er det dog syndt at høre på misundelige mennesker!

    Folk som jer skriver blogs og alt det bare for at vise hvor meget de hader en religion som de ikke engang ved noget om. I bliver manipuleret af medierne på den dårlige og ekstremistiske måde.
    Islam har aldrig nogensinde været undertrykkende og hvis der er nogen som er undertrykt i denne verden så er det folk som jer (dem som tror de er frie med folkestyre). I er desværre underkastet folk fra folketinget som er sat til at bestemme over jer. Hvad for et folkestyre snakker I om? Hvad for et demokrati er det I vrøvler om?
    Jeg ser kun folk demonstrer over mange ting som de ikke er tilfredse med eller fordi flertallet har vundet så er det syndt for mindretallet.

    Islam er en religion, hvor man underkaster sig én Gud og hvor man befrier sig fra folks magt over en selv.
    Jeg synes det er ret trist at I kun kender Islam fra en vinkel.
    Der er dog mange folk som ikke praktiserer islam som det skal gøres og dette er i sig selv farligt, da det er dårligt forbillede for selve religionen. Og det er desværre kun den ene side at folk idag kigger fra.

    Hvis DU "anonym" læser lidt i koranen vil du så have fundet mange videnskabelige fakta, deriblandt handler om astronomi, medicin, skabelsen af universet osv osv.
    så læs lige koranen inden du åbner munden for alle mulige holdninger om religionen uden at du ved hvad det egentlig handler om !

    Mht. at islam ikke har gavnet med noget så er det bare det mest falske jeg har hørt ! fra profetens tid var der folk som undrede sig over hvor profeten eksempelvis kunne have viden om himlen og stjernerne samtidig med at han er ufaglært og kan hverken skrive eller læse. Det er der mange skrifter som bekræfter dette, jeg kan desværre ikke vise jer det her, da det er så stort og vil nærmest blive til en hel rapport. så held og lykke med at søge!

    Til dig Ulla vil jeg sige at det er syndt for dig og for mange andre som dig, der siger at det sandsynligvis ikke med sikkerhed at koranen indeholder de præcise og nøjagtige fakta, da folk fra den tid ikke havde viden nok.

    Jamen dog .. Folk er så friske på at høre falske rygter !.. Koranen er skrevet af Profetens nærmeste og de har gennem flere generationer lært verserne udenad og lært dem videre til børn og til efterfølgende generationer . Koranen er åbenbaret af Gud gennem englen Gabriel.

    Her noegt I kan lave istedet for at spilde jeres tid:
    Prøv at kigge på alt der er natur- fra himmel til jord. træer, blomster, selve mennesket, og stil jer så spørgsmålet som lyder : Hvem eller Hvad har skabt dette univers? .

    Jeg er frisk på at høre svare fra hver af jer, uanset hvilken retning I svarer fra .

    SvarSlet