søndag, august 27, 2006

Passer det?



"Enhver kreativ handling er først og fremmest en destruktiv handling"
Pablo Picasso

Intet at frygte

Venstrefløjen, herunder de Radikale, har ret. De har faktisk intet at frygte fra islamisterne:

"A few important issues must be made clear in this call to jihad:

We must know who and what is the enemy.

It is important to realize that not all things of the Western world and not all people from Western culture are evil. There are many good things offered through Western knowledge, technology and medicine. There are many good people in Western nations trying to live right lives. These things and these people are not our enemy; they also are victims of Western secular materialism.

The enemy can be found in many places. The enemy is every idea, every word and every action that is in opposition to the Will of Allah. The enemy is those who hold to the wrong beliefs, those who speak in support of what is wrong, and those who act against the Will of Allah" (Islamic World net - Official website of khalifah Institute).

Meget kan man sige om venstrefløjen, men det er sjældent, de lader et hårdt ord falde i lige præcis dén retning. Så I er home free! Tillykke!

Læs mere hos Kimpolina

Meld din lærer

Det danske undervisningssystem kommer nok ikke uden om at skulle forholde sig til, at undervisere på alle niveauer bruger et legalt, politisk parti som demarkatationskriterium i diskussioner med eleverne:

Dansk Folkeparti repræsenterer holdninger, som ikke kan accepteres. De bevæger sig imod konflikter, som ikke er ønskelige. De huser mennesker, som ingen rettænkende væsener kan identificere sig med, og de bruger argumentation, som ingen sart sjæl bør være lydhør overfor, fordi de jo ligger uden for det legitime diskussionsfelt (i verden, ja i alle tænkelige verdener, i al fortid og fremtid), hvorfor vi jo ikke bør lytte til deres argumenter, og de kommer vel heller ikke med andet end racistisk vrøvl, for de ér jo racister, og det er jo derfor, vi fremhæver dem som den skændsel, de er. Sådan må I aldrig blive, børn. Og vores statsminister er en farlig mand.

Nu er der opstået et initiativ, der går ud på at synliggøre den slags velment politisk vejledning som det, det i virkeligheden er: en ukvalificeret, men vedholdende omgang politisk indoktrinering, der - som alt andet - kan være skadelig i for store doser.

Man kan nu melde det.

... Jeg har så lige den lille reservation, at det kan blive ugly, hvis det bliver med navns nævnelse osv., hvad det ikke er endnu, så vidt jeg kan se. Men klik på "Eksempler" og bedøm selv... Jeg er jo ikke din lærer... :-)

Via Amazing space.

fredag, august 25, 2006

Læsestof

Herfra skal i dag kun lyde en opfordring til at besøge Res Publica og Nomos. Det er kloge, tænksomme mennesker, flere af dem filosoffer, der på saglig og ordentlig vis finparterer mainstream S/R-holdninger og -argumenter på en lang række områder: pædagogik, filosofi, jura, historie, politik. Det vidunderlige er jo, at teksterne som regel er hævet over daglig, politisk kævl. Man får en følelse af, at der er en vis frygtløs fremdrift i tankerner, og mon ikke vi trænger til det.

Vi skal også have et par tests til weekenden, og jeg har omhyggeligt udvalgt et par stykker til min læserskare, som jo spænder vidt:

What Personality Disorder Are You?

How Weird Are Yoy?

How Cynical Are you?

A Quick and Dirty IQ Test

What Kind of Drunk Are You?

What Kind of Flirt Are You?

lørdag, august 19, 2006

Jylland lever

Hvis du læser Berlingske, husker du måske de gruvækkende rapportager, der beskrev, hvordan 150 skattemedarbejdere blev tvangsforflyttet til Ringkøbing, hvor man valgte at placere SKATs landsdækkende betalingscenter.

"Vi kunne lige så godt flytte til Kina", udtalte en chokeret dame fra det østlige Danmark og jamrede over at skulle leve am Arsch der Welt sammen med mennesker i hvide tennissokker (Berlingske 16/4-06).

SKAT lokkede med, at de kunne have 3 hjemmearbejdsdage i ugen, Ringkøbing Kommune arrangerede busture, og fagforeninger tilbød at leje værelser ud til medarbejderne, når de en enkelt gang måtte overnatte i Ringkøbing. Så de var fri for ligefrem at flytte dertil. Men nej, kun 3 medarbejdere ville med.

Stor harme over skatteministeren og hånlatter over skattechefen i Ringkøbing, der nok mente, at han kunne få stillingerne besat, hvis de blev slået op. Han lovede at bage kage, hvis de fik 200 ansøgere.

Nu er ansøgningerne til SKATS betalingscenter væltet ind: 450 stk!



Det kan kun gå for langsomt med at få fordelt de statslige arbejdspladser noget bedre.

fredag, august 18, 2006

Islams storhedstid i Spanien II

En detalje, der springer i øjnene er, at kun ganske få muslimske arabere var involveret i erobringen af Spanien i 711. De muslimske erobrere bestod overvejende af nyislamiserede berbere fra Nordvest-Afrika, eller maurere, som man kaldte dem. Det var på deres eget initiativ, at Spanien blev indtaget, selvom kaliffen i Damaskus modtog nyheden med tilfredshed.

Et mindre antal arabere fra Medina og Damaskus udgjorde den herskende elite. Nogle kilder taler om 7.500 berbere og 500 arabere (
Wikipedia). Året efter kom en hær på yderligere 18.000 mand, og her var flere arabere med. Men araberne forblev et ganske lille mindretal, der fra start til slut lå i strid med berberne, der opfattede dem som arrogante.

De berbiske stammefolk fungerede som soldater under erobringen, lokket af løfter om plyndringsret og masser af smukke, lyse kvinder af græsk afstamning. Den berbiske general Tariq ibn-Ziyad motiverede sine krigere på denne måde:

"Remember that if you suffer a few moments in patience, you will afterward enjoy supreme delight. [...] You have heard that in this country there are a large number of ravishingly beautiful Greek maidens, their graceful forms are draped in sumptuous gowns on which gleam pearls, coral, and purest gold, and they live in the palaces of royal kings. [...] . The one fruit which he [Khalifen Alwalid] desires to obtain from your bravery is that the word of God shall be exalted in this country, and that the true religion shall be established here. The spoils will belong to yourselves” (
Wikipedia).

Bemærkelsesværdigt nok nævnte generalen ikke martyrernes vidunderlige efterliv med et ord. Hvorfor? Man må overveje, om berberne overhovedet troede på den slags. Berberne var så at sige blevet omvendt til islam dagen før. Først i 702 havde araberne en slags løselig magt over berbernes område i Nordvest-Afrika. De berbere, der indtog Spanien, var kun løseligt og kollektivt omvendt til islam, typisk ved at en stammehøvding på alles vegne har indvilget i at konvertere, hvilket for disse vantro var den eneste måde at kapitulere på.

Sagen var nemlig, at berberne blev erobret af muslimske arabere i to omgange: "Nordafrika og Sahara har været befolket af berbere længe før muslimske araberes første invasion i 7. årh. Berberne vedblev at være den største befolkningsgruppe til den anden, og mere omfattende, arabiske invasion i 11. årh., der stort set gjorde Nordafrika arabisk og islamisk” (
Salomon). Berberne blev først for alvor islamiserede i 1000-tallet.

Nu må vi regne lidt. Den spanske blomstringsperioden var fra 756 til 976. Festen var altså forbi, da berberne endelig blev forsvarligt islamiserede. Spanien var erobret, og Spanien havde haft sin blomstringstid. Det var altså ikke berberne, der tog store doser af islam med til Spanien.

Der var dog også muslimske arabere med. Få, men indflydelsesrige, fordi de sad på magten. Hvad ved vi om dem?

De mennesker, der skulle komme til at herske så succesrigt over Spanien i de kommende 250 år, var ikke udsendinge fra den arabiske verden. De var
flygtninge fra den arabiske verden. Umayyade-dynastiet styrede kalifatet og dermed den islamiske verden fra 661 og indtil de blev styrtet i 750 af Abbasside-dynastiet. Abbassidere dræbte stort set hele Umayyadefamilien. Kun en enkelt 20-årig prins, Abd al-Rahman, flygtede vestover og etablerede sig i al-Andalus. I 756 udråbte Abd al-Rahman I sig som emir med hovedsæde i Cordoba. Det var under ham og hans efterkommere, det muslimske Spanien havde sin politiske og kulturelle storhedstid.

Hvorfor ville araberne af med dem? Ibn Warraq har oplysninger, der måske kan opklare sagen:

Umayyaderne (661-750) er altid blevet betragtet som ”gudløse” af deres modstandere. Uvidenheden om islamiske doktriner og ritualer fortsatte langt ind i det første islamiske århundrede; faktisk kan man ikke sige, at islam eksisterede som et fast sæt af dogmer før senere...Umayyaderne blev styrtet af Iraks og Bagdads Abbasider som følge af deres gudløshed og modstand mod religionen” (Warraq, s. 360). De blev betragtet som illegitime herskere.

Et andet sted skriver han:

I almindelighed betragtes umayyaderne som mere tolerante end abbassiderne, netop fordi de endnu ikke definerede sig selv som muslimer. Denne tolerance havde ofte mærkværdige konsekvenser: ”Det er karakteristisk for den anti-islamiske ånd, der kom så stærkt frem under umayyaderne, at deres foretrukne hofdigter var en kristen, der i lige linie… nedstammede fra de hedenske skjalde. Al-akhtal, der betragtes som en af de største digtere i Umayyade-perioden, var en kristen, som havde for vane uanmeldt at dukke op ved hoffet i selskab med kaliffen, der stank af vin og bar et guldkors. Hvad værre var, Al-Akhtal havde skrevet nogle ondskabsfulde vers mod islam” (Warraq, s. 412).

Man spørger sig selv, om de overhovedet var muslimer? Selvfølgelig må de have været det, men ikke mere end at de gik med kors, drak alkohol og gjorde grin med islam. Dertil kommer en anden ting.

Det var umayyaderne, der slog Muhammeds svigersøn Ali ihjel, den sidste kalif, som shiamuslimerne og sunnimuslimerne kunne enes om. Under en kamp mod Ali var umayyaderne så skamløse at spidde Koranen på deres lanser, velvidende at den rettroende kalif Ali ikke ville risikere at skade en Koran. Det var også umayyaderne, der slog Alis søn Hussain ihjel, shiamuslimernes martyrhelt (
Aminah Tønnsen). For shiamuslimerne er umayyaderne altså nogen af historiens helt store skurke.

Forholdet til Abbassidedynastiet var selvsagt heller ikke for godt. I 756 halshugger Abd al-Rahman to abbassidiske oprørsledere, der truer ham i Spanien. De afhuggede hoveder fyldte han med salt og kamfer, og så sendte han dem til kalifatet i Bagdad (
Wikipedia). "Allah være lovet at han har lagt havet mellem mig og denne djævel", skal kaliffen have udbrudt.

Umayyaderne blev dengang betragtet som et vildskud. Den arabiske islam forsøgte at udrydde dem pga. deres vantro. Nu fremhæves de som bærere af den sande islamiske ide.

Abd al-Rahman I tog magten i Al-Andalus ved at besejre guvernøren i Cordoba i 756. Han brugte de sidste 30 år af sit liv på at konsolidere sit emirat. Fra Damaskus var Abd al-Rahmann vant til at leve som muslimsk hersker "ovenpå" en primært jødisk og kristen befolkning, og det havde han succes med. I 785 påbegyndtes byggeriet af
Den Store Moske, som flere af hans efterfølgere skulle komme til at sætte deres præg på.

"Emiratets næste herskere, Hisham I og al-Hakam I, dyrkede med betydeligt talent poesien i Cordobas paladser, mens deres generaler på årlige sommerkampagner brændte afgrøderne på marken i Nordspaniens sidste kristne riger" (
Solkysten). Den indre opposition blev også holdt nede med hård hånd. Al-Hakam beordrede den totale udslettelse af en hel bydel efter et oprør.

822-852 oplevede Córdoba et nyt spring fremad under Abd al-Rahmán II. Kunstnere fra Bagdad strømmede til Cordoba, hvor der også blev opbygget et offentligt uddannelsesprogram. Under Abd al-Rahmán II visnede kristendommen angiveligt af sig selv. Mange kristne lod sig omvende til islam, som nu fremstod som den klart førende kultur.


De tre næste emirer (Muhamed I, al-Mundhir og Abd Allah) havde uafladeligt store kampe med at holde riget i ro. De gamle arabiske herskere fik sværere og sværere ved at hævde deres privilegier over for muladíerne (kristne, der havde ladet sig omvende til islam). Disse var blevet bevidste om deres betydning for rigets økonomi, og nu ønskede de også del i magten. Der var stridigheder mellem befolkningsgrupperne.

Dele af islamisk lov gjalt i landet, og der var adskillige henrettelser for frafald. Den kristne biskop i Cordoba pegede på vigtigheden af tolerance og kompromisser i forhold til muslimerne. Han tog de muslimske herskeres side imod de kristne martyrer, som han betragtede som fanatikere. Disse martyrers aktioner er bemærkelsesværdige. De valgte martyriet ved offentligt - fx uden for en kristen kirke eller i en islamisk retsal - at udtale kristne trossætninger, som fra muslimsk side blev betragtet som blasfemiske. Fx at Jesus er Guds søn. Straffen faldt promte. 48 kristne, fortrinsvis præster, blev halshugget gennem den form for aktioner (Wikipedia) i løbet af 850´erne.

Omkring 880 befandt emiratet sig i en tilstand af opløsning pga. utallige indre stridigheder. Der var oprør i Al-Andalus og problemer med nordgrænsen mod det kristne Asturien. Det var især blandt ”los mozárabes” (kristne), men også blandt ”los muladíes” og berberne, at oprøret ulmede.

Det alvorligste anslag mod emiratet kom fra muladíen Omar ben Hafsun, der var leder af et årelangt oprør mod emirerne (
La Memoria Andalusia). Han nedstammede fra en gammel vestgotisk adelsfamilie og samlede tusindvis af tilhængere, både mozárabes, muladíes og berbere. De var forenede i deres kamp for at vriste deres områder fri af emiratet. Kampene bølgede frem og tilbage. I 888 indtog emiren to byer under oprørernes kontrol. Man dræbte de kristne og korsfæstede oprørslederne. Netop korsfæstede. Mellem en gris og en hund.

Omar ben Hafsun kom til at kontrollere et stort område i syd. Som leder søgte han kontakt med de øvrige kristne kongedømmer på den iberiske halvø. Efterhånden blev han en trussel mod selve Cordoba. Han konverterede tilbage til kristendommen i 899, hvilket betød, at mauriske oprørere ophørte samarbejdet med ham.

I 912-961 kom en ung og frisk Abd al-Rahmán III på emiratets trone. Han samlede sig den største og mest frygtindgydende hær i Europa, og europæerne sørgede for at holde sig på god fod med ham. Hæren var primært til intern brug. Den skulle bruges mod hans egen befolkning.

Efter at de tre foregående emirer havde kæmpet forgæves mod Omar ben Hafsun og andre grupper af oprørere, lykkedes det endelig Abd al-Rahman III at slå dem ned og tilbageerobre de store områder, som reelt havde været unden for emiratets kontrol (læs detaljerne
her). Omar ben Hafsun selv fik imod alle odds en fredelig død i sygeseng i 917, men hans rige blev knust. Den kultiverede Adb al-rahmann III gravede Omar ben Hafsuns lig op og udstillede det til spot og spe i Cordoba.

Så var der ro. Efter veludført dåd antog Abd al-Rahmann III i 929 titlen kalif, modstykket til de kristnes pave.

Abd al-Rahmán III's øvrige livsværk var paladsbyen Madinat al-Zahra, som 10.000 slaver rejste på den bare mark få km. uden for Cordoba. Han levede under stor pomp og pragt. Mere end 3000 husslaver og 6000 kvinder sørgede for kaliffen og hans palads' fornødenheder (
La Memoria Andalusi). Han yndede at lade sig afbilde i selskab med kunstnere og videnskabsmænd.

Under kaliffen oplevede landet en periode af stor udvikling og velstand. Denne gyldne alder er tæt
relateret til kaliffens jødiske rådgiver Hasdai ibn Shaprut (882-942), der har æren for en stor del af daværende Spaniens gode diplomatiske og handelsmæssige relationer til verdens øvrige toneangivende byer. Det handlede jo altsammen om at cirkulere viden.

Abd al-Rahmán's søn, al-Hakam II, nød sin arv i 15 år som regent for vestens mest strålende rige (961-976). Han var optaget af religion og befandt sig bedst blandt lærde og deres bøger. Hæren overlod han i hænderne sin førsteminister og militære strateg Almanzor. Dermed lagde al-Hakam II grunden til kalifatets og rigets ruin.


Almanzor skulle komme til at hærge landet frem til sin død i 1002. Med en hær af udenlandske lejesoldater spredte han skræk og rædsel i hele det kristne Spanien ved hjælp af razziaer og militære røveroperationer. Han udplyndrede Barcelona i 985 og Santiago de Compostela 12 år efter. Hvert år sendte Almanzor sine hære langt ind i de kristne områder for at hærge og plyndre.

Efter al-Hakam's død i 976 satte Almanzor sig endnu tungere på magten, men uden nogen egentlig legitimitet. I 1031 blev kalifatet formelt opløst, men længe inden da var riget faldet fra hinanden.

Tager man lommeregneren frem, havde Al-Andalus ca. 30 gode år under Abd al-Rahmán I, ca. 30 gode år under Abd al-Rahman II og endelig ca. 30 gode år under Abd al-Rahman III fra 929 - 961 (regnet fra det tidspunkt, hvor han havde slået oprørerne ned). Glansperioden er efterhånden nede på under 100 år og værre endnu, og den kan bestemt ikke siges at omfatte hele befolkningen.

Hvad har vi lært? Vi tvinges til at erkende, at problemerne i den multikulturelle andalusiske samfundsbygning efterhånden krævede en stærkere og stærkere statsmagt for at holdes nede. Der skulle en fastere og fastere hånd til for at holde sammen på det hele. Ikke-muslimske gruppers frihed blev mindre og mindre gennem perioden. Man måtte konvertere til islam for at slippe for diskriminerende behandling og den stigende islamisering lagde sig i samfundslivet som cement. Arabernes tilstedeværelse var uønsket af størstedelen af befolkningen hele vejen igennem. Takket være militær overlegenhed og rigdom baseret på skatter og plyndringer lykkedes det de arabiske herskere at leve et liv i luksus og fornemhed, hvoraf videnskabelighed og dannelse jo er en del. De søgte og påskønnede viden og dem, der havde den, fortrinsvis jøderne og de kristne, men de søgte ikke ligeværdighed mellem de forskellige trosformer. Derudover var det naturligvis et rent diktatur.

Mens kalifatet voksede i pragt, visdom og rigdom, rådnede den civile og politiske orden væk under det. Den slags er usynligt, hvis man kun beskæftiger sig overfladisk med den funklende verden ved hoffet. Men alle mine kilder, hvor nødig de end vil, må til sidst ud med, at det hele til sidst brast sammen pga. splid og strid i en uhomogen befolkning.

Efter kalifatets fald kom der en ny sending muslimske herskere fra den islamske verden, og denne gang var den islamiske profil skarp. Den kristne verden blev efterhånden så opskræmt, at den fandt ud af at samle sig og sætte sig til modværge. Mere om det i sidste del.

torsdag, august 17, 2006

Islams storhedstid i Spanien I

De fleste af os har nok efterhånden stiftet bekendtskab med fortællingen om islams glorværdige fortid som civilisatorisk og videnskabelig kraft.

Utallige islamiske og vestlige kilder skriver begejstret om islams sande storhedstid i Spanien, hvor den muslimske verden blomstrede og skabte hidtil uset rigdom, viden og velstand, mens resten af Europa lå underdrejet i katolsk middelalder og slumlignende forhold. De fleste konkluderer på den baggrund, at islam ikke i sig selv er en hindring for fred, oplysning og velstand. Og mange peger på, at vi skylder muslimerne umådeligt meget, fordi de befrugtede Vesten med en skattekiste af værdifulde, arabiske tanker i løbet af de 800 år, hvor Spanien – Al-Andalus - var under muslimsk herredømme.

I den islamiske selvbevidsthed er det en altafgørende periode, et af de helt store argumenter for islams livsduelighed som civilisatorisk kraft. Her viste islam sit sande ansigt. For en ambitiøs og ekspanderende verdensreligion er det en rar tanke, at Europas renæssance blev skudt i gang på muslimsk brændstof, og at Amerika blev grundlagt af portugisere og spaniere, som i virkeligheden var arabere. Det er god propaganda, som bruges flittigt (fx her og her).

Så længe araberne dominerede Den Iberiske Halvø politisk og kulturelt, levede arabere, jøder og kristne side om side i et yderst tolerant, pluralistisk samfund. Den arabiske kultur var på sit højeste i årene op til årtusindskiftet. Kalifferne i Córdoba tiltrak lærde fra Damaskus og Bagdad, ligesom også europæere søgte til Al-Andalus for at suge lidt af arabernes lærdom til sig. Der var mange skoler og biblioteker, og kaliffen selv overstrålede dem alle ved sine lærde studier og store bogsamling... Den europæiske middelalder var ikke slet og ret mørk, men blot overskygget og glimtvis oplyst af den strålende, højtudviklede og tolerante muslimske kultur. Ud af det europæiske mørke lyser en righoldig kulturproduktion fra de steder, der var i stabil kontakt med arabisk, hebræisk eller østlig kultur”.

Sådan lyder det hos Rigmor Kappel Schmidt i det litterære tidsskrift Standard. Hun runder af med at hævde ganske bestemt, at den kristne kultur ødelagde det hele: ”Men med udvisninger, tvangsomvendelser og kulturelle forbud lykkedes det efterhånden at få de kultiverede røster til at forstumme. Herefter er der total stilstand i spansk kulturliv de næste 2-300 år”. Hvad behøver man vide mere? Rigmor Kappel Schmidt er cand.mag., universitetsadjunkt, oversætter og freelanceanmelder, kan jeg læse mig til, så hun må vide besked.

Der er dog flere forhold, som en mistænkeligt stor mængde af historisk litteratur går let hen over, fx dette: Hvorfor realiserede islam sig i sin sande storslåethed, tolerance og visdom her – så langt væk den arabiske verdens centrum? Hvorfor sker denne opblomstring af islamisk kultur ikke i Mekka eller Medina?

Det må vi bore lidt i, og lad mig med det samme sige, at jeg ikke betragter en eneste af mine kilder som troværdige. Men tilsammen synes de at kunne fravristes visse oplysninger.

Til en start ser det ud til, at det 800-årige muslimske herredømme over den iberiske halvø vist ikke varede i 800 år. Erobringen blev påbegyndt i 711 og var gennemført 3-4 år senere, bortset et område i det bjergrige nordvestlige Spanien, hvor de kristne vestgoter forskansede sig. Men Spaniernes generobring af landet – la reconquista – startede allerede i 1000-tallet. Gennem de følgende århundreder tilbageerobrede de kristne spaniere langsomt, men sikkert den ibiriske halvø (Wikipedia). I 1130 var halvdelen af Spanien erobret tilbage, og fra 1250 herskede muslimerne kun over en lille region langs kysten i syd, Granada. Det område tabte de i i 1492. Så 500 års muslimsk herredømme er måske mere præcist. Og hvad opblomstringsperioden angår, kan den dateres til at vare ca. 250 år. Allerede fra 976 begyndte den spanske islam at ligne den sørgelige islam, vi ser i dag.

Men nu foregriber vi jo begivenhedernes gang. Vi må begynde med begyndelsen. Sådan her:

Det var mænd med mørkebrune ansigter, som var garvede af ørkenens vind, pragtfulde ryttere, som red på smukke fuldblods heste. Mænd som forstod at nyde livets sensuelle sider, som det kom til udtryk i deres skik med eksotiske harem’er. I foråret 711 steg 12.000 mand under kommando af guvernøren af Tanger, berberen Tariq b. Ziyad, og i profeten Muhameds navn i land ved Gibraltar… En ny sol skinnede over dem, og de drømte om at indtage Hispania… Den hellige krig for Allah, den medfølende og barmhjertige – for Allah er stor – var et strålende rygstød for dem af metafysisk karakter. De kæmpede for disse principper, så alle måtte vige. De repræsenterede Halvmånen med deres krumsabler” (La memoria Andalusi).


Man sporer også her en vis fascinationen af de fyrige erobrere og deres krumsabler, så magister Rigmor er ikke den eneste sagkyndige, der lader sig rive lidt med. Ifølge mangt en overlevering hengav den ibiriske halvø sig da også lykkeligt til sine muslimske erobrere. Er det muligt?

Man må være imødekommende og gå ud fra, at der er noget om det, om end det er vanskeligt at forestille sig, at den kristne majoritet har været entydig begejstret. Vi skal huske på, at ”begejstret” jo er et relativt begreb. Alt afhænger af, hvad alternativet er.


Som fjende af den indtrængende magt havde befolkningen fire muligheder. Som kristen eller jøde kunne man vælge stokken, altså at underkaste sig sine nye herskede som dhimmi med visse rettigheder, hvad det meste af Spanien gjorde. Man kunne vælge sværdet, altså krigen til døden. Og man kunne vælge pisken, altså at slutte en foreløbig fred med dar-al-islam gennem en barsk kontrakt, hvilket det nordvestlige Spanien til sidst måtte gøre. Det kostede dem dyrt i tunge skatter, bla. blev de pålagt en skat på 100 ungmøer. Endelig var der den fjerde mulighed, en gulerod, nemlig at konvertere til islam og dermed opnå talrige økonomiske og sociale fordele.

Lad os forsigtigt konkludere, at ordet "befrielse" godt kan have været en lettere forskønnelse af, hvad der faktisk skete. Men pure opspind er det ikke, og det hænger sammen med en anden historie. Jøderne, som hidtil havde levet et forfulgt og underpriviligeret liv under det kristne herredømme, var knapt så negative, da de muslimske maurere ankom i 711.

Allerede i 694 var jøderne blevet dømt for at pusle med konspiratoriske anslag sammen med deres sydlige naboer, men der er ikke enighed om, hvilken rolle jøderne faktisk har spillet i forbindelse med muslimernes invasion. Nogle steder forlyder det, at jøderne ligefrem åbnede byportene, så erobrerne kunne komme ind. Under alle omstændigheder var relationen god nok til, at berberne trygt kunne overlade byerne i jødisk varetægt, mens de kæmpede videre nordpå. Cordoba, der inden længe skulle blive Europas rigeste og mest fremtrædende by, blev således overladt ganske i jødisk varetægt umiddelbart efter erobringen. Muslimerne var indbudt.

Den opmærksomme læser øjner et propadandaproblem her. Det islamiske eventyr i Spanien er uløseligt knyttet til en jødisk blomstringstid.
"The Golden age of Jewish culture in Spain, also known as the Golden Age of Arab Rule in Spain", hedder det ligefrem i Wikipedia. Var det i virkeligheden 250 års jødisk succeshistorie, der blev initieret ved den islamiske invasion? Mistanken opstår, for det arabiske område var jo ikke sprænglærd på det tidspunkt. Der mangler nogle brikker, hvis vi skal forstå, hvordan et underudviklet arabisk ørkenfolk skulle komme til at stå i spidsen for en videnskabelig, kunstnerisk og økonomisk guldalder i Cordoba.

De berbiske og arabiske erobrere udgjorde en forsvindende lille minoritet, der regerede over en befolkning bestående af hovedsageligt kristne og en god del jøder, hvis dhimmistatus betød, at de skulle betale en vis portion skat, at de ikke måtte opføre nye kirker og synagoger, og de skulle bære tydelige tegn på deres tøj, så man kunne se, hvilken religion, de tilhørte. De måtte heller ikke bygge huse, der var højere end muslimernes, og der var andre forskelige betingelser (Wikipedia, Jewish Encyclopedia).

Islamiske kilder fastholder med rette, at islamisk tolerance ikke desto mindre var en betingelse for, at det hele kunne lade sig gøre.
Videnskab, handel, landbrug og administration blomstrede i jødiske hænder, og jøder fra hele verden, særligt fra Alexandria og Bagdad, fandt sig på dette tidspunkt et fristed i Spanien (Jens Christian Jensen). Det er jo forbilledligt, kan man sige, men alternativet, at myrde og fordrive en flittig og snild befolkning, hvis arbejdskraft er værdifuld for én, - det ville jo være ganske dumt. En god befolkning er vigtige løsøre i et nyerobret land, den er en del af gevinsten.

Jøderne strøg øjeblikkeligt til tops i samfundet. De var velstillede og veluddannede. De havde allerede længe haft globale handelsforbindelser, flotte vaner og avancerede tanker, som de længe havde udvekslet med fremtrædende jødiske samfund rundt om i verden, fx i Damaskus, i Konstantinopel og særligt i Alexandria. De rejste ud ”for at tilegne sig lærdom ved jødiske læreanstalter i egnene omkring den østlige del af Middelhavet. På grund af deres mange internationale forbindelser, både i handelsmæssig og intellektuel henseende, og deres kendskab til mange af datidens sprog kom jøderne til at spille en stor rolle som kulturformidlere, idet de fungerede som både oversættere, diplomater og hoflæger ved de muslimske hoffer. Jøderne spillede således en betydelig rolle i oversættelsen af medicinske tekster fra græsk til arabisk, hvilket var medvirkende til at gøre Cordoba til et selvstændigt videnskabeligt centrum” (Helle Lykke Pedersen).

Det var en win-win situation. Jøderne fik frihed, muslimerne fik en position på toppen af et rigt og blomstrende samfund. De kristnes historie er forunderlig tyst.

Et sofistikeret administrativt og politisk apparat skød op, og også er er man nødt til at spørge, hvor muslimerne fik det fra? Igen spiller de spanske jøder en altafgørende rolle.

"Abu Ishak fra Elvira skal have sagt følgende til kaliffen i Cordova: "Jøderne..... er blevet mægtige herrer, og deres stolthed og arrogance kender ingen grænser..... tag ikke sådanne mænd som dine ministre... Jeg kom til Granada og så jøderne regere. De havde delt provinserne og hovedstaden imellem sig; over alt var det en af disse forbandede, der regerede. De indsamlede skatterne, var lystige og gik overdådigt klædt, medens jeres klæder, kære muslimer, var gamle og udslidte. Alle statens hemmeligheder var kendt af dem; men det er dog dårskab at stole på forrædere!" Men kaliffen fortsatte ikke desto mindre med at udpege sine ministre blandt de kandidater, der blev præsenteret af den talmudiske regering i Cordova".

Ovenstående citat er fra en kilde, der ikke just er positiv over for jøderne. Men officielle jødiske
kilder siger det samme: ”In the 11th century, the Jewish community of Cordova was one of the most important in Andalusia. The Jews were deeply and actively involved in the affairs of the city, as were their brethren in the other cities of Moslem Spain". Wikipedia siger det. Og danske sagkyndige som Helle Lykke Pedersen siger det sørme også.

Der hersker ingen tvivl om, at jødernes indsats var fremragende, lærd og uundværlig. Men æren tilskrives de muslimske herskere for at have tålt dem.

Blev kulturen så ikke efterhånden muslimsk? Det er lidt svært at gennemskue. De fleste kilder peger på, at Spanien aldrig blev arabiseret i befolkningsmæssig forstand (Tyge C. Bro). Og med konverteringerne gik det fra begyndelsen ganske langsomt. De tidlige arabiske herskere havde ikke travlt med at tvinge folk til at konvertere, da enhver konvertering jo betød en reduktion i skatteindtægterne. Men den oprindelige befolkning begyndte efterhånden at konvertere til islam i stor stil, hvilket der jo var væsentlige sociale og økonomiske fordele forbundet med (Jens Christian Jensen ).

Det var dog ikke derfor, befolkningen konverterede. Ser du:

På hele befolkninger i de lande, de besøgte, gjorde deres gode eksempel og ædle optræden et så stærkt indtryk, at folk i hast begyndte at antage islam. Hvor muslimerne end kom, medbragte de deres værdifulde moralske egenskaber med et resultat, at umoral og uretfærdighed måtte flygte, når de kom. De omformede gudløse folk til folk, der erkendte Gud og gav dem kundskabens lys og karakterstyrke. De ændrede folkets moral, så dyd og godhed kunne få overhånd. Hele det sociale klima blev reformeret og fik en ny skikkelse. Undertrykkeres hånd blev holdt tilbage, og retfærdighedens og anstændighedens herredømme blev indført. Dette var den største bedrift i menneskehedens historie” (Islamstudie).

Yes. Well. Inden vi sluger den, er der lige et par andre detaljer, vi skal have vendt. Vi fortsætter i aften.

tirsdag, august 15, 2006

Verdenshistorie fortalt af et barn

Jeg tilhører generation X, generationen uden egenskaber, - som vokser op og finder ud af, at den i virkeligheden bare er en generation uden kundskaber.

Jeg har en universitetseksamen med 10,6 i gennemsnit, men jeg har faktisk ingen klar ide om, hvad Fidel Castro har gjort galt.

Tutankhamon er et ord, jeg er stødt på i aviserne for nylig, er det et redskab?

Jeg er en af dem, der inderst inde tænker, at en kapers er en fisk og at en ansjos er en frugt. Jeg får store aha-oplevelser, når jeg kigger i et atlas. Altså virkeligt store.

Jeg ved ikke, hvad rundetårn er til.

Sassaniderne, sylfiderne, hybriderne, glem det, her er jeg helt på niveau med mine egne børn. (Hvilket, Bertel Haarder, skyder dit fremragende forslag om narrativ historiepædagogik i folkeskolen i sænk, for tro mig, ingen under 45 kan fortælle andre historier end deres eget personlige, narcissistiske epos om dem selv, medmindre, selvfølgelig, man ved et forbandet uheld får dem sat i gang med historien om deres valg af køkken).

At fortælle bare en mikroskopisk bid af et lille stykke verdenshistorie kræver virtuositet, og jeg er nybegynder, helt blank. Men hvilke andre muligheder er der end at gå i gang? På krykker, i mørke, famlende efter fast grund under fødderne. Et skridt frem og to tilbage, historien er jo fuld af løgnehistorier.

Følg med i morgen.


søndag, august 13, 2006

Good cop og bad cop

Få dage efter, at engelsk efterretningstjeneste har afværget en terroristisk katastrofe, der ville have sprængt tusindvis af uskyldige mennesker i luften, kommer de efterhånden karakteristiske islamisk-socialistiske efterskælv:

Ooh, arrogante og vantro vesterlændinge. Det er altsammen jeres egen skyld, I bragte dette på jer selv. Ooh, opgiv jeres kampe i Mellemøsten eller der vil falde ulykker over jer, der er værre end I forestiller jer. Træk politistyrkerne ud af de muslimske områder i Europa, bid terroranklagerne i jer, eller ooh, Allahs vrede vil ramme jer. Men vi er nådige og barmhjertige og vi vil ikke handle ondt imod jer, hvis I lever op til fredens betingelser.

Man kunne forvente, at muslimske grupper holdt lidt lav profil i den første tid efter magtdemonstrationerne, dvs. efter passagerfly, der flyver ind i høje bygninger, efter bomber, der sprænger i metroer, efter hadefulde optøjr, hvor man brænder flag og ambassader af.

Det gør de ikke. De går ivrigt i pressen og argumenterer for, at nu er der behov for at vise dem mere respekt, ellers bliver det værre. Man har ofte konkrete forhandlingsforslag. Og der er en klar undertone af, at man vil anerkendes som retfærdig, fredssøgende og barmhjertig - i forhold til, hvad vi egentlig har fortjent.

Det er good cop og bad cop.
Den gode moderate bebrejder den onde ekstremist, at han ødelægger den gode relation, han er ved at bygge op i forhold til den oprindelige europæiske befolkning. Den onde har ingen replikker, han er bare ond. Og mellemvaren, masserne, fremtiden; Det er jo ikke sikkert, at man kan blive ved med at styre dem, hedder det, som havde man lært det på et tillidsmandskursus. Det er pression.

Stort set alle talsmænd for muslimske organisationer gik øjeblikkeligt i gang med pressionsarbejdet under Muhammedkrisen. Jeg er sikker på, at de fleste endnu har dem på nethinden. Mønstret gik igen efter Londonbomberne, der øjeblikkeligt resulterede i en storstilet alarm i det muslimske England mhp. den islamofobi, der nu kunne flamme op blandt europæerne (EUMC: Konsekvenser af bombeangrebene i London d. 7. juli 2005 for de muslimske samfund i EU). Ikke skyggen af selvbebrejdelse.

I det pakistanske samfund i London synes sympatien igen at være på de terrormistænktes side. Man føler sig forfulgt (TV-Avisen 12/8 18.30). Organisatorisk går man øjeblikkeligt i gang: 36 britiske organisationer incl Muslim Counsil of Britain, paraplyorganisation for 400 mindre organisationer, er utilfredse med antiterroraktionen. De vil have fælles front imod islamofobiske grupper, en ændring i Englands mellemøstpolitik, som giver "ammunition til ekstremisme", og endelig lover talsmændene ballade, hvis det viser sig, at det ikke er muligt at domfælde de anholdte i terrorsagen. Det er pression, men vi har svært ved at stille skarpt på det.

Moderate, muslimske organisationer planlægger ikke terror, og de udfører ikke terror, men de bruger terroren politisk til at vende centrum-venstre mod centrum-højre. Det er ikke så svært. Terrorens største værdi er ikke frygten som sådan - hvad skulle man med den -, men at den kan omsættes i venstreorientede stemmer, der baner vejen for islam i vesten. Man behøver bare nævne terroren i Iran, der har kostet tusindvis af liv. Denne terror - "fiaskoen i Irak" - er for tiden venstrefløjens yndlingsargument mod højrefløjen.

Terrorismen vil fortsætte, så længe der er stemmer i den. Så den skal nok fortsætte lystigt længe endnu.

Opgraderinger

Sagt om Koranen:

Arthur Scopenhauer:
Betragt fx Koranen: denne ringe bog var tilstrækkelig til at grundlægge en verdensreligion, tilfredsstille det metafysiske behov for utallige millioner mennesker i 1200 år, danne grundlaget for deres moral og en betydelige dødsforagt, ligesom den også begejstrer dem til blodige krige og de mest vidtrækkende erobringer. Vi finder heri den sørgeligste og fattigste form for teisme. Meget kan gå tabt i oversættelsen; men jeg har ikke kunnet finde en eneste tanke af værdi.

Robert A. Morey:
Fra et litterært synspunkt har Koranen ringe værdi. Ordvalg, gentagelser, naivitet, mangel på logik og sammenhæng slår den uforberedte læser på hver side. Det er ydmygende for det menneskelige intellekt at tænke sig, at denne middelmådige litteratur har været genstand for utallige kommentarer, og at millioner af mennesker stadig spilder tid på at fordybe sig i den.

Thomas Carlyle:
Et kedsommeligt, forvirret sammensurium; grov, plump, endeløst gentagende, vidtløftig og sammenfiltret.

H.G. Wells:
Sit angivelige guddommelige forfatterskab uværdig, ligegyldig om den læses som litteratur eller filosofi.

Ernst Nolte:
Ingen anden verdensreligion har et skrift, der er så spækket med trusler om helvede som Koranen.

Ludvig Holberg:
Muhammed levned var en kiede af Laster og Udyder... Mohameds Hoved-Passioner vare Ærgierighed og Løsagtighed, og fast den hele Alcoran er grundet der paa; thi det meeste er skrevet ved Leilighed, for at sette Farve paa en og anden ond Gierning, som flyder af samme tvende Lyder. Heraf kommer det, at Alcoranen siger sig saa ofte selv imod, og at den hele Muhamedanske Lærdom er en Kiede af Contradictioner.

Frants Buhl:
En noget forvirret reproduktion af den religiøse påvirkning, han tidligere havde modtaget ved omgang med kristne, jøder eller religiøst bevægede landsmænd.

Winston Churchill om "Mein Kampf":
Here was the new Koran of faith and war: turgid, verbose, shapeless, but pregnant with its message.

--> Ønsker du at installere opgraderingerne nu eller vil du installere dem senere?

Læseevner og styringssystemer

"Ikke en eneste læser godt. Nogle få læser meget usikkert. Men det store flertal ryger direkte i den sorte gryde, der kategoriseres som "ikke-læsere". Så dyster ser situationen ud for de tosprogede elever i 7. klasse, der går på de fire skoler i Hvidovre med flest tosprogede elever." (Berlingske 12/8-06).

"Hvor de fleste andre elever bliver dygtigere gennem skoleforløbet, går det lige modsat med disse børn, siger en ledende pædagogisk konsulent. De ældre tosprogede elever kan ganske vist godt læse teksterne højt. De kan afkode ordet og læse det, så man umiddelbart ville tro, at de forstår teksten. Læseprøven afslører dog noget andet: "De fatter ikke, hvad det er, de har læst".

Det er ikke nyt, at børn fra socialt dårligt stillede familier får et knæk midt i skoleforløbet. Men indvandrerbørnenes situation er helt slem:

"Det hører jo ind under den kedelige overskrift "fejlslagen integration". Den er gået helt i skuddermudder. Børnene sidder og ser al-Jazeera i stedet for "Bamse og kylling". Man kan sammenligne det med computere, der har nogle meget simple programmer. Mens de danske elever kører på Windows XP, tumler mange af de tosprogede elever rundt med gamle DOS-programmer, så det er meget beklageligt, det er faktisk en katastrofe", siger skoleinspektør Torben Lottrup fra Avedøre skole.

www.undervisningseffekt.dk kan man se, hvor gode landets skoler er til at bringe eleverne ud over det forventede. Torben Lottrups skole er højt placeret.

mandag, august 07, 2006

Fronter

Dansk Front har en kvindeafdeling. Den arbejder efter eget udsagn under parolen: ”Hvide kvinder får hvide børn med hvide mænd”. OK. Det må være noget af det dummeste og grimmeste, jeg har læst. Heldigvis er der kun så få, der deler de synspunkter nu. De har haft deres tid, deres folkelige opbakning, deres støtte i diktatoriske stater, deres appeasere i demokratierne. Nazismen er færdig, den er latterlig, og den kommer aldrig igen.

Alligevel synes oppositionen at bruge hver en ledig stund på at stå med ryggen til nutidens problemer for at bevogte dette sammenfaldne, forladte nazimusehul.

Mens tid var, forstod man ikke, at nazismen skulle have modstand: ide mod ide, vilje mod vilje, magt mod magt. Man mødte ide med anerkendelse, man mødte vilje med selvkritik, man mødte magt med overgivelse.

Nu har vores allesammens intellektuelle bagtrop til gengæld stillet helt skarpt, de er i allerhøjeste beredskab, den nazistiske fare lurer overalt. Til gengæld går den spage appeasementpolitik igen i forhold til islam, lige så impotent nu som dengang.

Nu er det islam, islamisk orienteret islam, der har sin tid, sin folkelige opbakning, sin støtte i diktatoriske stater, sine appeasere i demokratierne.

Islam har også sine kvalmende slogans. 68 procent af de herboende muslimer bakker op om denne her: Muslimske kvinder får muslimske børn med muslimske mænd.

Oppositionen kan ikke se, at islam skulle være et problem. Hvis bare vi kunne lade være med at tirre dem.

fredag, august 04, 2006

Hvad Blair også sagde

Blairs tale til World Affairs Council i Los Angeles d. 1. august fortjener at blive læst. Især af europæiske venstrefløje med kronisk vestligt selvhad. I modsætning til, hvad dansk presse og danske venstrebloggere har peget på, handler talen faktisk ikke så meget om at nedtone den militære magtanvendelse som om at styrke den vestlige verdens tillid til sig selv og sin intervention i Mellemøsten. Den vestlige verden har for lidt tillid til sine egne værdier, for lidt fasthed og vedholdenhed, for lidt engagement og for lidt modstandesdygtighed i forhold til ekstremistisk propaganda. Ifølge blair er vi på én gang for uskarpe og for egoistiske til at gøre, hvad der skal til. Blair ønsker at inspirere og opmuntre Mellemøsten. Men først må han inspirere og opmuntre de store, søvnige bløddele i Europæisk politik til at stille væsentligt større krav til sig selv og andre.

Talen i sin helhed:

"Overnight, the news came through that as well as continuing conflict in the Lebanon, Britain's Armed Forces suffered losses in Iraq and Afghanistan. It brings home yet again the extraordinary courage and commitment of our armed forces who risk their lives and in some cases tragically lose them, defending our country's security and that of the wider world. These are people of whom we should be very proud.I know the US has suffered heavy losses too in Iraq and in Afghanistan. We should never forget how much we owe these people, how great their bravery, and their sacrifice.

I planned the basis of this speech several weeks ago. The crisis in the Lebanon has not changed its thesis. It has brought it into sharp relief.

The purpose of the provocation that began the conflict was clear. It was to create chaos, division and bloodshed, to provoke retaliation by Israel that would lead to Arab and Muslim opinion being inflamed, not against those who started the aggression but against those who responded to it. It is still possible even now to come out of this crisis with a better long-term prospect for the cause of moderation in the Middle East succeeding. But it would be absurd not to face up to the immediate damage to that cause which has been done.

We will continue to do all we can to halt the hostilities. But once that has happened, we must commit ourselves to a complete renaissance of our strategy to defeat those that threaten us. There is an arc of extremism now stretching across the Middle East and touching, with increasing definition, countries far outside that region. To defeat it will need an alliance of moderation, that paints a different future in which Muslim, Jew and Christian; Arab and Western; wealthy and developing nations can make progress in peace and harmony with each other. My argument to you today is this: we will not win the battle against this global extremism unless we win it at the level of values as much as force, unless we show we are even-handed, fair and just in our application of those values to the world. [Her har danske medier hægtet en tilføjelse på, som slet ikke er med i talen: "I realiteten er vi lige nu langt fra at overbevise dem, som det er nødvendigt for os at overbevise, om, at dette er sandt" (Politiken)].

The point is this. This is war, but of a completely unconventional kind.

9/11 in the US, 7/7 in the UK, 11/3 in Madrid, the countless terrorist attacks in countries as disparate as Indonesia or Algeria, what is now happening in Afghanistan and in Indonesia, the continuing conflict in Lebanon and Palestine, it is all part of the same thing. What are the values that govern the future of the world? Are they those of tolerance, freedom, respect for difference and diversity or those of reaction, division and hatred? My point is that this war can't be won in a conventional way. It can only be won by showing that our values are stronger, better and more just, more fair than the alternative. Doing this, however, requires us to change dramatically the focus of our policy. Unless we re-appraise our strategy, unless we revitalise the broader global agenda on poverty, climate change, trade, and in respect of the Middle East, bend every sinew of our will to making peace between Israel and Palestine, we will not win. And this is a battle we must win.

What is happening today out in the Middle East, in Afghanistan and beyond is an elemental struggle about the values that will shape our future.

It is in part a struggle between what I will call Reactionary Islam and Moderate, Mainstream Islam. But its implications go far wider. We are fighting a war, but not just against terrorism but about how the world should govern itself in the early 21st century, about global values.

The root causes of the current crisis are supremely indicative of this. Ever since September 11th, the US has embarked on a policy of intervention in order to protect its and our future security. Hence Afghanistan. Hence Iraq. Hence the broader Middle East initiative in support of moves towards democracy in the Arab world. The point about these interventions, however, military and otherwise, is that they were not just about changing regimes but changing the values systems governing the nations concerned. The banner was not actually "regime change" it was "values change".

What we have done therefore in intervening in this way, is far more momentous than possibly we appreciated at the time.

Of course the fanatics, attached to a completely wrong and reactionary view of Islam, had been engaging in terrorism for years before September 11th. In Chechnya, in India and Pakistan, in Algeria, in many other Muslim countries, atrocities were occurring. But we did not feel the impact directly. So we were not bending our eye or our will to it as we should have. We had barely heard of the Taleban. We rather inclined to the view that where there was terrorism, perhaps it was partly the fault of the governments of the countries concerned.

We were in error. In fact, these acts of terrorism were not isolated incidents. They were part of a growing movement. A movement that believed Muslims had departed from their proper faith, were being taken over by Western culture, were being governed treacherously by Muslims complicit in this take-over, whereas the true way to recover not just the true faith, but Muslim confidence and self esteem, was to take on the West and all its works.

Sometimes political strategy comes deliberatively, sometimes by instinct. For this movement, it was probably by instinct. It has an ideology, a world-view, it has deep convictions and the determination of the fanatic. It resembles in many ways early revolutionary Communism. It doesn't always need structures and command centres or even explicit communication. It knows what it thinks.

Its strategy in the late 1990s became clear. If they were merely fighting with Islam, they ran the risk that fellow Muslims - being as decent and fair-minded as anyone else - would choose to reject their fanaticism. A battle about Islam was just Muslim versus Muslim. They realised they had to create a completely different battle in Muslim minds: Muslim versus Western.This is what September 11th did. Still now, I am amazed at how many people will say, in effect, there is increased terrorism today because we invaded Afghanistan and Iraq. They seem to forget entirely that September 11th predated either. The West didn't attack this movement. We were attacked. Until then we had largely ignored it.

The reason I say our response was even more momentous than it seemed at the time, is this. We could have chosen security as the battleground. But we didn't. We chose values. We said we didn't want another Taleban or a different Saddam. Rightly, in my view, we realised that you can't defeat a fanatical ideology just by imprisoning or killing its leaders; you have to defeat its ideas.

There is a host of analysis written about mistakes made in Iraq or Afghanistan, much of it with hindsight but some of it with justification. But it all misses one vital point. The moment we decided not to change regime but to change the value system, we made both Iraq and Afghanistan into existential battles for Reactionary Islam. We posed a threat not to their activities simply: but to their values, to the roots of their existence.

We committed ourselves to supporting Moderate, Mainstream Islam. In almost pristine form, the battles in Iraq or Afghanistan became battles between the majority of Muslims in either country who wanted democracy and the minority who realise that this rings the death-knell of their ideology.

What is more, in doing this, we widened the definition of Reactionary Islam. It is not just Al-Qaeda who felt threatened by the prospect of two brutal dictatorships - one secular, one religious - becoming tolerant democracies. Any other country who could see that change in those countries might result in change in theirs, immediately also felt under threat. Syria and Iran, for example.

No matter that previously, in what was effectively another political age, many of those under threat hated each other. Suddenly new alliances became formed under the impulsion of the common threat.

So in Iraq, Syria allowed Al-Qaeda operatives to cross the border. Iran has supported extremist Shia there. The purpose of the terrorism in Iraq is absolutelysimple: carnage, causing sectarian hatred, leading to civil war. However, there was one cause which, the world over, unites Islam, one issue that even the most westernised Muslims find unjust and, perhaps worse, humiliating: Palestine. Here a moderate leadership was squeezed between its own inability to control the radical elements and the political stagnation of the peace process.

When Prime Minister Sharon took the brave step of disengagement from Gaza, it could have been and should have been the opportunity to re-start the process. But the squeeze was too great and as ever because these processes never stay still, instead of moving forward, it fell back. Hamas won the election. Even then, had moderate elements in Hamas been able to show progress, the situation might have been saved. But they couldn't.

So the opportunity passed to Reactionary Islam and they seized it: first in Gaza, then in Lebanon.

They knew what would happen. Their terrorism would provoke massive retaliation by Israel. Within days, the world would forget the original provocation and be shocked by the retaliation. They want to trap the Moderates between support for America and an Arab street furious at what they see nightly on their television. This is what has happened. For them, what is vital is that the struggle is defined in their terms: Islam versus the West; that instead of Muslims seeing this as about democracy versus dictatorship, they see only the bombs and the brutality of war, and sent from Israel.

In this way, they hope that the arc of extremism that now stretches across the region, will sweep away the fledgling but faltering steps Modern Islam wants to take into the future.

To turn all of this around requires us first to perceive the nature of the struggle we are fighting and secondly to have a realistic strategy to win it. At present we are challenged on both fronts.

As to the first, it is almost incredible to me that so much of Western opinion appears to buy the idea that the emergence of this global terrorism is somehow our fault. For a start, it is indeed global. No-one who ever half bothers to look at the spread and range of activity related to this terrorism can fail to see its presence in virtually every major nation in the world. It is directed at the United States and its allies, of course. But it is also directed at nations who could not conceivably be said to be allies of the West.

It is also rubbish to suggest that it is the product of poverty. It is true it will use the cause of poverty. But its fanatics are hardly the champions of economic development. It is based on religious extremism. That is the fact. And not any religious extremism; but a specifically Muslim version.

What it is doing in Iraq and Afghanistan is not about those countries' liberation from US occupation. It is actually the only reason for the continuing presence of our troops. And it is they not us who are doing the slaughter of the innocent and doing it deliberately.

Its purpose is explicitly to prevent those countries becoming democracies and not "Western style" democracies, any sort of democracy. It is to prevent Palestine living side by side with Israel; not to fight for the coming into being of a Palestinian State, but for the going out of being, of an Israeli State. It is not wanting Muslim countries to modernise but to retreat into governance by a semi-feudal religious oligarchy.

Yet despite all of this, which I consider virtually obvious, we look at the bloodshed in Iraq and say that's a reason for leaving; we listen to the propaganda that tells us its all because of our suppression of Muslims and have parts of our opinion seriously believing that if we only got out of Iraq and Afghanistan, it would all stop.

And most contemporaneously, and in some ways most perniciously, a very large and, I fear, growing part of our opinion looks at Israel, and thinks we pay too great a price for supporting it and sympathises with Muslim opinion that condemns it. Absent from so much of the coverage, is any understanding of the Israeli predicament.

I, and any halfway sentient human being, regards the loss of civilian life in Lebanon as unacceptable, grieves for that nation, is sickened by its plight and wants the war to stop now. But just for a moment, put yourself in Israel's place. It has a crisis in Gaza, sparked by the kidnap of a solider by Hamas. Suddenly, without warning, Hizbollah who have been continuing to operate in Southern Lebanon for two years in defiance of UN Resolution 1559, cross the UN blue line, kill eight Israeli soldiers and kidnap two more. They then fire rockets indiscriminately at the civilian population in Northern Israel.

Hizbollah gets their weapons from Iran. Iran are now also financing militant elements in Hamas. Iran's President has called for Israel to be "wiped off the map". And he's trying to acquire a nuclear weapon. Just to complete the picture, Israel's main neighbour along its eastern flank is Syria who support Hizbollah and house the hardline leaders of Hamas.

It's not exactly a situation conducive to a feeling of security is it?

But the central point is this. In the end, even the issue of Israel is just part of the same, wider struggle for the soul of the region. If we recognised this struggle for what it truly is, we would be at least along the first steps of the path to winning it. But a vast part of the Western opinion is not remotely near this yet.

Whatever the outward manifestation at any one time - in Lebanon, in Gaza, in Iraq and add to that in Afghanistan, in Kashmir, in a host of other nations including now some in Africa - it is a global fight about global values; it is about modernisation, within Islam and outside of it; it is about whether our value system can be shown to be sufficiently robust, true, principled and appealing that it beats theirs. Islamist extremism's whole strategy is based on a presumed sense of grievance that can motivate people to divide against each other. Our answer has to be a set of values strong enough to unite people with each other.

This is not just about security or military tactics. It is about hearts and minds about inspiring people, persuading them, showing them what our values at their best stand for.

Just to state it in these terms, is to underline how much we have to do. Convincing our own opinion of the nature of the battle is hard enough. But we then have to empower Moderate, Mainstream Islam to defeat Reactionary Islam.

And because so much focus is now, world-wide on this issue, it is becoming itself a kind of surrogate for all the other issues the rest of the world has with the West. In other words, fail on this and across the range, everything gets harder.

Why are we not yet succeeding? Because we are not being bold enough, consistent enough, thorough enough, in fighting for the values we believe in.

We start this battle with some self-evident challenges. Iraq's political process has worked in an extraordinary way. But the continued sectarian bloodshed is appalling: and threatens its progress deeply. In Afghanistan, the Taleban are making a determined effort to return and using the drugs trade a front. Years of anti-Israeli and therefore anti-American teaching and propaganda has left the Arab street often wildly divorced from the practical politics of their governments. Iran and, to a lesser extent, Syria are a constant source of de-stabilisation and reaction. The purpose of terrorism - whether in Iran, Afghanistan, Lebanon or Palestine is never just the terrorist act itself. It is to use the act to trigger a chain reaction, to expunge any willingness to negotiate or compromise. Unfortunately it frequently works, as we know from our own experience in Northern Ireland, though thankfully the huge progress made in the last decade there, shows that it can also be overcome.

So, short-term, we can't say we are winning. But, there are many reasons for long-term optimism. Across the Middle East, there is a process of modernisation as well as reaction. It is unnoticed but it is there: in the UAE; in Bahrain; in Kuwait; in Qatar. In Egypt, there is debate about the speed of change but not about its direction. In Libya and Algeria, there is both greater stability and a gradual but significant opening up.

Most of all, there is one incontrovertible truth that should give us hope. In Iraq, in Afghanistan, and of course in the Lebanon, any time that people are permitted a chance to embrace democracy, they do so. The lie - that democracy, the rule of law, human rights are Western concepts, alien to Islam - has been exposed. In countries as disparate as Turkey and Indonesia, there is an emerging strength in Moderate Islam that should greatly encourage us.So the struggle is finely poised. The question is: how do we empower the moderates to defeat the extremists?

First, naturally, we should support, nurture, build strong alliances with all those in the Middle East who are on the modernising path.

Secondly, we need, as President Bush said on Friday, to re-energise the MEPP between Israel and Palestine; and we need to do it in a dramatic and profound manner.

I want to explain why I think this issue is so utterly fundamental to all we are trying to do. I know it can be very irritating for Israel to be told that this issue is of cardinal importance, as if it is on their shoulders that the weight of the troubles of the region should always fall. I know also their fear that in our anxiety for wider reasons to secure a settlement, we sacrifice the vital interests of Israel.

Let me make it clear. I would never put Israel's security at risk.

Instead I want, what we all now acknowledge we need: a two state solution. The Palestinian State must be independent, viable but also democratic and not threaten Israel's safety.

This is what the majority of Israelis and Palestinians want.

Its significance for the broader issue of the Middle East and for the battle within Islam, is this. The real impact of a settlement is more than correcting the plight of the Palestinians. It is that such a settlement would be the living, tangible, visible proof that the region and therefore the world can accommodate different faiths and cultures, even those who have been in vehement opposition to each other. It is, in other words, the total and complete rejection of the case of Reactionary Islam. It destroys not just their most effective rallying call, it fatally undermines their basic ideology.

And, for sure, it empowers Moderate, Mainstream Islam enormously. They are able to point to progress as demonstration that their allies, ie us, are even-handed not selective, do care about justice for Muslims as much as Christians or Jews.

But, and it is a big 'but', this progress will not happen unless we change radically our degree of focus, effort and engagement, especially with the Palestinian side. In this the active leadership of the US is essential but so also is the participation of Europe, of Russia and of the UN. We need relentlessly, vigorously, to put a viable Palestinian Government on its feet, to offer a vision of how the Roadmap to final status negotiation can happen and then pursue it, week in, week out, 'til its done. Nothing else will do. Nothing else is more important to the success of our foreign policy.

Third, we need to see Iraq through its crisis and out to the place its people want: a non-sectarian, democratic state. The Iraqi and Afghan fight for democracy is our fight. Same values. Same enemy. Victory for them is victory for us all.

Fourth, we need to make clear to Syria and Iran that there is a choice: come in to the international community and play by the same rules as the rest of us; or be confronted. Their support of terrorism, their deliberate export of instability, their desire to see wrecked the democratic prospect in Iraq, is utterly unjustifiable, dangerous and wrong. If they keep raising the stakes, they will find they have miscalculated.

From the above it is clear that from now on, we need a whole strategy for the Middle East. If we are faced with an arc of extremism, we need a corresponding arc of moderation and reconciliation. Each part is linked. Progress between Israel and Palestine affects Iraq. Progress in Iraq affects democracy in the region. Progress for Moderate, Mainstream Islam anywhere puts Reactionary Islam on the defensive everywhere. But none of it happens unless in each individual part the necessary energy and commitment is displayed not fitfully, but continuously.

I said at the outset that the result of this struggle had effects wider than the region itself. Plainly that applies to our own security. This Global Islamist terrorism began in the Middle East. Sort the Middle East and it will inexorably decline. The read-across, for example, from the region to the Muslim communities in Europe is almost instant.

But there is a less obvious sense in which the outcome determines the success of our wider world-view. For me, a victory for the moderates means an Islam that is open: open to globalisation, open to working with others of different faiths, open to alliances with other nations.

In this way, this struggle is in fact part of a far wider debate.

Though Left and Right still matter in politics, the increasing divide today is between open and closed.

Is the answer to globalisation, protectionism or free trade?
Is the answer to the pressure of mass migration, managed immigration or closed borders?
Is the answer to global security threats, isolationism or engagement?

Those are very big questions for US and for Europe. Without hesitation, I am on the open side of the argument. The way for us to handle the challenge of globalisation, is to compete better, more intelligently, more flexibly. We have to give our people confidence we can compete. See competition as a threat and we are already on the way to losing.

Immigration is the toughest issue in Europe right now and you know something of it here in California. People get scared of it for understandable reasons. It needs to be controlled. There have to be rules. Many of the Conventions dealing with it post WWII are out of date. All that is true. But, properly managed, immigrants give a country dynamism, drive, new ideas as well as new blood.

And as for isolationism, that is a perennial risk in the US and EU policy. My point here is very simple: global terrorism means we can't opt-out even if we wanted to. The world is inter-dependent. To be engaged is only modern realpolitik.

But we only win people to these positions if our policy is not just about interests but about values, not just about what is necessary but about what is right.

Which brings me to my final reflection about US policy. My advice is: always be in the lead, always at the forefront, always engaged in building alliances, in reaching out, in showing that whereas unilateral action can never be ruled out, it is not the preference.

How we get a sensible, balanced but effective framework to tackle climate change after the Kyoto Protocol expires in 2012 should be an American priority.

America wants a low-carbon economy; it is investing heavily in clean technology; it needs China and India to grow substantially. The world is ready for a new start here. Lead it.

The same is true for the WTO talks, now precariously in the balance; or for Africa, whose poverty is shameful.

If we are championing the cause of development in Africa, it is right in itself but it is also sending the message of moral purpose, that reinforces our value system as credible in all other aspects of policy.

It serves one other objective. There is a risk that the world, after the Cold War, goes back to a global policy based on spheres of influence. Think ahead. Think China, within 20 or 30 years, surely the world's other super-power. Think Russia and its precious energy reserves. Think India. I believe all of these great emerging powers want a benign relationship with the West. But I also believe that the stronger and more appealing our world-view is, the more it is seen as based not just on power but on justice, the easier it will be for us to shape the future in which Europe and the US will no longer, economically or politically, be transcendant. Long before then, we want Moderate, Mainstream Islam to triumph over Reactionary Islam.

That is why I say this struggle is one about values. Our values are worth struggling for. They represent humanity's progress throughout the ages and at each point we have had to fight for them and defend them. As a new age beckons, it is time to fight for them again.

Question:
Mr Prime Minister, can Britain take the lead in speaking to Iran and Syria directly?

Prime Minister:
You know the thing that always surprises me about this is that people talk about this issue of engagement with Iran and Syria as if there was some doubt about what we were saying, or where we stood, or maybe the message hadn't been clear enough. Actually the message is absolutely clear, the message is if you stop supporting terrorism, if you stop trying to acquire nuclear weapons and breach your international obligations then we are willing to have a partnership with you, but if you export terrorism around the region and destabilise democracy in Iraq, we will confront you. Now I know there are all sorts of people who engage, and of course we do, we send messages the whole time to both governments, but I am afraid I have come to the conclusion that this is not an issue of communication, it is not that people can't read our handwriting, it is actually that they lack the will to do what they need to do and we need to make sure they have that will."