mandag, december 18, 2006

Rousseau: "Samfundspagten"

Forlod Rousseau sine børn? Ja. Modsagde han sig selv? Ja, det gjorde han jo nok hist og pist. Er Rousseau nazist? Fascist? Totalitarist? Det er nok så meget sagt. Jamen så nationalist? Både og. Samfundspagten er ikke en hyldest til nationen, men til folkestyret.

Den Rousseau, jeg godt kan lide, er ham uden horn. Man støder nemlig på mange mærkværdige opfattelser af ham Rousseau og hans samfundspagt. I sådan et tilfælde er der kun én ting at gøre, at tage bogen i hænderne og læse den, bare læse den. Og citere tæt, hvad jeg gør nedenfor. Henvisningerne nedenfor er til J.J. Rousseau: Samfundspagten. Forlaget Rhodos, Kbh. 1987.

Rousseaus udgangspunkt og indledende ord i "Samfundspagten" (1762) er, at ”mennesket er født frit” (s. 69). Kun ved at indgå en overenskomst kan man forpligte sig ud over de basale, naturlige forpligtelser, man har over for sit afkom. I barndommen gælder særlige forhold, men så snart man når skelsår og alder, er man selv herre over sine midler og bliver dermed ”sin egen herre” (s. 70). Intet menneske kan give afkald på denne frihed. ”At give afkald på sin frihed er det samme som at give afkald på sit menneskeværd, på menneskehedens rettigheder, ja endog på dens forpligtelser” (s. 76). Omvendt gælder det: Ikke at tilstå andre deres fulde frihed er det samme som at benægte deres menneskelighed. Hvis man ikke under folk frihed, er man nødt til at argumentere for, at de ikke er mennesker. OG Rousseau er ikke tilfreds med overflademanøvrer. Han har et skarpt øje for at pille urimelige og tvangsmæssige kontrakter fra hinanden, også når de ser fine ud udenpå.

Mennesket er altså født frit, men som situationen ser ud i 1762 lyder det: ”overalt er det i lænker” (s. 69)
. Det skal ikke forstås som en generel modvilje mod samfundstilstanden. Individerne har brug for den, fordi den forener individernes kræfter og dermed er med til at sikre ”dens medlemmers bevarelse og velstand”, hvilket er den politiske associations udtrykkelige formål (s. 171, jf. også 109). For at forsvare sig mod ydre farer, skal staten have en vis styrke udadtil. Men også indadtil styrkes man i samfundstilstanden: ”Skønt mennesket i denne tilstand berøver sig selv adskillige fordele, som det har fra naturens hånd, får det endnu større til gengæld, dets evner udfoldes og udvikles, dets ideverden udvides, dets følelsesliv forædles, hele dets sjæl løftes op til et punkt, hvor det – hvis vildfarelserne ved denne nye situation ikke ofte fik det længere ned end til det punkt, hvorfra det er udgået – uden ophold burde prise det lykkelige øjeblik, hvor mennesket for altid blev revet ud af denne tilstand; hvor det fra at være et stupidt og indskrænket dyr blev gjort til et intelligent væsen og et menneske” (s. 89). Individet mister sin naturlige frihed og ret til alt, hvad der frister det, men vinder sikkerhed i loven: ”civil frihed og ejendomsret til alt, hvad det besidder” (s. 89). Samfundstilstanden giver os retfærdighed, frihed, moralitet, pligtfølelse og fornuft, hvis den vel at mærke har den rette, retfærdige, politiske basis. Samfundstilstanden den dobbeltrolle, at den sikrer medlemmerne mod ydre kræfter, men også mod hinanden. Det afgørende er, at samfundstilstanden også er baseret på ret.

Retsstatens grundpagt
Det, der ligger Rousseau på sinde, er at finde frem til det politiske fællesskabs sande grundlag, den overenskomst, der ligger bag alle andre overenskomster. ”"Hvordan finde frem til en sammenslutningsform, som med hele den fælles styrke forsvarer og beskytter hver enkelt associerets person og ejendom, og hvor enhver, når han forener sig med alle, alligevel kun adlyder sig selv forbliver lige så fri som før?”. Dette er det fundamentale problem, som samfundskontrakten giver løsningen på” (s. 83). Med andre ord: hvordan finder man frem til en sammenslutningsform, under hvilken enhver fortsat kan være sin egen lovgiver?


Samfundspagten er en sådan overenskomst. Dens essens er: ”Enhver af os lægger i fællesskab sin person og hele sin magt under almenviljens øverste ledelse; og vi optager ethvert medlem i fællesskabet som en uadskillelig del af helheden” (s. 84). Enhver skal give sig selv fuldstændigt, og enhver skal fuldstændigt afhænde deres rettigheder til fællesskabet. ”Thi hvis enkeltpersoner stadig havde rettigheder tilbage, ville naturtilstanden bestå og sammenslutningen nødvendigvis blive tyrannisk og intetsigende, da der ikke ville være noget øverste fællesskab til at dømme mellem disse og offentligheden, og når enhver således er sin egen dommer på nogle punkter, ville vedkommende snart foregive at være det på alle områder” (s. 84). Særrettigheder uden for den almene lov skal forsvinde i og med samfundspagten. Der kan ikke være tale om økonomiske, politiske og juridiske privilegier.


Hvis ikke alle afgav deres rettigheder på lige fod, ville der fortsat være privilegier, ulighed og tyranni, endda selvtægt. På den anden side kan ”hvert menneske fuldt ud disponere over, hvad der er efterladt ham af hans ejendom og frihed ved disse overenskomster; således at suverænen aldrig har ret til at pålægge en undersåt flere byrder end en anden, fordi dens [suverænens] magt, idet sagen således bliver særegen, ikke mere er lovlig” (s. 107). For så vidt pagten ikke begrænser den enkelte, er han fri. Samfundspagten er en gevinst for den enkelte. ”Når enhver giver sig bort til alle, giver han sig ikke bort til nogen, og da man ikke opnår andre rettigheder over nogen associeret end dem, man selv overlader til ham, vinder man det samme, som man taber, samt mere styrke til at bevare det, man allerede har” (s. 84). Samfundspagten er retsstatens grundpagt, kan man sige. De principper, den grundfæstner, er frihed og lighed for loven. Den udgår fra alle for at kunne gælde for alle (s. 105).

Folket og almenviljen
Som Aristoteles lægger vægt på, at forskellige styreformer alle kan være retfærdige, så længe det er det almene vel frem for særviljer, der regeres efter, er det også vigtigt for Rousseau at forklare dette – særligt i en liberal tradition – ret vanskelige begreb ”det almene vel”. Almenviljen lader sig ikke definere uden samtidig at definere det folk, hvis almenvilje der er tale om. Folket og almenviljen konstituerer hinanden. Det er nemlig først i og med, at individerne indgår en samfundspagt, at de bliver de til et folk i betydningen et demos (en politisk enhed). Samfundspagten kan kun vedtages enstemmigt (s. 82). Den enkelte indgår frivilligt eller indgår slet ikke.


Samfundspagten er ”den handling, ved hvilken et folk bliver til et folk”, og denne handling er ”samfundets virkelige basis” (s. 81). Folket som kategori bliver hermed til et demos, en politisk forsamling, som er baseret på enkeltindividernes frivillige sammenslutning. ”Med hensyn til medlemmerne tager disse i fællesskab navnet folk, og de kalder sig hver især statsborgere som parthavere i suverænens autoritet og undersåtter som underlagt statens love” (s. 85). Folket er som suveræn sin egen lovgiver, og folket adlyder som undersåt sin egen lov. Disse begreber ”undersåt og suveræn er identiske forhold, hvis ide mødes i det ene ord statsborger” (s. 182). Statsborgeren adlyder sin egen lov.

Gennem samfundskontrakten opstår folket eller nationen, der herigennem indvilger i at være en autonom (selvlovgivende) enhed. Således er demokratiet hos Rousseau uløseligt knyttet til sin ramme og sin grænse, nationalstaten. Samtidig er nationen uløseligt knyttet til en viljesakt eller en konvention. Den er kultur/teknik, ikke natur: ”Menneskets konstitution er naturens værk; staten er kunstfærdighedens” (s. 177).

Gennem samfundspagten opkaster hvert enkeltindivid sig til en del af suverænen samtidig med, at hver enkelt underkaster sig samme suveræns vilje, som nu kan defineres som folkets almenvilje. Almenviljen kan ikke være i splid med sig selv, og den kan ikke vendes imod folket, fordi den er folkets egen vilje. ”Suverænen, som udelukkende består af de enkeltpersoner, der udgør den, hverken har eller kan have modstridende interesser med disse” (s. 87). Almenviljens mål er det fælles vel (s. 97) og den fælles nytte (s. 102). Dens første produkt er den første overenskomst, samfundspagten. Dens efterfølgende produkter er de efterfølgende overenskomster, de øvrige politiske og civile love. Den øvrighed, der er nødvendig som regering og som udøvende magt, ”er ikke folkets herrer, men dets tjenere” (s. 192) og har udtrykkeligt ikke ret til at diskutere betingelserne. Folket kan overdrage den udøvende magt til dem, men viljen, den lovgivende magt, kan ikke overdrages (s. 97). ”Folket, der er underkastet lovene, bør være disses ophavsmænd; det tilkommer kun de, der slutter sig sammen, at afgøre betingelserne for samfundet” (s. 114).

Hos Rousseau konstituerer folket sig som et demos, en politisk enhed, baseret på en samfundskontrakt, altså en konvention. Hvis vi ser bort fra de ydre trusler og spørger, hvorfor individer i et bestemt område skulle indgå en samfundskontrakt, falder nogle ting i øjnene. I overensstemmelse med tidlig liberal tradition er det hos Rousseau ikke umiddelbart fælles interesser, der leder til en fælles republik. Det er omvendt den fælles republik, der leder til gensidig forpligtelse og fælles interesser: ”I samme øjeblik, denne mængde således er forenet i et fællesskab, kan man ikke fornærme et af medlemmerne uden også at angribe fællesskabet; endnu mindre kan man fornærme fællesskabet, uden at medlemmerne bliver stærkt berørte af det” (s. 87). Hans argumentation er på sin vis bagvendt. Individernes særinteresser gør dem til en trussel mod hinanden. Det er af den grund deres fælles interesse at eliminere hinanden som trusler. Det er så at sige særinteresserne, der gør det aktuelt at danne samfund: ”Hvis modsætningen mellem særinteresser har gjort oprettelsen af samfund nødvendig, er det enigheden mellem disse samme interesser, der har gjort det muligt” (s. 97). Han bruger punktet som metafor: ”hvis der ikke fandtes et punkt, hvor alle interesser er enige, ville der heller ikke kunne eksistere noget samfund” (s. 97).

At der igennem samfundspagten er tale om en frivillig sammenslutning, skal ikke forstås som en form for logisk forudsætning for folkets enhed, men som en reel forudsætning. Individerne kan helt konkret samle sig og helt legitimt bryde pagten (s. 193-94). Rousseau henviser til Grotius, som endda mener, ”at enhver kan give afkald på den stat, som han er medlem i, og tage sin naturlige frihed og sin ejendom igen, når han forlader landet. Og det ville være absurd”, fortsætter Rousseau, ”hvis alle forsamlede samfundsborgere ikke kunne gøre det, som de hver for sig kan gøre adskilt”. Indirekte anerkender Rousseau altså, at enhver helt konkret kan forlade folket, hvis det ikke ønsker at være en del af det mere. Hvis den mulighed ikke fandtes, ville der ikke være tale om en frivillig kontrakt, men om tvang.

Åbne stater er en betingelse for, at enhver kun i fuld frihed indgår i en statslig sammenslutning. ”Hvis samfundspagten således efter sin indførelse har modstandere, ophæver denne modstand ikke kontrakten, den forhindrer kun, at disse er en del deraf; de er fremmede blandt statsborgere. Når staten grundlægges, ligger tilslutningen i bopælen; at bo på området er det samme som at underlægge sig suveræniteten” (s. 201). I en note tilføjer Rousseau: ”Der bør altid være tale om en fri stat; thi ellers kan familie, ejendom, mangel på et tilflugtssted, nødvendighed og vold holde en indbygger tilbage mod hans vilje; og da forudsætter hans blotte opholden sig dér ikke mere hans samtykke til kontrakten eller til brud på denne” (s. 201). Den enkelte skal altså være fri til at drage bort. Men hvis resten af verden afviser ham og ikke vil lukke ham ind, ophæver denne frihed sig selv. Rousseau må altså enten forudsætte, at stater ikke kun er åbne for udrejsende, men også for indrejsende – eller at der findes store neutrale, statsløse områder, hvor individer kan leve frit.

Hvor Rousseau argumenterer stærkt for, hvorfor individet skulle føle sig tilskyndet til at indgå en samfundspagt, som grundlæggende garanterer retssamfund, frihed og lighed, så leverer han ikke nogen god begrundelse for, at republikkens medlemmer skulle kunne blive enige om detaljeret politisk indhold: ”thi særviljen stræber af naturen efter fortrinsret, og almenviljen efter lighed” (s. 97). Der kan altså opstå gnidninger i de enkelte politiske diskussioner, men man skydes bestandig tilbage på en fundamental enighed. Som vi siden skal se, holder Rousseau af en gedigen folkelig enighed mht. res publica, men hans begreb om almenvilje implicerer ikke umiddelbart, at alle tænker ens og at alle vil det samme; almenviljen er altså ikke uforenelig med pluralisme mht. res privata.

Særinteresser
Rousseau forestiller sig ikke, at alle særinteresser forsvinder og går restløst op i almenviljen. På den ene side gælder det, at ”suverænen, som udelukkende består af de enkeltpersoner, der udgør den, hverken har eller kan have modstridende interesser med disse” (s. 87). Fællesskabet kan aldrig ønske at skade sine medlemmer. ”Suverænen er alene ved sin eksistens altid det, den bør være” (s. 87). ”Men således forholder det sig ikke med undersåtterne over for suverænen, hvor ingen på trods af den fælles interesse står inde for disses troskab, hvis man ikke fandt frem til midlerne til at sikre sig denne. I virkeligheden kan hvert individ som menneske have en særvilje i modstrid eller forskellig fra den almenvilje, det har som statsborger” (s. 87). Republikken kan ikke risikere, at medlemmerne kun vil nyde godt af deres rettigheder og se bort fra deres forpligtelser. Det ville ødelægge republikken. ”For at samfundet således ikke skal blive til en tom formular, indeholder den stiltiende den forpligtelse, som alene kan give de andre styrke, at enhver, der nægter at bøje sig for almenviljen, vil blive tvunget til det af hele fællesskabet” (s. 88)
. Rousseau taler om at tvinge individet til at være fri. Hvis individet ikke selv retter ind efter almenviljen lægger fællesskabet ham under det nødvendige pres. Kun ved at insistere på en suveræn almenvilje sikrer man nationens frihed fra individuelle særviljer. Staten har altså en legitim ret til at bruge vold og magt. Men kun mht. det, der angår res publica, dvs. det, der er lovgivet om.

På trods af sin bevidsthed om særinteresser holder Rousseau fast i, at almenviljen er ét. Den kan ikke være i splid med sig selv. Det forklarer han på denne måde: Når man indvilger i at overdrage sin frihed til suverænen, samtykker den enkelte i alle love, der vedtages, ”også i dem, som man gennemfører mod hans vilje” (s. 202). Begrundelsen for almenviljens enhed er i al sin enkelthed, at almenviljen er identisk med flertallets afgørelse, som man i samfundspagten har indvilget i at underkaste sig: ”Når man fremsætter lovforslag i folkeforsamlingen, er det, man spørger den om, ikke netop om den billiger forslaget eller forkaster det, men om forslaget er i overensstemmelse med almenviljen, som er dens, eller ej; ved at afgive sin stemme, erklærer enhver sin opfattelse heraf, og af det samlede stemmeflertal fremgår udtrykket for almenviljen. Når så det synspunkt, der er modsat mit eget, får flertal, beviser dette ikke andet end at jeg har taget fejl, og at det, jeg anså for at være almenviljen, ikke var det” (s. 202).

Kun den første og grundlæggende overenskomst, samfundspagten, er nødvendigvis i overensstemmelse med alle individuelle interesser. De efterfølgende love er man ikke nødvendigvis enige om, og individernes særinteresser kan sagtens gå i andre retninger end den enkelte lov. Den almene vilje er ikke identisk med enighed. ”For at en vilje kan være almen, er det ikke altid nødvendigt, at den er enstemmig, men det er nødvendigt, at alle stemmer tælles med; enhver formel udelukkelse bryder det almene” (s. 99).

Det er helt afgørende for Rousseau, at individerne opererer enkeltvis og ikke i grupper. Samtlige individers særinteresser må stå alene over for hinanden, små hver for sig og så at sige ophævende hinandens særinteresser til fordel for den fælles interesse. Hvis grupper laver delsammenslutninger på bekostning af den store sammenslutning, er der tale om, at alles vilje, som er summen af særinteresser, kommer i fokus på bekostning af almenviljen, som kun lægger vægt på fællesinteressen (s. 102). Så fejler almenviljen. Den bliver ”almen i forhold til sine medlemmer, men særegen i forhold til staten” (s. 102). Så er der ikke længere lige så mange stemmer som der er medlemmer, men kun én stemme pr. sammenslutning. Forskellighederne bliver færre, men større og mere substantielle, og de ophæver ikke længere hinanden, idet de søger mod det fælles – det fælles i hver enkelt sammenslutning bliver nu netop sammenslutningens særinteresse. Hermed står alles vilje over for alles vilje, frem for at de enkelte særviljer forenes i almenviljen, som altid er fælles. ”Det er derfor vigtigt for virkelig at have udtrykket for almenviljen, at der ikke findes noget delsamfund i staten, og at hver statsborger kun stemmer i overensstemmelse med sig selv” (s. 103). Rousseau kan altså hverken bakke op om hierarkiske samfund, klassekamp eller grupperettigheder, fordi de alle er baseret på særinteresser. Samfundet er baseret på enkeltindivider.

Folket som ethnos
I Samfundspagtens anden halvdel bevæger Rousseau sig fra en generel og abstrakt demokratiteoretisk begrebsudvikling til nogle mere konkrete og historiske betragtninger.
Folket er grundlaget for hele den samfundsmæssige bygning. ”Lige som arkitekten, før han rejser et stort bygningsværk, iagttager og undersøger jorden for at se, om den kan holde vægten, således begynder den kloge lovgiver ikke med at udarbejde love, der er gode i sig selv, men han undersøger først, om det folk, som han tiltænker dem, er egnet til at bære dem” (s. 121). Folket er det stykke natur, som lovgiverens færdigheder tager udgangspunkt i, og som loven bør passe til som et stykke klædning. ”De samme love er ikke velegnede til så mange forskellige provinser, der har forskellige skikke, som lever under vidt forskellige klimaforhold, og som ikke kan tåle den samme regeringsform” (s. 125).

Folket som suveræn, lovgivende magt er enhver stats mest vitale del og netop en levende, organisk, historisk funderet del af staten. Den er ”samfundets hjerte” (s. 177). Denne organismemetafor er en genganger i værket, riger fødes og dør hen. Den samme stat består ikke i evigheder, men har sin tid (s. 177). Tilsvarende findes der unge og gamle stater, og som pædagogisk projekt skal lovgivningen indfinde sig på rette tidspunkt i statens udvikling. En stat kan være for ung eller for gammel til at få en lovgivning: ”Folkeslagene er ligesom menneskene kun lydige i deres ungdom; når de ældes, bliver de uforbedrelige; når sædvanerne først er etablerede og fordommene rodfæstede, er det et farligt og håbløst foretagende at ville ændre dem; folket kan ikke engang tåle, at man rører ved deres dårligdomme for at tilintetgøre dem, ligesom de tåbelige og bange syge mennesker, der ryster ved synet af lægen” (s. 121). Et folk skal have den rette modenhed. ”Et folk er modtageligt for disciplin, når det fødes, et andet er det ikke efter 10 århundreder” (s. 122).

Det er helt grundlæggende for Rousseau, at ethvert folk er funderet i et geografisk område, der danner basis for dets velstand, der igen afstikker rammerne for dets styreform (s. 166). Friheden ligger ikke inden for alle folkeslags rækkevidde siger han, også med henvisning til Montesquieu (s. 165). Hver stat har sin egen regeringsform, der passer for det. Dermed kan forskellige regeringer ikke alene være gode for forskellige folk, men også for det samme folk på forskellige tidspunkter (s. 141). Et folk er hos Rousseau nærmest en organisme, et stykke natur, som man må håndtere. ”Den, der vover at gå i gang med at opdrage et folk, bør så at sige føle sig i stand til at ændre den menneskelige natur” (s. 116).

Demokratiet går lettest i de små stater. ”Men jo mindre særviljerne nærmer sig almenviljen, dvs. moralen til lovene, jo mere må den beherskende magt forstærkes. Altså må regeringen, for at være god, være relativ stærkere i takt med et stigende befolkningstal” (s. 142). Den republik, som Rousseau har i tankerne, må ikke være større end at den stadig kan udgøre en helhed. Man er enten selvlovgivende eller under fremmed lov. To forskellige enheder kan ikke dele den suveræne autoritet over hinanden. ”For det første er den suveræne autoritet enkel og enhedslig, og man kan ikke dele den uden at ødelægge den. For det andet kan en by ikke mere end en nation underkastes en anden, fordi essensen af det politiske legeme ligger i overensstemmelsen mellem lydighed og frihed, og fordi disse ord undersåt og suveræn er identiske forhold, hvis ide mødes i det ene ord statsborger” (s. 181-182). Det går altså ikke, at to enheder slår sig sammen og deler magten over de to enheder. Det ville betyde, at andre end folket selv var lovgiver for folket. Af samme grund kan man ikke underlægge en by under en anden. De underlagte ville dermed ikke være deres egne lovgivere, de ville ikke i frihed have vedtaget deres egen lov, og de ville dermed heller ikke være sandt forpligtede til lydighed over for den.

Efter at have kritiseret det repræsenative demokrati for at være identisk med folkelig ligegyldighed over for statens affærer, og efter at have peget på, at almenviljen ikke kan overføres, fordi den enten er den samme eller en anden – slutter Rousseau, at bystaten skal være lille, hvis suverænen skal kunne udøve sine rettigheder (s. 187). Det repræsentative demokrati er udtryk for et lavt politisk engagement. Dets love er ikke virkelige love, og dets befolkninger er ikke fri. ”Enhver lov som folket i egen person ikke har ratificeret er intet; det er ikke en lov. Det engelske folk tror, det er frit; det tager alvorligt fejl. Det er kun frit under valgene af medlemmer til parlamentet; så snart de er valgt, er det slave, er det intet” (s. 185).

Som sagt er almenviljen forudsætningen for, at borgerne stadig er fri, selvom de er underlagt love. Det er derfor altafgørende, at folket betragter sig selv som en enhed: ”Så længe et antal forsamlede mennesker betragter sig selv som et eneste legeme, har de kun en fælles vilje, der står i forbindelse med den fælles opretholdelse af livet og almenvellet. Da er alle statens embedsområder stærke og enkle, dens maximer er klare og indlysende; den har ingen tågede, modsætningsfyldte interesser; det fælles vel viser sig indlysende overalt og kræver for at blive opdaget kun sund fornuft” (s. 197). ”Men når den samfundsmæssige knude begynder at løsnes og staten at svækkes; når særinteresserne begynder at kunne mærkes og de små samfund at influere på det store, ændres fællesinteressen og får modstandere, enigheden råder ikke længere i stemmerne, almenviljen er ikke længere alles vilje, modsigelser og debatter opstår, og det bedste synspunkt går ikke igennem uden stridigheder” (s. 198). Når ”de samfundsmæssige bånd er brudt i alle hjerter” (s. 198), bliver almenviljen stum. Almenviljen er vel at mærke ikke forsvundet. Men den taler ikke mere. Nu taler kun særinteresser, og lovgivningen bliver falsk, fordi dens mål ikke er almenvellet, men særinteresser. Den enkelte borger skal i sin stemmeafgivning sige, hvad der er ”fordelagtigt for staten” (s. 199), ikke hvad der er fordelagtigt for ham selv eller hans parti.


Måden, hvorpå der tages beslutninger, kan give et fingerpeg om ”sædernes aktuelle tilstand” og ”det politiske legemes sundhedstilstand” (s. 200): ”Jo mere samarbejde, der er i forsamlingerne, dvs. jo mere synspunkterne nærmer sig enstemmighed, jo mere dominerende er også almenviljen; men lange debatter, stridigheder og tumult varsler om voksende særinteresser og statens forfald” (s. 200).

Selve det politiske begrebsapparat er ganske vist formuleret alment, så det kan appliceres til en lang række af forskellige stater. Men man kan ikke derudaf slutte, at demos funktionelt er hævet over ethnos. Det er netop en central pointe for Rousseau, at hvert folk samler sig frivilligt og herefter indretter sig efter dets særpræg. Bortset fra de grundlæggende politiske teorier, er der ingen universel målestok. Hvert enkelt folk laver selv sin politiske og civile lovgivning. Denne side af Rousseaus teori ville ikke give mening, hvis ethnos ikke havde afgørende betydning. Hvert folk skal have ”et specielt institutionssystem”, baseret på ”den stedlige situation” og ”befolkningskarakteren”. Dette system skal være det bedste, ”måske ikke i sig selv, men for den stat, det er beregnet på” (s. 132). ”Kort sagt, bortset fra de maximer, der er fælles for alle, rummer hvert folk i sig nogle årsager, der bestemmer det på en speciel måde og gør dets lovgivning velegnet for det alene. Således havde før i tiden hebræerne religionen som væsentligste formål, athenienserne de humanistiske videnskaber, Karthago og Tyrus handel, Rhodos søfart, Sparta krig og Rom dyd. Forfatteren til ”L´esprit des lois” har ud fra en mængde eksempler vist med hvilken snilde, lovgiveren leder institutionen mod hvert af disse formål” (s. 132).

I og med, at Rousseau betoner nødvendigheden af at skræddersy regeringsformen til hvert enkelt folk, lader han geografiske forhold være af ganske afgørende betydning for demos (landområdet, antallet af borgere, erhvervene). Hvis statens love ikke baseres på de geografiske og kulturelle forhold og således ”bekræfter, ledsager og forbedrer” disse, ”så ser man lovene svækkes gradvist, strukturen forandres, og staten holder ikke op med at være urolig, før den er ødelagt eller forandret, og den uovervindelige natur har genindtaget sit herredømme” (s. 133). Tilsyneladende omtaler Rousseau under ét geografiske og kulturelle forhold (folkekarakteren) som ”naturlige omstændigheder”. Som natur, ikke som kultur. Staten og lovene er derimod ”sociale vedtægter” (s. 133), altså kultur.

Rousseau gør udtrykkeligt opmærksom på, hvad han beskæftiger sig med, og hvad han ikke beskæftiger sig med i ”Samfundspagten”. Han opdeler lovene i 1) de politiske love, 2) de civile love, 3) straffelovene og endelig 4): ”Der føjer sig en fjerde til alle disse former for love, og det er den vigtigste af alle; den lader sig ikke indhugge i marmor eller malm, men i statsborgernes hjerter; den er statens virkelige konstitution. Den får hver dag nye kræfter. Når de andre love forældes eller udslukkes, genopliver eller erstatter den dem, bevarer et folk i dets institutions ånd og indsætter lidt efter lidt vanens magt i autoritetens sted. Jeg taler om sæder, om skikke og frem for alt om anskuelser [l´opinion]; en ukendt lov for vore politikere, men en lov, som alle de andre loves succes afhænger af. En lov, som den store lovgiver beskæftiger sig med hemmeligt, mens han synes at indskrænke sig til særskilte regler, der ikke er andet end en ring omkring hvælvingen, hvor sæderne, der fødes langsommere, egentlig udgør en urokkelig nøgle” (s. 135). Han gør det klart, at han i Samfundspagten kun beskæftiger sig med de politiske love. I den sammenhæng optræder folket altid som et demos. En del af pointen med at gøre nationen til sin egen suveræne lovgiver er imidlertid at tage højde for de forskellige folks særpræg. Almenviljen, det som sammenbinder demos, er altså alligevel også baseret på ethnos. Langt fra at være ligegyldig, er ethnos hos Rousseau afgørende for statens succes. Nationen skal være lille og uden stærke gruppemodsætninger. Kun sådan kan folket leve i frihed under sin egen suveræne lov.

At folket styres gennem sin egen almenvilje er for Rousseau ikke ensbetydende med, at det styres gennem demokrati. Demokrati er en regeringsform blandt andre. Folket skal derimod jævnligt tage stilling til 1) ”om det behager suverænen at bevare den nuværende regeringsform” og 2) ”om det behager folket at overlade administrationen til dem, der for øjeblikket har den pålagt” (s. 193). Enhver stat, der således er styret af gyldige love, er en republik i Rousseaus øjne (s. 114) – uanset regeringsform.

Religion og politik
I slutningen af 2. bog, før Rousseau går over til at diskutere konkrete regeringsformer, slår han fast, at lovgivning er en svær kunst, hvor man må ændre individernes natur, så de fra at være en isoleret enhed bliver en del af en større enhed (s. 116). For at få det til at lykkes, kan det være nødvendigt for lovgiveren at gribe til religiøse autoriteter, at ”ære guderne for sin egen klogskab” (s. 119). Rousseau er bemærkelsesværdig kynisk på dette punkt. At anvende religionen i nationens tjeneste er et nyttigt bedrag, en pragmatisk god løsning, der ”med guddommelig autoritet” formår at ”rive dem med sig, som den menneskelige klogskab ikke ville kunne rokke” (s. 119). Hvis man ikke vil indse det kloge og kunstfærdige i at ”gravere i stentavler eller købe et orakel eller foregive en hemmelig forbindelse med en guddom eller dressere en fugl til at tale sig i øret” (s. 120), så er man ikke klog eller kunstfærdig nok til at grundlægge et rige. ”Den judæiske lov, der stadig har gyldighed, samt Ismaëls barns lov, der i ti århundreder har regeret halvdelen af verden, vidner endnu i dag om de store mænd, der har dikteret dem; og medens den hovmodige filosofi og den blinde partiskhed ikke ser andet i dem end lykkelige bedragere, så beundrer den sande politik i deres institutioner dette store og mægtige geni, der står i spidsen for de varige frembringelser” (s. 120). Rousseau anerkender egentlig ret kynisk religionens betydelige rolle i statsdannelsen: ”Man skal ikke af alt dette konkludere med Warburton, at politik og religion blandt os skulle have et fælles objekt, men at i nationernes oprindelse tjener det ene til redskab for det andet” (s. 120).


Hans idealistiske demokratiteori og hans pragmatiske syn på statsreligiøs manipulation er et højst umage par. Det virker selvmodsigende. Men tager man i betragtning, i hvor høj grad Rousseau netop funderer statsstyret på folkets vilje, så er netop folkets vilje også overordentlig vigtig. Folkets vilje må ikke slå fejl. Anerkendelsen af folkets vilje som magtfaktor betyder paradoksalt nok, at det kan være formålstjenstligt at manipulere lidt med denne magtfaktor. Her forholder Rousseau sig overvejende analytisk og deskriptivt efter Machiavellisk forbillede. Siden skifter han position, endda flere gange.

Suverænen har som udgangspunkt ikke ret til at blande sig i borgernes liv på områder, som ikke vedkommer almenvellet. ”Undersåtterne skylder ikke suverænen regnskab for deres meninger, undtagen for så vidt disse har betydning for fællesskabet” (s. 237). Enhver kan have de anskuelser, det passer ham og enhver vil formodentlig få det efterliv, der tilkommer ham. Statens interesse er udelukkende, at borgeren er en god statsborger i dette liv. ”Der findes altså en civil trosbekendelse, hvis artikler det tilkommer suverænen at formulere, ikke præcis som religionsdogmer, men som samfundsanskuelser, uden hvilke man hverken kan være en god statsborger eller tro undersåt. Suverænen kan ikke tvinge nogen til at tro på disse dogmer, men den kan udvise hvem som helst, der ikke tror på dem, fra staten; den kan bandlyse vedkommende, ikke som Gudsfornægter, men som samfundsnedbryder, som én, der er ude af stand til oprigtigt at elske lovene, retfærdigheden og til om fornødent at ofre livet, når pligten byder det” (s. 238). Der bør ifølge Rousseau være dødsstraf for at opføre sig som om man ikke tror på disse dogmer, hvis man én gang har anerkendt dem.

De dogmer, Rousseau har i tankerne, er i høj grad dogmer, der holder borgerne i skak rent etisk: ”En almægtig, intelligent, godgørende og forudseende guddoms eksistens, et liv efter døden, de retfærdiges lykke, de ondes straf, samfundskontrakten og lovenes hellighed; dette er de positive dogmer” (s. 238-39). Hertil kommer ét negativt dogme: intolerance er udelukket. ”De, der skelner mellem civil og religiøs intolerance, tager efter min mening fejl. Disse to former for intolerance er uadskillelige. Det er umuligt at leve i fred med mennesker, man tror fordømte; at elske dem ville være det samme som at hade Gud, der straffer dem; enten må man omvende dem eller pine og plage dem” (s. 239). Intolerante mennesker skal jages ud af staten, fordi intolerante, religiøse dogmer kun er gode under en teokratisk regering (s. 240). Der er ingen tvivl om, at han indgår i en polemisk diskussion her, som gør det vanskeligt at forstå, hvor han helt præcist selv står.

Rousseau konkluderer ikke uden selvmodsigelse, at det religiøse ikke kan have en plads i det offentlige liv. Så har vi også været vidt omkring mht. religiøsitet i staten. Fra kritik og beundring af religion som fanatisk sammenhængkraft over kritik af kristen slavemoral og Luthersk to-regimentelære til anbefaling af en ateistisk stat og endelig anbefaling af en civiltrosbekendelse, der gør religiøsiteten til et væsentligt fundament under borgerdyderne, samtidig med, at religiøs intolerance er udvisningsgrund.


Det er folket som ethnos, der fødes som demos hos Rousseau. Ethnos og demos er ikke alternativer. Demos forudsætter ethnos. At det suveræne folk samtidig udgør en nogenlunde homogen kulturel enhed, er basalt for Rousseau. At forskellige folk, der udgør forskellige kulturelle enheder skal have forskellige regeringsformer, er lige så fundamentalt. Den kulturrelativisme, som normalt henføres til Herder, er altså i høj grad til stede også hos Rousseau. Han har bare sigtet et andet sted. Hans kamp går på at gøre folket til en suveræn kategori. Den afgørende forskel er, at hvor Rousseau betragter nationen som den ideelle ramme for demokratiet og folket som politisk kategori (demos), betragter Herder nationen som den ideelle ramme for kulturen og folket som kulturel kategori (ethnos). Det viser sig, at de i højere grad supplerer hinanden end modsiger hinanden.

På globalt plan gentager Rousseau tankemønstret fra individernes samfundspagt. Det ideelle er balance og minimal trykfordeling gennem mange små stater, fordi de indadtil er relativt stærkere: ”Jo mere de samfundsmæssige bånd udvides, jo slappere bliver de, og almindeligvis er en mindre stat forholdsmæssig stærkere end en stor” (s. 124). Man undgår, at befolkningen bliver fremmed over for hinanden, mister hengivenheden over for lederne, skal mødes med for kraftfuldt en almen autoritet, og endelig: Rousseaus løsning for de mange små stater er ”sammen med alle andre at komme i en slags ligevægt, der gør trykket næsten lige stort overalt” (s. 126). På globalt plan er grupperinger lige så uhensigtsmæssige som på nationalt plan.

7 kommentarer:

  1. En Skarpsindig Homo Sapiens.
    Opretstående, på sine, Egnede Ben.
    Sammen, og kun Mangfoldige, vinder vi Fremtiden for os.

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  3. Nææh, har vi fået ny tekstteori? Før kunne man slet, slet, slet ikke regne med teksten, heller ikke klarteksten, men det var da vi diskuterede Koranen. Nu diskuterer vi Rousseau, og nu er værket ikke alene ansvarligt for sin egen receptionshistorie, der står også ting i teksten, der er mening i teksten, ja der er faktisk både intention og vilje og en helt forfatterpsykologi. For slet ikke at tale om alt det, der er der, men som slet ikke står der. Ikke et ondt ord herfra desangående. Det er forfriskende, det er velkomment. Af det kan man lære at Hume har ret, når han siger at reason is, and ought only to be, a slave of the passions. Vi læser, hvad vi vil læse, vi HAR konkluderet, når vi går i gang med at stykke argumenter sammen. Og det gælder også dig.

    Rousseau modsiger sig selv mange steder. Men der er mønstre i det. Når han er deskriptiv, iagttagende, er han en Machiavelli. Og skriver netop om Machiavelli, at han er republikkens mand, folkets mand, der kynisk afslører manipulation og magtanvendelse under dække af at rådgive fyrster. Gør Rousseau det samme? Det tror jeg, og derfor nævner han, at Machiavelli gør det. Men det var, når han var deskriptiv. Når Rousseau er præskriptiv, så tror jeg faktisk nok, han forsøger efter bedste evne at forklare det paradoks, at frie mennesker fortsat skal kunne leve som frie mennesker, når de er underlagt en stat. Hvordan kan man være underlagt loven og samtidig være fri? Det er hans problem, Locke har andre problemer, og jo, det kapitel mangler hos Rousseau, men lad os nu læse ham for det, han skriver. Og lad ham vakle lidt, det er faktisk et ærligt træk i en tekst, stærkt undervurderet. Man skal mit Liebe lesen.

    Der er mere end nogensinde behov for Rousseau. Verden sætter mange finurlige ideer i omløb: nazisme, kommunisme, islamisme. Og i dagens Berlingske læste jeg sørme, at Calvin også er fundamentalist, imperialist ligesom dig. Med mosebogen i hånd, uha uha. Det var Katrine Winkel Holm. Den slags bevægelser må almindelige mennesker værgre sig imod efter bedste evne, og det er svært, for de er så kloge, alle disse sælgere af det ene og det andet meningsmæssige totalkoncept. De kan bevise, at verden ikke eksisterer, det lærer de på universiteterne, det hele er bare noget vi tror, men med deres totalkoncepter falder det hele på plads, bare lige skrive under her, så klarer de resten fremover.

    Når folk hader Rousseau så indædt, er det fordi de hader den nationalliberale ide. For så kan de ikke få solgt deres totalkoncepter. De siger, at Rousseau ikke er demokrat, hvilket i dag svarer til at sige, at han er i ledtog med djævlen. Men han er netop demokrat. Han taler for, at folk selv samle sig i nationale enheder, han lader dem selv lave deres egen lovgivning, baseret på hvad, spørger supersælgeren, noget, der holder? Næh, baseret på me and my say so, hvis jeg må citere Charles fra det lille hus på prærien, som vi begge holder af. Me and my say so. Det skal være sådan, fordi vi vil have det sådan. Faktisk behøver vi ikke kunne bevise, at vi eksisterer. Vi må stemme alligevel. Er det ikke fint? Eller er det irriterende?

    Det er det, jeg kan lide ved Rousseu. Der er også ting, jeg ikke kan lide. Men jeg sætter pris på det nationale princip, fordi det er i familie med det demokratiske princip.

    Nationer har deres naturlige begrænsning. Nationens indflydelse stopper, hvor nationen stopper. Nazityskland var derfor slet ikke national, den var transnational, det er det modsatte.

    Lovgivningen hviler på moralen og sæderne, også hos Rousseu. Som hos Aristoteles og Montesquieu og Hegel. Hvis man kan dele lovgivning, så kan man dele stat. Det er forholdet mellem ethnos og demos. Hvorfor er den tanke så utålelig? Hvad er alternativet?

    Ingen hader det nationale mere end transnationale bevægelser. Rousseau grundfæster nationens suverænitet. Hvad ellers, et verdensdemokrati? Skulle alle i hele verden bestemme over alle? Så skal du se tom begrebsgymnastik. Rousseau er faktisk meget konkret. Han taler om lovgivning, som folket laver, og som det hermed underkaster sig. Hvis man er imod det, er man imod retsstater. Ja, individer afstår fra særrettigheder. Skulle det enkelte individ have særrettigheder hævet over den almindelige lov? Nej. Also.

    Jeg har det som om, det er 2´eren, du har læst. Den med horn. Jeg har kun læst 1´eren. Når transnationale projekter kritiserer Rousseau for at være udemokratisk, så jo, der er gennemført syrlige og kyniske elementer, især som sagt, når han er deskriptiv, men hvordan er det lige, at transnationale eller er det post-nationale imperier kan stikke Rousseau i demokrati? Ved at være så demokratisk, at det slet ikke er nødvendigt at få folkeslagenes accept? Glimrende!

    Jeg har i hvert fald nydt den tid, vi har haft, og som vi mirakuløst har holdt fast i, selvom intellektuelle eliter af først den ene så den anden totalitære observans har talt for det modsatte. Vi har haft en tid, hvor jeg og andre fladpandede dummernikker i dette flade, regnfulde, blyfarvede land kan stemme selv og så bliver det, som vi vil have det. Det synes jeg er rigtig fint. Folk som mig er nemlig slet ikke spor sværmeriske, vi er uendelig stålsatte som demokrater, faktisk helt uden for pædagogisk rækkevidde.

    SvarSlet
  4. I øvrigt siger "danskheden" mig ikke så meget. Det er ikke et koncept, jeg orienterer mig efter. Jeg orienterer mig heller ikke efter min Holstebrohed. Kan jeg slippe for at få min frihed indrulleret i danskheden og Holstebroheden, er det fint. Kan jeg slippe for at få den indrulleret i islamheden, er det endnu bedre. Så glem de indvendinger. Det er faktisk muligt ikke at bryde sig om, at islam breder i i Europa uden at man derfor er et blødende nationalromantisk sår, jf. din kommentar til forrige indlæg. Den slags retorik skulle du lade socialisterne og de (der tror de er) kulturradikale om. At gå ud fra, at man kun kan være imod islamisering pga. kærlighed til flæskesteg og tilbudsaviser, svarer til, at den forsmåede elsker konkluderer, at hans elskede må være lesbisk, siden hun ikke vil have ham :-)

    SvarSlet
  5. Hej,

    Selvom dele af debatten virker noget indforstået er det særdeles interessant at få diskuteret fundamentet for vores fælles samfund. Hvordan skal det hænge sammen?
    - Denne blog har modsat de fleste andre blogs tænkende læsere, der gider diskutere, og det gør bare bloggen endnu bedre.

    Tak for mange gode indlæg i årets løb UN-T og på gensyn i 2007.

    /TL

    SvarSlet
  6. @Bielefeldt

    Oki, jeg kaldte dig stille og rolig for noget du er, og jeg får af vide at jeg skal tage det i mig igen. Det gjorde jeg så for din skyld. Ulla N-T kalder dig derpå noget, der må være endnu værre, og hvad sker der? Ingen reaktion overhovedet.

    Der er sørme forskel på folk, hva?

    SvarSlet
  7. Rousseau har beskæftiget sig specielt meget med børn og børneopdragelse; han er fort pædagogernes verdslige gud.

    Tre af hans egne børn med forskellige kvinder fandt David Hume på en institution i Paris.
    Hume adopterede dem.

    Sandheden skal frem

    SvarSlet