onsdag, november 29, 2006

Autonome overfaldt børnegudstjeneste

Hvem har ikke tænkt den tanke, at "Ungeren" og "Faderhuset" burde slå pjalterne sammen til gensidig glæde og opbyggelse. Det ville uden tvivl også lette tilværelsen for Mor m/k, der dagligt skriver hændervridende weblog om de unges heroiske kamp mod politikere og politi og dansk lov og dermed resten af det danske folk. Fra stolt jubel over de unges kreativitet og selvstændighed til frygt for den dag, hvor en betjent "handler på sin egen angst" og bruger sit våben mod deres uskyldige, kreative børn, netop som de står og smider toiletkummer ned over ordensmagten fra 2. sals højde.

I gamle dage blev der draget anderledes omsorg for, at ingen, slet ikke flere generationer i træk, skulle vakle så forvildede rundt, helt uden indsigt i eller begreb om, hvorfor vi har politi og hvor lovene kommer fra og hvorfor.

Samfundsdøvblinde væsner med ringe i alle bløddele, der ikke vil oplyse deres efternavn blev i gamle dage sendt til de Vestindiske øer. Når man hører, hvor fortabt flere generationer lever i dagens Danmark, klamrende sig til div. anarko-socialistisk vraggods, så kommer man jo til at tænke på salig Luther. Han skrev harmdirrende, at der er blevet sjusket med folkets opdragelse, så folk hverken "kan fadervor, troen, de ti bud, eller overhovedet noget Gud ord". Om de ansvarlige katolske præster hvæsede han: "Ak og vé over deres hals til evig tid". Og så gik han ellers i gang med at lære folk den lille katekismus, særligt det 4. bud, i øvrigt.

Jeg ved ikke, hvem jeg skal hvæse ak og ve over. For der er da vitterligt ingen, der nogensinde har haft pligt til at lære disse mennesker om lov og ret. Folkeskolen kunne man nævne, men den har jo bare skullet spinde en ende over, at det er enormt social og aktivt og demokratisk at aktionere, for så er man jo interesseret og involveret, og så har eleven vel skullet tegne en tegning om, hvad de følte ved det, hvis de gad.

Læs denne artikel fra JP. Den omhandler en episode, som Berlingske og Politiken ifølge dagens Groft er gået let hen over. Auto-nome, dvs. selv-lovgivende unge, der ikke fatter en bjælde af at leve i en nation under fælles lov, og hvis forældre efter deres blog at dømme er akkurat lige så blanke om lov og ret, har angrebet en børnegudstjeneste, væltet ind i store flokke og jaget småbørn og forældre på flugt. De har truet af den unge, kvindelige præst: "Vi ved, hvor du bor", og så er de ellers gået i gang med at smadre inventar efter eget forbillede. 87 personer blev anholdt.

mandag, november 27, 2006

Rousseau om slavemoral

Det er tragikomisk at se vestlig filosofi anvendt som redskab for islamisk fundamentalisme - imod vestlige filosofi. Læs fx på det danske koranselskab, hvordan man bruger vestens søgende og dissekerende politiske filosofi til at konkludere, at demokratiet selv må indrømme, at det fejler. Islams totale fiasko ænser man ikke, ikke ét kritisk spørgsmål retter man mod sig selv. Ingen skam, ingen selverkendelse, kun ren, ubøjelig vilje. Efter at have brugt Vestens filosofi til at hegle Vestens filosofi ned med, konkluderer man, hvad man gik ud fra, nemlig at den vestlige civilisation er ufuldendt og at islam kan løse problemerne (Det Danske Koranselskab). Det er surrealistisk. Det er kvalmende. Læs det og græd.

Rousseau roser i "Samfundspagten" islam for at kunne eliminere tvivl og kævl. "Muhammed dømte forstandigt, da han sammenføjede sit politiske system, og så længe hans regeringsform bestod under hans efterfølgere kalifferne, forblev denne regering en enhed og tillige en god regering" (Samfundspagten s. 231). Sådan et teokrati kan skabe enhed i staten, det kan forene hengivenheden over for religionen med hengivenhed over for nationen og staten. "Da er dette at dø for sit fædreland det samme som at lide martyrdøden, at bryde lovene er gudsbespotteligt, og det at udsætte en skyldig for offentlighedens forbandelse er det samme som at overgive denne til gudernes vrede; sacer esto" (s. 234). Så er ingen i tvivl. Så er almenviljen stærk, og det er jo godt. Der er dog en vigtig fortsættelse:

"Men denne religion er dårlig, for så vidt den er grundlagt på en fejltagelse og en løgn, bedrager menneskene og gør dem lettroende og overtroiske samt drukner den sande guddommelige religion i et tomt ceremoniel. Endvidere er den dårlig, når den bliver ensidig og tyrannisk, og gør et folk blodtørstigt og intolerant, så det kun ånder mord og massakrer og tror at udføre en hellig handling ved at dræbe enhver, der ikke anerkender dets guder. Dette bringer et sådant folk ud i en naturlig krigstilstand med alle andre og er meget skadelig for dets egen sikkerhed" (s. 234).

Det er skrevet i 1762. Det kunne være skrevet i går.

Nu skulle man tro, der fulgte den samme gamle sang om kristendommens fortræffeligheder: frihed, fornuft, næstekærlighed. Men nej. Den sande, evangeliske kristendom får lige så mange tæv af Rousseau: "Da denne religion imidlertid ikke har noget specielt forhold til det politiske, overlader den lovene til disses egen styrke uden at føje nogen anden til, og dermed bliver et af det særlige samfunds vigtigste bånd virkningsløst. Og mere til, langt fra at knytte statsborgernes kærlighed til staten, fjerner den dem fra den, lige som den fjerner dem fra alle jordiske ting; jeg kender intet, der strider mere mod samfundsånden" (s. 234). Hvor teokratiet udvikler tyranni, udvikler kristendommen resignation. Og hvad skal de kristne så egentlig med den republik og den folkets suverænitet, Rousseau er ved at lave til dem? Vil de overhovedet have den? Har de en vilje at lægge i deres egen lovgivning?

"Kristendommen er udelukkende en åndelig religion kun optaget af Himlens anliggender. Den kristnes fædreland er ikke af denne verden. Han gør sin pligt, sandt nok, men han udfører den med dyb ligegyldighed for, om hans anstrengelser får et heldigt eller et uheldigt udfald. For så vidt han ikke kan bebrejde sig selv noget, er det ham ligegyldigt, hvorvidt alting her på jorden går godt eller dårligt. Når staten er blomstrende, vover han knap nok at glæde sig over den offentlige lykke af frygt for at blive hovmodig over sit lands storhed. Når staten sygner hen, velsigner han Guds hånd, som hviler tungt på hans folk” (s. 235).

Så længe alle er gode kristne, går det. Men fjender, indre som ydre, har let spil:

Kristenkærligheden tillader knapt nok, at der tænkes ondt om næsten. Så snart denne ved en eller anden list har fundet frem til en metode til at narre dem og bemægtige sig en del af den offentlige autoritet, er han en mand, der er velbestaltet i sin værdighed. Gud vil, at man skal respektere ham; og snart er han en mægtig mand; Gud vil, at man skal adlyde ham; misbruger forvalteren af denne magt sin magt? Det er den svøbe, Gud straffer sine børn med. Man kunne gøre det til en samvittighedssag at fordrive usurpatoren; man ville da blive nødt til at forstyrre den offentlige fred, at bruge vold, udgyde blod: og alt dette stemmer dårlig overens med den kristne sagtmodighed; og når alt kommer til alt, hvad betyder det, om man er fri eller slave i denne jammerdal? Hovedsagen er, at man kommer i paradis, og resignationen er blot endnu en vej mod dette mål” (s. 235-6).

Rousseau er fuldt på højde med Nietzsches kritik af kristendommens slavemoral: ”De sande kristne er skabt til at være slaver; de ved det og gør ikke oprør; dette korte liv er af alt for ringe værdi i deres øjne” (s. 237). Kristendommen ender samme sted som hos Nietzsche, i nihilistisk selvhad og resignation.

At bekende sine synder, at se bjælken i sit eget øje, at lade den der er uden skyld kaste den første sten. Den prædiken lyttede vi i gamle dage til en times tid hver søndag. Nu må vi betale tusinder af venstreintellektuelle for at holde svovlprædikener over os dag ud og dag ind. Referencerammen er ikke længere religiøs og vokabularet er lidt anderledes, men essensen er den samme: Vores skyld og synd kender ingen grænser. Vi skal angre og betale bod/skat, gerne lidt villigt, for at løse alle verdens problemer, som vi jo er skyld i. Og mens det artige, danske folk begynder at se trætte ud i betrækket og skele efter udgangen, sidder islamofascisterne på første række og tager notater.

onsdag, november 15, 2006

Lærernes arbejdstid

I gennemsnit bruger lærerne ca. 37 pct. af arbejdstiden (ekskl. ferier og fridage) svarende til ca. 3 timer og 9 minutter pr. skoledag på undervisning. Hvordan ser sådan en arbejdsplan egentlig ud i praksis? Det har en rapport fra Undervisningsministeriet set på (marts 2006).

Folkeskolelærernes arbejdstidsregler:

Arbejdstidsnorm
Aftalen om arbejdstid for lærere i folkeskolen er baseret på, at lærerne har en arbejdstid, der svarer til den generelle arbejdstid på arbejdsmarkedet, dvs. gennemsnitligt 37 timer pr. uge. eller 1924 timer årligt. Når ferier og søgnehelligdage trækkes fra, udgør lærernes gennemsnitlige nettoarbejdstid 1681 timer.

Individuel tid
Hver lærer tildeles 375 timer i individuel tid, som disponeres og tilrettelægges suverænt af læreren selv. Tiden anvender læreren til sin egen forberedelse, herunder nødvendig (ikke lederstyret) forberedelse med andre lærere, planlægning og efterbehandling, samt til individuel forberedelse og efterbehandling af mødevirksomhed. Endvidere anvendes tiden til besvarelse af henvendelser fra elever og forældre uden for arbejdspladsen.

Skoletid
Skoletiden udgør den resterende del af nettoarbejdstiden (i gennemsnit 1306 timer), som med en række begrænsninger disponeres af skolen til undervisning, pauser/frikvarterer, fælles forberedelse, samarbejde/teamsamarbejde, udvikling, klasselæreropgaver og øvrige læreropgaver i tilknytning til undervisningen og skolens virksomhed.

Som det fremgår af figuren på rapportens s. 20 anvendes gennemsnitlig 692 timer om året på undervisning. 459 timer går til pauser, teamsamarbejde, udvikling, klasselæreropgaver mv.

Af skoletiden skal skolen årligt afsætte 155 timer pr. lærerårsværk (155-timerspuljen), som skal anvendes til skolens samlede udvikling, lærersamarbejde på skolen og yderligere individuel forberedelse. Timerne planlægges og fordeles blandt samtlige lærere efter aftale med kredsen/tillidsrepræsentanten. Hver lærer skal tildeles mindst 50 timer inden for formålet med puljen.

Aldersreduktion
Lærere, der er fyldt 60 år, har krav på at få reduceret skoletiden med 175 timer om året. Der er tale om en reel nedsættelse af den præsterede arbejdstid med fuld løn.

Overarbejde
Arbejde ud over den årlige arbejdstidsnorm på 1924 timer er overarbejde. Vilkår, herunder betaling for overarbejde for den enkelte lærer ud over 30 timer pr. skoleår, skal aftales mellem kommunen/skolelederen og kredsen/tillids-repræsentanten. For de første 30 timer ydes honorering svarende til timelønnen med tillæg af 50 pct.

Opsummerende: Af de i alt 1681 årlige arbejdstimer afsættes der gennemsnitlig 155 timer om året til udvikling. Dertil kommer 375 timer til forberedelse og efterbehandling. Og endelig er der 459 timer til pauser, mere forberedelse, teamsamarbejde, klasselæreropgaver og - igen - udvikling.

Tilbage er der 692 timer til undervisning, svarende til 3 timer og 9 minutter pr. skoledag.

tirsdag, november 14, 2006

Skattevæsnets historie

Jeg faldt også lige over et interessant lille værk fra 1930: Grundrids af vort skattevæsens historie. Den fik mig til at tænke på en glimrende kronik i Berlingske for nogen tid siden om skat, tyvebander og beskyttelsespenge. Fra indledningen:

"De ældste danske skatter, vi ved noget sikkert om, er fra Valdemarernes tid (omkr. 1200). Før den tid har befolkningen vel nok haft visse forpligtelser overfor kongen, der jo dengang repræsenterede staten; men det er uklart, hvorvidt disse rakte. Vi ved at i oldtiden sørgede folket selv for retsbeskyttelse, og leding kunne kongen kun udbyde med hele folkets samtykke, efter at det var vedtaget i på landstinget. Men vikingetiden synes at have skabt en klasse af mænd, der var blevet rige og mægtige ved plyndring, og som - vante til selvtægt - ikke kendte anden ret end magtens. Dem kunne bondemenigheden ikke magte, så der trængtes til en magt, stærk nok til at holde dem i ave. Det blev da kongens opgave. Op mod Valdemarstiden - især i borgerkrigene forud derfor - led Befolkningen stærkt under nabofolkets plyndring, særlig plagede venderne kystbyerne. Der måtte da skabes en hær, som kunne holde disse fjender borte fra kysterne. Også her måtte der lægges en større magt i kongens i hånd".

Mere historie for (og af) historieløse

Man hører ofte, at dansk nationalitet som "fænomen" kun er godt og vel 200 år gammel. Der er ingen substantiel, historisk funderet danskhed, lyder det. Der har intet "dansk" været at samles om, der har intet fællesskab eller slægtskab været, før man "opfandt" det, fordi man skulle bruge de nationale følelser til at manipulere folk med. Danskheden er en illusion.

Det er simpelthen ikke rigtigt. Dengang der fandtes historisk børnelærdom, da var det børnelærdom:

Dannevirke var et fæstningsanlæg, som dannerne udfærdigede som værn mod angreb fra syd. Kulstofmetoden har vist, at de første dele af volden er påbegyndt så tidligt som 650. Den nøjagtige placering må formodes at være valgt, fordi her er Jyllands smalleste sted. Men allerede på dette tidspunkt afgrænsede volden dansk og tysk som to sprogområder. Dannerne levede spredt, nogle i Skåne, nogle i Jylland og på øerne. Der var småkonger rundt omkring, og de orienterede sig unægtelig noget anderledes end vi gør nu, men de var dannere.

Adskillige danske konger udbyggede, vedligeholdt og forsvarede Dannevirke fra 650 og helt frem til 1864. Sigtet var fra først til sidst at holde de stadig mere magtfulde tyskere og frankere ude af Danmark. Dannevirke blev ihærdigt forsvaret gennem 1200 år, og det lykkedes i en grad, så mange danskere
efter sigende var forvissede om, at Dannevirke var uindtageligt, også i 1864. Dannevirke kan ses endnu, hvis du er skeptisk.

Så er der
Jellingestenen. Den findes også. Det første skriftlige bevis for danskhed. I 900-tallet huggede Harald Blåtand bogstavelig talt i granit, at her, I Danmark, levede et dansk folk, dannerne, som han samlede med nordmændene og kristnede. Ligesom man ikke kan benægte Dannevirkes eksistens, kan man ikke benægte, at Jellingestenen er en realitet. Fanden til begrebsgymnastik, at den danske identitet kun skulle gå få hundrede år tilbage og være en ren konstruktion.

Pihl om romerrigets fald

Michael Pihl fortjener hæder for bestandig at forsøge at banke fakta, viden og faglighed ind i den offentlige debat, der så let lader sig styre af dumme, socialistiske floskler og tyndbenede, filosofiske konstruktivismedogmer. Pihl er god, og I skal høre efter, hvad han siger, også på det pædagogiske område (Haarder!). I dagens Berlingske haler han en skat ud af det historieskab, som man desværre er holdt helt op med at bruge i Folkeskolen og Gymnasiet. Det er om romerrigets undergang, læs og lær:

"Hvis EU åbner for masseindvandring og tyrkisk medlemskab, skylder vi os selv at tænke på, hvordan det gik romerriget".

"Som vor politisk korrekte elite kunne ej heller romerrigets intetanende borgerstand i sin vildeste fantasi forestille sig, at Roms rige civilisation nogensinde kunne bryde sammen. Da imperiets nyromere blev for talrige til at blive romere, blev Rom et multikulturelt babelstårn på lerfødder. Nye borgere ville ikke assimileres, medbragte ingen loyalitet for romersk kultur, ingen pietet over for romerske guder og ingen respekt for romersk tradition. Barbarernes indvandring blev ikke set som den trussel, det var, fordi det ikke var en regulær invasion, men en jævn, gradvis magtovertagelse. I år 376 bankede en horde goter på ved romerrigets Donau-grænse og forlangte asyl. Den selvfede kejser Valens brød med romersk tradition og lukkede dem ind. Til glæde for overklassen og datidens intellektelle kulturelite.

Den fremmede masseindvandring blev slet ikke anset for noget problem. Kejser Valens og romerrigets politiske overklasse betragtede kun den gotiske invasion som en kulturberigende tilførsel af billig arbejdskraft. [...] Den romerske historiker Amianus skrev: "Hele affæren skabte mere glæde end frygt, og højtuddannede hofsnoge priste umådeholdent kejserens forsyn, der helt uventet havde skaffet ham så mange unge rekrutter fra verdens ende". To år senere gjorde goterne oprør, dræbte den tosseglade kejser og udslettede den romerske hær i slaget ved Hadrianopol. Rom erobrede barbarerne og barbarerne erobrede Rom. Og alle vore veje fører i dag til Rom.

Hvad Rhinen og Donau dengang var for Rom, er Middelhavet og Rio Grande i dag for Europa og Amerika: Den vestlige civilisations grænser stillet på vid gab for fremmed invasion. I maj 2006 gav præsident George Bush amnesti til 12 mio. illegale indvandrere. Massive flertal af almindelige amerikanere har i utallige meningsmålinger i årevis tilkendegivet deres modstand mod masseindvandringen, men præsidenten og kongressen vil intet gøre. Som kejser Valens vil Bush hellere prises for sit "næstekærlige" storsind af storindustrien og landets kulturelite.

I Europa ringer klokkerne for det gamle kontinent, hvis politisk korrekte middelklasse i 30 år stemte på partier med en uansvarlig invandringspolitik. I Spanien gav den socialistiske regering amnesti til over 100.000 illegale indvandrere, der vandrer videre over EU´s åbne grænser. En Harward-professor, Robert Putnam, var for nylig overrasket over resultatet af sin egen undersøgelse, der viste, at tilliden mellem mennesker forsvinder, jo mere multukulturelt samfundet bliver. Folk i multikulturelle samfund "stoler ikke på den lokale borgmester, de stoler ikke på den lokale avis, de stoler ikke på andre mennesker, og de stoler ikke på samfundets institutioner", siger Putnam (Financial Times 8. oktober). Resultatet af undersøgelsen bekommer tydeligvis ikke professoren vel, for i næste åndedrag afviser han tanken om indvandrernes assimilation til værtslandets kultur og taler om, at vi i det islamiserede Europa nu skal til at "konstruere et nyt os". Akedemikeren ved sit skrivebord tror, at kulturelle og nationale identiteter kan "konstrueres". Men det Eurabien, som imamerne drømmer om, er et ganske andet, end hvad vestens radikale elite tror sig i stand til at "konstruere". "Vores tænkemåde trænger sig ind og viser sig stærkere end jeres", udtalte mullah Kretar til den norske avis Dagbladet for nylig, og satte trumf på: "Se på befolkningsudviklingen i Europa. Antallet af muslimer vokser som myg. Hver vestlig kvinde i EU får i gennemsnit 1,4 børn. Hver muslimsk kvinde får i de samme lande 3,5 børn. I 2050 vil 30 pct. af befolkningen i Europa være muslimsk".

Civilisationer dør af selvmord, ikke af mord - skrev den engelske historiker Arnold Toynbee. Han søgte årsagerne til store civilisationers undergang i kulturelt forfald og manglende evne til at møde religiøse og moralske udfordringer" (Michael Pihl: "Klokkerne ringer for Europa", kommentar i Berlingske 14.11.06).

Læs også Michael Pihl: "Den nye orientalisme".

Og især denne: Michael Pihl: "Folket dør, når troen dør".

Til den sidstnævne: Jeg er dog ikke helt enig med Pihl i, at det hele står og falder med den kristne tro. Det står og falder med, at folk ønsker at forsvare oplysningsidealer som frihed og rationalitet. Hvis de værdier er på plads, helt på plads, så følger det nemlig også, at folket har ret til selvbestemmelse og at nationen er en fortrinlig ramme for et godt styre og et godt liv. Uanset hvor meget den ringeagtes af grænseoverskridende massepsykoser som marxisme, islamisme, nazisme - og skulle vi nævne radikalisme.

fredag, november 10, 2006

Elias og kunsten at vedligeholde en naziregion

Kig en gang på disse tankevækkende karakteristika, som den tysk-engelske sociolog Norbert Elias opregner som baggrunden for Tysklands nazificering:

1) De tyske territoriers indeklemthed mellem andre stater (Tyskland historisk splittet i småstater og omgivet af et stort Frankrig, et enormt Polen, et solidt Østrig-Ungarn, et pænt stort Danmark).

2) Lang tradition for idealisering af krigerisk adfærd og militær kamp pga. landområders relativt svage status (konstante krige gennem århundreder).

3) Antallet af brud og diskontinuitet i tysk historie (Tyskland var meget sen til at samle sig til én nation, hverken ro indadtil eller udadtil).

4) Borgerskabets ideologiske underlegenhed i forhold til det traditionelle militæraristokrati (en følge af den megen ufred, der igen genererer mere ufred)

Elias forklarer:

Den kumulative virkning af Tysklands omtumlede historie - en historie, der i det lange løb havde været kendetegnet ved nederlag og deraf følgende magttab og som i tilsvarende grad skabte grobund for en såret national stolthed, en alt andet end selvsikker national identitet og et tilbageskuende nationalt ideal, der blandt andet bestod i, at en fantasiforestilling om en glorværdig fortid blev projiceret ind i fremtiden - muliggjorde fremkomsten af særlig ondartede varianter af tros- og adfærdstendenser, der også viste sig andre steder” (Norbert Elias: "On the Germans", p. 329 (1989/96)).

Det tager lang tid at lave en rigtig god og folkeligt funderet, nazistisk bevægelse. Men krig gør meget ved det, masser af militærånd og ustabilitet og hindringer for de fredelige, borgerlige ordener, der forsøger at vinde terræn (politik, økonomi, videnskab): "Alt dette førte til udviklingen af en forholdsvis svag individuel samvittighed, fjendtlighed overfor fremmede, autoritetstroskab og en konformitetsstræben" (Michael Hviid Jacobsen).

Den grimme version af islam(-isme) har mere end overfladiske ligheder med den grimme version af nazismen. Det er slemt. Men er det ikke også som om de kønne versioner ligner hinanden lidt? Først og fremmest drømmer man om fred. Der bliver uendeligt fredeligt til sidst. Hvad er der ellers? Ensartethed. Fællesskab. Enighed. Militært/religiøst hierarki. Økonomisk klasseløshed. Orden. Kollektiv tankegang. Traditionsbevidsthed. Autoritetstro. Renhed. Kampvilje. Selvopofrelse. Pligtfølelse. Internationale ambitioner. Stolthed. Identitet. Værdighed. Målrettethed. Og det med freden kan godt trække ud, det har man stor forståelse for.


Der er påfaldende lighedstræk, og det er oplagt, at vil man forstå den islamistiske bølge, så skal man ikke undersøge småterroristernes barndomshjem i 2006. Man skal grave langt tilbage i åndshistorien og se på de mellemøstlige stats-, samfunds- og individualitetsformer, som islam er vokset ind i og ud af. Helt fra sin spæde start. Grimme -ismer er ikke passive, mentale produkter, som historien skubber foran sig. Det er mentale snebolde, der selv vokser sig større og større, og som historien efterhånden får meget vanskeligt ved at standse. De ruller historien ind i sig selv.

Norbert Elias var tysk jøde. Bøsse også. Han måtte flygte ud af Nazityskland. Hans mor døde i koncentrationslejr.

tirsdag, november 07, 2006

Film

Henrik Dahl er altid mand for en rammende metafor:

"Meget af det, du ser i velfærdsdebatten, det er film, altså man smider sig ned og håber på, at dommeren fløjter. Det er der slet ingen tvivl om".

Høre mere på P1 fra i går, samtale med Henrik Dahl og Ole Thyssen om deres nye bog "Krigeren, borgeren og taberen". Bla. om velfærdsindustrien, som reklamerer for lidelser og ulykker, helt på niveau med private virksomheder.

Sygefravær

I ved, at jeg kun nødig træder i dette her :-).

Antal sygedage i 2005 fordelt på udvalgte, offentlige faggrupper:

Akademikere: 7,7
Dagplejere: 17,3
Pædagogmedhjælpere: 18,8
Rengøringsassistenter: 21,5
Social- og sundhedshjælpere: 21,6
Pædagogisk personale (døgninst): 19,5
Pædagogisk personale (daginst, klub, sfo): 17,5
Syge- og sundhedspersonale: 13,9
Ergo- og fysioterapeuter: 11,4
Kontor- og EDBpersonale: 11,8
Lægesekretærer: 13,4
Lærere, folkeskolen: 12,1
Specialarb, gartnere mv: 18,7
Lærere, gymnasie/HF: 5,6
Teknisk service medarb./P-vagter: 15,4
Reservelæger: 6,4

Andre fakta:
Hver dag er godt 142.000 mennesker fraværende fra deres arbejdsplads på grund af sygdom. Sygefraværet koster samfundet omkring 32 mia. om året.

I det offentlige har man i gennemsnit 13 sygedage om året. I det private 9.

I det offentlige er 77 procent af de ansatte kvinder. I det private 34 procent.

Vestjyder har færre sygedage (3-4 pct) end østjyder og fynboere (4-5 pct). I områderne omkring Århus og Odense samt på stort set hele Sjælland får den en tak til (5-6 procent). Enkelte sjællandske kommuner topper så med 6-7 pct.

Jyllandsposten 05.11.06

fredag, november 03, 2006

Adorno og den kritiske teori

Det er altid de stille, der er de værste. En af socialismens store, delvis uforståelige og derfor stadigvæk fritsvømmende fisk er Theodor W. Adorno (1903-1969), Frankfurterskolens og dermed den kritiske teoris mest fremtrædende tænker. Jeg har egentlig altid tænkt på ham som en æstetisk-teoretisk air head med begrænset indflydelse. Nu er det gået op for mig, at hvor tilforladelig han end virker, så er mandens tankegang faktisk grim. Og det går op for mig, at hans indflydelse har været enorm. Ja, jeg vil gå så vidt som til at sige, at det er hans skyld, det hele.

Frankfurts ”Institut for Socialforskning” blev grundlagt i 1923 og havde Marx-Engels-Lenin Instituttet i Moskva som forbillede. Man arbejdede med socialismens historie og med politisk økonomi, alt sammen inden for en marxistisk analyseramme. I 1931 blev Marx Horkheimer udnævnt til direktør, og hermed var Frankfurterskolen født.

En ganske særlig interdisciplinær arbejdsform så dagens lys. Forskere fra en lang række forskellige områder arbejdede sammen om at beskrive den kapitalistiske økonomis indflydelse på kultur- og åndsliv. Økonomer, sociologer, filosoffer, psykologer, filologer osv. supplerede hinanden i at analysere økonomiens indflydelse på alle aspekter af det menneskelige liv. Tværfaglighed var kilden til at få øje på produktionsforholdenes determinerende effekt på alting. Den danske uddannelsesverden har elsket tværfaglighed lige siden og bruger masser af energi på det, om end man nok efterhånden har fortrængt hvorfor.

Den fælles erfaring, som Frankfurterskolen skriver på basis af, er stalinismens og nazismens grusomheder. Krigen, holocaust. Fremtrædende navne var udover Max Horkheimer: Theodor W. Adorno, Herbert Marcuse, Friedrich Pollock, Franz Neuman, Leo Löwenthal, Erich Fromm. Mange var jøder, hvilket sammen med deres kritiske samfundsanalyser betød, at de inden længe måtte flygte ud af Nazityskland. Det, der er gået hen og blevet Franfurterskolens hovedværk, Horkheimer og Adornos "Oplysningens dialektik", er således skrevet i eksil i USA i 1944.

Kritisk teori, som retningen kom til at hedde, kunne man mere præcist kalde marxistisk teori. Når man i dag skal placere sig videnskabsteoretisk på uddannelsesinstitutionerne, har man en populær søjle, som man kalder "kritisk teori". Man omtaler den typisk som om den repræsenterer en almen og forudsætningsløs "kritisk", "selvstændig" eller "samfundsengageret" vinkel. Hvis man skal være præcis, og det skal man jo, så er Frankfurterskolens kritiske teori imidlertid en marxistisk funderet teori, der retter sig kritisk ikke mod hvad som helst, men imod problemer, der kan begribes som afledt af, at vi lever i et kapitalistisk samfund. Kritisk teori er en politisk orienteret fortolkningsramme, der får lov at kalde sig en videnskabsteoretisk position. Den er bestemt ikke værdifri og ”vil” heller ikke være det. Vil ikke, vil ganske enkelt ikke; ret beset et usædvanligt videnskabsteoretisk argument, men sådan lyder det. Mig bekendt findes der ikke en tilsvarende liberal eller konservativ retning, som man som studerende kan vælge at basere sig på, fordi man "vil".

En stærkt partisk reformtanke er kernen i den kritiske teoris metode. Hvor positivismen og fænomenologien vil beskrive virkeligheden som den er, vil den kritiske teori forandre den, som det hedder, med reference til Marx. Det interessante er ikke den videnskabelige undren over, hvorfor tingene er som de er – som Aristoteles sagde - men den politiske undren over, hvorfor tingene ikke er på en helt anden måde. Vi er ikke bare tænkende eller politiske dyr. Vi er fortolkende dyr. Vi er hævede over fakta og faglighed og realiteter. Vi laver projekter, der skal forandre verden.

Den kritiske teori forpligter sig på fremtiden, ikke på fortiden. Den vil ikke basere sig på nogen af de gængse videnskabelige metoder. Adorno argumenterer omhyggeligt for det i essayet "Sociologi og empirisk forskning" i "Kritiske modeller". Empirisk funderede samfundsanalyser kan man ikke bruge til meget. Poppers forsøg på at reetablere positivismens sikre videnskabelighed afviser Adorno som "scientisme", altså videnskabelighed for videnskabelighedens skyld, en metodisk forfinelse, der alligevel aldrig vil kunne bringer vores samfundsanalyser på niveau med, hvad der i virkeligheden er på spil i virkeligheden. Heidegger, en anden samtidig, afvises også, når han forsøger at sætte parentes om sit eget forudindtagede begrebsapparat og derved nå frem til die Sache selbst, det fænomen, han vil undersøge. For det første kan Heidegger ifølge Adorno aldrig slippe af med de øjne, han ser med. For det andet ville fænomenet, den rå sociale forekomst, fx antal bekvemmelighedsflygtninge eller dine følelser over for din arbejdsplads, ikke gøre os klogere, fordi verdens virkelige årsager, den virkelige virkelighed, ikke befinder sig på dette niveau, men bag det.

Den kapitalistiske varemæssiggørelse trænger sig ind på alle livets områder. Vi betragter os selv og andre ud fra bytterelationer, vi tænker i standarder og forretningsjargon. I dag ville han formentlig sige, at vi er endt der, hvor vores fulde identitet og livsvisdom lader sig restløst udtrykke i vores valg af køkken. Således er vi mentale replikanter, alle til hobe produkter af den kapitalistiske økonomi.

Den kritiske teoris teori er et brud med virkeligheden og kan derfor ikke testes empirisk. Den kan ikke modbevises med ”facadefakta” eller modsiges med ”falsk bevidsthed”. Vi kan ikke protestere og sige nej. Problemet med empiriske data er, at de kun "fordobler" virkeligheden. De gentager virkeligheden, som den tager sig ud. Men hovedproblemet er, at den ”fordoblende” forskning ifølge Adorno gengiver et tendentiøst billede af virkeligheden. Den baserer sig på folks umiddelbare virkelighedsopfattelse og derved reproducerer den det samfund, vi lever i, frem for at rede dets tråde ud. Det duer ikke til noget, man skal være kritisk, dvs. socialist. Den kritiske teori skal levere abstrakte og spekulative begreber, som kan hjælpe folk med at undslippe deres umiddelbare erfaring af verden, deres ”falske bevidsthed”. Her diskvalificeres alle data, alle opfattelser og alle viljer, som ikke på forhånd er indlejret i en bestemt teori, den kritiske teori.

Adorno afviser den "fordoblende" forskning og fremhæver den teoretiske forskning. Det er Platons synspunkt. Fænomenverdenens skin forkastes og opmærksomheden rettes mod ideverdenens usynlige sandhed, hvortil kun særligt indviede har adgang. Hvor nødig han end vil identificere sig med Platon, er alle Adornos analytiske redskaber netop funderet i en usynlig, marxistisk totalforklaring, der er uimodtagelig over for videnskabelig kritik. Popper kritiserer i ”Det åbne samfund og dets fjender” netop Platon og Marx for at ligge ubehageligt tæt på hinanden og på totalitarismen, fordi de altid ved bedre og ikke kan modsiges. Adorno og Popper var da også på kollisionskurs i det, man kaldte den 2. positivismestrid. Adorno tabte uden tvivl på point, men han blev publikums darling.

Inden jeg siger mere om Adorno, skal det nok siges, at han ér lidt anderledes end de andre. Han er lidt anderledes end det slæng, der hænger sig på ham og kalder sig kritisk teori. Han forsøger at skrive tvivlen og den virksomme refleksion ind i sine essays. Han skriver netop essayistisk for ikke at låse sig fast i en tung videnskabelighed, der stavrer sig mod sin uundgåelige konklusion, skubbende alt andet til side på sin vej. Adorno vil alt andet end det. Han bruger alle sproglige kneb, han overdriver, provokerer og bruger mærkelige metaforer og sammenstillinger for at blæse lys ind i læserens tanke. Han vil frygtelig gerne være en spørgende Sokrates uden et standpunkt at forsvare, uden interesser, kun med et par kritiske øjne at se med. Så i en vis forstand er han undskyldt og hævet over den skråsikre og umådeligt selv-ukritiske teori, han kom til at grundlægge. I en anden forstand er hans allerværste bedrift, at det lykkedes ham at sælge det budskab, at den kritiske teoris interesse er hævet over kritik. Det øger for alvor ugennemskueligheden.


Adorno foragter enhver form for totalitarisme, men han er selv rygende totalitær. Han vil bestemt gerne hjælpe andre mennesker, men han gider ikke at høre på dem: "De empiriske metoder, hvis tiltrækningskraft udspringer af deres objektivitetskrav, foretrækker paradoksalt nok - hvad deres oprindelse i markedsforskningen forklarer - det subjektive: bortset fra statistiske data af folketællingstypen så som alder, køn, familiestilling, indkomst, uddannelse o.lign., beskæftiger de sig fortrinsvis med meninger, indstillinger og til nød subjekters adfærdsmåder". Hvad folk mener, tænker og tror, kan man ikke bruge til noget, fordi de kun er produkter af de samfundsforhold, de lever under. ”Deres egen beskaffenhed, deres subjekthed, afhænger af objektiviteten, af de mekanismer, de adlyder, og som udgør deres begreb”. Alle andre end de kritiske teoretikere er produkter af materielle forhold.

Also. Er man interesseret i at vide noget om Dansk Folkeparti, så kan man opliste den række af sociale og psykologiske faktorer, der leder Dansk Folkepartis medlemmer til at tænke som de gør. Man skal ifølge den kritiske teori ikke behandle deres udsagn som et stykke virkelighed (som en positivistisk empiriker måske ville gøre). Man skal heller ikke forstå det, de siger, som en hermeneutiker måske ville. Nej, man skal forklare, hvorfor de siger som de gør (angst, lukkethed, afmægtighed osv). Det er kritisk teori i aktion.

Af Adorno og den kritiske teori har vi nu lært tværfaglighed, dog netop underlagt metodisk og begrebslig marxistisk ensidighed. Vi har lært altid at dividere empiriske undersøgelser med foragt. Vi har lært at foragte meningmands mening. Hvad kan vi ellers lære af Adorno? Vi har endnu til gode at lære mistro mod rationalitet, oplysning og frihed, og så vil vi slutte af med hans foragt for demokrati og hans fuldstændigt ubekymrede mangel på selvkritik.

Grundspørgsmålet i ”Oplysningens dialektik er; hvordan kunne barbariet slå ud i lys lue i Tyskland, oplysningens og rationalitetens højborg? Svaret er, at barbariet er et symptom på rationaliseringen selv. Vi så ovenfor, hvordan gængs videnskab blev diskvalificeret som kapitalistisk ideologi. Nu låses rationalitet og oplysning sammen med barbari og ondskab som et uundgåeligt paradoks. Oplysning glider sammen med myte, fordi begge er narrative forklaringer med det formål at oplyse det, vi endnu ikke kontrollerer. Som en regndans er et mytisk forsøg på at beherske regnen, er en folkeoptælling et rationalistisk forsøg på at beherske mennesker og hvad de kan finde på at finde på. Begge dele presser en form ned over virkeligheden, tvinger virkeligheden til at passe ind og ignorerer resten, ”den ikke-identiske rest”.

Efter et par forførende metaforer og et par slående paradokser er der ikke længere forskel på rationel og irrationel, sandt og falsk, frihed og ufrihed. Væk er alle argumenterne mod de totalitære onder. I fortvivlelse over, hvad den tyske oplysning ”endte med”, smider Adorno rationaliteten selv over bord, fordi den er magtsyg. Den vil beherske og så kan det kun gå galt. Oplysningen slår tilbage og gør mennesket selv ufrit.

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, i hvor høj grad det synspunkt genopretter de humanistiske og samfundsmæssige studiers værdighed. Det placerer dem på toppen af kransekagen. Glem teknologien og Bacons diktum ”Viden er magt”. Fra nu af betragtes ingeniører, håndværkere og handlende på linie med Platons producenter; de skaber værdi og betaler for os andre, men de lever i fænomenernes verden; grådige, uvidende og moralsk anløbne. Humaniora og samfundsfag boomer og videnskaben respekterer ikke længere videnskaben.

Kernen i den vestlige civilisation, oplysningen, får nådesløse tæsk af Adorno. Oplysningens idealer er bare myter, i bedste fald meningsløse, i værste fald vildledende. Det postmoderne er et udtryk herfor, når man udråber de store ismers opløsning. Friheden, fornuften og fremskridtet beskrives som myter, der slører mere end de afslører. Vesten må nu leve i en skizofren tilstand af skam over sine egne dyder. Der er gået jantelov i civilisationens selvforståelse: ved jorden at blive, det tjener os bedst. Man foretrækker klart en Saddam i Irak frem for en Fogh eller en Bush. En ædel vild.

Demokrati kan lige så let gå skidt som det kan gå godt. At flertallet mener noget, gør det ikke nødvendigvis sandt, det følger af teorien om falsk bevidsthed. Nogle menneskers holdninger er vigtigere end andres. Man kan ikke uden videre nivellere og lade alle have lige meget at skulle have sagt. Ifølge marxistisk teori er der behov for en demokratiløs periode, hvor folk afkaster sig deres falske, kapitalistiske bevidsthed og indser marxismens sandhed. I den periode kan folket ikke lede sig selv demokratisk, men må leve under proletariatets diktatur.

Den kritiske teori er i egen selvforståelse samfundets refleksive bevidsthed, der beskæftiger sig med at afdække samfundets objektive strukturer, set ud fra et helhedssynspunkt. Det ædle mål er at folket skal sættes i stand til selv at styre samfundet og gøre det til deres eget produkt. Den kritiske teori retfærdiggør således statsfinansierede politiske, journalistiske og dannelsesmæssige ekspertvælder, der løbende har til opgave at opdrage befolkningen i marxistisk politisk retning. Udover at den kritiske teori ikke lader sig modsige, fordi den simultant diskvalificerer ethvert modargument, er den grundlæggende udemokratisk. Den giver intet for, hvad meningmand måtte mene. Det er nemlig ham, der er ideologibefængt ifølge den kritiske teoris socialistiske jargon.

Er den kritiske teori slet ikke i stand til at forholde sig kritisk til sig selv? Vi ved allerede, at den befinder sig på et overlegent analytisk niveau i forhold til evt. modargumenter. Men har den kritiske teori ikke i det mindste en mekanisme, der retter sig imod den kritiske teoris egen historisk betingede synsvinkel?

Svaret er nej. Den kritiske teoris funktionsmåde er at udkaste reform på reform på reform: hjælp til dit, oplysning om dat, en syndflod af eder og forbandelser ned over folk, der kvier sig ved at skulle betale for det. Den klassiske argumentation går ud på, at den ”kritiske” part skal bruge skattekroner fra samfundets "stærke" part og lønne sin egen offentligt ansatte faggruppe for at lave et "projekt", der skal gøre noget godt for samfundets "svage" part. Den kritiske teori fylder på denne måde bestandig næring på velfærdsstaten, får den til at vokse med udvikling af stadig nye tiltag og kritisk-teoretiske ramaskrig, hvis man taler om at afvikle andre. Man etablerer en hjælper-offer-akse og bruger den til at kanøfle tredjeparten, nemlig bedsteborgeren, den stærke, skatteyderen, den liberale eller konservative skiderik, hvis argumenter alle kan henføres til rå egoisme.

Man er blind for den ubønhørlige logik, der ligger i den modus operandi, og man er ude af stand til at se sin egen rolle. Kritikerne er ikke just en sulten og uuddannet flok med rod i offerklassen. De er veluddannede og velstillede, har god smag og masser af symbolsk og social kapital. Som journalister, kandidater, jurister, socialrådgivere, lærere, præster og forskere tjener de også pænt i forhold til indsatsen. På den måde har den kritiske teori udviklet sig til at være den relativt godt uddannede og godt lønnede embedsmandsstands redskab til at opretholde sit eget eksistensgrundlag. Ve den arme mand, der mener, at vi kan hjælpe verden bedre på andre måder end den socialistiske.

Den kritisk-teoretiske embedsmandsstand er ude af stand til at se sig selv som en del af magten. De er derfor ude af stand til at rette kritikken imod dem selv. Når Bourdieu fx har gjort forsøget, så er det ikke noget, der giver anledning til selvransagelse og forandring fx på P1 eller blandt magistrene. De er ude af stand til at se sig selv som en del af et magtspil. I deres selvforståelse er de rene, selvom de gennem deres demagogiske virksomhed tjener masser af penge og har masser af definitorisk magt. Og de tænker sig selv som få og vægtløse, selvom de udgør en overklasse på mange hundrede tusinde, der kræver at blive godt forsørget og lyttet til med respekt.

Den kritiske teori ejer ikke selvkritik, hverken når den diskvalificerer ”snævertsynede” menneskers synspunkter eller når den indkasserer ”griske” menneskers penge. Den er simpelthen for vis, for retfærdig, for selvopofrende og for nødvendig til kunne spilde sin tid med selvkritik.