lørdag, januar 06, 2007

Konflikt

2006 har været et fantastisk godt år, konfliktmæssigt. 2006 viser, at en god konflikt slår det hele; dialog, beroligende urter, co-eksistens. Hvad er præmatur forsoning mod en god konflikt? Der var da også kun én grund til, at forsonerne prædikede forsoning, og det var, at de ville ind i konflikten.

Konflikter har kun en naturlig fjende, og det er kedsomhed. Folk bliver distræte, de glemmer den simpelthen, de mister koncentrationen. Resten af verden begynder lige så stille at gøre opmærksom på sig selv igen.

Luhmann siger, at en konflikt er en modsigelse, der bliver kommunikeret. Modsigelsen kan sagtens have været der i forvejen. Men man kan ikke have en konflikt, før begge parter aktivt har bekræftet konflikten. "En konflikt foreligger altså kun, når forventninger bliver kommunikeret og ikke-accepten af kommunikationen bliver tilbagekommunikeret" (Luhmann: Sociale systemer 9, VIII-IX):

- Der er dødsstraf for at gøre grin med Muhammed
- Så vil vi straks gå i gang

Eller i en anden skæring af sekvensen, altså en anden version af, hvem der begyndte:

- I er nødt til at finde jer i, at vi tegner Muhammed.
- Dø over dig og din konge og din dronning og din grise.

En konflikt er et socialt system. Den er "den operative selvstændiggørelse af en modsigelse gennem kommunikation" (ibid.). Konflikter skal ikke have langt tilløb. Ét ord er nok, bare det tegner den rette modsigelse og ens konflikt-body flyver op og er med. Glemt er kaffedrikning og avislæsning, nu buldner konflikten derudad, et ord kan udvikle sig til en lavine af et skænderi, der bestandig genererer ny energi. Konflikter er autopoietiske, de kører på egen kraft.

En konflikt er ikke mangel på kontakt eller mangel på nærvær eller mangel på samtale. Konfliktende parter er ikke fjerne fra hinanden, de er tæt på hinanden. "Det er derfor principielt forfejlet at føre konflikter tilbage til en fornægtelse af kommunikationen (s0m om kommunikation er noget "godt" som kan mislykkes"(ibid.). Konflikter er ikke udtryk for, at kommunikationen er brudt sammen, tværtimod er en konflikt netop en god mulighed for at fortsætte, efter at der er blevet sagt nej, altså efter at modsigelsen er blevet klar for begge.

Kommunikation er usikkerhed, der begrænser usikkerhed. "Den anledning, der udløser dem og katalysatoren for deres egen orden er en negativ version af dobbelt kontingens: Jeg gør ikke, hvad du ønsker, når du ikke gør, hvad jeg ønsker" (ibid.). Dobbelt kontingens er enhver kommunikations udgangspunkt. Jeg ved ikke, hvad du vil, og du ved ikke, hvad jeg vil. Så siger jeg måske "jeg fryser". Og du siger måske "du kunne bare have taget en jakke på". Så ved vi allerede noget. Meget. Nok.


I en konflikt har vi negative forventninger til hinanden. Gennem nogen tid er der dukket konfliktdata op, først spredt og usynligt, men efterhånden begynder man forsigtigt at studse over mønstret. På et tidspunkt opstår en fjendskabstolkning. Den forklarer det hele, og herfra går det stærkt. Jeg tolker det, du siger i lyset af, at du er mig fjendtligt indstillet. Med Luhmanns ord: "Ego antager, at alter (som alter ego) allerede praktiserer konfliktmønstret (om end det sker forsigtigt, fordækt eller begrænset), og drager herudfra konsekvenser for sig selv". En ting er, at du ikke vil låne mig en jakke, men skulle du også håne mig fordi jeg ikke har den med? Du mener måske endda, at det er karakteristisk for mig at glemme den slags, at jeg er et umodent fjols uden styr på tingene? Selvfølgelig mener du det, ellers siger man ikke "du kunne bare have taget en jakke på".


Jeg hopper altså på konflikten, naturligvis, og går i gang med at forklare, hvor typisk den indstilling er for dig og din familie. Du konstaterer nu, at jeg er dig fjendtligt indstillet, hvad jeg jo også er (blevet), hvorfor du er foranlediget til at fyre noget nedrigt af (igen), hvilket én gang til bekræfter min antagelse af, at du var mig fjendtligt indstillet, und wie!

En god konflikt består i sig selv, dvs. i at man opfatter hinandens kommunikation som fjendtligt indstillet. "En konflikt kan derfor opstå næsten uden anledning" (ibid.).

Konflikter besætter dig, fordi de får alt til at handle om alt. De er "højt integrerede socialsystemer, fordi der er en tendens til, at al handling i konteksten af et modsætningsforhold bringes ind under modstandsforholdets synsvinkel" (ibid): SKAl naboen slå græs nu, når han ved, at jeg sidder og laver selvangivelse?! Hvad han næppe ved. Der er ingen grænser for, hvad konflikten kan integrere i sig selv, alt ses under konfliktens synsvinkel, alt synes at blive gjort kun for at skade mig, og jeg gribe derfor gerne til hvad som helst, der kan skade dig: skifte kanal mens du ser sport, sige ufordelagtige ting om din mor, håne din karriere. "Systemet opnår for høj interdependens; det ene ord tager det andet. Enhver aktivitet må og kan besvares med en hvilken som helst anden aktivitet" (ibid). Alt er relevant. Alt kan bruges. Få kan tøjle sig selv og trække sig ud.


Har man en god fjende, tænker man på ham altid. Det er næsten som at være forelsket.

Men konflikten er parasitær, den æder det system, den er opstået i, og heri består det egentlige tab. En konflikt mellem kollegaer æder arbejdslivet, en konflikt med din ægtefælle æder dit ægteskab. En forbandet ballade med nogen, der begynder med ”m” kan æde hver eneste avis - ja faktisk hele den borgerlige offentlighed og det politiske liv i årevis.

Det, konflikter kan, er at skabe engagement. De gør det muligt "at opnå det, som man for det meste forgæves søger at opnå med loyalitetsappeller, nemlig en høj bindingsefffekt i forholdet mellem interpenetration og struktur". Ingen i verden interesserer sig for deres nation, medmindre den kan formå at integrere dem i en god konflikt. I fredstid sygner nationer hen og bliver glemt. I krigstid svulmer de op og får alt til at handle om dem. Der er noget ved konflikter, store og små, som gør, at man vil ofre sig til sidste blodsdråbe. Intet forpligter som en konflikt, og ingen forpligtelse er i bedre overensstemmelse med indre motiver. Vi taler enhed af pligt og lyst, det bliver ikke større.

Derfor: "Den, der mister sin fjende, vil føle en ejendommelig tomhed. Han savner det handlingsmotiv, som han har forpligtet sig selv i forhold til. Når konflikten forstået som en relativt varig identifikationslinie falder bort, savner han muligheder for at kunne sammenfatte de mange okkasionaliteter til en historie" (ibid.) Bagefter skal man genopdage verden på ny, fordi konflikten fik én til at se alt i dens perspektiv.
Systemer med en høj grad af interdependens bliver uvægerligt hensynsløse over for deres omverden, fordi betydningen af den måde, de anvender materialer og informationer på, er fastlagt på forhånd”. Konflikter er effektive, de danner en ”skarp strukturel reduktion til et modstandsforhold mellem to parter” og en ”stor åbenhed over for rekruttering af elementer til systemets reproduktion” (ibid).

De stærkeste karakteristika for konflikter er deres ”høje vilkårlighed”, deres ”forudsætningsløse begyndelse” og deres ”umådelige hyppighed”. Konflikter er hverdag, de fleste flammer op over ingenting, de handler om ingenting, og de løses ikke, de går over. ”Stillet over for andre interesser eller krav, er også konflikter underlagt en naturlig tendens til entropi, svækkelse og opløsning. Man bliver træt af det, man holder af sig selv op med at strides, lader nogen tid gå og knytter så an til andre temaer”. Nyt badeværelse, Eid-fest, perlekæder, arbejde.

Men: ”Hvis dette eller den fuldstændige undgåelse af yderligere kontakter er den normale retning for konflikter, hvad prædestinerer dem så undtagelsesvist til en stor samfundsmæssig karriere?” (ibid). Hvorfor gør nogle konflikter karriere, når de fleste afvisninger, fornedrelser, forbandelser gennemlides i stilhed? Svaret er, at den interaktionskonflikt, som er udgangspunktet, må tilkendes samfundsmæssig relevans. Semantikker om ”faglig kamp” og ”diskrimination” har overtaget netop denne funktion. Masser af organisationer har ikke andre formål i livet end at opspore, udvælge og opvurdere konflikter.

Luhmann er ikke meget til konfliktløsning som forståelse og forsoning, - lange samtaler, der sitrer af had og taler udenom, indtil konflikten eksploderer i lagkagen, den slags hopper han simpelt hen ikke på, bless him. Hans sikreste bud på en afslutning af konflikten er, at den ene part slår den anden ihjel.

Men konflikter kan konditioneres. Man har to redskaber: man kan forbyde bestemte midler, og man kan forøge usikkerheden i systemet.

Når man begrænser midlerne, sker det fx ved at forsøge at udelukke vold. Det gør ikke konfliktsystemet mindre konfliktfuldt, men bare mere komplekst og forfinet. Fri, offentlig debat og retssystemer tjener det formål. Omvendt: ”Ved at tillade fysisk vold risikerer man enten, at konflikter overhovedet ikke vækkes, eller at de bliver afgjort relativt hurtigt, hvis de bryder frem” (ibid). Var der mere? Nej, nej.

Mange forskellige hensyn er med til at afgøre, hvornår og mod hvem en konflikt rejses. Mod en overmagt vil man let miste modet til at initiere en konflikt. Vold og overmagt og afhængighed giver derfor ro. Det er begrænsningen af konfliktmidlerne, der gør det let at initiere konflikter, fordi reaktionen ikke er, at man bliver slagtet på åben gade, men at man bliver modsagt i en avis. Så tør man. Der er en sammenhæng mellem en høj risiko for vold og en høj grad af høflighed, en høj ”konfliktskranke”. Voldskulturer afslører sig ved at tale lidt for meget om forsoning og respekt.

Forøgelse af usikkerheden kan ske ved at inddrage tredjepart i konflikten. Bedst som man står og hvæser det mest nederdrægtige, står svigermor eller chefen eller FN pludselig i døren. Situationen er med ét forandret. Det afgørende er, at tredjeparten som udgangspunkt er upartisk, og der endnu er en goodwill at kæmpe om. En neutral tredjepart disintegrerer konflikten og gør den med ét langt mere kompleks. Parterne forsøger at vinde sympati og tøver dermed i kampen. Man må stoppe op og tolke. Beregne hvordan konflikten ser ud fra tredjeposition, og alene det gør, at man må tænke på andet og mere end det næste angreb.


Hvem der er de gode, og hvem, der er de onde, siger Luhmann ikke noget om. Som heftig modstander af nazismen blev han som ganske ung alligevel sendt i krig. Da amerikanerne kom, var de hans befriere, hans helte. Og så gennemtæskede de ham i krigsfangelejr.

17 kommentarer:

  1. Hvem, har lagt det håndklæde, der??
    Hvor, mange gange, har jeg ikke sagt det før.
    Altså, og så har Du, ikke smækket Toiletbrættet ned???
    Mænd? Altså.
    Jeg får snart Spat!

    Uha! Det glæder jeg mig sandelig ikke til.

    SvarSlet
  2. Note 2:

    I mit barndoms Univers.

    Befandt jeg mig,
    i det rette Element,
    med de ”STÆRKE”.

    Ved List, Snuhed, Godhed og Ondskab.
    Spillede jeg de Fysisk Stærke,
    ud mod hinanden.

    Frem, i Forreste Geled, med dem.

    Så ved man,
    hvor man har dem,
    når Jungletrommerne Lyder.

    Ægte konfliktløsning,
    begås nemlig ved,
    at man spiller Sine Kort Rigtigt.

    Få Pinocchio,
    til at Tro, på dette.
    Der Er, Ingen Bånd, Der Binder Mig.

    Så kan Den Snu,
    sidde ganske Roligt og Mageligt,
    og Trække i Trådene i Baglandet.

    Hvis Du er Rigtig Dygtig,
    vil de aldrig helt Rigtigt Opdage,
    at Du Manipulerede med dem.

    Der skal megen Øvelse til,
    så derfor Fornemmes det,
    af Barndommens Leg og Lærdom.
    Samt af Medfødte Gener.
    Altså, det skal være en del,
    af ens Egen Natur.

    Del og Hersk.

    Udvis Retfærdighedssans,
    og Sund Fornuft, udad til.
    Samt indad til.

    Bliv ikke ”TAGET” på Fersk Gerning.
    Alt for mange gange.

    Der Kræves UHYRE Tålmodighed.

    Misbrug ikke Dine Medfødte Gaver.

    SvarSlet
  3. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  4. Hvor er jeg glad for at blive afbrudt i min bundne eksamensopgave om - naturligvis - Karl Marx :-)

    Mennesket, ja... - tænk på, at hvis du identificerer dig 100 procent med dine roller, dit cpr-nummer, din bevidsthed eller hvad filosofien ellers har fundet på at identificere mennesket med - er det så sandheden? Nej, for du er andet og mere end dit job, din rolle som familiemedlem, alene af den grund at de veksler og du kan distancere dig fra dem. Du kan tænke som sælger, men du kan også lade være. Du er din egen bevidsthed, men også mere end den. Vi indtager en masse personroller, men ingen af dem er os, ingen af dem er mennesket. Hvordan skulle Luhmann så give mennesket en plads i systemet og definere det som noget bestemt? Det bedste og det nådigste, han kan gøre, er vel at definere mennesket negativt ved slet ikke at have det med i systemet. Mennesket er pludselig (potentielt ) alting og ingenting hos Luhmann. Det kan ikke bringes på formål i hans system. Det betyder, at du hverken låses fast i en kropslig definition, en bevidsthedsdefinition (res extensa/cogitans) eller i en rolle eller funktion. Det betyder, at mennesket er frit, men aldrig uafhængig af alting på én gang. Det er da meget godt?

    SvarSlet
  5. Din menneskelighed, hvis du gerne vil have sådan en, er en del af din egen selvbeskrivelse. Nogen forstår sig selv som mennesker med menneskelighed, andre forstår sig selv mere som dyr. Andre igen forstår sig som aftryk af produktionsmåden. Eller af Gud. Selvbeskrivelserne har jo ingen ende, hvordan skulle Luhmann kunne definere mennesket? Luhmann kan jo ikke operere i systemerne og indkode en bestemt opfattelse af det at være menneske.

    SvarSlet
  6. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  7. På mine travle læseres vegne tog jeg mig tid - og det tog faktisk ret lang tid, men jeg er jo et pligtmenneske - til at opspore omtalte interessante selvportræt:

    http://www.prefigurations.com/numero1nus/image1chroniques/Schiele%20self%20portrait%201918.JPG

    SvarSlet
  8. Hej Bilefeld,

    Jeg kunne ikke være mere enig ang. Schiele, og jeg nød din lille allegori ;-)

    Det er ikke noget lille spørgsmål du stiller, men det er til gengæld rigtig relevant. Her kun et meget kort svar.

    Luhmann sondrer mellem sociale og psykiske systemer.

    Psykiske systemer er dømt til at være omverden til de sociale systemers kommunikation. Kommunikation har ingen adgang til de psykiske systemers autopoiesis og kan ikke iagttage tanke. Der gælder også samfundvidenskaben som jo er en kommunikativ praksis. Vi kan iagttage, hvad et psykisk system kommunikerer om sig selv, men det er ikke lig med det psykiske systems egne operationer.

    Begrebet menneske bruges på tre måder hos Luhmann: 1) begreb som en sammensurium af kobling mellem hjerne, nervesystem, krob, spykisk system. Pointen er at mennesket ikke er en enhed. 2) ”menneske” har udviklet sig til et kommunikationsmedium for uddannelsessystemet, noget unddannelsessystemet konstant kan form i dannelsesbestræbelser, 3) ”menneske” er jo også et historisk begreb og Luhmann er selvfølgelig interesseret i den begrebshistorie og de kommunikationmuligheder det afsætter.

    Luhmann anvender endelig begreber person som enheden af oplevelse og handling. Begrebet person er et semantiks tricks i kommunikation og anvendes til at adressere psykiske systemer og sikre strukturel kobling mellem sociale systemer og psykiske systemer.

    Altså: Luhmann har en meget præcis forståelse af ”menneske”

    Jeg håber du og andre kan bruge det til noget.

    Jeg synes for øvrigt dette er en blog med mange perspektivrige diskussioner, måske fordi jeg langt fra er 100 pct enig i den politiske kurs, Ulla N. Thomsen udstikker ;-)

    Peter Stajner, sociologistuderende, KU

    SvarSlet
  9. Helt kort, for jeg skal ud af døren:

    De tre punkter er ikke tre forskellige måder at se mennesket på, men betyder det samme, nemlig at mennesket er en 3) historisk kontingent 2) konstruktion, der refererer til 1) en enhed, der ikke findes.

    Men lad os lige vende tilbage til det -

    SvarSlet
  10. Erotik + sociologi, det bliver bare ikke bedre på en helt almindelig trist lørdag i januar! Og det billede der.

    SvarSlet
  11. hejsa Ulla

    jeg har kun beundring overfor din kulturkamp, men burde du ikke ramme bredere, hvorfor sender du ikke dine artikler ud på landets 10 største blogs, sender dem til samtlige politikere i folketinget, journalister på dr.dk og tv2. Du har fat i det rigtige der skal bare skydes med spredhagl så budskabet kommer ud til så mange mennesker. Håber du vil tage kampen op.

    SvarSlet
  12. Ja, det er lidt sløjt for tiden. Jeg har simpelthen ikke haft tid til at skrive her i december og januar, og det går selvfølgelig ud over besøgstallet.

    Jeg meldte mig til Google Analytics i sommer, og siden har besøgstallene været sådan her:

    4287 besøg i aug. (138 pr. dag)
    5316 i sept. (177 pr. dag)
    6230 i okt. (201 pr. dag)
    5654 i nov. (188 pr. dag)
    4599 i dec. (148 pr. dag)
    2238 i jan. indtil nu (160 pr. dag)

    Det er selvfølgelig ikke en tusindtallig skare. Bortset fra december og januar har jeg ligget stabilt som nr 13-14-15 stykker på Charts "Politik og offentlig", hvor de politiske weblogs ligger.

    Men du har da ret, det kunne være fint med flere læsere, og det skulle jeg måske også gøre noget ved.

    SvarSlet
  13. Bliv ved Ulla.

    Eller, som i disse tider, Hæng i.

    Tab nu ikke Modet.

    SvarSlet
  14. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  15. Du er ikke udelelig. Mennesket er et samlesæt, og det skal selv samle sig :-)

    Men på én måde er du udelelig: du er operativt lukket, dvs. din bevidsthed er. Det betyder, at ingen andre kan tænke dine tanker for dig. Det er også derfor, man ikke objektivt kan definere din essens som menneske: systemerne er jo autopoietiske, de konstruerer sig selv. Man kan altså ikke længere bedrive ontologi i traditionel filosofisk forstand, men kun autologi sådan som fx sociogien gør. Ikke læren om det værende, men læren om det, der bliver til, det, der emergerer (dukker op). Dermed bliver sociologien den nye filosofi. Den holder op med at lede efter Sandheden, men begynder at iagttage iagttagelser.

    Men læg mærke til, at mennesker ikke kan skabe, de kan kun konstruere. Derfor må vi alle sammen bruge den forhåndenværende omverden og se, om vi kan flikke noget fornuftigt sammen af den. Vi skal sætte nogle brikker sammen, som vi kan skrive noget fornuftigt på indersiden af, så det hele giver mening for os.

    Individet er altså ikke udeleligt. En udelig ting er en masse, det er ingenting, det er en tautologi, det er cement. Individet er netop frit, fordi det kan differentiere sig, fordi det er en løs kobling af forskellige enkeltdele.

    Vi har altså indre frihed og ydre afhængighed i samme begreb (eller streg, det er altid en streg hos Luhmann, en skelnen: man sætter én streg og skaber to sider. Begge sider er der altid på en gang: system/omverden, frihed/afhængighed).

    SvarSlet
  16. Hej Biele

    Nej Luhmanns begreb om dette historisk usandsynlige konglomerat af individ, der som psykisk system udstyres med bevidsthed og selvbevidsthed og beskrives som Mensch, individualitet, personlighed, borger, statsborger, undersåt, retssubjekt, forbruger, producent, elsker, kompetent elev, soldat, seer etc. er som antydet herover temmelig omfattende og han har skrevet umådeligt meget om det.

    ”In-divid” betyder u-delelig, men individet bliver i takt med det moderne samfunds udvikling og funktionelle differentiering til en meget delelig størrelse. Derfor udvikles der fra slutningen af 1700-tallet da også en række begreber om individualitet, personlighed og Mensch (= menneskET) til at beskrive enheden imellem disse forskelle, pointen er da imidlertid at denne enhed kun gøres erfarbar af individet selv og ret beset ikke engang som bevidst erfaring.

    På dansk findes den måske mest enkle udgave af Luhmanns analyser heraf i bogen Iagttagelse og paradoks, nemlig med artiklen om Individets individualitet, pp. 83 – 99. Mere omfattende: (systematisk) Soziologische Aufklärung Band 6, og (historisk) Gesellschaftsstruktur und Semantik pp. 149 – 258.

    BH/
    Yildiz

    SvarSlet