tirsdag, november 14, 2006

Mere historie for (og af) historieløse

Man hører ofte, at dansk nationalitet som "fænomen" kun er godt og vel 200 år gammel. Der er ingen substantiel, historisk funderet danskhed, lyder det. Der har intet "dansk" været at samles om, der har intet fællesskab eller slægtskab været, før man "opfandt" det, fordi man skulle bruge de nationale følelser til at manipulere folk med. Danskheden er en illusion.

Det er simpelthen ikke rigtigt. Dengang der fandtes historisk børnelærdom, da var det børnelærdom:

Dannevirke var et fæstningsanlæg, som dannerne udfærdigede som værn mod angreb fra syd. Kulstofmetoden har vist, at de første dele af volden er påbegyndt så tidligt som 650. Den nøjagtige placering må formodes at være valgt, fordi her er Jyllands smalleste sted. Men allerede på dette tidspunkt afgrænsede volden dansk og tysk som to sprogområder. Dannerne levede spredt, nogle i Skåne, nogle i Jylland og på øerne. Der var småkonger rundt omkring, og de orienterede sig unægtelig noget anderledes end vi gør nu, men de var dannere.

Adskillige danske konger udbyggede, vedligeholdt og forsvarede Dannevirke fra 650 og helt frem til 1864. Sigtet var fra først til sidst at holde de stadig mere magtfulde tyskere og frankere ude af Danmark. Dannevirke blev ihærdigt forsvaret gennem 1200 år, og det lykkedes i en grad, så mange danskere
efter sigende var forvissede om, at Dannevirke var uindtageligt, også i 1864. Dannevirke kan ses endnu, hvis du er skeptisk.

Så er der
Jellingestenen. Den findes også. Det første skriftlige bevis for danskhed. I 900-tallet huggede Harald Blåtand bogstavelig talt i granit, at her, I Danmark, levede et dansk folk, dannerne, som han samlede med nordmændene og kristnede. Ligesom man ikke kan benægte Dannevirkes eksistens, kan man ikke benægte, at Jellingestenen er en realitet. Fanden til begrebsgymnastik, at den danske identitet kun skulle gå få hundrede år tilbage og være en ren konstruktion.

24 kommentarer:

  1. Hej Ulla,

    Kan du give nogen navne på de, der lyver om danskhedens historie? Er det forskere eller folk på nettet?

    M.v.h.

    Lena

    SvarSlet
  2. Folk på Nettet?
    Er der, et bestemt Folk, der?
    Som ikke, tæller med, som Folk?
    Hvornår, er, "nogen" et Folk?
    Det er de Folk,
    der ikke er et Folk,
    i Folks øjne.
    Et uønsket Folk.
    Folk udefra og indefra.
    Folket, som bedømmes af, Folket.
    Folkedrab,
    er det,
    at fordømme et Folk.

    SvarSlet
  3. Lena: Nej, jeg havde nu ikke ment det på den måde, at forskere decideret lyver. Jeg mente egentlig bare, at vi i al almindelighed lyver for os selv for tiden. Det er simpelthen blevet tabu at tænke national identiet som kulturel, sproglig og endda "slægtsmæssig" identitet (ethnos). Tendensen er helt klart, at man vil sænke overlæggeren ned til kun at tale om demokratisk, statsborgerlig identitet (demos).

    Påstanden er, at demokratiet sagtens kan fungere, selvom folkets vilje stritter i alle retninger og folkets kulturer er i strid opposition til hinanden. Det er lige meget siger man. Vi er ikke fælles om at være fælles om noget. Nationale fællesskaber er illusioner, det er konstruktioner. Vi deler bare stemmeurner. Man vil så gerne have, at det kan gå.

    Jeg har lige prøvet at lave en googlesøgning på "national identitet" og fandt på den allerførste side links til følgende:

    "National identitet er langt hen ad vejen et produkt af patriotisk historieskrivning".
    http://www.leksikon.org/art.php?n=1817

    "Det er således i høj grad positive eller negative erfaringer med historien, især udlægning af bestemte historiske hændelser, nationale symboler, sprog, geografi og relationer til andre stater, der cementerer den kollektive identitet og det kollektive ”selv” og derigennem etablerer de ”vi” versus ”Dem” forestillinger".
    http://www.sam.sdu.dk/~sr/euro.pdf

    "Kongehuset giver danskerne en følelse af national identitet.
    Danskernes behov for national identitetsfølelse bliver større og større, og mediernes fokusering på det royale bryllup er enorm".
    http://www.timecodes.dk/programmer/bryllup_nationalfoelse.htm

    "’Danskhed’ begyndte at blive brugt omkring det tidspunkt, hvor J. G. Herder introducerede tankerne om det nationale som en enhed af folk, sprog og kultur, nemlig i slutningen af det 18. århundrede". http://www.kommunikationsforum.dk/file.asp?id=1265

    "Der er en del der beskæftiger sig med national identitet og nationer. Nogle af `klassikerne` er Benedict Anderson, Anthony D. Smith, Ernest Gellner, Eric Hobsbawn, men disse beskæftiger sig primært med dannelsen af nationalstaten og den begyndende nationale identitet tilbage i 1800-tallet".
    http://sociologiskforum.dk/forum.vis.asp?id=174&svar=3

    Kan du se tendensen til at viske substansen i nationaliteten ud? Det er i mine øjne en stor, stor brøler. Nationer er vigtige. Demokratier er kun velfungerende i velfungerende nationer, hvor folk føler et solidt fællesskab.

    For det er jo den anden side af mønten: når tænkere skal forklare, hvorfor demokrati er legitimt, så er det altid med udgangspunkt i folkets vilje, folkets enhed (en eller anden form for enhed, stor eller lille). Det er som om man ikke kan lide at sætte nationalitetsdiskussionen sammen med diskussionen om demokratiets legetimitet. Det kan jeg godt forstå, for det afslører de blinde vinkler.

    Den etniske identitet ér overordentlig vigtig, den er ikke nagelfast, men den er en ganske stabil størrelse, som man ikke sådan lige de-konstruerer og re-konstruerer.

    Der er i øvrigt også et frygteligt hykleri i, at de multikulturalister, der har allermest travlt med at dekonstruere den nationale identitet, samtidig har så frygtelig travlt med at cementere gruppeidentiteternes urokkelighed. Det er en slem selvmodsigelse.

    Alt i alt et område, hvor der hykles og ønsketænkes en del.

    SvarSlet
  4. PS: et par ord om en finte, som jeg synes, man laver om dansk nationalitet.

    Indtil år 1000 erkender man måske, at der findes et dansk ethnos i danmark. Det tvinges man ligesom til. Men eftersom der ikke er en tilsvarende solid, national statsdannelse, diskvalificerer man denne tidlige nationalitetsform.

    Efter år 1000 erkender man, at riget er samlet, men ak, nu er riget for stort, helstaten diskvalificeres som national ramme, fordi den rummer ikke-danske områder. Så heller ikke på dette tidspunkt vil man høre tale om, at der findes danskhed.

    Man lander på, at vores gamle nation først blev til i 1800-tallet, for nu har vi staten, vi mister Norge og de tyske områder og får dermed efterhånden størrelsen. Endelig delagtiggøres folket så småt i det nationale demokrati - det læser man på den måde, at NU konstrueres det nationale for alvor. Som en erstatning for alt det, vi tabte, og som en illusion om en enhed, der aldrig har eksisteret.

    Og i alle årene gik folket alligevel rundt og var dannere af sprog, af slægt, af kultur, af religion. Hvorfor ikke anerkende det?

    SvarSlet
  5. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  6. Jeg tror godt, du ved, at det er lidt mere indviklet end som så. Konstruktioner er ikke alene virkelige, der er også kamp om dem. Den kamp udkæmpes ikke kun defensivt af folk, der vil gøre kultur til natur. Nej, kampen står mellem konstruktioner. Mellem folk, der gerne vil kæmpe for deres eget 1. ordens perspektiv og andre, som bruger konstruktivismens 2. ordensoptik til at rokke, vippe og drille de andre med - og i øvrigt ikke selv kunne drømme om at se relativt på deres eget fundament.

    Selv - jeg vil faktisk sige især - bastant fundamentalistiske mennesker elsker at dekonstruere resten af verden for at rokke det hele løs, så alt er lige-gyldigt og deres egen urokkelige al-vidende perspektiv er det eneste, der kan løfte sig op over al den timelige forvirring af overbevisninger.

    Fundiislam har glat væk taget dekonstruktionen som politisk redskab til sig. Folk, der ikke har elasticitet i deres hjerne til at give andre mennesker hånd eller lette på tørklædet, er meget dygtige til at tale om DF´s retorik, nationalismen som konstruktion og den danske identitet som et latterligt påhit, som kun fastholdes af folk, fordi de ikke ved bedre.

    Kierkegaard gør det samme. Kingo. Platon. Marx i øvrigt også. Det er et rigtigt lurvet trick, og man fortjener at komme over knæet og få en røvfuld for det.

    Det er som at gange med nul. Det giver et misvisende resultat. Man ganger kun det med nul som man har lyst til at gange med nul. Resultatet er nul. Hvad havde man forventet? OK, så er den slags ideer konstruktioner, men det er det hele jo. Hvad mener man at bevise ved at sige, at noget er en konstruktion? At tanker og ideer er konstruktioner betyder ikke, at de er mere tilfældige eller foranderlige eller unaturlige end ting. Fx en sten. Den kan man smadre, så er den dekonstrueret. Man kan også lade være.

    Det skal slet ikke forstås sådan, at jeg har noget imod konstruktivismen som sådan. Det ville være som at have noget imod tyngdekraften. Hvis jeg skulle pege på én tænker, der simpelthen har RET, så ville jeg pege på Luhmann. Han har en distanceret måde at beskrive alle disse funktioner på. Næste skridt er så at forstå, at man selv er en del af maskineriet og at man må ind i gamet og kæmpe for sit perspektiv. Også selvom det er lettere at bevare en ironisk og relativistisk distance.

    Man kan fx starte med at dekonstrukere dekonstruktionerne, få skovlen under skovlen. Når man så bliver træt af den leg, fordi den efterhånden ophæver sig selv, så kastes man tilbage på empirien og den nøgterne sammenligning af den ene ides fortrin frem for den andens.

    SvarSlet
  7. Er pointen i påstanden om at danskheden fødes omkring år 1800 ikke at ca. før ophævelsen af stavnsbåndet identificerede almindelige folk sig ikke med nogen nation, men blot med deres egn og herremand - at det var forbeholdt adelen at tænke nationen som en enhed?

    SvarSlet
  8. Bielefeld skrev:
    "det er gradvist ved at ske med den yndige nation"


    Rummer universet lyseblå elefanter? Udgør muslimerne en reel trussel? Var den kopernikanske astronomi med solen som centrum bedre end den ptolemæiske med jorden som centrum til at forudsige observationer?
    At kende betydningen af ordet "flad" forhindrede ikke folk i at tro, at jorden var flad. Således kan folk udmærket mene at de forstår et udsagn uden at kunne angive kriterier til at afgøre dets sandhed. Ligeledes er en fordom ikke en kendsgerning, men noget man tror, ud fra devisen at hvis en overbevisning er stærk, så må den nok være sand, - men det holder jo ikke.

    Den sørgelige kendsgerning er, at ikke nok med at ideen om nationen har tjent til at holde alt fremmed ude, ved at glorificere hvert menneskes nødvendige tilhørsforhold til sin hjemstavn og gjort dette til en skæbne man skal være åhh så stolt af - nationen har ydermere tjent til at begejstre folkemasserne til at gå i aktion for mål, som de intet krav havde på.
    Efter min mening er den nationale og kulturelle identitet dybest set et uretfærdigt anslag mod det, jeg i egentlig forstand opfatter som menneskelig værdighed. For er vi mennesker blevet født med det formål at danne uniformerede bataljoner med hver sit flag i front? Nej, vi er blevet født for at blande os med hinanden, for at anerkende hinandens væsentlige ligheder trods kulturelle forskelle, og for på basis af dette at opfinde os selv igen og igen. Vi er blevet født til at være frie. Og hvem er så fjenden? Det er de fællesskabsorienterede socialister, som ønsker et klæbrigt nationalt fællesskab. De som mener, at vi intet selvstændigt samfund har uden en national selvstændig kultur. En nationalisme, der intet har til overs for individet og mener, at den kollektive identitet er alt, bør betragtes med knusende foragt for ikke blot at være frihedsindskrænkende, men faktisk protektionistisk og socialistisk.

    /e

    SvarSlet
  9. Danmark er Fladt?
    Jorden er Rund?
    Den tanke,
    tror jeg ikke,
    er særlig sund.
    Eller, er, den?
    I Virkelighedens Verden.
    Er Danmark Fladt.
    Dog, vil mange gerne, gå Jorden rundt.
    For, at nå, til det Flade Land.
    Et Eventyrligt Land.
    Der Flyder, med Mælk, og Honning.
    De, der kommer til Landet her,
    vil gerne gøre det Rundt.
    Det, tror jeg ikke, er Sundt.
    Måske, skal et Land, være Fladt?
    Men ikke Fladtrådt.
    Af Fladtrådte sko,
    der ikke, har Rist eller Ro.
    Der ikke kan se, Røven for bare Skosåler,
    for at nå til det ”Flade” Danske Land.
    For at gøre Rundt,
    fordi Fladt er Landet,
    Misundt.

    SvarSlet
  10. @Bielefeld

    Så er neo imperialisten på krigsstien igen. Jeg er enig i din kritik af nationalismen, men jeg undrer mig over, hvorfor du aldrig fortæller, hvad dit eget projekt går ud på? Man går jo og bliver helt nervøs :)

    Kan den kristne jøde sige noget om det?

    Du må godt skrive en mail til mig
    esharansky@hotmail.com

    SvarSlet
  11. Torben: Jo, lige præcis. Men prøv at se det for dig. Skal man virkelig forestille sig, at jævne folks reaktion på rygter om, at der er saksere eller frankere på vej er noget i retning af: "Det er ikke mit problem. Saksere, dannere, frankere, jeg er ligeglad, jeg er malkepige". Det tror jeg ikke, man skal regne med var reaktionsmønstret. Selvfølgelig har man udmærket vidst, hvem man var. Selvfølgelig har man skelnet mellem dem og os, i særdeleshed under sammenstød. Problemet er, at det var før bogtrykkerkunsten. Der er ingen skriftlige kilder, der vidner om folks identitetsfølelser. Jo, der kom jo en Jellingesten.. Men det var en mundtlig kultur. Og mundtlige kulturer kan jo godt producere og reproducere identitet og kultur. Man kan mene, at det jævne folks horisont ikke var så stor. Men jeg kan ikke se den principielle forskel mellem at idenfiticere sig med en husherre - som en del af hans folk - og at betragte kernefamilien som den basale sociale enhed, som vi gør i dag. Ingen af delene udelukker en følelse af dansk identitet. Tilsvarende kan jeg heller ikke se den principielle forskel mellem at identificere sig med sin stand - og at identificere sig med sit job, sit projekt, sit firma, sit fag osv., som man gør i dag. Der har vel altid været flere lag af identifikationer. Jeg vil godt æde min gamle hat på, at man allerede for 1500 år siden fra top til bund i samfundet har været helt på det rene med, at man var danner. Men man har selvfølgelig ikke følt samme ejerskab i forhold til sin nation som vi i dag gør i forhold til det nationale demokrati.

    Jeg kunne snarere forestille mig, at forskellen mellem dengang og i dag er, at verden var mindre. Det var ikke så ofte, man stødte på grænsen mellem sin egen verden og andres. Men der var dog cirkulation, handel og jævnlige sammenstød, så helt kan de ikke have glemt, i hvert fald ikke i mange generationer i træk, at der var en verden udenfor deres egen. Og at de dermed var dem selv.

    SvarSlet
  12. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  13. Det er et rigtig godt indlæg, Bielefeld. Jeg vil læse det igen, og så vil jeg læse det én gang til.

    Men jeg tror ikke, at jeg tænker essentialistisk om nationaliteten. Det er værre endnu. Jeg tænker, at den nationale identitet har samme forhold til nationalstaten som kærlighed har til ægteskabet. Den behøver ikke være der, man behøver ikke tro på den, man kan sagtens gå og hade hinanden i et ægteskab, og man kan ironisere over de lykkelige fjolsers ægteskaber, stakkels kærlighedsessentialister, der konstruerer deres indbyrdes kærlighed som om den var deres skæbne og aldrig kunne dø ud. Det kan den. De kan hver især finde sig en ny og kontingensen kan således æde deres essentialistiske selvforståelse op. Som ethvert ægteskab kan ende i Strindbergske tilstande, kan enhver national identitet ende i irakiske.

    ((Anti-naitonalister minder mig om noget ,Andre Gide skrev, hvordan var det... noget med "Lykkelige familier, lukkede døre... Familier, jeg hader jer"!))

    Kunne man ikke flytte fokus fra essentialisme contra konstruktivisme - og i stedet tale om funktioner og relationer. For såvel kærlighed som national identitet har funktioner. Uden kærlighed er der ikke noget godt ægteskab. Uden national identitet er der ikke nogen god nationalstat. Den slags mærkværdig, uformelig kit spiller en rolle. Begrundelsen for at give såvel kærligheden som nationale identitetsfølelser gode betingelser er ikke, at de er urokkelige og essentielle. Begrundelsen er, at alle disse konstruktioner i virkeligheden er det eneste, vi har og at de er afgørende for, at alting fungerer. Men det betyder selvfølgelig ikke, at tingene står stille og at alle døre udadtil er lukket i. Man må bare forstå, at den slags systemers fornemmeste opgave er at opretholde sig selv. De skal holde balancen, også hvis de får et stød udefra. Så flytter man vægten lidt og kompenserer. og det er i bund og grund en god ting.

    Det skal nok gå altsammen.

    SvarSlet
  14. Og så skal jeg lige anbefale denne bog, som er utrolig velskrevet og fornøjelig at læse - og selvfølgelig meget central for hele denne diskussion (her man man læse alt om hvilke accenter, der har været på dansk identitet gennem historien):

    Ove Korsgaard: Kampen om folket, Gyldendal 2004

    SvarSlet
  15. Det er en virkelig interessant diskussion der udspiller sig her. Jeg mener grundlæggende at selvfølgelig er der tale om en konstrueret virkelighed, jeg mener også at ægteskabs-metaforen til at beskrive det nationale tilhørsforhold er holdbar. Det skyldes at alle mennesker lever i ensomhed. Der findes 2 slags ensomhed. den ensomhed man kan rammes af når man føler sig forladt af de mennesker man holder af og så findes der den ensomhed vi alle sammen deler. Vi lever alle isoleret på små bevidstheds-øer, uden virkelig kontakt med andre mennesker. Vi ved instinktivt at alt hvad vi oplever i verden oplever vi kun på den mentale inderside af bevidstheden, den intimitet kan ingen andre væsener få samme del i. Hver især kan vi heller ikke få del i de andres intime oplevelser som de udspiller i deres helt personlige oplevelsesfære. Det er jo den ensomhed som få os til at søge andre mennesker i kærligheden. vi kender det fra parforholdet Vi prøver at afkode og forstå hinandens kropssprog, mimik, gestus, det usagte i det sagte. smilehullet, de små krusninger i overfladen. Vi prøver også at delagtiggøre hinanden gennem sproget i vores mest personlige og intime følelser. vi sætter ord på det usigelige, vi udvikler et fælles sprog, en fælles historie. altsammen fordi vi gerne vil leve sammen med den vi elsker. selvfølgelig er den Anden et fænomen som vi ustandselig må række ud efter, forsøge at forstå ved at bygge bro til fænomenet gennem vaner, sprog, historier, oplevede situationer. kort sagt; det levede liv. Alt dette fordi vi aldrig rigtig vil forstå fænomenet den Anden fuldt ud.men vi prøver.

    Denne fælles forståelses-horisont breder viogså ud på andre mennesker, Det har vi gjort i rigtig mange år i Danmark, dette har skabt en særlig tætforankret følelse af samhørighed.national identitet kalder vi det. Er det bare en konstruktion? det kan da godt være at den egentlige udformning er en konstruktion, en poetisk omskriving af et interessefælleskab. Men bag poesien er der jo netop interessen, vi har søgt hinanden og gør det stadig. Denne interesse er vel ikke konstrueret. Ligger det ikke helt instinktivt i mennesket at søge den anden? Helvede er ikke de andre som Sarte sagde. hvis vi kan fastslå at det er en kendsgerning at vi er et socialt dyr, så kan vi diskutere indholdet af poesien; den nationale fortælling. Der synesjeg, at vi kan prise os lykkelige for at den er mere end en salmling folkoristiske indslag hvad angår mad og drikke og dans og musik. Den danske poesi rummer efter min mening nogle borgerdyder, såsom demokratisk dannelse, medborgerskab, retfærdighed, pligt over for fællesskabet, oplysning, kritisk stillingtagen, social indlevelse. Det er en en poesi der efter min mening rummer det skønne og det gode. Der er tale om poetisk retfærdighed. Hvad er så det uskønne og onde? det er ganske simpelt det som ikke vil det demokratiske ideal som en fundamental personlig dannelse. Hvis man blot ser demokrati som valgprocedurer og juristeri er man fattig. Hvis man ser demokrati som en åbning for at indføre det modsatte af demokratisk dannelse er man ond og uskøn

    SvarSlet
  16. Undskyld til Bielefeld for min bemærkning. Jeg kender ikke til hans religiøse baggrund og indrømmer, at sætningen var malplaceret. Glad igen?

    SvarSlet
  17. Hvorfor tales der hele tiden om at danskheden er konstrueret? Det bliver det danske ikke mindre virkeligt af. Et hus er også konstrueret, det bliver det heller ikke mindre virkeligt af. Det er en pseudodiskussion, så længe ingen hævder Danmark er noget naturgivent og ukrænkeligt, som har eksisteret siden jordens skabelse og det hævder mig bekendt ingen i debatten.

    I øvrigt så er det jo heller ikke nutidens danskere som har konstrueret Danmark, ligesom mange mennesker ikke selv har konstrueret Det hus de bor i. Som barn af danske forældre er man født ind i Danmark med alt hvad det indebærer. Man kan så vælge at gøre op med det danske, men så længe mange nok har en kærlighed til det danske fælleskab, så vil Danmark bestå.

    Det fortaber sig vist i historiens tåge hvordan den danske stamme blev konstrueret. For at konstruere noget(et hus kræver en arkitekt) kræver det som regel en idemæssig bagmand, men kan den danske stamme ikke oprindeligt være blevet til ved forskellige tilfældigheder(en stamme truer en gruppe mennesker, som bliver nødt til at gå sammen for at forsvare sig) og ikke ved hjælp af nogen storstilet plan.?

    Danmark er selvfølgelig ikke noget naturgivent, men et kærlighedsforhold og kærlighed kan jo ophøre.

    Dekonstruktivisterne skylder at fortælle hvorfor de vil dekonstruere det danske, især da et folkeligt kulturbaseret fælleskab både fremmer den almene kommunikation blandt en større gruppe mennesker og ansvarsfølelsen overfor mennesker udover ens egen lille familie. Dekonstruktivisters plan om at konstruere et verdensfælleskab bygget på menneskerettighedserklæringer, EU-traktater og lignende er om noget sjovt nok konstrueret så det batter og tillader ikke de små tilfældigheder og besynderligheder som har skabt utallige folkeslag. Nej, her skal alt være kontrolleret ned til mindste detalje af den store arkitekt. Det lyder i mine ører ikke særligt betryggende. Nogle dekonstruktivister mener nationer skal nedbrydes, men ikke for at skabe et verdensfælleskab. Nej, her skal individet i centrum for fulde gardiner. Man vil selv vælge sine små fælleskaber, det være sig arbejdsfælleskaber, holdningsfælleskab og deslige. Hvor meget vi end gør for at vi kan vælge frit, så kommer vi ikke udenom at valg også skaber utryghed og at noget står fast(fædrelandet) og giver en mening med tilværelsen faktisk skaber en tryghed, for ikke at tale om udstrækker ens ansvarsfølelse til andet end ens egen familie og ens egen lille selvvalgte gruppe.

    At danskerne først skulle have forstået sig som danskere for cirka 200 år siden, er efter min mening vrøvl. Det er som om at fordi man med romantikken for cirka 200 år siden for alvor begyndte at dyrke det nationale, nogle gange udi det kvalme, så opstod ideen om et dansk folk først i hovedet på folk der. Men, nu siger ingen jo at fordi man ikke går og reflekterer i stor stil over hvad pokker man er for en, at så er man ikke noget.
    Eller sagt på en anden måde; Da Newton ved hjælp af et æble i sin tid fandt ud af tyngdekraftens love, betød det jo ikke at tyngdekraften ikke fandtes før den tid.

    SvarSlet
  18. Jeg vil lige fremhæve noget Bielefeld sagde, for jeg synes det beskriver den kamp mange fra den nationale højrefløj kæmper utrolig godt.

    "Deres projekt er anti-politisk, fordi den fortid, der er ved at forsvinde og som skal genskabes, påstås at være uden for det politiske. Den danske fortid opfattes som intet mindre end naturtilstanden, der er opbevaret et sted i fortiden som var den et skjult masseødelæggelsesvåben i den irakiske ørken. Det forhindrer en konstruktiv diskussion."

    Vi har en tendens til at lægge vores ideosynkrasier og vores holdninger ind i lige netop vores definition af det fællesskab vi tilhører. Vi definerer vel i høj grad fællesskabet udfra os selv. En radikal er ikke mindre dansk end en folkepartist, men deres opfattelse af det danske er vidt forskellig.
    Derfor kan danskhed vel aldrig defineres kun objektivt, men er ofte mest en subjektiv fornemmelse.
    Man kan heller ikke forestillie sig danskhed som et afpolitiseret begreb, når man som DF selv har bragt danskhed ind i den offentlige debat.
    Når Søren Krarup bruger noget så udefinerbart som "folkeånden" i sine politiske argumenter, så gør han sig skyldig i lige netop politiseringen af det nationale.

    Jeg synes det ville være en befrielse for samfundsdebatten, hvis danskere holdt op med at kalde andre danskere for udanske, blot fordi de i virkeligheden er uenige politisk.

    "Dekonstruktivisterne skylder at fortælle hvorfor de vil dekonstruere det danske".
    Jeg vil ikke regnes til en flok der vil "dekonstruere" det danske, men jeg tror nu heller ikke det er det dekonstruktivister vil. Jeg tror blot de vil minde os om, at danskhed ikke er et fast begreb, men et flydende, og at man ikke bare kan tage sin definition af det danske og banke det i hovedet på en anden.

    Jeg tror godt man kan være både kritisk over for danskhed-begrebet, men samtidig forstå, at nationalstaten med en kulturelt homogen befolkning er en god forudsætning for ikke bare stabilitet, men også for frihed, lighed og demokrati.

    SvarSlet
  19. Jeg er helt enig i især det sidste, RasmusE. Det handler slet ikke om danskhed for mig. Jeg ville have det utroligt dårligt i et selskab, der forherligede danskhed. Jeg ville såmænd have det dårligt i et hvilket som helst selskab, der forherligede noget som helst. Dekonstruktion er der heller ikke noget i vejen med, det skal bare gøres ordentligt, altså med indsigt i, at konstruktioner er meget, meget større end de fleste dekonstruktivister :-) Der er masser af substans i konstruktioner, de har dybe, dybe rødder og de er meget stærke. Det er ikke lego-klodser, vi snakker om.

    Jeg forstår ikke, hvorfor den helt oplagte analytiske 3. position mellem essensialisme og alting flyder ikke bruges noget mere: Aristoteles. Hegel. MacIntyre. Luhmann. Folk, der forstår, at mennesker er samfundsvæsner, at de bygger sig en sædelighed (en konstruktion, som ikke er funderet i noget, men som er der alligevel). Folks moral er baseret herpå, den er en del heraf. Deres dyder og laster. Deres forestillinger om, hvad der er en god og en ond fremtid. Herpå bygger loven, og der skal være overensstemmelse mellem lov og sædelighed. Lidt. Nogenlunde. Ellers går det ikke.

    Hvordan skulle en nation kunne give sig selv en god lov, hvis dens vilje stritter i alle retninger? Gennem frihed? Man kan ikke både give frihed til at omskære lystigt og til at blive fri for omskæring. Lov er så substantielt. Jeg tror ikke, at man kan have en universel lov, hvor one size fits all, og så slut. Vi var jo lige enige om, at lov var en konstruktion, altså en partikulær og lokal ting. Also. Jeg har intet mod konstruktivisme, jeg er uden tvivl selv en kynisk konstruktivist, men det er så vigtigt at holde ordentlig fast i dens indsigter. Vi kan ikke bare svinge fra erkendelsen af partikulære monokulturer og op til en universel lov, der forener dem på et højere plan, for der fandtes jo ikke den slags universelle højere planer ifølge vores teori, konstruktivismen.

    Der findes ingen universel lov, der passer til alle folkeslag i verden. Folk skriver sig ind i hver deres konstruktion, under hver deres lov. Lykken er, når gruppen svarer til den lovgivende enhed. Altså nation = stat. Ulykken er borgerkrig, hvor tre forskellige grupper kæmper indædt for at blive fri for hinandens indflydelse. Altså Irak.

    Vi fik ikke demokrati i Irak. Det er ikke nogens skyld, det er bare fordi de desværre hader hinanden. Det er helt og holdent deres egen skyld. Irakerne har vist sig at være ondere og dummere end nogen kunne have forudset. Men måske er der alligevel logik i det. Hvad nu, hvis uhomogene befolkninger kun kan leve under aristokrati (som vi delvis gør under venstreorienterede uddannelsesinstitutioner og "nyheds-"kilder). Eller under en monark/tyran, en enevældig hersker. Så er der ro. Fordi folk ikke bliver spurgt.

    Hvad nu, hvis demokrati forudsætter, at befolkningen er en lille smule homogen? Hvad nu, hvis det er meget normalt og almindeligt og forventeligt, folk ikke vil leve under fremmed lov?
    Hverken som minoritet (der derfor skriger på kulturelle grupperettigheder, som ikke er andet end så stor autonomi som overhovedet muligt). Eller som majoritet (som ikke vil have, at minoriteter skal bestemme, hvad de må skrive i aviserne).

    Vi har den orden, vi har, den har intet fundament, og den når ikke op i himlen, men den virker. Den virker også, når den ikke virker, den virker især her, for så står den på ghettodannelse og hatecrime. Som Bielefeld og jeg også kan blive helt enige om: multikulturalisme er intet andet end mangesidet monokulturalisme. Så problemet er ikke dekonstuktion. Problemet er, at man dernæst skal se på konstruktionerne i den funktion, de så har. Det er nemlig ikke helt flydende betegnere, vi har med at gøre. Der er masser af redundans i systemkonstruktioner, ellers gik det ikke.

    SvarSlet
  20. Konstruktioner skal med andre ord bedømmes på deres funktion tjener konstruktionen et højere formål og virker det?

    SvarSlet
  21. Jeg er enig, også i din vurdering af Irak.

    Dog synes jeg ikke helt man kan fratages for skyld/ansvar, når man mod bedrevidende troede man kunne trylle liberalt demokrati ud af Irak uden problemer, og det indrømmer du jo også selv når du siger "Men måske er der alligevel logik i det".
    Ja, vi var mange der regnede med et ragnarok af interne etniske stridigheder hvis man gik ind i Irak, for det er historisk set sket hver eneste gang en diktator/et autoritært styre er faldet bort og afløst af demokrati. Låget på tryk-kedelen fjernes ganske enkelt.

    Men Bush og hans neo-cons var klogere.

    Med venlig hilsen

    SvarSlet
  22. Hej alle,

    Jeg synes det er en rigtig spændende diskussion, du har startet. Jeg har kun et spørgsmål til blogejeren:

    Er USA et homogent samfund?

    /BC

    SvarSlet
  23. USA er et glimrende homogeniseret samfund, dvs. at man i bund og grund individualiserer forskellene. Som med mælk, man findeler fedtet og fordeler det i mælken, så man ikke får fede lag af særinteresser og grupperettigheder, men en tynd, dejlig mælk med lige tilpas af det hele, dvs. en pluralistisk og god mælk, der kun virker ensartet, fordi forskellene er blandet så godt. Det er en af Rousseaus pointer: vær individer, glem gruppeinteresser, fordel trykket, så en masse små enheder yder en masse små tryk på hinanden, frem for at store grupperinger vokser sig op til store fjendskaber (Kan du se, Bielefeld, du elsker Rousseau :-).

    Men det er et godt spørgsmål.

    Egentlig tror jeg slet ikke, at ordene homogen og heterogen belyser de mekanismer, vi har brug for at belyse. Homogen betyder, at en enhed består af samme slags. Heterogen betyder, at en enhed består af forskellige slags. Så er enhver familie heterogen. Individer er heterogene, medmindre de er meget kedelige. To kamphunde er homogene, men de slår hinanden ihjel alligevel. Både Aristoteles og Durkheim peger da også netop på forskellene som noget af det, der holder samfund sammen.

    Det, det er vigtigt, er snarere det enhedsskabende princip bag konkrete forskelligheder og ensartetheder. Som Kant skriver, hvis vi nu springer detaljerne over: vores overblik over os selv og over tid og rum er afhængig af en bestandig løbende bevidsthed om, at jeg er den samme som i går. Mine tanker er mine. Jeg er mig selv. Jeg kommer ikke tilbage til i går, fordi jeg tænker på i går, dvs. jeg relaterer div. hændelser til en mere basal enhed. Så vidt jeg husker, kaldte han denne enhedbevidsthed for det apperceptive eller transcendentale jeg i modsætning til det empiriske jeg, som så kan forandre sig fra øjeblik til øjeblik (være heterogen) eller være den samme, samme altid (være homogen), selvom det lyder uhyggeligt.

    Problemet er ikke, om befolkningen er homogen eller heterogen, problemet er, om den opfatter sig som en del af den samme enhed. Når folk ser sig selv som en del af samme enhed, så er alle forskellene uproblematiske. Jo mere man integreres eller socialiseres, jo mere individualiserer man sig jo også. Jo tættere bånd, jo mere individ. Jo mere enhed, jo flere forskelle træder frem. To elskende vil vide alt om hinanden, de er ikke bare forskellige i hinandens øjne, de er så fulde af forskelle, at de er unikke. Men det er der ingen ben i.

    Simmel gentager Kants individ-trick i forhold til samfundet. Han spørger: Hvordan er samfundet muligt? Hvilke betingelser skal være opfyldt for at det kan hænge sammen som en enhed?

    Noget af svaret er, at samfund hverken defineres ud fra kulturer eller ideer eller værdier. Samfundet er, at der vekselvirkes. Det bliver til igennem vekselvirkninger. Kommunikation hos Luhmann. Der opstår små afhængigheder, der er med til at regulere adfærden og orientere den mod andre mennesker.

    Men ak, indvandrere i Danmark møder ikke virkelige mennesker og virkelige jobs, de møder kun socialrådgivere og konsulenter, der regulerer adfærden i retning af taber- og offerstrategier og finder på offentlige hokuspokusjobs, der viser indvandreren tilbage i sin egen gruppe, fx som en eller anden variant af indvandrerkonsulent (etnisk politibetjent, etnisk socialrådgiver, etnisk pædagog, etnisk integrationskonsulent, etnisk integrationsrådsmedlem, etnisk mentor osv). Her forsvinder sammenhængskraften, for her forsvinder incitamentet til selvsocialisering – og hos Luhmann findes der ikke anden socialisering end selvsocialisering.

    Sammenhængskraften var altså ikke andet end socialiserende, indbyrdes afhængighed. Vi har sat den darwinistisk afhængighed ud af spil. Indvandrerne har socialiseret sig ind i velfærdsstaten, ikke ind i det danske civilsamfund.

    Vi blander os ikke, vi har i 30 år accepteret det, der mere og mere ligner det, det er, en afvisning. Kun retssystemet lader sig ikke afvise. Her er en vekselvirkning, en kontakt, man ikke kan sige nej til. Derfor er det måske vores eneste håb (for den glimrende løsning at forbinde hver indvandrerfamilie med 10 skatteydende, danske adoptionsfamilier, som indvandrerne skulle holde sig på god forståelse med for at få deres penge udbetalt direkte fra konto til konto, og som kunne lukke kassen, hvis de vurderede, at de blev misbrugt - den løsning kan man jo ikke holde ud at tænke på, selvom det uden tvivl ville betyde, at indvandrerne ville blive anvist et job og at de 10 familier beholdt deres egne penge).

    OK. Velfærdsstaten er imidlertid ikke en tilstrækkelig forklaring på den mislykkede (eller vellykkede, afhængig af perspektivet) folkevandring af muslimer til Europa. Der er en konflikt. Vi kan ikke finde takten. Begge parter vil føre. Vi er ikke i konflikt fordi vi er forskellige, men fordi vi afviser hinanden som to lige selvbevidste og selvrefererende, autopoietiske systemer. Vi skal danse med hinanden, men vi vil ikke, vi holder det ikke ud et øjeblik at være den kvindelige part og det er den eneste valgmulighed, vi giver hinanden.

    Problemet er ikke egenskaber, men relationer, baseret i, at man ikke forstår sig selv som tilhørende den samme enhed. Det er helt basalt, vi danser om hver vores totem, vi udgør seperate folk. Vi har interne anerkendelsessystemer, der rigeligt opvejer og forklarer den anerkendelse, vi ikke får af hinanden.

    Det er derfor, man er nødt til at tale lidt om ethnos og folk. For kun de begreber er tilstrækkeligt ”beskidte” og konkrete og kontingensrummelige til at kunne håndtere den lange og kompleks socialiseringshistorie, hvorigennem enheder udvikler sig.

    Muslimer i europa giver ikke Europa pluralisme, det giver Europa folk i folket. De er ikke indvandrere, men kolonister, hvilket er noget helt andet. Sådan vil de det tilsyneladende. Det forvirrer os. Det eneste, vi kan tilbyde, er homogenisering, det vil de ikke. Konfliktpotentialet er betydeligt. Europa er under balkanisering, det er et faktum.

    Begreber som folk og ethnos er ikke ekskluderende begreber med meget høje gitre og forsvarsmure. De kan sagtens indlemme nye elementer, og gør det meget gerne. Hvis jeg blev muslim i morgen, er jeg sikker på, at jeg ville få 300.000 nye bedste venner. Og omvendt, har danskere bedre venner end Hirsi Ali, Farshad Kholghi og Naser Khader? Et folk vil altid gerne have nye medlemmer, det er slet ikke der, problemet er.

    Vi europæere kan sagtens indlemme nye muslimske medborgere. Det, som folk/ethnos ikke kan, er at bryde sammen som system, forsvinde og opløses. Det er ikke os, der afviser muslimerne, det er muslimerne, der afviser at blive brudt ned som folk for at blive individuelle medlemmer af vores folk. Sådan et folk i folket hedder retteligt en koloni.

    Konklusionen er: Glem heterogen og homogen. Hvis individerne forestiller sig, at de er en del af en enhed, så er der en enhed. Med salig Grundtvig: Til et folk de alle hører, som sig regner selv dertil.

    SvarSlet
  24. ... og så er virkeligheden selvfølgelig, at den vellykkede amerikanske homogenisering er lidt af en løgn eller, som det hedder, en speech act, en perlokutionær sproghandling, altså spin, men det er en anden historie.

    SvarSlet