lørdag, september 09, 2006

Demokratisk islamisme

I sig selv er der ikke noget i vejen med -ismer. "-isme er et suffiks, der bruges til at danne navneord, der som regel betegner større, holdningsprægede tankesystemer, ideologier eller overbevisninger" (Wikipedia). Disse kan være gode eller onde, retfærdige eller uretfærdige, realistiske eller urealistiske, hensigtsmæssige eller uhensigtsmæssige, gennemtænkte eller ugennemtænkte. Alting kommer an på indholdet.

Islamisme kunne altså i teorien være en glimrende ting. Hvis islam er godt, er islamisme også godt. Kun hvis islam er et problem, er islamisme et problem.

Hvad udbredelse af -ismen angår, kan man grundlæggende skelne mellem voldelige/illegale midler og ikke-voldelige/demokratiske midler. Vi kunne så i dette tilfælde skelne mellem voldelig islamisme og demokratisk islamisme.

Begrebet voldelig islamisme dækker over trusler, vold, terror med henblik på at realisere islamisk samfundsindretning gennem en revolutionær proces. Det er decideret kriminelt, og har ikke mange fortalere.

Begrebet demokratisk islamisme dækker over politisk argumentation og pression samt ikke mindst demografisk "oprustning" med henblik på at realisere islamisk samfundsindretning gennem en evolutionær proces. Denne position er ikke kriminel og synes overordentligt udbredt blandt muslimske debattører, imamer og foreninger (en markant afvigelse fra denne position er foreningen Demokratiske muslimer, der på trods af navneligheden har et ganske andet projekt, funderet i det liberale, vestlige demokrati).

Når vi skal vurdere disse positioner, skal vi dels vurdere deres mål, dels deres midler. Vi kan hurtigt konstatere, at den voldelige islamiskes midler er uacceptable, mens den demokratiske islamismes midler er acceptable.

Det er naturligt, at vold/ikke-vold aspektet fylder meget i bevidstheden i en trusselssituation. Der fokuseres meget på, hvor på skalaen mellem ekstrem og moderat, islamismen befinder sig, og hvilke mekanismer, der skyder islamismen den ene eller den anden vej. Det er naturligvis både interessant og relevant, men det er ikke noget, der bringer klarhed over, hvordan vi skal forholde os til islamismen som ide.

Er islamisme en god ide eller en dårlig ide? Det spørgsmål slipper vi ikke for at diskutere.

Det siger sig selv, at hvor retssystemet sagtens kan håndtere voldelige islamister, så beskytter samme retsvæsen den demokratiske islamisme. Demokratiet lægger ikke hindringer i vejen, hvis en stor befolkningsgruppe på et tidspunkt måtte ønske at stemme islamismen til magten - eller måske i første omgang bare føje den lidt, evt. af frygt for voldelige islamister.

Jeg har et fromt ønske: at danske medier mm. efterhånden får så stor overblik over problemstillingen, at de bevæger sig fra at anvende demokratiske islamister som uvildige eksperter i voldelige islamister - til at gå direkte i flæsket på de demokratiske islamister om, hvad det i grunden er for et samfund, de selv har i tankerne. Altså at de begyndte at tage dem alvorligt.

22 kommentarer:

  1. Lige i øjet, Ulla N.T. !

    "Lukreren på terror i England "

    Http://dk.danielpipes.org

    SvarSlet
  2. Det er præcis her vandene skiller.
    Relativismen i al sin pragt.
    Det er i øvrigt derfor regeringen
    intet foretager sig. Den lider af
    det samme.......som fjenden.

    Sonia

    SvarSlet
  3. demokratisk islamisme, kærlig vold,
    hadefuld kærlighed, god ideologi, demokratisk diktatur, handlingsretfærdighed går hånd i hånd.

    Vælg selv: Robes Pierre, Stalin, Salazar, Khader, Himmler, Hitler

    Denne gang skal de bare være gode,
    vu vil have en god udgave, og de kun skyde med løs krudt.

    Dyrkelsen af det god menneske
    er en misforståelse af livet.

    Niels

    SvarSlet
  4. Jamen, er det ikke forbløffende!
    Hele denne problemstilling anskues af medier og forskere, ja "eliten" i det hele taget, som primært SOCIOLOGISK. Dermed skinner deres grundlæggende fundering i en materialistisk samfundsanskuelse igennem: Hvis blot det økonomiske grundlag var i orden, hvis bare muslimerne havde præcist de samme økonomiske betingelser som alle andre, ville de ikke længere være interesseret i at skabe khalifatet her på jord eller føre verden tilbage til det 7. århundrede. De ville være gode demokrater, optaget af det samme som alle andre - måske endda bedre, for i modsætning til os tomme, åndeligt og fysisk promiskuøse vesterlændinge har de jo VÆRDIER, ikke sandt?!?
    Denne fantasiløse indfaldsvinkel til problemet viser, at "eliten" ikke aner, hvad den har med at gøre. Er man - som jeg - opvokset i et stærkt religiøst miljø, ved man derimod, at det ikke KUN er økonomiske motiver, der driver folk. At folk, hvis den religiøse VIRUS har slået sig stærkt nok på hjernen, er villig til i deres guddoms navn at se bort fra egne interesse, fra familiens interesser, fra al menneskelig moderation og anstændighed for at følge det religiøse kald.
    Den slags mennesker findes også i kristne miljøer. Når de ikke opfattes som et problem, er det ganske enkelt, fordi de ikke sprænger andre mennesker i luften. Men drivkraften er den samme som hos de religiøse muslimer: En frygt for og et had til det, man i Indre Mission kalder "VERDEN" - det omgivende, truende samfund med dets mange fristelser.
    Men hvor fristelserne for en "missionsk" er en udfordring, man må kæmpe med individuelt, for ifølge kristen, luthersk tradition er forholdet til Vorherre mellem den enkelte og Gud, er de samme fristelser for en muslim udtryk for en samfundsform, der skal bekæmpes og laves om til det sande "de helliges samfund" - og i islamistisk aftapning gerne med vold.
    Jeg tror ganske enkelt ikke, at det store flertal af vor elite fatter, hvad de er oppe imod. For dem er religiøsitet lig med en uforpligtende "åndelighed", der giver hverdagen lidt spirituel kulør; at nogen kan sætte deres eget og deres families liv og velfærd over styr for en religiøs ide er uden for deres fatteevne.
    Hvordan så forklare, at unge muslimer, der hverken er værre eller bedre stillet socialt end så mange andre ikke-muslimer, pludselig begynder at sysle med planer om at sprænge samfundet i luften, mens andre - de "demokratiske islamister" - som nazisterne vil erobre samfundet indefra via det demokratiske system og omskabe det til et totalitært religiøst mareridt?
    Jamen, når man ikke kan forstå det, ikke kan sætte sig ind i den dybe afsky, disse mennesker føler for det samfund, der omgiver dem, så må man jo falde tilbage til de sociologiske beskrivelser, til gode gamle Marx, tilsat lidt befrielses-"teologi" og et skvæt Franz Fanon, Jacob Holdt og hvad de nu ellers hedder, alle occidentalisterne, der hader vesten og de frie samfund i alle deres grelle vulgære, skamløse og forfærdeligt tillokkende kulører.
    Og hvad skal vi så gøre ved det?
    Well, som du siger - lad os da begynde med at identificere problemet. Og lad os begynde med at gøre op med os selv, hvilke idealer, vort samfund bygger på. Vestlig civilisation er en skrøbelig blomst, der har givet verden ufatteligt meget. Visner den, bliver verden ikke et rart sted at bo. Men jeg kan ikke frigøre mig fra en deprimerende følelse: Med den intellektuelle "elite" vi har her i landet - og i Vesten som sådan - er det svært at forestille sig, at vi vil kunne stille et ordentligt forsvar op.
    Forsvaret skal komme et andet sted fra. Fra "almindelige" mennesker, der simpelthen får nok af daglige kultursammenstød med en imperialistisk, totalitær religion, der foragter dem, og vil lave om på alt det, de - måske uden at reflektere over det til daglig - i virkeligheden holder helligt:
    Friheden fra religiøs tvang; friheden for seksuelle minoriteter; friheden til at klæde sig og gebærde sig, som man vil; friheden for kvinder til at skabe deres eget liv; friheden til at sige og skrive, hvad der passer en; friheden til at spise og drikke det, man har lyst til. Friheden til at bestemme over sit eget liv!
    Det bliver en lang og hård kamp, og udfaldet er ikke givet på forhånd!
    polinos

    SvarSlet
  5. God postering. Problemet er, at islam og demokrati ikke hænger sammen, det viser Demokratiske Muslimers lille medlemstal om. De vil ikke demokratiet og det må vi så tage til efterretning. Jeg mener personligt ikke, at der er forskel mellem islam og islamisme. Hvad skulle det være?

    Vh Jönson

    SvarSlet
  6. Hej ulla

    Gode spørgsmål, du stiller og al ære og respekt for Khaders forsøg på at integrere muslimer i demokratiet (han kalder dem demokratiske analfabeter) men vil det lykkes? Jeg tror det ikke.

    Hvad mener du selv? Er der ikke for stor afstand fra udgangspunktet af? Islam vil jo ind og styre alt lige fra mad til samfundsindretning og politik?

    M.v.h.

    Lena

    SvarSlet
  7. Muslimer i Dialog er en anden fredelig forening, der hviler solidt i det vestlige demokrati. Jeg kan bl.a henvise til Safia Speaks, den er virkelig god.

    Sergül

    SvarSlet
  8. Abdul Wahid Pedersen, som er næstformand i Muslimer i dialog er netop en typisk demokratisk islamist efter ovenstående definition. Talrige steder argumenterer han for opnåelse af islamisk styre ad demokratisk vej. Han går ind for islamisk lov, fx stening. Muslimerne skal bare være mange nok. Han bruger demokratiske midler til at nå sit mål, en islamisk styreform i Danmark.

    Safia Aoude skrev en kronik, som jeg aldrig glemmer: "Vi har ikke brugt for Theo van Gogh". Her tramper hun hen over manden, der netop var blevet dræbt, mens hun hånede vestlige kvinders frihedsidealer. Vestlige kvinder var ifølge hende alkoholiserede slaver på arbejdsmarkedet, og muslimske kvinder kunne intet lære af dem. Og så opremsede hun ellers en række muslimske kvinder, hvis bedrifter var krig, krig og atter krig: således var det bevist, at muslimske kvinder er frie og stærke og at verden ikke har mistet noget ved at miste van Gogh.

    Det er så sådan, hun vælger at perspektivere det drab.

    Til Lena: jo, det kan være meget vanskeligt at forene en islamisk overbevisning med en positiv indstilling til det sekulære, vestlige demokrati, baseret på tolerance, fri offentlig debat og individualisme. Men det bør ikke være umuligt. Alting kommer an på blandingsforholdet.

    SvarSlet
  9. Lyt nu til den viise Ulla, “Sergül”, ved en kort gennemgang af Safia Auodes hjemmesides kommentarfelt finder vi tonsvis af islamister, der hader vores vestlige værdier eller vores dyder som Ulla siger, mindst en kristen fundamentalist, en sindsforstyrret tilsyneladende antiamerikansk fransk greenpeace aktivist osv!!!
    De er udemokratiske islamister og religiøse fanatikere der ingen steder hører hjemme i Vesten, hvis det stod til mig.

    Anonym (jeg har mit liv kært)

    SvarSlet
  10. Til den sidste kommentar: Hvor vil du hen med det?

    Man er jo ikke ikke islamist, fordi man har et alternativt synspunkt. Man er islamist for så vidt man er tilhænger af en islamisk samfundsindretning.

    Akkurat som man er nazist for så vidt man er tilhænger af en nazistisk samfundsindretning.

    SvarSlet
  11. Nåh, men så synes jeg du skulle tage og kigge bedre efter hvad de skriver, det er enormt skuffende, at du pludseligt er begyndt at blive så eftergivende, hvor er dit gode gamle jeg? Hende der var kritisk overfor tyranniet, kvindeundertrykkelsen og som kunne skelne mellem islam som helhed og alt hvad det indebærer og så det verdslige vestlige demokrati. De to kan ikke forenes! De ønsker allesammen en islamisk stat, bare vent, men så er det for sent. Vågn dog op, Ulla!

    Anonym (se ovenfor)

    SvarSlet
  12. Jeg har lige rost dig, og så sviner du mig til på den måde. Skammeligt.

    SvarSlet
  13. Jeg ved ikke, om det er mig, der har misforstået et indlæg og svinet nogen til. I så fald undskyld!

    Jeg skal ud af døren, så jeg vender tilbage.

    SvarSlet
  14. Mht. hvordan islam lader sig forene med det sekulære demokrati, - så mener jeg, at det er værd at tage i betragtning, at mennesker jo ikke er logiske apperater, der kortslutter, hvis de kommer til at forene to uforenelige ideer i deres hoveder.

    På et praktisk og pragmatisk og helt jordnært, menneskeligt plan kan de mest uforenelige ting godt forenes. Således kan man godt forstå sig selv som en slags muslim og samtidig kæmpe hårdt for, at vi bevarer den styreform, vi har i dag. Som Khader gør. Hvis én kan, så kan alle.

    Så når man spørger mig, om man kan fungere som muslim i vesten, så må jeg jo svare ja, det burde man i teorien kunne. Det er altså lidt polemisk ment.

    SvarSlet
  15. Hvad mener du med polemisk ment?

    SvarSlet
  16. PS: Jeg har ikke ændret opfattelse i forhold til det, jeg tidligere har skrevet. Men jeg forsøger så vidt muligt kun at skrive tingene én gang, og så gå lidt videre til andre aspekter. Udover at islam er en af verdenshistoriens mest skadelige ideer (hvilket den er) og udover, at integrationen går i den forkerte retning (hvilket den gør), så er det også et vigtigt aspekt af hele debatten, at vi skal holde en dør på klem for muslimer, som godt vil gøre et seriøst forsøg på at tilpasse sig det danske samfund (hvad de jo skal: der er ingen mellemvej, ingen kompromisser, og vi skal aldrig i livet flytte os en milimeter i retning af islam).

    Og så fik jeg lige et spørgsmål: Hvad mener jeg med polemisk? Når jeg siger, at islam burde kunne trives i rammerne af et vestligt demokrati, så er det også for at spille bolden over i muslimernes egen lejr. For så må de enten falde til eller gå i offensiven ved at sige: "Nej, vi kan ikke holde det nuværende danske samfund ud; religiøse hensyn må prioriteres over alle andre hensyn". Og så er situationen pludselig meget klar. Og klar er godt.

    Uanset hvad jeg måtte mene om islam og muslimernes integrationsvilje, så er det ret vigtigt, at de selv foretager valget mellem demokratisk tilpasning eller demokratisk exit. Det er jo ret vigtigt, at det er islamisterne og ikke os demokrater, der går planken ud.

    SvarSlet
  17. Du sender totalt blandende signaler, først skal islam ud af Danmark, og derefter skal vi indlemme denne frygtelige og modbydelige religion i vores elskede land. Hvis det ikke er signalforvirring, så ved jeg ikke hvad det er.

    Jeg er selv personligt begyndt at tvivle på, om Khader og hans såkaldte skødeperkere overhovedet er for vores demokrati eller om det bare er endnu et skalkeskjul for en ubehagelig samfundsundergravende organisation, sponsoreret af saudierne eller pakistanerne.

    hvis islam er en af verdenshistoriens mest skadelig ideer, hvorfor skal vi så ikke bare sparke muslimerne ud af landet? DET slipper vi heller ikke for at diskutere.

    Den anonyme

    SvarSlet
  18. Hej igen

    Det er bemærkelsesværdigt at se hvor få seriøse og saglige modstandere du/vi egentlig har i debatten om islam. Jeg mindes ikke at have læst særlig mange argumenter fra vores politiske fjender, der kan modbevise vores kritiske hypoteser om islam. Det er i den grad sørgeligt at du mangler et regulært modspil her på bloggen. Allan, Citizen Dane og Raapil kan næppe betragtes som sådan ;)

    M.v.h.

    Lena

    SvarSlet
  19. Til anonyme: Jeg forstår godt, at du mener, at der skal handles. Det skal der også.

    Men det er ikke så enkelt. Der er et par mellemregninger mellem "islam er en dårlig ide" og "alle muslimer skal ud af landet". Der er et gevaldigt spring fra et analytisk og afklarende niveau til et realpolitisk niveau.

    Jeg er urokkelig på det første niveau, men på det andet niveau mangler vi at finde den gode løsning. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre. Det tror jeg ikke, der er nogen, der ved.

    Men vi skal nok finde ud af det!

    SvarSlet
  20. Denne debat viser med al ønskelig tydelighed, at vi simpelthen ikke aner, hvad vi skal gøre med islam - hvordan vi skal tackle en religion, der også er en politisk ideologi, som reelt vil afskaffe demokratiet.
    Jeg kan godt forstå dit synspunkt, Ulla, at vi må holde en dør på klem for "demokratiske muslimer". Men findes de - undtagen blandt dem, man snarere bør kalde "sekulære kulturmuslimer"; og hvor mange er der rent faktisk af dem?
    Jeg bliver selv mere og mere sortsynet for hver dag, der går. Selv "moderate" muslimer går jo ind for, at Allahs lov skal stå over menneskets love. Og kendetegnet på et demokrati er jo netop, at menneskene laver lovene og sætter andre mennesker til at forvalte dem.
    Det er jo ikke uden grund, at der ikke findes ét muslimsk land med et fungerende demokrati. Jeg har selv rejst i det multikulturelle "paradis", Malaysia, for år tilbage, og man skulle ikke skrabe meget i i den glittede overflade for at finde ud af, at under den gemmer sig en religiøst begrundet apartheid-stat, der har meget lidt med vores idé om folkestyre at gøre. Det land er en eksplosion i race- og religionshad, der bare venter på at ske.
    Så hvad skal vi gøre med de 200.000 muslimer, der bor her i landet, hvis ikke de dropper deres krav om en guddommelig indretning af samfunder eller - som minimum - et apartheidsamfund efter malaysisk model?
    Uanset hvad må vi erkende, at indvandringen af en så stor minoritet med en så demokrati-fjendsk religiøs baggrund uvægerligt vil forringe livskvaliteten i Danmark og de øvrige vestlige demokratier.
    Personligt tror jeg, at vi ikke kommer uden at sætte hårdt imod hårdt: Ingen positiv særbehandling. Ingen imødekommenhed over for religiøse krav fra muslimsk (eller nogen!) side. I givet fald summarisk udvisning af hadprædikanter og ikke-statsborgere, der opvigler til kamp mod "vantro".
    Til gengæld må vi arbejde lige så benhårdt på en økonomisk integration i det danske samfund og sikre, at muslimerne har de samme muligheder som alle andre.
    Men først og fremmest. Ingen appeasement, ingen eftergivenhed, ingen accept af et de facto-parallelsamfund.
    Måske kan det lykkes, hvad ved jeg. Men næppe, hvis ikke muslimerne selv begynder at ændre på deres holdninger og fortolke deres religion anderledes.
    Og det gør de næppe, for islam er i sin rene aftapning blottet for mystik og åndelig næring ud over tilfredsstillelsen ved den totale underkastelse under et ubøjeligt sæt guddommelige regler.
    Det er rigtigt, at visse sufi-ordener har en mere mystisk og spirituel indfaldsvinkel til islam, men de er netop i mange tilfælde uglesete og forfulgte i lande, hvor den "rene" lovreligion vinder mere og mere frem.
    Så skal islam reformeres, vil religionen miste sin totalitære tiltrækning, og det er det islamiske samfunds toneangivende kræfter selvfølgelig ikke interesseret i, for det betyder tab af autoritet for dem.
    Som den amerikanske forfatter Sam Harris skriver i "End of Faith" lever religiøse ekstremister - ikke bare inden for islam - på det faktum, at "de moderate" er så tolerante over for ekstreme fortolkninger af deres religion. Det gælder i særlig grad islam, hvor en "ren" fortolkning fører stadig tættere på en totalitær afgrund, mens en "ren" fortolkning af f.eks. Jesu lære fører i den stik modsatte retning.
    Så nej, jeg har ikke meget håb om, at vi kan overlade det til danske muslimer selv at finde ind til en mere tolerant og demokratisk fortolkning af deres religion.
    Der må pisk og gulerod til.
    polinos

    SvarSlet
  21. Polinos, som altid synes jeg, at du har helt ret. Valget mellem integration og exit skal være folks eget, men VI skal gøre valget let.

    Spørgsmålet er, hvordan vi gør det.

    SvarSlet
  22. Vi må tage demokratiet meget mere alvorligt. Demokrati har altid været et fællesskab for rationelle aktører. Hvis man kigger på Hal Koch så har han faktisk en god pointe når han i sin demokratiopfattelse skelner mellem børn og voksne. Demokrati kan kun finde sted i voksenværelset hvor de rationelle agenter findes. Man kan ikke indføre demokrati børneværelset. Hvis man som muslimerne ikke anerkender den oplyste, pluralistiske og demokratiske livsform, shører de ikke til i voksenværelset og kan ikke være en del af det demokratiske fællesskab. De hører til i børne værelset, dvs de har naturligvis ikke de samme rettigheder som der tildeles den voksne rationelle aktør. de skal enten opdrages eller bortsendes. Vi må tage udgangspunk i at demokrati er mere end en styreform, det er en livsform som forpligter på medborgerskab. Vi lever i en tid hvor det eneste alternativ til en muslimsk overtagelse af europa eller europæisk gentagelse af etnisk udrensning, er faktisk sindelagskontrol. Det må kunne lade sig gøre at vurdere om folk lever op til medborger-idealet. vi lever i en tid hvor oplysning ikke er en ret, men en pligt.

    SvarSlet