søndag, december 30, 2007

2007

Hvad er det, der gør 2007 til et år, man ikke rigtig har lyst til at tænke for meget over? 2007 var først og fremmest fuld af pinagtigheder og fiaskoer. Folk, der bare hjulrede derudad, mens hele verden så til og græmmedes. Naser Khader spolerede Ny Alliance for åben skærm, Michael Rasmussen spolerede Tour de France for øjnene af hele verden, en fuld idiot spolerede EM og sådan kan vi blive ved. Overdramatiserede Irak-reportager, en tåkrummende pinlig melodi grand prix, en radikal, der gjorde sig komplet latterlig i muslimsk tørklæde. Og Enhedslisten, der året igennem bugserende svedende rundt på deres korantro mangfoldighedsikon. Danmarks Radio blev endegyldig til en økonomisk og journalistisk vittighed med den fallerede generaldirektør i Ungdomshusets t-shirt og samtlige journalister i desperat valgkamp for oppositionen. Villy Søvndal løj for åben skærm, Helle Thorning Schmidt og Pia Kjærsgaard indgik en storpinlig tåkrummer af en velfærdsalliance, og det vrøvl, den muslimske verden diskede op med, er der jo ingen ende på. Louise Frevert endte i CD under udsendelse af selvmorderisk pinlige mavedanserbilleder til hele nationen. Jens Blauenfeldt morede sig over 11. september som en åndeligt 8-årig. DR måtte udskyde en større serie og TV2 måtte genudsende Pyrus, fordi deres hovedrollemodel viste sig at være seksualforbryder. Lars Kolind brød for alvor igennem som et stort fjols, Jørgen Poulsen som en stor hykler, og Niels Lunde endte på Politiken. Vores højhuse gik i svingninger og måtte evakueres på grund af en sølle januarstorm. Dash 8 bragte flysikkerheden på niveau med det centrale afrika. Messerschmidt fuldeheilede, men det var da i det mindste bare almindeligt pinligt, ikke en larmende, selviscenesættende, selvinsisterende, selvhævdende pinagtighed som årets øvrige, af hvilke jeg kun har nævnt nogle få, fordi jeg gudskelov er så glemsom. Men erindringer kommer jo som ketsjup, så lad os slutte med disse to damer, som jo udtrykker årets stærkeste tendens så udmærket, forenet i ord og billede:



PS: Rådhusklokkerne virkede ikke!

torsdag, december 27, 2007

Mere statistisk skønmaleri

Så plumper de alle sammen i igen: Flygtningebørn er mest belastede, lyder det i Danmarks Radio:

"Vi kan se, at andengenerationsindvandrerne på institutionerne er mindre belastede end de etnisk danske og væsentligt mindre belastede end de unge med flygtningebaggrund, siger forskningschef Bo Ertmann fra Teori og Metodecenteret, der står bag undersøgelsen".

Internetavisen 180 grader er også med. Deres overskrift lyder Etnisk kriminalitet skyldes ikke 2. g´ere.

Og godt nyt er det da. Hvis efterkommere vitterligt er mindre kriminelle end danskere, så falder der jo fred over nationen i løbet af få årtier.

Det er desværre pure opspind. Bo Ertmann har nemlig lavet sin egen private definition af, hvad en andengenerationsindvandrer er. En andengenerationsindvandrer er normalt defineret som en efterkommer, altså et barn af en indvandrer. Men når Bo Ertmann taler om andengenerationsindvandrere, så definerer han dem som "børn eller børnebørn af arbejdskraftindvandrere i 60erne og 70erne" (Resume af Projekt fokus, note 3).

Undersøgelsen viser altså ikke, at efterkommere er mindre kriminelle end indvandrere, for slet ikke at tale om danskere.

Faktisk viser undersøgelsen heller ikke, hvorvidt efterkommere af arbejdskraftindvandrere i 60´erne og 70´erne er mere eller mindre kriminelle end andre. Undersøgelsen viser ret beset kun, at den andel, som disse udgør i de sikrede ungdomsinstitutioner klarer sig bedre, forstået således:

"2. generations indvandrere klarer sig generelt bedre end både flygtninge og etnisk danske unge: de har haft færre problemer under opvæksten, har sjældent været anbragt uden for hjemmet før opholdet i sikret afdeling, kommer i højere grad fra 'intakte' familier og har et noget lavere kriminelt tilbagefald end de øvrige" (side 3).

Hovedproblemet med undersøgelsen er, at den kun udtaler sig om de unge, der i forvejen er endt på sikret institution på grund af kriminalitet. De har alle klaret sig ekstremt dårligt.

Om de indsatte i sikrede institutioner for unge oplyser rapporten følgende:
  • 66 er af anden etnisk herkomst end dansk
  • 30 procent er født i udlandet, altså indvandrere
  • 36 procent må følgelig være efterkommere efter korrekt definition
Der er altså flere efterkommere end indvandrere på dette skidte sted i perioden 2003-2005, hvor man har samlet data ind. Og dette på trods af, at 15-17-årige efterkommere i 2005 udgjorde en noget mindre gruppe end indvandrere i samme alder:


Rapporten konkluderer, at efterkommere af indvandrere, der kom ind før indvandrerstoppet i 1973, klarer sig bedre end flygtninge og efterkommere af flygtninge. Det er en mærkværdig konklusion i betragtning af, at førstnævnte gruppe ifølge undersøgelsen udgør knapt 20 procent af disse hårde "etniske" ungdomskriminelle. Ifølge Danmarks statistik udgør tyrkerne (som det jo primært drejer sig om) 18 procent af de 15-17-årige indvandrere og efterkommere i 2006 (2945 personer). Denne gruppe er altså lige så hårdt "ramt" af hård kriminalitet som flygtningegruppen. Tesen om, at kriminaliteten skyldes traumatiserede flygtningefamilier bliver altså ikke bekræftet af undersøgelsen, men faktisk netop afkræftet.

To år efter anbringelsen har 6 ud af 10 af disse belastende unge indsatte i øvrigt begået kriminalitet igen og fået endnu en dom. To til tre år efter anbringelsen i sikret afdeling er de i gennemsnit hver registreret med 21 kriminelle forhold og 5 retlige afgørelser (side 2).

lørdag, december 22, 2007

Bliv skilt og få et nyt liv

Interessant kommentar af Lars Einar Engström i dagens Jyllandsposten: "Bliv skilt og få et nyt liv":

"Svaret på ligestillingsproblemet er måske skilsmisse? Så får kvinderne mere tid til at fokusere på deres karriere [...]. Kvinder udf'ører to tredjedele af alt arbejde i hjemmet og arbejder derfor rundt regnet 20 timer mere om ugen end mænd. Vi taler her om ulønnet arbejde [...]. Så mit råd er: Lad dig skille, og du får et nyt liv [...].

Del samværet med børnene, hver anden uge, så skal din tidligere "hjælpeløse" ægtemage nok begynde at tage vare på sin husførelse" [...]. Og du, kvinde, kan begynde at mødes med dine venner igen. Gå ud og drikke en øl, kigge efter kønne fyre! Børnene får en glad og positiv mor, som ikke er udaset, og som taler om livet. Den destruktive bøjen sig for såvel børn som en ægtefælle, der ikke tager del i pligterne bliver en saga blot, og du kan møde din gamle familie på et andet plan" (
Jyllandsposten 22.12.07).

Det er benzin på julegåsen! Skulle den udasede mor trænge til noget skældud oven i julearbejdet, så kan hun læse Hauges hjørne: "Ateistjul". Den er noget syrlig, men bestemt mere opbyggelig end ovennævnte:

"Mon ateister holder jul? Jeg mener: Mon de virkelig går rundt om et juletræ og synger "Et barn er født i Betlehem"? [...] Hvis nu de små ateistbørn spørger deres ateistmor om, hvorfor de holder jul - hvis de gør det - hvad vil ateistmor så svare?" (
Jyllandsposten 22.12.07).

Det er et godt spørgsmål. Vi balancerer på kanten mellem ophøjethed og fed løgn. Julen er en højtid eller en meningsløs materialisme. Jeg kører personligt en helt ortodoks linie. Alt andet er utænkeligt. En hurtig rundspørge her i hjørnesofaen om, hvorfor vi fejrer jul, giver følgende resultat:

8-årig pige: "For at fejre Jesus´ fødselsdag".
6-årig pige: "Jeg ved, hvad man SKAL, man SKAL tro på Gud, ellers bliver vi slaver, ellers bliver vi slaver".
3-årig dreng: "Fordi det er min fødselsdag, jeg har ikke prøvet at få fødselsdag".

Og hvad siger mor? Ja, hm-hm-hm, hun går nok og spekulerer lidt.

lørdag, december 15, 2007

Konsekvensetik

Vi skal ændre vores tankegang fra pligtetisk snæversyn og sindelagsetisk lirumlarum til en konsekvensetisk tankegang. Det skal vi. Vi skal tage os lidt sammen.

Pligtetik eller deontologisk etik er baseret på, at der findes en universel, apriorisk moralsk sandhed og at den kan erkendes med fornuften. Pligtetikere ønsker ikke at fundere sig på menneskelige følelser. At forlade sig på følelser er en afvej væk fra fornuften. Pligtetikere skeler heller ikke til konsekvens, fx at man ved at følge sin regel risikerer at udrette meget større ulykker end dem, man forsøger at forhindre. Heller ikke det partikulære, den konkrete situation må være afgørende. Eller nære relationer. I stedet hævder pligtetikere, at al moralitet baserer sig på en almengyldig regel, nemlig det kategoriske imperativ: Du skal altid handle således, at du kan ville, at din handling bliver til almen lov. Hvad der end ellers måtte ske. Det er en distanceret fornuft hævet om tid og sted, der besvarer spørgsmålet om, hvad der er rigtigt og forkert. Vi har fået en integrationsminister, der er støbt af denne tankegang. Hun lader sig styre af sine principper.

Sindelagsetik lægger vægt på, at det hverken er handlingen selv, dens bagvedliggende værdier eller dens konsekvens, men sindelaget bag den, der står til moralsk bedømmelse. Det er tanken, der tæller, den gode vilje til at gøre det rette. Man kan sige, at pligtetikken og sindelagsetikken går hånd i hånd mht. at se stort på konsekvensberegning. De kan falde sammen som de gør hos Kant, men der findes også en meget ukantiansk form for sindelagsetik, hvor man lader sig lede af sit blødende hjerte og sin retfærdige harme; hvor man altså vil det bedste. Under sindelagsetikken finder vi også afdelingen for anger og vand-ud-af-ørerne samt lange diskussioner af, hvorvidt det var med vilje eller ikke med vilje. Vores opposition af rørt af denne klæge dej. Deres etiske ansvar begrænser sig til, hvordan de forholder sig til tingene.

Konsekvensetik vurderer en handling på dens konsekvenser. Den ser fremad. Den kan godt godkende en styg handling, hvis konsekvensen er, at man dermed undgår et endnu styggere onde. Konsekvensetikken diskuterer værdier og nytteværdi, dvs. den kan ikke distancere sig fra de menneskelige følelser og beholder altid fokus på beslutningen, der skal tages, den afvejning, som man ikke undgår. Man kan ikke som ovenfor undskylde sig med, at man mente det godt eller at det var ens pligt. Man skal forklare, hvorfor man prioriterer, og man står til ansvar over for konsekvenserne. Det kaster et pragmatisk lys ind over enhver handling og forbinder den med dens konkrete følgevirkninger frem for med vores moralske forfængelighed og selvtilfredshed. Har vi overhovedet sådan nogle i dansk politik?

Julepynt

Vi skal også have lidt julepynt:

Svensk forsker knivdræbt

Nej, nu er det fanme nok. En svensk universitetslektor er blevet myrdet, formentlig for at forske i tyrkisk folkedrab. Han blev stukket i halsen på Örebro Universitet i tirsdags.

Jeg går ud fra, at vores venstreradikale behandler sagen som et socialt tilfælde og at vores deontologisk orienterede liberale behandler den som en almindelig drabssag. Jeg begriber ikke, at de kan holde deres hjerner og hjerter hen med den snak. De har næppe for meget af nogen af delene.

Via
Monokultur.

torsdag, december 13, 2007

Islamisk censur - nu også i Mexico

Hvor er det dog trist at tænke på, at islams klør kan nå helt til Mexico. Hvor kan man efterhånden blive fri?

En marokkansk kunstner, bosiddende i Frankrig, har måttet aflyse en udstilling - i Mexico. Den iranske ambassadør i landet kaldte hans billeder en hån mod muslimsk kultur og truede bla. med at udråbe ham som fjende af islam i den arabiske verden, hvis udstillingen ikke blev lukket. Det blev den så.

Lyder det bekendt? Her kommer noget mere, der lyder bekendt:

"Han har fået støtte fra liberale kommentatorer i mexicansk presse, der mente, at han ikke skulle bøje sig. Den mexicanske venstrefløj har derimod holdt en lav profil i sagen" (
JP 13.12.07).

Vesten er i venteposition. Vi venter på, at venstrefløjen skal erkende sagens alvor, så vi kan få sagt klart og utvetydigt fra over for den slags. Det gælder i øvrigt også
den slags og den slags.

Flere glade nyheder fra Integrationsministeriet

Integrationsministeriet sender i dag endnu en solstrålehistorie ud i pressen: Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, der har taget en lang videregående uddannelse i Danmark får i højere grad end danskerne jobs, der svarer til deres uddannelse. Hele 70 procent af indvandrerne og 73 procent af efterkommerne har pr. 1. januar 2006 et arbejde, der ”forudsætter viden på højeste niveau”, hvis de vel at mærke har taget deres uddannelse i Danmark. For de tilsvarende højtuddannede danskeres vedkommende gælder det kun for 66 procent (”Tal og fakta”, nov. 2007, s. 36).

Det fremgår dog klart af rapporten (s. 36), at ovennævnte tal angiver andelen blandt de beskæftigede, ikke af den samlede gruppe. Det duer jo ikke, at man på den måde ser bort, hvor mange der er arbejdsløse eller helt uden for arbejdsmarkedet. I teorien kunne 90 procent være uden for arbejdsmarkedet eller arbejdsløse samtidig med, at 100 procent af de beskæftigede havde akademikerjobs.

Kun 77 procent af indvandrere med lang, videregående dansk uddannelse og 85 procent af efterkommere med lang, videregående dansk uddannelse er i beskæftigelse. I samme gruppe af danskere er 91 procent i beskæftigelse.

Det vil sige, at for danskernes vedkommende er det rette tal, at 60 procent eller mere præcist 115.077 højtuddannede personer bestrider jobs, der kræver højeste viden.

For indvandrernes vedkommende er det reelt kun 53 procent af alle indvandrere med lang, videregående, dansk uddannelse, der har et sådan job. Vi taler om 1534 personer.

For efterkommernes vedkommende er tallet 62 procent. Altså faktisk en højere procentuel andel end for danskernes vedkommende. Det fine tal dækker dog kun over 246 personer på landsplan (s. 36).

Til sammenligning har vi også 2102 ikke-vestlige indvandrere med lang, videregående uddannelse fra hjemlandet, som står helt uden for arbejdsmarkedet (s. 51). Vi har også 14.949 arbejdsløse indvandrere mellem 16 og 64 år. Og vi har samlet set 93.513 indvandrere og efterkommere i den arbejdsdygtige alder, som er uden for arbejdsstyrken (s. 40). Men det er jo dårlige nyhed efter alle kriterier. Så hellere spinde en god historie over de 246 efterkommere.

onsdag, december 12, 2007

Dyrere og dyrere: Integration

Jeg mangler jo stadig at gennemgå et par poster i min "Dyrere og dyrere"-serie om Arbejdsmarkedsafdelingen i Holstebro Kommune (starter her).

Posten "Introduktionsprogram mv. for udlændinge" dækker langtfra alle integrationsudgifter. Disse er spredt ud over hele det kommunale budget. Posten dækker først og fremmest sprogcentrenes arbejde med at give helt nye indvandrere undervisning i dansk sprog og kultur, vejledning samt særlig aktivering.

I 1999 brugte Holstebro Kommune 12,7 mio. på den post. I 2005 brugte man 21,2 mio. (Holstebro Kommunes regnskaber). Der er altså en fordobling af omkostningerne fra 1999 til 2005, og det på trods af, at antallet af indvandringer fra ikke-vestlige lande er halveret:


Integrationsprogrammet har dog i den mellemliggende periode været væsentligt dyrere. Programmet har været så dyrt som 57 mio. kr. i et enkelt år. Omkostningerne er altså først steget voldsomt, og dernæst faldet - knapt så voldsomt. Man er god til at vokse, men temmelig dårlig til at skrumpe ind. Det ser ud til, at man på integrationsområdet agerer på samme irrationelle, selvopretholdende måde som på aktiveringsområdet, hvor man i mangel af andre "kunder i butikken" gik i gang med at aktivere alkoholikere på forsorgshjemmene, en gruppe så "tung", at den kan opsuge et stort antal ellers overflødige offentligt ansatte (
Dyrere og dyrere: aktivering).

Ifølge sammendraget af budget 2007 skal Holstebro Kommune udbetale 2,6 mio. kr. i introduktionsydelse til nye flygtninge og indvandrere, som ikke er i stand til at forsørge sig selv i deres første 3 år i landet. Men introduktionsydelsen er peanuts i forhold til, hvad selve introduktionsprogrammet koster. I 2007 er der til sammenligning afsat 20,5 mio kr. til det 3-årige introduktionsprogram mv. for udlændinge.

Den egentlige økonomiske belastning ligger altså ikke i det primære problem, nemlig ledige indvandrere. Den egentlige økonomiske belastning ligger i de offentlige tiltag for at løse problemet. Ret beset er skatteyderens hovedproblem ikke, hvordan vi organiserer de offentligt ansatte for at få indvandrerne i job. Skatteyderens problem er faktisk det omvendte: hvordan får vi indvandrerne i job, så vi kan slippe for at betale for de dyre offentlige projekter?

Hvis introduktionsprogrammet giver indvandrerne rodfæste i det danske samfund og hjælper dem i varig beskæftigelse, så kan pengene selvfølgelig tjenes ind i løbet af en årrække, om end den er lang. Men lykkes det?

I perioden 1999-2005 har gl. Holstebro Kommune kørt 273 integrationsforløb. 87 af deltagerne er kommet i varig beskæftigelse eller uddannelse i den periode, dvs. 32 procent (Benchmarkinganalyse af integrationen i kommunerne målt ved udlændinges beskæftigelse 1999-2006, side 45). Fiaskoraten er på 68 procent. Indsatsen placerer Holstebro Kommune i 4. og næstdårligste kvintil i forhold til de andre kommuner (ibid, s. 48).

Hvad har dette meget mådelige resultat kostet? Tallene fra 1999 til 2002 er ikke umiddelbart tilgængelige herfra, hvor jeg sidder, men i 2003 brugte vi ifølge kommunens regnskaber 57,5 mio. på integrationsprogram mv. for udlændinge. I 2004 brugte vi 41,8 mio. I 2005 brugte vi 23 mio. på flygtningeintegration. I 2007 er der afsat 20,5 mio. Fra 1999 til 2006 har vi altså brugt ganske betragtelige summer – formentlig mindst 200 mio. - på introduktionsprogrammer, der kun har fået 87 mennesker i varigt arbejde (hvis vi altså venligt antager, at integrationsprogrammet overhovedet har haft en virkning; ret beset ved vi jo ikke, hvor mange af disse mennesker, der havde fundet jobs uden introduktionsprogrammet).

Samlet set ser Holstebros ikke-vestlige indvandreres beskæftigelsesgrad sådan ud i 2006, fordelt på mænd og kvinder:

Spildte integrationskroner er ikke et isoleret Holstebro-problem. På landsplan gælder det, at kun 36,9 procent af deltagerne i integrationsprogrammet er kommet i varig beskæftigelse eller uddannelse i perioden 1999-2006 (ibid, s. 8).

tirsdag, december 11, 2007

Dårligt nyt om gode tal

Integrationen virker, jublede alle aviser i den forgangne uge. Og det er sandt: deltagerne i integrationsprogrammerne er efter eget udsagn en stor succes.

Halvdelen behersker, hvis de selv skal sige det, "i høj grad" det danske sprog tilstrækkeligt til at kunne klare sig på arbejdsmarkedet. 83 procent læser danske aviser, 82 procent har danske venner. Og allerbedst: som ved et mirakel er deltagerne kommet i beskæftigelse og uddannelse, og det i langt højere grad end nogen anden opgørelse nogen sinde har vist: 50 procent er i job efter 3 års ophold, mens 10 procent er under uddannelse. En succesrate på 60 procent! ("
Baselinemåling af brugernes syn på integrationsprogrammet", Integrationsministeriet okt. 2007, s. 6-7). Der er tale om en fordobling i forhold til alt, hvad vi hidtil har set. Eller også er der noget galt.

Ovenstående glade budskab er baseret på 500 telefon- og internetinterviews gennemført i marts 2007, samme måned som en langt større og langt mere negativ undersøgelse af integrationsindsatsen så dagens lys. Den store undersøgelse er baseret på 35.330 konkrete integrationsforløb gennem 5 år samt officielle, statistiske oplysninger vedr. deltagernes økonomiske forhold. Den viser, at 66,3 procent af integrationsforløbene ikke har givet varig beskæftigelse eller en uddannelsesplads. For mændenes vedkommende er der en fiaskorate på 58,5 procent. For kvindernes vedkommende en fiaskorate på hele 71,8 procent ("
Effekten af kommunernes integrationsindsats målt ved udlændinges beskæftigelse 1999-2004", s. 5 (Integrationsministeriet, marts 2007).

Er der virkelig sket et mirakel med indvandrerne fra årgang 2003, som den glade undersøgelse jo handler om? Svaret er ganske enkelt nej. Ifølge "
Benchmarkinganalyse af integrationen i kommunerne målt ved udlændinges beskæftigelse 1999-2006" er kun 40 procent af denne årgang i job eller under uddannelse efter 33 måneder (se den lilla kurve i figuren s. 30). Den glade nyhed er simpelthen usand. Og integrationsministeriet ved det, for de har selv betalt og formentlig også læst begge undersøgelser.

fredag, december 07, 2007

Debatindlæg i JP

Der er et anonymt debatindlæg i JP i dag, velsagtens var der ikke lige plads til at trykke navn og adresse. Jeg mener bestemt, at jeg forleden dag sendte en meget lignende tekst ind til JP, så mon ikke det er mit:

Tørklædeminister?

Det kan være, inshallah, at jeg slet ikke får én i nakken af Birte Rønn Hornbechs kagerulle ;-)

tirsdag, november 27, 2007

Eksamen

Islam er en stor, stor gåde for vor tids generation af lærde. Det hele er meget, meget mærkeligt. Det hele er faktisk så svært og uoverskueligt, at det næsten ikke er til at udtale sig om.

Jeg forestiller mig at have dem op til eksamen:

- Nå, du har trukket islam. Hvad kan du fortælle os om islam?
- Ja, der findes jo en del stigmatiserende opfattelser af islam..
- Ja, dem gemmer vi lidt. Lad os først lige få et par almindelige grundrids.
- Altså, der var jo Allah.
- Ja.
- Og så Muhammed, som er blevet misforstået pga. magtkampe..
- Nå. Men hvad mente han da?
- Altså ham selv? Det kan man jo ikke udtale sig om pga. tekstens vaghed og fortolkningsfællesskabers...
- Hvilken tekst?
- Altså Koranen. Men den består af to dele, hvoraf Muhammed ikke mente den ene..
- Hvad mente han så?
- Igen, det er lidt svært for os at udtale os endegyldigt om pga. eurocentrismens..
- Så lad os starte et andet sted. Hvad går religionen ud på i store træk?
- Altså, der er fem søjler: trosbekendelsen, pilgrimsfærd, faste, almisse...
- Hm. Hvad med dem?
- Altså, det er almindeligt at fremhæve dem som væsentlige karakteristika..
- Hvad ellers?
- Muslimer er meget forskellige.
- OK. Hvordan?
- Bare i det hele taget.
- Er de så fælles om noget også?
- Nej, det hele er meget historisk og kontekstuelt.
- Nå.
- Saudierne er meget onde, de bestemmer meget.
- Hvad bestemmer de?
- De bestemmer tolkningen af Koranen og det.
- Hvad siger de så, der står i Koranen?
- Jamen, at vantro er mindreværdige og at kvinder skal have pisk for hor...
- Men det står der jo også i Koranen.
- Nå. Men det er jo ikke sikkert, at det skal forstås på den måde.
- Hm.
- Det kommer an på, hvordan man læser teksten, altså litteraturteorien...
- OK. Muhammed var saudiaraber. Kan man sige, at han har domineret islam?
- Nej, profeten gengav Allahs ord.
- Hvordan kom saudierne til at dominere islam?
- Øh.. Altså den blev taget til indtægt... Og så var der kolonialiseringen..
- Denne her Koran. Er den vigtig for muslimer?
- Ja, den er meget hellig.
- Man kunne måske ligefrem sige, at den er en vigtig kilde for islam og muslimer?
- Det kan da godt være. Men det vigtige er jo, hvordan man fortolker...
- Er det efter din vurdering en tekst, der er meget vanskelig at forstå?
- Ja, den er svær at læse, fordi man er nødt til at springe det meste over af hensyn til fortolkningen..
- Fortæl lidt om Koranens receptionshistorie.
- Ja, det gik jo på en måde galt fra starten af pga. saudierne...
- Altså Muhammed?
- Nej, han skrev den jo. Han var ikke sådan som der står i Koranen, altså ifølge de stigmatiserende læsninger....
- Nej? Muhammed var ikke fundamentalist?
- Nej.
- Men det var vel ham, der skrev bogen?
- Det kan godt være. Men Muhammed erobrede på en fredelig måde, han var meget retfærdig. Og han mente ikke det med krig og det.
- OK.
- Men bagefter begyndte man at gøre som i Koranen. Med shariaen og alt det. Da begynde man jo at læse Koranen meget fundamentalistisk. Sådan var det ikke i starten.
- OK. Jamen, tiden flyver. Vi kom vist omkring det meste. Så siger vi mange tak.

fredag, november 16, 2007

Venstrefløjen vil bestikke sig til et mandat

Er moralen da fuldstændig pilrådden på venstrefløjen? Er de da fuldstændigt i opløsning? 5 idioter har taget initiativ til at samle penge ind til bestikkelse af det folketingsmedlem, der vil vælte VKO-flertallet ved at flytte sit mandat over til den røde blok.

I løbet af i dag har idiotiske danskere uden fornemmelse for lov og ret lovet over 69.000 kr. til formålet.

Det er bestikkkelse, intet andet:

Straffelovens § 122. Den, som uberettiget yder, lover eller tilbyder nogen, der virker i dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, gave eller anden fordel for at formå den pågældende til at gøre eller undlade noget i tjenesten, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Og så er det endda bestikkelse over for det allermest ukrænkelige, vi har, nemlig Folketinget. Meld dem til politiet.

Skulle noget folketingsmedlem føle sig fristet, så har jeg nedslående nyt:

Straffelovens § 144. Den, der i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige en gave eller anden fordel, straffes med fængsel indtil 6 år, under formildende omstændigheder med bøde.

onsdag, november 14, 2007

TV-mediernes eftervalgsspin

TV-mediernes dækning af valget er intet værd. Intet, intet, intet. De agerer efterhånden helt uhæmmet politisk. Ingen partier har lavet så meget politisk spin som DR og TV2 har gjort under denne valgkamp. Jeg tror, de synes, de dækker alle perspektiver. Det gør de sikkert også. De dækker alle de perspektiver, som se selv kan overskue. De kan bare kun overskue så ganske, ganske få. Mon det simpelthen er fordi der mangler rå intelligens i tv-mediernes glittede verden? Det er nærliggende. Jeg ved det ikke.

De vrider sig for at undgå at forholde sig til VKO-sejren. I skrivende stund sidder en lille radikal dengse på TV2 og interviewer to lyshårede damer, der kalder sig ”eksperter” i retorik. De sidder og vrøvler om ethos, logos og pathos. Altså de tre appelformer, som Aristoteles skelner mellem. Hvem vandt valget retorisk, har de fundet på at spørge om - når de nu ikke kan holde ud at tale om, hvem der vandt det politisk. Kan vi sætte politikere på de tre appelformer, spørger dengsen.

Jo, de kan damerne godt. Khader voksede på sin ethos, sin personlige karakter – men han faldt igennem på manglende logos. Nå.
Hvem bruger så logos, altså fornuft? Ja, det gør Margrethe Vestager. Margrethe Vestager, som har taget notorisk tåbelig fejl i 15 år. Herregud. Og pathos, den følelsesmæssige appel, hvem bruger den ifølge "eksperne"? Det gør Pia Kjærsgaard naturligvis. Venstrefløjens ekstremt emotive og populistiske kampagne om flygtningebørn og stakkels gamle og "sæt-DF-uden-for-indflydelse" er helt usynlig for dem.

Den røde blok har i øvrigt vist overlegenhed, mener retorik-damerne, fordi de har vist venlighed og overbærenhed indbyrdes. Bendtsen, derimod, er, som resten af den borgerlige blok, meget uvenlig og angribende, fordi han har sagt til Søvndal, at han er underfinancieret. Den borgerlige blok har haft store interne stridigheder, fordi de er enormt trængte, - så frygtelige stridigheder har de, og så frygteligt trængte er de, at de ifølge damerne slet ikke burde kunne vinde valget.


Åhr… hvor jeg synes, de er små. Hold da op, hvor har de hverken indsigt eller selvindsigt. Det er rent ud sagt for galt. Jeg forventer mere af mine børn.

tirsdag, november 13, 2007

VKO består

Kaare R. Skou fra TV2 er tydeligt trist over valgets resultat: VKO´s flertal består med al sandsynlighed via et færøsk mandat.

Knapt en halv million mennesker har stemt på Dansk Folkeparti. Hver syvende vælger. Enhedslisten kom lige over spærregrænsen. Ny Alliance fik vist ikke sat andre end sig selv uden for indflydelse. Radikale har fået læsterlige hug. Venstre har tabt nogle mandater, men Konservative har holdt skansen. Mandatfordelingen mellem de to blokke er alt i alt helt uforandret.

Alt i alt er det gået fint. Tillykke med det :-)

Nederlag til journalisterne

Næst efter valgresultatet har jeg været mest spændt på, hvordan vores journaliststand ville håndtere det politiske nederlag. Svaret er meget klart. Man holder sig til tre sikre temaer: SF´s fremgang, den borgerlige fløjs samarbejdsproblemer under fremtidig ledelse af Naser Khader samt muligheden for rødt flertal ved næste valg. De borgerlige partier har stort set ingen sendetid haft hele aftenen. Åhr, søde venner.

P.t. står Thorning til 81 mandater, mens Fogh står til 89 + 5 fra NA.

Det er meningsløst at stemme blank

Og hør så her: din blanke stemme er overhovedet ikke interessant for andre end dig selv. Det er fuldstændigt ligemeget, om du bliver liggende på sofaen eller om du besværer dig hen i en stemmeboks for at stemme blank. Det ene er ikke spor bedre end det andet. Forskellen mellem de to handlinger eksisterer ikke andre steder end i dit hoved.

Hvad gør du, hvis du er utilfreds med din dagligvarebutik? Bliver du væk eller går du omhyggeligt derind og omhyggeligt ud igen med tom kurv, tænkende, SÅ FIK DE DEN. Ved du hvad: Butikken er fuldstændig ligeglad med, om du kommer og går en runde med din tomme kurv eller ej. Og det poliske system er akkurat lige så ligeglad med, om du stemmer blank eller bare bliver helt væk.

Jeg siger det ikke for at være skrap. Det er helt ok at undlade at stemme. Under en af EU-afstemningerne sad jeg på en cafe og drak mig fuld sammen med en god kollega. Det var rigtigt hyggeligt, og da han svor, at han ville stemme ja, og jeg svor, at jeg ville stemme nej, så vupti - så kunne vi jo fint blive væk begge to, bare vi ikke slap hinanden af syne, inden valgstederne lukkede :-)

Men stemme blank... Åhr pjat. Hvem taler om sidste valgs blanke stemmer? Nej vel. Hvem aner, hvad sidste valgs blanke stemmer skulle betyde? At man ønsker Khalifatet indført? At blyanten skrev for utydeligt? Who knows? Who cares? En blank stemme skal signalere, at man er utilfreds. Nå. MEN MED HVAD? Det kan ingen vide. Derfor kan ingen interessere sig for din blanke stemme ud over dig selv. Ingen kan forstå den, udover dig selv. Den er, hvad den er: en ugyldig stemme, der ikke tæller med.

Valgdag

For mig er valget klokkeklart. Jeg skal stemme på ham her:


Jeg håber på et rigtig godt valg til både V, K og O. De bliver så vrede, alle de røde og grønne, hvor bliver det sjovt... :-)

fredag, november 09, 2007

Den gode, den onde og den virkelig sjove

Dagen i dag byder på en god og en dårlig og en tragikomisk nyhed. Den gode nyhed først: Dagens Gallup peger på, at vi kan se frem til et flertal bestående af VKO uden NA som kværulantisk grundlag: Den dårlige nyhed er, at et VKO-flertal nok vil udløse et voldsorgie på valgnatten. Måske ligefrem et angreb, - ja hvem ved, om vi kan imødese et statskup? I hvert fald slipper de danske vælgere ikke uden videre afsted med at genvælge VKO. Embedsstanden har virkelig sat næsen op efter et magtskifte denne gang, betænk den skuffelse og raseri. Tænk på Tøgers leder. Og fredagsbønnen. Og DR´s nyheder; de kommer til at sende en sort sværm af hvislende universitetsmunke efter os. Mon nogen af dem ligefrem kommer ind på, hvorvidt al den opreklamerede modstand mod DF nogen sinde fandtes andre steder end i deres egne hoveder? Næppe.

Den tragikomiske nyhed er, at nu skal politiet have politibeskyttelse. Den muslimske modstandsbevægelse angriber forræderne, der arbejder for den danske besættelsesmagt i ghettoerne. Vi når nye højder hver dag.

onsdag, november 07, 2007

Tag valget alvorligt

Moralen er for lav i den borgerlige lejr. Og nej, ikke dén moral. Men kampmoralen. Mange borgerlige har mistet gejsten. Kloge mennesker vrøvler rundt i at stemme blank, S og SF. NA overvejer man også, og det har ikke så meget rod i skatteprotester som i et artigt ønske om dog snart at slippe for den regn af moralske bebrejdelser, som det borgerlige flertal har været udsat for siden 2001.

Det nationale mål: hvordan sætte DF uden for indflydelse, har beskæftiget offentligt lønnede manipulatorer i 6 år nu. Det har ikke været uden virkning. Folk ævler med, folk flager artigt med deres DF-afstand. Sagen er bare, at denne afstandstagen intet har med DF´s politik at gøre. Danskerne har i 6 år gået rundt med stor lettelse over, at nogen - DF - reducerede folkevandringspresset. Langt ud på venstrefløjen hygger og luner man sig ved tanken. Foragten for DF består dog. Ja, den er formentlig stærkere end nogensinde. Nogle gange tænker jeg, at mine landsmænd er decideret ubegavede.

Vi kommer nok til at kræve lidt mere mod og selvstændighed af de borgerlige vælgere her i slutspurten af valgkampen. Man kommer til at tage sig en lille smule sammen. Ryste bebrejdelserne af sig og insistere på at diskutere konkret politik i stedet.

Dette valg er ikke anderledes end valget i 2001-valg, bare sværere at gennemskue, fordi vores statsfinancierede manipulatorer insisterer på, at valget skal være en konkurrence om velfærd. Det kan pressen overskue, det gør dens rolle enkel og væsentlig. Vælgerne sidder i Platons hule og glor på showet af brok og protester. Det er så latterligt. Staten kyler milliarder i rendestenen hvert år, det ved ethvert fornuftigt menneske.

Udlændingespørgsmålet betragtes mirakuløst som forduftet. Mon dog? Ifølge et nyhedsbrev fra Venstre forventer Sverige 38.000 asylansøgere i 2007. I Danmark forventer vi 2000. Det er ikke lige meget, hvilken udlændingepolitik, vi har. Og jo, flygtningestrømmene er organiserede og bagmændene er velinformerede, hvordan kan man forestille sig andet. Hvor u-globaliseret en tankegang kan man næsten have?

NA´s udlændingepolitik er ikke en bagatel, den er en katastrofe. Den er ikke skabt af de klogeste og mest realistiske venstreorienterede. Den er skabt af de mest naive og mest manipulerbare borgerlige. NA´s mange borgerlige vælgere består af folk, der ikke kan tænke klart under pres. Jeg kan simpelthen ikke begribe, at man kan overveje at sætte så usikkert et kryds.

Mand jer op, borgerlige vælgere, og stå ved jeres VKO-flertal. Og hvis så Liberalisternes er knapt så eksklusive og slår knapt så ungdommeligt-ideologisk om sig med umodne kulturradikale argumenter, så kan det være, at de i løbet af de næste 4 år kan danne sig en partiorganisation, der også rummer det knapt så travle, knapt så akademiske og knapt så eksklusive fodfolk, der skal til, når der skal samles 20.000 underskrifter.

søndag, november 04, 2007

Læren om løgn

Apropos al den løgn, skarn og fordærv, som politikere og journalister vælter sig rundt i, så kæppen ikke vil slå og ilden ikke vil brænde og vælgerne ikke vil komme hjem og stemme:

Hvad er det nu, der er i vejen med at lyve? Hvad er problemet? Skal det være så nøjagtigt? Ja, det skal faktisk være ret nøjagtigt, det er bedst. Men hvorfor det? Kan nogen huske det?

Her er, for alle interesserede, et lille kursus i, hvorfor man skal tale sandt. Det er John Stuart Mill, der tilbage i 1861 forklarer løgnens perspektiver:

"Det vil fx ofte for at komme ud af en eller anden forlegenhed eller for at opnå en eller anden i umiddelbar forstand nyttig genstand være fordelagtigt at lyve. Men så vist som det: i os at udvikle den fineste og skarpeste følelse for sandhed, en sanddruhed af ubestikkelig art, er et af de nyttigste formål, hvortil vor indre selvopdragelse kan lede, og så vist som svækkelsen af hiin følelse er en af de allerskadeligste, såvist som enhver endog ufrivillig afvigelse fra sandheden svækker den tillid til andres udsagn, der ikke alene er den bedste støtte for alt godt i den nuværende samfundsorden, men hvis utilstrækkelighed mere end noget andet forsinker civilisationen, dyden, alt det, af hvilket den menneskelige lykke i videste omfang afhænger, såvist føler vi, at det: for en øjeblikkelig fordels skyld at overtræde en regel, hvis gavnlighed er så uendelig og uberegnelig, på ingen måde kan være til nogen nytte, og at den, der for at gavne sig selv eller en anden efter sin evne berøver menneskeheden alt det gode og påbyrder den alt det onde, som opstår ved den større eller ringere tillid, den ene kan have til den andens ord, handler som en af dens største fjender".

Det er ingen skam at læse det to gange. Faktisk er det bedst at læse det højt. Stuart Mill læste efter sigende græsk som 3-årig og han bruger ikke just SMS-syntaks. Ovenstående er fra hans bog om utilitaristisk etik.

onsdag, oktober 31, 2007

Hvad skal man mene, hvad skal man dog mene?

Som den flinke mand, JensH formentlig er, har han længe været - skal vi sige - høfligt forbeholden over for 180graders liberale projekt. Men nu skal jeg ellers love for, at han har kørt kanonerne i stilling og er begyndt at fyre dem af, så det pulser om ørerne på dem derinde:

"Med lederne idag når 180grader et virkeligt lavpunkt i dets hetz mod regeringen og Venstre. Hvis Venstre virkelig skulle være stupide nok til at følge den linje som 180grader og alle kalkørerne herinde forslår, så ville Venstre ligge i en dødskamp mod spærregrænsen.

180Grader har udviklet sig til en 'avis' for umodne neo-liberalistiske bankelever. Læg så dertil, at man tilsyneladende i cafe-miljøet har fået opsnappet nogle bløde og popsmarte kulturradikale værdiholdninger, så har man det perfekte billede af 180grader-segmentet.

At 180Grader kalder sig 'borgerlig' er en dårlig joke. 180Grader er en uskøn sammenblanding af partiet 'Liberalisterne' og hattedamerne på de Radikales venstrefløj".

Uha. Uha, uha, uha. Vi følger sagen spændt. Kamp må der til, skal livet gro.

mandag, oktober 29, 2007

Om at flippe ud og hvad jeg stemmer denne gang

Jeg kan sagtens forstå, at venstrefløjen har brug for Ny Alliance for at kunne forlade den synkende venstreradikale skude. De har brug for et parti, der larmer højt med værdipolitisk liberalisme for at kunne svinge over på højrefløjen uden at tabe ansigt. De overbetoner NA´s værdipolitiske ståsted, hvorved de kan bevare en højrøstet kritisk position over for den gamle borgerlige fløj og samtidig tavst fralægge sig de værste venstreorienterede fordelingspolitiske fraser. I den forstand udgør NA et historisk skred mod højre. NA er første skridt mod en overflødiggørelse af den venstrefløj, der jo også mest bliver hængende pga. stædighed og almindelig inerti i 68´er-generationen.

Det interessante er, at der ved en evolutionær tilfældighed er blevet rørt ganske liberale fordelingspolitikker ind i det nye stærke intra-borgerlige protestparti. Og her er tale om en evolutionær tilfældighed. Den samtidige opkomst af fordelingspolitiske ambitioner og indvandringspolitiske protester i radikale venstre. Samuelsen og Khader. Khader er fuldstændig ligeglad med skattepolitik, Samuelsen lige så ligeglad med indvandrerpolitik. Tilsammen en tilfældig politisk cocktail, der kunne have været meget anderledes og hvis endelige indhold ingen kan forudsige.

Som objekt for venstrefløjens storhedsdrømme vil NA være tilbøjelig til at underbetone den liberale fordelingspolitik. Man har allerede tonet betragteligt ned og lader konsekvent skattepolitikken være underordnet hensynet til velfærd. I NA´s program står der, at man fra 2009 vil påbegynde en rejse ned mod 40 procent i personskat. Det må dog ikke gå ud over velfærden. Bla. – det står lige nedenunder – skal hver indvandrer have sin egen coach. Liberalisterne kan godt finde muldvarpeskindet frem.

Som objekt for højrefløjens drømme om mere liberale skatteforhold, kan NA´s liberale fordelingspolitik derimod med fordel pustes stort op. Et omhyggeligt dobbeltspil kører simultant. Venstrefløjen identificerer sig med én ambition, højrefløjen med en anden. Der er dog nok ingen tvivl om, at højrefløjen står til skuffelse. For dem kan NA kun blive protestparti. En slags fremskridtsparti for liberalister. Liberalt selvmord, en selvdestruktiv fuldemandsprotest, en kugle gennem hovedet. NA er og bliver en sølle erstatninger for Liberalisterne.

På denne måde er NA et konglomerat af to protestbevægelser, én fra højre og én fra venstre.

Heldigvis kan – ved en anden evolutionær tilfældighed – de to protestbevægelser samles mod samme fjende, Dansk Folkeparti. Bevægelsen fra højre vil fjerne Dansk Folkepartis socialistiske indflydelse på fordelingspolitikken. Bevægelsen fra venstre vil fjerne Dansk folkepartis borgerlige indflydelse på indvandrerpolitikken.

Hvad de to bevægelser ikke nævner er, at de hver især lige så vel kunne have bakket op om Dansk Folkeparti. Bevægelsen fra venstre kunne have bakket op om DF´s socialistiske fordelingspolitik. Bevægelsen fra højre kunne have bakket op om DF´s indvandrerpolitik, som de mange skatteplagede liberale med høje indkomster jo er helt enige i; de er bare mere interesserede i skattespørgsmålet - og for at kunne argumentere skattemæssigt uden udskamning, bruger de den værdipolitiske liberalismes artige ansigt. Begge parter overbetoner altså uenigheden med DF og finder derigennem sammen uden helt at forstå, hvor dybt uenige man faktisk er.

Alle liberale danskere er formentlig kede af, at Liberalisterne ikke nåede at få samlet tilstrækkeligt med underskrifter. De fleste liberale danskerne synes formentlig også, at Foghs Venstre trænger til et ryst i buksen, så de kan lære ikke at forlade deres ideologiske grundlag. Men at risikere en ny rød regering er for høj en pris at betale for den protest
.

Alt i alt ser det dog positivt ud. NA vil være det eneste parti, fra hvem mediedanmark vil acceptere liberale argumenter. Takket være anstændighedsikoners evolutionært tilfældigt udviklede liberalistiske pres på det danske meningsmarked kan Foghs Venstre igen glide hen på plads i det mere liberale felt. Venstre kan komme i den position, hvor NA og DR ligefrem presser dem til skattelettelser. NA vil betyde en historisk ny opbakning til liberal politik, en utrolig heldig genvej for det borgerlige Danmark. Det kræver dog, at NA bakker ordentligt op om den blå fløj og bevarer presset for skattelettelser. Begge dele er lige så usandsynlige som de er sandsynlige.

Enhver borgerlig stemme på NA løber en stor, stor risiko. Bliver resultater en ny, rød regering, vil Danmark blive malet rødt i rødt de næste fire år, hvilket vil få Liberalisterne til at ligne noget fra en anden planet ved næste valg. Den langsomme, men sikre bevægelse mod højre vil skride helt tilbage mod venstre igen. Det er næsten ikke til at bære tanken.

Lad de røde om at stemme NA, partiet er deres bevægelse mod højre. Borgerlige skal ikke selvdestruere i frustration. Liberalisterne skal nok stille op igen ved næste valg. Det eneste, der kan forhindre det, er en ny rød regering takket være Ny alliance. Så lad nu være med at flippe ud, se fire år frem.

Anyway, mig og min folkehelt Farshad Kholghi, vi stemmer
Venstre :-)

Se http://jp.dk/arkiv/?id=1144893

fredag, oktober 26, 2007

NA: Kønskifteopereret og forynget

De danske journalister elsker Ny alliance og er fra 1. dag gået ind i valgkampen med forbilledlig ildhu. Ny Arrogance har fået al den positive omtale, de kunne ønske sig. Samtidig fortsætter man den rutinemæssigt løbende tilsvining af Dansk Folkeparti, det onde parti. Ond betyder ”det der skal undgås”. Det skal Dansk Folkeparti, det er alle anstændige mennesker enige om.

En
kronik af Lars Hovbakke Sørensen i Berlingske i går pegede imidlertid på noget andet: Måske skyldes de Radikales had til Dansk Folkepartis indflydelse ikke så meget, at Dansk Folkeparti repræsenterer det Onde selv, - måske handler dette glødende had i virkeligheden om, at de Radikale for første gang i generationer selv er blevet sat uden for indflydelse? Danskerne har dermed kunnet føre borgerlig værdipolitik i Danmark. Måske er det bare den ægte, borgerlige tankegang, der virker så fremmedartet og så afskyelig på dem?

De kulturbærende institutioners raseri over Dansk Folkepartis indflydelse er så i virkeligheden bare raseri over de Radikales manglende indflydelse. Det er slet og ret jalousi, der driver Systemet Politiken, der har ladet det sive ned gennem medie- og uddannelsessystemet, så ethvert barn i folkeskolen nu ved det, at dansk politik har sluppet det Onde selv ind i varmen.

Hvorom alting er: Ny Alliance fortsætter i samme rille. Der er stort set ingen forskel på Ny Alliances og de Radikales program: Forhindring af, at det Onde selv får Indflydelse. Opdragelse til økologi gennem dertil indrettede skatter og afgifter. Befri Miljøet fra Forureningen. Tænk Tillid til den offentlige sektor. Gør Noget for børnehaver og skoler. Gør Noget ved det der sundhed. Gør Noget ved det der integration. Og Asylbørnene og Asylcentrene og Anstændigheden. Arbejdskraft ind fra udlandet. Sænk Skatten på arbejde. Ulandsbistanden op og pædagogiser international politik, verden er jo et klasseværelse.

Ny Alliance er de Radikale i en kønsskifteopereret og forynget udgave. De Radikale som han-parti.
I må endelig ikke tro, det er uvæsentligt. Valg handler ikke om politik. Valg handler om identifikationer. Ny Alliance er sønnike, der flytter hjemmefra, fordi mors utallige pædagogiske omklamringsprojekter sluger hans ressourcer og de lommepenge, hun egentlig havde lovet ham, han måtte beholde. Radikale går jo også ind for at sænke personskatten. Men det radikale moderparti kastrerer sønnike, hun tilbageholder hans midler og anvender dem på sine mange pædagogiske projekter. Hun kvæler ham, det er begyndt at føles usundt, han skal hjemmefra.

Ny Alliances målgruppe er den ikke helt lille gruppe af kække unge mennesker, der alle sammen ligner Clark Kent, før han klæder om til supermand. Men sønnike har taget alle mors holdninger med over i det nye parti. Han har jo aldrig fået lov at kontakte sin rigtige far (Venstre), han har kun kendt sin socialdemokratiske stedfar, Poul Nyrup. Han er derfor aldrig stødt på den ægte liberalismes umådeligt frigørende snert af kynisme. Den vil han, takket være sin moders meget omhyggelige opdragelse, forbinde med skam. Han er i pænhedens vold.

Jeg spår: inden længe er der vokset et stort, pædagogisk fuldskæg ud på den sorgløse yngling. Inden næste valg har han hold i ryggen over alle de pædagogiske problemer, han skal løse for alle mulige stakler, der skal integreres og læres og helbredes og udvikles og løftes og plejes. Skulle ham glemme dem, så vil Kolind og Poulsen bestemt minde ham om dem. Han kommer til at leve sin mors liv om igen. Inden længe står også vor oprørske ungersvend i fodformede sko og bredriflede fløjlsbukser fra Føtex og kan slet ikke tænke tanken om skattelettelser uden at skamme sig dybt over sig selv og sin egoisme.

onsdag, oktober 24, 2007

Bodil Kornbek

Har hende Bodil Kornbek fra Kristendemokraterne ingen spindoktor? Hun er jo bundhysterisk.

For at sige det som det er, bryder jeg mig ikke om tonen. Det er længe siden, man har set en så ukontrolleret forbitrelse. De andre partiledere bliver helt stille. De tænker, godt det ikke er mig, der flipper ud for åben skærm, godt det ikke er mig.

Men man ved aldrig. Hun kunne i teorien blive båret ind i folketinget på den bølge af ophobet, irrationel moralsk indignation, som hun jo egentlig udtrykker så fint.

Valg

Hvis jeg må komme med en opfordring til oppositionens spindoktorer, så vil jeg sige: få lige skudt geværet ind, det sigter meget, meget, meget for højt.

Alt for ivrige står de der, den ene efter den anden med store løgne-øjne, strålende af stolthed over endelig at måtte sige de sætninger højt, som andre har udtænkt for dem:

"Vi har en statsminister, der smider håndklædet i ringen, fordi han ikke magter opgaven", siger det lange, socialdemokratiske kvindemenneske, der kom ind i politik fra Gud ved hvor, og som aldrig har vist noget som helst.


"Vi har en statsminister, for hvem alting sejler, han kan ikke styre det", står en snottet, radikal knægt i nyt tøj og siger, hvem aner, hvad han hedder.

"Fogh er slidt, han er træt, han kan slet ikke mere", lyder det indstuderet fra gamle socialister, der ikke længere har kræfter til skifte mening om den simpleste ting.

Det er der jo ingen, der tror på.

Skal vi have sådan en rigtig tåkrummervalgkamp? Heldigvis bliver den kort. Det er en trøst, både for oppositionen selv og for Danmarks Radio, der slider så hårdt for at få dem i regering igen og hvis troværdighed og analytiske styrke jo også er på spil. De kæmper sammen og de falder sammen.


Mon ikke de finder på noget.

Vi har jo den udsultede offentlige sektor og de udsultede kommuner. Og de udsultede asylbørn og KZ-lejrene og de krigsliderlige fornøjelsesangreb mod den 3. verden og racismen og nazismen og den illegitime diktator Fogh og hans beskidte chefideologer, hele den samvittighedsløse ministerbande, der ødelægger vort land.

mandag, september 24, 2007

Paratviden

Nåmmen jeg vil bare lige nævne, at to sikkert udmærkede unge mennesker er blevet slået ud af "Hvem vil være millionær" netop i dette øjeblik. Spørgsmålet lød: hvornår blev Island selvstændigt? Der var fire forskellige svarmuligheder: 1644, 1744, 1844 eller 1944?

De brugte en livline, muligvis flere. Så var der to muligheder tilbage: 1644 eller 1944.

Så gættede de på 1644.

Det var i 1944. Men det vigtigste er jo også bare at have en nogenlunde fornemmelse :-)

mandag, september 17, 2007

Fortælletime

Jeg ved ikke, om det er alle bekendt, at de flinke lærere i folkeskolen*) altid lægger ud mandag morgen med fortælletime. Man laver en runde, hvor børnene fortæller om deres ture til Legoland, Badeland, Bonbonland, Grækenland osv.

De elendige børn, der har siddet i et hjørne af et dysfunktionelt hjem og kedet sig hele weekenden er dermed sat effektivt tilbage helt fra starten. De dumper allerede der. Hvad har de at komme med? Hvor er deres sceniske evner, deres selvbevidsthed, deres personlige overskud? Nej vel, de kan bare klappe i, de udsatte. Sidde der og vente på at komme i gang med det faglige, den går skam ikke. De kan komme igen i et andet liv, når de er kreative og glade og lyserøde og udadvendte. Gerne dumme som bræt, det er kun en fordel.

Man er som moderne forælder nødt til at repetere for børnene søndag aften, hvad familien har fået weekenden til at gå med. For det er ugens vigtigste og mest statusbehæftede lektie. Det optager dem faktisk. De skal hver mandag morgen bevise, at deres weekend og deres familie dur. Læreren siger - og mener - naturligvis, at alle weekender er lige gode. Så naive er børn selvfølgelig ikke.

Jeg overvejede at lufte den tanke for mine børn, om de andre mon altid taler helt sandt, når de angiveligt hver eneste weekend oplever det ene storslåede mirakel efter det andet. Der er én heldig dreng, der altid er i badeland. Hver eneste weekend. Passer det mon helt, begyndte jeg, men ville ikke træde mere i det, jeg ville da ikke ødelægge hans gode løgn. Den skal han have lov at lykkes med. Hvis han ikke kan have sin weekend i fred, så kan han vel have sin løgn i fred. Så længe det varer, jeg krydser fingre.

Hvis børnene begynder at lyve dem huden fuld derovre i skolen, så har lærerne selv bedt om det. Da vi ikke rigtigt kunne diske op med andet end "været med mor på cafe", "trådt et søm op i foden" og "ryddet op på værelserne" - hvilket faktisk er en tilsnigelse, for blev vi nogensinde helt færdige med det... - så var jeg ærlig talt på nippet til at sige: Lyv! Lyv dem huden fuld. Sig, vi har været på månen. Jeg skal nok bakke dig op, når de ringer hjem.


*) I de SMÅ klasser naturligvis. Senere skal de krænge sig endnu mere ud :-)

Kampen om FN

Der er næsten altid én god artikel i Berlingske. Én eneste. Den står altid sådan på de sidste sider af Magasin. Her har en af avisens borgerlige fortidslevn gerne skrevet en artikel, der kontrasterer fuldstændigt med de øvrige journalisters tynde, pastelfarvede, multipolitiske penselstrøg om ingenting, set fra det ene og det andet kvieøjede synspunkt. Sådan en artikel har Berlingske også i dag:

Jeg vil gerne anbefale dagens Blüdnikov om FN, der domineres af OIC og tredjelande med et naragtigt Europa ved sidelinien:

"Sideløbende med kampen mod terrorisme og fundamentalisme foregår der en drabelig kamp i FN. Her er Vesten ved at tabe, siger den candiske juraprofessor Anne Bayefsky" (Berlingske).

Europæerne lader godvilligt kritiken hagle ned over Israel og USA, mens OIC - vor tids gigantiske Nazi-tyskland, hvornår mon Europa begynder at forstå det? - bruger FN´s vægt til at spy islamofascisme ud over verden. Og europæiske politikere har for bløde håndled og læser for dårlige aviser til at kunne håndtere det.

lørdag, september 15, 2007

Blauenfeldt-krise II

- I got a pretty good look into his eyes, and I'm pretty sure I saw nothing inside his skull.

Efter 3 timer på Little Green Footballs ligger der nu 155 vrede kommentarer til Blauenfeldt og Danmark. Her et par af dem:

- Hope he chokes on a danish.

- "Enlightened" Danes my A*s!

- I'd like to whack him upside the head with one of those stupid wooden shoes.

- Yeah, I'm offended. "Finally, someone is striking back." *spit* As they move closer to being overrun by their new overlords, I'd expect this Anti-Americanism to increase. Until it they need us.

- He probably hates Israel, too.
*yawn*

This is one of the reasons why I really don't give much thought to what Europe thinks. It's self evident what they think

- A wanker, an ignorant, self righteous prick who does not realize where the charm in his life has it's genesis. Nothing more.

- Bet this little prick hasn't done any cartoons of Mo lately.

- Punk, put him in a Burqua! Thats the ticket

- He probably wears a dress as it is.

- He's a Swede in Danish clothing. I know. Remember, Denmark is still the only nation in the world that has a celebration July 4th as America's Independence Day and they'll publish the Mo cartoons.
Even cool countries have their assclowns.


Via Skattetryk.

torsdag, september 13, 2007

Mere DR på Youtube

Ignore, ignore. Jeg skal bare lige spørge land-Venstre: Fik I set denne her:



Meget morsomt :-)

Festen er slut for Danmarks Radio. Ideologisk set tosser de fordrukne rundt på et morgenværtshus kl. 11 om formiddagen, mens resten af verden står i højlys dag. Klap nu i og gå hjem og sov.

Blauenfeldt-krise

Velkommen på Youtube, Danmarks Radio. Via Uriasposten. Der er sikkert engelske undertekster på, inden den unge Blauenfeldt lægger hovedet på puden i aften.



14.09.09. Det er fuldbragt. Via Skattetryk.

mandag, september 10, 2007

Luk Danmarks Radio

Har man set Horisont i aften, har man kunnet overvære Kim Bildsø blive fuldstændigt overmandet verbalt af en Al-Qaida-sympatisør. Han havde intet andet modspil over for denne selvbevidste og ligefremme terrorist end at grine og give efter i knæene, mens argumentationen haglede ned over ham som pisk.

Hvorfor? Hvorfor kunne han ikke? Formentlig fordi han var enig. Fordi alt det uhyggelige bavl, terroristen sad og sagde, var som talt ud af DR´s egen mund. Amerikanerne ér nogle svin, det ér dem, der er de virkelige terrorister. Og Danmark ér med, og Fogh ér en farlig mand, og han har gjort livet farligere for danskerne. Og islam, skulle der være noget galt med islamisk verdensherredømme, det kan vi jo ikke dømme om. Noget må der gøres, muslimer er ofre for voldsom aggression og overmagt, deres lande er splittede og ødelagte af fremmede kræfter. Nikke-nikke. Naturligvis.

Muslimerne er ofre for den vestlige verden uhyrlige vold og dominans, deres blod flyder som vand, hvorfor er det så så slemt at nogle tusinde versterlændinge dør? Nej, det kan Bildsø godt se, i hvert fald har han ingen indvendinger. Det hele er naturligvis vores skuld. Men man kan diskutere midlerne, kommer Bildsø igen, og hans ansigt lyser lidt op. Skal det foregå på den måde, og er Hr. Terrorist ikke bange for, at de kommende terrorhandlinger vil svække danskernes forståelse for den gode sag og muslimernes lidelser? Det er galningen ikke bange for. Danskerne må tage ansvar. Der er jo mange måder at vise sin gode vilje på.

Kim Bildsø slesker og vrider sig som en orm, mens det efterhånden lykkes en terrorsympatissør at få skovlen helt under ham. For han har intet angreb, han har intet forsvar, han har intet. Er det ikke terror, det amerikanerne laver, spørger Al-Qaida-terroristen igen og igen. Bildsøs eneste svar er "Det spørgsmål kan jeg desværre ikke svare dig på". Det gentager han flere gange, smilende overgivent.

Hans afsluttende spørgsmål er et venligt: "Hvad vil være din besked til de danskere, der måske er lidt urolige lige nu, hvor vi ved, at Al-Qaida opererer i Danmark?" Og den gale mand kan oplyse til alles beroligelse, at en muslimsk magtovertagelse skam vil give os tryghed og velstand, islam vil løse alle vores problemer.

"Andjim Choundry, thank you very much for your time today", er Bildsøs sidste, hjertelige ord.

Mine sidste ord er, at Danmarks Radio skal lukkes og slukkes, jo før jo bedre.

Programmet genudsendes d. 11. september..

Opdatering. Interviewet ligger nu på Youtube:




God borgerlig familiepolitik

Stor kompliment til Liberalisterne for deres familiepolitik. Må jeg anbefale de øvrige borgerlige partier at studere den flittigt. Her fra et læserbrev af Torben Mark Pedersen: "Barsel til mænd?" (Jyllandsposten 09.09.07).

"SIDEN hvornår er nogen blevet stillet bedre af at blive tvunget til noget?

Når spædbørnsforældre aftaler en deling af barselsorloven mellem sig uden statslig indblanding, så kan vi være sikre på, at de vælger den deling, som de ud fra deres private forhold finder optimalt. Det kan ingen statslig myndighed gøre bedre.


Alligevel har kollektivistiske politikere - nu med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i spidsen - travlt med at ville indrette verden efter deres eget hoved.

De synes, at mænd tager for lille del af barselsorloven, og så skal forældrene enten tvinges eller gives økonomiske incitamenter til at handle anderledes end, hvad de foretrækker selv. Siden hvornår er det blevet borgerlig politik at ville bestemme, hvordan borgerne skal leve deres liv? Er vi ikke netop alle sammen eksperter i vores eget liv, som statsministeren sagde, da han tog opgøret med smagsdommerne? Og hvordan er det lige, at beskæftigelsesministerens forslag hænger sammen med regeringens nye tiltag om at styrke det personlige ansvar?

Den største trussel mod borgerligheden i Danmark stammer efterhånden fra vores egne politiske ledere, der fuldstændig har glemt, hvad der er liberale og borgerlige værdier".

søndag, september 09, 2007

Henry Thoreau: Civil ulydighed

Det første iøjnefaldende ved Henry D. Thoreaus essay "On the Duty of Civil Disobedience" fra 1849 er, at det ikke hedder "On the Duty of Civil Disobedience", men "Resistance to Civil Government".

Det tre generationer store, mærkværdige sammenrend af anarkosocialister, som ungdomsoprøret har velsignet os med, elsker Thoreau og hans ulydighedsideer. Men dels kan jeg ikke tro, at kærligheden er helt genuin og velafprøvet, dels har jeg svært ved at forestille mig, at følelsen er gensidig.

Thoreau vil ikke bare unddrage sig love, han ikke finder retfærdige. Han vil ikke bare unddrage sig love i det hele taget. Han vil unddrage sig staten og dens regeringsret. Han vil ikke regeres over, ikke engang bare en lille smule. I essayets indledning smager han lidt på udtrykket ”That government is best which governs least”, men han foretrækker et andet: "That government is best which governs not at all". Han ønsker ikke en ”standing government” mere end han ønsker en ”standing army”. For kan man stole på stående hære, kan man risikere at give staten den form for magtmonopol? Nej, enhver mand må hellere selv beholde sin udrustning hjemme under sengen. Så er han med i beslutningerne om krig og fred for alvor. Hvabehar, hr. Vindjakke ifølge med sur kone og metroseksuel søn.

Tilsvarende med regeringen. Hvor mange bor der her pr. 1000 kvadratkilometer, spøger Thoreau. Næppe én. Så hvad ved nogen om noget som helst ud over deres eget? Ingenting. Amerikanerne er Odd Fellows, der har fuldt op at gøre med deres egne sager. De har ikke mere adkomst til at vælge en præsident over dem selv, end en hvilken som helst principløs fremmed har. Ingen har indsigt i nogen amerikansk enhed og hvad der måtte kendetegne en sådan. Nogen finder et par kandidater, som man bedes vælge imellem. Man vælger en præsident, man ikke ved, hvem er, til at regere over et land og et folk, hvis vilje han ikke har indsigt i. Men Thoreau er large. Det betyder ikke noget for en uafhængig, respektabel og intelligent mand, hvem præsidenten er og hvad han måtte beslutte. Enhver klarer under alle omstændigheder sig selv i Thoreaus univers.

Velfærdspolitikere kan glemme alt om ham, han er ikke til stærke stater. Man skal ikke sidde og forestille sig en stor, dejlig velfærdsstat med penge til ungdomshuse og flygtningeboliger og integrationsprojekter og skattevæsen og P1 og forsørgelse til en femtedel af alle borgere i den arbejdsduelige alder og gratis hvad-som-helst-du-mener-du-virkelig-mangler til hvem-som-helst. Der er ikke noget med at man har stemmeret over sine medborgeres midler og kan bruge politi og domstole og fagforeninger og militær og FN og EU imod dem, hvis de ikke makker ret… - og herefter kan skide det hele et langt stykke og gøre, hvad der passer én og kalde det civil ulydighed og sige, at det siger Thoreau er i orden. Nej. Nej, nej, nej.

Thoreaus argumentation for civil ulydighed er uløseligt knyttet til en forestilling om mennesker som individuelle eksistenser, der hver kun står til regnskab over for sig selv. Vi er kastede i verden som frø og så må enhver se at vokse op, så andre ikke tager lyset fra os. “I perceive that, when an acorn and a chestnut fall side by side, the one does not remain inert to make way for the other, but both obey their own laws, and spring and grow and flourish as best they can, till one, perchance, overshadows and destroys the other. If a plant cannot live accordingly to nature, it dies; and so a man”. Han er amerikansk liberalist af den slags, som vi europæere bedst kender fra Western-universet.

Thoreau siger, at han ikke er med i staten. Han klarer sig selv. Har jeg meldt mig ind?, spørger han. Han har, da han skriver essayet, ikke betalt skat i 6 år. Han har også været fængslet for det, indtil en eller anden desværre betalte skatten for ham. Men staten har ikke ret til hans liv og ejendom uden hans samtykke. Han beder ikke staten om noget, hvordan kan staten så kræve noget af ham? ”When I meet a government which says to me, “Your money or your life”, why should I be in hast to give it my money? It may be in great strait and not know what to do: I cannot help that. It must helt itself; do as I do [….] I am not responsible of the successful working of the mascinery of society". Mon venstrefløjen stadig kan lide ham? Mon de stadig forestiller sig at kæmpe side om side med Thoreau?

Thoreau er ikke ungdomspædagog, han er ikke bare modstander af lydighed og autoriteter. Han er politisk filosof, han er modstander af regering. Han er hardcore individualist, vist endda anarkist: ”The only obligation which I have a right to assume is to do at any time what I think right”. Ganske vist ønsker han ikke ingen regering, men en bedre regering. Han ønsker en styreform, hvor det ikke majoriteten, der defineret rigtigt og forkert, men den enkeltes samvittighed. Men er det en regering? I hvert fald ikke en regeringsform, der nogen sinde er set, skriver han.

Thoreaus tanker om civil ulydighed – lad os hellere sige civil uregerlighed – er uløseligt knyttede til hans afvisning af demokrati. Hvem sætter sin lid til flertallets vilje, når det gælder forhold, der er vigtige for ham? At stemme er et spil. Man satser på en moral, en politik. Måske vinder den, måske taber den. "I cast my vote, perchance, as I think right; but I am not vitally conserned, that that right should prevail. I am willing to leave it to the majority". Demokrati korrumperer moralen og pligtfølelsen, deponerer borgerens vilje og samvittighed i andres hænder. Man afgiver en ”cheap vote” og ønsker det Gode og Rette held og lykke. Man fralægger sig ansvaret; “A vise man will not leave the right to the mercy of chance, nor wish it to prevail through the power of the majority".

Slavestaten Massachussetts og det Amerika, der erklærer Mexico krig, vil han ganske enkelt ikke være en del af. ”How does it become a man to behave toward the American government today? I answer, that he cannot without disgrace be associated with it”. En sjettedel af landets indbyggere er slaver og landet er overrendt af en fremmed hær og underkastet militær lov. Ethvert anstændigt menneske har pligt til at gøre oprør. ”What makes this duty the more urgent is the fact that the country so overrun is not our own, but ours is the invading army”.


Thoreau mener ikke, at han har pligt til at redde verden og forme den i sit billede. Han er ikke revolutionær idealist eller jihadist. Men hvis uretfærdigheden ”is of such a nature that it requires you to be the agent of injustice to another, then I say, break the law”. Og jihadister af enhver orientering får gåsehud. Folk, der har ret, skal ikke vente på majoriteten. “I think that it is enough if they have God on their side”.

Her falder han tungt til jorden. Der mangler vingefang. Hvornår man har ret, og om man nu kan være så sikker på, at man har så ret som man synes man har, skænker Thoreau ikke en tanke i dette essay. Man savner universelle og lidt tungere filosofiske overvejelser. Men når det kommer til det, er han gået i skovene og har ikke mere at sige. Han har ikke brug for staten Massachussetts, og så længe han ikke har det, kan han takke nej til medlemskab og beholde sin egen ret til sin sin liv og sin ejendom. ”It is for no particular item in the tax bill that I refuse to pay i. I simply wish to refuse allegiance to the State, to withdraw and stand aloof from it effectually [ …] I quietly declare war with the State, after my fashion, though I will still make use and get what advantages of her I can, as is usual in such cases”. Det er jo ikke et modent bud på en samfundsindretning. Det er sommerferielæsning til sommerferiedrømme på den svenske ødegård, i den norske fjeldhytte, på den brasilianske stand, i det skotske højland eller hvilke ”Walden” man nu flygter ud i for at få 2 ugers simple living (jf. titlen på hans hovedværk).

Da Thoreau på et tidspunkt bliver bedt om at betale skat til en kirke, han ikke benytter, offentliggør han følgende: "Know all men by these presents, that I Henry Thoreau, do not wish to be regarded as a menber of any society which I have not joined". Og han tilføjer: “If I had known how to name them, I should then have signed off in detail from all the societies which I never signed on to; but I did not know where to find such a complete list”. Hvis er det sommerferielæsning, så er det ikke irrelevant sommerferielæsning. Mon Hr. Vindjakke i følge med sur kone og kvindagtig søn ved, hvor lang listen af love og myndigheder er, som han skal adlyde? Det er nok bedst ikke at tænke på det.

Civil uregerlighed handler ikke om at smide brosten efter betjente, fordi man vil have staten til at betale et ungdomshus. Det er tvært imod meget regerligt at handle på den måde. Det handler om at sige nej til at yde økonomisk støtte den (velfærds-)stat, man ikke finder god, rigtig og nyttig. Det handler om som individ at trække sig ud og sige: ”Jeg er ikke med i det der”. Det handler om at sætte individet over staten. Om at være en god næste frem for en god undersåt, om ikke at lade sig korrumpere af offentlige embeder, men gøre en fri og værdig indsats for at uddanne befolkningen - som han selv skriver, at han gør med sit essay. Mens han sidder fængslet for skatteunddragelse, gør han netop sin pligt som menneske og som borger: ”I felt as if I alone of all my townsmen had paid my tax”.

fredag, september 07, 2007

Islamister i dialog

Integrationsministeren vil have flere rollemodeller og mentorer ud blandt de muslimske unge, gerne nogle af de "moderate" og "dialogsøgende" og "kritiske". Dem har vi heldigvis masser af. Muslimer i Dialog kan fx bistå unge søgende med en 40 dages intensiv Koranstudietur til Yemen. Traditionel klædedragt og levevis, oldschool Koranlæsning, langskæggede imamer og kønsadskillelse; kvinderne sidder i et tilstødende lokale og hører med via højtalere, men der kan åbnes døre kortvarigt i forbindelse med slideshows. Her har vi glade sommerminder fra sidste år:


Den nyligt terroranholdte AT skulle have været med i 2006 ifølge gårsdagens Berlingske, men der kom desværre VISA-problemer i vejen. Berlingske peger på denne rejsedrøm som en del af AT´s radikaliseringsproces, men de nævner slet ikke, at rejsen arrangeres af Muslimer i dialog, hvis bestyrelse tæller mediedanmarks "moderate" venner Abdul Wahid Pedersen, Safia Aoude og Helen Latifi.

AT på studietur med Abdul, Safia og Helen? Verden er lille. Den muslimske ummah endnu mindre.

Lad mig citere et par bidder af en rejseberetning fra sidste års Yemen-rejse:

"Min familie er som Noahs ark. Den, som går ombord på den vil blive reddet, og den som vender sig væk fra den vil gå til grunde". [...]

"Fuldmånen over Tarim er den smukkeste, mest fuldendte og oplyste måne, jeg har bevidnet. Lyset fra månen oplyste hele Tarim den nat, vi sad i det mest velsignede og oplysende suhba, selskab med Sheikh Habib ’Ali al-Jifri. Habib ’Ali kastede et intenst, længselsfuldt blik på månen, alt imens han mindedes Allahs elskede Profet, fred være med ham. Det var et blik, som overskred denne lavere verdens grænser. Et blik, som var løsrevet tid og rum. ”Profetens, fred være med ham, ansigt, var ligesom fuldmånen”, fortalte Habib ’Ali med et fjernt blik og en øm stemme, der kunne gennemtrænge selv det mørkeste og hårdeste hjerte som en gennemborende pil af funklende lys.

Ibn Abi Hala, må Allah være tilfreds med ham, sagde: ”Hans ansigt skinnede som fuldmånen.”

Ligheden kunne ikke være mere slående. Jeg tror, vi alle forstod denne beskrivelse og lignelse af Profetens, fred være med ham, noble, oplyste og oplysende ansigt og attributter i et helt andet lys denne nat, hvor månens lys indhyllede os alle og oplyste vores selskab, mens vi sad under åben himmel på et bjerg i Tarim sammen med Habib ’Ali. I særdeleshed på det tidspunkt, hvor al elektriciteten gik ud, som den ofte gør i Tarim, og det eneste lys, som var tilgængeligt for os var månen og Habib ’Alis eget skinnende ansigt. ”I aften skal vi tale om Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham…” var blandt de blide ord, som formede sig på Habib ’Alis læber.

Det var en nat, hvor hans hjerte talte til vore hjerter. En nat hvor hans ord var som en nøgle, der åbnede døren til et overstrømmende ocean af kærlighed til Profeten, fred være med ham, som flød fra hans hjerte til vore.

En anden lighed som er bemærkelsesværdig iøjnefaldende, er den mellem Profeten, fred være med ham, og hans barnebarn som sad foran os, nemlig Habib ’Ali, der selv nedstammer fra Profeten, fred være med ham, gennem hans velsignede barnebarn martyren Husain, må Allah være tilfreds med ham og hans offer. Habib ’Ali al-Jifri er en af de utallige Husaini Ashraf, som stammer fra Tarim og Hadramawt. Han er blandt de lys, som gør Tarim til en velsignet, oplyst by, som muslimer verden over rejser til og flokkes om som natsværmere, der drages mod flammens lys og brænder op i kærlighedens flammer. Som kærlighedspilgrimme der drages af nur al-muhammadiyya, det profetiske lys, der manifesterer sig i ansigtet og hjerterne på adskillige Haba’ib i Tarim.

I selskab med Habib ’Ali al-Jifri erfarer man en brøkdel af den kærlighed og altopofrende hengivenhed Sahaba, Allah er tilfreds med dem, måtte have følt for Profeten, fred være med ham. Ligesom den der sidder i selskab med Habib ’Ali al-Jifri uundgåeligt kommer til at elske ham, kom den som sad i hans, fred være med ham, selskab til at elske ham. Suhba med Habib ’Ali al-Jifri er som at bevidne et profetisk spejlbillede: Ikke alene et spejlbillede af Profetens, fred være med ham, noble kvaliteter og attributter, men sågar et indre spejlbillede af Sahabas kærlighed og tilknytning til Profeten, fred være med ham.

Det var i sandhed en berusende og opløftende nat. En hjerternes suhba eller konference, om man vil. Ro og velsignelse sænkede sig og spredte sig; man kunne næsten fornemme englenes tilstedeværelse. Det er en nat, jeg sent vil glemme
".


Slutningen lyder:

"Rejsen til Tarim har været givende på såvel det vidensmæssige plan, det åndelige plan, det sociale plan som det følelsesmæssige plan. På mange måder og planer har der været tale om en meget stor og møjsommelig personlig jihad: En jihad, som på ingen måde er fuldendt, men blot begyndt. En jihad, som har tvunget mig til at stå ansigt til ansigt med egne ubehageligheder og en mangelfuld karakter. Men det er også en jihad, som trods alt har båret synlige frugter og åbninger, futuh. Det smukkeste har været at bevidne forandringer og metamorfoser i ansigterne og hjerterne på mine medrejsende samt i deres karakter.

I skrivende stund føles det som om min krop er ankommet her til Danmark, men mit hjerte og min sjæl er stadig i Tarim. Og jeg beder til og håber på et snarligt gensyn med Tarim og den noble Sheikh Habib ’Ali al-Jifri, som har forplantet sig i hele mit væsen.

Min største trøst er at rejsen langtfra er afsluttet, tværtimod er den først startet
".

Hm. Hvor mon turen går hen? Mon ikke dette hjernevaskede menneske vil følge Habib ’Ali al-Jifri hvor som helst?