fredag, marts 31, 2006

Læreruddannelsen


Der er indgået et bredt forlig om ændringer i læreruddannelsen. Det er fint, men ærgerligt, at man ikke har set lidt på læreruddannelsens formålsparagraf, da man var ved det.

I læreruddannelsens bekendtgørelse lyder det:

§ 1. Uddannelsen har til formål at uddanne lærere til folkeskolen og tillige at give et grundlag for anden undervisning.

Stk. 2. Uddannelsen skal give de studerende den faglige og pædagogiske indsigt og praktiske skoling, der er nødvendig for at kunne virke som lærer, og skal bidrage til at fremme de studerendes personlige udvikling samt bidrage til at udvikle deres interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund.

Hvorfor det? Hvorfor skal lærere gå særlig flittigt ind i det politiske liv? Selvfølgelig må de medvirke, men der er vel ikke større behov for deres medvirken end for en smeds eller en jurists eller filosofs..? Og når man allerede i seminariet lærer lærerne, at det gælder om at bøvle rundt i sin egen personlige udvikling, når man altså ikke lige udvikler sig politisk, hvordan skal man så nogensinde kunne overbevise lærerne om, at folkeskolens opgave også kunne være at formidle viden? Jeg holder meget af mange lærere for mange gode egenskaber, men det er min bestemteste erfaring efter snart adskillige år i et pædagogisk undervisningsmiljø, at man blander viden og holdninger i blandingsforholdet 1 til 10.

Man kan sammenligne med formålsparagraffen i bekendtgørelse om bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne:

§ 2. Formålet med bacheloruddannelserne er at

1) indføre den studerende i et eller flere fagområders videnskabelige discipliner, herunder fagområdets/fagområdernes teori og metode, så den studerende opnår en bred faglig viden og kunnen.

2) give den studerende den faglige viden og de teoretiske og metodiske kvalifikationer, så den studerende bliver i stand til selvstændigt at identificere, formulere og løse komplekse problemstillinger inden for fagområdets/fagområdernes relevante bestanddele, og

3) give den studerende grundlag for udøvelse af erhvervsfunktioner og kvalificere til optagelse på en kandidatuddannelse.
Sådan. Dét er skarpt. Dét er elitesoldater, hvor det andet var hjemmeværnet. Læreruddannelse er på niveau med en bachelor nu (det ér en bachelorgrad), så der er ingen undskyldning for, at den skal blive ved med at knalde ud i det der personligt/politiske holdningsunivers, hvor man rider med på bølge efter bølge af pædagogiske modeluner uden at nogen nogensinde har læst de teorier, det hele i en eller anden forstand baserer sig på.

Kan du ikke lige se på det, Haarder?

Lærere kræver deres skole nedlagt

"En skole i et af Berlins mest betændte kvarterer har så mange problemer, at inspektøren og lærerkollegiet opfordrer til, at den lukkes. 83 procent af eleverne er indvandrere, og en hård kerne terroriserer resten. Der er ikke mere at gøre, mener personalet" (Berlingske 31.03.06).

Lærerne har mistet kontrollen over eleverne. Vold, hærværk og "menneskeforagtende opførsel" præger miljøet. Eleverne ignorerer lærerne og angriber dem undertiden korporligt. Lærerne har mobiltelefoner på sig for hurtigt at kunne tilkalde hjælp.

Der er skabt er "terrorregime, hvor de få tilbageblevne, indfødte børn holder lav profil og taler gebrokkent tysk for at ligne deres indvandrerkammerater så meget som muligt. Indvandrerbørnene omtaler tyskerne som svinekødædere".

Pga. dårlige erfaringer med vold, tyveri og overfald tager man ikke længere på tur.

I et andet belastet kvarter i Berlin, Kreuzberg, meddelte skolen sidste år, at samtlige elever nu havde udenlandsk baggrund.
"Politologen Stefan Luft fra Bremen erklærede i denne uge de sidste 30 års integrationspolitik i hovedstaden for en fiasko. En af årsagerne er ifølge Luft, at indvandrerelever kun går på skoler i deres eget område".

Man vil nu forsøge at løse problemerne ved at sprede indvandrerbørnene ud over andre skoler, hvor de er i mindretal. Endnu da!

Det kræver selvfølgelig lidt mere af de europæisk-muslimske selvstyrers sammenhængskraft, men mon ikke de ved en ihærdig indsats formår at holde sammen på flokken alligevel, så yderligere integration kan forhindres. Et par ekstra koranskoletimer og lidt mere arabisk tv, så kan hvert eneste lille muslimske skolebarn også i fremtiden holdes 100% integrationsresistent.

onsdag, marts 29, 2006

Karakterselvmord


I skal ikke sige, han ikke har humor. Nu har han fyret endnu en fed løgn af på Al-Arabiya, noget med, at det danske udenrigsministerium har forbudt imamerne at udtale sig, hvilket han dog sagde, at han fik sagt forkert, da han siden blev konfronteret af en dansk journalist. Business as usual. En løgnedetektørtest ville intet opdage, så fløjtende ligeglad er han formentlig med at fyre den bette løgn af. Hvem interesserer sig for, hvad 5 mio danskere tænker, når bare 48 mio trilliarder muslimer æder ens løgnehistorier råt.

Mon egentlig ikke, det er ham, Abu Laban taler om i bilen? Søger kontakter alle steder, har skrevet til Generalsekretæren for OIC. Er villig til at gå hele vejen og vil virkelig lave ravage. Der synes nemlig at være en let hovedrysten og sådan en lidt undskyldende, faderlig omsorg i Abu Labans stemme, da han siger det. Der mangler lidt ærefrygt i Abu Labans stemme, hvis der skulle være tale om en rigtig fullblown martyr, hvis jeg må sige det sådan. Eller også er martyrier så hverdagslige i den muslimske bevidsthed, at man kan plabre stille om dem, en passant, i en bil med en journalist i. Det er ikke godt at vide.

Anyway, hvad de måbende, danske tilskuere angår, er martyriet vist allerede fuldendt. Akkari har nu begået et stort, styrtblødende karakterselvmord i fuld offentlighed. Igen-igen-igen. Hvor mange måneder har disse muslimske skriftkloges idioti nu roteret over vores hoveder som gigantiske, ondt hylende heksehyl?

On faudra sende to mand afsted for at sprænge ham og hans godnatlæsning i luften.

Hvad mener I i øvrigt om sådan et krystersprog, hvor "on" både kan betyde "vi" og "man"? Hvis jeg var storløgner, ville jeg aldrig tale andet end fransk.

Den mand har undervist muslimske børn i koranskoler i årevis. Kig forbi Angantyr og se denne video med tre eks-terrorister, der fortæller om mainstream opdragelse til had.

tirsdag, marts 28, 2006

Vidensamfundet fundet dræbt

En ukendt blogger fandt i eftermiddags liget af vidensamfundet under adskillige lag af bullshit. Vidensamfundet var ved fundet svært genkendeligt pga. forrådnelse og skønnes at have været død i 50-70 år. Foreløbige observationer tyder på, at det er blevet dræbt ved adskillige slag med stumpe instrumenter. Volden kan have stået på gennem årtier.

Ak ja.

Hammouti har lige spurgt mig i en kommentar: "Er det ikke dig, der går de rabiate islamisters ærinde, når du konstant tager deres propaganda for gode varer?"

Et langt svar på et kort spørgsmål: Jeg mener, at det er en stor belastning for debatten, at man hele tiden i ramme alvor standser sig selv og hinanden i vores søgen efter kendsgerninger med henvisning til, at dén vinkel vil skabe splid, dét faktum skabe fjendtlighed, oplysninger om dét forhold vil gøre dem og dem vrede eller styrke den og den fløj..

Det kan jo ikke nytte noget. Så bevidst og hårdnakket dumme har vi da aldrig været før. Vi spærrer udsynet for os selv, fordi vi bevæger os i et spinunivers, der ikke taler om kendsgerninger, men kun om holdninger til kendsgerninger. Vi taler ikke om virkeligheden, men kun om hvordan vi taler om virkeligheden.

Jeg er helt overbevist om, at sandheden varer længst. Det afgørende er ikke, om jeg ved at tro på, at Abu Laban har mange tilhængere gør ham stærkere end han er. Det afgørende er, hvor mange tilhængere han har. Altså fakta.

Vi kan dårligt bryste os af at leve i et vidensamfund, for vi viger helt bevidst i en stor bue uden om viden. Venstrefløjen gør i hvert fald, hvilket kan føres tilbage til en i og for sig fin tradition for diskursanalyse inden for samfunds- og humanvidenskaberne, der jo masseproducerer venstreorienterede. Men virkeligheden er så til gengæld forsvundet helt ud af interessefeltet.

Kant, Hegel, Wittgenstein, selv Austin ("How to do things with words") og Berger og Luckman ("Den samfundsskabte virkelighed") ville føle sig kørt over gevind, det tror jeg bestemt. Det har taget helt overhånd. Det er jo egentlig tragisk, at de mennesker, som skulle være bare lidt kloge i dette land, har mistet al respekt for sandhed. Det er et ord, man lærer at grine ad på universiteterne, ja, sågar også længere nede i systemet. Skepticisme er blevet flad mainstream, og der er seriøst ikke mange, der egentlig selv kan argumentere den hjem.

Læs fx david Favrholdt om kulturrelativisme i Weekendavisen: http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20060303/IDEER/603020378&SearchID=73239852680377

I øvrigt tager jeg ikke Abu Labans udsagn for gode varer. Jeg tror ikke på et ord af, hvad han siger. Men derfor kan han jo godt komme for skade at sige noget, der passer engang imellem.

mandag, marts 27, 2006

Nej, nej, nej ?!?

Katastrofe. Se, hvor lavt vi scorer i Europæisk IQ-undersøgelse:

Lynns IQ-rangliste
Tyskland 107
Holland 107
Polen 106
Sverige 104
Italien 102
Østrig 101
Schweiz 101
Storbritannien 100
Norge 100
Belgien 99
Danmark 99
Finland 99
Tjekkiet 98
Ungarn 98
Spanien 98
Irland 97
Rusland 96
Grækenland 95
Frankrig 94
Bulgarien 94
Rumænien 94
Tyrkien 90
Serbien 89

Læs mere her

Hobbes

Thomas Hobbes, liberalisten før dem alle, argumenterer her uimodsigeligt for, at naturen har fordelt intelligens ligeligt:

"For such is the nature of men that howsoever they may acknowledge many others to be more witty, or more eloquent or more learned, yet they will hardly believe there be many so wise as themselves; for they see their own wit at hand, and other men's at a distance. But this proveth rather that men are in that point equal, than unequal. For there is not ordinarily a greater sign of the equal distribution of anything than that every man is contented with his share" (Thomas Hobbes: Liviathan 1651).

Hobbes argumenterer ud fra liberale principper om kræfternes frie spil for, at ethvert samfund må holdes på plads af en stærk central magt, hos Hobbes opkaldt efter det store dyr i åbenbaringen, Liviathan.

"Hereby it is manifest that during the time men live without a common power to keep them all in awe, they are in that condition which is called war; and such a war as is of every man against every man".

[...]

"In such condition there is no place for industry, because the fruit thereof is uncertain: and consequently no culture of the earth; no navigation, nor use of the commodities that may be imported by sea; no commodious building; no instruments of moving and removing such things as require much force; no knowledge of the face of the earth; no account of time; no arts; no letters; no society; and which is worst of all, continual fear, and danger of violent death; and the life of man, solitary, poor, nasty, brutish, and short".


Thomas Hobbes´ baggrund for at have dette perspektiv var grum engelsk borgerkrig. Det måtte simpelthen undgås, og han ser ingen anden mulighed end en central magt, der holder hård justits.

Og hvad er det så? Det er liberalisme uden den konservative faktor; uden sammenhængskraften, nationen, folket, tilliden - eller på socialdemokratisk: uden solidariteten.

Men stadigvæk er jeg en stor fan. Det er ligemeget, hvor man ender, bare man i hvert fald tænker sin tanke til ende. Og så har lidt humor :)

Læs introduktion til Hobbes her.

Uorganiseret?

Ifølge en undersøgelse fra Catinet (20.03.06) kan knap 60 procent af de muslimske flygtninge og indvandrere i Danmark ikke pege på nogen som repræsentant for deres interesser i den offentlige debat.
  • Knapt 60 procent kunne ikke pege på nogen, heller ikke selvom de selv måtte tilføje navne, der ikke var på listen
  • Godt 13 procent pegede på Naser Khader fra Demokratiske muslimer
  • Lidt over 7 procent pegede på SF’eren Kamal Qureshi.
  • 7 procent peger på imamen Fatih Alev
Hvad er der med de 60 procent? Kan de ikke eller vil de ikke?

Læs mere her.

søndag, marts 26, 2006

Velorganiseret

Jeg noterer mig, at imamerne ifølge PET har indflydelse på herboende muslimer i en grad så muslimers handlinger kan koordineres centralt:
"PET har samarbejdet tæt med en større gruppe imamer i Muhammed-sagen, og ifølge chefkriminalinspektør Hans Jørgen Bonnichsen, PET, har nogle af de ellers hårdt kritiserede imamer bidraget til at sikre den hjemlige ro og orden. [...] »De har prædiket ro og orden og sendt et budskab til det muslimske miljø om ikke at ty til vold - kun demokratiske metoder. De har masser af forbindelser, og muslimerne lytter" (Jyllandsposten 24.03.06).
Vi må altså feje den almindelige - men selvfølgelig umulige - antagelse af bordet, at alle de menige muslimer er moderate, imens deres talsmand er ekstremistiske. Hvis PET har ret i ovenstående, er der en tæt åndelig relation mellem muslimerne og deres imamer. Imamerne har et godt netværk i det muslimske miljø, muslimerne lytter til dem og følger deres vejledning. På godt og ondt.

Velkommen hjem

Et imponerende sikkerhedsniveau af George Bush´ske dimensioner ventede Abu Laban med følge, da han vendte hjem fra konferencen i Bahrain i går. Hvor er det rart se, at man for helt egen regning holder særlige beskyttelsestropper, så man kan bistå den danske stat i at holde ro og orden.

Forhåbentligt er det en rutineeskorte og ikke et udtryk for, at vore islamiske venner har frygtet et dansk attentatforsøg på basis af nyhederne om, at Abu Laban kender til terrorplaner imod Danmark.

Hvad er det for en film, der kører inde i deres hoveder? Noget blodigt noget, de ikke har godt af at se? Jeg tror roligt, at man kan slække en lille smule på sikkerheden, for der findes ikke så mange andre voldelige elementer i dette samfund end dem. Medmindre man er gerådet i intern strid, selvfølgelig.

lørdag, marts 25, 2006

Danmarks omdømme

51 procent af danskerne mener, at regeringens tætte samarbejde med Dansk Folkeparti skader Danmarks omdømme i udlandet. 34 procent mener, at samarbejdet ingen indflydelse har på Danmarks omdømme. 7 procent mener, at samarbejdet gavner Danmarks omdømme, mens 9 procent svarer ved ikke (Berlingske 25.03.06). Nu specificeres det ikke, om man mener hos saudierne eller hos amerikanerne, hollænderne, franskmændene og tyskerne. Ellers en vigtig detalje.

Fordelt på partitilhørsforhold mener 89 procent af SF og Ø, 74 procent af Socialdemokraterne og 90 procent af de Radikale, at samarbejdet skader. Oppositionen trækker altså statistikken pænt i den retning. Naturligvis.

Og gæt, hvem der så ellers trækker i den retning? Det gør de konservative. 53 procent af dem mener, at samarbejdet skader vores omdømme, mod kun 28 procent af Venstrefolkene og 4 procent af DF.

Det er derfor, jeg ikke er konservativ og aldrig kommer til at sætte et konservativt kryds, selvom jeg ikke er stivsindet med, hvor jeg sætter mit kryds. Og selvom jeg grundlæggende anerkender basale konservative værdier som helt undværlige. Sagen er den, at jo mere, man hakker i en liberalt, jo klarere og smukkede værdier toner der frem: frihed, sandhed, klarhed. Det er en grundlæggende ukorrupt tankegang.

Men de konservative... Hakker man i dem, dukker der kun mange lag af lidt for hård opdragelse op. Til sidst en kerne af økonomisk grådighed, betrukket med skræk for voldelige overfald. Konservatisme er ikke et standpunkt, det er et neuroseniveau: Stabilitet. Lov og orden. Kapital. Pænhed. Det er sådan set det. Det undrer mig ikke, at de har svært ved at se, hvad danskerne flipper ud over. Konservative er så pæne, at de alligevel aldrig bruger ytringsfriheden til noget. I deres øjne er problemet bare, at en religion er blevet antastet af udannede, grove bøller (hvilket de synes er slemt) og at erhvervslivet dermed har fået noget at slås med (hvilket de synes er værre).

I øvrigt: Hvis nogen spørger mig, om Danmarks ry har lidt skade ved samarbejdet med Dansk Folkeparti, ved Muhammedtegningerne, ved udlændingedebatten osv, så vil jeg også svare ja. Det er svært at svare andet, når 1,3 mia. muslimer for nylig har udstødt en fatwa imod os, og når hele den frie verdens samlede venstreorienterede establisment bakker dem op. Før kunne alle lide os, nu er tallet reduceret. Selvfølgelig har vores omdømme lidt skade. Men det er ok. Sådan er det at være det første frie land i verden, der springer ud af skabet som islamkritisk.

Læs her beretninger om danmarks omdømme på Jyllandsposten.

***

PS, mine konservative venner: Genlæs evt. den konservative kulturminister Brian Mikkelsens "Kulturkamptale" fra Konservatives årsmøde 2005. I kan også sende en venlig tanke til den konservative justitsminister Lene Espersen, der har stået i spidsen for alle stramningerne af udlændingepolitikken. Konservatives irritation over Dansk Folkeparti har altid handlet om DF´s irriterende skepsis over for EU og om DF´s irriterende hægen om den her stinkende dyre, latterlige velfærdsstat. Udlændinge- og retspolitikken har der ikke været vrøvl med fra jeres side. Tvært imod.

Grænser

Eigil spørger på sin nye blog, hvordan det kan være i overensstemmelse med liberal ideologi at spærre asylsøgere inde i lejre, når de efter afslag på asyl nægter at vende hjem frivilligt.

Det skyldes, at liberalismen - heldigvis - går hånd i hånd med konservatisme, herunder ideen om nationalitet og grænser. Der er folkelig opbakning til ideen om at håndhæve de grænser. Det er - efter god liberal tradition - ikke de ideologiske påbud, der alene dikterer, hvad der skal ske.

Som jeg husker den nærmeste fortid, så var det en skelsættende begivenhed, da forhenværende radikale udviklingsminister Anita Bay Bundegaard foreslog at få ændret flygtningekonventionen, så den også dækker de mange, mange millioner mennesker, der ønsker at flygte fra fattigdom (Weekendavisen 23.02.2001). Den tanke fik det meste af Danmark til at sige: okay, interessant, men det er udelukket, ikke tale om, no way José. Vi beholder vores grænser.

Lige præcis den bemærkning tror jeg har spillet en helt afgørende rolle for valget i 2001. Den radikale ide gik så at sige planken ud. Enhver kunne se den absurde konsekvens. Det blev herefter mainstream at sige fra over for uhindret folkevandring hertil.

Gæt i øvrigt, hvilken avis, der netop har ansat Anita Bay Bundegaard pr. 1. marts i år?

Ja, rigtigt gættet: Anita Bay Bundegaard begyndte den 1. marts som leder af lederkollegiet på dagbladet Politiken. Lederkollegiet er det kollegium af skribenter, der forfatter bladets ledende artikler (Journalisten). Så har gamle Thøger én at juble sammen med, når han synes, det kører.

Men derudover er der selvfølgelig mange andre liberale opfattelser af den sag.

Er den danske offentlighed blevet et farligt sted?

Er det en af multikulturalismens velsignelser, at det nu er forbundet med livsfare at ytre sig islamkritisk i den danske offentlighed? Det er muligt. Det er i hvert fald noget, der ryger gennem hovedet. Også Polemiken.net nævner det i dag. Hvis det er tilfældet, er der kun én ting at gøre: at overbebyrde systemet, give bøllerne noget at se til, klaske nogle statements i bagruderne. Allesammen. Sådan gør man over for trusler, og det er det eneste, der er at gøre.

Og dog, der er faktisk én ting mere, man kan gøre: man kan kede dem ud. Det har altid været min strategi, og det har altid virket. Det ville dog være en stor skam, hvis vi alle gik ind på den vej. Der er ingen, der skal trække sig tilbage, hverken politikere eller Kimpolinaer.

Vi har staten til ét eneste formål, nemlig til at beskytte os. Det er dens forbandede pligt, jeg insisterer på at være tryg, netop sådan:

"Jeg erindrer engang på Gaden at have seet en Barnepige, der skød foran sig en Vogn, hvori der sad to Børn. [...] Da kom der en Karreet kjørende, Barnevognen var i synlig Fare, Folk løb til, ved et rask Sving fik Ammen den styret ind i en Port; alle Tilstedeværende var ængstede, jeg med. Under Alt dette sad Madammen ganske rolig, uden at forandre en Mine vedblev hun at pille sig i Næsen. Hun tænkte formodentlig, hvad kommer det Hele mig ved, det bliver Ammens Sag." (Søren Kierkegaard: Gjentagelsen).

Se her en skøn Kimpolage-kavalkade.

Og så lige denne her: lækre små bobler til hyggelig sysselsætning for alle parter.

fredag, marts 24, 2006

Et tankeeksperiment

Abu Laban strøg som talsmand for Islamisk trossamfund i starten af februar, fordi han til Al-Jazeeras 50 mio. seere sagde, at han glædede sig over boykotten af Danmark, mens han til TV2 sagde, at han ville opfordre den arabiske verden til at stoppe boykotten.

Nu, halvanden måned senere, ryger Ahmed Akkari som talsmand for samme organisation, fordi han er blevet afsløret i en bull session med Raed Hlailhel om at sprænge Khader i luften. Ikke noget dramatisk, det er sådan, man snakker, når man er i krig. Når man har en fælles fjende. Sådan snakker soldater, mafiaer og terrornetværk.

Bom bom, hvem tager vi så som ny og frisk talsmand? Wahid Pedersen er udelukket, selvom han får god omtale af Abu Laban. Han går jo ind for stening, endda sort på hvidt. Raed Hlailhel tordner mod kvinder som satans redskab, også udelukket. Det bliver i det hele taget svært at finde en imam fra Århus, eftersom imamerne fra Århus jo har valgt Akkari som deres talsmand og derfor må formodes at bakke ham op.

Det latterlige spin fortsætter ufortrødent. Nu vil man vælge en talsmand, der ikke er imam. Hvad skal det nytte? Hvem kan de stadig narre?

Et tankeeksperiment:

De "nuancerede" muslimer fremhæver, at det kun er Jyllandsposten og Anders Fogh, der forholder sig fjendtligt til islam. Resten af danskerne er gode nok, forsikrer de. Og i virkeligheden er det jøderne, der står bag... Disse venlige mennesker spørger ikke sig selv, hvem der (med glæde!) læser landets største avis Jyllandsposten og hvilket flertal, der (med glæde!) har valgt Anders Fogh til magten. Til orientering: Vi bakker op. Hele vejen. Voila! Så vidt, så godt.

Tilsvarende: De "nuancerede" danskere fremhæver, at det kun er imamerne og terroristerne, der forholder sig fjendtligt til os. De spørger ikke sig selv, hvordan en imam skulle kunne fungere som prædikant, mægler, rådgiver, underviser og autoritet, hvis han ikke havde folkelig opbakning.

Abu Labans trossamfund er landets største. Er det rimeligt at antage, at der ingen forbindelse kan trækkes mellem Abu Labans holdninger og medlemmernes? Svarer det ikke til at skelne skarpt mellem Jyllandsposten og dens læsere - og mellem Fogh og hans vælgere?

Den palæstinensiske sag nyder stor opbakning blandt herboende muslimer. Der samles store pengebeløb ind til "forældreløse børn". Terror er forkert, lyder det gang på gang, men amerikanerne er de virkelige terrorister. Kanalerne står på arabisk tv. Man vil hellere kneppe en gris end gifte en datter væk til en ikke-muslim. Da TV2 viste klikket med Akkaris dødssnak til en flok unge muslimske knægte fra Århus, smilede de og sagde, at det var helt fint. Det kunne de også selv have sagt, det var bare fjong.

Da muslimerne - som alle os andre - bekymrede sig efter terroren i London, var det ikke terroren, man var bekymret for, men hvorvidt muslimer nu ville blive jaget vildt i Europa. Hele tiden den samme ubegribelige karussel: vi muslimer, vi muslimer, vi muslimer... Når jeg tænker over det, har jeg faktisk aldrig nogensinde hørt en muslim udtale sig omsorgsfuldt om europæerne. Når der ses bort fra de "konverterede" 2 procent, de frafaldne, dødsdømte.

Og hvad med alle kvinderne og børnene? Kan man automatisk gå ud fra, at de er pro-vestlige, fordi de forholdet sig tavse?

Lad os tage stilling til spørgsmålet: hvad nu, hvis flertallet af herboende muslimer bakker imamerne op som vi bakker Fogh op?

Hvad hvis flertallet af herboende muslimer bakker terroren op som danskerne bakker Jyllandsposten op: Sagen, idealet, målet er godt nok. Nogen af os tager måske afstand fra måden og voldsomheden, men vi skal langt ud på venstrefløjen før nogen kæmper aktivt imod Jyllandspostens anticensurprojekt.

Altså en afstandstagen, der i virkeligheden er en accept. Fortæl mig, hvorfor det er så usandsynligt, at muslimerne tænker ligesådan på imamerne og terroren?

tirsdag, marts 21, 2006

Ene men stærk

FN´s plakat er dum, men den er ikke ond.

Den er dum, fordi logikken i den er at bebrejde puslespillet, at legobrikken ikke passer ind. Det er en racismepåstand, der dekonstruerer sig selv, fordi der netop ikke er tale om racisme, men om forskelle, der er som de er. Ingen gode viljer i hele verden kan få legoklodsen til at passe ind i puslespillet, og jeg kan ikke tro, at FN-plakaten anbefaler udrensning af eller forbud imod enten brikkerne eller klodserne for at fjerne misforholdet.

Plakaten er altså dum, men den er ikke ondsindet over for den danske legobrik, for det er den, der er offer: Holdt udenfor. Stigmatiseret. Marginaliseret. Offer for strukturel racisme. Underkendt. Miskendt. Isoleret. Etnisk. Minoritet.

Hvis analogien i billedet skal holde, så er vi er the good guys, det kan enhver se. Tak, du listige sjæl i FN, der fik sneget den besked ud i verden uden om Kofi Annan. Det må bestemt være en anerkendelse af, at Danmark står ene, men stærk.

Lad os aldrig blive endnu en puslebrik!

Dårlig smag i munden

For ikke så længe siden var de fleste af os stolte over at være danskere. Det kunne vi have været endnu, hvis vi havde vist en lille smule sammenhold over for en urimelig, ydre trussel. Det gjorde vi ikke.

Toneangivende danskere faldt over hinanden for i international presse at udlevere danske provokatører til dødsdom in absentia efter islamisk ret. Over for en totalitær religiøs bevægelse, hvis krav om respekt for første gang spændte sig ud over hele kloden og alle dens folkeslag, sagde man ikke fra. Man rakte hånden ud i forståelse og imødekommenhed.
Man forstod godt de inderlige religiøse følelser, der legitimerer dødsstraf for satiriske tegninger, film og bøger. Ingen bagatelgrænser. Hvad der reelt var tyranni, anerkendte man som krænkelse. Hvad der reelt var nådesløs psykopati, respekterede man som religiøs inderlighed. Man stillede sig på psykopatens side, da han truede hele verden på plads. Når det nu var så vigtigt for ham, at han ligefrem ville slå ihjel for det. Og det var det.

I disse dage kan man så læse om en pakistaner, der kræves dødsdømt for frafald fra islam, anmeldt af sin egen familie. Dødsstraffen for frafald er fastslået af Muhammed, hvis verdensomspændende ukrænkelighed og immunitet en alt for stor del af danskerne netop gjort sig store anstrengelser for at cementere. Jeg håber, at nogen har en dårlig smag i munden.

lørdag, marts 18, 2006

(U-)afhængighedserklæringer

D. 4. juli 1776 blev den amerikanske uafhængighedserklæring underskrevet. Den var forfattet af bla. Thomas Jefferson og Benjamin Franklin og rummer de berømte ord:

"Vi regner disse sandheder for selvindlysende: at alle mennesker er skabt lige; at deres skaber har forlenet dem med visse ufortabelige rettigheder; at liv, frihed og stræben efter lykke er blandt disse; at menneskene for at sikre sig disse rettigheder har oprettet styrer, som bygger deres retmæssige myndighed på de styrendes samtykke."

Uafhængighedserklæringens hovedsigte er imidlertid ikke kun lighed, menneskerettigheder og demokratiske styreformer som sådan.


Uafhængighedserklæringen handler om emigranter, der løsriver sig fra de magter, de er emigreret fra for i stedet at vie deres loyalitet til deres nye land, hævdende deres ret til nu selv at være deres egne lovgivere.

De indledende ord er disse:

"Når det under de menneskelige begivenheders forløb bliver nødvendigt for et folk at løsne de politiske bånd, der har knyttet det til et andet folk, for derpå blandt jordens øvrige magter at påtage sig den uafhængige og jævnbyrdige stilling, som naturens og naturens guds love berettiger det til, kræver sømmelig respekt for menneskehedens meninger, at det meddeler de årsager, som har tilskyndet det til adskillelsen".

Altså et nationalpsykologisk faderopgør, et værdigt og begrundet nej tak til at leve som myndling.

Dokumentets hoveddel er en påpegning af en lang række økonomiske, politiske og militære overgreb, som den britiske kolonimagt har begået imod kolonisterne. Konklusionen er, at en sådan tyran er uegnet til at herske over et frit folk. De sidste ord er:

"Vi har heller ikke forsømt at tage hensyn til vore britiske brødre. Vi har fra tid til anden advaret dem mod deres lovgivningsmagts forsøg på uberettiget at udvide deres jurisdiktion over os. Vi har mindet dem om vilkårene for vor udvandring og bosættelse her. Vi har appelleret til deres iboende retfærdighed og storsind, og vi har besværget dem ved vore fælles slægtskabsbånd til at tage afstand fra de overgreb, som uundgåeligt ville afbryde vore forbindelser og vort samkvem. De har også været døve over for retfærdighedens og blodslægtskabets stemme. Vi må derfor slå os til tåls med den nødvendighed, som påbyder vor adskillelse og anse dem som vi anser resten af menneskeheden for fjender i krig, venner i fred.

Vi - De forenede amerikanske Staters repræsentanter, der er forsamlet på en almindelig kongres - kundgør og erklærer herved højtideligt, med bemyndigelse fra de gode folk i disse kolonier og i deres navn idet vi kalder verdens højeste dommer til vidne på vor hæderlighed - at disse forenede kolonier er og rettelig bør være frie og uafhængige stater, at de er løst fra ethvert tilhørsforhold til den britiske krone, at enhver politisk forbindelse mellem dem og staten Storbritannien er og skal være fuldstændig opløst - og at de som frie og uafhængige stater har fuld myndighed til at føre krig, slutte fred, indgå alliancer, drive handel samt udføre alle andre handlinger og ting, som uafhængige stater har ret til. Til støtte for denne erklæring og i tryg tillid til det guddommelige forsyns beskyttelse, forpligter vi os overfor hinanden med vore liv, vore formuer og vor hellige ære".


Se, det var en rejsemappe, der var værd at tage med på en rundtur i Mellemøsten. I stedet for en skammelig Afhængighedserklæring af 2005, burde landets muslimer stolt have udfærdiget en Uafhængighedserklæring; en erklæring om frigørelse fra mellemøstlige islamiske diktaturer og tankegange, en loyalitetserklæring over for Danmark og det danske demokrati.


Hermed en opfordring til Khaders Demokratiske Muslimer og de to procent af de herboende muslimer, der først og fremmest har følt sig som danskere under konflikten.

fredag, marts 17, 2006

Vælg din fremtid

Forvirret ser det ud. Det forekommer mig, at vi står i en valgsituation, men at vi hverken tør sætte alternativerne klart op eller vælge mellem dem. Lad os prøve alligevel.

Mulige verdener:

1) Muslimerne tilpasser sig de vestlige samfund.
De opgiver sharia, accepterer religionskritik, detroniserer Muhammed som autoritet, opgiver deres fundamentalistiske tro på Koranen, opgiver deres sociale isolation og deres protektionistiske kvindepolitik. Der opnås fuld social integration, dvs. ægteskaber indgås problemfrit på tværs af religion og etnicitet. En god mulighed, min favorit. Problemet er bare, at... det gør de jo nok ikke.

2) Muslimerne og vesten tilpasser sig hinanden
Det er lidt vanskeligere. Hvilke indrømmelser skal der til? Hvad skal vi give afkald på? Hvad skal muslimerne give afkald på? Hvordan skal vi finde ud af, hvad vi hver især skal levere? Hvem sætter dagsordenen? De stærkeste i troen? Dem, der får de vildeste hysteriske anfald? Dem, hvis venner i det store udland får de vildeste hysteriske anfald? Eller er det flertallet, der får sin vilje? I så fald har danskerne førertrøjen på i første omgang, men overalt i Europa vil billedet vende i løbet af relativt få år. Forhandlingsmetoderne er mange og umulige at regulere eller forudsige: dialog, terror, trusler, frygt, respekt, forståelse, manipulation, bestikkelse - altsammen tryk og modtryk, der er afgørende for resultatet.


Af tre grunde bryder jeg mig ikke om den model: for det første fordi jeg helt enkelt foretrækker det danske samfund og ethvert skridt i retning af islamiske forhold er et tilbageskridt i mine øjne. For det andet fordi modellen med demografisk og religionsfanatisk acceration uvægerligt vil føre til islamisering af europa. For det tredje fordi den er ugennemskuelig og fuld af bullshit og violinspil mens vi går ned.

3) De vestlige samfund tilpasser sig muslimerne
I første omgang ved at lade dem være. Ikke nævne deres profet, ikke tegne deres profet, ikke diskutere eller recitere deres Koran, ikke snakke om, hvad de koster os. Vi ruller hele udlændingepolitikken tilbage, acceptere halalslagtet kød i alle offentlige institutioner. Vi indskrænker ytringsfriheden, forbyder religionskritik og etnisk kriminalitetsstatistik. Vi forholder os åbent til sharia som en ligeværdig retspraksis, vi sætter os ind i, at æresdrab kan være sidste udvej. Muslimerne vil presse på for at islamisere os og vores samfundsindretning. Vi siger nødig nej, slet ikke hvis det er vigtigt for dem af religiøse hensyn, og det er det jo. Europa islamiseres med den demografiske udvikling, og det vil blive sværere og sværere at leve som vantro i landet.

Nu kan jeg ikke finde på mere, og det forekommer, at vi har det meste allerede. Det kan jo ikke passe? Har vi valgt?

Hvor 2´eren kræver en vestlig overskudsfølelse af usårlighed og urørlighed med en lille kerne af usundt selvhad, så kræver 3´eren et klart indrømmet mønstrøst selvhad med en lille vanvittig splint af humanistisk usårlighed: det skal nok gå, stol på de ædle vilde!

4) Muslimerne og vesten enes om, at vi er for forskellige til at leve sammen uden at belaste hinanden uacceptabelt - og skilles uden dramatik
Vi får os en grundig og ærlig snak. Vi finder frem til, at vi i bund og grund er frastødt over essensen i hinandens kulturer og samfundsopfattelser. Vi accepterer forskellighederne og aftaler til hinandens store lettelse, at vi trives bedst på afstand af hinanden, og at vore veje må skilles. No hard feelings. Ingen af parterne har den fjerneste lyst til at invadere hinanden nogen sinde igen. Man mødes, man handler, man ordner, det fungerer, og man er tindrende lettet hver gang på vej hjem i flyet.

torsdag, marts 16, 2006

Til kaffe med konsensusfilharmonikerne

Så fik jeg endelig svar på mit oplæg til dialog. Ikke et eneste svar på mine spørgsmål, intet overhovedet om sagens substans. Afvisning af en almindelig debat i offentlige medier. Men jeg kan komme til kaffe - ??

De ville ikke tage stilling til mine spørgsmål, fordi det var som om jeg med mine spørgsmål ville "fange dem". Konsensusfilharmonikerne, Habermas-snak om herredømmefri samtaler med sandkage i ganen og billeder af familien. Er vi ovre i noget mægling..?

Jeg hader Habermas - lige bortset fra en enkelt lys formulering om det bedre arguments forunderligt tvangløse tvang. Sad faktisk lige i formiddags og læste noget frygteligt noget, han vist endda har skrevet for nylig om demokrati efter nationalstaten. Godt nok synes han måske, at det er lige i overkanten at hypostasere solidariteten til at gælde hele jordkloden, men vi skulle så afgjort lade enhver spille ind med ikke bare sin egen stemme, men også hele sin kulturelle praksis og sine egne rationalitetsformer.

Habermas har afhændet hele lortet. Han er hinsides ideen om tidligere tiders fredsommelige demokratier, folkeviljer, nogenlunde homogene nationer, der gør deres nogenlunde fælles vilje til deres fælles lov. Jeg fandt aldrig rigtigt ud af, hvordan et opsplittet klansamfund skal enes om noget som helst ifølge Habermas - kun at det er vigtigt, at alle føler, at de på kantiansk vis er med til at være deres egen lovgiver. Jeg ved ikke, hvilken form for konsensus han forestiller sig, når folkets vilje går i alle retninger. Så skal han vist have udvidet sine kommunikative regler med et par ekstra bind. Han er en frygtelig duks.

Akkaris rejsemappe

Nu er indholdet i Akkari m.fl.´s berømte rejsemappe oversat til dansk. Det uhyggelige er ikke så meget de steder, hvor kendsgerningerne fordrejes. Det værste er at opdage, hvor lidt det har været nødvendigt at manipulere for at få den arabiske verden til at gå amok. At aflæse teksten læser, dvs. de forventninger, som er lagt ned i teksten til denne læser. Det uhyggelige er, at der faktisk ikke er behov for ret meget fordrejning. Den indledende tekst (jeg kommenterer med rødt):

"Indledning
I Allahs, den nådiges, den barmhjertiges navnAllah, den nådige, den barmhjertige, være takket, og profeten, den sidste af alle profeter og imam af alle budbringere, »Guds fred være med ham«.

Vi, herboende muslimer i det Danske Kongerige, beskriver i det følgende til hvem det måtte vedkomme, og til enhver muslim, vores forhold i det her land i Norden, som er et af de skandinaviske lande.

Dette land har sit eget sprog og et konstitutionelt monarki. Landet består af en række øer med København som sin hovedstad. Befolkningstallet er på 5 millioner indbyggere, overvejende protestanter. Selv om deres flag har et kors på, præges deres system af verdslighed. Det vil ikke være forkert når der siges at danskere er vantro. Muslimer kom til dette land som indvandrere (tyrkere) og flygtninge fra lande der hærgedes af krige (Bosnien og Hercegovina, Somalia, Irak, Libanon). Derfor er danskernes omgang med udlændinge, især af en anden trosretning, ny (20-30 år). Det kan oplyses, at muslimerne udgør et antal på op til 170.000.

Troende muslimer lider blandt andet af mangel på officiel anerkendelse af deres religion, islam. Det har medført en række problemer, der toppes af at muslimerne indtil nu ikke har fået lov til at bygge deres egne moskeer. Derfor har de været nødt til at ombygge nogle gamle fabrikker og lagerbygninger, og forvandle dem til bedesteder. Her har vi den første lille løgn

Disse forhold har skabt en atmosfære, der har muliggjort væksten af racistiske tendenser, som steg med stor hastighed efter den 11. septembers begivenheder. Racismen har udartet sig på forskellig vis med mistænkeliggørelse af islam som fællesnævner (en gang er der tale om hovedbeklædningen, en anden gang om omskæringen, en tredje om sygdomme forårsaget af bøn, osv.) Næste lille løgn - men det er ikke en stor løgn. Og bemærk, at det er nok at pege på, at vi mistænkeliggør islam. Man kunne have skrevet om chikane af muslimer, men man peger på det mere effektfulde, at vi chikanerer islam på centrale religiøse punkter: sløret, omskæringen (svarer til dåb) og bønnen, grundstenen i det at være en praktiserende muslim.

Disse tendenser toppedes af fortvivlede tegninger og billeder, der fremstiller profeten, »Guds fred være med ham«, i et meget ulækkert, grimt og frastødende billede. Igen: Profeten. Disse ord må i øvrigt sigte på de to upublicerede billeder.

Baggrunden for denne sag er følgende: Efter at flere kunstnere, af frygt for muslimernes reaktion, har nægtet at lave en tegning af profeten, der skulle bruges til et omslag til en bog om islam, har redaktionen på Jyllands-Posten, som svar på kunsternes modvilje til at foretage en sådan handling, og ud fra et ønske om optrapning af deres udfordring af muslimernes følelser med udgangspunkt i ytringsfrihed, der udgør søjlen for deres påståede demokrati, taget sagen i egen hånd.

Avisen har opfordret 40 tegnere til at deltage en konkurrence om den bedste tegning af profeten. De fleste sagde nej, undtagen 12.

Avisen bragte disse tegninger i deres udgave af 30.9.2005. Tegningerne var forsynet med chefredaktørens udtalelser, der afspejler hans overbevisning om, at muslimerne burde acceptere denne form for ironi, da den er et af demokratiets hovedprincipper, et princip, der sikrer ytringsfrihed. Af udtalelsen fremgik det også, at muslimerne ikke burde være generet over denne handling, men skulle acceptere den ligesom alle andre, der også bliver latterliggjort. De tre ovenstående afsnit er ganske saglige, næsten overraskende skitseagtige. Ingen spidsvinklinger, ingen bål og brand, ingen udpenslinger af, hvor krænkende tegningerne er, hvor frækt og provokerende det er gjort, hvor ondt det er ment. Det er simpelthen ikke nødvendigt. Bemærk: Roses intention er fløjtende ligegyldig. Den bevidste provokation, som en del danskere har bebrejdet JP, er helt irrelevant.

På grund af situationens alvor, har de fleste muslimske organisationer og centre haft et fællesmøde søndag den 2.10.2005, og de blev efter mødet enige om en række skridt, der alle sammen har til formål at stå imod dette aggressive angreb mod universets største personlighed, profeten Mohammed, »Guds fred være med ham«. Der skal en eksplossivt fanatisk læser til at klare springet til dette afsnit og dets snak om "Situationens alvor" og "dette aggressive angreb". Man appellerer i øvrigt til religiøs forsvarskrig (jihad) i disse linier. Islam er under angreb, og så er det en religiøs pligt at forsvare ham.

- Deltagerne blev enige om stiftelse af en komite til støtte for profeten Mohammed »Guds fred være med ham«, med sheik Raed Hulaihil som dens formand.

- At rette kritik mod det, der blev trykt i avisen med en udtalelse fremsat af en prædikant. Selv om udtalelsen blev oversat til dansk, blev kun nogle udvalgte dele af denne trykt.

- At opfordre muslimer til at tale med avisen, hvor enhver muslim på egen måde skulle benytte sig af hvad der findes af kommunikationsmidler, for at gøre avisen bekendt med at denne handling betragtes som ’en rød linie’ af alle muslimer, og ikke kun deres imamer.

- At kræve, at avisen kommer med en undskyldning, hvor den også forpligter sig til ikke at gentage en sådan handling og til at respektere muslimernes hellige symboler.

- At starte en kampagne, hvis formål er at samle underskrifter fra de muslimer, der modsætter sig avisens gerning, og som støtter de skridt, som de islamiske centre allerede har taget for at modarbejde lignende handlinger.

- At skrive til landets politikere og partier for at gøre dem opmærksomme på situationens alvor, samt for at få deres støtte.

- At kontakte de muslimske landes ambassader i Danmark for at gøre dem bekendte med den virkelige situation, så de kan leve op til deres ansvar.

- At kontakte de indenlandske og udenlandske medier, især efter deres manglende interesse i sagen.

- Efter at vi har oplevet redaktionens manglende respons på vores henvendelser, og statsministerens bevidste ignorering af de muslimske ambassadørers ønske om et møde, har vi den 9.10.2005 arrangeret en anden samling, der resulterede i en pressemeddelelse, som alle de indenlandske og udenlandske medier har fået en kopi af. Man påpeger i ovenstående punkter, at man efter muslimsk praksis har forsøgt at mægle, men at modparten har været helt afvisende (SÅ er der nemlig lagt i kakkelovnen).

- Efter at Tv-stationen, Aljazeera omtalte nyheden om tegningerne, har Jyllandsposten styrket sin kampagne, hvor emnet har fået sin egen spalte under titlen »profetens tegninger«. Avisen bragte en artikel på arabisk under navnet ’Ordet Frit’. Et sådant skridt er faktisk en sjælden handling. I denne spalte bragte avisen Aljazeeras omtale af sagen, men insisterede samtidig på sit standpunkt, og fordoblede de sider, der bruges til dækning af emnet. For at inddrage deres tilhængere i sagen har avisen fremstillet den som en kamp mellem ytringsfrihed på den ene side, og dens undertrykkere på den anden. Ytringsfriheden siger dem intet. De kan slet ikke godtage frihed som et reelt argument.

- En bemærkelsesværdig udvikling i sagen har været EU’s støtte til den danske statsministers nægtelse af mødet med de muslimske ambassadører. En nægtelse, der ifølge statsministerens overbevisning begrundes med, at han ikke vil blande sig i hvad grundloven har sikret af ytringsfrihed.

- Organisationerne har på baggrund af dette udsendt en anden meddelelse, hvor man forlanger den muslimske verdens indblanding i sagen, som har fået en international karakter. Da spørgsmålet om profeten, »Guds fred være med ham«, ikke bare vedkommer Danmarks muslimer, men hele verdens muslimer, kan vi ikke acceptere, at vores profet forhånes under nogen som helst begrundelse eller overskrift.

- Sagen har været drøftet af den muslimske verdens ledere, som har påpeget emnet i deres afsluttende erklæring. Det, der har øget vores forargelse er følgende:

1. Latterliggørelse af både islam og muslimer er blevet en populær salgsvare. Det illustreres af det faktum, at en næsten død avis Weekendavisen den 10.11.2005 bragte nogle endnu værre og mere miserable tegninger, måske for at gøre sig berømt og mere salgbar. Hvad mener I?

2. I løbet af denne periode har muslimerne, især deltagerne i protestkampagnen mod udgivelse af sådanne tegninger, modtaget breve, der enten indeholder direkte trusler eller nedgørelse af selve islam ved enten at håne Koran med den påstand, at den er fantasifuld, eller igen at håne profeten, »Guds fred være med ham«, ved hjælp af nyfremstillede billeder, som er endnu værre. De nyfremstillede billeder afspejler et inderligt had mod islam som religion. "håne Koranen med den påstand, at den er fantasifuld"... Er det det niveau af respekt, der skal til? At vi fx ikke mere omtaler Koranen som fantasifuld?

3. Danmark har taget imod en hollandsk forfatter af somalisk herkomst, som med sin film har hånet islam. Denne films instruktør er for nylig blevet dræbt i Holland. Invitationen af forfatteren har været en form for fortsat udfordring, især da hun som gæst i en dansk tv-udsendelse angreb og omtalte islam med meget grimt sprog. Det der er tankevækkende, er at statsministeren, der har nægtet at mødes med ambassadørerne, har taget imod hende og tildelt hende en medalje. Han udtrykte sin beundring for hendes tapperhed samt sin støtte til hendes frie holdninger!!! Her kommer udråbstegnene så, - vi har endda givet en frafalden muslim en medalje! Vi beundrer hende tapperhed og støtter hendes frie holdninger!!! Klyng os op!

4. Derfor har organisationerne indkaldt til et nyt hastigt møde, hvor de besluttede at nedsætte nogle delegationer, der har til opgave at besøge de muslimske lande og gøre dem opmærksomme på situationens alvor, og inddrage dem i støtte- og forsvarskampagnen af profeten, »Guds fred være med ham«.

Som følge heraf har vores delegation besøgt Egypten, hvor den havde en række meget gode og positive møder.

- Et møde med Ægyptens udenrigsministerium fulgt af en pressemeddelelse, fremsat af Ægyptens udenrigsminister, hvor han understregede, at de danske avisers krænkelse af islam har været en ren skandale. Han gav sit ord på at rejse sagen i Den Islamiske Konference og Den Arabiske Liga.

- Et meget positivt møde med generalsekretariatet for Den Arabiske Liga.- Et møde med overhovedet for Al-Azhar-moskeen, hvor han viste stor interesse og højt engagement for sagen. Han indkaldte Forskningsinstituttet til et hastemøde for at kunne stå imod angrebene.

- Et møde med Egyptens Stormufti, der kom med en fatwa med boykot af Danmark til følge, hvis landet ikke fortryder sin forfærdelige handling. Forfærdelige handling..

- En repræsentant for delegationen deltog torsdag den 8.12.2005 i Forskningsinstituttets møde, der resulterede i en stærk erklæring, som der fordømmer denne handling. En handling, der beskrives som en kampagne mod islam. En kampagne, der har overskredet alle grænser for en acceptabel situation, og al dialogs høflighedsregler. Forskningsinstituttet har også erklæret, at der vil blive rettet henvendelse til FN`s komiteer og menneskerettighedsorganisationer for at få dem på banen for at beskytte individernes rettigheder og kulturforskelle, samt for at forhindre at der gøres reklame for hadkulturen og latterliggørelsen af andre. Kampagne mod islam

Afslutningsvis henvender vi hermed os til enhver, der ønsker at slutte sig til vores kamp for at forsvare og støtte den lovpriste profet, og med alle lovlige midler kæmpe for vedtagelse af en generel lov, der sikrer respekten for alle helligdomme, især de muslimske, i en tid der muliggør angreb på muslimske helligdomme med ’krig mod terror’ som undskyldning. Her har vi vist inspirationen til OIC oa´s krav til FN: "respeksen for alle helligdomme, især de muslimske"...

Læs selv mere i nedenstående links, fx er det lærerigt at sammenligne optrapningen fra det første til den anden pressemeddelelse. Det er et spring fra mæglingsforsøg til opfordring til jihad.

Indholdsfortegnelse
1. Indledning ’Introduktion af sagen’
2. En kopi af Jyllandspostens forside
3. En sammenfattende oversættelse af Jyllandspostens chefredaktørs artikel
4. Kopi af redaktørens artikel.
5. Svar fra Sheik Raed Hulaihel på artiklens indhold.
6. De billeder, avisen bragte
7. Kopi af komiteens brev til landets politikere og partier.
8. Kopi af komiteens brev til de muslimske ambassader.
9. Organisationernes første pressemeddelelse
10. En arabisk artikel i avisen (det er aldrig sket før, at en dansk avis bringer en artikel på arabisk) som svar på muslimernes reaktion.
11. Organisationernes 2. pressemeddelelse efter situationens forværring.
12. Forside af en anden avis som også bragte tegningerne
13. De billeder som blev trykt.
14. Nogle billeder og breve sendt til nogle muslimer med endnu værre indhold
15. Nogle udklip fra Egyptiske aviser med udgangspunkt i vores besøg.

Læs hele mappens tekst oversat til dansk v/ Politiken

Se mappens samlede indhold her incl. billeder og arabisk tekst (PDF)

onsdag, marts 15, 2006

Churchill

En omgang Sir Winston Churchill (1874-1965), statsmand, forfatter, krigshelt:

Tal i vrede, og du kommer til at holde den bedste tale, du nogensinde har fortrudt.

A joke is a very serious thing.

A lie gets halfway around the world before the truth has a chance to get its pants on.

The best argument against democracy is a five-minute conversation with the average voter.

He has all the virtues I dislike and none of the vices I admire.

If you're going through hell, keep going.

In Russia a man is called a reactionary if he objects to having his property stolen and children murdered.

Men occasionally stumble on the truth, but most of them pick themselves up and hurry off as if nothing had happened.

Out of intense complexities intense simplicities emerge.

The inherent vice of capitalism is the unequal sharing of blessings; the inherent virtue of socialism is the equal sharing of miseries.

The greatest lesson in life is to know that even fools are right sometimes.

This is no time for ease and comfort. It is the time to dare and endure.

An appeaser is one who feeds a crocodile -- hoping it will eat him last.

Courage is the first of human qualities because it is the quality which guarantees all others.

Any man under 30 who is not a liberal has no heart, and any man over 30 who is not a conservative has no brains.

Today we may say aloud before an awe-struck world: "We are still masters of our fate. We are still captain of our souls".

We shall fight on the beaches. We shall fight on the landing grounds. We shall fight in the fields, and in the streets, we shall fight in the hills. We shall never surrender.


Find mange flere citater her (danske og engelske): http://www.aerenlund.dk/quotes/

mandag, marts 13, 2006

Her skal I se dialog

Som jeg siger: det er sgu godt, vi har ret, for hvis vi IKKE havde ret, så ville vi ikke opdage det.

Cirklerne i bloggosfæren er og bliver overordentligt indavlede og selvrefererende. For højrebloggernes vedkommende er det selvfølgelig okay :), men det uhyggelige er, at de andre er lige så selvbekræftende som vi er. Det er sådan, ekstremistiske muslimske grupper kan overbevise sig selv om, at amerikanerne dirigeret af jøderne står bag alt ondt i verden. Og venstrefløjen kan bekræfte sig selv i, at Jyllandsposten, dirigeret af Fogh, dirigeret af Kjærsgaard står bag alt ondt i verden.

Debatten har ikke optimale betingelser. Det skal vi tænke over. Vi skal virkelig være vores egne værste kritikere, for de tre forskellige sfærer, jeg har nævnt, forekommer hinanden så langt ude, at de faktisk ikke kan bruge hinandens kritik. I stedet samler de (vi) oplysninger, der bekræfter vores egne standpukter.

Jeg tager den lige igen: Det er fanme godt, vi har ret, for hvis vi ikke havde ret, ville vi ikke opdage det.

Buh bæh, én højreblogger mere, der siger det samme som alle de andre, klager Raapil. Han mener mig. Og han har lidt ret. En del af indavlen består jo i, at vi kun linker til hinanden - det gælder i øvrigt begge fløje. Det er også for ringe. Jeg vil virkelig anstrenge mig for at finde nogle venstrebloggere, jeg kan forsvare at linke til (jeg kan jo ikke udsætte godtroende mennesker for at klikke på et link, de læser sultent, indtil AADDDD, fy for helvede, hvad er det her... Som at tro, man kaster sig over Lars Hedegaard eller Farshad Kholghi i Groft sagt, læse begærligt, og AADDD, så er det Carsten Jensen...!!!! Og det har man læst i store mundfulde, hældt lige ned i en troskyldig hjerne, ud og vask sine øjne).

Enhver blogger bør have en handlingsplan for, hvordan vedkommende har tænkt sig at holde sig nogenlunde åben over for omverdenskompleksiteten. Ellers bliver man jo svag. Fra mit højre-hoved forekommer det mig, at højrebloggere generelt står i et noget stærkere forhold til realiteterne end venstrebloggerne. Det er heller ikke for meget sagt, at mange muslimer har rigtigt meget at indhente, hvis de skal i balance med resten af verden og dens viden. For dem vil det være som at åbne døren i et fly i fuld højde. Ortodoks islam er så ude af trit med omverden, at den vil blive suget ud - hvis modsætninger virkelig mødtes på en forpligtende måde.

Men måske kender I Kuhn og den der med, at ens teoretiske udgangspunkt er med til at definere og selektere de data, man kalder virkeligheden. Med andre ord: synspunkter er selvbekræftende.

Hvorom alting er: Her er en rigtig dialog.

søndag, marts 12, 2006

Hvad mener danske muslimers tavse flertal?

Ugebrevet A4/Catinét har undersøgt det store spørgsmål om, hvad danske muslimer mener om Muhammedaffæren:

16 procent af herboende muslimer føler sig ikke krænket af Muhammedtegningerne. 81 procent føler sig enten krænket (49 procent) eller noget krænket (32 procent).

47 procent har enten fuld (11 procent) eller delvis (36 procent) forståelse for de muslimske reaktioner i mellemøsten (flagafbrænding, boykot, angrebv på ambassader). 49 procent siger, at de ikke kan acceptere de mellemøstlige reaktioner.

69 procent svarer ja til, at Danmark/den danske statsminister bør give en uforbeholden, officiel undskyldning. Kun 23 svarer nej.

Kun to procent siger i undersøgelsen, at de i den aktuelle situation føler sig mest som danskere, mens 53 procent føler sig mest som muslimer og 36 procent som både danskere og muslimer (Jyllandsposten).

Opsummering: 80 procent af danske muslimer har altså ikke tolerance, frisind og perspektivisme til at rumme disse tegninger - en procentdel, der næppe overgås i Pakistan. 70 procent vil have en undskyldning, altså en tilkendegivelse af, at denne manglende respekt for islam var en fejl, som vi fremover bør undgå. 2 procent har i de hårde dage følt sig mest som danskere, mens 53 procent har følt sig mest som muslimer. 36 procent som begge dele (de 53 procent har altså kunnet sige "både som dansker og muslim", men valgte at sige "mest som muslim").

Vi skal da også have de gode nyhed: To procent af de danske muslimer behøver vi med sikkerhed ikke internere, hvis der skulle udbryde verdensborgerkrig. De holder med Danmark. Og ca. 20 procent kan fint leve dør om dør med Salman Rushdie, de 12 tegnere, Hirsi Ali og Flemming Rose uden at blive ædt op af frustrationer og ønske indskrænkninger i disse menneskers frihed - eller det, der er værre.

lørdag, marts 11, 2006

Machiavelli om kolonier og erobringer

Læs her et par uddrag af Machiavellis "Fyrsten" fra 1512:

"Men når man erhverver områder i et land med fremmed sprog, sæder og forfatning, så begynder vanskelighederne, og der skal stor lykke og store evner til at bevare dem. Det bedste og virksomstre middel vil være, at erobreren personligt bosætter sig i det nye land. På denne måde har tyrkerne gjort det i Grækenland" [...]

"Den anden udmærkede metode er at anlægge kolonier de vigtigste steder, for gennem dem at beherske befolkningen" [...]

"Holder fyrsten i stedet for kolonier en besættelseshær, forårsager dette meget større udgifter... [...] Desuden bliver befolkningens forbitrelse større" [...]

"De [romerne] oprettede kolonier, støtte de svage uden at styrke dem, svækkede de mægtigste og undgik al fremmed indflydelse" [...]

"Ser man faren, mens den endnu er langt borte, kan man let modvirke den. Venter man, til den er rykket tæt op ad en, kommer lægemidlet for sent, fordi sygdommen er blevet uhelbredelig. Det forholder sig her som med svindsoten; i sygdommens begyndelse er den let at helbrede, men vanskelig at opdage. Bliver den ikke lægt med det samme, er den let at opdage, men vanskelig at helbrede. Sådan går det også med statsanliggender" [...]

"Derfor vidste romerne altid at bekæmpe den, da de altid forudså faren; og aldrig lod de dårlige tilstande vare ved for at undgå krig. Romerne vidste, at krigsfaren på denne måde ikke var ophævet, men kun udskudt til fordel for fjenden" [...]

"Heller ikke syntes de om den talemåde, vore vismænd stadig fører i munden: "Kommer tid, kommer råd". Til gengæld benyttede de sig af klogskab og tapperhed. I tidens kølvand følger meget, ondt som godt, og godt som ondt" [...]

"Hvis en erobret stat er vant til at leve i frihed og efter egne love, er der kun tre muligheder for at bevare den. For det første ved at udslette den, for det andet ved personligt at bosætte sig der, og for det tredje ved at lade dem beholde deres love, ved at kræve årlige afgifter, og ved at indsætte et styre, der kan sikre landets loyalitet" [...]

"Der er i et sådan tilfælde [romerne, der måtte udslette græske byer med demokratiski fortid] ikke noget andet middel mod tabet end ødelæggelsen, og den, der bliver herre over en hidtil fri by og ikke udsletter denne, må regne med selv at blive udslettet af den. Borgerne vil ved et oprør altid kunne påberåbe sig deres frihed og gamle minder" [...] "I republikkerne er der mere liv, had og hævnlyst; Mindet om den tabte frihed lader dem ikke i ro. Derfor er det sikrest for erobreren at udrydde dem eller tage bopæl i dem" [...]

"En fyrste, der vil opretholde enighed og loyalitet blandt sine undersåtter, må ikke tage det fortrydeligt op, hvis han bliver kaldt grusom. Nogle enkelte afskrækkende eksempler er mildere end overdreven langmodighed" [...]

"Hertil er der knyttet et stridsspørgsmål: om det er bedre at være elsket end frygtet, eller omvendt. Svaret lyder, at det ville være det bedste både at være frygtet og elsket; men da det er vanskeligt at forene begge dele, er det mere trygt at være frygtet end elsket, når man må give afkalde på en af delene. Om mennesker kan det i almindelighed siges så meget, at de er utaknemmelige, vægelsindede og hykleriske, fulde af angst for enhver fare og begærlige efter gevinst [...] Kærlighedens bånd regnes for forpligtelsens bånd, og da menneskene er slette, rives det over ved enhver lejlighed, der byder på fordele. Hvorimod frygten opretholdes ved angsten, som aldrig forlader menneskene. Men en fyrste, der vil gøre sig frygtet, må passe på, at han om ikke bliver elsket, så i al fald undgår at blive forhadt. Man kan godt blive frygtet uden at blive hadet. Dette vil altid lykkes ham, hvis han undlader at røre borgernes og undersåtternes gods og kvinder" [...]

"Man regner det for en af Hannibals største bedrifter, at der aldrig opstod stridigheder i han broget sammensatte og på fremmed jord kæmpende hære; hverken i lykkens eller ulykkens dage. Grunden hertil kan ikke søges andre steder end i hans umenneskelige grusomhed, som i forening med hans i øvrigt fremragende egenskaber gjorde ham til soldaternes afgud og skræk. Uden grusomheden havde alle hans fortrin ikke været nok til at nå en sådan virkning. Snævertsynede forfattere beundrer på den ene side hans bedrifter, mens de på den anden side fordømmer deres vigtigste forudsætninger" [...]

"En klog fyrste må derfor ikke stå ved sit ord, hvis det ville skade ham selv, eller hvis de grunde, der bevægede ham til at afgive sit løfte, er bortfaldet" [...]

"En nutidsfyrste, hvis navn ikke skal nævnes, prædiker altid freden og taler ikke om andet end troskab og er samtid en afgjort fjende af begge disse dyder - og begge havde de, var de blevet anvendt, berøvet ham anseelse og trone" [...]

"Endvidere bør fyrsten vise sig som en velynder af enhver fortjeneste og hædre kunstens mestre. Dernæst må han opmuntre borgerne til roligt at passe deres arbejde i handel, jordbrug og alle andre erhver, for at ikke den ene skal undlade at smykke sit hus af frygt for, at det bliver ham berøvet, og den anden fra at åbne handel af frygt for skatter. Tværtimod må han udsætte belønninger for alle dem, der vil handle således, og for alle dem, som på en eller anden måde forsøger at hæve byens eller landets velstand. Med passende mellemrum må han underholde folket med fester og skuespil".

fredag, marts 10, 2006

EU overvejer islamiske krav

Som nævnt har OIC og Den Arabiske Liga afkrævet FN, at ytringsfriheden verden over tilføres en særlig undtagelse, når det gælder profeter, særligt Muhammed. Nu overvejer EU´s udenrigsministre at imødekomme kravet (Jyllandsposten). Ak, ak, ak.

Så er tiden vist inde til at genopfriske en klassiker i EU-diskussionen, nemlig den overnationale, demokratiske bankerot, som 68´erne i bedste mening efterlader os.

Kan I huske, at Frankrig og Holland stemte en EU-traktat ned her i sommer?

Ellemann skriver i Berlingske d. 21/5, efter at have beklaget det sandsynlige, franske nej til traktaten:

"Et af de vigtige spørgsmål, Europas politiske ledere må forholde sig til, er, at brugen af folkeafstemninger har udarbejdet til en urimelig klods om benet i det interstatslige europæiske samarbejde".

Ja, ikke sandt, hvis bare man selv egenhændigt fik lov at bestemme, så var det hele da mere enkelt. Hvem har ikke tit tænkt den tanke? Og hvem har ikke øjeblikkeligt skudt den ned igen? Jeg nævner i flæng: Hitler, Stalin, Saddam Hussein, Hizb-ut-Tahir, børn under tre.

Hvor er vi henne, når danske politikere siger, at folkets vilje er en klods om benet?

Så er der Auken, der ruller sig ud i JP 22/5 ang. et forslag om at alle lande skal stemme om Turkiets optagelse i unionen:
"Problemet er, at vi i dag ikke har regler for fælleseuropæiske afstemninger, så vi skal først opfinde hammeren, før vi kan slå sømmet i. Desuden rejser forslaget mange spørgsmål - fx om afstemningen skal være vejledende eller bindende, og om vi tilsvarende skal stemme om Kroatien. Så min umiddelbare reaktion er skepsis, selv om jeg gerne vil overveje argumenterne."

Om folkestyret skal være vejledende eller bindende? Er de sindsyge?

De spærrer folkestyret inde i en juridisk gummicelle. Det er helt utilgiveligt.

torsdag, marts 09, 2006

Hvor bliver dialogen af?

Hvor bliver dialogen af? Dialogbanden himler op om dialog, dialog, dialog, og så kommer der ikke mere fra dem.

"Jeg er flink".
"Jeg er også flink".
"Skal vi så leve sammen i co-eksistens?"
"Det kan vi godt"
................................................................................................
.....................................................................
"Nå, men hej".
"Hej".

Der er jo ingen dialog. Der er monologer i alle retninger om dialog, men fra dialogbandens side ér der ingen dialog om sagen, som jeg går ud fra er forholdet mellem islam og vesten.

Taler man klart og tydeligt, så er det ikke dialog, men konfrontation. Det betragtes som ondt.

Men tanken flyver forud og konfronterer os med alt, hvad den finder. Og det vil den blive ved med, det kan man ikke forhindre.


onsdag, marts 08, 2006

Kvindernes internationale kampdag

Jeg har fejret kvindernes internationale kampdag ved at melde mig ud af Dansk Kvindesamfund. Kvindebevægelsen arbejder ikke for kvinder mere, men for ligestilling. Frem for at skaffe fordele til kvinder på områder, hvor vi er bagud, går den aktivt ind og skaffer fordele til mænd på de få områder, hvor de er bagud:

I ligestillingens navn arbejder kvindebevægelsen for, at flere mænd får forældremyndigheden ved skilsmisse. En glad foræring, værsgo.

I ligestillingens navn arbejder kvindebevægelsen for, at en del af orloven øremærkes til faderen. En foræring mere, bitte schön.

I ligestillingens navn arbejder kvindebevægelsen for at dekonstruere ideerne om køn.

Man griner af biologiske karakteristika, især af moderinstinkter - og såmænd også af udmærkede mandlige instinkter.

Man griner af ganske almindelige mænd og kvinder og deres stærke kønspræg. Man vil manipulere dem til rette, lovgive om nødvendigt.

Man holder en lille minoritet af intellektuelle mænd og kvinder op som almindeligt forbillede, selvom der ifølge genetikforskere som Helmuth Nyborg helt målbart ér mindre køn at komme efter hos de intellektuelle, målt i kønshormon.

Men indvandrerkvinders forhold rører man ikke ved, før de står i døren til Grevinde Danner Stiftelsen og har fået tæsk.

Jeg kan slet ikke bruge det til noget. Men det er godt med en markering, så man husker at få meldt sig ud.