onsdag, november 29, 2006

Autonome overfaldt børnegudstjeneste

Hvem har ikke tænkt den tanke, at "Ungeren" og "Faderhuset" burde slå pjalterne sammen til gensidig glæde og opbyggelse. Det ville uden tvivl også lette tilværelsen for Mor m/k, der dagligt skriver hændervridende weblog om de unges heroiske kamp mod politikere og politi og dansk lov og dermed resten af det danske folk. Fra stolt jubel over de unges kreativitet og selvstændighed til frygt for den dag, hvor en betjent "handler på sin egen angst" og bruger sit våben mod deres uskyldige, kreative børn, netop som de står og smider toiletkummer ned over ordensmagten fra 2. sals højde.

I gamle dage blev der draget anderledes omsorg for, at ingen, slet ikke flere generationer i træk, skulle vakle så forvildede rundt, helt uden indsigt i eller begreb om, hvorfor vi har politi og hvor lovene kommer fra og hvorfor.

Samfundsdøvblinde væsner med ringe i alle bløddele, der ikke vil oplyse deres efternavn blev i gamle dage sendt til de Vestindiske øer. Når man hører, hvor fortabt flere generationer lever i dagens Danmark, klamrende sig til div. anarko-socialistisk vraggods, så kommer man jo til at tænke på salig Luther. Han skrev harmdirrende, at der er blevet sjusket med folkets opdragelse, så folk hverken "kan fadervor, troen, de ti bud, eller overhovedet noget Gud ord". Om de ansvarlige katolske præster hvæsede han: "Ak og vé over deres hals til evig tid". Og så gik han ellers i gang med at lære folk den lille katekismus, særligt det 4. bud, i øvrigt.

Jeg ved ikke, hvem jeg skal hvæse ak og ve over. For der er da vitterligt ingen, der nogensinde har haft pligt til at lære disse mennesker om lov og ret. Folkeskolen kunne man nævne, men den har jo bare skullet spinde en ende over, at det er enormt social og aktivt og demokratisk at aktionere, for så er man jo interesseret og involveret, og så har eleven vel skullet tegne en tegning om, hvad de følte ved det, hvis de gad.

Læs denne artikel fra JP. Den omhandler en episode, som Berlingske og Politiken ifølge dagens Groft er gået let hen over. Auto-nome, dvs. selv-lovgivende unge, der ikke fatter en bjælde af at leve i en nation under fælles lov, og hvis forældre efter deres blog at dømme er akkurat lige så blanke om lov og ret, har angrebet en børnegudstjeneste, væltet ind i store flokke og jaget småbørn og forældre på flugt. De har truet af den unge, kvindelige præst: "Vi ved, hvor du bor", og så er de ellers gået i gang med at smadre inventar efter eget forbillede. 87 personer blev anholdt.

mandag, november 27, 2006

Rousseau om slavemoral

Det er tragikomisk at se vestlig filosofi anvendt som redskab for islamisk fundamentalisme - imod vestlige filosofi. Læs fx på det danske koranselskab, hvordan man bruger vestens søgende og dissekerende politiske filosofi til at konkludere, at demokratiet selv må indrømme, at det fejler. Islams totale fiasko ænser man ikke, ikke ét kritisk spørgsmål retter man mod sig selv. Ingen skam, ingen selverkendelse, kun ren, ubøjelig vilje. Efter at have brugt Vestens filosofi til at hegle Vestens filosofi ned med, konkluderer man, hvad man gik ud fra, nemlig at den vestlige civilisation er ufuldendt og at islam kan løse problemerne (Det Danske Koranselskab). Det er surrealistisk. Det er kvalmende. Læs det og græd.

Rousseau roser i "Samfundspagten" islam for at kunne eliminere tvivl og kævl. "Muhammed dømte forstandigt, da han sammenføjede sit politiske system, og så længe hans regeringsform bestod under hans efterfølgere kalifferne, forblev denne regering en enhed og tillige en god regering" (Samfundspagten s. 231). Sådan et teokrati kan skabe enhed i staten, det kan forene hengivenheden over for religionen med hengivenhed over for nationen og staten. "Da er dette at dø for sit fædreland det samme som at lide martyrdøden, at bryde lovene er gudsbespotteligt, og det at udsætte en skyldig for offentlighedens forbandelse er det samme som at overgive denne til gudernes vrede; sacer esto" (s. 234). Så er ingen i tvivl. Så er almenviljen stærk, og det er jo godt. Der er dog en vigtig fortsættelse:

"Men denne religion er dårlig, for så vidt den er grundlagt på en fejltagelse og en løgn, bedrager menneskene og gør dem lettroende og overtroiske samt drukner den sande guddommelige religion i et tomt ceremoniel. Endvidere er den dårlig, når den bliver ensidig og tyrannisk, og gør et folk blodtørstigt og intolerant, så det kun ånder mord og massakrer og tror at udføre en hellig handling ved at dræbe enhver, der ikke anerkender dets guder. Dette bringer et sådant folk ud i en naturlig krigstilstand med alle andre og er meget skadelig for dets egen sikkerhed" (s. 234).

Det er skrevet i 1762. Det kunne være skrevet i går.

Nu skulle man tro, der fulgte den samme gamle sang om kristendommens fortræffeligheder: frihed, fornuft, næstekærlighed. Men nej. Den sande, evangeliske kristendom får lige så mange tæv af Rousseau: "Da denne religion imidlertid ikke har noget specielt forhold til det politiske, overlader den lovene til disses egen styrke uden at føje nogen anden til, og dermed bliver et af det særlige samfunds vigtigste bånd virkningsløst. Og mere til, langt fra at knytte statsborgernes kærlighed til staten, fjerner den dem fra den, lige som den fjerner dem fra alle jordiske ting; jeg kender intet, der strider mere mod samfundsånden" (s. 234). Hvor teokratiet udvikler tyranni, udvikler kristendommen resignation. Og hvad skal de kristne så egentlig med den republik og den folkets suverænitet, Rousseau er ved at lave til dem? Vil de overhovedet have den? Har de en vilje at lægge i deres egen lovgivning?

"Kristendommen er udelukkende en åndelig religion kun optaget af Himlens anliggender. Den kristnes fædreland er ikke af denne verden. Han gør sin pligt, sandt nok, men han udfører den med dyb ligegyldighed for, om hans anstrengelser får et heldigt eller et uheldigt udfald. For så vidt han ikke kan bebrejde sig selv noget, er det ham ligegyldigt, hvorvidt alting her på jorden går godt eller dårligt. Når staten er blomstrende, vover han knap nok at glæde sig over den offentlige lykke af frygt for at blive hovmodig over sit lands storhed. Når staten sygner hen, velsigner han Guds hånd, som hviler tungt på hans folk” (s. 235).

Så længe alle er gode kristne, går det. Men fjender, indre som ydre, har let spil:

Kristenkærligheden tillader knapt nok, at der tænkes ondt om næsten. Så snart denne ved en eller anden list har fundet frem til en metode til at narre dem og bemægtige sig en del af den offentlige autoritet, er han en mand, der er velbestaltet i sin værdighed. Gud vil, at man skal respektere ham; og snart er han en mægtig mand; Gud vil, at man skal adlyde ham; misbruger forvalteren af denne magt sin magt? Det er den svøbe, Gud straffer sine børn med. Man kunne gøre det til en samvittighedssag at fordrive usurpatoren; man ville da blive nødt til at forstyrre den offentlige fred, at bruge vold, udgyde blod: og alt dette stemmer dårlig overens med den kristne sagtmodighed; og når alt kommer til alt, hvad betyder det, om man er fri eller slave i denne jammerdal? Hovedsagen er, at man kommer i paradis, og resignationen er blot endnu en vej mod dette mål” (s. 235-6).

Rousseau er fuldt på højde med Nietzsches kritik af kristendommens slavemoral: ”De sande kristne er skabt til at være slaver; de ved det og gør ikke oprør; dette korte liv er af alt for ringe værdi i deres øjne” (s. 237). Kristendommen ender samme sted som hos Nietzsche, i nihilistisk selvhad og resignation.

At bekende sine synder, at se bjælken i sit eget øje, at lade den der er uden skyld kaste den første sten. Den prædiken lyttede vi i gamle dage til en times tid hver søndag. Nu må vi betale tusinder af venstreintellektuelle for at holde svovlprædikener over os dag ud og dag ind. Referencerammen er ikke længere religiøs og vokabularet er lidt anderledes, men essensen er den samme: Vores skyld og synd kender ingen grænser. Vi skal angre og betale bod/skat, gerne lidt villigt, for at løse alle verdens problemer, som vi jo er skyld i. Og mens det artige, danske folk begynder at se trætte ud i betrækket og skele efter udgangen, sidder islamofascisterne på første række og tager notater.

onsdag, november 15, 2006

Lærernes arbejdstid

I gennemsnit bruger lærerne ca. 37 pct. af arbejdstiden (ekskl. ferier og fridage) svarende til ca. 3 timer og 9 minutter pr. skoledag på undervisning. Hvordan ser sådan en arbejdsplan egentlig ud i praksis? Det har en rapport fra Undervisningsministeriet set på (marts 2006).

Folkeskolelærernes arbejdstidsregler:

Arbejdstidsnorm
Aftalen om arbejdstid for lærere i folkeskolen er baseret på, at lærerne har en arbejdstid, der svarer til den generelle arbejdstid på arbejdsmarkedet, dvs. gennemsnitligt 37 timer pr. uge. eller 1924 timer årligt. Når ferier og søgnehelligdage trækkes fra, udgør lærernes gennemsnitlige nettoarbejdstid 1681 timer.

Individuel tid
Hver lærer tildeles 375 timer i individuel tid, som disponeres og tilrettelægges suverænt af læreren selv. Tiden anvender læreren til sin egen forberedelse, herunder nødvendig (ikke lederstyret) forberedelse med andre lærere, planlægning og efterbehandling, samt til individuel forberedelse og efterbehandling af mødevirksomhed. Endvidere anvendes tiden til besvarelse af henvendelser fra elever og forældre uden for arbejdspladsen.

Skoletid
Skoletiden udgør den resterende del af nettoarbejdstiden (i gennemsnit 1306 timer), som med en række begrænsninger disponeres af skolen til undervisning, pauser/frikvarterer, fælles forberedelse, samarbejde/teamsamarbejde, udvikling, klasselæreropgaver og øvrige læreropgaver i tilknytning til undervisningen og skolens virksomhed.

Som det fremgår af figuren på rapportens s. 20 anvendes gennemsnitlig 692 timer om året på undervisning. 459 timer går til pauser, teamsamarbejde, udvikling, klasselæreropgaver mv.

Af skoletiden skal skolen årligt afsætte 155 timer pr. lærerårsværk (155-timerspuljen), som skal anvendes til skolens samlede udvikling, lærersamarbejde på skolen og yderligere individuel forberedelse. Timerne planlægges og fordeles blandt samtlige lærere efter aftale med kredsen/tillidsrepræsentanten. Hver lærer skal tildeles mindst 50 timer inden for formålet med puljen.

Aldersreduktion
Lærere, der er fyldt 60 år, har krav på at få reduceret skoletiden med 175 timer om året. Der er tale om en reel nedsættelse af den præsterede arbejdstid med fuld løn.

Overarbejde
Arbejde ud over den årlige arbejdstidsnorm på 1924 timer er overarbejde. Vilkår, herunder betaling for overarbejde for den enkelte lærer ud over 30 timer pr. skoleår, skal aftales mellem kommunen/skolelederen og kredsen/tillids-repræsentanten. For de første 30 timer ydes honorering svarende til timelønnen med tillæg af 50 pct.

Opsummerende: Af de i alt 1681 årlige arbejdstimer afsættes der gennemsnitlig 155 timer om året til udvikling. Dertil kommer 375 timer til forberedelse og efterbehandling. Og endelig er der 459 timer til pauser, mere forberedelse, teamsamarbejde, klasselæreropgaver og - igen - udvikling.

Tilbage er der 692 timer til undervisning, svarende til 3 timer og 9 minutter pr. skoledag.

tirsdag, november 14, 2006

Skattevæsnets historie

Jeg faldt også lige over et interessant lille værk fra 1930: Grundrids af vort skattevæsens historie. Den fik mig til at tænke på en glimrende kronik i Berlingske for nogen tid siden om skat, tyvebander og beskyttelsespenge. Fra indledningen:

"De ældste danske skatter, vi ved noget sikkert om, er fra Valdemarernes tid (omkr. 1200). Før den tid har befolkningen vel nok haft visse forpligtelser overfor kongen, der jo dengang repræsenterede staten; men det er uklart, hvorvidt disse rakte. Vi ved at i oldtiden sørgede folket selv for retsbeskyttelse, og leding kunne kongen kun udbyde med hele folkets samtykke, efter at det var vedtaget i på landstinget. Men vikingetiden synes at have skabt en klasse af mænd, der var blevet rige og mægtige ved plyndring, og som - vante til selvtægt - ikke kendte anden ret end magtens. Dem kunne bondemenigheden ikke magte, så der trængtes til en magt, stærk nok til at holde dem i ave. Det blev da kongens opgave. Op mod Valdemarstiden - især i borgerkrigene forud derfor - led Befolkningen stærkt under nabofolkets plyndring, særlig plagede venderne kystbyerne. Der måtte da skabes en hær, som kunne holde disse fjender borte fra kysterne. Også her måtte der lægges en større magt i kongens i hånd".

Mere historie for (og af) historieløse

Man hører ofte, at dansk nationalitet som "fænomen" kun er godt og vel 200 år gammel. Der er ingen substantiel, historisk funderet danskhed, lyder det. Der har intet "dansk" været at samles om, der har intet fællesskab eller slægtskab været, før man "opfandt" det, fordi man skulle bruge de nationale følelser til at manipulere folk med. Danskheden er en illusion.

Det er simpelthen ikke rigtigt. Dengang der fandtes historisk børnelærdom, da var det børnelærdom:

Dannevirke var et fæstningsanlæg, som dannerne udfærdigede som værn mod angreb fra syd. Kulstofmetoden har vist, at de første dele af volden er påbegyndt så tidligt som 650. Den nøjagtige placering må formodes at være valgt, fordi her er Jyllands smalleste sted. Men allerede på dette tidspunkt afgrænsede volden dansk og tysk som to sprogområder. Dannerne levede spredt, nogle i Skåne, nogle i Jylland og på øerne. Der var småkonger rundt omkring, og de orienterede sig unægtelig noget anderledes end vi gør nu, men de var dannere.

Adskillige danske konger udbyggede, vedligeholdt og forsvarede Dannevirke fra 650 og helt frem til 1864. Sigtet var fra først til sidst at holde de stadig mere magtfulde tyskere og frankere ude af Danmark. Dannevirke blev ihærdigt forsvaret gennem 1200 år, og det lykkedes i en grad, så mange danskere
efter sigende var forvissede om, at Dannevirke var uindtageligt, også i 1864. Dannevirke kan ses endnu, hvis du er skeptisk.

Så er der
Jellingestenen. Den findes også. Det første skriftlige bevis for danskhed. I 900-tallet huggede Harald Blåtand bogstavelig talt i granit, at her, I Danmark, levede et dansk folk, dannerne, som han samlede med nordmændene og kristnede. Ligesom man ikke kan benægte Dannevirkes eksistens, kan man ikke benægte, at Jellingestenen er en realitet. Fanden til begrebsgymnastik, at den danske identitet kun skulle gå få hundrede år tilbage og være en ren konstruktion.

Pihl om romerrigets fald

Michael Pihl fortjener hæder for bestandig at forsøge at banke fakta, viden og faglighed ind i den offentlige debat, der så let lader sig styre af dumme, socialistiske floskler og tyndbenede, filosofiske konstruktivismedogmer. Pihl er god, og I skal høre efter, hvad han siger, også på det pædagogiske område (Haarder!). I dagens Berlingske haler han en skat ud af det historieskab, som man desværre er holdt helt op med at bruge i Folkeskolen og Gymnasiet. Det er om romerrigets undergang, læs og lær:

"Hvis EU åbner for masseindvandring og tyrkisk medlemskab, skylder vi os selv at tænke på, hvordan det gik romerriget".

"Som vor politisk korrekte elite kunne ej heller romerrigets intetanende borgerstand i sin vildeste fantasi forestille sig, at Roms rige civilisation nogensinde kunne bryde sammen. Da imperiets nyromere blev for talrige til at blive romere, blev Rom et multikulturelt babelstårn på lerfødder. Nye borgere ville ikke assimileres, medbragte ingen loyalitet for romersk kultur, ingen pietet over for romerske guder og ingen respekt for romersk tradition. Barbarernes indvandring blev ikke set som den trussel, det var, fordi det ikke var en regulær invasion, men en jævn, gradvis magtovertagelse. I år 376 bankede en horde goter på ved romerrigets Donau-grænse og forlangte asyl. Den selvfede kejser Valens brød med romersk tradition og lukkede dem ind. Til glæde for overklassen og datidens intellektelle kulturelite.

Den fremmede masseindvandring blev slet ikke anset for noget problem. Kejser Valens og romerrigets politiske overklasse betragtede kun den gotiske invasion som en kulturberigende tilførsel af billig arbejdskraft. [...] Den romerske historiker Amianus skrev: "Hele affæren skabte mere glæde end frygt, og højtuddannede hofsnoge priste umådeholdent kejserens forsyn, der helt uventet havde skaffet ham så mange unge rekrutter fra verdens ende". To år senere gjorde goterne oprør, dræbte den tosseglade kejser og udslettede den romerske hær i slaget ved Hadrianopol. Rom erobrede barbarerne og barbarerne erobrede Rom. Og alle vore veje fører i dag til Rom.

Hvad Rhinen og Donau dengang var for Rom, er Middelhavet og Rio Grande i dag for Europa og Amerika: Den vestlige civilisations grænser stillet på vid gab for fremmed invasion. I maj 2006 gav præsident George Bush amnesti til 12 mio. illegale indvandrere. Massive flertal af almindelige amerikanere har i utallige meningsmålinger i årevis tilkendegivet deres modstand mod masseindvandringen, men præsidenten og kongressen vil intet gøre. Som kejser Valens vil Bush hellere prises for sit "næstekærlige" storsind af storindustrien og landets kulturelite.

I Europa ringer klokkerne for det gamle kontinent, hvis politisk korrekte middelklasse i 30 år stemte på partier med en uansvarlig invandringspolitik. I Spanien gav den socialistiske regering amnesti til over 100.000 illegale indvandrere, der vandrer videre over EU´s åbne grænser. En Harward-professor, Robert Putnam, var for nylig overrasket over resultatet af sin egen undersøgelse, der viste, at tilliden mellem mennesker forsvinder, jo mere multukulturelt samfundet bliver. Folk i multikulturelle samfund "stoler ikke på den lokale borgmester, de stoler ikke på den lokale avis, de stoler ikke på andre mennesker, og de stoler ikke på samfundets institutioner", siger Putnam (Financial Times 8. oktober). Resultatet af undersøgelsen bekommer tydeligvis ikke professoren vel, for i næste åndedrag afviser han tanken om indvandrernes assimilation til værtslandets kultur og taler om, at vi i det islamiserede Europa nu skal til at "konstruere et nyt os". Akedemikeren ved sit skrivebord tror, at kulturelle og nationale identiteter kan "konstrueres". Men det Eurabien, som imamerne drømmer om, er et ganske andet, end hvad vestens radikale elite tror sig i stand til at "konstruere". "Vores tænkemåde trænger sig ind og viser sig stærkere end jeres", udtalte mullah Kretar til den norske avis Dagbladet for nylig, og satte trumf på: "Se på befolkningsudviklingen i Europa. Antallet af muslimer vokser som myg. Hver vestlig kvinde i EU får i gennemsnit 1,4 børn. Hver muslimsk kvinde får i de samme lande 3,5 børn. I 2050 vil 30 pct. af befolkningen i Europa være muslimsk".

Civilisationer dør af selvmord, ikke af mord - skrev den engelske historiker Arnold Toynbee. Han søgte årsagerne til store civilisationers undergang i kulturelt forfald og manglende evne til at møde religiøse og moralske udfordringer" (Michael Pihl: "Klokkerne ringer for Europa", kommentar i Berlingske 14.11.06).

Læs også Michael Pihl: "Den nye orientalisme".

Og især denne: Michael Pihl: "Folket dør, når troen dør".

Til den sidstnævne: Jeg er dog ikke helt enig med Pihl i, at det hele står og falder med den kristne tro. Det står og falder med, at folk ønsker at forsvare oplysningsidealer som frihed og rationalitet. Hvis de værdier er på plads, helt på plads, så følger det nemlig også, at folket har ret til selvbestemmelse og at nationen er en fortrinlig ramme for et godt styre og et godt liv. Uanset hvor meget den ringeagtes af grænseoverskridende massepsykoser som marxisme, islamisme, nazisme - og skulle vi nævne radikalisme.

fredag, november 10, 2006

Elias og kunsten at vedligeholde en naziregion

Kig en gang på disse tankevækkende karakteristika, som den tysk-engelske sociolog Norbert Elias opregner som baggrunden for Tysklands nazificering:

1) De tyske territoriers indeklemthed mellem andre stater (Tyskland historisk splittet i småstater og omgivet af et stort Frankrig, et enormt Polen, et solidt Østrig-Ungarn, et pænt stort Danmark).

2) Lang tradition for idealisering af krigerisk adfærd og militær kamp pga. landområders relativt svage status (konstante krige gennem århundreder).

3) Antallet af brud og diskontinuitet i tysk historie (Tyskland var meget sen til at samle sig til én nation, hverken ro indadtil eller udadtil).

4) Borgerskabets ideologiske underlegenhed i forhold til det traditionelle militæraristokrati (en følge af den megen ufred, der igen genererer mere ufred)

Elias forklarer:

Den kumulative virkning af Tysklands omtumlede historie - en historie, der i det lange løb havde været kendetegnet ved nederlag og deraf følgende magttab og som i tilsvarende grad skabte grobund for en såret national stolthed, en alt andet end selvsikker national identitet og et tilbageskuende nationalt ideal, der blandt andet bestod i, at en fantasiforestilling om en glorværdig fortid blev projiceret ind i fremtiden - muliggjorde fremkomsten af særlig ondartede varianter af tros- og adfærdstendenser, der også viste sig andre steder” (Norbert Elias: "On the Germans", p. 329 (1989/96)).

Det tager lang tid at lave en rigtig god og folkeligt funderet, nazistisk bevægelse. Men krig gør meget ved det, masser af militærånd og ustabilitet og hindringer for de fredelige, borgerlige ordener, der forsøger at vinde terræn (politik, økonomi, videnskab): "Alt dette førte til udviklingen af en forholdsvis svag individuel samvittighed, fjendtlighed overfor fremmede, autoritetstroskab og en konformitetsstræben" (Michael Hviid Jacobsen).

Den grimme version af islam(-isme) har mere end overfladiske ligheder med den grimme version af nazismen. Det er slemt. Men er det ikke også som om de kønne versioner ligner hinanden lidt? Først og fremmest drømmer man om fred. Der bliver uendeligt fredeligt til sidst. Hvad er der ellers? Ensartethed. Fællesskab. Enighed. Militært/religiøst hierarki. Økonomisk klasseløshed. Orden. Kollektiv tankegang. Traditionsbevidsthed. Autoritetstro. Renhed. Kampvilje. Selvopofrelse. Pligtfølelse. Internationale ambitioner. Stolthed. Identitet. Værdighed. Målrettethed. Og det med freden kan godt trække ud, det har man stor forståelse for.


Der er påfaldende lighedstræk, og det er oplagt, at vil man forstå den islamistiske bølge, så skal man ikke undersøge småterroristernes barndomshjem i 2006. Man skal grave langt tilbage i åndshistorien og se på de mellemøstlige stats-, samfunds- og individualitetsformer, som islam er vokset ind i og ud af. Helt fra sin spæde start. Grimme -ismer er ikke passive, mentale produkter, som historien skubber foran sig. Det er mentale snebolde, der selv vokser sig større og større, og som historien efterhånden får meget vanskeligt ved at standse. De ruller historien ind i sig selv.

Norbert Elias var tysk jøde. Bøsse også. Han måtte flygte ud af Nazityskland. Hans mor døde i koncentrationslejr.

tirsdag, november 07, 2006

Film

Henrik Dahl er altid mand for en rammende metafor:

"Meget af det, du ser i velfærdsdebatten, det er film, altså man smider sig ned og håber på, at dommeren fløjter. Det er der slet ingen tvivl om".

Høre mere på P1 fra i går, samtale med Henrik Dahl og Ole Thyssen om deres nye bog "Krigeren, borgeren og taberen". Bla. om velfærdsindustrien, som reklamerer for lidelser og ulykker, helt på niveau med private virksomheder.

Sygefravær

I ved, at jeg kun nødig træder i dette her :-).

Antal sygedage i 2005 fordelt på udvalgte, offentlige faggrupper:

Akademikere: 7,7
Dagplejere: 17,3
Pædagogmedhjælpere: 18,8
Rengøringsassistenter: 21,5
Social- og sundhedshjælpere: 21,6
Pædagogisk personale (døgninst): 19,5
Pædagogisk personale (daginst, klub, sfo): 17,5
Syge- og sundhedspersonale: 13,9
Ergo- og fysioterapeuter: 11,4
Kontor- og EDBpersonale: 11,8
Lægesekretærer: 13,4
Lærere, folkeskolen: 12,1
Specialarb, gartnere mv: 18,7
Lærere, gymnasie/HF: 5,6
Teknisk service medarb./P-vagter: 15,4
Reservelæger: 6,4

Andre fakta:
Hver dag er godt 142.000 mennesker fraværende fra deres arbejdsplads på grund af sygdom. Sygefraværet koster samfundet omkring 32 mia. om året.

I det offentlige har man i gennemsnit 13 sygedage om året. I det private 9.

I det offentlige er 77 procent af de ansatte kvinder. I det private 34 procent.

Vestjyder har færre sygedage (3-4 pct) end østjyder og fynboere (4-5 pct). I områderne omkring Århus og Odense samt på stort set hele Sjælland får den en tak til (5-6 procent). Enkelte sjællandske kommuner topper så med 6-7 pct.

Jyllandsposten 05.11.06