søndag, oktober 22, 2006

Venstreorienterede forskere

Jeg troede, at alle kendte til danske akademikeres politiske slagside, men nej, Raapil vil have mig til at dokumentere det. Det gør jeg gerne.

Det er naturligvis ikke et fænomen, man har forsket i :-)

Men en undersøgelse fra Index Danmark/Gallup har vist følgende resultat:
  • SF og Enhedslisten havde opbakning fra 29,7 % af magistrene
  • 23,3 % stemte på Socialdemokratiet
  • 18,9 % på Det Radikale Venstre
  • Venstre havde opbakning fra 11,8 %
  • Dansk Folkeparti fra 0,2 % af magistrene
Kilde: Magisterbladet nr. 11 (12. juni 2003)

Den islamiske etik og terrorismens ånd

Den vestlige kulturkreds er så forsigtig i sin islamkritik, at den er tæt på at være værdiløs. Fx er der sat 10 mio. kroner af til at undersøge terroristers biografiske forhold, altså hvilke psykologiske og sociale faktorer, der kan have ført disse enkelte individer til radikalisering. Man spørger sig selv: er sådanne forskere onde eller er de dumme?

I den kronik, der oplyste mig om ovenstående forskningsprojekt præsenteres nogle tilsvarende undersøgelser af, hvilke psykologiske og sociale baggrundforhold, der kendetegnede de enkelte nazister fra 2. verdenskrig. Der er det ene, der er det andet. Småting. Tilfældigheder.

Glem det dog. Glem alt om det.

Undersøg ideerne! Undersøg islam, undersøg nazismen. Det hele ligger der, også den individuelle psykologi.

I kender måske Webers klassiker "Protestantismens etik og kapitalismens ånd". Hvor bliver "Den islamiske etik og terrorismens ånd" af? Den er der ingen, der vil skrive. Man vil ikke beskæftige sig med at finde de sammenhænge og linier, som der jo nok er - af lutter skræk for at komme til at identicere islam og terrorisme, hvad det jo selvfølgelig heller ikke handler om. Men selvfølgelig er det en overvejelse værd, om ikke en religion, i hvis hellige tekst krigen er et helt centralt tema, skulle have en lille smule med tilhængernes mange konflikter at gøre. Det er også ret let at få øje på andre bærende principper, der på godt og ondt har en effekt, fx autoritetstroen, der vel er det absolut bærende princip i islam. Men nej, men vil ikke røre ved det. Vi er på analytisk katastrofekurs, i bund og grund fordi det danske forskningsmiljø er så venstreorienteret.

Det er først og fremmest de frafaldne muslimer selv, der går frisk til fadet. Følg fx med på Faith Freedom, der præsenterer sig selv sådan her:

"Faith Freedom International is a grassroots movement of ex-Muslims. Its goal it to unmask Islam and show that it is an imperialistic ideology akin to Nazism disguised as religion and to help Muslims leave it, end this culture of hate caused by their "us" vs. "them" ethos and embrace the human race in amity. We strive for the unity of Mankind through the elimination of the most insidious doctrine of hate".

Sådan. Lige ud ad landevejen.

lørdag, oktober 21, 2006

Hal Koch: Hvad er demokrati?

I 1945, mens Europa lå smadret omkring ham og demokratiet kun med vold og magt havde sejret over nazismen, satte den 41-årige professor i kirkehistorie Hal Koch sig ned og skrev bogen ”Hvad er demokrati?”. Den bog skulle gå hen og blive et nationalt klenodie, og hvad enten Ulrik Høy bryder sig om det eller ej, så er den en del af den danske demokratikanon. Så lad os læse den.

Vi starter et grimt sted: I 30´erne havde der i Europa været bred enighed om, at demokratiet havde udspillet sin rolle. At være demokrat var at have knyttet sin skæbne til en døende sag, skriver Koch. Nu i 1945 lød det, at enhver, som ikke var demokrat, var en politisk forbryder. "Den, der ville være ondskabsfuld, kunne måske anstille følgende overvejelse: hvis det nu var blevet tyskerne, der havde fundet atombomben, og hvis krigens lykke var blevet en helt anden, så ville man vel have været lige brændende i troen og have svoret lige mange dyre eder til demokratiet fane?" (s. 8-9). Hykleriet var betragteligt.

Koch rasede mod efterkrigsopgøret, bla. i bogen "Jeg anklager rigsdagen", som han skrev på få dage i 1947, og hvori han rettede et hårdt angreb mod de politikere, hvis demokratiske virke han havde risikeret sit liv for at beskytte: "Hvordan kunne de med god samvittighed få sig selv til at vedtage love, der dømte handlinger, de selv havde givet grønt lys for?" (s. 109). Det demokratiske sindelag i efterkrigstidens Danmark lod en del tilbage at ønske.

Koch risikerede sit liv. Vil det sige, at han var modstandsmand? Slet ikke, han var imod modstandsbevægelsen. Koch kæmpede ikke primært mod tyskerne, men mod de indre kræfter i Danmark, der talte demokratiet ned og de effektive, maskuline, autoritære systemer op.

Kaj Munk, der hyldede Hitler i en sommertale på Niels Bukhs idrætshøjskole i Ollerup i 1940, havde planer for, hvordan man skulle gennemorganisere det danske ungdomsarbejde under Niels Bukh som ungdomsminister. Hal Koch fremhævede heroverfor den frie, Grundtvigske folkeoplysningstradition, som var baseret på alt det modsatte: frivillighed, folkelighed, lokale kræfter, der samledes på eget initiativ. Koch blev valgt som frontfigur for Dansk Ungdomssamvirke. I kampen om sjælene måtte det frie foreningsliv jo have en talsmand, der kunne matche Munk og Bukh. Og det kunne han.

For Koch var det ikke det kulturelle, det nationale, folket skulle samle sig om. Det skulle samle sig om det politiske. Hans sigte med formandsposten for Dansk Ungdomssamvirke var ikke apolitisk: ”Man har stærkt understreget, at D.U. er upolitisk. Det er efter min mening en farlig tale. Hvis D.U. bidrager til at afpolitisere ungdommen, samtidig med at man øger nationalfølelsen og stimulerer sportssansen, vil D.U. medvirke direkte til en nazificering af dansk ungdom […] Hellere ville jeg sige det modsatte: D.U.´s opgave er at politisere ungdommen. Ordet betyder da: at vække interessen og kendskab til staten og det offentlige liv, således at ansvarsfølelsen vækkes” (her ifølge Ove Korsgaard: Kampen om folket, s. 449-450).

På Københavns Universitet holdt Koch i 1940 en række Grundtvigforelæsninger, der fik overvældende tilstrømning. Samtidig drog han rundt i landet fra forsamlingshus til forsamlingshus. Hans yndlingsemne - ud over Grundtvig - var Valdemarstiden, hvorom han sagde: "Det er så aktuelt, at man dårligt ved, om man tør lade begivenhederne tale deres klare sprog".

Ved valget i 1943 havde Kochs mange foredrag ifølge bogens forord hovedæren for, at demokratiske partier fik over 90 procent af stemmerne, mens de autoritære partier led store nederlag. Ingen politiker havde så godt et greb i befolkningen som han havde. Det siger derfor sig selv, at Hal Koch ikke var populær hos tyskerne. Dagen efter, at den danske regering gik af, blev han interneret i Horserødlejren. Han var siden udsat for attentater og dramatiske forfølgelser. På befrielsesdagen lå han kvæstet på et hospital.

Det bliver langt, dette her. Men der lå han altså, på et hospital, med Europas murbrokkerne regnende om ørerne. Mens andres sympatier svingede fra demokrati til fascisme og tilbage igen, insisterede Koch stadig på det samme: Magt er ikke ret. Magt er ikke ret.

Hvad er demokrati?
Hal Koch var ingen blind tilhænger af demokratiet. Han erkendte dets fejl og mangler. Men demokratiet var for ham den livsform, der bedst muligt hjælper mennesket frem mod det gode og det retfærdige i en uafsluttet og uforudsigelig historisk proces. "Demokratiet kan aldrig sikres - netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der ikke erhverves én gang for alle, men som skal bibringes hvert nyt slægtsled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet" (s. 13).

Demokratiets styrke er ikke, at det er baseret på flertallets vilje. Platon lærte os, at et flertal kan ledes på afveje med retorisk snilde. Gennem dialektisk bearbejdning - diskussion - kan det blive lidt bedre. Man kan måske finde frem til et kompromis, eller bedre: enighed. Men selvom flertallet gennem alle korrekte demokratiske processer følger sin ærlige overbevisning, er det ikke nok: "Om så 99 procent af jordens befolkning er således indstillet, vil antisemitisme i den form ligefuldt vedblive at være forbryderisk og uforenelig med demokrati" (s. 21). Folk kan være frygtelig, frygtelig gal på den. Det vigtige er – det vidste Sokrates – at holde tvivlen flydende: ”I et demokratisk samfund indrømmer man, at alle afgørelser er relative, kun tilnærmelsen til det rette, og derfor hører drøftelsen ikke op” (s. 25). ”Det autoritære trav kan altid kendes på dette: om man er villig til at tale om tingene eller ej” (s. 27).

Når demokratiet trods sine fejl og mangler alligevel er den bedste vej at gå, er det fordi dets væsen er bestemt ved "samtalen, forhandlingen, ved den gensidige respekt og forståelse og ved den heraf fremvoksende sans for helhedens interesse" (s. 23). Det afgørende er, at modpartens synspunkter "bliver én et problem" (s. 24). Ifølge Koch er det den kristne accent på næsten, der sætter sig igennem i denne del af den demokratiske bevidsthed.

For Koch løber to strøminger sammen i det europæiske demokrati: den demokratiske, humanistiske, tvivlende arv fra Athen - og den kristne, næstekærlige, syndsbevidste arv fra Galilæa. Ifølge begge er mennesket dette livs målestok, men det er ikke nogen god målestok. Hvad grækerne kalder tvivl, kalder kristendommen synd. Vi er ikke i stand til at sætte målet én gang for alle. Derfor skal vi være forsigtige, tænke os om og tale tingene grundigt igennem.

Altså ydmyghed. Alligevel kan der være behov for at have og bruge rå magt. Koch er ikke pacifist: "Der hvor vold og uret hæmningsløst ruller sig ud, må også demokratiet værge sig - og ofte værge sig med magt. [...] Nej, lige som det er øvrigheden pligt at sikre borgerne mod voldsmænd - at skabe et politi - således er det dens pligt at sikre landet imod voldsmænd udefra - at skabe sig en hær” (s. 30). En krig kan dog aldrig afgøre, hvem der har ret, men kun hvem der er stærkest. Kun demokratiet kan bringe os på sporet af det gode.

Man kan klage over, at demokratiet giver de ukyndige magt. Man kan anklage demokratiet for, at det er et magtspil, der frister magtmennesker og holder det intelligente, kundskabsrige menneske tilbage. Man kan pege på, at det slet ikke er folket, der bestemmer, men kun en lille flok mennesker i partiorganisationerne. Man kan bebrejde demokratiet, at det fører til ”en opportunistisk socialpolitik, der underbygger de ringere folkeelementers trang til at kræve i stedet for at yde” (s. 36). ”Og indrømmes må det, at det ofte er personlig ærgerrighed og snævre klasseinteresser mere end kærlighed til land og folk, der er drivkraften i arbejdet” (s. 37).

Alligevel kan ingen anden styreform gøre det bedre. ”Af den simple grund, at selv det mest degenererede demokrati trods alt bevarer den offentlige kritik og den frie presse. Så længe ordet og kritikken er frie, vil der altid være grænser for, hvor bedærvet et styre man kan få. Knægtes derimod ytringsfriheden, er disse grænser skyllet bort” (s. 39).

Et tilbageblik på dansk historie viser, at folket vokser ved den demokratiske opgave. Hal Koch ser det som Grundtvigs fortjeneste, at han omformede almuen til et folk (s. 44). Gennem folkeoplysning og folkeopdragelse blev ukyndige mennesker i stand til at deltage i det offentlige liv. Gennem det ansvar det er at være politisk medborger, opdrages folket til selvstyre. ”Det nås ikke på én gang; det nås i det hele taget ikke én gang for alle; det er en stadig levende opgave, lige vigtig for hvert nyt slægtled. Det er dette vækkende, oplysende og opdragende arbejde, der er det ubetinget vigtige i et demokratisk samfund, endnu vigtigere end det, der foregår i folketinget” (s. 46-47). Det folkelige oplysningsarbejde er ifølge Koch den eneste effektive indsats mod nazificering.

I det hele taget har Koch tillid til, at det menneskelige rationale slår igennem: døgenigten gider ikke stemme, men den vågne gør. Den folkeligt forankrede vinder tillid, manden med albuerne og kæbetøjet i orden gør på længere sigt ikke. Vi bliver ikke ført på afveje af uvidende mennesker, for folketinget har solid støtte i embedsmændene. Skulle det alligevel gå galt, så lyder straks en skånselsløs kritik fra de politiske modstandere. Det giver folket en politisk kontrol, som enevældige herskere kun kan drømme om.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det jævne folk er modent til det politiske liv svarer Koch med en syngende lussing: de luftige akademiske lag har været langt lettere ofre for agitation end de mere erfaringsbundne folkelige lag (s. 51). Den politiske umodenhed findes i høj grad i borgerskabet – og især hos borgerskabets damer. Det gjaldt også i tyskland, hvor det ikke mindste var kvinderne, der faldt for de nazistiske fraser (s. 53).

Social-demokrati
Vi slipper ikke for at nævne, at Hal Koch gang på gang fremhæver Rusland som et strålende eksempel til efterfølgende for Vesteuropa, hvad angår økonomisk demokrati. Rusland er endda forbilledlig inden for ”folkelig og politisk opdragelse” (s. 55). Som måske bekendt hed den russiske leder fra 1928 til 1953 Joseph Stalin, og hans folkelige og politiske opdragelse havde Hal Koch næppe brudt sig om, hvis han havde kendt til den.

Men Koch er overalt positiv over for Rusland, - og tilsvarende overraskende negativ over for Churchill, hvis demokratiske indstilling Koch ikke er imponeret af: ”Jeg minder blot om den påstand, hvormed Churchill indledede sin valgkampagne, og som i al bramfrihed gik ud på, at enhver form for socialisme er uforenelig med demokrati og med indre nødvendighed fører til gestapometoder!” (s. 11). I hele bogen, som han sad og skrev i 1945, er der ikke ét varmt ord om Churchill. Og den amerikanske indsats nævnes ikke med et ord.

Kochs kombination af socialisme og demokratisk sindelag gør ham velsagtens til en socialdemokrat af en slags. Han stillede ikke selv op til folketinget, men hans kone, Bodil Koch, og to af hans børn, Dorte Bennedsen og Eiler Koch, sad i folketinget for Socialdemokratiet. ”Jeg tror ikke på et varigt politisk demokrati, uden at det som forudsætning har et økonomisk demokrati. Det nytter ikke at blive så åndelig, at man fornægter, at det først og fremmest er de økonomiske forhold, der bestemmer samfundet” (s. 26), lyder det med marxistiske termer. Det samme kan dog også siges, så vi alle nikker og forstår: ”Det er og bliver nu engang det fundamentale, at alle mennesker kan spise sig ordentligt mætte, få varme i kakkelovnen og ikke lever under en stadig økonomisk utryghed. Opfyldes disse forudsætninger ikke, vil følgen blive utryghed, klassehad og indbyrdes kamp. Det kan ikke være andet” (s. 26). Det kan det vel ikke.

Koch spørger: Hvad er demokrati? Svaret er: Demokrati er social-demokrati. Vi har nævnt Sokrates, Jesus og Grundtvig. Vi kan føje Marx til som en af Kochs store inspirationskilder – og dermed også én af vores.

Den socialdemokratiske økonomiske politik gror via Hal Koch ind i vores grundlæggende forestilling om, hvad det overhovedet vil sige at leve i et demokrati. Koch ligger her i forlængelse af Staunings socialstat fra 1929 og frem til 1940, der for første gang knyttede fællesskabet sammen omkring den tanke, at vi er en del af samme nationale husholdning. For Koch realiserer socialstaten kristendommens bud om at drage aktiv omsorg for næsten. Men hans kongstanke, tanken om den folkelige vækkelse til politisk deltagelse, har rod i en Grundtvigiansk tradition. Det lykkes Koch at samle de politiske tråde og blive en del af vores fælles tankegods.


Det politiske fællesskab

En af de ting, vi har fået i arv fra Koch og efterkrigstiden, er at vi ikke bryder os om at fremhæve det nationale.

Over for den almindelige forestilling, at kultur samler, mens politik splitter, hævdede Koch det modsatte: ””Nu vil jeg i almindelighed advare mod folk, der taler for meget om det ”kulturelle”. Det er nemlig et meget farligt ord”, som leder til abstrakt tale om ”vor arv i tusind år”, om ”danskheden”, og de ”dybe kulturelle værdier”. Noget sådant giver grobund for nazisme. Går man i dybden med det kulturelle viser det sig, at ”det kulturelle samler ikke, det adskiller”. Og sådan skal det være. Der er stor forskel på den kultur, som en bondekone fra Vestjylland, og en bourgeoisidame fra København lever i. Det fælles er at finde et andet sted: ”det, der dybest set binder os sammen, er det politiske” (her ifølge Korsgaard: Kampen om folket, s. 450-51).

Det nationale er en ramme omkring dette politiske fællesskab, men det er ikke den fælles nationale arv, der binder os til hinanden. ”Hal Koch vil ikke frakende ”fælles sprog og historie, fælles oplevelser” betydning, men det afgørende er, ”at vi er sat her sammen og henvist til hinanden, hvad enten vi vil det eller ej. Og lad mig for en gangs skyld udtrykke, hvad det vil sige at tænke folkeligt på denne måde: det betyder bevidst i sin vilje at tage denne kendsgerning op og forme den således, at vi kan leve sammen som hele mennesker i et folk. Det er denne vilje til at være sammen og til at forme et samfund for os alle, som binder os fast til hinanden” (Her ifølge Korsgaard: Kampen om folket, s. 455).

Hvor den liberale tradition fremhæver individets suverænitet og den nationale tradition tager udgangspunkt i nationens suverænitet, peger Koch i republikansk tradition på, at det er det fælles politiske, res publica, der knytter folket sammen i et fællesskab af aktive og ansvarlige medborgere.


Betyder det, at folks tankegange og livsformer er ligegyldige, at der er plads til hvad som helst? Slet ikke.

Hal Kochs opfattelse af demokratiet er ikke baseret på procedurer og regler, men netop på værdier. Demokratiet er ikke en tom skal, som vi frit kan anvende – ja, det kan vi i princippet godt, men – og her kommer et moralsk tyngende, præsteligt MEN: Det er ikke de skrevne love, der er vigtigst. Der findes uskrevne love, og det er dem, der skal indprentes i hver en sjæl via folkeskoler, kirker, højskoler, offentlige og private medier, i haller og sognegårde over det ganske land.
Der er reelt et relativt snævert moralsk defineret spillerum for, hvilken livsform eller tankegang der er tænkelig. Et moralsk spillerum, der er defineret af vores græske og kristne arv.

Vel kan man gøre omtrent, hvad man vil, især da, om man holder sig inden for straffelovens rammer. Men det forhindrer ikke, at livet har sin egen indre lovmæssighed, konsekvens. Det lader sig ikke spotte. Respekterer man ikke livets love, lægger man det øde – lægger tilværelsen øde for sig selv og for dem, man er bundet til”. (s. 60).
Livet er en gave, givet af Gud. Og der er regler: ”Mennesket er ikke uden videre ”suverænt” – det er ikke sin egen herre på godt og ondt. Det kan ikke gøre ”hvad det har lyst til”, og forme livet efter forgodtbefindende, uden at livets egne love ubarmhjertigt gør sig gældende” (s. 61-62). Livets grundlove er en realitet, der har en mere universel gyldighed end den højeste lovgivende autoritet, folketinget.

Koch vil have alle med på tanken. Behager det religiøse sprog ikke, kan disse uskrevne love også kaldes en naturret. Og behager det ikke at tale om naturret, står en tredje fortolkning åben: ”Vi kan godt i stedet for grundlove tale om menneskeslægtens erfaring. Igennem denne har der så at sige udkrystalliseret sig en vis livsforståelse" (s. 66). Det er vigtigt for Koch at definere et politisk diskussionsfelt, hvor så mange som muligt kan spille ind.

Uskrevne grundlove

Grundelementerne i de uskrevne love, som vi ikke kan forbryde os imod uden at livet slår igen, er:

1) Frihed
Friheden som politisk begreb har rødder i de amerikanske menneskerettighedserklæringer og den franske revolution. ”Siden var friheden den store ledestjerne for 19. årh.s liberalisme, og derfra fik den – til manges undren – med over i socialismens program” (s. 67). De autoritære bevægelser vendte sig siden mod alt dette ud fra tankegangen: Vi trænger ikke til frihed, men til disciplin: underordning under folk og stat.


De borgerlige frihedsrettighederne hører for Hal Koch til det dyrebareste, vi har. Det har besættelsen lært os. ”Og endnu tydeligere har vi forstået, hvad det betyder for et folk at være frit, at være herre i eget hus” (s. 67-68). Danskernes absolutte kærlighed til friheden belyser han ved at fortælle, hvordan Dansk Ungdomssamvirke blankt afviste at samarbejde med tyske foreninger under besættelsen. Koch taler ikke for dialog og gensidig respekt for enhver pris. ”Når man sår kanoner, maskinpistoler og koncentrationslejre, kan man aldrig komme til at høste samarbejde og fællesskab. Der er af den udsæd kun én høst: had” (s. 72).

Friheden hører menneskelivet til. ”Og spørgsmålet er ikke løst med en grundlov, der sikrer visse frihedsretttigheder. Det er kun en ramme. Det afgørende er, om der er mennesker, der benytter denne frihed. Hvad kan det nytte, at de har frihed til at tale, hvis de intet har at sige. Hvad kan det nytte, at de har frihed til at handle, hvis de ikke kan andet end gå i geled og efterabe alle de andre. Hvad kan det nytte, at de har frihed til at tænke, hvis deres hjerne er tom og deres sind sløvt. Kun for levende mennesker har frihed en mening. Men for dem er den også livsbetingelse” (s. 73-74).

Grundtvigianerne er ubøjelige på dette punkt: staten må ikke blande sig i den folkelige debat, i de frivillige foreningers arbejde, i de frie skolers virke. Derfor sætter Koch sin lid til dem som bolværk imod de tendenser, der vil indskrænke ytrings- og foreningsfriheden med det formål at ramme uønskede politiske overbevisninger.

2) Retten
Forskellen på en barbarstat og et kultursamfund er, at sidstnævnte udgør et retssamfund, hvor det er loven, der er øverste herre, ikke ”en voldsmagts vilkårlighed” (s. 75). Men realiteterne er ifølge Koch, at retten ikke har meget værdi, hvis den ikke har tilstrækkelig med magt i ryggen. ”Hvad kan en retfærdig mand stille op imod maskinpistoler?” (s. 76).


Der findes altså ingen ret uden magt. Men hvad er den principielle forskel på, om magten til at definere ret og uret ligger hos én enkelt, hos nogle få eller hos flertallet? Såvel i diktaturet som i folkestyret er retten underlagt magten. Koch spørger: ”Er det retten, der hersker – eller i hvert fald bør herske – over magten som sin tjenerinde eller er retten blot er middel, en politik i magtens tjeneste?” (s. 78).

Hvordan legitimeres retten? Ifølge Koch er der i moderne tid en tendens til at definere retten helt uafhængig af moral: ”Retten er det af statsmagten lovfæstede, og spørgsmålet om rettens moralske ”gyldighed” afvises” (s. 79). Sådan har det ikke altid været. I tidligere tider var rettens legitimeret ved at repræsentere Guds vilje. En anden legitimation har været sæd og skik; skik følge eller land fly. Det giver en historisk og kulturelt omskiftelig ret. Et evigt og uforanderligt grundlag for retten søgte fx Platon. Sofisterne pegede på, at enhver tale om at legitimere retten er blændværk. Retten er en konstruktion, mennesket er alle tings målestok. Det gode er det, vi finder godt.

Kochs problem er, hvordan han skal overbevise autoritære bevægelser om, at demokratiets ret er mere retfærdig end tyranens ret: ”Hvis retten blot er det, som flertallet kan ”sjakre” sig til enighed om og påtvinge mindretallet, er der jo ingen grund til at tale så stærkt om ”retsbevidsthed” og ”retsstat” og ”retssikkerhed”. Og så er der jo ikke grund til at forarges alt for meget over, at det i andre stater i stedet er mindretallet, der påtvinger flertallet sine interesser” (s. 83).

Det bliver Sokrates, der viser Koch retningen. For Sokrates var det ikke mennesket, der var alle tings målestok, ”nej, det gode var alle tings målestok” (s. 83). Men hvad er det gode? ”Ja, ville Sokrates sige, det må du og jeg sammen prøve at finde ud af; det er jo ikke noget ligegyldigt spørgsmål. Og så ville den samtale om sandhed og godhed og sjælens forbedring begynde, som for ham var livets egentlige mening” (s. 84).


Koch giver de tvivlende sofister ret. Der findes ingen højere legitimitet i det, vi vælger som ret. ”Den Sokratiske ”uvidenhed” er at tage ganske bogstaveligt. Men selve begrebet ret som et gensidigt forpligtende forhold mennesker imellem bliver stående” (s. 84). ”Selvom hele den danske befolkning ville vedtage at udrydde jøderne, ville denne handling dog ikke få karakter af ”ret”, hvor meget så end sofisterne ville sige derom. Den ville være en voldshandling, en forbrydelse, hvor meget den end var vedtaget af folketinget. Af den ganske simple grund, at jøderne er vore medmennesker” (s. 84). "Men selve rettens begreb bliver stående, selve begrebet ”gyldighed”, at der er noget, der forpligter og forbinder. Og denne forpligtelse ligger i forhold til medmennesket” (s. 84). Der er altså en dobbelthed: vi er absolut forpligtede over for retten, men vi må samtidig lægge afstand til enhver absolutisme, ethvert stejlt patent på sandheden. Her finder vi netop Sokrates´ position.

Ikke at et demokratisk system i sig selv indeholder nogen garanti. Men det lader dog vejen åben., Det fornægter, at magt er ret, det lader ordet frit, enhver bestemmelse, enhver anskuelse, enhver politik er underkastet tankens og ordets krydsild. Her er ingen urokkelige dogmer, som man ikke må sætte spørgsmålstegn ved” (s. 86).

3) Mennesket
Ifølge Koch er det ikke nogen tilfældighed, at demokratiet opstod i grækenland. Grækerne skabte nemlig som de første en antropocentrisk kultur, en kultur, der sætter mennesket i centrum. I asiatisk filosofi gjaldt det om at slippe ud af sin menneskelighed, at gå op i en højere enhed. For grækerne var det højeste mål at blive et menneske i ordets bedste forstand. Mennesker skulle opdrages, kultiveres til at blive de bedste mennesker, de kunne blive. Krop og sjæl måtte forarbejdes, så de blev så gode og skønne som muligt.
Kulturlivet havde ”et midtpunkt ,der samlede kræfterne: Det er denne ”humanisme”, denne ”menneskelighed”, som grækerne har givet i arv til det vesteuropæiske kultursamfund” (s. 89).

Humanismen har ifølge Koch været truet af ”amerikanismen” (s. 89), maskinkulturen. Den har været truet af for stærke stater, "preusserånden", der ville skabe soldater frem for mennesker. ”Den lurer i enhver form for overdreven nationalisme. Vi behøver blot at minde om det engelske: ”right or wrong – my country”” (s. 91). Statssocialismen er på samme måde en trussel. Men med vores demokratiske tradition har vi fat i det rigtige.

Den græske humanisme gør det dog ikke alene. Først med kristendommen bliver mennesket henvist til sin næste, hvorved humanismen får en essentiel social komponent. Hvad enten vi bryder os om det eller ej, er vi sat på jorden sammen med næsten. Jesus ”var virkelig ude hos næsten, der hvor kravene lyder; han gik ikke den bedende forbi; han vendte sig ikke bort fra den, der led nød; han søgte ikke sit eget, men han var iblandt dem som den, der tjente. Han gav og tilgav uden mål og grænser […] ”Ikke den, der har magten og formår at bruge den, skal være stor i verden, men den, der formår at tjene og øve kærlighedens gerninger” (s. 93).

Bogen slutter:

Humanismen er den kostelige erobring, som grækerne vandt og gav videre til Europa. Men den egentlige sandhed om mennesket som Guds skabning, bundet til medmennesket, var det Jesus af Nazareth, som forkyndte. Strømmen fra Athen og fra Galilæa mødtes. Herved skabtes en kultur, som var rodfæstet i erkendelse af menneskelivets og dets love. Det er denne humanistiske kultur, der skal bære Europas fremtid” (s. 96).


Så vidt Hal Koch. Der findes alternative synspunkter. Men dem bryder danskerne sig ikke om.

onsdag, oktober 18, 2006

Jeg er blevet oversat :-)

"Ridiculing Mohammed", Western Resistance 18/10-06

Ifølge Technorati er der 512 blogs, der linker til Western Resistance, der i øvrigt virker som en saglig og sober, internationalt orienteret nyhedsblog.

lørdag, oktober 14, 2006

At latterliggøre Muhammed

Det er ingen hemmelighed mere. Muhammed har ikke høj status i Vesten. Det er ikke kun fulde, festende DFU´ere, der griner ad Muhammed. Radikale Venstres Ungdom, blomsten af Danmarks islamsympati, har gjort det samme. Man tør næppe tænke på, hvad resten af os kunne finde på.

Vi griner ikke ad de gamle grækere og vikingerne, selvom der såmænd kunne være en del at grine ad. Aristoteles skrev faktisk temmeligt latterlige ting sine steder. De frygtindgydende vikinger var ikke intellektuelle sværvægtere. Vi smiler ad dem, vi ryster på hovedet af dem, men vi håner dem ikke. Vi anerkender dem for hvad de er og lader deres forankring i historien undskylde dem for hvad de ikke er.

Hvorfor griner vi så ad Muhammed?

Vi griner, fordi vi aftvinges en ærbødighed for Muhammed, som vi ikke kan honorere. Nyglobalisede muslimer trækker en sagesløs historisk person 1400 år frem i nutiden og forlanger med tordenrøst, at verdenssamfundet skal respektere ham. Værsgo, denne mand er fejlfri, den viseste og bedste mand i historien, han har ret i alt, hvad han siger, ingen må trække på smilebåndet af ham.

Milde væsner som Jesus og Gandhi ville blive latterlige, hvis en dum eftertid ophøjede dem til tyraner. Hvor latterlig bliver et magtmenneske så ikke, en erobrer, når han trækkes 1400 år frem i tiden og udskriges som hersker, selvom enhver uvildig iagttager kan se, at han moralsk, intellektuelt og teologisk er en undermåler, fordi verden er vokset betragteligt i mellemtiden?

Det er muslimerne selv, der gør Muhammed latterlig.


Latterlighed kan sættes på en enkel formel: en historisk relativitet, der vil være absolut, er latterlig.

"Hvis en Dandser kunde springe meget høit, da ville vi beundre ham, men hvis han, om han end kunde springe saa høit som aldrig nogensinde nogen Dandser, ville give det Udseende af, at han kunde flyve: lad saa kun Latteren hente ham ind" (Søren Kierkegaard i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift).

Ironi er en gave, der befrier religion for latterlighed. Ironi er kun et problem, hvis ens religion er så latterlig, at ironien kan æde den med hud og hår. Men så var det ret beset religionen, der var problemet, ikke ironien.

onsdag, oktober 11, 2006

Min hjerne er muteret

Jeg er blevet studerende igen, og jeg begynder langsomt at forstå, at det er en frygtelig, frygtelig fejltagelse. Her sidder jeg med en masse tekster, som handler om ting, som jeg elsker at beskæftige mig med. Og så kan jeg simpelthen ikke sætte mig ned og læse dem. Læser jeg én linie, flyver min hjerne afsted med gevinsten, i fuld gang med at tænke det sammen med noget andet. Jeg kan ikke læse mere.

Før var der veje ind i min hjerne. Nu er der kun veje ud.

Vejen ind i min hjerne har forvandlet sig til en snoet, stejl bjergsti, som kun kan passeres af små æsler med skrøbelige ben og forsigtig tråd, langsomt stavrende opad med små bylter af viden til mig.

Vejen ud af min hjernen er en brølende sekssporet motorvej.

Folk lykønsker mig som man lykønsker en gravid: "Nej, tillykke! Du kan ikke lære noget mere!". Ser jeg lidt pikeret ud, fortsætter de: "Det er skam en meget produktiv tilstand".

Men det går jo ikke.

tirsdag, oktober 10, 2006

Pædofile katolske præster

Fik du set Horisont i går om katolske præster talrige seksuelle overgreb mod børn? Ellers kan du se udsendelsen her.

Der er to skandaler. Den ene er, at der er en meget mere end almindelig forekomst af homopædofile præster i den katolske kirke. Ifølge udsendelsen drejer det sig om 10.000 præster, der er blevet afsløret gennem de seneste år. Den anden skandale er, at den katolske kirke har dækket systematisk over disse præster. Ja, og så spiller paven en central rolle, det er også en skandale, men kun en følgeskandale, for han er jo bare én af gutterne.

Den katolske kirkes reaktioner på overgrebene har været centralt koordineret. Siden 60´erne har der eksisteret et hemmeligt dekret, "Crimen sollicitationis", der bla. beskrev, hvordan den katolske kirke skulle lave damage control, når en pædofil katolsk præst blev opdaget. Når et misbrug kom til kirkens kendskab, skulle man dække over gerningsmanden. Ofret blev pålagt tavshed under trusler om udstødelse fra kirken. Ofrene fik simpelthen et religiøst påbud om aldrig at tale om overgrebet igen.

For de pædofile præster havde overgrebene ingen konsekvens. De blev flyttet fra gerningssted til gerningssted med kirkens velsignelse; fra kirke til kirke, fra kostskole til kostskole, et rigtig udmærket liv for en pædofil. Omgivet af en hel kirke fuld af gode, pædofile venner.

Se udsendelsen.

Attention all units

Inden man nu tager gårsdagens tekst under den ene arm og hovedet under den anden - og farer i krig under det indtryk, at det mener to skikkelige Venstrefolk som Ulla og Polinos er en rigtig god ide, - så prøv lige at læse Polinos´ supplerende kommentar her nedenfor:

"Ulla!
Jeg er smigret over, at du finder mit indlæg værdig til en selvstændig postering.

Det blev skrevet i en følelse af fortvivlelse og afmagt oven på den seneste runde trusler fra islamofascister rettet mod så forskellige "vantro" som paven og et antal fulde DFU-fjolser.

Jeg føler dog lige trang til at præcisere et par ting; i disse syge tider er folk jo tilbøjelige til at tolke ens synspunkter, som fanden læser bibelen.

Først og fremmest ærgrer det mig lidt, at jeg skrev, at modstandsbevægelsen under krigen likviderede folk for mindre end det, visse imamer har udsat danskerne for på det sidste. Det er historisk korrekt. Men VIL man, kan man jo misforstå det som en opfordring til at gakke hen og gøre ligeså i forhold til imalerne. Det mener jeg selvfølgelig IKKE, man skal!

Hvad jeg beskrev imit indlæg er et worst case scenaire - som besættelsestiden, som det stalinistiske lejrregimente, som talibanernes rædselsherredømme, som nazitidens gru - hvor mennesker på grund af retsløshed og terror drives til at bruge vold mod deres plageånder.

Eksemplerne er ment som advarsler om, hvad fredelige mennesker HISTORISK set er blevet drevet til, og gud forbyde, det nogensinde blev realiteter igen.Jeg ved, det er politisk ukorrekt at rejse spørgsmålet og lufte den slags tanker. Men vi er nødt til at tænke konsekvenserne af, hvad der sker omkring os, ud i deres yderste konsekvens, og drage vore konklusioner.

Hvad bliver der af vore frie samfund, hvis vi bøjer os for trusler? Hvordan vil VI reagere, hvis vi presses hårdt nok, og hvis trusler udarter til terror og vold. Hvis ikke vi tænker disse tanker til ende, kan vi ikke handle rationelt og fornuftigt.

Hvad vi BØR gøre ved imamerne og fascisterne her og nu, er at TALE DEM MIDT IMOD. Vi danske må - for nu at lyde højtidelig - slå dem med ÅNDENS MAGT, med argumenter, med humor, med satire. Vi må konfrobntere dem med deres utiladelige totalitære trusler i det offentlige rum ved hver en lejlighed. Vi må sige FRA, og vi må først og fremmest opføre os MODIGT, ikke lade os skræmme, hverken af eks- eller implicitte trusler.

Dernæst må statsmagten bruge de midler, den har til rådighed. Det er ikke så få, som du selv har skrevet, Ulla. Lovgivningsmæssigt bør man kunne gribe ind over for de mest åblyse trusler. Over for dem, der befinder sig under sigtelinjen, må vi bruge ovennævnte metode - den frie tale.

Og så må vi på en hver måde bakke de muslimer op, der ønsker at leve anderledes, som ønsker at leve i et frit, demokratisk samfund. Vi må drive en kile ind mellem dem og fascisterne, så de ikke af ligegyldighed fra vores side tvinges over på fascisternes side.

Først og fremmest kræver det, at vi ALLE er opmærksomme på faren, at vi ALLE viser mod til - med ordets magt, og uden vold - at konfrontere fjenden.

Gør vi ikke det, frygter jeg, at det går, som jeg skrev i mine eksempler. Og hvem ville bryde sig om at leve i et sådant samfund?

polinos"

Lad mig tilføje, at jeg er helt enig. Se også kommentarerne under "Fanget eller fri?".

søndag, oktober 08, 2006

Fanget eller fri?

Jeg har fået en kommentar fra Polinos, som jeg er nødt til at dele med jer. Den er ikke for ubefæstede sjæle og fascistfjolser under den ene eller den anden fører. Den er for tænksomme mennesker, der kan arbejde med en ide uden at acceptere den, som Aristoteles siger. Og det kan I jo! Kan I ikke? Ellers må I se at få det lært:

"Har lige læst Hans Hauges kommentar i lørdagens JP. Og hvor er jeg enig med ham! Jeg orker ikke at høre mere om islam og muslimer. Jeg gider ikke høre mere om en dekadent, racistisk, fascistisk religion, dens pædofile landevejsrøver-profet, der nærmest fremstår som en krydsning mellem Stalin og Beria og dens dysfunktionelle tilhængere. Jeg er dødtræt af deres voldelige, barnagtige, umodne optræden. Jeg er især dødtræt af deres åbenlyse dødstrusler, der har lagt en dyne af frygt ned over verden. Men desværre - JEG vil slippe for dem, men DE har ikke tænkt sig at lade hverken Hans Hauge, undertegnede eller nogen anden slippe for dem. De vi blive ved med at presse på og presse på, indtil vi opfører os som GODE dhimmier.

Så hvad skal vi gøre ved det?

Skal vi bare finde os i det. Erkende, at vi er lukket inde på denne planet sammen med disse gale mennesker, der vil trække deres vanvidsvision af verden ned over hovedet på os?

Eller skal vi vælge en anden løsning?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der vil ske, hvis - NÅR - det endelig lykkes nogle forvirrede knægte eller proffe tilrejsende terrorister at blæse et tog i luften under Storebælt. Hvordan vil vi SÅ reagere? Som de klynkende spaniere, der efter Madridbomberne i hundredtusindvis gik i demonstrationstog med opadvendte, hvidmalede hænder som en magtesløs protest mod volden og for tolerancen - og som i øvrigt siden synes at have forsonet sig med at være prædestineret til atter at blive dhimmier i Al Andalus.

Eller vil vi opføre os som de fredsommelige danskere, Hitlers frygtsomme dhimmier, gjorde under besættelsen. Besvare terror med modterror. Læs Øvigs bog om stikkerlikvideringerne. De foregik under fremmed besættelse, og var rettet mod nazister, stikker-medløbere, Gestapofolk, og i hundredvis af tilfælde lykkedes de, mod alle odds. Samtidig skabte de en stemning af skræk og rædsel blandt terroristerne, der VIDSTE, at på et eller andet tidspunkt fik Holger Danske dem. Under besættelsen blev folk likvideret for mindre, end hvad Kassem og Abu Laban har gjort mod det folk, der har givet dem asyl og husly.

Ikke at jeg ønsker, det skal ende sådan. Men som følge af det manglende modspil fra dansk side, opfører disse fascister sig med en frækhed og en - undskyld det gammeldags udtryk - forvorpenhed, som reelt er udtryk for den dybeste foragt.

Så hvordan banker vi lidt RESPEKT ind i dem. For at sige det lige ud: Lidt sund FRYGT?

Måske Solsjenitsyn har et af svarene i femte bind af "GULAG Øhavet". Her skriver han om terroren i Stalins lejre, der har varet i årevis - ikke mindst på grund af STIKKERNE, der skaber frygt og rædsel.

Efter 2. verdenskrig blev lejrene imidlertid fyldt med unge ukrainske frihedskæmpere, og disse indførte et helt nyt regimente. "Dræb stikkerne"! - dette er ledet! En kniv i brystet på stikkerne! Fremstille knive og gøre det af med stikkere - det er sagen!", skriver Solsjenitsyn, og tilføjer: "Nu mens jeg skriver dette kapitel tårner rækker af humanistiske bøger sig op for mig på vægreolerne og funkler bebrejdende med deres slidte, matglinsende indbindinger som stjerner gnenem en tåge: intet i denne verden bør opnås ved vold! Ved at gribe til sværdet, kniven, maskinpistolen bringer vi os hurtigt på samme plan som vore bødler og voldsmændene. Det vil blive uden ende... Her bag skrivebordet i det lune og rene værelse er jeg fuldstændig enig. Det vil blive uden ende!... Ja, men vil der overhovedet blive nogen BEGYNDELSE? Vil lyset overhovedet komme ind i vores tilværelse? Det forpinte folk er nået til den slutning: ONDSKABEN FJERNES IKKE MED OVERBÆRENHED".

Og Solsjenitsyn, der selv sad 10 år i lejrene, beskriver virkningen: "Udadtil var vi tilsyneladende arrrestanter som før og levede i en lejrzone, men i virkeligheden var vi blevet FRIE - frie, fordi vi for første gang i vort liv, så langt tilbage vi kunne huske, optrådte åbenlyst, talte højt om alt hvad vi tænkte og mente! Den som ikke selv har prøvet denne forandring kan ikke forestille sig det!... og stikkerne indstillede deres virksomhed".

Så vidt kommer det forhåbentlig aldrig i forhold til den islamiske fascisme. Men alene de halvkvædede trusler er nok til, at mange ikke længere tør tænke og sige, hvad de mener. Var det ikke på tide, at vi gjorde os selv og muslimerne den tjeneste at sige stop. Var det ikke på tide, at vi slog hårdt ned på truslerne. For gør vi ikke det, frygter jeg at selv de fredsommelige danskere tager sagen i deres egen hånd.

polinos"

fredag, oktober 06, 2006

Vi har jo sagt..

Husker I debatten mellem talsmand for Islamisk Trossamfund Kasem Ahmad og teologen Sørine Godtfredsen? Den blev vist i Dags Dato på TV2 d. 4. okt. 2006. Kasem Ahmad argumenterede for, at Deutsche Oper i Berlin skulle tage imod rådgivning fra muslimske imamer i forbindelse med opsætningen Mozarts “Idomeneo”, hvor Buddha, Jesus, poseidon og Muhammed mister hovederne.

Hvad skulle rådgivningen gå ud på? Skulle imamerne censurere? Nej, nej, slet ikke, forklarede Kasem Ahmad, de skulle rådgive, de skulle forklare hvem Muhammed var, de skulle oplyse om, hvilken respekt der tilkommer Muhammed.

Hvad så, hvis operaen gennemførte alligevel? Ja, så måtte de tage konsekvensen, sagde Kasem Ahmad.

Så vidt kom det naturligvis aldrig, operaen blev taget af.

Det er retorisk snilde. Kasem Ahmad har egentlig ikke gjort noget galt. Han har ikke rigtigt truet nogen. Han har heller ikke skadet nogen fysisk. Han har bare gjort dem skidebange alligevel.

Han gjorde det samme, da han for nogle måneder siden stod frem og bekendtgjorde over for Ekstrabladet, at Bertel Haarder var øverst på dødslisten, herefter Naser Khader, Anders Fogh og endelig Pia Kjærsgaard.

Han gjorde det også, da han efter besøget i tegneren Kurt Westergaards hjem udtalte: "Han er ikke i større fare nu, end han har været hele tiden" (Jyllandsposten 28.09.06).

Det er helt legalt og stærkt effektivt at sige den slags. Retssystemet kan nemlig ikke forstå, at det er trusler. Men det kan mennesker.

Tilsvarende forklarede en talsmand for Taleban tålmodigt, mildt insisterende, formodentlig med den bedste samvittighed i verden, efter drabet på den afghanske kvindesagsforkæmper Safia Ama Jen: "Vi har igen og igen fortalt folk, at enhver, der arbejder for regeringen - inklusive kvinder - vil blive dræbt" (Berlingske 06.10.06). Hvor svært kan det være, folk må bare forstå at indrette sig på betingelserne.

Safia Ama Jen bad i øvrigt også om, at retssystemet lagde sig imellem, men forgæves.

onsdag, oktober 04, 2006

Borgere og dommere

Af og til fortaber tingenes oprindelige ide sig i tågerne. Vi lærer i skolerne, at vi adskiller den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Den lovgivende magt, politikerne, har vi styr på som vælgere; den udøvende magt, politi og div. statsapperatur, har vi styr på som borgere gennem div. kontrolmekanismer. Men så er der dommerne. Hvem har styr på dem?

Hvem har styr på Højesteret, når de uden videre omstøder en glimrende dom, nemlig landsforvisning til to psykopatiske, good for nothing, pælæstinensiske mordere? Hvem bestemmer over dommerne? Bestemmer de over sig selv, lidt i lige arvefølge fra gud?

Nej, og her skal vi huske, at tredelingen som sådan jo mere er en operationel ting. Ikke en legitimitetsting. Der står i grundloven, at dommerne alene have at rette sig efter lovene (§ 64). Og dem laver politikerne. Hvis jeg kan læse, så betyder det, med en kær gammel vending, at dommernes vilje sidder, eller burde sidde, i borgernes bukselommer.

Men som sagt fortaber den sammenhæng sig lidt i tågerne. Så læs her § 2 i Virginia Rettighedserklæringen fra 1776:

§ 2: "At al magt er overdraget til og som følge deraf opnået fra folket; at dommere er deres tillidsmænd og tjenere og til enhver tid bør være ansvarlige over for folket".

Ellers kan de få en høtyv i røven, det bliver en civilisation aldrig for gammel til.

tirsdag, oktober 03, 2006

mandag, oktober 02, 2006

Efterkommerne, ægteskaber og mørketal I

Jeg hører ikke til dem, der mener, at udlændingestatistik er skræmmende. Statistik og Excelark er utroligt afstressende at sysle med, fabelagtigt som overspringshandling.

Vesselbo m.fl. vil nu have befolkningen opgjort anderledes, så også efterkommere af efterkommere tæller med som efterkommere, frem for at indgå i statistikken som danskere. Skoler og socialarbejdere bakker ham op i, at 3. generation har mange ligheder med 2. generation, og at man for overblikkets skyld bør skelne.

Integrationsministeriet definerer danskere, efterkommere og indvandrere sådan:

"
En person er dansker, hvis mindst én af forældrene både er dansk statsborger og født i Danmark. Det har således ikke betydning, om personen selv er dansk statsborger eller født i Danmark.

Hvis personen ikke er dansker, er den pågældende:
- Indvandrer, hvis personen er født i udlandet.
- Efterkommer, hvis personen er født i Danmark.

Hvis der ikke findes oplysninger om forældrene, er personen dansker, hvis den pågældende er dansk statsborger og født i Danmark. Personen er indvandrer, hvis den pågældende er født i udlandet, og personen er efterkommer, hvis den pågældende er udenlandsk statsborger født i Danmark".

Man forsvinder altså ind i statistikken som dansker, hvis bare den ene af ens forældre er født i landet og har dansk statsborgerskab. Den anden forælders herkomst og oprindelsesland betyder ikke noget.

Hvor mange 3. generationsindvandrere kan det dreje sig om, der "gemmer sig" i statistikken? Alle efterkommerernes børn fødes som danskere, hvis bare efterkommerne har eller siden får jeg et dansk pas. Vi må starte med at se på, hvor mange efterkommere, vi har. Og de skal være i den fødedygtige alder.


Et hurtigt blik kan afsløre, at efterkommerårgangene på mellem 18 og 38 ikke er ret store. Der er i alt 17030 efterkommere fra hovedsageligt muslimske lande i 2006.

Hvor mange børn har 17030 mennesker mellem 18 og 38 år? Det er ikke godt at vide. Hvis alle disse efterkommere har giftet sig indbyrdes, kan "mørketallet" være så lavt som 17030, hvis de har reproduceret sig selv én gang, altså dannet familier, der har fået to børn. Hvis alle 17030 derimod har giftet sig med nye indvandrere, så danner de 17030 familier i alt, og hvis disse får to børn hver, så giver det 34060 3. generationsindvandrere. Får de 4 børn hver, så giver det 68120, med 8 børn 136240. Det første tal er for lavt, det sidste selvsagt alt, alt for højt. Jeg tror godt, at jeg tør konkludere, at vi ikke snakker hundrede tusinder 3. generationsefterkommere, der er forsvundet i statistikken. Medmindre de er virkelig godt gemt.

Alligevel har Vesselbo ret, når han godt vil have 3. generationsindvandrere med i statistikken som efterkommere. Årgangene fra 0-17 år er noget ganske andet. Vi har på nuværende tidspunkt 79802 efterkommere fra hovedsageligt muslimske lande mellem fra 0 og 17 år (www.statistikbanken.dk / Befolkning og valg / Udlændinge / BEF3).

Somaliske ægteskaber stabile igen

Her er en oplysning, som vi alle kan glæde os over i disse konfliktfyldte og vrede tider: opstramningen i familiesammenføringsreglerne fra 2001 har betydet, at somaliernes ægteskaber er blevet langt mere lykkelige og stabile.

Antallet af somaliske skilsmisser var jo en overgang i nærheden af 80 procent, hørte man, og den slags er jo altid en ulykke, dels for familien, dels for skatteyderne, der må træde til som forsørger i form af to lejligheder, ekstra overførselsindkomster, fripladser, børnebidrag, evt. udgifter til en ny ægtefælle fra hjemlandet mv. Se her, hvordan den ulykkelige udvikling er vendt:

De hyppige skilsmisser er en saga blot. Også antallet af vielser mellem somaliske indvandrere er faldet. Fra 157 vielser i 2001 til 20 i 2005:

Hvor der en overgang kom dobbelt så mange familiesammenførte somaliere som flygtede somaliere ind i landet (se fx 1999), er trafikken nu (2005) næsten gået i stå:

I alt er indvandringen fra Somalia bremset voldsomt op:

Udvikling i antal herboende somaliere 1980 - 2006, fordelt på indvandrere og efterkommere.