fredag, september 22, 2006

Irak

Her kommer en svær én: Hvad er læren af situationen i Irak? Hvad er læren af det, der skulle have været en befrielse, men som foreløbig er endt i dyb fattigdom, terror, lovløshed, vilkårlige mord, systematiske henrettelser, trusler, fordrivelser, bortførelser, et sandt Hobbesk mareridt*?
  1. At irakerne har bedst af en hård hånd, fordi de ikke er kulturelt modne til at leve som frie mennesker i et demokrati?
  2. At irakerne er onde? Menneskehedens pittbull terriere?
  3. At skal man gå i krig, så skal man gøre det færdigt, altså nedkæmpe fjenden, inden man går i gang med freden og genopbygningen?
  4. At etniske og religiøse grupperinger ikke kan leve sammen, men må have hver deres nationalstat, således fx sunnier for sig, kurdere for sig, shiamuslimer for sig?
  5. At vi skulle have blandet os helt udenom, hvilket bringer os tilbage til 1?

Nogen bud? Jeg er selv meget i tvivl. Det eneste, der ligger fast er, at hvis vi trækker os tilbage, så er Helvede for alvor løs. For det er ikke så meget amerikanere og irakere, der slår hinanden ihjel dernede. Det er irakere, der slår irakere ihjel. I stor stil.

*) Hobbes´ mareridt i "Leviathan" er borgerkrigen: "during the time men live without a common power to keep them all in awe, they are in that condition which is called war; and such a war as is of every man against every man.[...] In such condition there is no place for industry, because the fruit thereof is uncertain: and consequently no culture of the earth; no navigation, nor use of the commodities that may be imported by sea; no commodious building; no instruments of moving and removing such things as require much force; no knowledge of the face of the earth; no account of time; no arts; no letters; no society; and which is worst of all, continual fear, and danger of violent death; and the life of man, solitary, poor, nasty, brutish, and short".

9 kommentarer:

  1. Jungleloven er den yderste konsekvens når et samfund bryder sammen.

    Det er en misforståelse at staten er alt der er, for uden samfund, ingen stat.

    Men den erkendelse synes at være gået tabt i de moderne socialdemokratier, bl.a. i Sverige hvor man for ikke længe siden vedtog ved lov at der intet svensk folk eller kultur er.

    Og konsekvenserne af deres politik.....pyt, når bare man kan sole sig i andre politisk korrektes ros.

    Lad os håbe at Hobbes's mareridt aldrig bliver virkelighed her!

    SvarSlet
  2. Jungleloven?
    Junglen, er mig bekendt, ikke ond.
    Men, dens herskere, kan være det.
    Der var og er, Rodderi i Herskerriet, I Irak. Som mange andre stedet i dag. Skulle alt dette skyldes umodenhed? Da, er vi ingen, der er modnet endnu.
    Herskeriets mentale ondskab, tilhører os, Mennesket. Lige nu, er vi, som et afsporet tog. På fuld Damp. Det kommer bag på os.
    Hvordan Verden, i virkeligheden, også ser ud.

    SvarSlet
  3. Svaret er vel nærmere 3+, forstået på den måde, at burde have sat 50-100.000 mand yderligere ind i 2003. Koalitionen var ikke talstærk nok til at forhindre kriminelle/politiske bander i at sætte sig på dagsordenen.

    Foruden manglen på de ekstra styrker var det en stor fejl, at soldaterne ikke havde en stående ordre om at forhindre plyndringer.

    I stedet kunne man på TV se amerikanske soldater stå og glane, mens irakere slæbte trofæer ud af offentlige bygninger. Det ødelagde fuldstændigt respekten for koalitionen i irakernes øjne.

    En hvilken som helst løjtnant kunne have ændret historien, hvis han i de første timer havde taget ladegreb på sin pistol og høfligt men bestemt, havde bedt ranerne om at sætte tingene tilbage igen.

    Så det er ikke så meget et spørgsmål om at nedkæmpe fjenden inden genopbygningen, snarere er det et spørgsmål om ikke at lade fjenden få lov til at gro op bag ens ryg.

    "Rettidig omhu", som en vis Hr. Møller engang sagde.

    SvarSlet
  4. Ulla, jeg tror, at vi er mange, der stiller os den slags spørgsmål vedr. situationen i Irak. Jeg spørger også mig selv, om ikke forestillingen om, at man kan indføre demokrati i et land som Irak, er udtryk for en helt historieløs, kulturel arrogance, som amerikanerne og andre vestlige lande lider af? Vestlig etnocentrisme af værste skuffe? Hvornår er det for alvor lykkedes at demokratisere andre lande via krigsførelse? Og er demokratiseringen den reelle dagsorden. Jeg synes ikke ligefrem amerikansk udenrigspolitik gennem tiderne taler for det...

    SvarSlet
  5. "Hvornår er det for alvor lykkedes at demokratisere andre lande via krigsførelse?"

    Svar: I 1945 i Tyskland, Italien og Japan.

    Sammenlignet med Irak er en af de vigtige forskelle, at disse landes fascisme var nedkæmpet efter en lang og hård krig. Nedkæmpet, så alle kunne se det. Saddam-styret og dets militær smuldrede væk i løbet af få uger og med beskedne tab og ødelæggelser.

    Den fred, der blev vundet, var usikker, og blodet flyder stadig. Det bliver USA's nye Vietnam, og det siger jeg ikke med triumf, men med sorg i stemmen.

    SvarSlet
  6. Jo, men nu tænkte jeg på lande, der ikke havde visse demokratiske erfaringer i forvejen. Og det havde Tyskland og Italien i det mindste. Står vi så tilbage med Japan, der jo blev a-bombet? I hvert fald er eksemplerne ikke mange.

    SvarSlet
  7. Faktisk strejfede mulighed nr. 1 mig for nogen tid siden - det er bare lidt svært at forholde sig til, ligeså konsekvenserne heraf.

    SvarSlet
  8. Vestens feminisering har halvdelen af skylden. Den manglende opdeling i etniciteter den anden halvdel. Ikke at virkelighedsskræmte debattører nogensinde vil turde fatte det.

    SvarSlet
  9. To muligheder: totalkrig hvor vi laver Dresden-finten eller vi trækker tropperne tilbage til oliefelterne mens vi tilskynder til borgerkrig. Lad os anspore til en global borgerkrig mellem sunnier og shitter. Det engelske imperium var inde på noget af det rigtige med del og hersk pricippet. Vi sikrer os olien samtidig med at vi bremser deres befolkningsvækst. Vi gør som englænderne gjorde da de koloniserede indien, vi undlader selvfølgelig bare at bygge hospitaler og sikre dem medicin og hvad der ellers kan bidrage til forbedret sundhedstilstand. Vi behandler dem som hvad de er: barbarer.

    Vi erkender at menneskerettigheder er et fælles gode for folkeslag som selv anerkender dem. Det er regler vi har fundet på, det er selvpålagte moralske krav som sikrer os frihed og værdighed i livet. Det er moralens autonomi som Kant kalder det, men det forudsætter et fællesskab af demokratiske aktører. Kan man som samfundsgruppe deltage i udviklingen af samfundet hvor demokrati bevares som mål og ikke blot som middel? kan man deltage i den herredømmefri samtale og agere efter de rationelle krav: at man selv skal følge reglerne for demokratisk samtale, dvs.
    tillade kritik af ens synspunkter, tillade at alt kan diskuteres,
    forstå at man har retten til at være uening med i alle i alt, men at man har pligt til at anerkende andres samme ret.
    Kan man sætte samfundets love som højeste instans i det verdslige liv?
    kan man organisere sig socialt så den moralske habitus er i overenstemmelse med den demokratiske livsform?


    Hvis man kan indordne sig denne demokratiske livsform så bør man blive et fuldgyldigt medlem af denne moralske pagt hvori der indgår såvel rettigheder og pligter som en mere fundamental personlig demokratisk overbevisning Det er helt bevidst at jeg ikke kalder det for en social kontrakt da denne jo netop ikke indbefatter en særlig demokratisk livsform, men kun berører magtfordelingen mellem borger og myndigheder, dvs rettigheder og pligter.

    Er dette krav om sindelagskontrol imod det liberale demokratis grundtanke om at enhver har tankefrihed og ytringsfrihed? jeg tror det ikke. Det liberale demokrati er ikke blot en samling paragraffer der kun skal vurderes på bogstavet og ikke åndens værdi. Det er en måde at agere i verden på, og hvis tankefriheden og ytringsfriheden bruges til at bekæmpe den særlige frie demokratiske agens, så er har ma ikke fortjent at nyde disse rettigheder. Selvmodsigende? kun hvis man anskuer loven juridisk-logisk og løsrevet fra virkeligheden

    Er jeg i modstrid med tanken om det liberale demokratis udgangspunkt i individet? det er jeg nok eftersom jeg behandler muslimer som medlemmer af en stor fællesgruppe og ekskluderer dem samlet fra vores moralske fælleskab. Det gør jeg fordi, demokrati ikke som nogen mener, tager udgangspunkt i en naturtilstand hvorfra vi kan slutte til en naturret. man har ikke til alle tider holdt plenum i skoven, og i fred og foredrageliged løst problemerne. Menneskehedens historie er kendetegnet ved systematiske anstrengelser for at dræbe, plyndre, ødelægge, voldtage og undertrykke alt levende og bestående. Så udviklede man i Vesten en helt særlig tanke, et revolutionerende eksperiment i verdenshistorien: at alle mennesker skal behandles lige, at alle mennesker skal have rettigheder og muligheder for at forfølge deres drømme og mål i livet. Dette historiske eksperiment eksisterer kun sålænge man på laboratoriet, i samfundet sikrer de rette betingelser. man holder lyset skarpt,at de folkevalgte forvaltere af eksperimentet er deres ansvar bevidst og lukker af for labyrintens blindgyder når de ser dem. Demokrati er ikke naturgivet og har aldrig været det. Det er kunstig skabt og holdes i live ved konstant kunstigt åndedræt. man kan aldrig stoppe med at puste luft i de demokratiske lunger. gør man det så ånder demokratiet ud. Muslimerne har som folk haft en anden virkelighed, har ikke gennemlevet det samme historiske eksperiment De har ikke tvunget sig selv til det ultimative fadermord, De har ikke splintret deres verdensbillede og samlet stumper op og bygget et nyt. som folk mangler de den indre nødvendighed af demokrati. Derfor må man betragte muslimer som en fjendtligtsindet horde af barbarer, og ikke som individer. De må gøre deres egne bitre erfaringer. demokrati er ikke noget man som folk får, det er noget man gør sig fortjent til.

    kort og godt

    vi må tilbage til en kolonistisk udenrigspolitik hvor vi sikrer os global magt ved at kontrollere energiforsyningen.

    vi dropper enhver forestilling om civilisatorisk opdragelse af barbarerne.

    vi accepterer skelnen mellem civilisation og barbari, for at fastholde erkendelsen af at civilisation ikke er naturgivet, men at det er hårdt tilkæmpet og skal beskyttes.

    Vi eliminerer barbarenes eneste våben, deres befolkningsandel ved at stimulere til interne borgerkrige mellem dem, og iøvrigt ikke bidrage til forbedring af deres levestandard.

    så kan det være at vores civilisation klarer skærene.

    SvarSlet