fredag, juni 23, 2006

Væn dig til tanken

Man kan vænne sig til meget på 10 minutter. At ferien er blevet aflyst. At man har smækket sig ude. Man kan få nogle store overraskelser og sådan set være fuldstændig afklaret 10 minutter efter. Efter en nats søvn man have fod på situationer, der er meget værre. At man skal opereres. At man skal flytte. Og har man en uge, så er man på toppen af hvad som helst, der ikke indbefatter alvorlige menneskelige tab; at man er blevet fyret, at huset er brændt.

Hvor lang tid skal man have til at vænne sig til, at ens efterløn er blevet udskudt i et halvt år? 12 år.
12 år! At man har fået filet et år eller to eller 5 af et så overflødigt luksusgode som efterløn til 60-årige, det kan man forstå og acceptere i løbet af 12 minutter. Eller 12 sekunder. Ingen skal bruge 12 år på at indrette sig på det. Hvorfor skal det så tage så lang tid at få den tilbagetrækningsalder ned?

Se engang denne graf over levendefødte pr. årgang (Danmarks statistik):



Den store pukkel ovenfor toppes af årgang 1946, der nu er 60 år. Deres efterløn og pension bliver enormt dyr og kommer virkelig til at trække i langdrag (no offence). Ikke desto mindre lader man netop dem rage al den efterløn til sig, de ønsker. Den årgang er næsten dobbelt så stor som årgang 1983, der nu er 23 år gamle. Det er lige præcist dem, der selv må bære lidt mere af deres egen vægt her, situationen taget i betragtning.

I 2005 brugte vi 98,8 mia. på folkepension og førtidspension til de relativt små årgange af ældre, som nu er i pensionsalderen. Så det bliver dyrt.

Med sådan en ældrebyrde (no offence) og så indvandrerbyrden (no offence) oveni, så kan du godt bruge de næste 12 sekunder til at spekulere over, om du ikke var bedre tjent med at emigrere, mens det stadig er tilladt.

onsdag, juni 21, 2006

Lær at elske efterlønnen

Har du også været en indædt modstander af efterlønsordningen? Well, glem det, lær at elske den, for fra nu af er den din folkepension. De har opgivet at fjerne efterlønnen. I stedet for at gøre efterlønsperioden kortere, forskyder de nu hele pakken, så man går senere på efterløn og endnu senere på pension. Alle fjolser under 45 uden efterlønsindbetaling kommer til at arbejde indtil de er mindst 67. Er man yngre, kommer man sandsynligvis til at arbejde endnu længere. Samtidig kommer man til at betale efterlønnen for 60-årige det meste af ens arbejdsliv.

Efterhånden som middellevetiden stider, vil der yderligere blive skruet og skruet på tilbagetrækningstidspunktet. »Efterlønsalderen kan stige til 64 og 65 år eller mere, men med ti års varsel, så der bliver god til at indrette sig«, bekræfter finansminister Thor Pedersen (V) (Politiken 22/6-06). Det betyder en pensionsalder på 69 eller 70 år.

Sådan bliver det; du kommer til at kravle rundt og skide i folks tastaturer som en 85-årig dement, bitter, sygeligt udbrændt Gollum, et vrag af et menneske, der ene mand forsøger 15 husstande. De mikroskopiske generationer fra 80´erne kommer ikke til at kunne forsørge dig. DU bliver den sidste, der stadig vrøvler om ansvarlighed, sammenhængskraft og solidaritet. Kys dit liv farvel, DU var den, der blev snydt. Desværre. Hvor uheldigt.

Hvis du vil være sikker på at kunne trække dig tilbage inden du er 70, så afsted med dig ned at tilmelde dig den efterlønsordning. Ikke så beskeden, det regner de såmænd med. Der er iværksat nye, venlige overgangsordninger. Efterlønnen er den nye folkepension.

Og det koster ingenting. "Din samlede betaling til efterlønnen svarer til ca. 116.725 kroner (i 2006-tal) fordelt over mindst 25 år. Men din reelle indbetaling vil kun være 76.000 kroner, da kontingentet er fradragsberettiget" (kilde). Det er få hundrede kroner om måneden.

tirsdag, juni 20, 2006

Godt spørgsmål

Det kunne jeg også godt lide at vide:
"Er der ikke en behjertet nationaløkonom, der kan forklare en almindelig pantsat bondedreng, hvorfor stat, regioner og kommuner i den grad skal spare og spare, når der er økonomisk opsving, og det offentliges indtægter af samme grund må stige og stige - trods skattestop? Hvor forsvinder pengene hen? Er det overførselsindkomsterne, der beslaglægger en større og større andel af budgetterne, så den klassisske velfærdsservice til fx sygdom, undervisning, lov og orden samt ældre må skære ned? Eller hvad foregår der?" (Jørn Duus Hansen, replik i Berlingske 20/6-06).

søndag, juni 18, 2006

Inkommensurabilitet

Under denne fængende overskrift skal det nu handle om, hvad det vil sige at være så uenige, at man ikke kan enes om, hvori uenigheden består. Hvis man lavede to kolonner, én til venstre og én til højre, og noterede opfattelserne af hele krisen, I ved, begyndende med hvad man skulle kalde krisen, - så ville resultatet sandsynligvis vise, at det ikke så meget er faktuelle forhold, man er uenige i, men at uenigheden mere drejer sig om, hvilke faktuelle forhold, der er vigtige. Og frem for alt vil man have to vidt forskellige fortællinger om årsagssammenhænge, altså hvad der har forårsaget, forhindret, muliggjort og fremprovokeret hvad.

To vidt forskellige, men hver for sig sammenhængende teoretiske verdener, to forskellige sæt af datamateriale, to forskellige sæt af årsagsforklaringer, hver sin kasse til ligegyldige data, som det ikke drejer sig om. To så grundlæggende forskellige opfattelser kan hverken be- eller afkræftes ved samme metode. Man kan ikke fx sige: hvis Danmark terrorbombes, så er det et bevis for, at den ene part havde ret. For man læser data på hver sin måde. De to parter rummer hver deres egne kriterier for, hvornår noget er sandt og falsk, rigtigt og forkert, bevist og ikke bevist. De er med andre ord inkommensurable ifølge Thomas Kuhn, en amerikansk videnskabsteoretiker, hvis hovedværk "Videnskabelige revolutioners strukturer" udkom i 1962.

Ordet inkommensuralitet kommer af latin con (med) og mensura (mål) og betyder altså "usammålelig". Når Danmark er knækket over i to inkommensurable opfattelser, betyder det selvfølgelig, at det bliver en tung opgave at spore sig frem til, hvad der virkelig skete under krisen, Muhammedkrisen for nogen, Karikaturkrisen for andre.

Jeg skal ikke gå i gang med denne analyse. Bare pege på, det jo skyldes andet og mere end dumhed, uvidenhed eller ondskab, når to forskellige verdensbilleder - Kuhn taler om paradigmer - hver for sig producerer rå mængder af noget, som modparten synes er noget frygteligt vrøvl. Hvad den ene kalder dataindsamling, kalder den anden dirt digging. Hvad den ene kalder dokumentation, kalder den anden at kaste mudder. Hvad den ene kan opleve som årsagsforklaring, oplever den anden som bortforklaring. Hvad den ene part ser som et afgørende bevismateriale, oplever den anden som helt uden for sammenhængen. Hver for sig er opfattelserne kittet sammen af to helt forskellige ideer om, hvad folk kan have haft af bevæggrunde og motiver. Altsammen lagt ind i to vidt forskellige tidsopfattelser, inddelt i forskellige sessions, der angiver, hvad der førte til hvad.

Er ingen forsoning mulig? Man bliver vel enige til sidst? Ikke nødvendigvis. Opløsningen kommer indefra. Efter en stabil periode, hvor alle kendsgerninger falder nydeligt på plads i teorien og resten ignoreres eller bortforklares, begynder der at opstå irritation. Tingene passer ikke så godt sammen mere, det kører ikke, man kan ikke løse de problemer, man gerne ville løse. Man får brug for hjælpehypoteser, der forklarer de selvmodsigelser, der opstår. Flere og flere ting begynder at pege i andre retninger. Man begynder at få andre svar, og man begynder at spørge anderledes. Man bliver troløs over for det gamle paradigme. Det bliver irrelevant.

"Ha ha, ja de er pisse-irrelevante, kom videre", skal man så tænke i hver sin kolonne, "Måtte de snart blive klogere, de andre. Måske hvis vi skrev en bog, så de kunne forstå...?" Men det virker mod hensigten, for hvad den ene ser som beskrivelse af virkeligheden, ser den anden som manipulation med data - endnu en grund til at afvise det konkurrerende paradigme.

Hvad gør man? Et bud: Indespærring i den samme diskussion i meget, meget lang tid ville tvinge parterne til at forholde sig til hinandens synspunkter. Man kunne diskutere smådele igennem og enes om dem, én for én. Hvis man tog sig tid. Man kunne tegne billedet af de diverende opfattelser. Man kunne nok også enes om, hvad der ret beset er sandsynlige årsagssammenhænge og hvad der er gætteri. Ved hårdt arbejde kunne man med tiden enes om, hvori uenigheden består. Man kunne finde en vej. Hvis man var nødt til det.

For som Kierkegaard siger: "Hvad man skal, det kan man".

"Manipulation, vold og selvcensur"

Skarp kronik i dagens Berlingske. Claus Kjøller tegner et billede af de mekanismer, der er på spil, når en lille gruppe af ideologer flankeret af en større gruppe af desperadoer truer og presser et fredeligt og imødekommende flertal til at vise stadig større hensyn.

Jeg vil ikke citere, for I skal læse det hele :)

Klaus Kjøller: "Manipulation, vold og selvcensur". Berlingske 18/6-06.

fredag, juni 16, 2006

Hate speech

De har en forbilledlig selvfølelse derude hinsides det yderste venstre, i Minoritetspartiet. Når man hører Allan, Modspil og Midtimod tale om ekstremisme i den nuværende regering og naturligvis især i Dansk Folkeparti, så harmonerer det dårligt med, at de selv befinder sig helt uden for det politiske billede, et langt brostenskast fra det yderste af Enhedslisten, derude hvor stort set ingen vælgere overvejer at komme.

Minoritetspartiet fik 0,3 procent af stemmerne ved folketingsvalg i 2005. Man kan forestille sig, at vi havde et mikroskopisk wanna be parti til højre for Dansk Folkeparti, som tilsvarende slyngede ekstremistanklager efter SF, fulgt af selvbevidste anbefalinger om, at man bare ignorede disse ensomme, arbejdsløse, ekstremistiske, stalinistiske stakler.

Er det, hvad det yderste venstre kan svinge sig op til? Tvære ud i ansigtet på folk, at de er ensomme, arbejdsløse, dumme, uvidende, uden for indflydelse (sic!)? Hvor vil man hen med den vilde arrogance? Man taler om "Skrigosfære", kalder folk "klaphat" og "hystade", samtidig med, at man beklager, at debatten befinder sig på vuggestueniveau.

Vurder selv argumentationen - eller hvad man nu skal kalde det. Mere her.

Minoritetspartiets program, hvis ovenstående skulle have vakt interessen.

torsdag, juni 15, 2006

Sharia for begyndere

De er blevet sindssyge på Berlingske. I dag skriver de om sharia, velvilligt assisteret af "Danmarks førende ekspert i sharia lic.jur. Rubya Mehdi". For at sikre muslimske kvinders ret til at kræve skilsmisse foreslår han, at man udarbejder standardægteskabskontrakter, som imamer skal bruge. For ellers kan kvinderne jo ikke forlange at blive skilt (?!).

Forslaget støttes af "integrationsekspert Esma Birdi", som tilføjer, at standardkontrakten også skal indeholde oplysninger om, hvor meget kvinden har haft med sig som medgift. For ellers kan de jo ikke få penge med sig ud af ægteskabet (?!).

Endelig interviewer man "en af verdens førende eksterter i mellemøstens religion, kultur og politiske forhold", professor Sami Zubaida fra Londons Universitet. Han kan fortælle, at shariaen såmænd slet ikke er så farlig og handler om så meget andet end tørklæder og dødsstraf, fx bøn og faste. Hvad man altsammen kan læse mere om i hans "meget roste" og "stærkt aktuelle" nye bog.

Har Berlingske da fuldstændig mistet overblikket? Vi har en lovgivning i Danmark. Den ikke bare kan man følge, hvis ens egne husregler ikke skulle være nok. Den skal man følge.

Når Berlingske nu er ude i, at muslimer skal have særlige regler for ægteskabsindgåelse, hvad så med forældremyndighed og arveret? Og skal vi så også skrive på de islamiske konverteringsattester: "Ifølge særlig aftale med den danske stat er det ikke tilladt at slå undertegnede ihjel i tilfælde af frafald". Hvor stopper det? Hvad er planen?

Det er pinagtigt, det er en lidelse at følge Berlingskes islam-serie. Det er noget af det mest tandløse og naive, jeg har set. Og ikke nok med det: det er en dum og blind og uvidende pludren; "Ja, nu skal I høre om de 5 søjler" og "Shariaen er slet ikke så slem". Der er ikke et barn i 1. klasse, der ikke har betydelig mere realindsigt i islam end det, den flok journalister kan fremvise her.

Men nu skal I høre, hvad jeg rigtig er gal over. Bertel Haarder skriver i dag et i og for sig fint læserbrev til Berlingske: "Bare rolig - jeg står fast". Der er bare et enkelt sted, hvor det går helt, helt galt. Han begynder at kloge i, hvad der generelt er værd at dø for, og hvad der ikke er værd at dø for.

"Næste gang, nogen vil gøre grin med islam eller islamismen, er det en bedre ide at lave satiriske karikaturer af de tvetydige imamer [...]. Eller lave film og bøger om den kvindeundertrykkelse, der finder sted i islams navn, således som hollænderne Hirsi Ali og Van Gogh gjorde med dødeligt udfald. Den sag var bedre at dø for end en karikatur af Muhammed".
Dø? Hvem snakker om at dø? Er der dødsstraf i Danmark? For hvad? Det må I fortælle os mere om. Derfor har man en lovgivning. For at alle skal kunne vide, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er lovligt.

Respekt for at Haarder står ved sin egen frygt og handler derefter, men jeg mangler next step på vores alle sammen vegne. Vores folketingspolitikere - og andre - trues til tavshed af muslimske selvtægtstrusler; - så hvad gør vi..? Vi accepterer vel ikke situationen?

Jeg havde meget håbet og forventet, at Haarders udmelding ville få følgeskab af nogle kontante politiske forslag, der kunne løse problemet.

I stedet legitimerer Bertel Haarder her, at der skelnes mellem gode provokationer og dårlige. Når Bertel Haarder selv, det pæne menneske, topper dødslisten, bør det vel lære ham, at det ikke er grovhed, frækhed, plumped, mangel på omtanke, der udløser dødsstraf. Det bør lære ham, at fokus ikke skal være på frækhedernes art, men på truslerne og volden.

1., 2., 3., 4. og 5. statsmagt slesker og smisker for islamisterne: politikere, jurister, presse, politi, det hele lægger sig fladt ned. Hvad er det, I vil fortælle os? Er der noget, vi skal vide?

Enten må man løse problemet ved at indføre 12 års fængsel og udvisning for trusler og pression - eller også må disse meget forstående og indlevende mennesker opsøge de islamiske kolonier og få en lille råskitse over, hvad der er strafbart, og hvilke straframmer, der er. Så kan de komme tibage og oplyse den danske befolkning om dets nye vilkår. Så kan vi sige ok, og så kan vi emigrere.

tirsdag, juni 13, 2006

10. klasse som social elevator

Som skolebestyrelsesmedlem får man Skole og Samfunds nyhedsbrev, og i dag klikkede jeg forventningsfuldt ind. Der skulle nemlig foreligge dokumantation for, at 10. klasse spiller en stor rolle i nedbrydningen af den sociale arv. Lad høre:
"Undersøgelsen viser at 63 procent af 9. klasses eleverne kom fra hjem hvor en af forældrene havde en videregående uddannelse. Det tilsvarende tal for elever der tog vejen via 10. klasse, var 54 procent.

Også familieindkomsten er markant forskellig hos de to grupper. For elever der starter i gymnasiet umiddelbart efter 9. klasse, er den gennemsnitlige, disponible familieindkomst godt 153.000 kroner mens den tilsvarende er 142.000 kroner for 10. klasse elever.

Alt i alt kan man konstatere at 10. klasse i vid udstrækning fungerer som en brobygger til gymnasiet for elever fra mindre ressourcestærke hjem" (Skole og samfund/Arbejderbevægelsens erhvervsråd).

Det er en voldsom konklusion at drage, når forskellene ikke er mere signifikante end de er. 9. klasse er jo stort set lige så god som 10. klasse til at skabe mønsterbrydere.

Social mobilitet ville være et vægtigt argument for 10. klasse, hvis der var noget i det. Men er denne argumentation ikke for tynd?

mandag, juni 12, 2006

”Her er London”. Haarder afkodet.

Hvad siger man, når man siger, at man ikke siger det, man har at sige? Sådan sagde Bertel Haarder i TV-Avisen 11/6-06:
”Det er altid bedre at bruge en pæn tone end ikke at gøre det. Men det, jeg har peget på er, at der er visse debatter, som visse mennesker nok hellere må holde sig fra, og jeg kan give et eksempel. Kåre Bluitgen […] har sagt, at islam er en fejlslagen religion, og det kan man jo sige er en interessant debat, og den har han nogle grunde til, men jeg vil fraråde enhver minister at sige det, fordi så kan man da rigtigt bringe Danmark i fortræd. Det er meget naturligt, at et lands repræsentanter prøver at lade være med at træde andre over tæerne, hvis man kan undgå det. Men så må man jo lade andre rejse den debat, som Kåre Bluiten gør. Men så skal han jo også have sine bøger ud, og det var sådan set det, der startede den aktuelle debat” […].

”Jeg kan blot konstatere, at der er debatter, som man kunne have lyst til at gå ud i, men som man må overlade til andre, i hvert fald så længe man er minister. Jeg tror, at tegnerne har det lige sådan, og jeg tror, medlemmerne af Naser Khaders forening forstår, hvad jeg taler om. De må jo nu også have politibeskyttelse, og det siger noget om, at vi jo altså lever i en trusselskultur, som nogen af os altså på tage hensyn til".
- At sige, at man undlader at sige bestemte ting, det er at sige dem alligevel. Haarder siger, at han har noget at sige om islam, men at det, han har at sige, vil blive taget ilde op. Altså ved vi alle sammen, at han har noget ganske negativt at sige om islam.

- At sige, at man af sikkerhedshensyn holder sig fra debatten om, hvorvidt islam er en fejlslagen religion, det er at sige, at man egentlig nok tænker noget i den retning.

- At sige, at man må lade andre, fx Bluitgen, om at tage de debatter, er at give sin fulde opbakning til en tilbundsgående og kritisk diskussion af islam.

- At sige, at man udøver selvcensur, fordi vi lever i en trusselskultur, det er jo endelig at give modparten et seriøst los i de ædlere dele. Der ligger en hård anklage i det. Og der ligger en realpolitisk appel i det, som hele verden kan forstå.

lørdag, juni 10, 2006

40 dages ophold i Yemen for 13 US $

"Muslimer i dialog" (med sig selv) har et godt tilbud:

"Hvis du ikke har planlagt din sommerferie endnu, har du nu mulighed for at tilbringe og studere Islam i 40 dage i Yemen sammen med nogle af landets førende lærde. Muslimer i Dialog sender et hold fra Danmark til Yemen fra den 1. juli til den 10. august 2006, og du kan blive en del af det.

Dar ul Mustafa (Dowra) i Yemen tilbyder 40 dages intensiv kursus i religiøse studier og moralsk lære. Formålet med dette Islam-kursus er at give unge muslimer indsigt i Islams grundbegreber, styrke deres tro, give dem redskaber til at arbejde med deres indre selv og fungere i et ikke-muslimsk samfund.

Der vil blive undervist i Tafseer (fortolkning), Hadith (Profetens traditioner), Fiqh (retslære), Suluk (moralsk lære og opførsel), Dawah (invitation), Hifz (Udenadslære - Koranen og Hadith). Kurset stiller ingen krav til deltagernes kunnen eller formåen. Samtidig vil der være mulighed for at besøge landets seværdigheder og se dets kulturelle og islamiske arv.Kurset foregår på arabisk med engelsk oversættelse. Det er både for arabisk-talende og ikke-arabisk talende og for begge køn. For ikke-arabisk talende vil der blive tilbudt et ekstra kursus i det arabiske sprog.

Opholdet er uhørt billigt - 13 US dollars for 40 dage, alt inklusiv undtagen flybilletten og transportomkostninger i Yemen. Fristen for at tilmelde sig er den 10. juni 2006."

Mød underviserne, der skal vejlede Europas muslimske ungdom i, hvordan de skal fungere i ikke-muslimske samfund.

torsdag, juni 08, 2006

Suk og støn - på sporet af den tabte arbejdsglæde

Afsløringer med skjult kamera. 24 sygedage om året ifølge en undersøgelse, som Danmarks Tekniske Universitet har lavet for LO. Masser af arbejdsskadeanmeldelser, masser af arbejdsbetingede lidelser. Ifølge Arbejdstilsynets opgørelser afvises langt de fleste. Mistrivsel, kritik, brok. Hvad sker der i plejesektoren?

En Social- og sundhedsassistent fra plejesektoren har indvilget i at prøve at forklare det. Hun er 37 år, hun er langtidssygemeldt pga. graviditet og hun ønsker at være anonym.


Drikker du kaffe?
Helst ikke.

Smøg?
Nej tak.

Er et plejehjem den værste arbejdsplads i verden?
Nej. Det er sværere at finde folk til slamsugere. Og det er værre at være fængselsbetjent.

Hvorfor brokker I jer så sådan?
Fordi det er en kvindekultur at brokke sig, og man går ikke de rigtige steder hen, man brokker sig bare.

Er det hårdt?
Ja, det synes jeg faktisk det er. Det er nærmest umuligt med familie og skiftende arbejdstider. Man arbejder med elendighed, ulækre ting. Sørgelige, voldelige ting, forfald i alle mulige afskygninger.
Bræk, lort, tænder, savl, menstruation, afføring. Demente, der skider, hvor de kan komme til det. Tis. Enorme mængder af tis, fordi de får vanddrivende midler. Bleerne vejer 4 kilo.

Får de gamle en god behandling?
Ja, det synes jeg, de gør. Jeg har ikke set misrøgt. Når jeg synes, det er synd for dem, så er det fordi de har det, som de har det. Fordi de er gamle. Det er det, der er sølle.

Hvordan har I det med de gamle?
Ja, det er jo det. Blandet, enormt blandet. Nogen er det altid en belastning at skulle ind til, fordi de enten er voldelige eller sure eller klagende. Der kan være flere, der slår ud efter én, ikke vil have tøjet af.

Som børn på 100 kilo?
Ja. Det er synd for dem, kan man sige, men de skal jo op af sengen om morgenen og tilbage i sengen om aftenen. De kan ikke lide at man piler knapperne op på deres bluse, de betragter det som et overgreb, nogle af dem.

Så er der demens. Én beboer kan forpeste en hel afdeling: ringe uafladeligt, ville ting hele tiden. Så skal man finde en sølvske, vande blomster, så vil de ringe til deres søn. De er i deres egen verden. De føler, at alt forsvinder, de kan ikke styre tingene. De bliver egoistiske. Nogle gange tror de, at de er i deres eget hus. De har ikke noget helhedsbillede. Nogle sagde, at hun var fin på den, vant til at have tjenestefolk. De prøver at finde logik i det. Jeg siger, glem alt om logik. Der er ikke så meget at stille op.

Hvorfor er det så belastende?
Det er stressende, at man skal i psykisk kambolage med et menneske. Og man har bevidstheden om, at hver gang, man bruger 5 minutter med hende, er der 5 minutter mindre sammen med de andre.

Kan de være ondskabsfulde?
Ja, jeg har oplevet en, der var ekstremt ondskabsfuld. Jeg var enormt bange for hende, hun fik mig til at græde en gang. Senere fandt jeg ud af, at de andre ikke ville gå derind. Ingen kunne lide det.

Hvad var der med hende?
Jamen, hun var sindssygt gemen ondskabsfuld. Lå i sengen med fremskreden ledegigt. Hun gik efter ens faglighed: ”Kan du ikke finde ud af det? Du egner dig overhovedet ikke til det her job”. Hun kunne ikke selv skide, så man skulle pille afføring ud med en handske. ”Du gør det helt forkert, du gør det ikke rigtigt, du graver ikke dybt nok. Jeg vil ikke have dig, jeg vil have en anden en til det”. Det gør de tit. Splitting, det er også det, børn gør. Mange plejere falder i. Det er dejligt at være den, der kan. At være inde i varmen ved en beboer. Det er jo dejligt, når noget går i hårdknude, at være den, der kan. Det gør de tredobbelt svært for de andre. Det skal man ikke hoppe med på. Men det er jo mennesker.

Hvordan er plejerne som mennesker?
Jeg synes jo, at det er nogle enormt arbejdsomme kvinder, specielt de ældre. Husmødretyper. Jeg synes, at de er enormt dygtige, effektive og gode til at snakke med de ældre. De har husmodergenet, de er gode til at være effektive og organisere det.

Så hvorfor har I ry for at drikke kaffe og ryge smøger?
Den store matrone, der sidder med en smøg og kaffe og siger ”sæt dig lige ned, min skat”, sådan en dominerende, styrende, rygende matrone, hende kan jeg godt genkende. Men de kan faktisk også godt arbejde. De siger bare, at de er fanme nødt til at have en pause, sidde ned og se: hvor langt er vi nået, hvor er vi.

Vi har ikke kaffestue. Vi har ikke nogle deciderede, legitime pauser. Vi sidder ned, men mellem beboerne. Samme med dem. Ved måltiderne. Nogle gange vil de høre radio eller se fjernsyn. Hvis de bliver optaget af det, kan man bedre gå. Der bliver ikke holdt for mange pauser. Man er nødt til også at være i leve/bo-miljøet. Man sidder og ryger sammen med beboerne. Både plejere og beboere ryger som skorstene.


Man er på 8 timer, hvor man skal forholde sig til beboere, pårørende, mad, rengøring, og man har ikke et sted at gå hen og holde fri. I gamle dage havde man et skyllerum, og så opstod der det, man kalder ”skyllerumssnak”, et negativt ord. Men det mangler man. Vi holdt møde om det, alle rystede på hovedet og sagde nej, vi skal ikke have alt det skyllerumssnak. Jeg var den eneste, der sagde "Vi skal da have meget mere skyllerumssnak".

Man mangler et sted, ikke til at sladre, men et sted, hvor der også er en synlig leder. Man mangler en leder til at holde fast i den røde tråd, den gode tone. Sikre sig, at der ikke opstår ubehagelige kulturer, hvor det bliver legitimt at rejse sig og siger ”åh, for helvede”, når det er den samme beboer, der ringer for 10. gang.

Hvornår snakker I så om jer selv? Private ting..?
Der er stille stunder, hvis de er kommet tidligt i seng. Der bliver aldrig holdt julefrokost, firmaudflugter, teambuilding, aldrig sådan noget. Jeg har altid været pissemisundelig, når andre fortæller, hvad de får ud af deres kolleger, hvad de bruger hinanden til. Der er ingen dynamik, fordi alle har samme køn. Der er ingen julefrokost. Folk har vagt, hvem kan komme? Og så ville der bare sidde en masse kvinder. I gamle dage var det en pedel! Det var sørme ikke uvæsentligt med den pedel.

Personalegoder?
Ingenting, julegaverne er væk.

Hvad med møder, hvor man kan føle sig betydningsfuld..?
Jo, vi har møder. Men møderne handler kun om kritik. Så er det dét galt, så er der dét galt. Kritik, kritik, kritik. Det er ikke noget med, at man spørger, hvad vi mener.

Vi havde en masse møder om at gå fra rundepleje til mindre enheder, den mentale omstilling. Der var ramaskrig, en frygtelig ballade. Det var møder, men det var mere undervisning. Med ildsprudlende konsulenter, der fortalte om leve-/bomiljø. Vi skulle ind i den holdningsændring. Først skulle vi forstå, at vi havde den forkerte holdning, så skulle vi have den rigtige holdning.

Det gjaldt om at få de vrangvillige medarbejdere til at forstå, hvor fantastisk det ville blive med leve-/bomiljø. Ideen er, at man skal forholde sig til det hele gamle menneske. Tanken er smuk og god. Man tager udgangspunkt i individet. I gamle dage kom man og vaskede vedkommendes røv, så kom andre og gjorde rent, og så kom andre igen og gav dem mad. Det er nu smeltet sammen i én person.

Hvordan virker det?
Det er svært for de plejere, som ikke kan overskue det. Og så har man skåret ned, så man skal nå lige så mange. Man har også skåret mange af de lyserøde tanker væk. Der er ikke ressourcer til, at hver afdeling laver mad fra bunden af. Det er der overhovedet ikke tid til. Jeg ved ikke, hvordan det kan komme bag på dem. Alle de myndigheder, der er inde og blande sig. Før var det i centralt køkken, nu skal der tages temperatur og vaskes gulv alle steder. Der skal krydses af og noteres ned, så fødevaremyndighederne kan godkende det, der foregår.

Så det er ikke smart?
Nej. Mange var vrede over, at de ikke blev spurgt, fx hvordan køkkenet skulle udformes. En stor gryde med kartofler skal slæbes hen over gulvet for at komme fra komfuret til håndvasken. Pissedyre hæve-/sænkeborde er der lavet. Jeg har set én beboer skrælde kartofler i en periode, ellers er der ingen ældre med.

Før var det meget mere effektivt, og meget mindre bureaukratisk. Men jeg ville ikke ønske mig tilbage, der ér gode ting i leve-/bomiljøet.

Er folk glade for deres job som social- og sundshedsassistent?
Jeg synes, at der er mange, der er stolte af det. Fordi man kan først blive hjælper, og så kan man blive assistent. Det er folk, der er meget bogligt svage, som synes, at det er en kæmpegevinst at have taget den eksamen.

Hvad kræver det at komme ind på uddannelsen?
Man må ikke være morder eller pædofil, man skal have 9. klasse, lidt erhvervserfaring. Det er forbudt at sige, men det er folk, der har set sig selv på fabrik resten af livet. Nu går de pludselig på skole. Det er klart, det er at tage en uddannelse, det er da flot.

Er I lidt dorske?
Jamen jo, måske lidt. Ligesom dagplejere og barselskvinder kan blive lidt indskrænkede. Men det er deres indskrænkethed, der gør at de kan holde ud til at gå derhjemme hele dagen, uden voksne, fornuftige mennesker at snakke med, uden udvikling.

Man skal ikke være for hård ved folk i ældreplejen, for der er ingen andre, der vil have de jobs. Man kan ikke få de jobs besat. Folk vil gerne på sygehuse eller passe handicappede. Plejehjem har lavstatus. Der er mange kvinder, og det giver masser af huller med barsel og sygemeldinger. Så skal der vikarer på, og hvem vil være vikar? Det er højstatus at være skraldemand, fordi det er godt betalt. Det kan blive fremtiden, at man må betale sig fra det. Skraldemænd siger fra: ”Vi lader lortet ligge, så kommer der rotter over det hele”. Så får de mere i løn. Det er uhørt, at kvinder nogensinde skulle gå i strejke på et plejehjem. Man må ikke sige, at det er træls og frustrerende arbejde. Man skal hele tiden sige, at det er synd for de gamle.

Ér det ikke synd?
Jo, jo, selvfølgelig er det synd. Det er synd for de gamle, at de er gamle og affældige og mister overblikket og bliver demente og skider over det hele. Måske er jeg bare så afstumpet, at jeg ikke kan fatte det. Jeg har svært ved at vurdere, om der findes en stor gruppe af varme kvinder, der brænder for de ældre. Dem, der virkelig brænder for de ældre, det er dem, der sidder og brænder på teoretisk plan. Jeg har aldrig hørt folk brænde mere for det end de konsulenter, der har været ude.

Vores leder sagde, hvis man ikke brænder for demente, så er det ikke stedet at være. Jeg tænkte, hold da kæft! Er det det samme som at sige, at hvis ikke man brænder for fanger, så kan man ikke være fængselsbetjent? Jeg følte mig udpeget lige med det samme. Jeg har aldrig brændt for demente. Jeg ved ikke, hvordan man kan det.

Man kan ikke brænde lige så meget for ældreomsorg som fx for børneomsorg?
Jo, på teoretisk plan. Men en kvinde, der sidder krampet op og har sklerose, man kan massere hende i en time og så få pegefingeren til at stritte. Hvor er juhuu´en henne i det? Det tog mig en time med min søn, så kunne han cykle!


Hvad er succeskriteriet i ældrepleje?
Det er at de dør.

Det siger du for at få mig til at grine
Ja, det lyder forfærdeligt. Men så er vi jo færdige, så er vi i mål. Der er for mange, der bliver reddet fra en hjerneblødning, som de skulle have lov til at dø af. Ja, det lyder kynisk. Nogle af de ældre kolleger har mere indlevelse. Jeg tror, at omsorgen kommer lidt efter, hvor tæt man selv er på det.

Er det okay at være lidt kynisk?
Man må acceptere en vis kynisme. Den er der. Jeg sidder ikke og tuder, når jeg hører dét fra Fælledgården: ”Lad lige ham sidde lidt længere”. Det synes jeg overhovedet ikke er slemt. Det er taget ud af konteksten. Vi har også folk, der sidder og råber "Hallo! Hallo!" Men sådan råber de hele dagen. Og bleen. At lære at pisse i bleen er lige så svært som at lære ikke at pisse i den. ”Hun har ble på”, kan man sige, det lyder kynisk. Men det er det jo ikke. De pisser 30 gange om dagen.

Medlidenheden med de gamle, den er så giftig. Der er brug for humor i stedet. Kynisme. Det skal der være plads til.

Så de gamle har det godt på plejehjem?
Jeg har ikke ondt af dem. Jeg har ondt af, at de er gamle. Jeg har ondt af, at de får lov til at leve så længe. De ligger som grøntsager og får sondemad i flere år. Dét er omsorgssvigt, synes jeg. Hvad skal man gøre, man kan jo ikke slå dem ihjel. De kan ikke selv tage føde til sig, de får sonde. De kommer i tip top form, for det er astronautmad. Jeg tror faktisk, at det er udviklet af NASA. Alle næringsstoffer direkte ned i mavesækken, de er sundere end dig og mig. Hverken familien eller plejerne kan tage hul på, om man skulle lade være med at behandle den næste lungebetændelse. Ingen vil sige det først.

En lå der i 5-6 år efter en hjerneblødning, som gjorde hende ude af stand til at snakke og lave mimik. Hun kunne sige lyde. Man sidder der og spørger om familie, gård og børn, hun siger ”UH!”, man snakker videre, længe, og det viser sig, at hun har levet som knibsk gammeljomfru hele sit liv.

Hvad er det med alle de sygedage - 24 om året?
Det er et kvindefag. Det er meget typisk og legalt at ”gå ned med flaget”. Det snakker andre om, at én ”går ned med flaget”. Vi havde én, som blev bimmelim. Hun mistede overblikket, begyndte at lappe deres tøj, kunne side og snakke med dem i timevis. Èn meget, meget overvægtig dame havde simpelthen så mange sygedage. Hvad der var hvad, er svært at sige. Slidgigt i knæene, hvem kan holde til det tempo, når man er så stor. Psykiske problemer pga. overvægt. Og så er der mange, der ryger.

Men der bliver også pjækket?
Ja, dét gør der! De andre kolleger snakker om det. De isolerer dem, der pjækker meget, og så pjækker de selvfølgelig endnu mere. Det er igen ledelsen, der mangler. Man ved måske, at man skal være 5 dage i aftenvagt sammen med én, som man ikke kan fordrage eller en, man synes er doven. Der er mange endagssygemeldinger. Men der er også mange, der tager ekstravagter.

Jeg kan ikke finde ud af, om I er robuste eller skrøbelige?
Mange er kun inde i en årrække. De kan ikke have med det at gøre. Andre er utroligt dygtige. De har fulgt med, de har en god tone og er gode til at lære op. De er robuste.

Får de ros?
De får alt for lidt ros. De får aldrig ros. Der er fanme ikke nogen, der roser dem. For den kæmpe omstillingsproces det er at have været 20 år i det samme og så skulle omstille sig til noget andet.

Ledelsen roser ikke?
Nej. En af mine kolleger har været der i 16 år. Det er det eneste, hun angler efter. Hun vil så gerne have at vide, at det er dejligt, at hun har taget 3 ekstravagter eller har arbejdet sammen med lille Fatima på 20 år, der ikke rigtigt kan røre ved noget.

Hvorfor roser ledelsen ikke?
Fordi den ikke er der, den er ikke synlig.

Hvor er ledelsen?
Inde på kontoret.

Nogle er for konfliktsky og hæver ikke stemmen. Hende der sad på Fælledgården med sine bekymrede øjne: ”Nej, vi har ingen sår”. Hør snakken på gangen. Der skal ikke så meget til. Men det er et fyord at styre. Assistenterne skriger på mere ansvar. Men man kan godt have ansvar og stadig have ledelse. Det er lederen, der har ansvaret for, at der ikke opstår de her uheldige kulturer. Som på Fælledgården, hvor de råber og truer med at han skal sidde der hele natten.

Det er dårlige ledere, administrative ledere. I gamle dage havde man en oversygeplejerske, en som var på afdelingen. Hun tog del i det praktiske arbejde. I starten var der én på hver gang, så skar man ned, så der var én til to gange, og så forsvandt de. Der er selvforvaltning. Man skal selv holde en god tone. Det kan man mange steder, men ikke alle steder.

Hver eneste gang finder man frem til, at det handler om dårlig ledelse. Folk, der går ned med stress og lider af stress, det skal man forholde sig til. Stress bliver lidt ligesom fibromyalgi. Man behøver ingen beviser, man kan bare sig, at man har stess, og så kan folk ikke stille spørgsmål. Hvad er stress?

Er det en brokkultur?
Ja, man får lov til at komme af med sin galde, uden at noget ændrer sig. Den kører i ring. Beslutningerne bliver jo taget ovenfra. Det er usundt. Man har ingen medbestemmelse. Man kunne have sagt ”Okay, de kan ikke få nogen som helst indflydelse på noget af det overordnede. Hvordan stiller vi dem tilfreds? Okay, vi lader dem udforme køkkenet”. Det kunne man kraftedeme have gjort.

Det lyder som et godt sted for neuroser og indestængt..?
Jo. Én kollega var på livslang antidepressiv medicin, klart neurotisk. Konstant antabus, traumatiske familieforhold. En anden var notorisk løgner. Hun løj hele aftenen igennem, med kunstige patter. Jeg tænkte, jamen så er hun jo sindssyg. Hvordan kan hun så passe beboerne? Men hun gjorde sit arbejde, der var ikke noget at sætte en finder på. Men gør det hende ringere?

Jeg synes jo netop, at det er en gruppe, der har brug for enormt meget ledelse. Der er brug for nogen til at modtage alt det brok. Også fordi halvdelen af brokken ville blive sorteret fra, hvis der var nogen til at tage imod og tage det alvorligt. Det ville få dem til at føle sig bedre, hvis ikke de brugte så meget tid på at brokke sig. Det er kognitivt. Hvis du holder op med at tænke så mange negative tanker, så bliver du mere positiv. Det virker selvforstærkende.

Suk og støn?
Der er enormt meget suk og støn. Der er ingen, der tager sig af dem. Ingen gør noget ved det. Ingen privat ansat medarbejder i hele verden kan få lov til at gå og sukke og stønne så meget, uden at nogen tager sig af det. Lederen har sagt: ”Jeg skal ikke være mor for jer”. Så er man eddermane færdig med at komme og betro sig.

Det handler om selvværd. Lige nu får de det modsatte. Der skal luges ud i dem, som forpester det. Kollegaerne ved godt, at de ikke må mobbe, men der er ingen, der tager sig af det. De burde kaldes ind til samtale: Hvorfor er der så mange sygedage, hvad handler det om, hvad kan vi gøre for at afhjælpe det. Hvis der var en leder, der gav ros, viste engagement i folk, så ville det smitte af. Så ville de kollegiale forhold blive bedre. Folk ville få mere overskud. Og til syvende og sidst ville det også komme de gamle til gode.

Skal du ikke være plejehjemsleder?
Jeg kan ikke finde ud af papirarbejdet. Men jeg kunne fanme få folk til at blive glade for at arbejde der. Dét kunne jeg.

tirsdag, juni 06, 2006

Ockhams ragekniv

En af årets store gåder er, hvorfor danskerne lovpriser Naser Khader, mens muslimerne foragter ham. Én ting er, at kun 13 procent føler sig repræsenteret af ham. Men herboende muslimer bryder sig tilsyneladende slet ikke om ham ham Naser Khader og hans Demokratiske muslimer (Berlingske 6/6-06) . Hvorfor?

Bruger man Ockhams ragekniv, altså princippet om at gå efter de simpleste forklaringer først, jamen så kunne forklaringen ganske enkelt være, at de danske muslimer er uenige med ham?

Men så enkelt er det tilsyneladende ikke. Slet, slet, slet ikke. Nej, for naturligvis deler man fuldt ud Khaders demokratiske indstilling, men man nægter - i en besynderligt, sofistisk argumentation - at "bevise" sit demokratiske sindelag ved at støtte Demokratiske muslimer. Det argument går igen hos Sherin Khankan fra Kritiske muslimer og Abdul Wahid Pedersen fra Muslimer i dialog, der i øvrigt for tiden kan friste med et 40 dages intensivt islamkursus i Yemen.

Man er enig med Khader, lader man forstå, og man vil gerne integreres, men under 200 muslimer meldte sig til den massivt mediedækkede Michelles mission. 1137 har meldt sig ind i "Demokratiske muslimer", selvom foreningen hovedformål egentlig bare er at kæmpe for en demokratikompatibel islam og imod islamisk teokrati. Altså helt grundlæggende demokratiske tankegange, som Khader repræsenterer så fint, at stort set hele det danske, politiske spektrum kan bakke ham op. Hvorfor kan herboende muslimer så ikke?

Lad os igen prøve med Ockhams ragekniv: Er det muligt, at de er uenige?

Lad os vende den om og lad os prøve at forstå. Lad os sige, at 200.000 europæere er flygtet til Saudi-Arabien. Den saudiske befolkning synes, at vores teokratiske indstilling virker noget halvhjertet. Vi har svært ved at begå os i landet. Der opstår problemer. Javier Solana og Ursula Plasnik stifter "Europæiske Sharia-tilhængere". Ikke mange bryder sig om de to, kun 13 procent føler sig repræsenteret af dem, kun 1137 melder sig ind i deres forening. Hvorfor?
  • Fordi vi ikke vil presses til at bevise, at vi har det rette teokratiske sindelag (hvad vi naturligvis har)..?
  • Fordi vi måske nok hårdt presset går ind for frihed, men i en anden kontekst, for det er jo slet ikke et begreb, der skal forstås bogstaveligt..?
  • Fordi vi jo er meget forskellige og selvom vi (naturligvis) går ind for teokrati, så gør vi det på mange forskellige måder, den ene er socialdemokrat, den anden er konservativ..?
  • Fordi vi er en svag gruppe, der ikke følger så godt med, selvom vi godt nok har været på randen af at udløse 3. verdenskrig over Saudi-Arabien..?
  • Fordi medlemsskabet koster 50 kr.. ?
  • Fordi Solana og Plasnik har lavet foreningen for egen vindings skyld (ja, for ellers ville vi godt have været med)..?
  • Fordi 60 procent af os bare ligesom slet, slet ikke kan pege på nogen eller noget, der på nogen måde kan siges at repræsentere vores interesser...
  • Og Hizb-ut-Fogh/Bush/Blair, nej-nej, dem har vi faktisk aldrig hørt om.

Sure.

mandag, juni 05, 2006

Grundlovsdag

Danmarks grundlov er god, men den er kun god, fordi vi er gode og kun så længe, vi er gode. Grundloven er kun demokratisk, fordi den danske befolkning er demokratisk sindet.

Grundloven giver os fx ytringsfrihed under ansvar for domstolene. Folket vælger politikerne, og politikerne laver lovgivningen, så graden af ytringsfrihed kan skrues op og ned, som flertallet synes.

Massive folkevandringer over en lang årrække kan ændre lovgivningen betydeligt. Det er jo også det, der er meningen. Ville danmark have en grundlov, der kunne udvikle sig til en møllesten om befolkningens hals, fordi den var ude af trit med de politiske ønsker og ikke kunne reguleres? Nej, da.

Det kræver et flertal i (så vidt jeg kan forstå) to indvalgte folketing samt en folkeafstemning, hvor mere end 40 procent af vælgerne siger ja - så kan grundloven laves om:
§ 88: Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.
Ingen behøver vælge mellem grundloven og sharia, moonbevægelsen, grønspættebogen eller hvad nu. Hvis det er sharia, befolkningen vil have, så er det sharia, de får, så viselig er grundloven indrettet. Det er - naturligvis - ikke grundloven, der lægger hindringer i vejen for at befolkningen kan få sine ønsker opfyldt. Grundloven kan skrive i § 77, at censuren "ingensinde" påny kan indføres, men vi kan stryge "ingensinde", så står der ikke "ingensinde" i grundloven mere. Tilsvarende kan vi skrive i § 6, at kongen skal høre til det muslimske trossamfund. Vi kunne også kalde ham noget andet end en konge. Grundloven er ikke sikret imod sin egen ophævelse.

Er Danmark hævet over at indsætte militæret imod et demokratisk valgt folketing, hvis dette demokratisk valgte folketing skulle vælge at indføre sharia? Næppe. Vi kan i princippet sagtens få tyrkiske eller pakistanske eller ægyptiske tilstande. De gør det jo så godt de kan. Lader de de islamiske befolkninger stemme Allah ind, så ryger de ud af det gode, demokratiske selskab. Og forhindrer de det, så ryger de også ud af det gode demokratiske selskab. Demokrati er demografi.

Det er det, det hele starter og slutter med: Demokrati er demografi.

Men græd ikke, bette børn. Det kunne jo godt være, at Europa er et første kontinent, hvor den islamiske befolkning slet ikke kommer til at lave nogen problemer af den slags :)

Glædelig grundlovsdag - husk, at der skal flages!

søndag, juni 04, 2006

Islamisk-socialistiske teser

Jeg er lidt hemmeligt tiltrukket af den proces det er at læse noget, man synes er fuldstændig hul i hovedet. Når hver eneste sætning er som en gigantisk Tetris-brik, der stritter i alle retninger og er umulig at placere i ens hjerne. Jeg samler på dem nede under "Alternative synspunkter". Jeg har ikke så mange, men nu har jeg fundet én, der får seks bomber i turbanen for at lukke sig komplet og intenst om sig selv, imens den reproducerer sig i en stadig strøm af Tetris-monstre. Den er bjergtagende at læse, som en uendelig sig-udfoldende løgnehistorie, der bliver stadig mere desperat.

Hamid Dabashi er professor ved Columbia University. Hans kommentar "Underkastelse" i Weekendavisen 2/6-06 rummer følgende centrale islamisk-socialistiske teser:

1. Tegningerne var et racistisk angreb på europas indvandrere. Tegningerne blev genoptrykt, "ikke for at tilkendegive deres støtte til nogle overfladiske og uvidende danske kolleger, men for at skræmme millioner af europæiske muslimer til at underkaste sig, til at føle skyld og skam". Børnene er målet for alle disse aviser, "de har hermed sikret sig, at børnene bliver mobbet i skolen og på legepladsen". Millioner af muslimer må hver dag "finde sig i den allestedsnærværende europæiske racisme".

2. De muslimske reaktioner var i virkeligheden fredelige. Europæisk presse "iscenesatte og koreograferede udvalgte optrin fra de spredte muslimske reaktioner". Europæisk presse ønsker at bevare sin historiske tradition for at "fremvise muslimer fra den værst tænkelige vinkel".

3. Den muslimske verden er offer for Europæisk kolonisering. Europa har "plyndret hele kloden mange gange", så der er en "bizar, kolonihistorisk ironi" i at vi nu har fået millioner af muslimer inden for vores egne grænser. Europæere er nu "skræmt fra vid og sans".

4. Europa er på vej mod fascisme med muslimer som hadeobjekter. Europæere kræver "etnisk udrensning i Europa", fascismen er genopstået, og dens fjende er Salman Rushdies "islam", der må sættes i gåseøjne. Rushdie og andre "stempler et misfoster skabt af deres egen fantasi som "islamisme" og dernæst kalder de det "totalitarisme".

5. Konflikten bunder i ekstremisme, ikke i reel uenighed. Det hele er et "hundeslagsmål mellem militante muslimer og racistiske europæere".

6. Muslimerne er socialt, ikke religiøst indignerede. Når "visse muslimer" gribes af voldsom forargelse er det fordi tegningerne er hentet i "europæiske, racistiske apotekerkrukker" - ikke pga. et religiøst billedforbud.

7. Europæerne er aggressorerne, og muslimernes offerstatus har lighed med jødernes. "Den nuværende antimuslimske pestilens, der breder sig som en løbeild over Europa og USA, udspringer af det hvide kristne repertoire af antisemitisme, der nu har ændret fokus og ikke længere er rettet mod jøder, men mod muslimer".

8. Islam har intet med terror at gøre. Stor harme over, at "man antyder, at Muammed er indblandet i terrorhandlinger", og stor harme over, at man "i realiteten" anklager halvanden milliard muslimer for det samme. Who do you believe, me or your lying eyes?

9. Terror er et spørgsmål om definitioner. Vi har også den kendte finte "sådan som terror defineres af USA og dets europæiske allierede".

10. Europæiske politikere udnytter folks frygt og racisme. I Europa tager en gruppe "uvidende karriereopportunister afstand fra et fænomen, de betegner som "islamisme", en patologisk nervøs omskrivning, der dækker over et kollektivt had til et folk og dets begreber om det hellige".

11. Islamisk totalitarisme er ikke et reelt problem. Kun Iran "ligger på linie med den jødiske stat, det kristne amerikanske imperium, der støtter den og den hinduistiske fundamentalisme, der stræber efter at efterligne dens apartheid og racisme". Så: "Hvordan i alverden er islam blevet til et totalitært statsapparat, der kan sammenlignes med fascisme, stalinisme eller nazisme?"

12. Muslimer ville leve fredeligt, produktivt og uproblematisk, hvis vi ikke generede dem. "Det overvejende flertal af muslimer verden over bider harmen i sig, forsøger at glemme den hæslige, europæiske racisme og passer deres daglige arbejde".

13. Vesten udbytter den tredje verden og har selv skabt alle de problemer, som den nu pga. sin grådighed ikke kan eller vil løse. Muhammed-sagen har endelig ingen betydning, for "kloden skæbne afgøres et eller andet sted mellem den store indvandring af arbejdskraft på den ene side og den globale omfordeling af den kapital, der systematisk forsøger at misbruge den på den anden".

Det må være en pinefuldt at være socialist i disse tider, for islamismen gemmer sig i deres diskursive ambulancekøretøjer, kalder sig offer og snor sig ind under alle de rigtige paragraffer. Alligevel kan man som socialist næppe undgå at have en kold anelse om, at det, man skærmer, er det sorteste og mest reaktionære, religiøse, intolerante højre.

fredag, juni 02, 2006

Politik i overhalingsbanen

Kender I det, når man har foretaget en overhaling, der viste sig at blive lidt mere dristig, end man drømte om, fordi der kom en modkørende? Bagefter trænger man til at komme lidt ind og køre bagved en lastbil. Sådan et lidt trykket, posttraumatisk stress-syndrom er der faret i de danske vælgere, nu da Muhammedkrisen er nogenlunde vel overstået (Berlingske/Greens). Vi har lige været på kollisionskurs med en gigantisk lastbil, så vi trænger til at komme ind og holde lav profil nogle kilometer.

Det byder vores folkesjæl imod sådan at stikke næsen frem. Det er ikke vores holdninger, vi er utrygge ved, for dem har vi haft, så længe vi kan huske. Det er mere det, at vi holdt på dem uden at indgå et kompromis. Det foretrækker vi jo. Smilende, lidt logrende.

Sådan at stille os op på en skammel og sige til morderiske masser, at de kan få et rap af en kæp, det er vi ikke meget for. Liberal kulturkamp frister det brede felt af midtervælgerne som et prik i øjet for tiden.

Fogh er sjov!

Radikales Elsebeth Gerner Nielsen havde i Folketingets afslutningsdebat i går været inde på, at en google-søgning på "Danmark og Muhammed" gav langt flere hits end en søgning på "H.C. Andersen og Danmark". Fogh replicerede:"For at følge med, så brugte jeg pausen til at google lidt, og jeg har lavet kontrolberegninger. Jeg søgte på "Danmark og frihed", og det gav 21 millioner hits, og det er syv gange så meget som "Muhammed og Danmark". Søger man på "design og Danmark", er det ni millioner. Og så søgte jeg på "Danmark og god regering", og det gav 25 millioner hits, så kom ikke her. Jeg fristes til at sige, at der ikke er noget at komme efter". Selv oppositionen kunne ikke lade være med at grine.

Mere af det!

torsdag, juni 01, 2006

Katrine Winkel Holm

Se her Katrine Winkel Holm, teolog, næstformand i Trykkefrihedsselskabet og formand for præsternes nye islamkritiske netværk, debattere glasklart over for en afbrydende og enormt irriterende hippiepræst Anne Braad i Deadline. Katrine Winkel Holm bliver gal, men det er kun en charme mere.

Man skal tilsyneladende lede på den teologiske højrefløj for at finde nogen, der rent faktisk ved noget om islam. De fleste andre gætter og tror og håber på det bedste, men har faktisk ikke så meget at have deres optimisme i. De ved intet om islam og vil intet vide, når de taler om islam som om der allerede havde fundet en reformation sted, en reformation, der formentlig ville tage livet af hele religionen.

Det er egentlig simpelt: Muhammed siger, at Koranen er Allahs ord. Muhammed skal hilse fra Allah og sige, at alle skal adlyde Muhammed. Muhammed giver en lang række konkrete anvisninger, lige fra piskestraf for hor over dødsstraf for frafald til påbud om at bekæmpe vantro indtil islam har sejret i hele verden. Muhammed siger også meget udtrykkeligt, at der ikke kommer flere profeter efter ham selv. Koranen er den sidste anvisning, det endegyldige hellige skrift. Han har spændt buen hårdt, kan man sige. Tror man på, hvad han siger, må man adlyde hele vejen. Islam ér Koranen.


Islam er ikke kristendom, hvor man siger, at lovene blev ophævet med Jesus. Mennesket blev sat fri. Og islam er slet ikke protestantisme, hvor religionen er blevet et indre, personligt anliggende. Hvor islam adfærdsregulerer overordentligt meget af den troendes liv, adfærdsregumerer protestantismen overordentligt lidt. Alligevel taler det meste af venstrefløjen og den bløde midte af dansk politik som om islam var protestantisme, religion i lommeformat, lige til at gemme i sit hjerte og tage med verden rundt uden problemer. Det er ikke tilfældet.

Det bedste, vi kan håbe på, hvis vi satser på, at islam skal kunne fungere i moderne samfund, det er, at muslimer afholder sig fra at sætte sig ind i, hvad det egentlig er, de skal tro - og handle - på.

Katrine Winkel Holm i Tidehverv 5/5-06: "Enten tager man shariaen med stening og alskens middelalderlige love eller også fornægter man islam. Den konklusion må netop de veluddannede muslimer, der sætter sig ind i deres religion, komme frem til. Og det er jo derfor vi netop ser veluddannede, velformulerede muslimer forsvare stening. Det er netop dem, der sympatiserer med likvideringen af van Gogh."

Kronik af Katrine Winkel Holm i Berlingske 23/3-06: "Men hvad med trykkefriheden?"
Anbefalelsesværdigt interview i Information 11/2-06: "Der er brug for monolog"

Interviewet slutter:

- Hvordan kommer vi ud af konfrontationen?
"Vi skal ikke undgå konfrontationen. Der er ikke brug for dialog med dem, der angriber ytringsfriheden. Der er brug for monolog. Vi skal sige til dem, at ytringsfriheden ikke er til debat."

- Uforsonlighed har altid været et kendetegn ved Tidehvervs-bevægelsen, som du tilhører?
"Måske. En gang imellem er det nødvendigt at bryde den pæne tone. Og sige sandheden, selv om den er ilde hørt hos nogle. Det har været Tidehvervs rolle siden stiftelsen i 1926."

- Hvordan kan verden bestå i fred med en sådan uforsonlighed?
"Når vi diskuterer ytringsfrihed, vil jeg til enhver tid foretrække frihed frem for fred."

Hypokondri-sektoren

Jeg ved ikke, hvorfor kortuddannede tror, at de er de eneste i hele verden, der bestiller noget (se første kommentar nedenfor). Kortuddannede arbejder ikke nær så mange timer som højtuddannede, og de lægger ikke nær så mange penge i statskassen. Så det er faktisk uden grund, hvis de føler, at de knokler for at de højtuddannede kan skumme fløden.

Det ubegrænsede kaffeslabberas i hjemmeplejen er ganske rigtigt blevet afløst af det såkaldte minuttyranni, hvor hjemmeplejens opgaver er nøje planlagt og der præcist er afsat den tid, de pågældende opgaver skønnes at tage. Min kommune løser fx opgaven på
denne måde.

Brugerne deles op i 4 kategorier efter plejebehov, og så tildeles de "pakker" inden for de forskellige områder: personlig pleje, rengøring, indkøb, samtale, vask osv. Tilsammen giver det en vis portion tid hver morgen, aften, hver 14. dag, eller hvad der nu kan blive tale om. Prøv at orientere jer i systemet. Resultatet bliver et vist tidstum pr. besøg. Hvis man både skal bades og have vasket tøj og købt ind, så løber det op i nogle timer. Hvis man bare lige skal vendes om natten, så er der afsat 10 minutter. Transporttiden kommer ved siden af. Det er da glimrende, og når man har indført det, skyldes det jo, at arbejdsmoralen lod noget tilbage at ønske. Nu kan plejere til gengæld med en vis stolthed sige, at der ikke længere er (så meget) tid til at drikke kaffe lige netop i hjemmeplejen. Det tror jeg såmænd gerne.

Til gengæld drikker man kaffen hjemme! De 24 årlige sygedage (se nedenfor) er hvad der svarer til 177,6 timer om året fordelt over 221 arbejdsdage i 2006. Det giver 48 minutter om dagen. Altså de samme gode, gamle kaffepauser, bare indført som sygedage.

Det forlyder så, at disse stakkels plejere er frygteligt belastede af deres arbejdsvilkår. Jeg har været inde at se på arbejdsulykker og fandt
Arbejdstilsynets tal for anmeldelser 1995-2000. Maskinindustrien gav i 2000 2042 anmeldte arbejdsulykker om året. Godstransport gav 2695. Svine- og kreatyrslagterierne gav 2329. Men det er ganske rigtigt peanuts i forhold til de virkeligt frygtindgydende arbejdspladser: "Hjemmeplejen og døgninstitutioner for voksne" gav 4807 anmeldelser af arbejdsulykker i 2000. En klar førsteplads, tæt efterfulgt af arbejdspladserne, hvor ingen kan føle sig trygge: "Kontor og administration", som gav 3249 anmeldelser. Man er i fare, hvor man går.

Også hvad arbejdsbetingede lidelser angår, er det de to samme branchegrupper, der ligger i top. De øvrige hårdt fysisk arbejdende brancher tæller nogle hundreder anmeldelser i 2000, men i vores to massive kvindefag tæller vi lidelserne i tusinder: 1386 årlige tilfælde på kontor og administration. 1042 i hjemmeplejen mv.

Hvad er arbejdsbetingede lidelser? For hjemmeplejens vedkommende er der i 59 procent af tilfældene tale om noget bevægeapparatetsygdom, i 14 procent af tilfældene hudsygdomme og i 11 procent af tilfældene psykiske lidelser.

Men. Netop hjemmeplejen har ifølge
Arbejdstilsynet en meget høj anmeldelsesprocent og en lav anerkendelsesprocent. 94 procent af bevægeapparatlidelserne anerkendes ikke som arbejdsbetingede lidelser. 96 procent af anmeldelserne om psykiske lidelser anerkendes ikke. I de to helbredsskadelige hypokondri-sektorer "pleje" og "kontor" snakker de om sygdom, de læser om sygdom, de klager over sygdom, de anmelder sygdom, de holder rigtig mange sygedage, men hvad de fejler og om de overhovedet fejler noget som helst, det forbliver et helt åbent spørgsmål.

Hjemmeplejen har fra 1998 - 2002 fået anerkendt 297 arbejdsbetingede lidelser ud af 3848 anmeldelser. Kontor og administration har fået anerkendt 169 ud af 5658 anmeldelser.


Den alvorligste arbejdsskade, man pådrager sig i de brancher, er vist hypokondri. Det kommer der af at sidde og knevre over kaffen :)