lørdag, februar 17, 2007

Luther om islam

Martin Luther, vores reformator, det nærmeste vi kommer til en åndelig fader i vores del af verden (See the movie, buy the T-shirt) skrev i 1528 en lille bog, "Vom Krige wider die Türken", hvor han opfordrer til, at øvrigheden gør sin pligt og tager kampen op mod den islamiske trussel, som han mener er sendt af Djævelen selv. Det er munter og ligefrem læsning, slet ikke noget for uptight akademikere. Her er gengivet 11 A4-sider. Kan læses in extenso på Lutherdansk.dk.

Kamp på to fronter
Inden jeg nu formaner eller opildner dig til at kæmpe imod muslimerne, så hør dog for Guds skyld først på mig. Jeg vil først lære dig at kæmpe med god samvittighed. [...]

For det første: Da det er sikkert, at muslimerne slet ingen ret eller befaling har til at føre krig og angribe de lande, som ikke er deres, så er deres krige kun ren forbrydelse og røveri, som Gud straffer verden med, som han også ellers undertiden straffer også retskafne folk ved voldsmænds hånd. Muslimerne strider nemlig ikke af nødvendighed eller for at bevare deres land i fred, sådan som en retskaffen øvrighed gør. De søger som sørøvere eller landevejsrøvere at røve andres land og volde det skade, uden at det gør eller har gjort dem noget. De er Guds svøbe og Djævelens tjener, derom er der ingen tvivl.

For det andet må man vide, hvem det er, der skal kæmpe mod muslimerne, for at man kan være vis på, at man har Guds befaling og handler ret med det. Så man ikke styrter sig i krig for at hævne sig selv, eller på anden måde har en dårlig hensigt og årsag, for at man, enten man sejrer eller falder, kan være i en salig stand og et guddommeligt embede. Af sådanne retmæssige krigere er der to, og flere skal der ikke være. Den ene hedder hr. Kristen, den anden kejser Karl.

[Vi er borgere i to riger, Guds rige og kejserens rige. I de to riger gælder to forskellige sæt af regler. Vi springer nu over den udførlige gennemgang af hr. Kristens pligter og hvordan han bør oplyses om dem - og frem til den oplysning, der bør være om islam]

Islam – muslimernes tro
Og her skulle man nu gøre folket opmærksom på hele det vilde liv, muslimerne fører, for at det desto stærkere kan føle, at bønnen er fornøden. Det har virkelig mange gange forbitret mig, og gør det endnu, at hverken vore fornemme herrer eller de højlærde har gjort sig så megen umage, at vi dog rigtig og med sikkerhed kunne vide besked med muslimernes levevis både i den gejstlige og den verdslige stand, skønt det dog er kommet os på så nært hold. Man siger, at de også har stiftelser og klostre. Ganske vist har nogle opdigtet løgne om muslimerne for at ophidse os tyskere imod dem. Men der er ingen brug for løgne, sandheden er mere end tilstrækkelig. Jeg vil fortælle mine kære kristne nogle træk, som jeg ved, er rigtige, for at de desto mere må tilskyndes og opildnes til at bede med alvor imod deres Herre Kristi fjende. Jeg har læst nogle afsnit af Muhameds Koran, som på tysk må kaldes en prædikensamling eller lovbog, som pavens bestemmelser kaldes. Hvis jeg får tid, må jeg hellere oversætte den til tysk, for at enhver kan se, hvad det er for en dårlig, skændig bog. Han roser ganske vist Kristus og Maria en del til at begynde med som dem, der alene er syndfrie. Alligevel anser han ikke Kristus for mere end en hellig profet som Jeremias eller Jonas, men nægter, at han er Guds Søn og sand Gud. Desuden mener han heller ikke, at Kristus er verdens frelser, som er død for vore synder, men blot at han i sin tid har prædiket og fuldendt sin gerning før sin død ligesom en anden profet.

Islam fornægter Kristus
Sig selv roser han derimod og værdsætter højt som den, der har talt med Gud og englene og har fået befaling til at omvende verden til sin tro, efter at Kristi embede som profet nu er forbi. Og hvis den ikke vil tro, da må han tvinge den med sværdet eller straffe den. Sværdet prises meget i Koranen. Derfor sætter muslimerne deres Muhamed langt højere end Kristus, for vor Herres Jesu embede er endt, og nu er det Muhameds embede, der gælder.

Heraf kan enhver nok forstå, at Muhamed er en nedbryder af vor Herre Kristus og hans rige. For den, som nægter de artikler om Kristus, at han er Guds Søn, som er død for os, at han stadig lever og hersker ved Guds højre hånd, hvad har han mere tilbage af Kristus? Her er Fader, Søn, Helligånd, dåb, nadver, evangelium, tro og al kristelig lære og væsen borte, og i stedet for Kristus ikke andet end Muhamed med sin lære om egne gerninger og i særdeleshed om sværdet. Det er det vigtigste stykke af den muslimske tro, hvori al vederstyggelighed, vildfarelse og alle djævle er samlet.

Og alligevel strømmer verden til, så det sner med muslimske disciple. Det behager nemlig fornuften overmåde godt, at Kristus ikke er Gud, hvad også jøderne mener, og i særdeleshed den gerning at herske og føre sværdet og være i spidsen i verden. Her virker Djævelen selv med. Det er altså en tro, som er sammenføjet af jødernes, de kristnes og hedningernes tro. Fra kristendommen har de, at de roser Kristus og Maria højt, og også apostlene og flere andre helgener. Fra jøderne har de, at de ikke drikker vin, faster en tid af året, foretager tvætninger ligesom nasiræerne, sidder på jorden og spiser. De har sådan travlt med den slags fromme gerninger ligesom en del af vore munke, og håber på det evige liv på den yderste dag. [...]

Islam hersker med våben
For det andet lærer muslimernes Koran eller tro ikke alene at fordærve den kristne tro, men også hele det verdslige regimente. Deres Muhamed befaler nemlig som sagt at herske med sværdet, og det meste arbejde og det fornemste middel dertil i deres Koran er sværdet. Og følgelig er muslimerne i virkeligheden ikke andet end en regulære mordere eller røvere, som virkeligheden da også tydeligt viser. Andre kongeriger betegner Augustin også som groft røveri, fordi et kejserdømme kun sjældent er opstået uden rov, vold og uret, eller i det mindste bliver det ofte indtaget og besiddes af onde mennesker. [...]

Men aldrig er noget rige opkommet og blevet så mægtigt ved mord og rov som muslimernes, og endnu myrder og røver de daglig. Det bliver dem nemlig befalet i deres lov som en god, gudvelbehagelig gerning, at de røver, myrder og bestandig æder længere omkring sig og ødelægger, som de da også gør, og mener at gøre Gud en tjeneste med det. Derfor er det ikke, som andre, en guddommelig, ordentlig øvrighed til at opretholde freden, beskytte de gode og straffe de onde, men som sagt helt og holdent et Guds vredes ris og straf over den vantro verden. Og selve denne gerning, at myrde og røve, behager desuden kødet godt, dette at beherske, at underlægge sig enhvers liv og gods. Hvor meget mere må det da ikke behage, når der dertil kommer en befaling, som om Gud vil have det sådan, og det har hans velbehag. Derfor regnes hos muslimerne også de for de bedste, som gør sig anstrengelser for at udvide det tyrkiske rige og røve og myrde bestandig videre omkring sig.

Dette følger også nødvendigvis af det første, for Kristus siger i Joh. 8, 44 at Djævelen er en løgner og morder. Med løgnen dræber han sjælen, med mord og vold dræber han legemet. Hvor han nu sejrer med løgnen, venter og tøver han ikke, men følger efter med mord. Da løgneånden sådan havde besat Muhamed, og Djævelen havde myrdet sjælene ved hjælp af hans Koran og fordærvet kristentroen, måtte han også fortsætte og gribe til sværdet for også at myrde legemerne. På den måde er den muslimske tro nået så vidt, ikke ved prædiken og undergerninger, men ved sværd og mord. Ved Guds vrede er det lykkedes ham, for at der, fordi hele verden har lyst til sværd rov og mord, dog engang skulle komme en, der gav den nok af myrden og røveri.[...]

Muhammed og paven har sammenbundne haler
Og hvad skal jeg sige om den allerhelligste Fader, Paven? Er det ikke sådan, at siden han sammen med sine biskopper er blevet en verdslig herre og ved løgneånden er faldet fra evangeliet til sine egne menneskelige lærdomme, har de udelukkende begået mord lige til denne stund? Læs historien lige fra den tid, så vil du se, hvordan pavernes og bispernes vigtigste beskæftigelse har været at ophidse kejsere, konger, fyrster, lande og folk imod hinanden og tillige selv føre krige og hjælpe til med mord og blodsudgydelse. Hvorfor? Fordi løgnens ånd ikke bestiller andet. For når han har gjort sine disciple til løgnelærere og forførere, har han ingen ro, før han får dem gjort til mordere, røvere og blodhunde. Hvem ellers har befalet dem at bruge sværd og ophidse til mord og krig? De, som dog skulle beskæftige sig med prædiken og bøn!

Man udskælder mig og mine som oprørere, men hvornår har jeg begæret sværdet eller ophidset til at bruge det. Har jeg ikke tværtimod formanet til fred og lydighed og holdt derpå? Kun med den undtagelse, at jeg har lært og formanet den retmæssige øvrighed til at håndhæve sit embede og drage omsorg for fred og retfærdighed. På frugterne skal man kende træet. Jeg og mine tilhængere holder og prædiker fred. Paven og hans folk strides, myrder og plyndrer ikke alene deres egne genstridige, men brænder, fordømmer og forfølger også de sagesløse, fromme, rettroende, som en ægte Antikrist. Han sidder nemlig og udfører dette som kirkens overhoved i Guds tempel. Det gør muslimerne ikke. Men ligesom paven er Antikrist, er Muhamed den skinbarlige Djævel. Imod dem begge kæmper vor og kristenhedens bøn. De skal også fare til Helvede og skal gøre det snart på den yderste dag, som, håber jeg, ikke er fjern.

Kort sagt, hvor løgneånden råder, er morderånden også til stede, enten den giver sig udslag eller bliver hindret. [...] Da nu Muhameds Koran er en så stor og mangesidig løgneånd, at han knapt lader noget som helst af den kristne sandhed blive stående, hvordan skulle det så kunne være andet, end at han også skulle være en vældig morder, og begge dele under skin af sandhed og retfærdighed. Ligesom nu løgnen ødelægger troen og sandheden hos den gejstlige stand, sådan fordærver mordet al verdslig orden, som Gud har oprettet. Hvor mord og rov går i svang, kan der nemlig umuligt råde en ordentlig, rosværdig verdslig orden, for over for krig og mord kan man ikke give agt på freden og våge over den, som man tydeligt nok ser det hos krigerne. Derfor nærer muslimerne heller ikke synderlig agtelse for agerbrug og opdyrkning.

Islam ringeagter kvinden og ægteskabet
For det tredje regner Muhameds Koran ikke ægtestanden for noget, men tillader enhver at have så mange kvinder, som han vil. Derfor er der den skik hos muslimerne, at en mand kan have ti, tyve koner og igen forlader og sælger dem, han vil. Kvinderne er i den grad værdiløse og ringeagtede i islam, så de købes og sælges som kvæg. Selv om nu enkelte ikke benytter sig af denne lovens frihed, så gælder den dog og giver enhver, som vil, frihed til det. Men et sådant forhold er ikke et ægteskab og kan ikke være det, fordi ingen tager eller har en kvinde med den hensigt at blive hos hende altid som ét legeme. Som Guds ord siger i 1 Mos 2, 24: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.” I islam er ægteskabet næsten ikke andet end det skamløse forhold, som soldater lever i med deres løse veninder. Muslimerne er jo nemlig krigere og må opføre sig som krigere. Mars og Venus vil være sammen, siger digterne.

Også gode muslimer
Disse tre ting har jeg villet fortælle. Om dem ved jeg besked fra muslimernes Koran. Hvad jeg ellers har hørt, vil jeg ikke omtale, da jeg ikke kan være sikker på dets rigtighed. Lad så være, at der er enkelte kristne blandt muslimerne, at de også har munke og at der findes nogle ærbare lægfolk. Hvad godt kan der alligevel være ved muslimernes hele styre og skikke, når disse tre ting, løgn, mord, uægteskabelighed ifølge deres Koran råder frit hos dem. Dertil kommer, at alle må tie med den kristne sandhed, for at den ikke skal dadle eller forsøge at rette på de tre nævnte ting, men blot se til og stiltiende indvillige deri. Hvilket fangenskab kan være mere forfærdelig og farlig end at leve under et sådant styre? Løgn fordærver som sagt den gejstlige stand, mord den verdslige, løse forhold ægteskabet. Borttag nu den sande religion, øvrigheden og familien, dvs. en sand gudsdyrkelse, en ret verdslig øvrighed og et godt familieliv, hvad bliver der så tilbage i verden undtagen ren og skær kød, verdslighed og djævelskab. Det bliver et liv som når svirebrødre bor sammen med prostituerede.

Hvad man siger om, at muslimerne indbyrdes er trofaste og venlige og beflitter sig på sandhed, tror jeg gerne. Jeg formoder, at de sikkert også har flere gode egenskaber. Intet menneske er så slet, at han intet godt har ved sig. Undertiden viser en løsagtig kvinde en så god opførsel som ellers næppe ti ærbare hustruer. Sådan vil også Djævelen have et dække og være en dejlig engel, være som en lysengel, derfor kan han også fremvise nogle gerninger som lysets gerninger.

Mordere og røvere er langt mere trofaste og venlige indbyrdes end naboer, ja vel også end mange kristne. For når Djævelen får de tre ting: løgn, mord og seksuel umoral, som de rette byggesten og materialer til Helvedes grundvold, kan han fint finde sig i, ja hjælpe til med, at almindelig kærlighed og troskab bygges oven på som smukke ædelsten. [...]

Og hvad mere er: Når muslimerne drager i kamp, så er deres løsen og kampråb intet andet end ”Allah! Allah!” som de råber, så himmel og jord genlyder deraf. Men Allah betyder gud på deres arabiske sprog, efter det gebrokkent udtalte hebraiske Eloha. De har nemlig i deres Koran lært, at de altid skal lovprise med dette ord: Der er ingen gud undtagen Gud, hvilket er rene djævlekneb, for hvad vil det sige, at der ikke er nogen gud undtagen Gud, når man dog ikke fremhæver nogen gud frem for andre? Djævelen er også en gud, ham ærer de også med et sådant udråb, derom er der ingen tvivl. På samme måde råber pavens folk: ”Ecclesia! Ecclesia!” – ”kirken, kirken”. Javel, Djævelens kirke. Derfor tror jeg også, at muslimernes Allah udretter mere i krigen end de selv. Han giver dem mod og list, fører deres sværd og hånd, hest og rytter. Hvad mener du nu om det hellige folk, som kan nævne Gud i striden, mens det dog gælder om at ødelægge Kristus og alle Guds ord og gerninger?

Billedforbud
Med til helligheden hører også, at han ikke tåler noget billede. Her er han endnu helligere end vore billedstormere, for de tåler dog og har gerne billeder på mønter, ringe og klenodier, men muslimerne har slet ingen. De præger udelukkende bogstaver på deres mønter. De er også aldeles münzerisk, for de udrydder al øvrighed og tåler ingen ordning i den verdslige stand såsom fyrster, herremænd, adel og andre lensfolk, men er eneherre over alt i deres land. Papistisk er han også, for han tror, at han bliver hellig og salig ved gerninger og regner det ikke for nogen synd at ødelægge Kristus, forstyrre øvrigheden og tilintetgøre ægteskabet. Disse tre ting bedriver paven også, selv om det er på en anden måde, nemlig ved hykleri, mens muslimerne bruger vold og sværd. Kort sagt er han, som nævnt, et koncentrat af al vederstyggelighed og vildfarelse.

Alt dette har jeg ønsket at sige til den første mand, nemlig kristenheden, for at han kan vide og forstå, hvor stor nødvendigheden er for at bede. Man må først slå muslimernes Allah, dvs. hans gud, Djævelen, og sådan berøve ham hans magt og guddom. Ellers frygter jeg, at sværdet kun vil udrette lidt. Denne mand skal nemlig ikke kæmpe legemligt med muslimerne, som paven og hans tilhængere lærer, eller stå ham imod med næven, men erkende muslimerne som Guds svøbe og vredes ris, som de kristne enten må tåle, når Gud hjemsøger deres synd, eller udelukkende bekæmpe og fordrive ham med bod, tårer og bøn. Den, som foragter dette råd, lad ham vedblive at foragte, jeg vil nok se, hvilken skade han vil forvolde muslimerne!

Det verdslige regimente
Den anden mand, som bør kæmpe mod muslimerne, er kejser Karl eller hvad kejseren måtte hedde, fordi muslimerne angriber hans undersåtter og hans kejserdømme. Det er hans pligt at forsvare dem, der hører ham til, som en retskaffen, af Gud indsat øvrighed. Jeg bemærker på ny her, at jeg ikke agter at ophidse nogen til eller befale nogen at kæmpe mod muslimerne, undtagen hvis den første måde, som jeg lige har omtalt, først bliver brugt, at man nemlig først gør bod og forsoner Gud. Vil nogen strides herom, må han gøre det på eget ansvar, for mig sømmer det sig ikke at gå videre end til at anvise enhver hans embede og oplyse hans samvittighed.

Jeg kan se, at konger og fyrster indtager en så tarvelig og ussel holdning over for muslimerne, at jeg nærer alvorlig frygt for, at de foragter Gud og muslimerne så meget, at ingen konge og intet land, alene formår at stå ham imod undtagen ved et Guds under. Og noget under eller nogen særlig Guds nådegerning imod Tyskland kan jeg ikke forvente, hvis man ikke forbedrer sig og ikke ærer Guds ord anderledes end hidtil.

Nuvel, derom har vi talt tilstrækkeligt for dem, som vil lade sig sige. Nu vil vi tale om kejseren. Og hvis man vil føre krig mod muslimerne, så må man for det første gøre det under kejserens befaling, banner og navn. Kun sådan kan enhver forvisse sin samvittighed om, at han virkelig handler i lydighed mod den guddommelige anordning, for vi ved, at kejseren er vort rette overhoved og hersker. Den, som i et sådant tilfælde adlyder ham, adlyder også Gud, men den, der er ulydig mod ham, er det også mod Gud. [...]

Dernæst skal dette kejserens banner og hans lydighed være retmæssig og ligefrem, så kejseren ikke søger noget andet end ganske enfoldigt at udføre den pligt og skyldighed, som hans kald pålægger ham, nemlig at beskytte sine undersåtter. Og de, som følger hans banner, skal ligeledes ganske enfoldigt opfylde lydighedens pligt og skyldighed. Denne enfoldighed skal du forstå sådan, at man ikke kæmper mod muslimerne af de årsager, som hidtil har drevet kejsere og fyrster, nemlig at vinde megen ære, ry og gods, forøge deres landområde, eller vrede og hævntørst og deslige. For ved disse ting tjener man kun egennytten og ikke retfærdigheden eller lydigheden. Derfor har vi hidtil heller ikke haft lykken med os hverken i kampen eller i planlæggelsen af krigen mod muslimerne.

Derfor skal man også ophøre med den ophidselse og agitation, hvormed man hidtil har ægget kejseren og fyrsterne til krig mod muslimerne, at han som kristenhedens overhoved, kirkens værn og troens beskytter skal udrydde muslimernes tro. På den måde har man netop begrundet al agitationen og formaningen med muslimernes ondskab og umoral. Sådan skal man ikke gøre, for kejseren er ikke kristenhedens hoved eller evangeliets eller troens beskytter. Kirken og troen må have en anden beskytter end den, som kejseren og kongerne er. [...]

Øvrigheden skal ikke blande sig i folks tro
Hvis kejseren skulle udrydde de vantro og ikke-kristne, måtte han også begynde med paven, bisperne og de gejstlige og måske heller ikke skåne os og sig selv. For der er nok af grueligt afguderi i hans kejserdømme, så det ikke er nødvendigt at bekrige muslimerne af den grund. Iblandt os er der kun alt for mange muslimer, jøder, hedninger og ikke-kristne, både med åbenbar falsk lære og med forargeligt falsk livsførelse. Man bør lade muslimerne tro og leve, som de vil, ligesom man lader pavedømmet og andre falske kristne leve.

Kejserens sværd har intet at gøre med troen. Det skal holde sig til de legemlige, verdslige forhold, for at Gud ikke skal vredes på os, når vi vender op og ned på hans ordning og bringer den i forvirring, og han så til gengæld forvender og forvirrer os med alskens ulykke. [...]

Hvad man derimod skulle gøre var at formane kejseren og fyrsterne til at tage vare på deres skyldige embedspligt, så de med flid og omhu værnede om deres undersåtters fred og håndhævede den over for muslimerne. Det gælder, hvad enten de nu selv er kristne eller ej, selv om det ville være bedst, at de var det. Men fordi det er og bliver uvist, om de er kristne, mens det derimod står fast, at de er kejser og fyrster, hvilket betyder, at de har Guds befaling til at beskytte deres undersåtter og er pligtige dertil, så skal man lade det usikre ligge og holde sig til det sikre, ved at påminde dem med flittig prædiken og formaning. Man skal lægge dem så tungt som muligt på samvittigheden, at de skylder Gud ikke at lade deres undersåtter gå så ynkeligt til grunde, og hvilken stor og grufuld synd de begår ved ikke at betænke denne del af deres embede. De skulle af bedste evne bistå dem med råd og dåd, som med liv og gods, står under deres beskyttelse og med ed og hyldning er knyttet til dem.

Det forekommer mig nemlig, efter alt, hvad jeg hidtil har mærket til vore rigsdage, at hverken kejseren eller fyrsterne selv tror på, at de er kejser og fyrster. De giver det udseende af, at det beror på deres forgodtbefindende og velvilje, om de skal redde og værne deres undersåtter imod muslimernes vold eller ej. Og at fyrsterne heller ikke skænker det en tanke, at de over for Gud er højt forpligtede til med liv og gods at bistå kejseren heri med råd og dåd. Enhver lader stå til og lader det gå, som det kan, som om det ikke vedkom dem eller der hverken var befaling eller nødvendighed, som tvang dem dertil, men som om det beroede på deres eget frie valg, om de ville gøre det eller ej.

Ansvaret for øvrigheden beståen
[...]
Men nu ser man nok, at ingen af jer mener det alvorligt eller tror, hvad jeg siger, men at I betragter jeres embede som spøg og skæmt. Akkurat som om det drejede sig om fastelavnsløjer. Her lader I jeres undersåtter, som Gud har betroet jer, plages så jammerligt af muslimerne, bortføres, skændes, plyndres, myrdes, sælges. Tror I ikke, at når Gud har pålagt jer dette hverv og givet jer penge og folk, for at I skulle kunne udrette det godt, så vil han også af jeres hænder fordre alle jeres undersåtter, som I så skændigt har ladt i stikken, mens I selv dansede, frådsede, spillede og levede i lyst og herlighed?

Hvis I nemlig virkelig troede, at I af Gud er indsat og gjort til kejser og fyrster, så ville I for en stund lade festmåltiderne, de fornemme siddepladser og anden unyttig luksus hvile og med pligttroskab rådslå om, hvordan I kunne fyldestgøre jeres embede og Guds bud, og befri jeres samvittighed for al den blodsudgydelse og elendighed, som I forvolder jeres undersåtter. Hvordan kan Gud eller et gudfrygtigt Hjerte tro andet om jer, end at I enten er fjender af jeres undersåtter eller selv har sluttet et hemmeligt forbund med muslimerne, eller i det mindste, at I ikke selv regner jer for kejser eller fyrster, men for idel dukker som dem, børnene leger med. Jeres samvittighed kunne ellers umuligt unde jer ro, hvis I for alvor betragtede jer som indsat af Gud som overhoveder. I ville da umuligt kunne tale og rådslå på den måde, I hidtil har gjort, om forhold, hvor I så, at I selv ustandseligt optræder som muslimer over for jeres egne undersåtter.

Ja, tag I kun Luthers sag for jer og drøft i Djævelens navn, om man må spise kød i fastetiden, om nonner må tage ægtemænd og lignende, som I ikke har nogen befaling til at drøfte, og hvorom Gud heller ikke har givet jer noget bud. Og hæng så længe dette Guds alvorlige, strenge bud hen i krogen, at han har indsat jer til beskyttere af det ulykkelige Tyskland, og vedbliv så længe at være mordere, forrædere og blodhunde imod jeres egne fromme, trofaste og lydige undersåtter. Overlad, ja, kast dem i gabet på muslimerne som belønning for, at de sætter liv og penge, gods og ære ind for jer. En god taler indser nok, hvad jeg gerne vil sige her, hvis jeg var oplært i talekunsten, og hvad en legat skulle understrege og fremhæve på rigsdagen, hvis han ærligt og redeligt ville røgte sit ærinde.

Øvrigheden skal beskytte kroppen og de jordiske forhold
Derfor har jeg ovenfor sagt, at Karl eller kejseren skal være den anden mand til at stride mod muslimerne, og under hans banner skal det ske. Det er alt sammen så enkelt og ligefremt, at enhver har lært det, mens han trådte sine børnesko, og altså har denne Luther ikke forebragt noget nyt, men lutter fortærskede sager. Ja, min kære, kejseren burde virkelig betragte sig selv med andre øjne end hidtil, og du skulle betragte hans banner med andre øjne. Vel taler jeg om den samme kejser og det samme banner som du, men du taler ikke om de øjne, som jeg taler om. I banneret skulle man se Guds befaling, som siger: Beskyt de gode, straf de onde! Fortæl mig, hvor mange der er, som kan læse noget sådant i kejserens banner eller tro det for alvor! [...]

Lydighedens grænser
Endvidere hører jeg sige, at der i Tyskland findes folk, som ønsker, at muslimerne skal komme og styre landet, da de hellere vil være under muslimerne end under kejseren eller fyrsterne. Med sådanne folk ville det være slemt at kæmpe mod muslimerne. [...] Det er nemlig elendighed nok, at nogen må finde sig i muslimernes overherredømme og tåle hans styre, men den, som frivilligt vil underkaste sig det eller ønsker det uden nødvendighed eller tvang, ham skal man forklare, hvilken synd han begår, og hvor groft anstødeligt han handler. [...]

For det første derved, at sådanne folk gør sig troløse og til utroværdige mod deres øvrighed, som de har svoret troskab og hyldet. Det er i Guds øjne en stor synd, som ikke forbliver ustraffet. [...]

Dernæst: Foruden alt dette begår sådanne troløse, frafaldne, sammensvorne folk andre grove synder, idet de nemlig gør sig medskyldige i al muslimernes grusomhed og ondskab. Den, som frivilligt underkaster sig muslimerne, gør sig nemlig til deres deltager og medhjælper i alt, hvad de gør, og nu har vi ovenfor hørt, hvad muslimerne er for en mand, nemlig en nedbryder, fjende og bespotter af vor Herre Jesus Kristus og i stedet for evangeliet og Troen ophøjer sin skændige Muhamed og alskens løgn. Tillige fordærver han al verdslig øvrighed og hustugt eller ægtestand, og hans krigsførelse er intet andet end mord og blodsudgydelse, han er kort sagt et ægte Djævelens redskab.

Se, en så frygtelig vederstyggelighed må den, som slutter sig til muslimerne, gøre sig skyldig i, og alle de mord og alt det blod, muslimerne nogensinde har udøst, og alle de løgne og den skændighed, hvormed han fordærver Kristi rige og forfører sjælene, vil komme over hans hoved. Det er elendighed nok, når nogen med magt og mod sin vilje må være underkastet en sådan blodhund og Djævel, se og høre hans vederstyggeligheder, som den fromme Lot måtte det i Sodoma og led derunder, som Peter skriver (2 Pet 2, 7) - det er ikke nødvendigt frivilligt at søge eller begære noget sådant! [...]

For det tredje bør prædikanterne også indprente sådanne folk, at når de først har underkastet sig muslimerne, har de alligevel ikke derved forbedret deres egen stilling, og deres forhåbninger og planer vil slå meget fejl for dem. Det er nemlig muslimernes fremgangsmåde, at de ikke lader dem, som betyder noget eller ejer noget, blive boende, men anbringer dem langt borte i et andet land, hvor de bliver solgt og må trælle. Og sådan går det dem efter ordsproget: Flygt for regnen og fald i vandet, og gem en tallerken og slå et fad itu, så at ondt bliver værre. Og der sker dem knapt nok deres ret, for muslimerne er de rette krigsfolk, som bedre end vor kejser, vore konger og fyrster forstår at omgås med land og folk og både vinde og beholde dem begge. De har ingen tillid til sådanne troløse folk og har den klemme på dem, at de er sådan stillet, at de kan tillade sig det og ikke trænger til mandskab som vore fyrster.

Sådan mener jeg, at prædikanter og sognepræster må tale til sådanne troløse mennesker og flittigt formane og advare dem, og det er både sandt og nødvendigt. Er der så nogle, der ringeagter en sådan formaning og ikke vil lade sig sige - nuvel, så lad dem fare Djævelen i vold, som Paulus måtte gøre med grækerne og Peter med jøderne. De andre skal ikke lade sig skræmme deraf. Ja, jeg ville ønske, at der, især når det kom til strid, ikke ville være eller forblive en eneste af den slags folk i kejserens hær, men at de alle til hobe allerede var hos muslimerne. [...]

Koranens forhold til Bibelen
Muhamed forholder sig over for evangeliet på samme måde som vi gør over for Det Gamle Testamente. Vi kristne regner også Gamle Testamente for et guddommeligt Skrift, som dog nu er opfyldt og er for svært at holde uden Guds nåde, som Peter siger i ApG 15, 10. Derfor er det nu ophævet af evangeliet, så at det ikke længere binder os. På ganske tilsvarende måde forholder Muhamed sig over for evangeliet. Han foregiver, at det ganske vist også er ægte, men at det dog for længst har udtjent sin opgave og også er for svært at holde. Navnlig på de punkter, hvor Jesus lærer, at man skal forlade alt for hans skyld og elske Gud af hele sit hjerte og lignende. Derfor har Gud måttet give en anden, ny lov, som ikke er så svær og som verden nok kan holde, og denne lov er Koranen. Men når nogen spørger, hvorfor han ingen undere gør til stadfæstelse af en sådan ny lov, svarer han, at det er unødvendigt og omsonst, for folk har dog tidligere fået mange undere, da Moseloven og evangeliet fremkom, og dog troede de ikke. Derfor skulle hans Koran ikke stadfæstes ved sådanne virkningsløse undergerninger, men med sværdet, som virker med mere eftertryk end mirakler. Og sådan har det også været og er stadig, at hos muslimerne udrettes alt ved sværdet i stedet for ved mirakler.

Heller ikke på dette punkt er paven meget bedre og ligner også muslimerne deri, at han ligeledes med munden priser evangeliet og hele Den Hellige Skrift, men han hævder, at mange stykker deri, og netop de samme, som muslimerne og Muhamed nævner, er for vanskelige og umulige at opfylde. Det gælder for eksempel ordene fra Bjergprædikenen i Matthæus 5. Derfor fortolker han dem og gør dem til evangeliske ”råd”, det vil sige råd, som ingen er forpligtet til at holde undtagen de, som har lyst til det. Sådan har det katolske universitet i Paris og andre universitetet og klostre hidtil skamløst har lært.

Derfor hersker paven heller ikke ved evangeliet eller ved Guds Ord, men har også lavet en ny lov og en Koran, nemlig sin Kirkeret, og håndhæver den med bandlysning, ligesom muslimerne sin Koran med sværdet. Han kalder også bandet sit åndelige sværd, hvilket dog kun Guds Ord er og skal kaldes, Ef. 6, 17. Hvor han kan, bruger han ikke desto mindre også det verdslige sværd eller påkalder det i det mindste og hidser og tirrer andre dertil. Og det er min faste overbevisning, at hvis paven kunne føre det verdslige sværd med samme magt som muslimerne, skulle det måske skorte endnu mindre på den gode vilje end hos muslimerne, ligesom paverne da også ofte har forsøgt på det.

Italienske bryllupper – homofile parforhold
Gud hjemsøger da også dem begge med den samme plage og slår dem med blindhed, så det går dem, som Paulus siger i Rom 1, 24 om de unævnelige synders skændige laster, at ”Gud prisgav dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer.” For så blinde og afsindige er både pavedømmet og muslimerne, at de begge skamløst bedriver de unævnelige synder (homoseksualitet) som en ærbar, rosværdig sag. Og da de ikke ærer ægtestanden, sker dem deres ret derved, at der kun er idel hundebryllupper hos dem (homofile parforhold). Ja. gid de kun havde hundebryllupper, ja, lutter italienske bryllupper og florentinske brude hos dem, når de indbilder sig, at det er i sin gode orden.

Jeg hører nemlig den ene sag mere grufuld end den anden om, hvilket åbenlyst glimrende Sodoma Tyrkiet er. Ligeledes véd vel enhver, der har set sig en smule om i Rom og Italien, med hvilken vrede og plage Gud dér straffer det forbudte ægteskab, så at man betragter Sodoma og Gomorra, som fordum blev begravet i ild og svovl, som en ren spøg og et forspil over for denne vederstyggelighed. Også af den grund gør muslimernes regimente mig inderlig ondt, ja, skulle være ganske utåleligt i Tyskland.

Ikke korstog, men forsvarskrig
Hvad skal vi så gøre nu? Skal vi også føre krig mod pavedømmet ligesom mod muslimerne, fordi den ene er lige så from som den anden? – Svar: Den ene som den anden, så sker ingen uret, for samme synd skal have samme straf. Jeg mener altså, at hvor paven og hans tilhængere også vil angribe kejserdømmet, som muslimerne gør, skal han behandles ligesom muslimerne, som det da også skete for nylig ved Pavia, takket være kejser Karls hær. For her gælder Guds dom: ”Den, som griber til sværdet, skal omkomme ved sværdet.” Jeg råder nemlig ikke til krig mod muslimerne og paven for deres falske tros og livsførelses skyld, men for deres myrden og hærgen.

Men det bedste ved paven er, at han endnu ikke som muslimerne har sværdet, ellers ville han sikkert også forsøge at underlægge sig hele verden, og førte den dog ikke til andet end sin koran, dvs. til sin kirkeretslige tro. For evangeliet eller kristentroen regner og kender han jo lige så lidt til som muslimerne, selv om han også med faste, som han dog ikke selv holder, fremviser en stor muslimsk hellighed. Paverne fortjener altså godt nok den ros, at de ligner muslimerne, om også de er imod Kristus. [...]

Så siger du endvidere: Hvordan kan kejser Karl kæmpe mod muslimerne i denne tid, hvor han har så mange forhindringer og så meget forræderi imod sig, fra konger, fyrster, venetianere og snart sagt enhver? – Svar: Hvad man ikke kan løfte, må man lade ligge. Kan vi ikke andet, så må vi lade vor Herre Kristus råde og hjælpe ved sit komme, som dog ikke kan være langt borte. For verdens ende er kommet nær. Med det romerske rige er det næsten forbi, det er sønderslidt og står, som jødernes kongerige tidligere stod. Da Kristi fødsel stundede til, havde de næsten intet tilbage af deres kongerige. Herodes var afskedsdrikken. Sådan forekommer det mig også at være nu: Da det næsten er forbi med det romerske kejserdømme, står Kristi genkomst for døren, og muslimerne er afslutningen på dette rige, som en tilgift efter det romerske kejserrige. Og ligesom Herodes og jøderne var hinandens fjender og dog stod sammen imod Kristus, sådan er også muslimer og pavedømme fjender indbyrdes og holder dog sammen imod Kristus og hans rige.

Men hvad kejseren kan gøre for dem, som hører ham til, imod muslimerne, det skal han gøre, for dog ved modstand og forhaling at beflitte sig på at hjælpe og beskytte sine undersåtter mest muligt, selv om han ikke helt kan tøjle afskyelighederne. Ikke alene hans skyldige pligt, hans embede og Guds befaling, ikke alene det ukristelige og uordentlige styre, som muslimerne indfører i landet, skulle bevæge ham til en sådan beskyttelse, men også den jammer og elendighed, der overgår undersåtterne. Utvivlsomt véd de bedre end jeg, hvor grusomt muslimerne behandler dem, de bortfører som fanger. Som var det kvæg, slæber, trækker og driver de, hvad der kan flyttes, og gennemborer uden tøven, hvad der ikke kan, det være sig unge eller gamle.

Alt dette og mere til af samme slags burde rimeligvis bevæge alle fyrster og hele riget til medlidenhed, så at man for en tid glemte sine egne problemer og stridigheder eller lod dem hvile og enigt og for alvor bragte hjælp mod elendigheden. Så det dog ikke skal gå helt som med Konstantinopel og Grækenland, som også skændtes så længe indbyrdes og havde travlt hver med sine sager, at muslimerne overvældede dem alle, ligesom de også hos os allerede på samme vis næsten er nået dertil. Men sker det ikke, og vort ubodfærdige livsførelse gør os uværdige til al nåde, råd og trøst, så må vi finde os i det og døje under Djævelens herredømme uden at have nogen undskyldning for, at vi ikke hjalp, da vi skulle.

Hermed vil jeg så tydeligt som muligt sige og vidne, at jeg ikke uden grund har nævnt kejser Karl som den mand, der skal kæmpe mod muslimerne. Andre konger, fyrster eller øvrigheder, som foragter kejser Karl eller ikke er ham undergivet eller ikke vil adlyde ham, overlader jeg til deres eget ansvar. Efter mit råd skal de intet gøre. Jeg har her skrevet til kejser Karl og hans folk, de andre angår mig ikke, for jeg kender godt nok visse kongers og fyrsters stolthed, de så gerne, at der ikke var nogen kejser Karl, og at de selv var heltene og mestrene, der indlagde sig ære mod muslimerne. Jeg under dem gerne æren, men bliver de slået i krigen, bliver det deres egen sag. Hvorfor holder de sig ikke i al ydmyghed til det rette overhoved og den lovlige øvrighed? Bondeoprøret er blevet straffet, men skulle man også straffe fyrsternes og herremændenes oprør, tror jeg, at der blev meget få af dem tilbage. Velan, Gud give, at muslimerne ikke bliver mester for den straf, Amen!

Effektivt forebyggende angreb
Til sidst vil jeg meget venligt og trofast råde til, at kommer det dertil, at man vil kæmpe mod muslimerne, skal man ruste og forberede sig sådan, at vi ikke undervurderer muslimerne og bærer os ad, som vi tyskere plejer, og møder op med tyve eller tredive tusinde væbnede mænd. Og hvis vi har lykken med os og vinder, har vi ikke nogen reserve, og så slår vi os igen til ro og svirer, indtil der igen bliver nød på færde.

Jeg egner mig ganske vist ikke til at undervise om sådanne ting, og de selv véd eller burde dog vide bedre besked. Men når jeg ser, hvor barnagtigt man optræder, må jeg tro, at fyrsterne og vore tyskere ikke kender muslimernes magt eller tror ikke på den, eller også er det slet ikke alvor med deres krig mod muslimerne. Måske vil de blot franarre os vore penge, ligesom paven hidtil med tyrkerkrigen og afladen som påskud har plyndret Tyskland.

Mit råd er derfor, at man ikke anslår udrustningen for lavt og ikke ofrer vore arme tyskere på slagtebænken. Vil man ikke yde en værdig, reel modstand, som har en passende reserve i ryggen, så vil det være langt bedre slet ikke at indlade sig i strid. Så må man uden unødig blodsudgydelse i tide overlade muslimerne land og folk, i stedet for at han alligevel ved et så let slag og med skændig blodsudgydelse skulde sejre, som det skete i Ungarn for kong Ludvig.

At kæmpe mod muslimerne er nemlig ikke som at kæmpe mod kongen af Frankrig, mod Venedig eller paven. De har en anden slags kejser og har folk og penge i massevis. De har slået sultanen to gange i træk, og dertil behøves mandskab. Kære ven, hans folk er hver dag rustet, så at han hurtigt kan samle hen ved tre eller fire hundred tusind mand. Selv om man fratog ham hundred tusind mand, ville han snart igen være parat med lige så mange mænd og alligevel have sin bagtrop.

Det er derfor for lidt, hvis man ville møde ham med halvtreds eller tres tusinde mand, hvis der ikke er lige så mange eller flere i reserve. Prøv blot selv at tælle hans lande, min kære: Han har hele Grækenland, Asien, Syrien, Ægypten m.fl. Det er så store områder, så at selv om Spanien, Frankrig, England, Tyskland, Italien, Bøhmen, Ungarn, Polen og Danmark alle blev talt sammen, ville de dog ikke måle sig med hans besiddelser. Tilmed har han magt over dem alle i kraft af en særdeles villig lydighed hos dem. Og som sagt er de hver dag udrustet og øvet i kamp, så at han kan forfølge sin sejr og levere to, tre, fire store slag i træk, som han beviste over for sultanen. Denne Gog og Magog er anderledes majestætisk end vore konger og fyrster.

Dette siger jeg, fordi jeg er bange for, at mine tyskere ikke ved eller ikke tror det. Måske mener de, at de er stærke nok alene og regner måske muslimerne for en herre som kongen i Frankrig og flere andre, som de let kan modstå. Men jeg vil sandelig være uden skyld og ikke pådrage min tunge og pen blodskyld, hvis en konge eller fyrste alene giver sig i strid mod muslimerne! Det er nemlig at friste Gud, hvis nogen med ringe magt giver sig i kast med en mægtig konge, som Kristus også påpeger i evangeliet, Luk 14, 31. Særlig fordi vore konger ikke er så dygtige, at man forventer guddommelige underværker af dem.

Kongen af Bøhmen er nu en mægtig fyrste, men Gud give, at han ikke alene giver sig i lag med muslimerne, men har kejser Karl til ankermand og reserve med al hans magt! Og velan, den, som ikke vil tro det, ham må jeg overlade erfaringen at belære. Jeg ved nok, hvad for en magt muslimerne har, medmindre historikerne og geograferne tillige med den daglige erfaring lyver for mig, hvad jeg ved, de ikke gør. Jeg siger ikke dette for at skræmme kongerne og fyrsterne fra at kæmpe mod muslimerne, men for at formane dem til at ruste sig dertil med klogskab og alvor og ikke skride så barnagtigt og søvnigt til værks. Jeg ville gerne forebygge unyttig blodsudgydelse og en tabt krig hvor som helst. Denne alvor skulle bestå i, at vore konger og fyrster så længe gjorde fælles sag og i dette tilfælde både hoved og hjerte, både hænder og fødder arbejdede sammen, så at en mægtig hob var som ét legeme, sådan at man, hvis et slag tabtes, havde andre tropper at sætte ind. Man skal ikke som hidtil lade konger og fyrster kæmpe hver for sig, i går Ungarns konge, i dag Polens, i morgen Bøhmens, indtil muslimerne har opslugt dem én for én, uden at andet opnås derved, end at man forråder vort folk, ofrer det på slagtebænken og udgyder blod til ingen nytte.

Hvis vore konger og fyrster nemlig enigt ydede hinanden hjælp og bistand, og hr. Kristen desuden bad for dem, ville jeg være ved godt mod og nære stærkt håb om, at muslimerne skulle ophøre med sin rasen og i kejser Karl finde en mand, der var dem voksen. Men hvis ikke, og hvis det altså skulle gå som hidtil, hvor den ene ikke er enig med eller tro mod den anden, men enhver vil være sin egen herre eller kun drager i felten med en håndfuld ryttere, så må jeg finde mig deri, og vil ganske vist gerne hjælpe til ved at bede. Men det vil være en svag bøn, særlig fordi jeg kun har liden tiltro til, at den bliver bønhørt, fordi man griber så stor en sag så barnagtigt, forvovent og ubetænksomt an, så at jeg véd, at man med det frister Gud, som næppe vil finde behag deri.

Alvorlig advarsel
Men hvad gør vore høje herskaber? De regner det for ren spøg, og skønt det er sandt, at vi har fået muslimerne på halsen, selv om de måske ikke drager imod os i år, så er de dog hele tiden rustet og rede til at angribe os, som hverken er rustede eller forberedte, når de vil. Og imens forhandler fyrsterne om, hvordan de kan plage Luther og evangeliet! Det er muslimerne, der er det altovervejende problem, og det må klares. På samme måde bærer de sig nu ad i Speyer, hvor hovedspørgsmålet er reglerne for at spise kød og fisk og sådant narreværk.

Gud hjælpe jer, I utro overhoveder for arme mennesker! Hvilken Djævel befaler jer at beskæftige jer så ivrigt med de gejstlige sakramenter, som der ikke er givet nogen befaling om, og som angår Gud og samvittigheden, og at være så dovne og efterladende med de sager, som I har Guds befaling om, og som angår jer og jeres arme folk, nu da nøden er størst og mest overhængende. Herved lægger I blot hindringer i vejen for alle dem, som mener det inderlig godt og gerne ville hjælpe. Ja, syng I kun videre og hør messe om Helligånden, han har stor lyst dertil og vil sikkert være nådig mod jer ulydige og genstridige, fordi I lader dét ligge, som er jer befalet, og har travlt med det, som han har forbudt jer. Ja, den onde ånd hører jer sikkert gerne!

Men hermed vil jeg have min samvittighed fri, for denne lille bog skal være mit vidne om, hvorvidt og på hvilken måde jeg råder til krig mod muslimerne. Handler nogen i modstrid med det, må han gøre det. Gud bestemmer, om han sejrer eller falder. Jeg vil ikke glæde mig over hans sejr eller undgælde for hans nederlag, men jeg vil ikke være skyld i alt det til ingen nytte udgydte blod. Og skønt jeg véd, at jeg ikke vil finde nogen nådig herre i muslimerne med denne bog, hvis den kommer dem for øje, har jeg dog villet gøre mine tyskere opmærksomme på sandheden, så godt jeg kunne, og troligt råde og tjene både taknemmelige og utaknemmelige. Hjælper det, så hjælper det, hjælper det ikke, så hjælpe vor Herre Jesus Kristus og komme herned fra Himlen med Dommedag og slå både muslimerne og paven til jorden tillige med alle tyranner og ugudelige, og forløse os fra alle synder og alt ondt, Amen!

23 kommentarer:

  1. Crass Børsting17 februar, 2007 17:32

    Interessant læsning til en lang weekend. Meget lang.

    SvarSlet
  2. Altså var det idioti at gå ind i Irak.

    Right?

    Marianne

    SvarSlet
  3. Hej Ulla,

    Luthers bog, Mod Tyrken og Jøden skal læses ind i den tid den blev til i. Luther var noget af det mest intolerante menneske, der har fandtes og jeg ved ikke, hvad du vil bruge ham til. Situationen med muslimerne er jo en anden i dag end den gang?

    Jeg forstår ikke den sidste kommentar fra Marianne. Gider du uddybe.

    Harhoff -

    SvarSlet
  4. Ja, den var lidt lang. Nu har jeg forkortet den noget. Det er en glimrende tekst. Den burde have en plads i den (ide-)historiske kanon. I betragtning af, at der er gået 500 år, er det jo meget lidt, der er forandret.

    Han er modig, Luther. Han vidste godt, at han med sin bog ville møde en ublid skæbne, hvis muslimerne virkelig indtog resten af Europa.

    Husk på, at kampene på dette tidspunkt bølgede frem og tilbage i Spanien. Og tyrkerne stod ved Wiens porte, som det hed. Det må have set ganske betænkeligt ud.

    Hvor ville jeg ønske, at vore dages tænkere ville tale lidt så frit fra leveren som vor gode ven Luther. Det er jo bare et spørgsmål om at åbne øjnene og sige, hvad man ser. Det er min klare opfattelse, at vi er kommet så meget i de sindrige, socialistiske forklaringers vold, at der er behov for en ny-positivistisk bølge. Fakta og rationalitet mod de snørklede forklaringers hokus pokus. Et rationelt, folkeligt gennembrud én gang til, akkurat som i 1500-tallet. Det var en stor trussel, da Luther oversatte Biblen til tysk. Så kunne folk jo læse, hvad der stod, og der stod ikke noget om aflad og verdsligt magt til kirken. Luther overvejede også at oversætte Koranen. Hvad ville sådan et menneske have gjort i dag? Han ville oversætte kriminalitets- og befolkningsstatistikkerne. Han ville besøge ghettoerne og koranskolerne med skjult kamera. Han ville lægge realiteterne frem for verden, og han ville sørge for, at folk forstod. De socialistiske og konstruktivistiske trylleformularer handler om, at folk ikke må forstå, de må ikke konkludere. De minder om den daværende katolske kirkes hokus pokus filiokus (hoc est corpus filii). De havde også til formål at holde menig mand uden for indflydelse.

    SvarSlet
  5. Det er rigtigt at Luther var modig, han talte Rom midt imod. Spørgsmålet er, om den tilspidsede situation ikke tvinger en ny Luther til at tage kampen op mod de fanatiske og doktrinære muslimer. Det kan vi kun håbe på. PÅ den måde er det måske meget godt, at koranen nu endelig er blevet oversat til dansk, så vi andre vantro også kan læse, hvad der står og ikke står i denne latterlige bog.

    Harhoff -

    SvarSlet
  6. @Harhoff

    Koranen er allerede blevet oversat til dansk for mange år siden, men er ikke blevet anerkendt af Det islamiske Trossamfund, fordi Koranen, efter dets mening, kun kan læses og forstås på arabisk.

    Oplysningen

    SvarSlet
  7. Marianne :-)
    Nej, ikke nødvendivis. Men vor tids kejser Karl skulle have haft opbakning af Europa. Også skulle man ikke have undervurderet opgaven, men have haft en langt større styrke at gå ind med. Det mener jeg er konklusionen. Og det er jo rigtigt. Hvis Bush gør det af religiøse grunde, er det galt. Men hvis han gør det for at beskytte sine borgere mod terror, så gør han bare sin pligt. Mens Europæerne småskændes og småslås og småhader Amerika.

    Jeg synes også, at det er frisk, at han anbefaler, at man både banker muslimerne OG katolikkerne :-)

    Lidt en hidsigprop, det kommer vi nok ikke uden om. Men vi er da alle glade for, at tyrken blev standset ved Wiens porte.

    Balkan var knapt så heldig, det var under 500 års tyrkisk herredømme.

    Harhoff: Ja, Luther er hård mod jøderne. Hans indvendingerne er dog hovedsagelig teologiske, og jo, så får de lige en bredside om åger osv. Han skriver, at de bliver værre ved god behandling og kun lidt bedre ved tugt. Han anbefaler sluttelig, at de smides ud af landet uden deres ejendele, som han mener de aligevel har franarret tyskerne.

    Man kan være sikker på, at mange europæere tilsvarende spekulerer på, hvordan vi skal få gode borgere ud af muslimerne, og hvis ikke, hvordan vi så skal slippe af med dem.

    Men jo, Luther er da storslem: Ud med jøderne, ud med katolikkerne, ud med muslimerne.

    Men også - ja netop - præget af en varm omsorg for folket. Der er noget renføringsvanvid over ham, han kan ikke lide urenhed og løgn og snyltere.

    Men hvis man selv havde set pjaltede, elendige tyskere blive manipuleret af katolske præster, blive snydt af rige jødiske handelsmænd og endelig (måske) nedslagtet af vilde tyrkere, som ingen gad holde stangen - så kunne det vel nok vække en del retfærdig harme. Der er jo både lidt Karl Marx og lidt Robin Hood over ham.

    Hvis man går til det med et åbent sind, så kan Luther sagtens have haft mere ret end han har haft uret. Men det er de færreste, der kan tåle at tænke den tanke, og af det kan man lære, at vi ikke tænker meget friere end man gjorde i den katolske middelalder. Vi giver kun os selv meget lille åndelig plads at bevæge os på.

    SvarSlet
  8. Slutningen er jo herlig :-)

    "Hjælper det, så hjælper det, hjælper det ikke, så hjælpe vor Herre Jesus Kristus og komme herned fra Himlen med Dommedag og slå både muslimerne og paven til jorden tillige med alle tyranner og ugudelige, og forløse os fra alle synder og alt ondt, Amen!"

    SvarSlet
  9. Jeg synes også det er en herlig tekst, og stort set det jeg altid har sagt. :-) Altså når det gælder den del, der handler om at kejserens magt skal være beskyttende og legitim. Der må ikke være noget løgn, der skal være et angreb fra den anden side, der skal ikke være nogen religiøse eller økonomiske motiver. Bush kan ikke leve op til noget af det, når det gælder Irak. I Afghanistan, derimod, har vi en gruppe modstandere, som vi kan bekæmpe med god samvittighed. Og så vil jeg æde en gammel hat på, at Luther ikke ville have ment, at Bush er vor tids kejser, men at han er én af de opportunistiske småkonger, der ikke kan finde ud af at time sin indsats med andre, undervurderer sine modstandere groft, og gør tingene værre for os alle sammen. Luther ville mene, at FN skal udstyres med midler og magt til at beskytte sine undersåtter mod åbenlys agression - hvem ellers?

    Marianne

    SvarSlet
  10. Så stressende var det at være Kejser Karl V:

    Tysk kejser 1519-56, søn af Filip af Østrig og Ferdinand den Katolskes datter Johanne, blev opdraget i Nederlandene, hvor han var født, og forblev siden af nationalitet Nederlænder. Ved faderens død arvede han Østrig og Neder-landene, ved morfaderens død 1516 overtog han desuden regeringen i Spanien med dets italienske og amerikanske besiddelser, og 1519 valgtes han til tysk konge, kejserkronedes i Aachen 1520. Han herskede således over et rige, hvis størrelse ikke var set siden Karl den Stores dage; hertil kom, at hans 4 søstre ægtede fyrster i andre europæiske lande.

    http://www.futura-dtp.dk/SLAG/Personer/NavneK/Karl5TR.htm

    Her ses Kejser Karl til hest:

    http://www.bredalsparken.dk/~soren-kretzschmer/Karl_5..jpg

    Her ses det tysk-romerske rige (BÅDE det grønne og det gule og det røde).

    http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/d/d7/843-870_Europe.jpg/350px-843-870_Europe.jpg

    Der var meget at se til. Riget var i krig med muslimer på to flanker, i Spanien og i Østrig.

    Når tyrken stod i Wien, og det gjorde han i 1529, så kunne han faktisk lige række en arm ud og nå en lille munk i Wittenberg, nogle hundrede kilometer længere mod nord.

    SvarSlet
  11. Ja, måske ville han mene det. Men hvad nu, hvis der er brug for en forsinket forsvarskrig? Hvad nu, hvis målet er at komme tilbage til situationen som den var i år 700?

    Luther har jo frygtelig ondt af de folk, som muslimerne havde ædt sig ind på dengang. Nu er deres fortid udslettet, så de vil slet ikke befries.

    Når jeg alligevel bakker Bush op, så er det, fordi han tager en kamp op, som skulle have været udkæmpet for 1000 år siden. Men ingen gad, fordi vi var så ligeglade med de varme lande allerede dengang.

    Jeg tror jo lidt på, at det aldrig er for sent, og at verden ikke behøver at trækkes med islam i al evighed.

    SvarSlet
  12. Hvad betyder din sidste sætning?

    Hvordan skulle det kunne lade sig gøre?

    M.v.h.

    Daniel Hartmann

    SvarSlet
  13. Hvorfor har du slettet nogle af kommentarene i de tidligere indlæg??? Censurerer du nu
    også ;)

    Skildpadden

    SvarSlet
  14. Daniel: Jeg tror ikke på, at man kan opretholde den slags små, stejle og påståelige universer i en åben verden, der modsiger den hver dag. Selvfølgelig er Mellemøsten og Afrika ikke lænket til den religion for evigt. Der kan ske et gennembrud om 5 år, eller det kan ske om 500 år. Men verden står ikke stille, og der kommer også forandringer til den islamiske verden. Bare vent.

    Skildpadde: Det er ikke mig, der censurerer. Det er forfatteren selv. Desværre.

    SvarSlet
  15. Ah, undskylder, det havde jeg lige overset....

    Skildpadden

    SvarSlet
  16. Nu har jeg så endelig taget mig sammen til at besøge din femi-blog, og hvilken glæde at opdage, at der er kommet skår i forholdet. Det har far her jo sørget for ;-)

    SvarSlet
  17. Bare rolig, jeg løj kun lidt ;-)

    SvarSlet
  18. @Ulla

    Hvad mente Luther, når han talte om kampen mod muslimerne?
    Mente han en åndelig kamp eller en fysisk kamp? Jeg er i tvivl.

    Hilsen

    Jönsson

    SvarSlet
  19. Jonsson

    Håber det er ok, at jeg prøver at svare på det. Meget kort sagt:

    Han mente begge dele. En af hans pointer var at man ikke måtte blande de to ting sammen.

    Den åndelige kamp, skulle være ikke-voldelig og foregå via bøn.

    Den fysiske kamp skulle være det militære forsvar af land og folk og det skulle man ikke blande gud ind i.

    SvarSlet
  20. Så han mente altså, at det kristne Europa skulle gå i fysisk krig mod muslimerne? Skriver han noget sted det? Jeg spørger fordi jeg ikke selv ved det.

    Jönsson

    SvarSlet
  21. Jo det mente han de skulle såfremt de Kristne stater var fysisk truede, hvilket de i høj grad var på det tidspunkt. Det han ikke mente, var at den fysiske krig skulle være i kristendommens navn. Det skulle foregå i staten eller kongerigets navn.

    Altså; Han gik ind for at det daværende tyskland skulle berede sig og kæmpe imod tyrkerne. Men han tod afstand fra religionskrig.

    SvarSlet
  22. Troen.

    Nogen siger,
    at Verden er anderledes i dag,
    end den gang.
    Det er den ikke.
    Men vi er mere Online end før.
    Det har ikke hjulpet os.
    Jeg vil sige tværtom.
    Vi, er hverken klogere, eller bedre.
    Selv om , vi burde, være det.
    At være i god tro,
    er ikke det samme,
    som at være godtroende.
    I denne, vores Gudsforladte Verden,
    mangler vi troen på os selv.
    At se fjenden, klart nok,
    er ikke en skam.
    Et klarsyn, er måden,
    vi mennesker overlever på.
    For den, der kun er godtroende,
    taber retten til et godt liv.
    Eller det der er værre.
    For denne ret er ikke selvskrevet.
    Så lad os, få troen tilbage, på os selv.
    Livet er svært,
    tro i det mindste,
    på det du ser omkring dig.
    Ikke, som noget du tror, du ser.
    Se, fjenden i øjnene, uden skam.
    Find venner, frem for fjender,
    så de kan se os stærke.
    Da, bliver fjender, som venner.
    For det bliver de nødt til.
    Jeg tror på Jesus.
    En god tro,
    men uden godtroenhed, som sagt.
    Det skammer jeg mig ikke over.
    Gør du?
    Eller, har du, mistet den?
    Troen.

    SvarSlet
  23. Må jeg lige tilføje noget vedr. religionskrig: For Luther er det ikke en krig mellem religioner, men en krig mellem det gode og det onde, mellem Guds sag og djævelens sag. Snarere end to riger er der vel tale om to niveauer af konflikt: på det åndelige plan vil han angribe djævlens løgn, Koranen. På det verdslige plan vil han angribe djævlens næste træk, myrderierne. Der er ganske vist to departementer til at tage sig af de to problemer, men de er helt koordinerede og helt enige. De er funderede i samme enhed.

    Mht. kejserens rige og kejserens pligter, så er de ganske rigtigt begrænset til øvrigheden, men denne begrænsning såvel som hele ansvaret og pligten til at leve op til det, er pålagt af Gud - enheden bag forskellen mellem de to riger. Skellet mellem religion og politik er altså en skelnen inden for én overordnet ramme, nemlig kristendommen. Både kirken og øvrigheden har deres pligter fra Gud. Så når kejseren skal angribe muslimerne, er det en pligt, som Gud har pålagt ham: at passe på sit folk. Det er også klart i teksten, at man kan glemme alt om at vinde krigen, hvis man ikke med bøn og tårer har fået "baglandet" i orden. Skellet mellem religion og politik er et kristent skel - og er jo da også funderet i biblen. Det er en underlig manøvre at opfatte toregimentelæren som religiøst neutral.

    Men en fremragende tekst er det. Hvor er den dog enkel og ærlig. Det er vi slet ikke vant til mere. Tænk, hvilket hykleri og hvilket niveau af newspeak og fortielse vi har vænnet os til på bare 10 år.

    SvarSlet