lørdag, oktober 21, 2006

Hal Koch: Hvad er demokrati?

I 1945, mens Europa lå smadret omkring ham og demokratiet kun med vold og magt havde sejret over nazismen, satte den 41-årige professor i kirkehistorie Hal Koch sig ned og skrev bogen ”Hvad er demokrati?”. Den bog skulle gå hen og blive et nationalt klenodie, og hvad enten Ulrik Høy bryder sig om det eller ej, så er den en del af den danske demokratikanon. Så lad os læse den.

Vi starter et grimt sted: I 30´erne havde der i Europa været bred enighed om, at demokratiet havde udspillet sin rolle. At være demokrat var at have knyttet sin skæbne til en døende sag, skriver Koch. Nu i 1945 lød det, at enhver, som ikke var demokrat, var en politisk forbryder. "Den, der ville være ondskabsfuld, kunne måske anstille følgende overvejelse: hvis det nu var blevet tyskerne, der havde fundet atombomben, og hvis krigens lykke var blevet en helt anden, så ville man vel have været lige brændende i troen og have svoret lige mange dyre eder til demokratiet fane?" (s. 8-9). Hykleriet var betragteligt.

Koch rasede mod efterkrigsopgøret, bla. i bogen "Jeg anklager rigsdagen", som han skrev på få dage i 1947, og hvori han rettede et hårdt angreb mod de politikere, hvis demokratiske virke han havde risikeret sit liv for at beskytte: "Hvordan kunne de med god samvittighed få sig selv til at vedtage love, der dømte handlinger, de selv havde givet grønt lys for?" (s. 109). Det demokratiske sindelag i efterkrigstidens Danmark lod en del tilbage at ønske.

Koch risikerede sit liv. Vil det sige, at han var modstandsmand? Slet ikke, han var imod modstandsbevægelsen. Koch kæmpede ikke primært mod tyskerne, men mod de indre kræfter i Danmark, der talte demokratiet ned og de effektive, maskuline, autoritære systemer op.

Kaj Munk, der hyldede Hitler i en sommertale på Niels Bukhs idrætshøjskole i Ollerup i 1940, havde planer for, hvordan man skulle gennemorganisere det danske ungdomsarbejde under Niels Bukh som ungdomsminister. Hal Koch fremhævede heroverfor den frie, Grundtvigske folkeoplysningstradition, som var baseret på alt det modsatte: frivillighed, folkelighed, lokale kræfter, der samledes på eget initiativ. Koch blev valgt som frontfigur for Dansk Ungdomssamvirke. I kampen om sjælene måtte det frie foreningsliv jo have en talsmand, der kunne matche Munk og Bukh. Og det kunne han.

For Koch var det ikke det kulturelle, det nationale, folket skulle samle sig om. Det skulle samle sig om det politiske. Hans sigte med formandsposten for Dansk Ungdomssamvirke var ikke apolitisk: ”Man har stærkt understreget, at D.U. er upolitisk. Det er efter min mening en farlig tale. Hvis D.U. bidrager til at afpolitisere ungdommen, samtidig med at man øger nationalfølelsen og stimulerer sportssansen, vil D.U. medvirke direkte til en nazificering af dansk ungdom […] Hellere ville jeg sige det modsatte: D.U.´s opgave er at politisere ungdommen. Ordet betyder da: at vække interessen og kendskab til staten og det offentlige liv, således at ansvarsfølelsen vækkes” (her ifølge Ove Korsgaard: Kampen om folket, s. 449-450).

På Københavns Universitet holdt Koch i 1940 en række Grundtvigforelæsninger, der fik overvældende tilstrømning. Samtidig drog han rundt i landet fra forsamlingshus til forsamlingshus. Hans yndlingsemne - ud over Grundtvig - var Valdemarstiden, hvorom han sagde: "Det er så aktuelt, at man dårligt ved, om man tør lade begivenhederne tale deres klare sprog".

Ved valget i 1943 havde Kochs mange foredrag ifølge bogens forord hovedæren for, at demokratiske partier fik over 90 procent af stemmerne, mens de autoritære partier led store nederlag. Ingen politiker havde så godt et greb i befolkningen som han havde. Det siger derfor sig selv, at Hal Koch ikke var populær hos tyskerne. Dagen efter, at den danske regering gik af, blev han interneret i Horserødlejren. Han var siden udsat for attentater og dramatiske forfølgelser. På befrielsesdagen lå han kvæstet på et hospital.

Det bliver langt, dette her. Men der lå han altså, på et hospital, med Europas murbrokkerne regnende om ørerne. Mens andres sympatier svingede fra demokrati til fascisme og tilbage igen, insisterede Koch stadig på det samme: Magt er ikke ret. Magt er ikke ret.

Hvad er demokrati?
Hal Koch var ingen blind tilhænger af demokratiet. Han erkendte dets fejl og mangler. Men demokratiet var for ham den livsform, der bedst muligt hjælper mennesket frem mod det gode og det retfærdige i en uafsluttet og uforudsigelig historisk proces. "Demokratiet kan aldrig sikres - netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der ikke erhverves én gang for alle, men som skal bibringes hvert nyt slægtsled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet" (s. 13).

Demokratiets styrke er ikke, at det er baseret på flertallets vilje. Platon lærte os, at et flertal kan ledes på afveje med retorisk snilde. Gennem dialektisk bearbejdning - diskussion - kan det blive lidt bedre. Man kan måske finde frem til et kompromis, eller bedre: enighed. Men selvom flertallet gennem alle korrekte demokratiske processer følger sin ærlige overbevisning, er det ikke nok: "Om så 99 procent af jordens befolkning er således indstillet, vil antisemitisme i den form ligefuldt vedblive at være forbryderisk og uforenelig med demokrati" (s. 21). Folk kan være frygtelig, frygtelig gal på den. Det vigtige er – det vidste Sokrates – at holde tvivlen flydende: ”I et demokratisk samfund indrømmer man, at alle afgørelser er relative, kun tilnærmelsen til det rette, og derfor hører drøftelsen ikke op” (s. 25). ”Det autoritære trav kan altid kendes på dette: om man er villig til at tale om tingene eller ej” (s. 27).

Når demokratiet trods sine fejl og mangler alligevel er den bedste vej at gå, er det fordi dets væsen er bestemt ved "samtalen, forhandlingen, ved den gensidige respekt og forståelse og ved den heraf fremvoksende sans for helhedens interesse" (s. 23). Det afgørende er, at modpartens synspunkter "bliver én et problem" (s. 24). Ifølge Koch er det den kristne accent på næsten, der sætter sig igennem i denne del af den demokratiske bevidsthed.

For Koch løber to strøminger sammen i det europæiske demokrati: den demokratiske, humanistiske, tvivlende arv fra Athen - og den kristne, næstekærlige, syndsbevidste arv fra Galilæa. Ifølge begge er mennesket dette livs målestok, men det er ikke nogen god målestok. Hvad grækerne kalder tvivl, kalder kristendommen synd. Vi er ikke i stand til at sætte målet én gang for alle. Derfor skal vi være forsigtige, tænke os om og tale tingene grundigt igennem.

Altså ydmyghed. Alligevel kan der være behov for at have og bruge rå magt. Koch er ikke pacifist: "Der hvor vold og uret hæmningsløst ruller sig ud, må også demokratiet værge sig - og ofte værge sig med magt. [...] Nej, lige som det er øvrigheden pligt at sikre borgerne mod voldsmænd - at skabe et politi - således er det dens pligt at sikre landet imod voldsmænd udefra - at skabe sig en hær” (s. 30). En krig kan dog aldrig afgøre, hvem der har ret, men kun hvem der er stærkest. Kun demokratiet kan bringe os på sporet af det gode.

Man kan klage over, at demokratiet giver de ukyndige magt. Man kan anklage demokratiet for, at det er et magtspil, der frister magtmennesker og holder det intelligente, kundskabsrige menneske tilbage. Man kan pege på, at det slet ikke er folket, der bestemmer, men kun en lille flok mennesker i partiorganisationerne. Man kan bebrejde demokratiet, at det fører til ”en opportunistisk socialpolitik, der underbygger de ringere folkeelementers trang til at kræve i stedet for at yde” (s. 36). ”Og indrømmes må det, at det ofte er personlig ærgerrighed og snævre klasseinteresser mere end kærlighed til land og folk, der er drivkraften i arbejdet” (s. 37).

Alligevel kan ingen anden styreform gøre det bedre. ”Af den simple grund, at selv det mest degenererede demokrati trods alt bevarer den offentlige kritik og den frie presse. Så længe ordet og kritikken er frie, vil der altid være grænser for, hvor bedærvet et styre man kan få. Knægtes derimod ytringsfriheden, er disse grænser skyllet bort” (s. 39).

Et tilbageblik på dansk historie viser, at folket vokser ved den demokratiske opgave. Hal Koch ser det som Grundtvigs fortjeneste, at han omformede almuen til et folk (s. 44). Gennem folkeoplysning og folkeopdragelse blev ukyndige mennesker i stand til at deltage i det offentlige liv. Gennem det ansvar det er at være politisk medborger, opdrages folket til selvstyre. ”Det nås ikke på én gang; det nås i det hele taget ikke én gang for alle; det er en stadig levende opgave, lige vigtig for hvert nyt slægtled. Det er dette vækkende, oplysende og opdragende arbejde, der er det ubetinget vigtige i et demokratisk samfund, endnu vigtigere end det, der foregår i folketinget” (s. 46-47). Det folkelige oplysningsarbejde er ifølge Koch den eneste effektive indsats mod nazificering.

I det hele taget har Koch tillid til, at det menneskelige rationale slår igennem: døgenigten gider ikke stemme, men den vågne gør. Den folkeligt forankrede vinder tillid, manden med albuerne og kæbetøjet i orden gør på længere sigt ikke. Vi bliver ikke ført på afveje af uvidende mennesker, for folketinget har solid støtte i embedsmændene. Skulle det alligevel gå galt, så lyder straks en skånselsløs kritik fra de politiske modstandere. Det giver folket en politisk kontrol, som enevældige herskere kun kan drømme om.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det jævne folk er modent til det politiske liv svarer Koch med en syngende lussing: de luftige akademiske lag har været langt lettere ofre for agitation end de mere erfaringsbundne folkelige lag (s. 51). Den politiske umodenhed findes i høj grad i borgerskabet – og især hos borgerskabets damer. Det gjaldt også i tyskland, hvor det ikke mindste var kvinderne, der faldt for de nazistiske fraser (s. 53).

Social-demokrati
Vi slipper ikke for at nævne, at Hal Koch gang på gang fremhæver Rusland som et strålende eksempel til efterfølgende for Vesteuropa, hvad angår økonomisk demokrati. Rusland er endda forbilledlig inden for ”folkelig og politisk opdragelse” (s. 55). Som måske bekendt hed den russiske leder fra 1928 til 1953 Joseph Stalin, og hans folkelige og politiske opdragelse havde Hal Koch næppe brudt sig om, hvis han havde kendt til den.

Men Koch er overalt positiv over for Rusland, - og tilsvarende overraskende negativ over for Churchill, hvis demokratiske indstilling Koch ikke er imponeret af: ”Jeg minder blot om den påstand, hvormed Churchill indledede sin valgkampagne, og som i al bramfrihed gik ud på, at enhver form for socialisme er uforenelig med demokrati og med indre nødvendighed fører til gestapometoder!” (s. 11). I hele bogen, som han sad og skrev i 1945, er der ikke ét varmt ord om Churchill. Og den amerikanske indsats nævnes ikke med et ord.

Kochs kombination af socialisme og demokratisk sindelag gør ham velsagtens til en socialdemokrat af en slags. Han stillede ikke selv op til folketinget, men hans kone, Bodil Koch, og to af hans børn, Dorte Bennedsen og Eiler Koch, sad i folketinget for Socialdemokratiet. ”Jeg tror ikke på et varigt politisk demokrati, uden at det som forudsætning har et økonomisk demokrati. Det nytter ikke at blive så åndelig, at man fornægter, at det først og fremmest er de økonomiske forhold, der bestemmer samfundet” (s. 26), lyder det med marxistiske termer. Det samme kan dog også siges, så vi alle nikker og forstår: ”Det er og bliver nu engang det fundamentale, at alle mennesker kan spise sig ordentligt mætte, få varme i kakkelovnen og ikke lever under en stadig økonomisk utryghed. Opfyldes disse forudsætninger ikke, vil følgen blive utryghed, klassehad og indbyrdes kamp. Det kan ikke være andet” (s. 26). Det kan det vel ikke.

Koch spørger: Hvad er demokrati? Svaret er: Demokrati er social-demokrati. Vi har nævnt Sokrates, Jesus og Grundtvig. Vi kan føje Marx til som en af Kochs store inspirationskilder – og dermed også én af vores.

Den socialdemokratiske økonomiske politik gror via Hal Koch ind i vores grundlæggende forestilling om, hvad det overhovedet vil sige at leve i et demokrati. Koch ligger her i forlængelse af Staunings socialstat fra 1929 og frem til 1940, der for første gang knyttede fællesskabet sammen omkring den tanke, at vi er en del af samme nationale husholdning. For Koch realiserer socialstaten kristendommens bud om at drage aktiv omsorg for næsten. Men hans kongstanke, tanken om den folkelige vækkelse til politisk deltagelse, har rod i en Grundtvigiansk tradition. Det lykkes Koch at samle de politiske tråde og blive en del af vores fælles tankegods.


Det politiske fællesskab

En af de ting, vi har fået i arv fra Koch og efterkrigstiden, er at vi ikke bryder os om at fremhæve det nationale.

Over for den almindelige forestilling, at kultur samler, mens politik splitter, hævdede Koch det modsatte: ””Nu vil jeg i almindelighed advare mod folk, der taler for meget om det ”kulturelle”. Det er nemlig et meget farligt ord”, som leder til abstrakt tale om ”vor arv i tusind år”, om ”danskheden”, og de ”dybe kulturelle værdier”. Noget sådant giver grobund for nazisme. Går man i dybden med det kulturelle viser det sig, at ”det kulturelle samler ikke, det adskiller”. Og sådan skal det være. Der er stor forskel på den kultur, som en bondekone fra Vestjylland, og en bourgeoisidame fra København lever i. Det fælles er at finde et andet sted: ”det, der dybest set binder os sammen, er det politiske” (her ifølge Korsgaard: Kampen om folket, s. 450-51).

Det nationale er en ramme omkring dette politiske fællesskab, men det er ikke den fælles nationale arv, der binder os til hinanden. ”Hal Koch vil ikke frakende ”fælles sprog og historie, fælles oplevelser” betydning, men det afgørende er, ”at vi er sat her sammen og henvist til hinanden, hvad enten vi vil det eller ej. Og lad mig for en gangs skyld udtrykke, hvad det vil sige at tænke folkeligt på denne måde: det betyder bevidst i sin vilje at tage denne kendsgerning op og forme den således, at vi kan leve sammen som hele mennesker i et folk. Det er denne vilje til at være sammen og til at forme et samfund for os alle, som binder os fast til hinanden” (Her ifølge Korsgaard: Kampen om folket, s. 455).

Hvor den liberale tradition fremhæver individets suverænitet og den nationale tradition tager udgangspunkt i nationens suverænitet, peger Koch i republikansk tradition på, at det er det fælles politiske, res publica, der knytter folket sammen i et fællesskab af aktive og ansvarlige medborgere.


Betyder det, at folks tankegange og livsformer er ligegyldige, at der er plads til hvad som helst? Slet ikke.

Hal Kochs opfattelse af demokratiet er ikke baseret på procedurer og regler, men netop på værdier. Demokratiet er ikke en tom skal, som vi frit kan anvende – ja, det kan vi i princippet godt, men – og her kommer et moralsk tyngende, præsteligt MEN: Det er ikke de skrevne love, der er vigtigst. Der findes uskrevne love, og det er dem, der skal indprentes i hver en sjæl via folkeskoler, kirker, højskoler, offentlige og private medier, i haller og sognegårde over det ganske land.
Der er reelt et relativt snævert moralsk defineret spillerum for, hvilken livsform eller tankegang der er tænkelig. Et moralsk spillerum, der er defineret af vores græske og kristne arv.

Vel kan man gøre omtrent, hvad man vil, især da, om man holder sig inden for straffelovens rammer. Men det forhindrer ikke, at livet har sin egen indre lovmæssighed, konsekvens. Det lader sig ikke spotte. Respekterer man ikke livets love, lægger man det øde – lægger tilværelsen øde for sig selv og for dem, man er bundet til”. (s. 60).
Livet er en gave, givet af Gud. Og der er regler: ”Mennesket er ikke uden videre ”suverænt” – det er ikke sin egen herre på godt og ondt. Det kan ikke gøre ”hvad det har lyst til”, og forme livet efter forgodtbefindende, uden at livets egne love ubarmhjertigt gør sig gældende” (s. 61-62). Livets grundlove er en realitet, der har en mere universel gyldighed end den højeste lovgivende autoritet, folketinget.

Koch vil have alle med på tanken. Behager det religiøse sprog ikke, kan disse uskrevne love også kaldes en naturret. Og behager det ikke at tale om naturret, står en tredje fortolkning åben: ”Vi kan godt i stedet for grundlove tale om menneskeslægtens erfaring. Igennem denne har der så at sige udkrystalliseret sig en vis livsforståelse" (s. 66). Det er vigtigt for Koch at definere et politisk diskussionsfelt, hvor så mange som muligt kan spille ind.

Uskrevne grundlove

Grundelementerne i de uskrevne love, som vi ikke kan forbryde os imod uden at livet slår igen, er:

1) Frihed
Friheden som politisk begreb har rødder i de amerikanske menneskerettighedserklæringer og den franske revolution. ”Siden var friheden den store ledestjerne for 19. årh.s liberalisme, og derfra fik den – til manges undren – med over i socialismens program” (s. 67). De autoritære bevægelser vendte sig siden mod alt dette ud fra tankegangen: Vi trænger ikke til frihed, men til disciplin: underordning under folk og stat.


De borgerlige frihedsrettighederne hører for Hal Koch til det dyrebareste, vi har. Det har besættelsen lært os. ”Og endnu tydeligere har vi forstået, hvad det betyder for et folk at være frit, at være herre i eget hus” (s. 67-68). Danskernes absolutte kærlighed til friheden belyser han ved at fortælle, hvordan Dansk Ungdomssamvirke blankt afviste at samarbejde med tyske foreninger under besættelsen. Koch taler ikke for dialog og gensidig respekt for enhver pris. ”Når man sår kanoner, maskinpistoler og koncentrationslejre, kan man aldrig komme til at høste samarbejde og fællesskab. Der er af den udsæd kun én høst: had” (s. 72).

Friheden hører menneskelivet til. ”Og spørgsmålet er ikke løst med en grundlov, der sikrer visse frihedsretttigheder. Det er kun en ramme. Det afgørende er, om der er mennesker, der benytter denne frihed. Hvad kan det nytte, at de har frihed til at tale, hvis de intet har at sige. Hvad kan det nytte, at de har frihed til at handle, hvis de ikke kan andet end gå i geled og efterabe alle de andre. Hvad kan det nytte, at de har frihed til at tænke, hvis deres hjerne er tom og deres sind sløvt. Kun for levende mennesker har frihed en mening. Men for dem er den også livsbetingelse” (s. 73-74).

Grundtvigianerne er ubøjelige på dette punkt: staten må ikke blande sig i den folkelige debat, i de frivillige foreningers arbejde, i de frie skolers virke. Derfor sætter Koch sin lid til dem som bolværk imod de tendenser, der vil indskrænke ytrings- og foreningsfriheden med det formål at ramme uønskede politiske overbevisninger.

2) Retten
Forskellen på en barbarstat og et kultursamfund er, at sidstnævnte udgør et retssamfund, hvor det er loven, der er øverste herre, ikke ”en voldsmagts vilkårlighed” (s. 75). Men realiteterne er ifølge Koch, at retten ikke har meget værdi, hvis den ikke har tilstrækkelig med magt i ryggen. ”Hvad kan en retfærdig mand stille op imod maskinpistoler?” (s. 76).


Der findes altså ingen ret uden magt. Men hvad er den principielle forskel på, om magten til at definere ret og uret ligger hos én enkelt, hos nogle få eller hos flertallet? Såvel i diktaturet som i folkestyret er retten underlagt magten. Koch spørger: ”Er det retten, der hersker – eller i hvert fald bør herske – over magten som sin tjenerinde eller er retten blot er middel, en politik i magtens tjeneste?” (s. 78).

Hvordan legitimeres retten? Ifølge Koch er der i moderne tid en tendens til at definere retten helt uafhængig af moral: ”Retten er det af statsmagten lovfæstede, og spørgsmålet om rettens moralske ”gyldighed” afvises” (s. 79). Sådan har det ikke altid været. I tidligere tider var rettens legitimeret ved at repræsentere Guds vilje. En anden legitimation har været sæd og skik; skik følge eller land fly. Det giver en historisk og kulturelt omskiftelig ret. Et evigt og uforanderligt grundlag for retten søgte fx Platon. Sofisterne pegede på, at enhver tale om at legitimere retten er blændværk. Retten er en konstruktion, mennesket er alle tings målestok. Det gode er det, vi finder godt.

Kochs problem er, hvordan han skal overbevise autoritære bevægelser om, at demokratiets ret er mere retfærdig end tyranens ret: ”Hvis retten blot er det, som flertallet kan ”sjakre” sig til enighed om og påtvinge mindretallet, er der jo ingen grund til at tale så stærkt om ”retsbevidsthed” og ”retsstat” og ”retssikkerhed”. Og så er der jo ikke grund til at forarges alt for meget over, at det i andre stater i stedet er mindretallet, der påtvinger flertallet sine interesser” (s. 83).

Det bliver Sokrates, der viser Koch retningen. For Sokrates var det ikke mennesket, der var alle tings målestok, ”nej, det gode var alle tings målestok” (s. 83). Men hvad er det gode? ”Ja, ville Sokrates sige, det må du og jeg sammen prøve at finde ud af; det er jo ikke noget ligegyldigt spørgsmål. Og så ville den samtale om sandhed og godhed og sjælens forbedring begynde, som for ham var livets egentlige mening” (s. 84).


Koch giver de tvivlende sofister ret. Der findes ingen højere legitimitet i det, vi vælger som ret. ”Den Sokratiske ”uvidenhed” er at tage ganske bogstaveligt. Men selve begrebet ret som et gensidigt forpligtende forhold mennesker imellem bliver stående” (s. 84). ”Selvom hele den danske befolkning ville vedtage at udrydde jøderne, ville denne handling dog ikke få karakter af ”ret”, hvor meget så end sofisterne ville sige derom. Den ville være en voldshandling, en forbrydelse, hvor meget den end var vedtaget af folketinget. Af den ganske simple grund, at jøderne er vore medmennesker” (s. 84). "Men selve rettens begreb bliver stående, selve begrebet ”gyldighed”, at der er noget, der forpligter og forbinder. Og denne forpligtelse ligger i forhold til medmennesket” (s. 84). Der er altså en dobbelthed: vi er absolut forpligtede over for retten, men vi må samtidig lægge afstand til enhver absolutisme, ethvert stejlt patent på sandheden. Her finder vi netop Sokrates´ position.

Ikke at et demokratisk system i sig selv indeholder nogen garanti. Men det lader dog vejen åben., Det fornægter, at magt er ret, det lader ordet frit, enhver bestemmelse, enhver anskuelse, enhver politik er underkastet tankens og ordets krydsild. Her er ingen urokkelige dogmer, som man ikke må sætte spørgsmålstegn ved” (s. 86).

3) Mennesket
Ifølge Koch er det ikke nogen tilfældighed, at demokratiet opstod i grækenland. Grækerne skabte nemlig som de første en antropocentrisk kultur, en kultur, der sætter mennesket i centrum. I asiatisk filosofi gjaldt det om at slippe ud af sin menneskelighed, at gå op i en højere enhed. For grækerne var det højeste mål at blive et menneske i ordets bedste forstand. Mennesker skulle opdrages, kultiveres til at blive de bedste mennesker, de kunne blive. Krop og sjæl måtte forarbejdes, så de blev så gode og skønne som muligt.
Kulturlivet havde ”et midtpunkt ,der samlede kræfterne: Det er denne ”humanisme”, denne ”menneskelighed”, som grækerne har givet i arv til det vesteuropæiske kultursamfund” (s. 89).

Humanismen har ifølge Koch været truet af ”amerikanismen” (s. 89), maskinkulturen. Den har været truet af for stærke stater, "preusserånden", der ville skabe soldater frem for mennesker. ”Den lurer i enhver form for overdreven nationalisme. Vi behøver blot at minde om det engelske: ”right or wrong – my country”” (s. 91). Statssocialismen er på samme måde en trussel. Men med vores demokratiske tradition har vi fat i det rigtige.

Den græske humanisme gør det dog ikke alene. Først med kristendommen bliver mennesket henvist til sin næste, hvorved humanismen får en essentiel social komponent. Hvad enten vi bryder os om det eller ej, er vi sat på jorden sammen med næsten. Jesus ”var virkelig ude hos næsten, der hvor kravene lyder; han gik ikke den bedende forbi; han vendte sig ikke bort fra den, der led nød; han søgte ikke sit eget, men han var iblandt dem som den, der tjente. Han gav og tilgav uden mål og grænser […] ”Ikke den, der har magten og formår at bruge den, skal være stor i verden, men den, der formår at tjene og øve kærlighedens gerninger” (s. 93).

Bogen slutter:

Humanismen er den kostelige erobring, som grækerne vandt og gav videre til Europa. Men den egentlige sandhed om mennesket som Guds skabning, bundet til medmennesket, var det Jesus af Nazareth, som forkyndte. Strømmen fra Athen og fra Galilæa mødtes. Herved skabtes en kultur, som var rodfæstet i erkendelse af menneskelivets og dets love. Det er denne humanistiske kultur, der skal bære Europas fremtid” (s. 96).


Så vidt Hal Koch. Der findes alternative synspunkter. Men dem bryder danskerne sig ikke om.

25 kommentarer:

  1. Selvom Koch �benbart ikke ville, er Churchill sv�r at komme udenom:

    Kurt Gaubatz recalls Churchill's famous dictum: "Democracy is the worst form of government, except for all those other forms that have been tried from time to time." (from a House of Commons speech on Nov. 11, 1947)

    RH:
    The timing of this famous remark is significant. Churchill won the war, but in the election of July 1945, he was defeated. At the time I thought the public showed gross ingratitude, but I am willing to accept the interpretation that Churchill was not the man to organize the peace.

    When the news came out, Churchill was taking a bath (was there ever a statesman who spent more time in the bath?) He remarked "They have a perfect right to kick me out. That is democracy". When he was offered the Order of the Garter, he asked "Why should I accept the Order of the Garter, when the British people have just given me the Order of the Boot?".

    He returned to power in 1951. The remark about democracy was made when he had lost power and had every reason to be bitter. Fortunately he kept his sense of humor even in the most trying circumstances.

    SvarSlet
  2. Hvad er det for alternative synspunkter om jeg må spørge?

    Vh

    Jönsson

    SvarSlet
  3. Hej Ulla

    Jeg synes det er et fint indlæg du har lavet, du er meget belæst og derfor interessant at læse.

    M.v.h.

    Lena

    SvarSlet
  4. Virkeligt flot, Ulla. Den bog må jeg læse.

    VH
    Jacob A

    Medskribent på:

    www.holocaust-info.dk/weblog/

    SvarSlet
  5. "Så vidt Hal Koch. Der findes alternative synspunkter. Men dem bryder danskerne sig ikke om."

    Udover Hal Kochs lidt problematiske ytringer om Sovjetunionen, så er bogen en fantastisk hyldest til demokratiet.

    I den sammenhæng ville jeg da også gerne vide, hvilke alternative synspunkter du mener der er, og hvorfor danskerne ikke bryder sig om dem!?

    SvarSlet
  6. Hal Koch skriver rigtigt glimrende om demokratiet, det er jeg helt enig med dig i. Men det er jo altid sundt at kunne forholde sig en lidt skeptisk selv til det, man er blevet indprintet over flere generationer i folkeskolen. Ja? Eller nej?

    Der er to punkter, hvor man i frisindets navn er nødt til at kunne bare tænke på muligheden af at transcendere Hal Koch.

    Dels finder der politiske alternativer til socialdemokratiet, således at demokrati ikke nødvendigvis er socialdemokrati. Det er temmelig uhæderligt faktisk, at foregive at tale generelt om styreformen demokrati og så presse sit politiske standpunkt ned i det som var det det eneste tænkelige.

    Dels bruger han store mængder af teologisk/moralsk patos til at lægge en usynlig og udiskuterbar ramme for, hvilke beslutninger, der kan tages. Han lægge nogle kraftige moralske buffere ud, som har forrang og som ikke kan diskuteres. Han begrænser den frie rationalitet med autoritetens moralske pres. Det er præstens trick over for meningheden ligesom det ikke så sjældent er lærerens trick over for børn i folkeskolen.

    Begge dele giver en lidt klæg og sammenkogt politisk diskurs, hvor man ikke rigtigt skelner klart mellem styreform som sådan, politiske valgmuligheder og den enkeltes individuelle moralske frihed. Og det er tre meget forskellige ting, som man ikke kan røre sammen uden at gøre vold på dem alle tre.

    Der er for meget godhed, konvergens og konsensus i Hal Koch til at han kan stå helt alene. Jeg savner frihed, rationalitet, kulde og distinktion. Han er en Habermas, og Habermas er ikke Gud.

    Men jo: han er med her, fordi han gør det så glimrende et rigtigt langt stykke hen ad vejen. Skal vi allesammen have én demokrati-opfattelse ind pr. injektion i folkeskolen (og det skal vi jo), så er hans ikke den værste. Han er glimrende, jeg får bare en lille smule åndenød af ham.

    SvarSlet
  7. PS, for lige at konkretisere:

    1) Liberalisterne er ikke ægte demokrater ifølge Hal Koch, fordi de ikke (nødvendigvis/gennem staten) vil påtage sig det økonomiske ansvar for resten af statens borgere.

    2) Søren Krarup fra Dansk Folkeparti er heller ikke ægte demokrat, for han anerkender ikke absolutte, men menneskeskabte værdier, der står over de demokratiske beslutninger (menneskerettighederne).

    3) Ingen lande uden for den vestlige kulturkreds er ægte demokratiske, fordi demokratiet ifølge Hal Koch baserer sig på den græske og kristne kultur.

    SvarSlet
  8. RasmusE (anynomous)07 november, 2006 18:12

    Du har da helt sikkert ret i, at Hal Koch er ovre i det moral-filosofiske. Og der er han da uden tvivl ikke ufejlbarlig.

    Jeg synes så han har ret i sin moralfilosofi og sin fremhævelse af humanismen :-)
    Men jeg synes det mest fantastiske i bogen, er hans forsvar over for tyranniets fortalere. Her synes jeg bogen berettiges til en plads i en demokrati-kanon, fordi den så flot beskriver demokratiets problemer men også grunden til demokratiet som eneste løsning.

    At man ikke er demokrat når man stiller spørgsmålstegn ved hvert enkelt menneskes umistelige rettigheder, det mener jeg er indlysende.
    Søren Krarup kan ikke være ægte demokrat, når han ikke anerkender menneskenes ligeret.

    Så er det så meget komisk, at han i sin gennemgang af demokratiets historie er enig med Søren Krarup i, at ægte demokrati kun hører den vestlige civilisation til, og svært kan overføres til andre kulturkredse.
    Her er jeg så nok ikke helt enig.

    Mvh

    SvarSlet
  9. Rasmus, til det om menneskerettighederne. Uden at vide det med sikkerhed, så tror jeg såmænd ikke, at Krarup ville modsætte sig de basale civile og politiske rettigheder, altså retten til fair rettergang, en korrekt sagsbehandling, ejendomsretten, foreningsfrihed, ytringsfrihed, demokratisk medbestemmelse osv.

    Der er jo sket et enormt skred i rettighedstænkningen fra den liberale, amerikanske Virginia-erklæring over FN´s menneskerettigheder og endelig til den måde, hvorpå rettighedstænkningen knopskyder i EU.

    Det er et skred fra liberalt orienterede, negative frihedsrettigheder, der mest handler om det civile (retsvæsen, økonomi, ejendom) og det politiske (foreningsfrihed, ytringsfrihed, demokrati) til en lang række sociale rettigheder, der ikke handler om retten til at blive fri for indgriben, men om retten til at tvinge andre til at levere noget til én, hvadenten det så er arbejde, modersmålsundervisning eller asyl. Den slags sociale rettigheder er et indhug i andre menneskers pengepung, det er fordelingspolitik, kulturpolitik, socialpolitik, i hvert fald er det politik, ikke jura, og slet ikke jura, der er hævet over demokratisk diskussion.

    EU´s charter om menneskerettigheder er ganske omfattende og dem kan man sagtens være uenig i uden at være en dårlig demokrat.

    Fx har ældre ret til kulturelle tilbud. Man kan være enig eller uenig, men mon ikke nok man kan slå fast, at det hører under socialpolitik, ikke under menneskeret?

    Jeg mener også, at man bør gå fair ind i den filosofiske diskussion med Krarup: det ér svært at insistere på, at menneskerettighederne ikke er politisk farvede konstruktioner, men at de har en særlig absolut og universel status, der er hævet over historisk sammenhæng og derfor ikke behøver demokratisk legitimitet. Den pointe må man godt prøve at komme lidt i møde, for det har han jo notorisk ret i.

    Men altså: man må skelne mellem de forskellige typer af rettigheder. Og så er det vel i øvrigt i vores alles interesse, at vi bevarer respekten for menneskerettigheder, bla. ved at undgå politisk misbrug.

    http://www.europarl.europa.eu/charter/pdf/text_da.pdf

    SvarSlet
  10. PS: Ovenstående charter blev sat ind som en del af den traktat, som faldt til jorden i 2005 efter Englands og Hollands nej.

    http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/3ec0de51/forfatningstraktaten.pdf

    SvarSlet
  11. Helt sikkert, rettighedsbegrebet er bestemt blevet betragteligt udvidet.
    EU-domstolen har jo de facto inden for de seneste par år betydet en betragtelig forøgelse af rettigheder til EU´s borgere, som ikke var en del af de "oprindelige" menneskerettigheder, hvis man kan tale om noget sådant.

    Den første amerikanske erklæring er da forresten håbløst udemokratisk, eftersom disse rettigheder kun gjaldt for de rige hvide mænd. FN-charteret er vel det nærmeste man kommer en facitliste (med undtagelse måske af den økonomiske del).

    Når Søren Krarup begynder med sin lommefilosofiske determinisme over vores allesammens af ham påståede nationale sindelag, så er han med til at skabe første- og andenrangsborgere i Danmark. I en nationalstat skal alle medlemmer af staten have lige rettigheder, det er jeg overhovedet ikke sikker på Krarup går ind for.

    mvh

    SvarSlet
  12. Jo, lige rettigheder for alle statsborgere, det tror jeg da bestemt, han ønsker. Han ønsker bare ikke, at vi får så mange nye (stats-)borgere til landet gennem asyl- og familiesammenføringsordninger. Det ønsker flertallet af danskere i øvrigt heller ikke, og derfor har vi for længst trådt lidt på bremsen.

    SvarSlet
  13. Jeg forstår ikke du gider kaste dig ind i et forsvar af en håbløs dogmatiker som Søren Krarup.
    Han er efter min bedste overbevisning endnu en af de alt for mange religiøse tossehoveder, der fylder mediebilledet i dag.

    Han er på ingen måde en god demokrat, han dyrker sådan en gang nationalistisk nylutherskhed, som florerede i tyvernes tyskland, så vidt jeg er informeret. Hans opfattelse af demokrati handler om flertallets uindskrænkede ret, og undskyld mig, du er velkommen til at kalde det for demokrati, det er det den ondelyneme sgu ikke min bog.

    "som om det er ondt at have været den stærkeste på et givent tidspunkt", tja, et fint lille krarup-citat der.

    Menneskerettighederne er ifølge ham:
    "drømme og våde idealer, hvis første konsekvens blev guillotinen, henrettelsesmaskinen under Den Franske Revolution, siden afløst af socialisme og marxisme og anden totalitær politik", jo tak, sådan laver en konservativ kyniker sammenligninger, ikke en demokratisk idealist.

    Men du er velkommen til at blive fortryllet af Søren Krarups intellektuelle blændværk, bare lad være at kalde ham demokrat når du gør det.

    SvarSlet
  14. Jeg synes, at du skal være lidt mere præcis i din kritik. Hvad er det helt præcist, den mand har sagt eller skrevet, der diskvalificerer ham som demokrat?

    Det er såmænd ikke fordi Krarup er en af mine kæmpestore helte, men jeg synes, at kritikken af ham ofte er helt usaglig. Det er min oplevelse, at han diskuterer på et sagligt og filosofisk niveau, mens kritikken af ham ofte er plat og billig og går direkte efter manden. Du er mere saglig, men du er stadig ikke præcis.

    På DPU, hvor jeg tager en master i øjeblikket, joker underviserne flittigt med Dansk Folkeparti. Et ihærdigt menneske fra mit hold rækker hånden op hver gang det sker og gør opmærksom på det. Han opponerer også, når de kalder vores regering et "regime" med en "racistisk" politik og den slags. Så han har nok at se til.

    En præcis og sagligt kritik, der rammer plet, den har jeg endnu til gode at høre. Måske kan du hjælpe mig?

    SvarSlet
  15. Søren Krarup forsøger at intellektualisere sin dybe mistillid til mennesket. For Søren Krarup er mennesket ondt, ondt, ondt.
    Det eneste der kan redde os er at vi indser dette, og at vi holder fast i det nære. Vi sølle mennesker kan allerhøjest strække os til at hjælpe i det nære. Hvis vi forsøger mere, overstiger vi vore evner, og glemmer det nære menneske. Vi dropper tiggeren på hjørnet, frem for flyvske uopnåelige luftkasteller. Sådan har jeg forstået Krarup.

    Jeg er ikke enig. Jeg tror der er godt i mennesket, og jeg tror idealer er gode. Jeg tror det nytter at kæmpe for en bedre verden. Også i det nære, bare ikke det nære her hos os, men det nære for det kenyanske skolebarn eller den sri-lankanske familie.

    Jeg mener at han i sin iver efter at dæmme op for de onde kræfter i mennesket rent faktisk praktiserer dem selv. Han opfører sig umenneskeligt og følelseskoldt, fordi han tror det han gør, er det eneste våben mod menneskets iboende destruktionstrang og ondskab. Men at han selv handler ondt i den sammenhæng, det opdager han vist ikke.
    Søren Krarup vil gerne forhindre mennesket i at komme til at begå historiske fejltagelser igen. De historiske fejltagelser er ifølge ham opstået af at tro alt for meget på fornuften og idealismen.

    Hans kamp mod oplysningstiden, drømme og idealer er for mig at se ikke demokratisk. Jeg mener udviklingen af demokrati går hånd i hånd med rettigheder til menneskene. Disse to ting kunne aldrig være blevet til uden de idealer og flyvske tanker, som Krarup foragter så meget.

    Krarup er en Edmund Burke anno 2006, en stokkonservativ kyniker, der ikke nærer den mindste tillid til menneskets evner/muligheder.
    Et tankesæt der efter min bedste overbevisning er meget svært kompatibelt med det liberale demokrati, hvor det enkelte menneskes evner til at træffe egne og rigtige valg for sig selv er i centrum.
    Troen på og tilliden til det enkelte individ er overhovedet ikke til stede hos Søren Krarup, der mener vi aldrig kan bryde fri af nationens/religionens rammer. Vi er viljeløse slaver, og hvilket demokrati kan bestå af viljeløse slaver?

    Det er ikke min opfattelse af demokrati.

    mvh

    P.S.: Fortsat held og lykke med at irettesætte jeres lærer, sådan noget er pisseirriterende.

    SvarSlet
  16. Lidt (meget) forsinket: Et interessant svar, men det er ikke et svar på, hvorfor/hvordan Krarup er ikke-demokrat. Du er uenig med ham i mange ting, du synes, han tager fejl, at han er ond, at han er konservativ. Du mener, at han har for lidt tillid til menneskene.

    Uanset om du har ret i alt det, så gør det ikke Krarup til ikke-demokrat. Er det ikke ret beset de færreste tænkere, der tiltror menneskene en helt uangribelig rationalitet? Jeg får næsten lyst til at sige: nævn én... Hal Koch var fx heller ikke jubelfantast mht. menneskers evne til at gennemskue og træffe rigtige beslutninger. Tvært imod (jf. det sokratiske udgangspunkt).

    Det springende punkt er, om man deraf drager den konklusion, at så skal vi ikke have et demokrati. Sådan har Krarup mig bekendt aldrig argumenteret.

    Tilbage står så, om man bliver ikke-demokratisk af ikke at tro på menneskerettighederne. Min overvejelse er sådan her: menneskerettigheder er stivnet jura, dvs. stivnede demokratiske beslutninger, der er taget med baggrund i en bestemt historisk kontekst. Skulle man ikke kunne diskutere dem? Er man udemokratisk, hvis man vil diskutere dem? Det synes jeg er et lidt paradoksalt argument.

    Husk i øvrigt, at selvom Krarup argumenterer generelt imod det aktuelle ganske omfattende korpus af rettigheder (særligt i forbindelse med EU-traktaten, som så faldt, men hvor Krarup jo netop var stærkt fremme med modstand mod politiserende rettighedstænkning), - så kan du ikke deraf slutte, at han specifikt er modstander af, at folk skal have stemmeret, at stater skal være suveræne, at folk har ret til en fair rettergang osv.

    Asylrettighederne har åbnet for en folkevandring fra muslimske lande, så der nu bor 25 (eller flere) millioner muslimer i Europa. Er det utænkeligt at diskutere den udvikling? I så fald er Europa da virkelig blevet udemokratisk. I den forstand kan man faktisk betragte Krarup som en noget større demokrat end så mange andre.

    SvarSlet
  17. Jeg synes der sker en fejlslutning naar man indlaeser hos Hal Koch en automatisk kobling til menneskerettighedernes ukraenkelighed. Hal koch tilslutter sig istedet polis-tanken, det forpligtende rationelle, politiske faellesskab. Man kunne i den sammenhaeng naevne en anden moraltaenker:Immanuel Kant som mange ogsaa forbinder med menneskerettighedernes universalitet, det skyldes nok at paa mange maader er det kategoriske imperativ blevet formuleret som en indre noedvendig lovmaessighed. Man glemmer bare at den anden halvdel af Kants moralfilosofi, som omhandler moralens autonomi; Frihed opnaas som saadan ved selvpaalagte regler, ved at den rationelle aktoer forpligter sig paa et moralsk imperativ og lade det vaere galdende som en lov, saaledes kan der opnaas en frihed. Det er for at goere sig fri af tilfaeldigheder at man kan opnaa frihed ved selvpaatvugne regler. Der er tale om at den moralske sfaere skal befolkes af rationelle agenter,og det er disse som indbefattes af denne moralske noedvendighed, og deraf foelgende rettigheder. paa samme made skelner Hal koch i sin demokrati-forstaaelse. Det demokratiske faelleskab udspringer som naevnt af den graeske polis-tanke, hvor dyder som medborgerskab, fornuft oplysning,politisk og socialt engagement goer sig gaeldende. Han goer en klar distinktion mellem voksenvaerelset som netop er praeget af fornuft og doemmekraft og boernevaerelset som skal opdrages.Det forudsaetter altsa fornuft og rationalitet at indgaa i leve op til medborskabsidealet og indgaa i det demokratiske faellesskab. Man faar ikke bare automatiske rettigheder som menneske hos Hverken Kant eller Hal Koch. Rettigheder goer man sig fortjent til ved at vaere rationel og dydig, dvs at underkaste sig dyder som demokratisk livsform og medborgerskab

    SvarSlet
  18. Krarup kaemper en kulturkamp, han vil bevare danskheden, Sagen er bare at i krarups optik har danskhed ikke noget med demokrati at goere. Det har noget med pietistisk-luthersk kristendom at goere. Krarup anerkender ikke den anden soejle i vores kulturelle selvforstaelse som hal Koch goer, nemlig den graesk-romerske arv der har leveret humanismen. Humanismen forstaaet som at blikket rettes mod det enkelte menneskes sjael og krop, og at der forsoeges en foraedling at det enkelte menneske i sin helhed. dvs baade sjael og legeme og dets forbindelse til et gudgivent kosmos. Det platoniske- aristoteliske projekt har sidenhen frigjort mennesket fra mythos, men det enkelte menneskes frgoerelse og realisation af det skoenne, det gode og det retfaerdige er forblevet som et fortloebende historisk telos. Det er jo netop der demokrati kommer ind i billedet, det er jo netop det filosofisk-politiske redskab til at goere den historiske telos mulig for alle mennesker, ihvertfald ideelt set.

    Det er da slet ikke det som Krarup vil, det er en helt anden telos som ikke har noget med at realisere det enkelte menneske. Den telos som krarup vil, et at lade det enkelte menneske menneske transcendere over i en stoerre helhed; nemlig deus civitas. Gudsstaten. Danskerne skal bygge et nyt jerusalem, en civilisation der hviler paa kristendommen som absolut grundlag. Naar Hal koch taler om den Kristne arv, der gav os den sociale komponent, inddragelsen af den Anden i vores moralske forestillingsverden, saa kan krarup paa ingen maade erklaere sig enig. Den Anden er hos krarup et medlem af den kristne nation i denne gudstat. Den anden er ikke en demokratisk medborger hos krarup, det er et medlem af den kristne slaegt, som ikke skal leve op til nogen saerlige demokratiske dyder, men blot underkaste sig den pietistiske-lutherske udlaegning af jesus forkyndelse.

    SvarSlet
  19. Fuldstændig enig, Johnson.

    Det mest kvalmende er Krarups tale om folkeånden. En folkeånd han som den eneste tilsyneladende til fulde har forstået. Han ved hvad der rører sig i os alle, selv om vi ikke selv er klar over det.

    Nej, det enkelte menneske er intet værd hos Krarup. Vi er som sagt viljeløse væsener fuldstændig underlagt kristendommens og danskhedens rammer.
    Men de seneste mange år har vi ifølge Krarup desværre bevæget os ud for disse rammer.
    Heldigvis ved Krarup hvordan man bringer det danske folk tilbage i sit, man fristes til at bruge det tyske ord, "Schicksalsbann" (i overenstemmelse med dets skæbne).

    Det er som jeg ser det intet andet end ækel mytisk-nationalistisk ævle-bævle-pladder fra en fundamentalisk lutheraner, som absolut intet har med min demokratiopfattelse at gøre.

    SvarSlet
  20. Til Ulla:
    "Er det ikke ret beset de færreste tænkere, der tiltror menneskene en helt uangribelig rationalitet?"

    Helt sikkert. Men udgangspunktet for demokratiet må nu alligevel altid være respekten og anerkendelsen af andre menneskers holdninger og argumenter. Og at argumenter skal besvares med argumenter.

    Krarup imødegår som politiker ikke holdninger med argumenter. Han imødegår andres holdninger med, "at de er imod folkeånden". Når man argumenterer på den måde er man meget tættere på at være totalitær end at være demokrat, det kan du vel ikke krybe udenom.

    SvarSlet
  21. Hej Ulla.. Det ser meget interessant ud de her samtaler i har gang i her. Men jeq er lidt forvirret. Jeg er en ung pige på 17 år, jeg er går i 2.g og har fortiden om Hal Koch & hans bog. Jeg har desværre ikke læst bogen, men jeg vil bare spørge om hvis du skulle sige hvad Hal Koch's hvordan han udtrykker hans opfattelse af demokrati, og hvad hans opfattelse af demokrati er . Altså hvad ville du svarer hvis du fik spørgsmålet: Hvilken opfattelse af demokrati kommer til udtryk i bogen Hvad er demokrati , hvad ville du så svarer .. Men du skal tage hensyn til at jeg kun har læst et lille uddrag fra bogen. så ..

    Uddraget er dette:

    Demokrati lader sig ikke indeslutte i en formel. Det er ikke et system eller en lære. Det er en livsform, som under stadige nederlag og tilbagefald er groet frem i Vesteuropa i løbet af godt og vel 2000 år, og som i sin lange og bevægede tilværelse har modtaget mange påvirkninger fra mangfoldige sider. Det er ikke noget i sig selv afsluttet. Det er ikke en sejr, som er vundet, men en kamp, som stadig går på. Det er ikke et en gang opnået resultat, men en opgave, som stadig skal løses på ny.
    Det er en tankegang, en livsform, som man først tilegner sig derved, at man lever den igennem i det allersnævreste private liv, i forhold til familie og naboer, derefter i forholdet udadtil i større kredse, i forholdet til landsmænd, og endelig i forholdet til andre nationer.
    Når to, tre eller flere - muligvis et helt folk - skal træffe en afgørelse om fremtiden, eller fastlægge love for deres indbyrdes samkvem, kan man være nogenlunde sikker på, at der vil opstå uenighed. Mennesker er forskellige, lever under forskellige kår, har forskellige interesser; derfor vil de også dømme forskelligt og have forskellige ønsker. Der opstår således konflikter, små og store mellem hinanden. Afgørelsen skal imidlertid træffes, og loven skal fastlægges; derfor må man finde en løsning på konflikten. I det store og hele findes der kun to veje til at finde denne løsning: 1) man kan slås sig til rette, hviket vil sige, at det bliver den stærkeres vilje som råder; således går det til i junglen; ofte er det imidlertid vanskeligt at se nogen væsentlig forskel på menneskers og jungledyrs optræden, 2) man kan tale sig til rette, hvilket vil sige, at man gennem en samtale mellem de stridende parter søger at få sagen alsidigt belyst, og at de samtalende parter virkelig bestræber sig for - det må ikke glemmes - demokrati. Det er samtalen (dialogen) og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen.
    Demokratiets væsen er således ikke afstemningen, men samtalen, forhandlingen, den gensidige repekt og forståelse og den heraf fremvoksende sans for helhedens interesse.

    SvarSlet
  22. Hej Ulla , det er miq igen . Det er mig som stillede det der spørgsmål om hvad Hal Koch's demokrati opfattelse var, udfra det lille uddrag jeg havde, og jeg kan ikke se mit indlæg eller se dit svar . så her er min mail:
    Ayaan_cabdi17@hotmail.com

    SvarSlet
  23. Kære Ayaan
    Dit tekstuddrag er fra den bog af Hal Koch, som jeg gennemgår her, nemlig "Hvad er demokrati?". Derfor skulle du gerne finde svar på dine spørgsmål i mit indlæg. Først og fremmest mener han, at magt ikke er det samme som ret. Man har ikke ret, fordi man er stærkest, eller fordi man er flest. Hal Kochs demokrati er et samtale-demokrati, dvs. det er vigtigt, at alle synspunkter bliver hørt og at beslutningerne tages på basis af en åben og rationel diskussion. Demokrati er en aldrig afsluttet proces, hvor ingen har patent på sandheden, men hvor alt omhyggeligt skal afvejes og justeres efterhånden. Tvivlen og det søgende element er det vigtigste i hans demokratiteori, mener jeg. Se også de tre "grundlove", jeg gennemgår.

    Kommentarerne her nedenfor er for viderekomne - mine er i hvert fald. Her sætter jeg tingene mere på spidsen, så hvis du er nybegynder, skal du koncentrere dig om selve indlægget.

    SvarSlet
  24. Jeg tror nok også det er derfor, at hvis jeg skulle finde en begrundelse for at kalde Krarup for ikke-demokrat(ikke jeg absolout skal det, men jeg vil gerne være med i øvelsen), så er han i hvert fald ikke en kochs-demokrat, da Krarup nok mener at de få må indrette sig efter flertallet, når nu de er flest og de var har først.

    Den indstilling kan man ikke gå til en Koch-baseret demokratisk debat med.

    At Krarup så har nogle stærke indsigter i det danske system, nikker jeg til.

    ...TR

    SvarSlet
  25. Jeg har lige læst Hal Koch's demokrati og har lavet en lille opgave omkring den, men derudover syntes jeg jeg har problemer, og ville spørge jer kloge mennesker dette: Hvis man skulle stille et "ÆGTE" spørgsmål til bogen, hvad skulle det så være.

    med ÆGTE, menes der hvis et spørgsmål er ægte, er det tydeligt, hvad det går ud på. Det er relevant for det udsagn der spørges til. Det tager udgangspunkt i det udsagn, der spørges til og kan derfor uddybe det. Udsagnet er i vores tilfælde Hal Kochs bog.
    Et ægte spørgsmål indeholder ikke personlige meninger eller påstande - hverken mere eller mindre skjult.

    Håber folk kan hjælpe én ?

    mvh.

    SvarSlet