torsdag, september 28, 2006

Grafer til folket

Så er der flere grafer. Jeg håber, at de er større og bedre. De er alle lavet i Statistikbanken.

Ovenstående viser, hvor mange mennesker, der har skiftet til dansk statsborgerskab i perioden 1979-2005. Fordelt efter oprindelse.


Ovenstående: Antal indvandrere og efterkommere 1. januar 2006, fordelt på oprindelse.


Ovenfor: Antal indvandrere og efterkommere (begge iregnet), fordelt på statsborgerskab og oprindelse.


Ovenstående graf viser antal 0-årige indvandrere og efterkommere, fordelt efter oprindelse. Grafen tæller både statsborgere og ikke-statsborgere. Med en vis usikkerhed kan grafen give en ide om, hvor stor befolkningstilvæksten i de pågældende oprindelsesgrupper er.

I ovenstående graf ses aldersfordelingen i de forskellige oprindelsesgrupper. To ting falder i øjenene: hvor en dansk befolkningsgruppe ville vise et fald i antal fra ca. 60 år, så falder flere af ovenstående grupper tidligere, faktisk fra omkring de 45. Det kan skyldes, at de ikke bliver så gamle, at de endnu ikke er blevet på gamle, eller at mange er draget hjem til hjemlandet.

En anden bemærkelsesværdig ting er, at indvandrere fra EU-lande først og fremmest er her i deres produktive år mellem 25 og 60/65.


Her til sidst en graf, der viser, hvor mange indvandrere og efterkommere (set samlet) fra de forskellige verdensdele, der levede i danmark i årene fra 1980 til 2006.

onsdag, september 27, 2006

Mere om statsborgerskab og antal muslimer i DK

Et supplement til forrige post om de nye statsborgerskaber, der er blevet tildelt ved lov: Ovenstående graf er lavet via Dansk statistik/Statistikbanken og viser 2 ting:

For det første er det samlede antal uddelte statsborgerskaber siden 1987 noget højere end de 80.070, som er blevet tildelt ved lov. Det nøjagtige antal skift til dansk statsborgerskab i perioden er 155.739 ifølge Dansk statistik. Det må skyldes, at der er flere måder at opnå dansk statsborgerskab på:
  1. automatisk ved fødslen,
  2. automatisk ved forældrenes ægteskab efter fødslen,
  3. automatisk ved adoption af udenlandske børn under 12 år,
  4. ved erklæring, hvis udlændingen er mellem 18 og 23 år og endelig
  5. ved naturalisation, det vil sige ved lov (Udlændingestyrelsen) .
Måske kan nogen hjælpe mig med at opklare forskellen mellem de to tal, der begge dækker perioden 1987-2005? 80.070 ved lov tildelte danske statsborgerskaber ifølge Retsinfo, men 155.739 skift til dansk statsborgerskab ifølge Dansk Statistik? Er det efterkommerne, der giver denne forskel?

For det andet viser grafen, hvilket statsborgerskab de nye statsborgere havde før. Fra 1987 til 2005 (incl.) er der tildelt følgende antal statsborgerskaber til statsborgere fra følgende områder:

EU-lande: 25113

Europa (ekskl. EU-lande): 49750
Afrika: 21166
Nordamerika: 2218
Syd- og Mellemamerika: 4228
Asien: 68762
Oceanien: 381
Statsløse: 12738
Uoplyst: 554
I alt: 184.910


Hovedparten af de nye statsborgere er fra en lang række muslimske lande i Asien, særligt Pakistan, Irak, Iran, Libanon, Marokko. En anden stor del er fra muslimske Europa uden for EU, dvs. Tyrkiet og Bosnien. Vi har en del fra muslimske Afrika, primært Nordafrika og Somalia. Endelig en del statsløse, primært palæstinensere.

Hertil skal lægges indvandrere og efterkommere fra de pågældende verdensdele, som har fremmed statsborgerskab:

Europa (ekskl. EU-lande): 71 564 indvandrere + 15 839 efterkommere
Afrika: 18 162 indvandrere + 3 920 efterkommere
Asien: 65 786 indvandrere + 10 422 efterkommere
Statsløse: 192 indvandrere + 34 efterkommere
I alt 185.919 indvandrere og efterkommere fra 3. verdens lande lever i Danmark med fremmed statsborgerskanb i 2006.


Og for at forsikre os om, at de mange indvandrere og efterkommere med dansk statsborgerskab ikke alle er døde, så lad os tilsvarende se, hvor mange indvandrere og efterkommere med dansk statsborgerskab, vi har fra de pågældende regioner i 2006:

Europa (ekskl. EU-lande): 28 953 indvandrere + 23 573 efterkommere
Afrika: 11 587 indvandrere + 9 777 efterkommere
Asien: 46 596 indvandrere + 34 619 efterkommere
Statsløse: 146 indvandrere + 81 efterkommere
I alt: 155.332 indvandrere og efterkommere fra 3. verdens lande lever i Danmark i 2006 med dansk statsborgerskab.


Danmark har altså 185919 + 155332 = 341.251 indvandrere og efterkommere fra overvejende muslimske 3. verdens lande i år 2006.

Altsammen ifølge almindeligt tilgængelige oplysninger på Dansk Statistik (vejledning til, hvordan man selv kan finde disse tal følger i kommentar nedenfor).

Mit personlige bud på antal muslimer i Danmark er minimum 264.675:

Indv. og eft. fra europæiske lande med over 50 procent muslimer: 97.952
Indv. og eft. fra afrikanske lande med over 50 procent muslimer: 33.126
Ind. og eft. fra asiatiske lande med over 50 procent muslimer: 103.904
Muslimer, der def. som danske iflg. dansk statistik, forsigtigt skøn: 30.000

I 2006 lever følgende antal indvandrere og efterkommere i danmark: Albanien 206, Aserbajdsjan 302, Bosnien-Hercegovina 20952, Jugoslavien (ex) 17415, Jugoslavien,Forb.Rep 2019, Kirgisistan 18, Serbien-Montenegro 939, Tadsjikistan 20, Turkmenistan 11, Tyrkiet 55550, Usbekistan 213, Algeriet 1263, Burkina Faso(ØvreV) 32, Comorerne 25, Egypten 1867, Elfenbenskysten 442, Eritrea 270, Gambia 697, Guinea 97, Libyen 235, Mali 33, Marokko 9121, Mauretanien 39, Niger 7, Senegal 95, Sierre Leone 358, Somalia 16564, Sudan 611, Tchad 12, Tunesien 1151, Zimbabwe 207, Abu Dhabi 0, Afghanistan 11246, Bahrain 51, Bangladesh 335, Brunei 4, Foren.Arab.Emirater 120, Indonesien 927, Irak 26922, Iran 14389, Jordan 1891, Kuwait 1688, Libanon 22509, Malaysia 379, Maldiverne 4, Mellemøsten u.n.a. 500, Oman 0, Pakistan 19284, Palæstina 0, Qatar 50, Saudi-Arabien 154, Sikkim 0, Syrien 3136, Trucial Oman 0, Yemen,Arab.Rep 0, Yemen demo. folkerep 252, Asien uoplyst 63. I alt 234.675. (Statistikbanken / Udlændinge / BEF3)

Langt hovedparten af ovenstående lande rummer over 80 procent muslimer. Alle over 50 procent.

Muslimer, der defineres som danskere, er børn af enten 1) dansker/indvandrer-par, 2) efterkommer/indvandrer-par eller 3) efterkommer-efterkommerpar. Hvor mange børn har sådanne par fået siden starten af 70´erne? 30.000 er et meget lavt bud.

tirsdag, september 26, 2006

Statsborgerskab

Via Retsinfo kan man løbe igennem Danmarks med rund hånd uddelte statsborgerskaber fra 1987 og frem til i dag. Statsborgerskaberne er "tildelt ved lov", som det hedder. Lovene hedder "Lov om indfødsrets meddelelse" og viser med navns nævnelse, hvem der har fået statsborgerskab.

Så mange statsborgerskaber har Danmark uddelt siden 1987:

11/3-87: 810
23/3-88: 763
1/7-88: 727
8/11-88: 779
29/3-89: 815
19/5-89: 830
22/11-89: 718
4/4-90: 911
30/5-90: 913
29/1-91: 704
23/4-91: 1061
6/6-91: 1143
27/11-91: 929
8/4-92: 1063
14/5-92: 817
25/11-92: 909
6/5-93: 1147
30/6-93: 1121
22/12-93: 867
27/5-94: 955
27/5-94: 566
21/12-94: 918
14/6-95: 1740
14/11-95: 1 (gæt hvem?)
29/11-95: 900
9/5-96: 1196
12/6-96: 1391
11/12-96: 1332
29/4-97: 1127
10/6-97: 934
9/1-98: 1199
12/5-98: 965
26/6-98: 1238
16/12-98: 446
21/4-99: 2175
2/6-99: 1386
20/12-99: 3157
17/4-00: 3218
31/5-00: 2001
20/12-00: 3803
25/4-01: 2614
7/6-01: 2129
15/4-02: 4263
8/5-02: 3555
6/6-02: 1560
17/12-02: 723
16/6-03: 1414
27/12-03: 2334
31/3-04: 1 (gæt igen?)
7/6-04: 2563
12/12-04: 3176
24/6-05: 3052
7/12-05: 2847
7/6-06: 2164

I alt 80070 har således fået tildelt dansk statsborgerskab ved lov gennem de sidste 20 år.

mandag, september 25, 2006

Mere lov og ret

Lad os se på et lille udsnit af Straffeloven, der faktisk benhårdt forsvarer vores statsmagt og vores forfatning:

12. kapitel: Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed
§ 99. Den, som foretager en handling, der sigter til at påføre den danske stat eller nogen med den for krigstilfælde forbunden stat krig, besættelse eller andre fjendtligheder såsom blokade eller anden tvangsforanstaltning, eller som i øvrigt virker for, at den danske stats bestemmelsesfrihed ved udenlandsk bistand krænkes, straffes med fængsel indtil på livstid.

Hvorfor går Abu Laban, Ahmed Akkari & co. stadig frit rundt?

§ 102. Den, som under krig eller besættelse yder fjenden bistand ved råd eller dåd eller til fremme af fjendtlig interesse svækker den danske stats eller dens forbundsfælles kampdygtighed, straffes med fængsel indtil 16 år.
Stk. 2. Som bistand til fjenden anses således følgende forhold:

1) Hvervning til eller tjenstgøring i fjendtlig krigs- eller besættelsesmagts væbnede styrker eller i tilknytning til disse virkende militære eller politimæssige korps eller lignende korps eller organisationer.

Lad os huske den. Det er forbudt at kriges mod os i Afghanistan og Irak. Ingen ævl om dårlig barndom eller mislykkede ferierejser. 16 år!

4) Propaganda til fordel for fjendtlig krigs- eller besættelsesmagt, herunder virksomhed som udgiver, redaktør eller forretningsfører ved dagblad, tidsskrift, forlag eller pressebureau, der arbejder til fremme af fjendtlig interesse.

Er det så slet ikke tilladt at lave jihad-hjemmesider og had-tv? Nej, luk lortet med god samvittighed. Hvorfor det? Fordi det er ondt, færdig.

5) Ydelse af væsentlig økonomisk støtte til fremme af propaganda af den under nr. 4 nævnte art eller til parti eller organisation, der på utilbørlig måde samarbejder med den fjendtlige krigs- eller besættelsesmagt eller virker til fremme af dennes interesser.

Man må heller ikke støtte den slags med en eneste øre, ser man det.

§ 110 e. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, der offentlig forhåner en fremmed nation, en fremmed stat, dens flag eller andet anerkendt nationalmærke eller De Forenede Nationers eller Det Europæiske Råds flag.

OK, man må faktisk ikke gå brølende rundt i gader og stræder og råbe død over Israel, død over Amerika? Man må heller ikke brænde deres flag. 2 års fængsel.

13. kapitel: Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v.
§ 111. Den, som foretager en handling, der sigter til ved udenlandsk bistand, ved magtanvendelse eller trussel derom at forandre statsforfatningen eller sætte den ud af kraft, straffes med fængsel indtil på livstid.

Nåda, livstid for at true Danmark til at forandre sin statsforfatning, fx at indføre forbud imod kritik af profeter.

§ 113. Den, som antaster Folketingets sikkerhed eller frihed eller i øvrigt foretager nogen handling, der sigter til ved magtanvendelse eller trussel derom at aftvinge Folketinget nogen beslutning eller hindre det i frit at udøve sin virksomhed, straffes med fængsel indtil 16 år eller under særligt skærpende omstændigheder på livstid.
Stk. 2. Samme straf kommer til anvendelse på den, der på tilsvarende måde angriber eller øver tvang mod kongen eller den, der med hjemmel i forfatningen fører regeringen, eller mod ministrene, Rigsretten eller Højesteret.

Det er ikke gratis at hoppe ud af bilen i et kryds og true Khader på livet. 16 år!

§ 114 rummer terrorismelovgivningen, den giver sig selv, så den springer jeg over. Hårde straffe for så meget som at snuse til det.

14. kapitel: Forbrydelser mod den offentlige myndighed mv.
§ 119. Den, som med vold eller trussel om vold overfalder nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år.

Så skulle det nok alligevel være muligt at tjekke busbilletter overalt i København. 8 år!

§ 121. Den, som med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale overfalder nogen af de i § 119 nævnte personer under udførelsen af hans tjeneste eller hverv eller i anledning af samme, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Tal pænt til din lærer og din fængselsbetjent eller ryg 6 måneder (mere) i fængsel.

§ 123. Den, som med trussel om vold forulemper, eller som med vold, ulovlig tvang efter § 260, trusler efter § 266 eller på anden måde begår en strafbar handling mod en person, dennes nærmeste eller andre med tilknytning til denne i anledning af personens forventede eller allerede afgivne forklaring til politiet eller i retten, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år.

Det er således ikke en bagatel at true vidner: 8 år, adios.

§ 125 a. Den, som for vindings skyld og under i øvrigt særligt skærpende omstændigheder gør sig skyldig i menneskesmugling efter udlændingelovens § 59, stk. 5, straffes med fængsel indtil 8 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor andres liv udsættes for fare, eller hvor der er tale om overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter.

8 år for menneskesmugling.

§ 128. Den, som i den danske stat foretager hvervning til fremmed krigstjeneste, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Altså 2 års fængsel for Hizbollah-hvervning.

§ 129 a. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, der offentliggør bevidst usande gengivelser eller falske citater af meddelelser om faktiske forhold fremsat i retsmøder eller givet i Folketingets, kommunale eller offentlige råds eller myndigheders møder.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der ved bevidst usandfærdigt offentligt at tillægge regeringen eller nogen anden offentlig myndighed en handling, som den ikke har foretaget, skader landets interesser i forhold til udlandet.

Mere fængsel til rejseimamerne.

§ 133. Den, som fremkalder opløb med det forsæt at øve eller true med vold på person eller gods, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Opløb med store bannere med "Dræb tegnerne" og "Hellig krig"? 3 års fængsel.

Stk. 3. Begås der under sådant opløb nogen under dets formål hørende forbrydelse, straffes opløbets anstiftere eller ledere efter den bestemmelse, der gælder for den pågældende forbrydelse.

Brændte biler, hvis skyld er det, ingens? Jo, skylden kan henføres til opløbets anstiftere.

§ 134 a. Deltagere i slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted straffes, såfremt de har handlet efter aftale eller flere i forening, med fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

1 år og 6 måneder for optøjr og hærgen, en frisk tanke.

§ 136. Den, som uden derved at have forskyldt højere straf offentlig tilskynder til forbrydelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år.
Stk. 2. Den, der offentligt udtrykkeligt billiger en af de i denne lovs 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Hører vi nogensinde andet fra de musmimske samfund? Værsgo, 2 års fængsel for at omtale terrorister som frihedshelte.

§ 137. Den, som søger at forhindre afholdelsen af lovlig offentlig sammenkomst, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

2 år for at forhindre en SIAD-demonstration.

§ 141. Den, som er vidende om, at nogen af de i §§ 98, 99, 102, 106, 109, 110, 111, 112 og 113 omhandlede forbrydelser mod staten eller de øverste statsmyndigheder eller en forbrydelse, der medfører fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier, tilsigtes begået, og som ikke gør, hvad der står i hans magt, for at forebygge forbrydelsen eller dens følger, om fornødent ved anmeldelse til øvrigheden, straffes, hvis forbrydelsen bliver begået eller forsøgt, med bøde eller fængsel indtil 3 år.

3 år for at have kendskab til folk, der planlægger nogle af ovenstående forbrydelser.

Synd for den fine straffelov, at den ikke rigtigt tages alvorligt.

Lov og ret

Vi er et skikkeligt folkefærd med en skikkelig retspraksis. Tyven har også ret. Og voldtægtsmanden, forræderen, oprørslederen, selv morderen. Det perifere perspektiv er vigtigt: undtagelsen, den skæve, den fortabte.

Nogen mener endda, at det er deres demokratiske pligt at forhåne og nedgøre nationen, staten, lovgiverne, ordensmagten, majoritetsbefolkningen, sædeligheden.

Den almindelige antagelse er, at der ikke eksisterer nogen sædelighed i Danmark. Vores individualiserede orden har mistet al sans for den slags. Der er ingen regulering, ingen orden, ingen fælles basis. Vi lever i et moralsk tomrum, hvor den kristne tro er opløst og hvor islam for sit indre øre mener at høre os kalde: giv os en ny mening med tilværelsen, giv os en ny civilisation. Det ser ud til, at flere religiøse overhoveder ser lidt ens på den sag. De betragter den frie verden som en ko, der har tabt kalven. Hvem kan nu bedst befrugte os én gang til, den slags bekymrer paver og stormuftier.
Men her tager de katolske og islamiske overhoveder meget fejl. Vi har en perfekt samstemt social orden, baseret på frihed og humanisme. Vores styrke er ikke integration og sammenrøring, men diffentiering og adskillelse; ikke kollektivisering, men individualisering; ikke tvang og ensretning, men frihed og autonomi. Virker det? Se dig omkring.

Vores sædelighed er baseret på moralske individer, ikke på moralske leveregler eller moralske autoriteter. Hvis man ikke selv er en moralsk individualitet, så kan man ikke se, at den moralske individualitet findes. Man kan kun se den tomhed, som man selv ville rumme, hvis ens leveregler og autoriteter blev taget fra én: hærg, knep, stjæl, slå ned, tru! Er man selv så luset en individualitet, så ser Vesten tilsvarende luset ud. Hele den fabelagtige orden, vi har, ser tilfældig og ufortjent og falsk ud. Og vestens perspektivister ser med og siger, at de selvfølgelig godt kan se, hvad u-individet mener.

Men hvis man vil leve i den moderne verden, så må man lære. Moderne sædelighed er gjort af samme stof som fenrisulvens lænker, og den er lige så stærk. Den er gjort af den støj, kattens ben gør, af kvindens skæg, bjergets rødder, fiskens ånde og fuglens spyt. Den er gjort af intet. Af frihed. Og den virker.

Vi har en nagelfast sædelighed i Danmark, bild jer endelig ikke andet ind. Den er til og med nedfældet klart og kontant i vores grundlov og i vores straffelov. En hurtig gennemlæsning viser, at loven udtrykkeligt forbyder og straffer stort set alt, hvad der plager os i dag. Vi skal bare bruge den.

fredag, september 22, 2006

Irak

Her kommer en svær én: Hvad er læren af situationen i Irak? Hvad er læren af det, der skulle have været en befrielse, men som foreløbig er endt i dyb fattigdom, terror, lovløshed, vilkårlige mord, systematiske henrettelser, trusler, fordrivelser, bortførelser, et sandt Hobbesk mareridt*?
  1. At irakerne har bedst af en hård hånd, fordi de ikke er kulturelt modne til at leve som frie mennesker i et demokrati?
  2. At irakerne er onde? Menneskehedens pittbull terriere?
  3. At skal man gå i krig, så skal man gøre det færdigt, altså nedkæmpe fjenden, inden man går i gang med freden og genopbygningen?
  4. At etniske og religiøse grupperinger ikke kan leve sammen, men må have hver deres nationalstat, således fx sunnier for sig, kurdere for sig, shiamuslimer for sig?
  5. At vi skulle have blandet os helt udenom, hvilket bringer os tilbage til 1?

Nogen bud? Jeg er selv meget i tvivl. Det eneste, der ligger fast er, at hvis vi trækker os tilbage, så er Helvede for alvor løs. For det er ikke så meget amerikanere og irakere, der slår hinanden ihjel dernede. Det er irakere, der slår irakere ihjel. I stor stil.

*) Hobbes´ mareridt i "Leviathan" er borgerkrigen: "during the time men live without a common power to keep them all in awe, they are in that condition which is called war; and such a war as is of every man against every man.[...] In such condition there is no place for industry, because the fruit thereof is uncertain: and consequently no culture of the earth; no navigation, nor use of the commodities that may be imported by sea; no commodious building; no instruments of moving and removing such things as require much force; no knowledge of the face of the earth; no account of time; no arts; no letters; no society; and which is worst of all, continual fear, and danger of violent death; and the life of man, solitary, poor, nasty, brutish, and short".

tirsdag, september 19, 2006

Godt!

Muslimske kvinder fra fire kvinde-beskæftigelsesprojekter (!!) var til møde med Odense Kommune og Odense Politi i mandags. Formålet var at forklare om grundprincipperne i det danske retssystem og forløbet i forbindelse med terror-anholdelserne i Vollsmose.

Og tænk sig, kvinderne kom glade og strålende ud fra mødet. De sagde (efter hukommelsen): "Det passer slet ikke, at de unge er dømt allerede. Det passer slet ikke, at små børn blev anholdt. Det ér gået rigtigt og retfærdigt til".

Sværere var det ikke! Nu har vi ellers i uger hørt ekkoet af vestfjendtlige imamers storskryden om plantet materiale, anti-islamiske sammensværgelser og voldelige overgreb mod kvinder og børn. Hver gang, nogen rakte en mikrofon ud i Vollsmose, kom den samme sang. På islamiske fora finder vi den også.

Og så var det ikke sværere end bare at fortælle dem sandheden. Det er da en af de største og bedste nyheder i lang tid. Så synes jeg ligefrem, at der er håb.

Diskrimination

Hvordan sikrer muslimske friskoler sig, at de ikke kommer til at optage en masse danske elever, der kunne lave kuk i den gældende, islamiske verdensorden? De foretager skam ikke decideret etnisk diskrimination.

Hvordan gør de muslimske friskoler så?

De kræver da bare, at de små, nye børnehaveklassebørn skal kunne tale og forstå arabisk.

Friskoleloven.

mandag, september 18, 2006

Islams storhedstid i Spanien III

Står Europa over for en ny, spansk inkvisition?

Jeg mangler stadig sidste del af min spanske historie, faktisk den vigtigste del. Nu synes jeg ikke, at jeg har tid mere. Men det korte af det lange er, at med nye muslimske herskere og voksende muslimsk folketal med voksede politiske ambitioner, så voksede også problemerne mellem de kristne spanierne og de muslimske. Muslimernes opførslen blev stadig mere dominant og voldelig. De kristne gjorde oprør, først spredt, siden samlet; faktisk var der bestandig borgerkrig i samtlige 800 år, muslimerne havde fodfæste i Spanien. Der var aldrig fred, og der var bestandige, deciderede generobringskrige, indtil de sidste muslimske herskere blev smidt på porten i 1492.

Så var det slut. Fra d. 30. marts 1492 fik jøder og muslimer et ultimatum: konverter til kristendommen eller forlad landet.

Under muslimerne løj kristne og kaldte sig muslimer. Nu løj muslimer og kaldte sig kristne. Det var meget kompliceret. Var folk jøder? Var de skabsjøder? Skabskristne? Var de muslimer? Skabsmuslimer? Det var et virvar, og man havde navne for alle typer af variationer.

Der var meget for den spanske inkvisition at rydde op i. Hvem kunne man stole på? Hvem ville undergrave landet? Hvem ville adlyde kristne love? Hvem ville kun adlyde islamisk lov? Hvem løj? Hvem talte sandt?

Rationalet i den spanske inkvisition var ikke kun spektakulær religiøs nidkærhed, men oprydning efter en islamisk invasion. Det blev ikke mindre indviklet af, at muslimerne aldrig selv tog kvinder med, men tog de spanske. Hvad så med børnene? Hvor var deres loyalitet?

Det var selvfølgelig slemt. Storslemt. Man kunne have ladet muslimerne være. Som på Balkan. Og i Sudan og Somalia. Ja, som i hele Mellemøsten, som jo altså var kristent og jødisk og persisk og mange andre ting, før det blev islamisk (Tillad mig en vigtig ekskurs her: Så langt som civilisationen går tilbage, har middelhavslandene været centrum for den ene store civilisation efter den anden. Det var i de områder, tingene skete: der fandtes ikke rigere og mere veludviklede områder end de områder, som islam erobrede dengang. Man plukkede verdens metropoler; romernes, persernes, hellenernes gamle hovedbyer: Damaskus, Alexandria, Bagdad/Ctesiphon, Konstantinopel. Alle tyvstjålne metropoler, som andre civilisationer har grundlagt. Med det arabiske imperium skete så til gengæld det, der aldrig før var sket. Udviklingen i de sydøstlige middelhavslande gik i stå. De civilicatoriske kræfter forlod det område, de altid havde blomstret i. Fra at være verdens hjerne blev dette område til verdens r**, som tyskerne siger. Når man siger, at islam har en glorværdig fortid, så er det faktisk mere korrekt at sige, at civilisationen har en gjorværdig fortid i de områder, som islam underlagde sig).

Det kristne Spanien kunne have føjet muslimerne og ladet Spanien blive en del af den islamiske verden, hvorfor ikke.

Men det gjorde man ikke. I 1609 smed spanierne hele den muslimske befolkningsgruppe på porten. Hvad ved jeg, den fredelige sameksistens har vel ikke kunnet lykkes, og inkvisisionen har åbenbart heller ikke fungeret efter hensigten.

For den spanske inkvisition var det kristen loyalitet, man ville opnå. For vor tids Europa er det demokratisk loyalitet, vi gerne vil sikre os fra vore muslimske indvandreres side. Men vi står over for akkurat samme grundproblem. Vi hader problemet, men vi hader endnu mere problemets løsning. Det samme må spanierne have gjort. Der er over 100 år mellem inkvisitionen fra 1492 og den endelige udvisningen af maurerne i 1609. På et tidspunkt har man ganske enkelt opgivet at få muslimerne til at blive en harmonisk del af det spanske samfund.

Det var slemt, storslemt, storpinligt. Til gengæld blev Spanien hverken et Balkan, et Armenien, et Sudan eller et Mellemøsten.

Anyway, det bliver spændende, når vi skal i gang med den samme demokratiserings- og forsoningsproces. Lad os håbe, at vi har mere held.

Michael Jalving knytter de to epoker i en artikel i dagens berlingske.

søndag, september 17, 2006

Fogh, my man

For mig er en liberal indstilling fuldt forenelig, ja uløseligt knyttet til eksistensen af en nogenlunde robust fordelingsinstans, en velfærdsstat. Den giver effektiv frihed og bevægelighed til os alle sammen, som jeg skrev på Punditokraternes tilrøgede herreværelse for nylig:

"Jeg er simpelthen nødt til at minde jer om, at hvor manden frihed nok er styrtdykket med velfærdsstaten, er kvindernes samtidig røget helt i top. Hendes arbejdskraft var før ganske gratis og usynlig. Skatten var lav, til gengæld måtte manden altså forsørge konen og børnene. Alt i alt havde manden det samme tilbage til sig selv. Men jo, han var herre i eget hus, og gav kun pengene fra sig helt frivilligt. Han var fri.

Til gengæld var den forsørgede hustru jo altså ikke herre i eget hus. Hun var holdt, afhængig som hun var af hans penge. Det var ikke så godt, for allerede dengang var der jo kvinder, der vinkede farvel til manden om morgenen, lukkede døren og bad en lille bøn om, at han måtte falde død om.

Nu håndterer staten uddeling af husholdningspengene. Ikke bare i form af overførselsindkomster, men i form af lønnede jobs i reproduktionen (pasning, undervisning, rengøring). For penge, kvindens helt egne penge.

Der er også en anden vigtig ting. Den gamle model pressede et stort behov for moral ned over alle medvirkende. Ellers ville systemet kollapse. Forladte kvinder, børn og ældre ville sulte. Velfærdsmodellen giver frihed. Den giver langt større spillerum for individuelle livsformer. For alle parter.

Velfærdsstaten er et udmærket kvindeligt princip. Den skal beskæres til det halve, men grundideen er rigtig glimrende" (Punditokraterne 31.08.06).

Fogh brugte netop samme argumentation i et interview i Weekendavisen 15.09.06., hvor han imødegår anklagerne om socialdemokratisme:

"Den moderne liberalisme tager sit afsæt i, at fællesskabet faktisk kan bruges til at skabe mere frihed og flere valgmuligheder. Det nye Venstre står blandt andet for, at en dynamisk og velfungerende offentlig sektor skaber frihed til at bestemme over sit eget liv og i øvrigt også bidrager til at skabe en bedre konkurrenceevne i det danske samfund.

Vi skal ikke så mange år tilbage, før det for eksempel i visse liberale kredse var omdiskuteret, om det overhovedet var det offentliges opgave at sørge for, at folks børn blev passet. Børnene var familiens ansvar, og hvorfor skulle det offentlige blande sig i det. Det var lidt artsfremmed, og børnene havde måske heller ikke så godt af det. Det nye Venstre står for, at det faktisk er en rigtig fornuftig ting, at vi i fællesskab har organiseret børnepasning. Det giver mere frihed og flere valgmuligheder. Og i forhold til det traditionelle familiemønster må man jo sige, at ikke mindst kvinderne har vundet frihed ved den måde at organisere børnepasning på. Samtidig giver det fleksibilitet på det danske arbejdsmarked, fordi det gør det lettere at komme ind og ud af arbejdsmarkedet, hvis der er nogen, der tager sig af børnene". (Weekendavisen 15.09.06).

Jeg er svært godt tilfreds med min statsminister. For kvinder har det høj prioritet at etablere en kompleks social orden, der sikrer tryghed til dem og deres yngel, også hinsides den tryghed, som deres overskudsdelende partner kan give. Kvinder opfandt moral og samhørighed for at få deres store knægte og mænd til at forstå, at de skyldte at dele deres fangst med kvinder, børn og gamle. Da de fik mere overblik over tingene, opfandt kvinderne velfærdsstaten, for så kunne de faktisk også slippe for selve manden :-) Og hvis stenalderliberalisterne bliver ved med deres vrøvl, så opfinder kvinderne en test, der kan identificere dominante liberalistgener i fosterstadiet. Så kommer I slet ikke til verden. Quid pro quo.

Generation Biedermeier

Jubii, vi har en intelligentsia! Læs læs Anders Rasmussens kronik "Generation Biedermeier" fra Politiken 17.09.06. Om radikale kernevælgere.

Via MrAndersson.

lørdag, september 09, 2006

Demokratisk islamisme

I sig selv er der ikke noget i vejen med -ismer. "-isme er et suffiks, der bruges til at danne navneord, der som regel betegner større, holdningsprægede tankesystemer, ideologier eller overbevisninger" (Wikipedia). Disse kan være gode eller onde, retfærdige eller uretfærdige, realistiske eller urealistiske, hensigtsmæssige eller uhensigtsmæssige, gennemtænkte eller ugennemtænkte. Alting kommer an på indholdet.

Islamisme kunne altså i teorien være en glimrende ting. Hvis islam er godt, er islamisme også godt. Kun hvis islam er et problem, er islamisme et problem.

Hvad udbredelse af -ismen angår, kan man grundlæggende skelne mellem voldelige/illegale midler og ikke-voldelige/demokratiske midler. Vi kunne så i dette tilfælde skelne mellem voldelig islamisme og demokratisk islamisme.

Begrebet voldelig islamisme dækker over trusler, vold, terror med henblik på at realisere islamisk samfundsindretning gennem en revolutionær proces. Det er decideret kriminelt, og har ikke mange fortalere.

Begrebet demokratisk islamisme dækker over politisk argumentation og pression samt ikke mindst demografisk "oprustning" med henblik på at realisere islamisk samfundsindretning gennem en evolutionær proces. Denne position er ikke kriminel og synes overordentligt udbredt blandt muslimske debattører, imamer og foreninger (en markant afvigelse fra denne position er foreningen Demokratiske muslimer, der på trods af navneligheden har et ganske andet projekt, funderet i det liberale, vestlige demokrati).

Når vi skal vurdere disse positioner, skal vi dels vurdere deres mål, dels deres midler. Vi kan hurtigt konstatere, at den voldelige islamiskes midler er uacceptable, mens den demokratiske islamismes midler er acceptable.

Det er naturligt, at vold/ikke-vold aspektet fylder meget i bevidstheden i en trusselssituation. Der fokuseres meget på, hvor på skalaen mellem ekstrem og moderat, islamismen befinder sig, og hvilke mekanismer, der skyder islamismen den ene eller den anden vej. Det er naturligvis både interessant og relevant, men det er ikke noget, der bringer klarhed over, hvordan vi skal forholde os til islamismen som ide.

Er islamisme en god ide eller en dårlig ide? Det spørgsmål slipper vi ikke for at diskutere.

Det siger sig selv, at hvor retssystemet sagtens kan håndtere voldelige islamister, så beskytter samme retsvæsen den demokratiske islamisme. Demokratiet lægger ikke hindringer i vejen, hvis en stor befolkningsgruppe på et tidspunkt måtte ønske at stemme islamismen til magten - eller måske i første omgang bare føje den lidt, evt. af frygt for voldelige islamister.

Jeg har et fromt ønske: at danske medier mm. efterhånden får så stor overblik over problemstillingen, at de bevæger sig fra at anvende demokratiske islamister som uvildige eksperter i voldelige islamister - til at gå direkte i flæsket på de demokratiske islamister om, hvad det i grunden er for et samfund, de selv har i tankerne. Altså at de begyndte at tage dem alvorligt.

torsdag, september 07, 2006

Spin

Som sagt er videnssamfundet forlængst afgået ved døden. Vi lever i et spinsamfund, hvor vi ikke længere taler om virkeligheden, men kun om, hvordan vi taler om virkeligheden.

Således var det ingen nyhed, at man anholdt 9 mulige terrorister i Vollsmose. Den egentlige historie var naturligvis, hvad denne anholdelse vil komme til at betyde for Vollsmoses muslimer. Det måtte en opmærksom og vel også småbekymret befolkning høre på hele dagen: Hvilke forestillinger ville dette signal plante i danskernes bevidsthed..? Hvad ville denne omtale betyde for integrationen, dvs. for muslimernes image?

Danskerne gelejdes væk fra kendsgerningerne og vikles ind i et spincirkus, der jonglerer mulige verdener rundt sammen med faktiske, som om det hele var en leg. Man kan være forvisset om, at efter en masse hurtige bevægelser, så er det sørme fredelige danskeres skyld det hele, fordi vi bruger vores hjerne til at samle og ordne oplysninger, hvilket man kalder at dæmonisere.

Med juraprofessorer og PET-folk rundede man også spørgsmålet om yderligere forholdsregler over for terrortruslen. Ikke i relation til borgernes sikkerhed, men i relation til, hvilke signaler sådanne forholdsregler ville sende til potentielle terroristspirer, og hvilke ideer man således risikerede at sætte i bevægelse. Deres aggressioner er vores skyld, som tidligere PET-mand Hans Jørgen Bonnichsen lod forstå.

Til P1 sagde juraprofessor Eva Smidt, at hun ikke vidste af, at dansk politi havde afværget en terrororganisation. Et slag i ansigtet på politiet med henvisning til, at der jo ingen domfældte var endnu. Det kan og vil venstrefløjen så grine højt af. For så er det hele nok slet ikke sket, og man har vel strengt taget ikke afværget noget som helst.

Veloplagte danske imamer,
good cops, benyttede også lejligheden til at få lidt mediedækning for den gode sag:"Jeg er bange for, at der kan ske et terrorangreb i Danmark, fordi der er danske soldater i Irak, og jeg er bange for, hvad Al-qaeda kan finde på, hvis ikke Danmark trækker sine tropper hjem", lød det fra Vollsmose-imamen Abu Bashar, i hvis moske flere af de unge mennesker har deres daglige gang (Berlingske7/9-06). Ingen havde tilsyneladende lige googlet ham inden dagens mange optrædener.

På Danmarks Radio 5/9 sad Jersild og viftede med Pittelkovs og Jespersens nye bog foran Khader: "Er det den slags tegneserie-opdelinger, vi skal ud i?", spurgte han med henvisning til bogens titel "Islamister og naivister". Det sagde han, en offentligt ansat journalist.


Efterfølgende havde Jersild Abdul Wahid Pedersen i studiet, der som en verdensmand fik lov at sidde og vejlede danskere i, hvad de kan gøre for at afhjælpe situationen. Man må jo forstå, at den virkelige fare består i, at ekstremistiske danskere står på spring for at misbruge historien i deres dagsorden imod muslimer. Ham var der heller ikke lige tid til at google.

Min søster, som ligger et godt stykke til venstre for mig rent politisk, gjorde denne nøgterne iagttagelse om mediedækningen af terroranholdelserne: "Peter Skaarup var faktisk den eneste, der snakkede som om det virkelig var sket".

Inden man har kløet sig selv i nakken, har medierne gjort danskernes frygt og fordomme og forholdsregler til det egentlige problem. Vi slukker for PRAVDA med vantro og væmmelse. Har de da slet ingen hukommelse? Har de slet ingen analytiske evner? Den aften mistede Danmarks Radio endegyldigt sin troværdighed i mine øjne.

Da vi så havde stiftet bekendtskab med "sikker chat-ekspert" Rudy Frederiksen på TV2, jamen så var der jo ikke andet at gøre end at gå ud og kaste op over statslige eksperter og den store eller lille mængde af tillid, vi trods alt har haft til dem. Aldrig mere. Slut. Helt slut.

We´re on our own.

søndag, september 03, 2006

Afskaf!

En socialistisk vinkel vil altid have to forskellige læsninger af menneskelige forhold, to helt forskellige sæt af psykologier. Man ser de stærke og de svage som to væsentforskellige grupper, der haler i hver deres ende af tovet. Hvad de svage angår, ser man aldrig på motiver, men kun på årsagerne til, at de er endt i gamet som stakkels modtagere. Hvad de stærke angår, stiller man derimod helt skarpt på motiver: hvad ligger der bag, når de ikke vil hjælpe de svage?

"Ja, det er det klassiske liberale dilemma: skal man vælge strategien kold i røven (ulighed er godt) eller ondt i røven (vil ikke brødføde de fucking tabere)?" Som Marianne så rammende formulerer det under forrige indlæg.

Med andre ord: er det kynisme eller er det gerrighed, der motiverer de liberale? Er de onde eller er de grusomme? Man gør de stærke til det politiske problem, selvom de med pæn god vilje betaler en meget høj skatteprocent og lever som dukse hele deres liv.

Ofre har ikke motiver. De er faktisk dårligt nok agerende subjekter med vilje og forstand. Det er her, vejene skilles. En liberal grundholdning er, at alle udvikler motiver. De kan være gode eller dårlige, men de matcher altid i en eller anden forstand det omkringliggende samfund.

Velfærdsstaten skaber et usundt system af hjælpere og ofre i gensidig afhængighed. Den liberale pointe er ikke så meget, at liberale ikke vil betale for det, men at velfærdsstaten er ulideligt omklamrende: enerverende, ydmygende samtaler med socialrådgivere om hvordan det dog skal gå med én; udsigtsløse møder på arbejdsformidlingen; kompetenceudviklingsplaner, hvor man selv og en skrankepave tvinges til at underskrive udkast til, hvordan man har tænkt sig at leve sit liv; rådgivere og konsulenter, der invaderer ens private hjem; kampagner og brochurer om tandregulering, inkontinens og Images of the Middle East; procesorienterede processer, vejledning i vejleding, udviklingsmidler til udvikling af udvikling; racismeovervågningskontorer, fængselsimamer og indvandrerkonsulenter; Danmarks Radio og hele statsvældet er én lang, løbende bekymringssamtale, der spærrer udsynet til den virkelige verden og kastrerer folks evne til at hjælpe sig selv.

Det har taget lidt overhånd. Vi kan jo godt selv sætte det ene ben foran det andet.

Skattelettelser

At føre liberal politik med en socialdemokratisk sindet vælgergruppe er som at fiske. Hiver man for hårdt i linen, hopper vælgerne af krogen. Faktisk skal man helst holde så let på linen, at fisken nærmest af sig selv bevæger sig i den rigtige retning.

Det eneste, der for alvor kan få et bredt felt af vælgere til at ønske skattelser, er at der er udsigt til, at de aldrig får dem og at der ligger noget lusket bag. Venstre er oppe mod nogle massive, defensive forestillinger i befolkningen, når det gælder liberale ideer. En milimeter i liberal retning udskriges som var der tale om øjeblikkelig indføring af sultende børn og hærgende, lovløse bander over hele landet.

Men forsvinder det liberale træk i linen - som det jo gør, når det liberale parti fører socialdemokratisk politik - så rykker modsætningsforholdet mellem frihed og tryghed ind i vælgernes egne hoveder i stedet for. Vælgeren korrigerer for ubalancen ved selv at lade liberale ideer vokse frem. En socialdemokrat kan sagtens genoverveje forholdet mellem ansvar og støtte, frihed og tryghed. Det kan vi alle. Men kun, når paraderne er nede og de vilde fjendebilleder er væk. Det arbejder regeringen hårdt på at opnå. Er det så slemt?

For alle kan være med: strengt taget behøver vi måske ikke betale 60 procent i skat for at lade befolkningen omklamre på enhver tænkelig måde. Det kan blive for meget for os alle sammen. Måske kunne vi løsne bare et enkelt af de mange sikkerhedsnet for lige at pege på, at man grundlæggende har en vægt, som man så vidt muligt skal bære selv.

De fleste af os kan godt undvære skattekronerne. Vi er jo mirakuløst rige. Der kan ikke skabes en stemning for skattelettelser bare for skattelettelsernes skyld. Skatteydende danskere føler sig alt for priviligerede til at ville kratte brødet ud af munden på fattige familier for at få en skattelettelse. Så længe diskussionen handler om skattelettelser, kommer den ikke ud af stedet. Den savner moralsk legitimitet.

Lad os i stedet få en snak om, hvad det offentlige bruger alle de mange rare penge til. Lad os få en snak om de sindrige mekanismer, med hvilke det offentlige regulerer sig selv, så det ikke bare vokser og vokser langt ud over det formålstjenstlige. En af de ting, vi nok får øje på, er at det offentlige ikke er fantastisk god til at regulere sig selv, det vokser bare i alle retninger. Det skærer ikke sig selv tilbage hvert år, tværtimod vokser der stadig nye problemer med tilhørende nye hjælpeformer ud. Sådan er skatten steget fra 20 til 50 procent. Ved hver eneste finanslov er det offentlige igen smertefuldt ved at sprænge urtepotten og vil have mere plads.

Altsammen under forudsætning af, at invider ikke er selvbevægelige, men grundlæggende helst skal skubbes frem. Men det er lige præcis her, den liberale ide har et værdigt og klogt modspil: stil folk de rette betingelser, undgå al unødig omklamring, og lad folk drive sig selv. Det er enkelt og virksomt.

Det er ikke skatten i sig selv, der er problemet. Skatten er et afledt problem af en socialistisk pædagogik i det offentlige. I stedet for at lade den fede mand gå selv og derigennem tabe sig lidt, så ruller man ham hele vejen. Det bliver han hverken lettere eller friskere af, så der skal flere og flere hænder til. Og hvor værdigt er det for ham selv?

Den nuværende situation er, at det meste af befolkningen ser det politiske valg som et valg mellem at lade ham ligge eller rulle ham rundt. Men pædagogik er mange ting. Der findes også liberal pædagogik. Den skal bare plejes og opdateres.

fredag, september 01, 2006

Monsterkvinder

Åh nej. En lesbisk kvinde har forklædt sig som mand i et år, og det viser sig at være et forfærdeligt liv. De lider derinde under jakkesættets panser.

Godtnok slipper manden afsted med at sige "og en pose" i stedet for "og mon ikke.. - jo, jeg må nok hellere lige bede om en pose også, hvis du har det, bare en enkelt, tak skal du have". Ingen forventer, at han er en omvandrende undskyldning for sig selv. Han er, i egen selvforståelse, aldrig til ulejlighed.

Men som mand kunne hun fx ikke få lov at snakke. Mænd taler simpelthen meget, meget mindre. Så få ord, at man som kvinde er ved at eksplodere over ikke at kunne sige mere.

Som mand blev man heller ikke spiddet af andres blikke. Man kunne spankulere ned ad gaden som ét stort øje og opleve, at andres blikke søgte væk. Man var ikke objekt mere, de andre var.

Men det var en svært at date, for mænd får frygtelige afslag, nådesløse afslag. Indlod kvinderne sig endelig på en date, snakkede de kun om sig selv og deres skuffelser. Manden interesserede dem kun som rekvisit og leverandør. De svulmede af et nag, som man som mand ikke synes, man kan gøre for.

Efter et år som mand var det tid til mandeterapi. Her sad de så, familiefædrene. Deres helt er ikke Rambo eller Voltaire, det er Atlas, der bar verden på sine skuldre:

"Det er sådan, en tømrer eller en bankfunktionær ser sig selv; familieforsørgeren, der skal holde det hele sammen, bære alt og beskytte kvinder og børn. Uden tak, uden anerkendelse, uden pauser og under en konstant strøm af krav og bebrejdelser."

Det værste var at opleve, hvor ydmyge mændenes krav egentlig var: "De finder det kun rimeligt, at de skal beskytte kvinder og børn; de ville bare gerne have lidt anerkendelse af indsatsen og måske ret til et svagt øjeblik en gang imellem. Nogle af dem hader deres kone, mange af dem hader deres mor - og de sørger uden undtagelse over, at de aldrig har kunnet tale med deres far" (Anne Knudsens anmeldelse af Norah Vincent "Selfmade man. My year disguised as a man", Weekendavisen 1/9-06). Hun skriver, at man skal læse den i stedet for 10 romaner, og måske skulle man det.

Vi bladrer, og der er mere:

"Danske kvinder har en meget kastrerende adfærd over for deres mænd. De nedgør ham, de håner ham, de underkender ham. Sarkasmer vælter ud over ham. Jeg er målløs over, at danske mænd har så lang en lunte" (Joakim Jacobsen: "Et tøffelheltekvad". Weekendavisen 1/9-06).

Et absolut læseværdigt internview med Bertill Nordahl i anledning af en ny bog, hvis titel ikke fremgår.
Joakim Jacobsen rykker fortroligt længere og længere frem i stolen under denne mand-til-mand-snak; "Hva så, øhm hva, hvad faen kan man, tror du.. hvad skal man gøre"?

Ifølge Nordahl har kvinder overtaget mandschauvinistens rolle. Det er hende, der kommer hjem og skælder ud over, at intet er gjort godt nok. Det er hende, der tyranniserer hele familien og souverænt træffer alle afgørelser. Hvad gør manden, han forsøger at please kvinden fra han bliver født til han dør. Hvad gør kvinden, hun hamrer løs på ham med god samvittighed, fordi hun ser sig selv som offer og manden som en tyrannisk type patriark, som dårligt findes mere. Kvinder skulle skamme sig, siger Nordahl, skamme sig, men det er nu alligevel mandens egen skyld:


"En mand får den kvinde, han fortjener, hvis han ikke forstår at trække sin grænse over for hende. Og jo mere vattet og skvattet en mand er, jo mere monsteragtig bliver hans kone".

Det vidste vi godt, piger. Nu ved mændene det også. Åh nej.