søndag, februar 26, 2006

Opposition

Anders Fogh taler til nationen i Berlingske i dag. Tak for det. Han er skuffet over mange fremtrædende danskeres vilje til at sælge ud af principperne, men nu er fårene skilt fra bukkene. Hans udmeldinger falder på et tørt sted.

Oppositionen har gjort sit til at få muslimerne til at føle sig som ofre for en ondsindet, racistisk hetz. Med dem i ryggen var det naturligt for Abu Laban at rejse til Mellemøsten efter hjælp. Og med dem som kommentatorer i verdenspressen var det let at tegne billedet af et intolerant, fremmedfjendtligt Danmark. Vi har moderne tids sureste opposition, kun måske overgået af amerikanernes. Det er ikke kun islamisterne, der har fået vind i sejlene af konflikten.


Realiteten er, at vi har en islamisk-socialistiske opposition, der svulmer af nag. Vi taler om nationens mest selvbevidste mennesker, dem med lommerne fulde af kulturel kapital. Og så har en nederdrægtig tid og et nederdrægtigt folk ført til en næsten komplet devaluering af deres mønt. I kampen om ære er det oprørende at rasle ned ad RISC-kortet, men der er ikke noget at gøre; deres tankemønstre er irrelevante, analyserne er simpelthen so last season, de er slet, slet ikke overbevisende mere. Når de med vanlig selvfølelse tager en dyb indånding, ser spidsfindige ud og går i gang – så krummer hjernen sig sammen.

Den socialistiske intelligentsia, den tapre fortrop i kampen mod uretfærdighed, fungerer ikke uden en svag part at beskytte. Og under disse himmelstrøg er der ikke mange tilbage at ynke. Her kan man ikke sige andet end at historien har velsignet vores intelligentsia med en storartet gruppe af uskyldige ofre: muslimerne. Tilsammen udgør de to parter en virkelig eksplosiv cocktail af had og forbitrelse, klar til at gå i lys lue. Islamisterne får pustet sig op og vist deres overskæg for så at falde tungt ned igen, mere upopulære og håbløse end nogensinde; men den gamle socialistiske elite er næsten som ung igen. Man citerer og refererer hinanden, rusker hinanden op, gamle socialisters netværk genvinder hele jordkloden i ét eksplosivt mediesekund: HA, HA, HA, DER KAN I SE!

Nu tror de, at kapitlet er slut, 1864 én gang til, danskerne et slagent folk, næste nuttede, hvis man er til ofre; lad regeringen gå af, så skal oppositionen nok putte os med en kop kamillete. Men her tager man nok for alvor fejl. Zoom ud på begivenheden; det er ikke Danmarks historie, der skrives nu, det er islams. Og zoom ud på tidslinien; kapitlet er ikke slut, det er lige begyndt. Først om 50 eller 100 år ved vi, hvordan det ender. Men vi er nævnt i de indledende linier.

torsdag, februar 23, 2006

Dialog

Debatindlæg i Holstebro Dagblad 25.-26. februar (se evt. artikel Holstebro skal lære Muslimer at kende og (især) læserbrev Vi skal have dialog i Holstebro):

Tak for invitation til dialog
Tak til en række repræsentanter for indvandrerforeninger i Holstebro for at invitere til dialog i Dagbladet 18. februar. De seneste ugers begivenheder viser, at der er et stort
behov for en åben og ærlig dialog. Det skylder vi hinanden.

Muslimer må stå ved deres religiøse fundamentalisme, hvis danskerne skal have en chance for at forstå. For selvfølgelig er det fundamentalisme, der er tale om, når muslimske dogmer ikke kan antastes uden at vække en så uforsonlig vrede. Omvendt må danskerne stå ved deres folkestyres mest grundlæggende principper, så indvandrere ved, hvad de går ind til: frie tanker, en fri og pågående presse, frisk kritik af alle
autoriteter og iskold videnskabelig jagt på sandheden.

En dialog, der bare er en tovejs sukkerglasseret PR-kampagne, bliver vi ikke klogere af. Med en udmærket amerikansk fagterm kaldes den slags bullshit, og det kan et liberalt og oplyst menneske ikke bruge til noget som helst. Derfor er mit bidrag til dialogen følgende spørgsmål, som jeg håber, I vil besvare i den ånd, de er stillet; ikke anklagende, men afklarende:

Når jeres formål med brevet er at dæmpe tonen, hvorfor påstår I så i samme sætning, at der er fremmedhad i Danmark?

Når I mener, at forskelligheden er spændende, hvorfor lader I så ikke jeres sønner og døtre få kristne og ateistiske ægtefæller?

Når I gerne vil det danske, hvor er så opbakningen til Naser Khaders Demokratiske muslimer?

Når I gerne vil opfattes som medborgere, hvor er så jeres afstandstagen til Abu Laban og vor lokale mand Ahmed Akkari fra Hurup Thy, der nu er sigtet for landsskadelig virksomhed?

Når I er imod vold og afbrændinger, hvorfor omtaler I så det voldelige mellemøstlige optøjer som en naturlig modkrænkelse, der fører til, at danskerne besinder sig?

Når I går ind for anerkendelse, hvorfor kritiserer I så integrationsministeren frem for at anerkende danskernes – ja, hele Europas - snart 30-årige kamp for at løfte indvandrerne ud af isolation, kriminalitet og arbejdsløshed?

Når I går ind for værdsættelse, hvorfor værdsætter I så ikke, at vi i Danmarks skylder den frie tanke alt, hvad vi har?

Når I er for viden, hvorfor planlægger I så muslimske charmeoffensiver i skolerne frem for at invitere en nøgtern religionshistoriker til at fortælle om, hvad man virkelig ved om Muhammed, Koranen, islamisk historie og islamisk samfundsindretning?

Når I forstår, at ens tro er ens egen, hvordan kan I så forvente, at danskere helligholder jeres profet og overholder jeres billedforbud?

Når der I jeres øjne ingen modsætning er mellem islam og demokrati, hvor er så jeres afstandstagen til den islamiske verdens pres på EU og FN for at få indført en særlig censur i forhold til profeter?

*-O)):~{>

Med tak til Hodja:

fredag, februar 17, 2006

Befri Brandes

Som tingene skrider frem - eller rettere tilbage - bliver det efterhånden klart, at vi må have gamle Georg frem én gang til. Vi må have ham op på talerstolen, skuende frit ud over forsamlingen:



"... naar et Samfund efterhaanden har udviklet sig saaledes, at det under Frihedens Maske bærer Tyranniets Træk, naar der til den offenlige Ytring af enhver hensynsløst frisindet Anskuelse eller Fremstilling er knyttet en Adgangsformening fra Selskabet, fra den agtede Del af Pressen, fra en stor Del af Statens Embeder, saa vil der naturligvis udfordres langt ualmindeligere Betingelser end ellers til at danne den Art Evner og den Art Karakterer, paa hvilke i et Samfund Fremskridtet beror" (Indledning til Hovedstrømninger...).

Det moderne gennembrud
Georg Brandes (1842-1927) var kulturradikal, men vent nu med at klikke væk. Han stod bag den berømte forelæsningsrække "Hovedstrømninger i det 18. århundredes litteatur" fra 1871 og frem. Da det er første gang, han står som forelæser på Københavns Universitet, anmoder han om overbærenhed mht. fremstillingens form;

"Med Hensyn derimod til mine Grundanskuelser, mine ledende Principper og Ideer forlanger jeg ingen Overbærenhed som helst. Hvad der i denne henseende måtte støde Dem, vil ikke blive forandret" .[...] "Jeg anser det for en Pligt og for en Ære at hylde de Principper, til hvilke jeg bekjender mig, Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Seir".

Brandes bragte den internationale litteratur til Danmark på et tidspunkt, hvor det danske, litterære miljø længe havde vugget i efterdønningerne fra den store romantiske bølge i starten af århundredet.

"Mon ikke Betingelsen for et Fremskridt paany vilde være den, at Løsenet atter blev Frihed: Aandsfrihed, at man istemmede: vi vil den frie Tanke og den frie Humanitet. " (Indledning til Hovedstrømninger...)

Brandes´ forelæsninger blev startskuddet til det moderne gennembrud og forfattere som J.P. Jacobsen, Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Henrik Ibsen, der alle kastede sig frygtløst ud i sædelighedsfejde, ligestilling, ateisme, darwinisme, naturalisme. Vi må nu hele pensum igennem igen, ser det ud til, én gang til for Prins Knud.

Hvis Brandes levede i dag
En kulturradikal er altid i bevægelse frem imod oplysning, frihed og fremskridt. Det handler ikke om partipolitik, men om at tænke og tale frit. En kulturradikal løfter sig op over sin samtid, stivner ikke i den samme trætte tankegang, i dødedans med de samme gamle fjender, piskende den samme døde hest i årtier. Den slags kaldes reaktion, og det har en ende. Hvis Georg Brandes levede i dag, ville han knuse islamisterne med ord, men først efter at have sat den intellektuelle, venstre-radikale Danmark alvorligt på plads for at have tygget drøv siden anden verdenskrig: på socialismen, på etnicismen, på demokratiseringen, der betyder, at nutidige professorer har ca. samme dannelsesniveau som tidligere tiders gymnasieelever. Han ville korse sig over den grådige fagbevægelse, han ville egenhændigt møde op i Abu Labans moske og afbryde ham, erobre talerstolen fra ham.

Det er ganske grundløst, hvis de, der nu kalder sig kulturradikale, tror at have en meningsfælle i Georg Brandes. Folkeskolen og dens "skolen for livet, ikke for erhvervslivet"... Når man får bare et lille indblik i Georg Brandes´ sprog og kulturelle vid, er det sørgeligt klart, at den slags mennesker kan det danske uddannelsessystem ikke levere, om det så får 40 år til det. Hvad det pædagogiske Danmarks mening om parat viden, kundskaber og evne til selvstændig, kritisk tænkning end er: Læs Georg Brandes´s talrige værker om verdenslitteraturen og skam jer. I sit eget partis store helteskikkelse kan enhver radikal skolelærer se, at kvalificering ikke er ligegyldig.

En ægte radikal tror hverken på massernes opdragelse eller på takt og tone som kulturkampens bærende princip. Tvært imod: af den revolutionære, italienske liberalist Guiseppe Saredo lærte Brandes, at "en bog er en handling, et våben" (Brandes: Breve til forældrene). Mill var en anden stor inspirationskilde: "I Mill lærte jeg endelig den Mand at kende, hos hvem Handekraften, det Urostiftende og Gjennemførende, ganske var stillet i nye Samfundstankers Tjeneste" (Brandes: Levned, bd. 1). Brandes oversatte Mills "On Liberty" til dansk. Jo mere indflydelse, "masserne" får på den offentlige mening, jo mere skal de geniale enere - de kulturradikale - opmuntres til at danne modvægt og dermed bryde det, som Mill kalder "the tyrani of opinion".

De Radikale er i deres aldrig sluttende reaktion stivnet i ligegyldig politisk korrekthed, ikke ret meget mere indbydende for en fritænker end kold havregrød.

Nej, gamle Georg ville give Politikens samlede læserskare en stor røvfuld, og for hvad? Først og sidst for at tale menneskeheden ned i stedet for op: for at danne, støtte, samle åndspygmæer i brægende flokke, frem for at uddanne, udfordre, adskille individualiteter, der kan og vil tænke frit. Med hammeren, om nødvendigt. Det var i øvrigt Brandes, der gjorde Nietzsche berømt med en dansk artikel, der blev oversat til tysk, hvorfra kendskabet til Nietzsche bredte sig i Europa.

Fritænkerforeningen
Georg Brandes stiftede Fritænkerforeningen i 1872. Formålet var "at virke for Anvendelsen af den frie Forskning som højeste Dommer over, hvad der er sandt og usandt, og derved fremme rent human Oplysning og dannelse" (lDansk litteraturhistorie, bd. 6, p. 243).

For Georg Brandes er friheden en religion:

"Jeg troer fremdeles, at hvad Mening man end for øvrigt har om Guddommen, saa maa man, ifald man tænker, mene, at det Guddommelige, det vil sige det Høieste, som aabenbarer sig i Menneskelivet og i Historien, det er Aanden deri, og at Aanden deri er Fremskridtets Aand. Ifald der i Historien aabenbarer sig en Guddom, saa aabenbarer den sig som den Aand, der i Kamp mod ydre Vold, mod Løgn, mod Fordom, mod forældede og trykkende Traditioner ustandselig baner sig sin fremskridende Vei og som sprænger alt det Ormædte til Side for at udbrede Lykke, Sandhed og Frihed. Der gives i Historien ingen høiere, ingen mere guddommelig Aand end Fremskridtets Aand. Fritænkeren er - det ved og føler han - paa dens Side. Men er han det, da er han paa Guddommens side og Guddommen med Ham. Ikke Fritænkeren, men hans Modstandere og Fjender ere derfor de sande Ugudelige ligesom de sande Umoralske; thi Alt, hvad Hine forstaae ved Gud: Sandhed, Frihed, den høieste Menneskekjærlighed er paa hans Side og ikke paa deres" (Brandes: Forklaring og Forsvar).

Hvordan nutidens Radikale kan forestille sig, at de har Georg Brandes i ryggen med deres tyndslidte fraser og hændervridende puslen om tyrannerne og deres masser. Nej, venner. Aldrig.

Brandes i nutidens politiske billede
Brandes introducere den uglesete, russiske anarkisk Pjotr Kropotkin til Danmark, og var altid hævet over grupperinger, partidannelser og venskaber: "Der er dog kun ét, Skribenten skal holde med: Sandheden" (Dansk litteraturhistorie). Han havde en omfattende korrespondance med datidens europæiske kulturpersonligheder, altid med "intelligent og velunderrettet, myndig og ubarmhjertig kritik".

Havde Brandes stillet sig under Marianne Jelveds vinge? Under Helle Thorning Schmidt? Villy Søvndal? Poul Nyrup? Nej, han havde raset som en Ulrik Høy x 1000, han havde blæst Farshad Kholgi, Hirsi Ali og Naser Khader og mange flere til angreb forlængst, han havde mobiliseret den halve verden i kampen imod islams tyranni. Ja, Gud ved, om han ikke allerede havde været færdig med opgaven. For 30 år siden havde han sikkert haft det overblik, vi har i dag, og var gået i gang. Hvilket får mig til at tænke på Glistrup.

Fordi Brandes var liberal som i fritænker og radikal som i ubestikkelig. Et sted har han sagt, at han selv er større end et politisk parti, og at de herrer politikere måtte have at melde sig ind i ham i stedet.. Den tankegang, han repræsenterer, er i bevægelse: "Vilje ledet af intelligens". Det er muligt, at han i mangel af bedre stadig ville hælde til radikale Venstre, men han ville omgående knuse det meste af partiet og sætte et egentlig frisind i på programmet. Folkeskolelærere, præster og læger ville flygte fra partiet i tusindtal. Det samme ville islamisterne.

Georg Brandes var ikke krigsfan, og her er et parti-radikalt træk. Jeg mindes at have hørt, at han egenhændigt rejste til Tyskland og vist også Frankrig umiddelbart før 1. verdenskrigs udbrud i et forsøg på at tale lederne fra krigen. Se, her kan Lærerformanden lære noget om initiativ, handlekraft og "alsidig personlig udvikling".

Brandes og inspirationen udefra
Men var Brandes så ikke internationalt orienteret? Hvordan forholdet det sig altsammen til lukkede lille Danmark i dag? Lad os se:

"Det forrige Aarhundredes to store Grundtanker var disse: i Videnskaben den frie Forskning, i Poesien Humanitetens frie Udfoldelse. Hvad der ikke bliver i denne Strøm, det glider ned ad Forfaldstiderne og tager Vejen til Byzants. Det vanslægter og vanarter. Thi udenfor denne Bevægelse er alle Bevægelser byzantinske. I Videnskaben byzantinsk Skolastik, i Kunsten og Poesien Legemer og Aander, der ikke ligner Legemer og Aander, ensformige og ufuldbaarne.

Fra de enkelte, ikke fra Folkevælden, udgaard alle afgørende Fremskridt. Målet er for Tiden store, nye, rige Kulturtankers Indførelse i dansk Aandsliv og Samfundsliv, ligegyldigt om disse Tanker er af dansk eller fremmed oprindelse, blot de er sande og passer for os [...] Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!" (Grundlovstale 1884).

Naturligvis 100 procent international. Stæng aldrig Frøkornene ude. Men hvis Brandes kunne kratte sig igennem mulden, så ville han bemægtige sig talerstolen igen. Han ville gøre det meget klart, at den internationale åbenhed og gensidige befrugtning, han havde i tankerne, ikke var en udbreldelse af ny dunkelhed og meningstyranni i den vestlige kulturkreds, som han elskede så højt. Han skrev om russisk, fransk, tysk, finsk, norsk, engensk, amerikansk, italiensk kultur og litteratur. Ikke fordi de var udenlandske, men fordi her var noget at hente: tanker, vid, udsyn. Koranen ville han kyle i kakkelovnen. Og det ville ikke bedrøve ham, at 1,4 milliarder muslimer ville ryge i luften af raseri; "Det gaaer mig som de fleste Tænkende: Paa de faa Omraader, hvor jeg er sagkyndig, er Intet mig ligegyldigere end hvad Hundredetusinder mener, der ikke har min Sagkundskab og Indsigt" (Grundlovstalen 1884). Og ingen inkarneret den frie, danske tanke mere end Brandes.

Islam, Muhammed og muhammedanere er vist kun nævnt i "Undertrykte folkeslag", hvor Brandes skriver om armenernes skæbne under tyrkerne. Den tekst er i øvrigt ikke for sarte sjæle. Intet har han hentet i den arabiske verden, jeg tror ikke, at det faldt ham eller andre ind. For der er ikke så meget at hente. Men papegøje-radikale lirer lektien af sig: stæng ikke frøkornene ude, stæng ikke frøkornene ude. Af gamle Georg selv havde de fået et nakkedrag. I øvrigt også af Poul Henningsen, anden radikal fritænker: "FRØ af ugræs er føget over hegnet". Her refererer én tids fritænker til en anden tids fritænker. Men han kopierer ikke. Den radikale tanke er bevægelig. Altid nyskabende.

Når partiet Radikale Venstre har lænket Brandes til sig, så er det selvfølgelig ikke uden grund. Da Venstre splittedes i Bergs og i Hørups fløj (siden Berlingske/venstre hhv. Politiken/radikale Venstre), var det i uenighed om nationens forsvar. Brandes gik ind for militær neutralitet, indtil den blev en trussel for friheden (se her og her). Han gik ikke ind for hverken forhandlinger, eftergivenhed eller lunkne kompromisser, når det drejede sig om kulturens fremskridt. Hvordan kunne han det som en stor fan af alle pågående, nedrivende, sandt revolutionerende tanker i verdenshistorie?

Frihedskampen skal ikke moderere sig
Georg Brandes ser sin frihedskamp i slægt med middelalderens kætteri, med reformation, oplysningsfilosofi og revolutoin - man kan derfor godt for hans skyld kalde friheden radikalisme, hvis man vil. Men aldrig moderation. Man kan ikke være moderat galt på den, ikke gå i moderat gale retninger. Man må holde sig skarp.

Læs selv mere her: Arkiv for dansk litteratur, Georg Brandes´ skrifter

torsdag, februar 16, 2006

I gamle dage...

... havde man noget, der hed debatfora, hvor man kunne diskutere med hinanden, altså sige hinanden imod og på den måde presse og kvalificere argumentationen lidt. Det kan selvfølgelig være træls med alle mulige modsigelser og forhindringer på tankens ensporede motorvej, bloggen. Det forstår jeg udmærket, og dette er slet ingen opfordring til at sige mig imod, for det tåler jeg dårligt. Jeg kan huske - uden sammenligning i øvrigt - at min storebror engang skrev "psykopat" hen over min måske nok lidt pubertære dagbog. Det var slet ikke rart. Men rent principielt, så var det måske at foretrække, at holdningerne mødtes og afklapsninger opstod. Det sker ikke her, eller også ser jeg det ikke. I stedet opstår der små enige kredsløb. Det er det ultimative face work, hvor man gensidigt undlader at tvære hinanden, så man hver især kan holde stilen. Eller også er dialogen der, bare back stage. Man læser hinandens ting og så sker der en vis påvirkning, men dem, man er helt uenig med, kæmpe-idioterne, dem læser man måske knapt så grundigt og forpligtende. Jeg er ny, og jeg kan bare klappe i, absolut - og jeg er bestemt glad for min blog, men jeg savner seriøse møder mellem synspunkterne.

Hvorom alting er: vi har fået en musefamilie, og jeg har købt musefælder. Min mand har sat dem op her til natten, og der var bred enighed om, at familien ikke skulle træde på dem. Spelme om jeg ikke alligevel jokkede i én lige foran køleskabet 20 minutter senere. Med sandaler på. Men alligevel. Tæerne i en musefælde, God damn. Vi overvejer at sætte et web cam op, så interesserede kan følge dramaet live natten over. Fanger vi en mus? Fanger vi to? Træder vi i fælderne i morgen tidligt? Følg med her..

Så er EU klar med Muhammed-resolution:

"Den såkaldte resolution indeholder et budskab om, at ytringsfriheden er en central europæisk værdi, der skal værnes om. Men samtidig skal det være sådan, at man skal bruge sin ytringsfrihed med respekt for andre religioner og folkeslag.

Erklæringen indeholder desuden en fordømmelse af volden mod danske ambassader, en advarsel mod at gå ekstremisternes ærinde og EU's fulde opbakning til Danmark" (jp.dk i dag).

"Respekt for andre religioner", det er nok lidt optimistisk. Allerede Fogh kom til at sige på arabisk fjernsyn, at danskerne respekterer islam dybt.. Hvorfor ikke bare:

We deeply tolerate the great religion of islam.

Sabelraslen

Andre bloggere begynder så små at kede sig over larmen fra Muhammedsagen, og det kan jeg godt genkende. I den dybt kedsommelige, aldrig sluttende larm fra Mellemøsten er det svært at høre, hvad det egentlig er, de siger. Hører man endeligt noget i disse dage, er det såmænd så pinagtigt, at taktfulde mennesker overser det som et hår i næsen. Som nu Muhammed Sayyed Tantauoi, øverste religiøse leder af den sunnimuslimske del af islam, der har en milliard tilhængere. Han har meldt ud til EU´s udenrigspolitiske chef Javier Solana, at det ikke er nok med en undskyldning fra dansk side:

"Vi må insistere på, at FNs sikkerhedsråd vedtager en resolution godkendt af alle lande, der forbyder krænkelser af profeter; heriblandt især Muhammed" (Berlingske i dag). Han skulle efter sidende være moderat, og der står da heller ikke noget om, at vores Statsminjister egenhændigt skal halshugge Rose, Juste og tegnerne. OIC, der inkluderer 56 islamiske lande, har meldt noget lignende ud.

Jeg går stærkt ud fra, at vi i den vestlige verden trods alt er enige om, at det ikke kan lade sig gøre. Venstrefløjen huserer på det etiske felt (bør/bør ikke, takt og tone, skinger/u-skinger), ikke så meget på det juridiske felt, som jo er det, der betyder noget. Skal man rokke ved vores ytringsfrihed, så skal det gøres juridisk, og det kommer ikke til at ske uden meget store sværdslag.

Godt, så hvad kan vi forvente? Fra dansk side er strategien at samle sympati i den vestlige verden ved at spille den underdog, vi vel i realiteren også er. Den islamiske verden hjælper os ved at fremture: grotesk, urimelig og voldelig. Heroverfor står danskernes ro, tålmodighed og - trods alt - imødekommenhed. Jo stærkere pres, islamisterne lægger, jo mere vil den vestlige verden bakke op om Danmark og de principielle frihedsrettigheder, som det hele handler om. Så er det op til Mellemøsten at gå i offensiven eller stikke piben ind. De kan godt få en krig ud af det, hvis de vil.

Og så en ting mere. Hvor krigen kan undgås, fordi initiativet skal komme fra den islamiske verden, der imødeser en alvorlig røvfuld, så kan vi nok desværre være sikre på, at terroren vil ramme Danmark, medmindre vi gør noget drastisk ved det hjemlige terrornetværk (og det gør vi nok ikke). Vi skal derfor regne med en grum terrorhævn over Danmark. Det vil være Al-Qaidas første stunt med fuld opbakning fra den arabiske verden. Jeg er sikker på, at de ikke vil give den for lidt.

Således opmuntret!

tirsdag, februar 14, 2006

Autoriteter

Den største tjeneste, som imamerne kan gøre muslimerne, er ikke at mane til det ene eller det andet, ro eller uro, krig eller fred... De behøver bare at udstede en fatwa imod autoritetstro.

Men netop autoritetstro er kernen i sagen om Muhammedtegningerne. Det er ikke rationalitet, argumentation og kritik, der holder sammen på den islamiske tankegang. Det er autoritet. Sætter man spørgsmål ved Muhammed som autoritet, vejleder og forbillede for hele verden, så sætter man også spørgsmålstegn ved den religiøse leders autoritet i forhold til sit land, ved imamens autoritet i forhold til sin meninghed, og ved familieoverhovedets autoritet i forhold til kvinder og børn.

Tvivl om Muhammeds status sætter alting i stå, eller rettere i gang: det vil sætte et enormt skred af tanker i gang, alt vil brase sammen i al Ummah, det islamiske hus.

Derfor var the danish cartoons på én gang så forfærdelige og så "lige i skabet", som Ulrik Høy skrev.

Henrik Dahl: One more question

Hvor er Danmarks intellektuelle, tænker man, når det officielle Danmarks konklusion indtil videre er, at vi skal passe på med at generalisere, at vi skal have en bedre tone, at vi alle skal have lov til at være her, og at denne konflikt har været en øjenåbner for os? Begge sider skal pakke vat om konflikten, vi skal give hinanden hånden og begge love bod og bedring.

I øvrigt er ingen ansvarlige for noget som helst, konflikten er ikke udtryk for uenighed eller modsatrettede synspunkter, og alle analyser i den retning er bare benzin på bålet. Billedet er virkelig uskarpt, tankerne er udflydende og sammenrørte som dej. Specielt tv-medierne lyder som en klassens time for 4. klasse. Hvis hele den danske befolkning blev tilsvarende uoplyste og dumme, så ville det i sig selv udgøre en enorm sikkerhedsrisiko.

Men diskursen under den officielle diskurs forekommer mig at være ganske anderledes: folk har en helt klar mavefornemmelse, der siger, at muslimerne overreagerer helt grotesk. Og så er der sket det, at islam denne gang har afsløret sig selv endegyldigt, opbrugt sin tillid. Folk bliver fraværende i blikket, når der tales om, at islam jo er mange ting. Svaret er i bedste fald et træt skuldertræk.

Derfor var det lidt opløftende at læse Henrik Dahls kronik i Berlingske i dag. Han skriver, at den officielle opklaring af karikatur-sagen efterlader ham med en nagende mistanke (Colombo-stil). Det passer alt sammen for godt. Der er noget råddent nedenunder. Læs den. Her er hans konklusion:

"Hvordan kan vi så få sagen opklaret til bunds? Her er nogle af de faktorer, jeg ville tage i betragtning, hvis jeg var detektiv på sagen.

1. Islamismen er en ekstremt farlig fjende af den vestlige civilisation. Den fjende er ikke indbildt, og derfor er det en hån imod nazismens ofre at sammenligne jødernes situation i mellemkrigstiden med muslimernes situation i vore dage.

Islamister har magten i Iran og Saudi-Arabien, og sætter den politiske dagsorden i de fleste af de mellemøstlige diktaturstater, samt i atommagten Pakistan. Islamismen er en totalitær ideologi, der har udnævnt Vesten til sin fjende. Den har sin rod i følelsen af ydmygelse og identitetstab efter et stort imperiums undergang, ligesom nazismen. Blandt andet derfor er den ligesom nazismen præget af en ekstrem aggressiv selvretfærdighed og offermentalitet.

Ligesom man ikke skal dæmonisere tyskere og østrigere på grund af nazismen, skal man lade være med at dæmonisere muslimer på grund af islamismen. Til gengæld skal man gøre sig klart, at der i disse år er en voldsom kamp om muslimske sjæle, hvor vi i den moderne verden skal forsøge at vinde så mange som muligt over på vores side.

Det er imidlertid ikke nogen let opgave, hvilket hænger sammen med fjendskabets natur. Hvis man er udråbt til nogens fjende, kan det ikke nytte at satse på dialog. For din fjende vil slå dig ihjel - uanset hvor sød og rar du er. Jøderne havde intet gjort - men nazisterne ville slå dem ihjel alligevel. De ulyksalige mennesker, der arbejdede i World Trade Center, havde intet gjort - al-Qaeda ville slå dem ihjel alligevel. Hvis der endelig er nogen, der minder om jøderne i mellemkrigstiden, er det altså vesterlændingene set i islamisternes optik - ikke muslimerne set i den mest almindelige, vesterlandske optik.

2. Islamisterne arbejder aktivt på anti-integration i Danmark. Derfor bliver det nødvendigt at give dem en meget kraftigt og kontant modspil - samtidig med at vi giver skikkelige »ramadan-muslimske« (modstykket til »juleaftens-kristne«) medborgere så store aktier i vores moderne livsform, at de heller ikke er interesserede i at miste den.

Desuden må vi være helt nøgterne. Hvis forræderi er »violation of allegiance toward one's country or sovereign, especially the betrayal of one's own country by waging war against it or by consciously and purposely acting to aid its enemies« (som det hedder i Webster's), er der ingen grund til at skælde ud over Pia Kjærsgaards analyse af mamernes rolle i karikatursagen.

3. Forskellen på en kat og en tiger er størrelsen. Islamisterne arbejder på at skaffe sig indrømmelser ved at opdigte provokationer. Den strategi brugte Hitler også i forhold til de lande, der husede tyske minoriteter på deres territorium. Heraf kan man lære, at Chamberlains fejltagelser ikke bør gentages. Der kommer ikke fred i vor tid ved at give indrømmelser og satse på dialog. For ligesom man ikke kunne gå i dialog med nazisterne - der alene forholdt sig strategisk til de demokratiske landes forhandlere - kan man heller ikke gå i dialog med islamisterne. Det eneste, der duer i forhold til islamisterne, er med alle midler at stå fast på, at reformationens, oplysningstidens og demokratiets landvindinger hverken er til diskussion eller forhandling".

søndag, februar 12, 2006

Lad os samle op

Jeg trænger til en opsamling, en slags beslutningsreferat ud fra de seneste dages mange moralske tilrettevisninger fra høj og lav verden rundt, senest Kofi Annans:

1) Jyllandsposten har hensynsløst og anledningsløst såret 1,3 mia. muslimer.
2) Muslimerne har længe været uskyldige ofre for forfølgelse i Danmark.
3) Muslimer har ret til at blive beskyttet imod kritik af deres religion.
4) Ytringsfrihed i sin rene form er terror.
5) Vi beholder ytringsfriheden, men religioner må ikke gøres til genstand for sårende kritik.

Er det nogenlunde det?

Man kan så gå videre til det næste naturlige trin, nemlig at diskutere konsekvensen af ovenstående synspunkter. Hvad indebærer det? Lige nu skyller gode mennesker i affekt vores hidtidige samfundsindretning ud i toilettet. Det ligner en lille justering, men er ikke så lille endda, for men den nye respekt for "muslim sensibilities" vil det ikke længere være legitimt at kritisere nogen af islams helligdomme. Muhammed og Koranen skal behandles med distance og respekt, uanset at man netop her finder vor tids mest indflydelsesrige samling af formørket sludder. Ud med et demokratisk grundprincip om ytringsfrihed og ind med flere tv-transmitterede fakkeltog, der skal forsikre om, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved fundamentalismens fundamenter.

Der kunne godt være behov for en international, samfundsfilosofisk kanon. Så vi vestlige ikke står der som Per Tot og tror, at vores liv hviler på tilfældigheder og modeluner, de sidste 14 dages nyheder og så os selv. Gode mennesker tror, at vi ikke kan gøre andet end at smile meget imødekommende og føje os efter andre, for hvem tingene er vigtige. Sådan går det til, at ytringsfriheden ofres for Muhammed.

Mellemmenneskelig sensitivitet er meget værd over havehækken, men kan ikke være afgørende i en større, idehistorisk og samfundsmæssig sammenhæng. Her skal der af og til filosoferes med hammeren, og selvfølgelig er der nogen, der bliver sure. Det er der altid. Det etiske funktionssystem kan ikke overrule den frie samfundsdebats egen logik og funktionsmåde. Akkurat som en forsker ikke af høflighed kan overse en fejl i et andet videnskabeligt værk. Man kan ikke ignorere en fejl i en kræftplan for at undgå, at kollegaen taber ansigt. Og den offentlige debat kan heller ikke frede totalitarismen i anmarch for at undgå at gøre dens tilhængere kede af det.

Trusler virker

D. 28. januar mente 79 procent af danskerne ikke, at statsminister Anders Fogh Rasmussen skulle undskylde Jyllands-Postens Muhammed-tegninger over for de muslimske lande. 62 procent af danskerne mente heller ikke, at Jyllands-Posten skulle sige undskyld, 31 procent, at de skulle.

Kun 22 procent sagde på dette tidspunkt, at Jyllandsposten ikke burde have bragt Muhammedtegningerne (Epinions undersøgelse).

Men efter 14 dages trusler forstår vi pludselig meget bedre:

Nu mener 49 procent af de adspurgte mod 43, at det var forkert af den jyske avis at bringe de satiriske tegninger. Der er 56 procent af danskerne, der forstår, at muslimer verden over føler sig krænket mod 40 procent, der ikke gør" (Berlingske 12/2-06).

Professor Ole Thyssen er ad uransalige veje nå et frem til denm forrykte konklusion, at Muhammed-konflikten har "sat en renselse i gang i Danmark": "Nationen har fået en lærerig ilddåb i den globale verden. Og mens dansk udenrigspolitik har stået i lys lue, er en besindelse ved at nedkøle den hjemlige indvandrerfrygt" (Berlingske). Jo, man mærker det jo på sig selv: tilliden til islam spirer som små blomster indeni. Vi står hinanden så meget nærmere nu, som Abu Laban siger. Jo tak.

Folkeskolelærerne, hvis tillidsmænd i disse dage spammer landets aviser med 2500 enslydende læserbreve imod "Den sorte skole", forhåner særligt danmarkshistoriens nye fornemme plads i Folkeskolens formålsparagraf. Men netop i denne tid er det en øjenåbner at kaste sig lidt over krigslitteraturen, fx Bo Lidegaards "Kampen om Danmark 1933 - 1945".

Der er slående paralleller: datidens bestræbelser på at dæmpe pressens "provokationer", der kunne forårsage tysk aggression; forsøget på at bevare de antidemokratiske kræfters "tillid" ved at indgå ikke-angrebspagt med dem; den fra første færd helt opgivende og initiativløse holdning; - og så den opportunistiske grundholdning, der er drivkraften bag det hele og bagsiden af de danske velfærds"idealer": 1) sørg for forråd, 2) duk dig, 3) gem dig og 4) kom ud, når faren er drevet over.

Man skulle næsten tro, at islamisterne stadig har historie i skolerne. I hvert fald kunne de næppe have valgt en modpart, der var lettere at kue. Så meget for den danske flinkeskole.

lørdag, februar 11, 2006

Stjernfelt om tolerance og respekt

Weekendavisen 10.02.06
Frederik Stjernfelt: Tolerance og respekt er ikke det samme:

Uddrag:

"Der hersker i det hele taget megen forvirring om respekt. Hvilken respekt ligger der i ytringsfriheden? Jeg vil stadig henholde mig til et udsagn tilskrevet Voltaire, der er blevet skamredet så ofte og forstået så lidt: »I disapprove of what you say, but I will defend to the death your right to say it.«
Jeg skriver det på engelsk, fordi det lægges Voltaire i munden af den engelske forfatter S.G. Tallentyre (The Friends of Voltaire, 1906).

Typisk nok blev dette citat for nylig i Politiken gengivet i afsvækket form som: »Jeg er uenig i Deres synspunkt ...« Men det fjerner en afgørende dimension i den voltaireske idé. Det afgørende er nemlig »disapprove«: at det er forkastelige synspunkter, der har ret til at komme til udtryk. For det tydeliggør, at respekten på ingen måde angår synspunkternes indhold, men alene retten til at fremføre dem.

Det er fx muligt at forkaste eller afsky islam og samtidig respektere og forsvare folks ret til at praktisere denne religion, nøjagtig ligesom man kan forkaste eller afsky JPs tegninger, men samtidig ubetinget bør respektere og forsvare retten til at trykke dem. Det udgør faktisk hhv. religions- og ytringsfriheden - men disse friheder indebærer ikke på nogen som helst måde, at andre end de troende har pligt til at »respektere« ens trosforestillinger".

Læs resten her, hvis du ikke allerede har læst det. Det er umagen værd:

Frederik Stjernfelt: Tolerance og respekt er ikke det samme

fredag, februar 10, 2006

Underskriftsindsamlinger: Slap Af Nu og Another Middle East

Tak til forsoning.nu og anotherdenmark.org for de prisværdige initiativer. Vi svinger lighterne herfra og håber på, at I laver en støttekoncert.

I er uden tvivl bekendte med ordsproget "At høre nonner skrifte, er som at blive stenet til døde med pop corn". Sådan er det, men hellere pop corn end rigtige sten, så ikke et hårdt ord herfra til de to danske krabasksvingerinitiativer, smukt kulturelt samstemt med shiamuslimernes stilfulde sørgeceremoni for Ali.

Onde tunger kunne finde på at sige, at man ser splinten i sit eget øje, men ikke bjælken i sin brors, for slet ikke at tale om bomben i hans turban. Respekt, det er sagen, spørgsmålet er bare: Skal man sige det, hvis ens borddame har sovs på hagen eller skal man lade være? Det spørgsmål kan jeg ikke besvare. Det kommer an på konteksten, vil Sherry CanCan sige. Spørgsmålet er i takt og tone som i udenrigspolitik: Tør du? Tør du lade være?

Jeg har ladet mig inspirere og vil gerne opfordre til et folkeligt initiativ i Danmark, såvel som i resten af verden: Jeg vil gerne opfordre tilhængere af det åbne samfund til at deltage i en underskriftsindsamling til støtte for "Et Andet Mellemøsten" og "Slap Af Nu". (www.anothermiddleeast.org og www.slapafnu.dk)


Erklæring 1, inspireret af www.forsoningnu.dk:
Stands det eskalerende religionshysteri!
Vi, der underskriver denne erklæring, er borgere i verden.

Det var udtryk for en alvorlig mangel på humoristisk sans at geråde i sanseløst raseri over satiriske tegninger af profeten Muhammed i et Danmark, hvor skyklapper og politisk korrekthed er på vej ud af debatten.

Samtidig har reaktionerne i udlandet vist, at mange ikke har forstået, at det er vigtigt at skelne mellem holdninger udtrykt af en dansk avis og holdninger bildt jer ind af religiøse mørkemænd som helhed.

Vi fordømmer på det kraftigste alle trusler og voldshandlinger og anmoder indtrængende alle, der opfatter sig som part i konflikten, om at trappe ned og tage afgørende skridt mod at slappe af.

Alle, i Danmark og i udlandet, skal anerkende at mødet mellem kulturer kræver gensidig tolerance. Vi anmoder derfor alle om at udvise denne nødvendige tolerance.

Den danske regering og regeringerne i andre berørte lande har et specielt ansvar for at bibeholde tolerance. Vi appellerer derfor til den danske regering og regeringer i alle berørte lande om i fællesskab at slappe af.


Erklæring 2, inspireret af www.anotherdenmark.org:
Brev fra et Andet Mellemøsten
Kære ikke-muslimske medborgere i Danmark og i resten af verden.

Jeg ønsker at vise, at der er et andet Mellemøsten: Et Mellemøsten, som vil leve i fred med resten af verden. Et Mellemøsten, som ønsker tolerance mellem religioner og befolkningsgrupper.

Jeg har som muslim ikke noget ansvar for, hvad millioner af andre muslimer råber og/eller brænder af. Men jeg tager skarpt afstand fra Muslimske Sturmabteilungens krænkelser af ambassader og flag verden over, og jeg forstår ønsket om en undskyldning fra Imamisk Dårligt Selskab.

Vi har alle et ansvar for at behandle hinanden med både værdighed og tolerance i forhold til vores forskellige holdninger og religioner. Det Islamiske TrodsSamfund svigtede med sin hate speech rejse sit ansvar for at forvalte ytringsfriheden overhovedet.

Jeg fordømmer alle former for diskrimination,fordomme og racisme, uanset om disse rettes mod muslimer, jøder, kristne, vantro eller andre grupper i samfundet.

Jeg tager derfor også afstand fra den fordomsfulde og fjendtlige retorik, der i de seneste år har præget nogle mellemøstlige politiske partier og medier.

Jeg opfordrer til, at alle parter lader deres ytringer og protester komme fredeligt til udtryk. Angreb på og trusler mod mennesker og værdier gør kun situationen værre for os alle sammen.

Jeg ønsker en verden, hvor religioner, folkeslag og politiske og kulturelle opfattelser kan eksistere side om side i dialog, tolerance og gensidig humoristisk sans.

Jeg ønsker at vise, at der er et andet Mellemøsten, der opfatter sig selv som en del af en sådan mangfoldig verden og menneskehed.

Med håb om større mellemfolkelig tolerance og humor.

torsdag, februar 09, 2006

Hvad snakker vi om?

Respekt, en. [re'sbægd] uden flt. (ænyd. respekt, hensigt, ogs.: anseelse, ære; gennem fr. respect af lat. respectus, egl.: det at se tilbage, vbs. til re-spicere, se tilbage; jf. Despekt, Prospekt, Spektakel samt II. Respekt, Respit)
1) (nu næppe br.) hensyn (3); i forb. som i respekt af ell. til (Pflug.DP.588), af hensyn til. Bagges.(ABagges.JB.I.13). JBaden.FrO. jf. Meyer.8
2) (vist til bet.: hensyntagen, jf. bet. 1; nu kun dial.) henstand; respit (1). JBaden. FrO. OrdbS.(sjæll.). (dial.) i videre anv.: frihed; navnlig om børns tøjlesløshed, mangel paa respekt (3). OrdbS.(sjæll.).
3) (egl. om hensyntagen, jf. bet. 1) agtelse; ærbødighed. 3.1) agtelse, som navnlig giver sig udslag i høflighed, lydighed; ærbødighed, især fra en underordnets side og p. gr. af højere stilling. (ofte i forb. som have respekt (gldgs. ell. dial. respekten. Bang.T.17) for ell. nære ell. (nu sj. i alm. spr.) bære (Holb.Kandst.IV.2. Slange.Chr IV.898. Gravl.EB.5. OrdbS.; bornh.) respekt for ( til. Pflug.DP.797) ell. (jf. bet. 3.3; især m. h. t. ydre høflighedsbevisning) vise respekt). alle Folk havde . . Respect og Estime for Studenstrup. Holb. 11J.IV.6. Hamborgerne hafde . . viist deres tilbørlige underdanige Respect i at tilbagegifve hvad de hafde taget.Slange. ChrIV.704. jeg har da Viggo (dvs.: et barn), ham tør jeg dog kysse . . det er jo ikke mod Respecten (dvs.: for familien Collin)? HCAnd.BC.I.112. *Hvor han svinger Fanen kjækt! Børn! I skylde ham Respekt; Vid, det er en Ære Dannebrog at bære. PFaber.VV.117. *Bevares! Jeg nærer den største Respekt for en modsat Mening. Kaalund.324. aftvinge Respekt. JesperEw.K.63. hun vil til Byen at tjene. Alle Piger med Respekt for sig selv rejser til Byerne. MartinAHans.NO.110. jf. bet. 4: Der stod slig Respekt om Manden, at de handlede med ham i største Ærbødighed, skønt han var bevidstløs.JV Jens.HF.135. respekt for retten olgn., (jur., foræld.) især m. overgang til bet. 3.3, om sømmelig optræden (“skikkelighed”) i retten. DL.1–12–5f. (advokaterne) tar hinanden for Brystet . . Dommeren: “Respect for Retten! holt op.”Holb.Jep.IV.6. Skuesp.V.184. VSO.V.R94. i videre anv., i udtr., der angiver, at man er bange for noget, ikke tør indlade sig dermed, helst gaar uden om det. Kongen hafde haft en anseelig Krigsmagt forsamlet, som de Kæyserlige bare Respect for. Slange.ChrIV.898. disse Eksplosioner indgød de vilde Dyr Respekt for vor Lejr. Buchh.FDK.97. Medlemmerne havde en vis Respekt for Foredrag, hvis der var Politik med i Spillet. JernbaneT. 1/6 1935.10.sp.1. efter præp. i, i forb. som holde en ell. (navnlig) sætte (sig) i respekt. (en hær, som kunde) holde Svensken i nogen Respect. Slange. ChrIV.942. (læreren) vidste at sætte sig i tilbørlig Respect hos Drengene. MCBech. U.43. han (var) i Besiddelse af en Holdning og Myndighed, der satte ham i Respekt til alle Sider. VilhHans.J.41. staa i respekt, (jf. bet. 4; nu næppe br.) være meget anset. Leth.(1800). VSO. med respekt. Hør Domine! Tal med Respect om lærde Folck. Holb.Tyb.III.5. Med al Respect for (dvs.: idet jeg fuldt ud anerkender) Kjøge, saa har jeg dog aldrig hørt dets Poeter berømmes.Heib.Poet.VII.71. IsakDin.FF.107. med respekt at melde (S&B. KLars.SA.42) ell. sige ell. tale (Leth. (1800)), anv. som undskyldning for et ligefremt, dristigt udtryk: med tugt at melde; reverenter talt. han bad mig sidde ned, imens han hentede et Par (med Respekt at sige) Beenklæder eller Buxer. Cit.ca.1785.(Luxd Visesaml.I.nr.46.1). en Kjøbmand, der havde holdt Folk, før Lange, med Respekt at sige, kunde knappe sine Buxer. Goldschm.II.88. 3.2) (jf. bet. 3.3; nu kun arkais.) i høflige henvendelser ell. (navnlig) hilsener, i slutningsformler i breve olgn. ieg, næst min respect til Fruen, forbliver med al Høiagtelse . . I. Langebek.Langebek.Breve. 158. formelde sin respekt. Holb.Kandst. V.7(se u. formelde 2). Tør jeg til Slutning bede Dem formelde min ydmygste Respect for Deres Hr. Fader. Cit.1810.(Hjort. B.I.12). 3.3) (nu næppe br.) udslag af agtelse; høflighed; æresbevisning. Kyhn. PE.19. I maa bruge lidt meer Respect, lille Madam, for Bormesterinden. Holb. Kandst.IV.9.
4) (nu ikke i rigsspr.) det at være agtet og æret; agtet, anset stilling; anseelse; værdighed. det bør ikke at komme hans Ære og Respect til nogen Forklejning i nogen Maade. DL.6–8–5. saafremt (prokuratorerne) sig . . imod Krigs-Rettens Respect . . forløber, maae de dømmes til Penge-Straf.MR.1702.102 (jf. ovf. sp. 83144). staa paa sin respekt, holde over sin anseelse, værdighed; hævde sin stilling, rang. I skal ey . . være alt for ydmyg; men staa paa jer Respect, og for alting arbeide paa, at faa det gamle Kandstøber-Væsen af Hoveded. Holb.Kandst.III.4. VSO. have respekt (hos), nyde anseelse hos; ogs. (if. Levin. dial.): være af betydning, vigtighed. Pflug.DP.991. *En Jæger har Respekt blandt smukke Piger. PAHeib.US.580. jf. bet. 2 slutn.: Tienestekarle have anderledes Respect i vor Tid . . gjelde, have Fordringer. Levin. m. tings-subj.: have noget at sige; være af vigtighed. Holb.Jean.III.2. “Er der gode Indkomster?” . . “Omtrent 1000de Rixdaler.” “Det er en anden Sag: 1000de Rixdaler har Respect.” Wibe.(Nye orig.Skuespil.IV3.(1783).44). med respekt, paa en sømmelig maade; med anstand. jeg kand bære mine Horn med Respect og lade dem forgylde til. Holb.HP. I.2. KomGrønneg.III.396.


Ordbog over det danske sprog

Albatros

Vores udenrigsminister har fået en udfordring, der gør det klart for enhver, hvilket stof han er gjort af. Senest i DR-profilen i aften. Veloplagt, skarp, i topform. Mere nærværende end jeg nogensinde har set ham. En albatros, som Baudelaire skriver i "Syndens blomster": på jorden klodset og slæbende, en mærkværdig, baskende fugl. Men se den få luft under det enorme vingefang, se den i svæv. Så kan I lære det. Respekt.

onsdag, februar 08, 2006

Og så er der 68´ernes frisind..

Hollandsk frisind

Nemlig: "Markant flertal af hollændere finder det helt i orden at trykke Muhammed-tegninger i både danske og hollandske aviser. Fire ud af fem hollændere afviser, at Danmark skal undskylde, viser ny måling [...] Målingen viser, at 79 pct. af hollænderne siger ja til, at muslimerne må lære at leve med ytringsfriheden i den vestlige verden. 19 pct. siger nej" (jp.dk i dag).

Holland har en mio. muslimer ud af 16 mio. borgere.

Leve Holland, der allerede i 1600-tallet husede den franske filosof Descartes, rationalismens fader. Descartes undgik hermed sin italienske kollega Brunos skæbne; Bruno blev brændt på bålet i 1600 for at være tilhænger af det kopernikanske verdensbillede (det med solen i centrum).

Det var dengang, Europa led af fundamentalisme.

Kaster det lys over sagen?

Uffe Ellemann

Uffe Ellemann mener, at Carsten Juste bør gå af som chefredaktør, hvad han heldigvis ikke har tænkt sig. Sådan skal det være. De må fyre ham efter Jordansk forbillede, så er der klare linier.

Mine debatindlæg om Ellemanns standpunkt i denne sag:

Replik i Berlingske 22.12.05:
Ellemann er fortid
Lad endelig bare Uffe Ellemann og hans generation stive sig af ved at svinge de multietniske faner lidt. Det kan nok behøves. Det er trods alt ikke bare Nyrup & co, men også Ellemann & co, der ved deres tomme, naive tolerance har bragt os i den situation, vi er i. Vi må dog lade fremtiden om at dømme nutiden. Og regn med én ting: det er ikke intolerance, der driver Holland og Danmark. Det er to i særklasse frittænkende nationer, hvis islamkritik folder sig ud nu. Med Heinrich Böll: Islams ærestab er ikke tilsigtet. Det er ikke tilfældigt. Det er uundgåeligt.

Debatindlæg i Berlingske 01.01.06:
Tølpere og troende
Heinrich Böll døde i 1985. Han har af indlysende grunde ikke haft en mening om, hvordan Europa skulle håndtere en kvalitativt og kvantitativt voksende islamisme i Europa. Tak til Lars Rosenkvist for at pege på det, hvis det ikke skulle være klart for enhver.

Min reference til Böll går dog på et andet forhold, nemlig den kritiske røsts håndtering af de krænkelser, der kan være resultatet af kritikken. Det interessante ved Böll er, at han viser krænkelsen tilbage til den krænkede: hvis jeres avispraksis ligner den rædsomme avispraksis, jeg har beskrevet i mit skønlitterære værk, så har I vist større problemer end min lille bog. Tilsvarende gælder det med tegningerne af Muhammed, Van Goghs film og hele den ubegribelige diskussion af, hvorvidt europæere må kritisere islam. Med deres vrede reaktioner udstiller overraskende mange muslimer, at de i mangt og meget er nødt til at begynde helt forfra, hvis de skal finde sig til rette i de åbne samfund, som de har valgt at slå sig ned i.

Lars Rosenkvist skriver, at jeg udtaler mig "tølperagtigt" om andre menneskers tro. At jeg har en "karakterbrist". Det er klart, at den religiøse helst vil have 200 procents fred med sine forestillinger og ritualer, og det under tolerante europæere dem naturligvis gerne. Lige indtil religionen bevæger sig ud i samfundslivet og begynder at æde af omverdenens frihed og forlange almen helligholdelse af bøger, religiøs praksis og religiøse figurer. Så er der inviteret til offentlig debat, og så nytter det altså ikke noget, at man flæber om, at det er ens religion, det drejer sig om, og at man derfor venligst vil bede om billedforbud, recitationsforbud, halalslagtet kød, kønsadskilte ungdomsklubber osv.

At man kan føle sig umådeligt krænket over ikke at få sin vilje, betyder
ikke nødvendigvis andet end at man har sat sine forventninger om almengyldighed, lydighed og respekt for højt.

Frie samfund kan ikke levere så meget respekt for religioner, at vi lader selvhævdende, samfundsorienterede trosformer implementere deres egne, religiøse regler i det offentlige rum. Det er en umulig ide, alene af den grund at det jo ikke fungerer, hvis der er mere end en religion med den ambition.

tirsdag, februar 07, 2006

Ahmed Akkari

Morten Boie, overleveren fra Estonia, sagde dengang, at det at lade sig glide ned i det iskolde hav og dø var en fristende mulighed i forhold til at kæmpe og lide. Jeg tror, at Carsten Juste forstår hvad han mener. Han overvejer at skrive en erklæring om tegningerne sammen med Ahmed Akkari.

Vor diplomatiske ven Akkari har generøst stillet sig selv til rådighed for vort land. Han mener, at sådan en erklæring vil kunne dæmpe de gemytter, som er sat i bevægelse, i øvrigt af ham selv. Og mon ikke han ved, hvad han snakker om, nu hvor han lige har været nede og pleje sit fine netværk blandt ekstremistiske, mellemøstlige imamer. Det tager kun en enkelt fredagsbøn, så er den sag på plads.

Spørgsmålet er, om Juste er tilstrækkeligt mør til at lade sig koble sammen med Akkari, over hvem eftertiden vil rejse en skamstøtte på højde med World Trade Center. Det håber jeg ikke, han er.

Akkari vil også gerne møde Udenrigsministeren og Statsministeren som en del af sit ørkendiplomati (Dronning Margrethe blev ikke nævnt). Godt vi har ham i en stund, hvor alle officielle personer er rådvilde og lyn-genindlærer at snakke muslimer efter munden. Han kan bringe os sikkert igennem krisen, han kan mægle sig frem til en passende bod efter Koranens anvisninger.

Vi må øjeblikkeligt have Landbohøjskolen i gang med en storstilet kamelavl.

Hirsi Ali

Hirsi Ali sætter igen tingene på plads. Der er fordele i den åbne konflikt: »Selv om det kan virke barsk at sige i disse dage efter afbrænding af ambassader og trusler mod danskere, mener jeg, at konflikten om Muhammed-tegningerne vil bringe Europa et stort skridt fremad. Konflikten er et udtryk for, at der virkelig finder et sammenstød mellem civilisationer sted. Det sammenstød var dømt til at komme, og tegningerne kan føre til, at udviklingen for islam i Europa kan springe flere hundrede år frem på ganske få år«

Og videre: »Konflikten har også afsløret, hvor naive politikerne over hele Europa er. Den viser, at Europa ikke er rede til at løse problemet med at have store grupper af muslimske borgere, som ikke har nogen forståelse af, hvordan demokratiet virker".

Alternativet til den nuværende åbne konflikt er en tikkende bombe under Europa: »Så ville europæerne bare blive ved med passivt at acceptere, at man ikke må røre ved muslimernes tabuer. Samtidig vil antallet af muslimer i Europa vokse, muslimer ville få stemmeret, og der ville komme flere og flere oliepenge fra Mellemøsten til muslimerne i Europa til at bygge moskeer og skoler. Det ville betyde parallelle muslimske samfund uden nogen form for integration med de europæiske« (jp.dk i dag).


07.02.06

Ytringsfrihedens fjender

Hvem skulle have troet, at ytringsfriheden har så mange fjender, nu hvor the going gets tough.. Jeg har læst i en selvhjælpsbog imod svigermødre, at man kan omfavne sine fjender ihjel, så de ikke kan få luft til at gå kontra. Elske dem ihjel. Sådan er jeg bange for, det kommer til at gå med ytringsfriheden. Kvast ihjel af gode menneskers gode hensigter. Storoffensiv mod Pia Kjærsgaard



07.02.06

Religionerne og respekten

Debatindlæg i De Bergske Blade 09.02.06:

Religionerne og respekten
Mandag d. 6. februar bragte De Bergske Blade Indre Missions beklagelse af Jyllandspostens Muhammed-tegninger. Landsformand Anders Dalgaard mener, at han går fuldt ud ind for ytringsfriheden, men at man ikke skal parodiere andres Gudsopfattelser. Ingen hjælp til en betrængt, dansk avis fra den front. Samme dag i Berlingske Tidende bedyrer folkekirkemedlem Georg Facius, at han vil stå last og brast med dem, der kæmper for ytringsfrihed, når bare folk forstår at vise behørig respekt for religiøse følelser. Georg Facius mener, at Jyllandsposten er eneansvarlig (!) for situationen, at Folketinget bør vedtage en resolution, der fordømmer avisens blasfemiske fornærmelser, og at chefredaktøren bør gå af.

Det klæder ikke kristne danskere at benytte denne lejlighed til at indkræve mere ærbødighed for religiøsitet. Det er trist at se dem flagre koket af sted, arm i arm med taktfast råbende, islamistiske muskelmænd, der smadrer sig vej gennem Mellemøsten. Kvidrende tankeløst med på muslimernes brøl om respekt for religiøse fundamenter og religiøse autoriteter.

I forhold til videnskab, filosofi, demokrati, borgerlige frihedsrettigheder, kvindefrigørelse, fagbevægelse og ungdomsoprør har kirken hængt i bremsen igennem hele historien. Det kunne man starte med at erkende. Det er ikke på grund af religion, men på trods af religion, at vi har det samfund, vi har i dag. Moderne kristne skulle hellere glæde sig over, at europæiske samfund ikke har ladet sig stoppe af kirkens stejle, indskrænkede tyranni.

Tolerance kan religionerne regne med. Det kan de takke tidligere tiders fritænkere for. Respekt må de selv gøre sig fortjent til.

07.02.06

Ugens gang i Lilleland

Søndag, 5/2/2006 kl.: 23:55 CET:
Slap nu af

Nu ikke så trykket, Danmark. Når alt kommer til alt, hvad er så det nye? At Mellemøsten er i flammer, er det nyt? Vel ser det dramatisk ud, og er det sikkert også. Men det har vi set på hver dag i årevis. Hvis der ikke er det ene, så er der det andet.

Der er intet nyt i, at Mellemøsten går amok, det kan de lide. Det er en folkesport. Hellig krig er en breddeidræt på de kanter. Op i røven med de ambassader.

Jeg er mere bekymret for, hvor mange gode mennesker, der er naive nok til at lytte til Achmed Akkari, formanden for Islamisk Trossamfund, når han diabolsk smilende siger, at nu er der virkelig brug for dialog. Han smager på sin magt, han nyder det åbenlyst. Det piner mig vitterligt at se vores respekterede politikere heroverfor, tydeligt stressede og berørte, alvorlige i deres bekymring. Anders Fogh med blodsprængte øjne. Og så står den lille lort og griner.

Sammen med et muslimsk kvindemenneske, der gentog sine umodne, flade og egoistiske betragtninger i det uendelige, tog han 3/4 af taletiden i aftenens debatudsendelse på DR1, så ingen fik lejlighed til at høre hverken Troels Lund Whatshisname, Naser Khader, Karen Jespersen, Juste, Pia Kjærsgaard, Mogens Lykketoft eller andre travle mennesker, man har ulejliget derind. De kunne bare stå og se på, at journalisten stod og grinede jovialt af sin egen danskhed og leflede for en tvekulturel bevidsthed, som enhver vel kunne se og høre, de to muslimer ikke havde en tøddel af. Ikke en sprække af tvivl har de. Det har vi.

Danskerne skal coaches, ellers kommer vi ikke til at stå dette her igennem uden frivilligt og skyldbevist at islamisere hele landet.

Der er intet nyt i det Mellemøstlige kaos, og vi har meget lidt med det nuværende kaos at gøre. Det var en større nyhed, hvis Mellemøsten i morgen stod tidligt op og gik i gang med at lægge kloakering. Det bliver ikke i dette århundrede.


Fredag, 3/2/2006 kl. 22:07 CET:

Tyreligionosaurus Rex
Det billede, der bedst tegner situationen, er for mig at se følgende:
En Tyrannosaurus Rex iført turban står aggressiv, dampende og tungt åndende, med hovedet ned i en åben jeep. På førersædet Jyllandspostens Juste i frys. På forsædet, ligeledes i still: Anders Fogh m.fl. På bagsædet det danske folk, alle lamslåede, en enkelt rodende katastrofalt med en lygte. Stemningen generelt særdeles anspændt.

Det vil jeg godt have, I tegner, så hele verden ligesom forstår. Tak for det.


Fredag, 3/2/2006 kl. 10:18 CET:
Endelig fredag
Så er det fredag, venner, store tankpasserdag. Hvad hælder de i dig i dag? Blyfri 98, smøreolie, fyringsolie, lampeolie? Det betyder ikke meget, du kører på hvad som helst, bare der er nok til en uge. Lidt spændt er man vel altid: Skal nogen bombes? Hvem skal hades i denne uge? Hvis skyld er det hele i dag? Nogen særlige bemærkninger mht mad, tøj, sutter, indpakning af skolebøger, selvstændige tanker? Du er driftsikker, når du går derfra. En uges mellemrum mellem synstjeckene, så er man altid godt kørende. På med skoene igen og af sted ud i verden med sig, dig piller de ikke pladerne af.


Fredag, 3/2/2006 kl. 10:43 CET:
Og sig mig så lige
Når alt, hvad muslimer gør og tænker er støbt i religion, hvordan skal man så kunne kritisere dem uden at kritisere deres religion? Hvordan skal man kunne kritisere denne cementindstøbning af muslimske tanker med respekt for muslimernes religion?

Vi har alle hysteriske familiemedlemmer, så vi ved det jo: hvordan kritisere hysteriet uden at udløse hysteri?

Det må være for sjov. Blink til mig, blink til 80 % af den måbende danske befolkning, så ved vi, at hverken I eller vi er blevet sindssyge, men at det glasklart logiske af pragmatiske hensyn ikke skal siges lige nu. Fordi man ønsker at udskyde det åbne fjendskab, som kunne blive resultatet af, at man sagde BØH til de religiøse mørkemænd. Eller fordi man håber på bedre tider og en fredelig løsning, fx ved at islam reformerer sig selv fredeligt indefra.

Man skal aldrig sige aldrig. Alt kommer som nævnt an på fredagsbønnen :)


Torsdag, 2/2/2006 kl. 21:06 CET:
Respekt
FN´s generalsekretær Kofi Annan har nu slået en ostehaps igennem problematikken, og han er kun én af mange, der tager et helt umuligt standpunkt: Han forsikrer først om, at ytringsfriheden ligger fast, men dernæst lyder det, "at ytringsfriheden altid skal udøves på en måde, der fuldstændig respekterer religiøse trosretninger og principper" (jp.dk i dag).

Det svarer til at sige, at videnskaben er fri og samtidig understrege, at den skal udøves på en måde, der fuldstændig respekterer det geocentriske verdensbillede.

Ytringsfriheden kan ikke afkræves respekt for religioner. Vi kan vel ikke alle i forvirringen have glemt, at islam i stor stil genererer fattigdom, dumhed, vold, diskrimination, undertrykkelse og despoti. Alle kan vel ikke have glemt det på én gang. Så sig det dog.

Man kan forlange tolerance, dvs. at vi tåler hinanden. Men respekt er noget andet. Respekt er anerkendelse, billigelse, det er en udmærkelse. Den må man gøre sig fortjent til ved at gøre sig positivt bemærket.

Ingen eksplorativt fungerende tankegange, hverken pressen, videnskaben eller den offentlige debat, kan fungere, hvis de på forhånd skal aftvinges respekt for andet end at søge sandheden.
Hele verden babler med på de islamiske ære og skam begreber. Hele verden lyder som en forpulet indvandrerbande: respeeekt..!

Kun enkelte fyrige franskmænd forstår at holde hovedet koldt: Det er chokerende, det er grotesk, det er fuldstændigt uhørt, at den islamiske verden forsøger at tromle os på den måde.

Og kan vi så snart blive fri for den evindelige snak om, at det kun er et lille mindretal af muslimerne, der er fundamentalistiske og ekstremistiske.

Og deres religiøsitet skal vi respektere? Det kan ikke lade sig gøre, løbet er kørt, oplysning er oplysning, latterligt er latterligt, hundelortene ind i hundene, den går ikke.


Tirsdag, 31/1/2006 kl. 11:00 CET
Undskyld
1,4 mia. muslimer er vrede på Danmark, og de er gode til at være vrede. Vi har længe set det hver dag i Nyhederne: skrig og skrål, død over dit og dat. Nu er det vores flag, de brænder af i gaderne. Nu hader de os.


Dansk Industri og Berlingske Tidende fordømmer Jyllandspostens anledningsløse, unødigt provokerende tegninger. Barnagtige, sjofle tegninger uden pointe, helt grundløse satirer over en stor religion, som pusler fredeligt rundt uden at genere nogen.

Jyllandsposten har skrevet en undskyldning, der ikke er en undskyldning, og Anders Fogh er også ved at være mør, presset af samtlige danske partiledere undtagen Pia Kjærsgaard. Jeg vil tro, at Claus Hjort Frederiksen til sidst har bedt ham om for Helvede bare at fyre en beklagelse af og krydse fingrene. I anerkendelse af, at vi har med idioter at gøre.

Sandheden er, at 80% af danskerne ikke beklager tegningerne. Se på dem. De er relevante i sig selv. JP har begået et helt forrygende aktionsforskningsprojekt, der kommer til at gå over i kunsthistorien. Ingen sammensyede, rådnende grise eller bepissede mure har braget så avangardistisk og overlegent igennem som denne lille aktion, vendt imod idiotisk, religiøs formørkelse. Islam må lære at leve med at se sig selv uhelligholdt. Engang vil det lykkes, måske om 500 år. Mange forstenede tankegange skal væltes inden da, og det er bare med at komme igang.

De 12 tegninger var en lektion i demokrati og tolerance, men også en test. Muslimerne er dumpet.
Hvad skal vi gøre for at formilde sjælene? Ingenting. Intet. Det er en æresbevisning at blive boykottet af totalitære systemer, en fortjenstmedalje for mod og klarsynethed. Vi skal holde fokus. Muslimske masser med en fatwa i ryggen vil flå danskerne levende for 12 satiriske tegninger. Det er slemt. Men rolig, tænk oplysning. Tænk på en mellemøstlig kvinde, der vil have skilsmisse, ikke ønsker at bære tørklæde, en kvinde, der vil forsørge sig selv, bo alene med sine børn, uden mandlig ledelse? Tænk på, mine radikale venner, hvordan det er at være bøsse i mellemøsten? Eller kunstner? Ikke mange danske forfattere og kulturpersonligheder siden Brandes havde overlevet dernede. Og før da: Kierkegaard havde ikke overlevet, måske havde Brorson. Kingo havde ikke haft problemer, han var blevet en stor mand. Han levede i 16-tallet: "Jorderigs guld er prægtigt muld / himlen er ene af salighed fuld"...

Sidder der en pigeskolelærer, sat fra bestillingen af religiøse stenhoveder, og tænker på os nu? Er der bare en enkelt, der griner? Sidder der rundt omkring i mellemøsten mennesker med en spinkel følelse af samhørighed med os? Oplever de nu en lille håndsrækning i retning af frihed og tolerance? Så skal vi også leve op til vores ansvar. Vi er frie (det var vi i hvert fald indtil for nylig). De kan ikke rokke med ørerne. Skal vi, der kun risikerer en smule penge og en charterrejse, skuffe dem ved at falde på halen for en latterlig fatwa?

Boykot os endelig, boykot alt, hvad der er dansk, nægt at modtage en øre fra os, sig nej tak til alle ydelser herfra, det er alligevel beskidte penge, indbetalt af vantro mænd, der spiser svinekød og letlevende kvinder, der drikker rødvin om aftenen og bestemmer over deres eget liv. Vi respekterer ikke Koranen mere end sidste uges tilbudsaviser. Går man os på klingen - og det gør man vist nu - så finder vi også Muhammed latterlig. Latterlig i sin opblæsthed, sin jalousi, sine pinagtige løgnehistorier om, at Allah snakker med ham. Og latterligt helt ud i det tragiske er det, at en helt civilisation æder alt vrøvlet råt, ofrer en lys fremtid for denne ide, denne i enhver forstand rigtig dårlige ide.

Undskyld, at vi ikke har meldt det klart ud fra starten.