søndag, september 03, 2006

Skattelettelser

At føre liberal politik med en socialdemokratisk sindet vælgergruppe er som at fiske. Hiver man for hårdt i linen, hopper vælgerne af krogen. Faktisk skal man helst holde så let på linen, at fisken nærmest af sig selv bevæger sig i den rigtige retning.

Det eneste, der for alvor kan få et bredt felt af vælgere til at ønske skattelser, er at der er udsigt til, at de aldrig får dem og at der ligger noget lusket bag. Venstre er oppe mod nogle massive, defensive forestillinger i befolkningen, når det gælder liberale ideer. En milimeter i liberal retning udskriges som var der tale om øjeblikkelig indføring af sultende børn og hærgende, lovløse bander over hele landet.

Men forsvinder det liberale træk i linen - som det jo gør, når det liberale parti fører socialdemokratisk politik - så rykker modsætningsforholdet mellem frihed og tryghed ind i vælgernes egne hoveder i stedet for. Vælgeren korrigerer for ubalancen ved selv at lade liberale ideer vokse frem. En socialdemokrat kan sagtens genoverveje forholdet mellem ansvar og støtte, frihed og tryghed. Det kan vi alle. Men kun, når paraderne er nede og de vilde fjendebilleder er væk. Det arbejder regeringen hårdt på at opnå. Er det så slemt?

For alle kan være med: strengt taget behøver vi måske ikke betale 60 procent i skat for at lade befolkningen omklamre på enhver tænkelig måde. Det kan blive for meget for os alle sammen. Måske kunne vi løsne bare et enkelt af de mange sikkerhedsnet for lige at pege på, at man grundlæggende har en vægt, som man så vidt muligt skal bære selv.

De fleste af os kan godt undvære skattekronerne. Vi er jo mirakuløst rige. Der kan ikke skabes en stemning for skattelettelser bare for skattelettelsernes skyld. Skatteydende danskere føler sig alt for priviligerede til at ville kratte brødet ud af munden på fattige familier for at få en skattelettelse. Så længe diskussionen handler om skattelettelser, kommer den ikke ud af stedet. Den savner moralsk legitimitet.

Lad os i stedet få en snak om, hvad det offentlige bruger alle de mange rare penge til. Lad os få en snak om de sindrige mekanismer, med hvilke det offentlige regulerer sig selv, så det ikke bare vokser og vokser langt ud over det formålstjenstlige. En af de ting, vi nok får øje på, er at det offentlige ikke er fantastisk god til at regulere sig selv, det vokser bare i alle retninger. Det skærer ikke sig selv tilbage hvert år, tværtimod vokser der stadig nye problemer med tilhørende nye hjælpeformer ud. Sådan er skatten steget fra 20 til 50 procent. Ved hver eneste finanslov er det offentlige igen smertefuldt ved at sprænge urtepotten og vil have mere plads.

Altsammen under forudsætning af, at invider ikke er selvbevægelige, men grundlæggende helst skal skubbes frem. Men det er lige præcis her, den liberale ide har et værdigt og klogt modspil: stil folk de rette betingelser, undgå al unødig omklamring, og lad folk drive sig selv. Det er enkelt og virksomt.

Det er ikke skatten i sig selv, der er problemet. Skatten er et afledt problem af en socialistisk pædagogik i det offentlige. I stedet for at lade den fede mand gå selv og derigennem tabe sig lidt, så ruller man ham hele vejen. Det bliver han hverken lettere eller friskere af, så der skal flere og flere hænder til. Og hvor værdigt er det for ham selv?

Den nuværende situation er, at det meste af befolkningen ser det politiske valg som et valg mellem at lade ham ligge eller rulle ham rundt. Men pædagogik er mange ting. Der findes også liberal pædagogik. Den skal bare plejes og opdateres.

7 kommentarer:

  1. Du fremstiller det forsigtige liberale overtalelsesprojekt meget smukt og overbevisende. Jeg synes bare ikke, jeg kan få øje på det, eller høre noget som helst i den retning, når de ledende venstrefolk udtaler sig. Ugens finanslovsdebat var 99,9 socialdemokratisk vækstfilosofi.

    SvarSlet
  2. 99,9 procent, skulle der have stået. Ved moden eftertanke vil jeg regulere det til 99,87 procent.

    Nogen lavere?

    SvarSlet
  3. Ja, det er det klassiske liberale dilemma: skal man vælge strategien kold i røven (ulighed er godt) eller ondt i røven (vil ikke brødføde de fucking tabere)?

    Marianne

    SvarSlet
  4. Det, der irriterer mig mest, er at den del forældrene betaler til deres børns institutionsplads falder.

    Velfærdsstaten og det uanstændigt høje skattetryk er skyld i, at vi kvinder har mistet friheden til selv at vælge hvorvidt vi vil passe vores egne børn, da det for langt de fleste familier er umuligt at leve af en indtægt.

    Så inden for rammerne af dette valg mellem at passe børnene selv eller aflevere dem til en institution (naturstridigt) kan familierne, af økonomiske grunde, kun vælge det ene alternativ - nemlig at aflevere børnene til institutioner og få 75% af de faktiske udgifter dækket af det offentlige.
    Kan vi leve med dette ikke-valg, denne ufrihed?

    Velfærdsstat og skat = ufrihed.

    SvarSlet
  5. Som Venstremand gribes jeg sommetider af desperat frustration, når Thor Pedersen endnu engang har pralet med, hvor mange flere penge, VK har brugt på det offentlige i det forløbne år. Skulle det forestille at være liberal politik?!?
    På den anden side har jeg også en vis forståelse for, at skal man forandre Danmark i liberal retning, er det en ufattelig lang, sej proces. Hvad skal man gøre, når regeringens faste støtteparti reelt er et socialdemokrati med en mere fornuftig udlændingepolitik (og nu da de rigtige "sosser " har set lyset, er forskellen også på dette punkt på det nærmeste ikke-eksisterende undtagen for Thøger Seidenfaden)?
    Danmark er et forunderligt land. Det mest forunderlige er nærmest, at vi trods alt er så velfungerende, alle ting taget i betragtning - ikke mindst, at de fleste af os får vort udkomme fra staten. Trods alt fik vi en velfærdsreform igennem, hvor mangelfuld den end måtte være - endda uden, at vi havde ryggen mod muren; i hvor mange vesteuropæiske lande har man set det de senere år?
    Dybest set er vi konservative i den forstand, at vi hader forandringer. Der skal i alt fald være meget gode grunde til at ændre på noget, der går godt. Omvendt KAN vi godt handle konsekvent og rimeligt opofrende, hvis vi har pistolen for panden.
    DERFOR tror jeg, at Andres Fogh Rasmussens strategi er den rigtige: Vi kan kun dreje landet i mere liberal retning i små ryk af gangen og gennem en konstant holdningsbearbejdning, der hele tiden risikerer at løbe ind i modstand og tilbageslag. Derfor er det også vigtigt, at vi liberale ikke mister modet,og siger, at det er også lige meget - mit parti fører alligevel blot socialdemokratisk politik.
    Det gør det IKKE - eller i alt fald ikke kun:
    Kunne Socialdemokraterne have ændret udlændingepolitiken i 2001? Ville strukturreformen være blevet gennemført under en SR-regering? Ville folkeskolen og gymnasierne være reformeret? Ville vi have fået skattestop og skattelettelser? Ville vi have fået en kulturkanon, der har åbnet op for en vigtig omgang kulturkamp? Ville vi have haft en statsminister, der (trods en vis vaklen en kort stund, der skal være ham tilgivet) talte de muhammedanske fascister imod? Prøv lige at forestille jer, hvor meget, der egentlig er sket, mens vi har haft den borgerlige regering ved magten - trods alt!
    Javist, jeg kunne da også tænke mig noget mere skub i reformerne, nogle flere skattelettelser o.s.v. Men på bare seks år har VK-regeringen trods alt fået udført meget - og flyttet endnu mere inde i danskernes hoveder. Får vi - hvad Gud forbyde - en SR-regering efter næste valg, vil den heller ikke være uforandret af den liberale "stille revolution". På en lang række punkter er danskernes holdning afgørende forandret - udlændingeområdet, skatteområdet, forholdet til "det offentlige", skolepolitiken. Det vil ikke have være otte "spildte år", hvad jeg har visse partifæller mistænkt for at mene.
    En revolution - i gletscher-tempo, javist, men dog en slags revolution. Trækker de fleste af os ikke vejret lidt friere i dag, end vi gjorde for seks år siden?
    polinos

    SvarSlet
  6. Polinos: jo, jeg giver dig helt ret. Jeg synes, de gør det godt. Særligt sammenlignet med kommunerne gør de det da virkeligt glimrende.

    Men jeg kan da godt se, at Venstre også har et forklaringsproblem i forhold til de rigtige liberalister. Det kan være meget sundt, at der bliver lagt et vist pres på.

    Ignora: Jeg forstår, hvad du siger, men. Hvis nu børnehaverne blev 4 gange så dyre, ville det så være godt? For det første kunne det give noget af en samfundsøkonomisk katastrofe, hvis en familie som min skulle betale op mod 20.000 pr. måned for at få børnene passet. Vi betaler 5000 pr. måned i dag. Halvdelen af arbejdsstyrken ville blive presset ud af arbejdsmarkedet.

    For det andet er det usikkert, om de sparede kroner ville blive ledt over i din familie (så I kan nøjes med én indtægt). Det kunne være, man brugte pengene et andet sted.

    Endelig for det tredje ville statskassen vel blive ganske slunken med halv arbejdsstyrke.

    Så er der ikke en bedre løsning?

    SvarSlet
  7. Jeg bemærker at de der hader kapitalen, når den producerer, elsken den, når den lægges på deres huses værdi.

    Højre-Venstre har altid været rent vrøvl; der er aldrig sket nogle afbigt fra linien efter et valg:

    Der er kun op og ned.

    SvarSlet