tirsdag, august 15, 2006

Verdenshistorie fortalt af et barn

Jeg tilhører generation X, generationen uden egenskaber, - som vokser op og finder ud af, at den i virkeligheden bare er en generation uden kundskaber.

Jeg har en universitetseksamen med 10,6 i gennemsnit, men jeg har faktisk ingen klar ide om, hvad Fidel Castro har gjort galt.

Tutankhamon er et ord, jeg er stødt på i aviserne for nylig, er det et redskab?

Jeg er en af dem, der inderst inde tænker, at en kapers er en fisk og at en ansjos er en frugt. Jeg får store aha-oplevelser, når jeg kigger i et atlas. Altså virkeligt store.

Jeg ved ikke, hvad rundetårn er til.

Sassaniderne, sylfiderne, hybriderne, glem det, her er jeg helt på niveau med mine egne børn. (Hvilket, Bertel Haarder, skyder dit fremragende forslag om narrativ historiepædagogik i folkeskolen i sænk, for tro mig, ingen under 45 kan fortælle andre historier end deres eget personlige, narcissistiske epos om dem selv, medmindre, selvfølgelig, man ved et forbandet uheld får dem sat i gang med historien om deres valg af køkken).

At fortælle bare en mikroskopisk bid af et lille stykke verdenshistorie kræver virtuositet, og jeg er nybegynder, helt blank. Men hvilke andre muligheder er der end at gå i gang? På krykker, i mørke, famlende efter fast grund under fødderne. Et skridt frem og to tilbage, historien er jo fuld af løgnehistorier.

Følg med i morgen.


1 kommentar: