fredag, august 18, 2006

Islams storhedstid i Spanien II

En detalje, der springer i øjnene er, at kun ganske få muslimske arabere var involveret i erobringen af Spanien i 711. De muslimske erobrere bestod overvejende af nyislamiserede berbere fra Nordvest-Afrika, eller maurere, som man kaldte dem. Det var på deres eget initiativ, at Spanien blev indtaget, selvom kaliffen i Damaskus modtog nyheden med tilfredshed.

Et mindre antal arabere fra Medina og Damaskus udgjorde den herskende elite. Nogle kilder taler om 7.500 berbere og 500 arabere (
Wikipedia). Året efter kom en hær på yderligere 18.000 mand, og her var flere arabere med. Men araberne forblev et ganske lille mindretal, der fra start til slut lå i strid med berberne, der opfattede dem som arrogante.

De berbiske stammefolk fungerede som soldater under erobringen, lokket af løfter om plyndringsret og masser af smukke, lyse kvinder af græsk afstamning. Den berbiske general Tariq ibn-Ziyad motiverede sine krigere på denne måde:

"Remember that if you suffer a few moments in patience, you will afterward enjoy supreme delight. [...] You have heard that in this country there are a large number of ravishingly beautiful Greek maidens, their graceful forms are draped in sumptuous gowns on which gleam pearls, coral, and purest gold, and they live in the palaces of royal kings. [...] . The one fruit which he [Khalifen Alwalid] desires to obtain from your bravery is that the word of God shall be exalted in this country, and that the true religion shall be established here. The spoils will belong to yourselves” (
Wikipedia).

Bemærkelsesværdigt nok nævnte generalen ikke martyrernes vidunderlige efterliv med et ord. Hvorfor? Man må overveje, om berberne overhovedet troede på den slags. Berberne var så at sige blevet omvendt til islam dagen før. Først i 702 havde araberne en slags løselig magt over berbernes område i Nordvest-Afrika. De berbere, der indtog Spanien, var kun løseligt og kollektivt omvendt til islam, typisk ved at en stammehøvding på alles vegne har indvilget i at konvertere, hvilket for disse vantro var den eneste måde at kapitulere på.

Sagen var nemlig, at berberne blev erobret af muslimske arabere i to omgange: "Nordafrika og Sahara har været befolket af berbere længe før muslimske araberes første invasion i 7. årh. Berberne vedblev at være den største befolkningsgruppe til den anden, og mere omfattende, arabiske invasion i 11. årh., der stort set gjorde Nordafrika arabisk og islamisk” (
Salomon). Berberne blev først for alvor islamiserede i 1000-tallet.

Nu må vi regne lidt. Den spanske blomstringsperioden var fra 756 til 976. Festen var altså forbi, da berberne endelig blev forsvarligt islamiserede. Spanien var erobret, og Spanien havde haft sin blomstringstid. Det var altså ikke berberne, der tog store doser af islam med til Spanien.

Der var dog også muslimske arabere med. Få, men indflydelsesrige, fordi de sad på magten. Hvad ved vi om dem?

De mennesker, der skulle komme til at herske så succesrigt over Spanien i de kommende 250 år, var ikke udsendinge fra den arabiske verden. De var
flygtninge fra den arabiske verden. Umayyade-dynastiet styrede kalifatet og dermed den islamiske verden fra 661 og indtil de blev styrtet i 750 af Abbasside-dynastiet. Abbassidere dræbte stort set hele Umayyadefamilien. Kun en enkelt 20-årig prins, Abd al-Rahman, flygtede vestover og etablerede sig i al-Andalus. I 756 udråbte Abd al-Rahman I sig som emir med hovedsæde i Cordoba. Det var under ham og hans efterkommere, det muslimske Spanien havde sin politiske og kulturelle storhedstid.

Hvorfor ville araberne af med dem? Ibn Warraq har oplysninger, der måske kan opklare sagen:

Umayyaderne (661-750) er altid blevet betragtet som ”gudløse” af deres modstandere. Uvidenheden om islamiske doktriner og ritualer fortsatte langt ind i det første islamiske århundrede; faktisk kan man ikke sige, at islam eksisterede som et fast sæt af dogmer før senere...Umayyaderne blev styrtet af Iraks og Bagdads Abbasider som følge af deres gudløshed og modstand mod religionen” (Warraq, s. 360). De blev betragtet som illegitime herskere.

Et andet sted skriver han:

I almindelighed betragtes umayyaderne som mere tolerante end abbassiderne, netop fordi de endnu ikke definerede sig selv som muslimer. Denne tolerance havde ofte mærkværdige konsekvenser: ”Det er karakteristisk for den anti-islamiske ånd, der kom så stærkt frem under umayyaderne, at deres foretrukne hofdigter var en kristen, der i lige linie… nedstammede fra de hedenske skjalde. Al-akhtal, der betragtes som en af de største digtere i Umayyade-perioden, var en kristen, som havde for vane uanmeldt at dukke op ved hoffet i selskab med kaliffen, der stank af vin og bar et guldkors. Hvad værre var, Al-Akhtal havde skrevet nogle ondskabsfulde vers mod islam” (Warraq, s. 412).

Man spørger sig selv, om de overhovedet var muslimer? Selvfølgelig må de have været det, men ikke mere end at de gik med kors, drak alkohol og gjorde grin med islam. Dertil kommer en anden ting.

Det var umayyaderne, der slog Muhammeds svigersøn Ali ihjel, den sidste kalif, som shiamuslimerne og sunnimuslimerne kunne enes om. Under en kamp mod Ali var umayyaderne så skamløse at spidde Koranen på deres lanser, velvidende at den rettroende kalif Ali ikke ville risikere at skade en Koran. Det var også umayyaderne, der slog Alis søn Hussain ihjel, shiamuslimernes martyrhelt (
Aminah Tønnsen). For shiamuslimerne er umayyaderne altså nogen af historiens helt store skurke.

Forholdet til Abbassidedynastiet var selvsagt heller ikke for godt. I 756 halshugger Abd al-Rahman to abbassidiske oprørsledere, der truer ham i Spanien. De afhuggede hoveder fyldte han med salt og kamfer, og så sendte han dem til kalifatet i Bagdad (
Wikipedia). "Allah være lovet at han har lagt havet mellem mig og denne djævel", skal kaliffen have udbrudt.

Umayyaderne blev dengang betragtet som et vildskud. Den arabiske islam forsøgte at udrydde dem pga. deres vantro. Nu fremhæves de som bærere af den sande islamiske ide.

Abd al-Rahman I tog magten i Al-Andalus ved at besejre guvernøren i Cordoba i 756. Han brugte de sidste 30 år af sit liv på at konsolidere sit emirat. Fra Damaskus var Abd al-Rahmann vant til at leve som muslimsk hersker "ovenpå" en primært jødisk og kristen befolkning, og det havde han succes med. I 785 påbegyndtes byggeriet af
Den Store Moske, som flere af hans efterfølgere skulle komme til at sætte deres præg på.

"Emiratets næste herskere, Hisham I og al-Hakam I, dyrkede med betydeligt talent poesien i Cordobas paladser, mens deres generaler på årlige sommerkampagner brændte afgrøderne på marken i Nordspaniens sidste kristne riger" (
Solkysten). Den indre opposition blev også holdt nede med hård hånd. Al-Hakam beordrede den totale udslettelse af en hel bydel efter et oprør.

822-852 oplevede Córdoba et nyt spring fremad under Abd al-Rahmán II. Kunstnere fra Bagdad strømmede til Cordoba, hvor der også blev opbygget et offentligt uddannelsesprogram. Under Abd al-Rahmán II visnede kristendommen angiveligt af sig selv. Mange kristne lod sig omvende til islam, som nu fremstod som den klart førende kultur.


De tre næste emirer (Muhamed I, al-Mundhir og Abd Allah) havde uafladeligt store kampe med at holde riget i ro. De gamle arabiske herskere fik sværere og sværere ved at hævde deres privilegier over for muladíerne (kristne, der havde ladet sig omvende til islam). Disse var blevet bevidste om deres betydning for rigets økonomi, og nu ønskede de også del i magten. Der var stridigheder mellem befolkningsgrupperne.

Dele af islamisk lov gjalt i landet, og der var adskillige henrettelser for frafald. Den kristne biskop i Cordoba pegede på vigtigheden af tolerance og kompromisser i forhold til muslimerne. Han tog de muslimske herskeres side imod de kristne martyrer, som han betragtede som fanatikere. Disse martyrers aktioner er bemærkelsesværdige. De valgte martyriet ved offentligt - fx uden for en kristen kirke eller i en islamisk retsal - at udtale kristne trossætninger, som fra muslimsk side blev betragtet som blasfemiske. Fx at Jesus er Guds søn. Straffen faldt promte. 48 kristne, fortrinsvis præster, blev halshugget gennem den form for aktioner (Wikipedia) i løbet af 850´erne.

Omkring 880 befandt emiratet sig i en tilstand af opløsning pga. utallige indre stridigheder. Der var oprør i Al-Andalus og problemer med nordgrænsen mod det kristne Asturien. Det var især blandt ”los mozárabes” (kristne), men også blandt ”los muladíes” og berberne, at oprøret ulmede.

Det alvorligste anslag mod emiratet kom fra muladíen Omar ben Hafsun, der var leder af et årelangt oprør mod emirerne (
La Memoria Andalusia). Han nedstammede fra en gammel vestgotisk adelsfamilie og samlede tusindvis af tilhængere, både mozárabes, muladíes og berbere. De var forenede i deres kamp for at vriste deres områder fri af emiratet. Kampene bølgede frem og tilbage. I 888 indtog emiren to byer under oprørernes kontrol. Man dræbte de kristne og korsfæstede oprørslederne. Netop korsfæstede. Mellem en gris og en hund.

Omar ben Hafsun kom til at kontrollere et stort område i syd. Som leder søgte han kontakt med de øvrige kristne kongedømmer på den iberiske halvø. Efterhånden blev han en trussel mod selve Cordoba. Han konverterede tilbage til kristendommen i 899, hvilket betød, at mauriske oprørere ophørte samarbejdet med ham.

I 912-961 kom en ung og frisk Abd al-Rahmán III på emiratets trone. Han samlede sig den største og mest frygtindgydende hær i Europa, og europæerne sørgede for at holde sig på god fod med ham. Hæren var primært til intern brug. Den skulle bruges mod hans egen befolkning.

Efter at de tre foregående emirer havde kæmpet forgæves mod Omar ben Hafsun og andre grupper af oprørere, lykkedes det endelig Abd al-Rahman III at slå dem ned og tilbageerobre de store områder, som reelt havde været unden for emiratets kontrol (læs detaljerne
her). Omar ben Hafsun selv fik imod alle odds en fredelig død i sygeseng i 917, men hans rige blev knust. Den kultiverede Adb al-rahmann III gravede Omar ben Hafsuns lig op og udstillede det til spot og spe i Cordoba.

Så var der ro. Efter veludført dåd antog Abd al-Rahmann III i 929 titlen kalif, modstykket til de kristnes pave.

Abd al-Rahmán III's øvrige livsværk var paladsbyen Madinat al-Zahra, som 10.000 slaver rejste på den bare mark få km. uden for Cordoba. Han levede under stor pomp og pragt. Mere end 3000 husslaver og 6000 kvinder sørgede for kaliffen og hans palads' fornødenheder (
La Memoria Andalusi). Han yndede at lade sig afbilde i selskab med kunstnere og videnskabsmænd.

Under kaliffen oplevede landet en periode af stor udvikling og velstand. Denne gyldne alder er tæt
relateret til kaliffens jødiske rådgiver Hasdai ibn Shaprut (882-942), der har æren for en stor del af daværende Spaniens gode diplomatiske og handelsmæssige relationer til verdens øvrige toneangivende byer. Det handlede jo altsammen om at cirkulere viden.

Abd al-Rahmán's søn, al-Hakam II, nød sin arv i 15 år som regent for vestens mest strålende rige (961-976). Han var optaget af religion og befandt sig bedst blandt lærde og deres bøger. Hæren overlod han i hænderne sin førsteminister og militære strateg Almanzor. Dermed lagde al-Hakam II grunden til kalifatets og rigets ruin.


Almanzor skulle komme til at hærge landet frem til sin død i 1002. Med en hær af udenlandske lejesoldater spredte han skræk og rædsel i hele det kristne Spanien ved hjælp af razziaer og militære røveroperationer. Han udplyndrede Barcelona i 985 og Santiago de Compostela 12 år efter. Hvert år sendte Almanzor sine hære langt ind i de kristne områder for at hærge og plyndre.

Efter al-Hakam's død i 976 satte Almanzor sig endnu tungere på magten, men uden nogen egentlig legitimitet. I 1031 blev kalifatet formelt opløst, men længe inden da var riget faldet fra hinanden.

Tager man lommeregneren frem, havde Al-Andalus ca. 30 gode år under Abd al-Rahmán I, ca. 30 gode år under Abd al-Rahman II og endelig ca. 30 gode år under Abd al-Rahman III fra 929 - 961 (regnet fra det tidspunkt, hvor han havde slået oprørerne ned). Glansperioden er efterhånden nede på under 100 år og værre endnu, og den kan bestemt ikke siges at omfatte hele befolkningen.

Hvad har vi lært? Vi tvinges til at erkende, at problemerne i den multikulturelle andalusiske samfundsbygning efterhånden krævede en stærkere og stærkere statsmagt for at holdes nede. Der skulle en fastere og fastere hånd til for at holde sammen på det hele. Ikke-muslimske gruppers frihed blev mindre og mindre gennem perioden. Man måtte konvertere til islam for at slippe for diskriminerende behandling og den stigende islamisering lagde sig i samfundslivet som cement. Arabernes tilstedeværelse var uønsket af størstedelen af befolkningen hele vejen igennem. Takket være militær overlegenhed og rigdom baseret på skatter og plyndringer lykkedes det de arabiske herskere at leve et liv i luksus og fornemhed, hvoraf videnskabelighed og dannelse jo er en del. De søgte og påskønnede viden og dem, der havde den, fortrinsvis jøderne og de kristne, men de søgte ikke ligeværdighed mellem de forskellige trosformer. Derudover var det naturligvis et rent diktatur.

Mens kalifatet voksede i pragt, visdom og rigdom, rådnede den civile og politiske orden væk under det. Den slags er usynligt, hvis man kun beskæftiger sig overfladisk med den funklende verden ved hoffet. Men alle mine kilder, hvor nødig de end vil, må til sidst ud med, at det hele til sidst brast sammen pga. splid og strid i en uhomogen befolkning.

Efter kalifatets fald kom der en ny sending muslimske herskere fra den islamske verden, og denne gang var den islamiske profil skarp. Den kristne verden blev efterhånden så opskræmt, at den fandt ud af at samle sig og sætte sig til modværge. Mere om det i sidste del.

2 kommentarer:

  1. jeg tror at man kan finde en tidslinje over perioden, jeg mener at det er på www.islam.dk eller på dialog muslimernes hjemmeside www.m-i-d.dk

    SvarSlet
  2. Den harmoniske sameksistens i Andalusien er intet andet end en myte. Hvis man graver dybere vil man straks se brutaliteten af det islamiske styre i Spanien. Tillad mig at dele et par citater:


    ’Det bedste guld – en bog om frihed’, Gress, David:

    ”[...] den tolerance, der angiveligt herskede i de muslimske dele af Spanien, hvor
    jøder, kristne og muslimer levede fredeligt sammen, og de jødiske og kristne
    menigheder havde fri ret til at praktisere deres tro. Det er sandt, at jøder og kristne i
    det muslimske Spanien i nogle perioder nød godt af tolerance. Det er ikke sandt, at de
    aldrig blev forfulgt.”

    ”forfølgelser af jøder, men også af kristne i det muslimske Spanien var genkommende
    fænomener. Tesen om det harmoniske muslimske Spanien er ikke løgn, men gælder
    kun for bestemte perioder og under bestemte vilkår.”


    ’Moorish Spain’, Fletcher, Richard:

    ”It’s a lovely image, with its suggestions of warmth, ripeness, fecundity, plenty and
    repose. The nostalgia of writers like al-Maqqari has had the effect of infusing this
    kind of imagery into our mental picture of Islamic Spain. This won’t do. The witness
    of those who lived through the horrors of the Berber conquest, of the Andalusian
    fitnah93 in the early eleventh century, of the Almoravid invasion – to mention only a
    few of the disruptive episodes – must give it the lie. The simple and verifiable
    historical truth is that Moorish Spain was more often a land of turmoil than it was a
    land of tranquillity.”

    ”[...] moorish Spain was not a tolerant and enlightened society even in its most
    cultivated epoch. The mozarabic Christian communities, whom John of Gorze met on
    his embassy to Córdoba were cowed and demoralised. [...] The Christians of al-
    Andalus were second-class citizens like the Christians under Muslim rule elsewhere
    in the world.”

    SvarSlet