torsdag, marts 08, 2007

Ideer har ikke køn

Dagens lektie er lige så enkel om den formentlig er vanskelig at forstå til bunds: Ideer har ikke køn. Ideer har ikke køn. Ideer har ikke køn. Punktum.

”Far var god, som dagen var lang, og solen skinnede i hans ansigt. Han røg ikke, han drak ikke, han gik tidligt i seng og stod tidligt op, og jeg hørte ham aldrig sige et bandeord. Han kom til tiden og passede sit arbejde og betalte sin skat, og 100 meter før et lyskryds sænkede han farten, selvom der var grønt, og når vi nåede frem, var der rødt. Han rejste sig automatisk, hvis der var en myndighed i telefonen, og satte ikke et stik i kontakten uden at læse brugsanvisningen først. Han var korrekt var inderst til yderst - hans samvittighed var ren som hans skjorte - og slipset var bundet, skoene pudsede, og jakkesættet kunne stå af sig selv.

Far var forsikringsmand, og hver dag forsikrede han sig om, at der ikke skete noget. Klokken halv syv ringede vækkeuret, far stod op og drak sin kaffe og spiste sit rundstykke og kyssede mor farvel - og kørte den samme vej på arbejde i 50 år. Han var ansat i Dansk Bygnings Assurance, det lå på Torvet, og det første han spurgte om, når han kom ind ad døren, var "er der sket noget?" Det var det ikke, far åndede lettet op og gik ind på sit kontor og satte sig bag mahognibordet og fortsatte med at forsikre alt, hvad der var at forsikre på Falster. Han tog sig af kirken og rådhuset, mennesker og dyr, og huse, biler og cykler blev dækket mod tyveri og brand og vand og svamp og storm og hvilken som helst ulykke på jorden. Far regnede med det værste og forebyggede skader og bekæmpede uheld og fik ikke ro, før alting var sikkert. Han sukkede tilfreds, når han åbnede Folketidende om morgenen, og der stod ingenting - avisen kunne lige så godt være blank. Der skete ikke det mindste, dagene gentog sig uden at et blad faldt til jorden, og livet gik støt og roligt i stå.

Det var et arbejde uden ende, og far bar verden på sine skuldre – der var altid et eller andet at bekymre sig om – og hans humør steg og faldt med barometret, som hang på væggen i dagligstuen. Han lagde ansigtet i alvorlige folder og bankede på glasset, og når det stod på smukt vejr, lyste han op, men det varede ikke længe, så bankede han igen og tænkte på lavtryk og regn og lynnedslag. Han talte om oktoberstormen i 1967, som om det var et sted i Biblen, og det var brandfarligt om sommeren – han håbede, at den blev våd – og om vinteren var han nervøs for frostskader og sne og ønskede sig ikke en hvid jul. Han sagde ”shhh” og holdt vejret og løftede pegefingeren, når vi nåede til det vigtigste i nyhederne – og det var vejrudsigten.

Far kom hjem til frokost på slaget halv et og fik varm mad på bordet, og om aftenen hørte jeg bilen komme kørende op ad Hans Ditlevsensgade og standse i garagen. Så gik hoveddøren, far sagde ”halløj” og hængte hatten og frakken i garderoben, vi skyndte os op i køkkenet til mor, som strålede og sagde ”ach, Väterchen” og kyssede ham på kinden og elskede ham over alt. Vi dækkede op i spisestuen og alting havde sin faste plads og stod på bordet i en systematisk orden – porcelænet, servietterne, salt og peber, vaserne med blomster – og far havde et øje på hver finger. Når jeg åbnede en skuffe i skænken for at tage bestikket frem, var han straks over en og spurgte, ”hvad vil du?” Han rystede på hovedet og fortalte, hvad man skulle gøre og hvordan – ”gaflerne ligger i den øverste midterste skuffe, nej ikke der, dem midterste, bagerst” – og sådan blev det ved. Far arbejdede videre i forsikringsselskabet derhjemme og gik op i de mindste ting. Det var umuligt at gøre noget rigtigt – og han stillede bormholmeren konstant, selvom den ikke gik forkert.

Bare det at bevæge sig var en kamp mod guderne. Han sagde ”forsigtig” og standsede en, før man kom i gang, og hvis man spurgte ham om noget – det var lige meget hvad – svarede han nej. Det værste, han vidste, var træk. Han råbte ”luk døren”, når man åbnede den, og når man lukkede den efter sig, bad han en om at gøre det igen og ordentligt. Far syntes altid, at noget stod på klem. ”Det trækker”, sagde han og mærkede efter og tjekkede vinduerne og trak gardinerne for, indtil det sidste hul var stoppet, og der var intet, som rørte sig. Gulvene knirkede, dørene knagede, væggene havde ører, og jeg var stille og passede på og gjorde, om han sagde. Jeg levede for den dag, hvor han ville holde op og lade tingene være, men den kom aldrig.

Der var ikke en sprække i den kontrol, som far udøvede over sine omgivelser, og hvis han kiggede væk, ville alting forsvinde og ikke være til at finde igen. Han bestilte ikke andet end at se efter og forvisse sig om, at virkeligheden fandtes og alt var på sin plads og skete til sin tid. Når han talte, konstaterede han det oplagte – ”man siger”, ”man gør” – og udtrykte sig i selvindlysende sandheder. Han kunne på en måde slet ikke tale, men kun tælle, og når han fortalte om noget, var det priser og indkøbslister og opremsninger af vores indbo – opsatserne, bronzeuret, tæpperne – og hvad det havde kostet, og det var en lang historie. Han registrerede livet i bogstaveligste forstand og gjorde det op i ting og tal og slog fast, at det var overskyet, klokken var mange, og sådan var der så meget. Bagefter satte han sig og skrev det hele ned i sin Maylandkalender, tid og sted, indtægter og udgifter, benzinpriser og kilometertal og klokkeslæt og temperaturer. Han talte dagene og lagde dem sammen og smilede hver gang, de gav et år, og kalenderen kom op på hylden, hvor de stod til regnskab fra 1950 og frem.

Far passede på os dagen lang og døgnet rundt, og det føltes, som om det hele ville styrte sammen, hvis han slappede af et øjeblik. Efter aftensmaden begyndte han forfra og børstede krummerne af dugen og puttede bestikket tilbage i skænken. Han talte det og låste skufferne, å tog han nøglen og lagde den i sekretæren, og den låste han også. Han bragte i orden og lagde væk og slukkede det, der var tændt, og hev stikkene ud i tilfælde af kortslutning, for alle tilfældes skyld kom sølvlysestagen i vaskekurven. Han kontrollerede radiatorerne, som skulle stå præcis på 2½, og gik ud og lukkede garagelågerne og havelågen og låste dørene i huset – hoveddøren, havedøren og kælderdøren og ud til skuret og garagen – og han gemte nøglerne og sørgede for, at ingen kunne bryde ind. Når han var færdig med at lukke og slukke og havde pakket ned for i dag, kyssede han mor og mig godnat og lagde sig i seng. Han tog nøglen over dem alle og puttede den i pyjamaslommen og trak dynen over sig med fred i sindet – alting var sikkert – og så slukkede han lampen på natbordet, og det sidste lys i universet gik ud”.

Knud Romer: ”Den som blinker er bange for døden”

26 kommentarer:

  1. Kære Ulla,

    Hvad mener du nærmere præcist med at ideer ikke har et køn? Jeg har ikke læst Knud Romers bog, men dit uddrag ser interessant ud. De siger, at historien ikke passer..

    Lena

    SvarSlet
  2. Kvinder og Carlsberg.

    I dag er det så igen blevet den 8. marts igen. For de der ikke
    forbinder denne dato med noget særligt, så lad mig minde om, at det i dag den 8. marts 2007 er kvindernes internationale kampdag. Kvindernes internationale kampdag er en relativt gammel institution. Den blev indstiftet i 1910, (forøvrigt i Folkets Hus på Jagtvej 69 hvis denne
    adresse ellers siger jer noget - og datoen den 8.marts blev endeligt
    fastlagt på det kommunistiske 3. internationales møde i 1921) og i
    1977 vedtog så FN en resolution, som anbefaler fejring af en
    international kvindedag. Og det er altså i dag.

    Nu er det vel de færreste mænd som vil anfægte den historiske
    legitimitet af kvindefrigørelsens sag. Lad mig i denne forbindelse
    minde om at danske kvinder først fik stemmeret i 1915. Men med god
    grund har vi det dog en anelse mere besværligt med kvindefrigørelsens 2. bølge (60-70'ernes feministiske kvindefrigørelses- og rødstrømpebevægelser).

    Lad os (for en god ordens skyld) lige snuppe et par citater fra et par af ikonerne i disse bevægelser:

    "Marriage is an institution developed from rape as a practice.The penis must embody the violence of the male in order for him to be male. Violence is male; the male is the penis; violence is the penis..."
    / Andrea Dworkin

    "He can beat or kill the woman he claims to love; he can rape women,
    whether mate, acquaintance, or stranger; he can rape or sexually
    molest his daughters, nieces, stepchildren, or the children of a woman he claims to love. The vast majority of men in the world do one or more of the above."
    / Marilyn French

    "Retaining the male has not even the dubious purpose of reproduction. The male is a biological accident: the y(male) gene is an incomplete x(female) gene, that is, has an incomplete set of chromosomes. In other words, the male is an incomplete female, a walking abortion,
    aborted at the gene stage. To be male is to be deficient, emotionally limited; maleness is a deficiency disease and males are emotional cripples"
    / Valerie Solanas

    Ja, puha da! Drenge: Hold på hat & penis! Men lad mig som et kuriosum lige minde om, at vi ikke behøver bevæge os så langt væk i hverken tid eller rum for at finde lignende udtryk. Her et lille klip fra det "Anti-imperialistiske initiativ"
    (http://www.kvindehus.dk/2_grupper.htm):

    "Vi er et forum bestående af grupper og enkelt-personer fra den
    revolutionære venstrefløjs feministiske og lesbiske scene i København. Initiativet går på tværs af de af Kvindehusets grupper, der har en
    forståelse af, at køn og seksualitet er ideologiske konstruktioner, som det er muligt at bekæmpe eller omforme i en revolutionær sammenhæng. [...] Vores formål er at styrke den revolutionære anti-imperialistiske analyse og praksis..."

    Genierne har talt. Køn og seksualitet er "IDEOLOGISKE" konstruktioner. Jaså - Javel ja! Man kan kun konstatere, at kapløbet om at blive de
    dummeste mennesker på jorden er skærpet - og at føringen indtil videre er tydelig.

    Heldigvis behøver vi ikke bekymre os synderligt om disse revolutionære kønstosser. For i langt de fleste tilfælde har disse hættebærende galninge en politisk tæft svarende til Idi Amins. Mere bekymrende er vores egen forståelse af os selv - som mænd.

    Forleden så jeg en reklame for Carlsberg. "Vores" øl. Reklamen tager sin begyndelse ved en fodboldkamp. En mand stiller sig op på en ølkasse og tilspørger det mandlige publikum om "vi har glemt hvad det vil sige at være mand?" Derpå følger en række klip, som skildrer hvad det vil sige at være mand: Man kan skyde hinanden i røven med paintball-pistoler, man kan hoppe op på ryggen af hinanden til fester, man kan hejse hinanden op i flagstænger (i underbukserne) osv. En ganske fremragende illustration af mandlige dyder som f.eks...øehm... idioti, barnlighed eller uansvarlighed?

    Anyways. Jeg har truffet min beslutning: På denne kvindernes
    internationale kampdag har jeg besluttet, at jeg ikke vil drikke
    Carlsberg.

    SvarSlet
  3. Stemmeretten blev indført 1849, men ikke for alle mænd.Der var også mange mænd der først fik stemmeret i 1925, så i et historisk perspektiv er demokratiet nyt for både mænd og kvinder.

    SvarSlet
  4. "ideer har ikke køn" skriver ulla 3 gange.
    Jeg skulle da mene at jo mere man går i bunds med sådanne fraser jo mere forkerte bliver de, men det kunne da være interessant at høre om ulla har noget mere uddybende at tilføje...synes ikke der er den store ide i bare at copy-paste roman uddrag.

    SvarSlet
  5. Kimpo er på spil igen og manden bliver mere og mere frustreret. Måske er det sexuelle frustrationer, der gør, at han er nødt til at svine Ulla Nørtoft til.

    Vi er mange der læser det du skriver med stor fornøjelse. Keep up the good work!

    J

    SvarSlet
  6. Og det sidste var selvfølgelig henvendt til Ulla !

    J

    SvarSlet
  7. Det er en sjældent god bog, Knud Romer har skrevet. Faktisk er det ikke en bog, det er en håndgranat, sat sammen af de splinter, som hans tyske onkel hev ud af kroppen og gav lille Knud én for én. Knud samlede håndgranaten, trak splinten og smed den ud over Falster, så det hele røg i luften. Spørgsmålet er, passer det? Så vidt jeg ved, står Falster endnu, så det passer næppe helt. I Berlingske har der været flere læserbreve, "Kære Knud, kan du huske" og "Kære Knud, vi holdt af dig". Der var også artikler fuld af de etiske overvejelser, som Berlingske igen og igen kommer så frygteligt galt af sted med. Det er håbløst at læse litteratur på den måde. Der er et perspektiv, en lille dreng, faktisk en lidt paranoid og meget følsom lille dreng, hvis realiteter ikke er enhvers realiteter, det ved man godt som læser. Men måden at forvrænge og altid allerede have taget parti, den er. Enhvers. Hvad de måtte mene på Falster, det er ikke sagen. Sagen er, at det er kunst. Målestokken er hverken Knuds gamle klassekammeraters eller hans fars hukommelse, men om det er lykkedes ham at lade små og store glimt af ideer og kendsgerninger befrugte hinanden - tro mod en helt anden orden af kunstnerisk og æsteisk og menneskelig sandhed - indtil den ligesom bare sad i skabet og læseren kan sidde med en bog og tænke, at den er da chokerende god, og det er den.

    SvarSlet
  8. Jeg synes også, Knud Romers tekst er velskrevet og interessant, men forstår heller ikke helt, hvad du har tænkt med sammenhængen mellem den og så det der med, at ideer ikke har køn.

    Har du ikke lyst til at uddybe det? :)

    SvarSlet
  9. Ja, fx skal der jo ikke mere end én sort svane til for at aflive påstanden om, at alle svaner er hvide. Der skal heller ikke mere end én Hr. Romer Jørgensen til at afvise påstanden om, at kontrol- og forsigtighedsfænomenet er et specifikt kvindeligt fænomen, eller værre endnu, at ideen om kontrol og forsigtighed og pedanteri er relateret til kvindekønnet og derfor kan benævnes "kvindelig". Jeg kan ikke vær eden eneste, der har bemærket, at den slags fyger os om ørerne for tiden. Jeg er politisk og pædagogisk enig et langt stykke hen ad vejen. Men kønssnakken er overflødig. At ideer ikke har køn, er en lektie på linie med, at man ikke kan slutte fra ér til bør. Så én gang for alle, ikke mere snak om, at liberale ideer er mandlige, at socialistiske ideer er kvindelige, at konservative ideer er... hvad? Eunukker? Ikke mere snak om at omsorg og følsomhed er kvindeligt, at målrettethed er mandligt. Ikke mere sludder om, at der skal kvindelige værdier ud på arbejdsmarkedet og mandlige værdier hjem i hjemmene. Det viser sig jo, at det faktisk ikke er værdier, man mener, men mennesker. Mennesker skal den ene vej og den anden vej. Som om man tror, at de er kodede med kønnede essenser, som man kan fordele i samfundet efter behov. Når man forstår, at ideer ikke har køn, så går det op. Ingen overraskelse over, at østrogenbomben Strandvænget ingen "kvindelige" værdier ejer, men frådser i magt og hierarkier og ydmygelser dag ud og dag ind. Ingen paradoksale problemer med, hvorfor mænd i tusindtallig skare faldt og falder endnu for socialismen med fællesskab og duksagtighed, lighed og kastration af den individuelle frihed. Ingen undren over, at kvinderne elskede nazismen, al den orden, alle de uniformer, alle de stærke mænd og så dem selv midt i det hele, det hele til ære for dem.. Det er altsammen ikke mærkeligt, for ideer har ikke køn. Pligtfølelse har ikke køn. Ladhed, dovenskab, stædighed, stolthed, respekt, konsekvens, vildskab har ikke køn. Materialisme, snævertsyn og holden med sig selv har ikke køn. Glem det, tag debatten uden køn, for den har ikke køn. Skulle strandvænget være præget af feminine værdier? Skulle Anders Bondo have ført mandlige værdier ind i Danmarks Lærerforening? Skulle de danske kommunalbestyrelser, alle til hobe fulde af mænd, være præget af mandlige værdier? Nå ikke? Så kapret af kvindelige? Men hvordan, konkret? Meget konkret? Nej, vel. Det er ikke køn, man mener, så glem kønsterminologien. Man kunne lige så godt bruge astrologiske udtryk: Plejerne, Kommanduserne, er fra Mars. De pædagogiske eksperter er fra Venus. Med store, plirrende, grædefærdige øjne, beklagende det altsammen. Det har lige så stor realitet at sige, at man har månen i 12. hus som at sige, at man er præget af mandlige værdier. Det er noget vrøvl, og der er så meget af det 8. marts. Man kan så vælge at sige, godt, jeg kalder dette specifikke sæt af værdier "mandlige", og derved forstår jeg dét og dét. Man kunne lige så godt kalde dem blå.

    SvarSlet
  10. Hm... jeg tror, jeg forstår, hvad du mener. Jeg er også enig med dig i, at værdier og adfærd ikke nødvendigvis kun kan knytte sig til eet køn.

    Jeg er dog ikke sikker på, jeg helt er parat til at aflyse begreberne om det maskuline og det feminine. Kan ikke helt gennemskue, om det er det ærinde, du er ude i?

    SvarSlet
  11. Kære Ulla.

    Interessant indlæg, hvor jeg desværre var så tykpandet, at jeg ikke fattede budskabet, før du skar det ud i pap hér i kommentarerne.

    Din argumentation rejser dog et interessant perspektiv: Hvis jeg nu gennemsøger verdenslitteraturen, og finder et eksempel på en meget voldelig kvinde, har jeg så modbevist din tese om køn og vold?

    Held og lykke med bloggeriet :-)

    SvarSlet
  12. Anders, jeg har ingen teser om køn og vold, jeg har kun data :-)

    Det er i øvrigt en meget kompliceret diskussion. Noget af det, der komplicerer tingene er, at kønnene er tiltrukket af hinanden og dermed af "hinandens" værdisæt. Kvinder kan lide uniformer, mænd græder over hjemmelavet æblekage med flødeskum. Og sådan bliver det bare mere og mere kompliceret, efterhånden som man arbejder sig op igennem de seksuelle, familiepolitiske, pædagogiske, etiske og politiske felter.

    SvarSlet
  13. Kære Ulla.

    Sig mig: Kan du redigere dine egne "gamle" indlæg?

    Tidligere på dagen mener jeg, du citerede din kloge søster! Da jeg holder meget af kloge søstre (jeg har selv 3 af slagsen ...), skuffer det mig lidt, at hun nu er bortcensureret.

    At diskussionen er kompliceret har du selvfølgelig ret i. Mon ikke din irritation over Raapils indlæg kan sammenlignes med min irritation over påstande om mænd og vold, mænd og pædofili, mænd og dårlige fædre etc. Den slags er selvfølgelig subjektivt, men jeg synes, at du selv i din blog er meget hurtig til at sætte køn på en række egenskaber.

    Hils din kloge søster :-)

    SvarSlet
  14. Hej Ulla,

    Hvad er det for et citat af din søster, Anders taler om? Hvem er din søster da?

    Anonymous

    SvarSlet
  15. Du misforstår. Jeg tror ikke, at Ullas søster er kendt. I en tidligere version af hendes svar skrev hun bare noget om, at hun havde spurgt sin "kloge søster", der tilfældigvis var på besøg. Jeg undrede mig bare over, at indlægget pludselig var skrevet om.

    SvarSlet
  16. Jeg ombestemte mig, fordi jeg kom i tanke om, at jeg nok alligevel mente noget andet.

    Vil I høre, hvad jeg skrev i den kommentar, jeg slettede:

    "Mht. maskulinitet og feminitet, sÃ¥ spurgte jeg min kloge søster, som er på besøg: "Nu spørger de, hvad det maskuline og det feminine er, det ved jeg ikke, hvad er det?" For lige så klart, som jeg mener det er, at disse begreber ikke kan fungere seriøst som abstrakte paraplybegreber, der dækker hele sæt af tankegange, - lige så lidt kan man sige, at begreberne slet ikke giver mening. De giver rigtig god mening, men kun i meget konkrete kontekster. Noget med krop og instinkter, ikke noget med samfundsindretninger. Hendes svar kom prompte, som om hun havde vidst det hele sit liv: "Maskulint og feminint, det er ingenting, det er bare anerkendelsesprædikater". Altså flydende betegnere, der henviser til det, vi til enhver tid finder attråværdigt ved kønnene. Hvad angår mere abstrakte forhold, må man bruge alle de udmærkede andre gloser, sproget har: rationel/emotionel, struktureret/ustruktureret, konsekvens/eftergivenhed, hierarki/rundkredspædagogik osv".

    Men der er problemer i det standpunkt. For det første fokuserer det på det maskuline og feminine som seksuelle egenskaber, og dermed som helt vilkårlige påhit fra naturens side. Men mænds maskulinitet er mere end påfuglehaler. Den er mere indholdsrig og formålsrationel. Det samme er kvinders feminitet. Vi er og bliver pattedyr med et forholdsvist lavt antal unger, glem det nu aldrig. partnerselektionen og yngelpleje er ekstremt meget mere vigtig for os end den er for fisk. Men det er en lang historie.

    Der var også et andet problem: Ifølge min søsters teori er det maskuline og det feminine defineret som det til enhver tid attraktive. Så er 70´ernenes bløde mænd lige så maskuline som John Wayne, og det kunne jeg ikke få til at passe i mit hoved.

    SvarSlet
  17. Jo, det er jeg klar over, men hvorfor blev det bortcensureret? Ulla N har sikkert en forklaring ;)

    Anonymous

    SvarSlet
  18. I øvrigt mener jeg, at generaliseringer er en rigtig god ting. Vi skulle gøre det meget mere. Problemet er ikke generaliseringer, problemet er, at man skal generalise rigtigt. Altså man skal have ret.

    Vi mangler Aristoteles´ udmærkede indgang til de humanistiske og sociale fag: de handler ikke om det, der sker tilfældigt, heller ikke om det, der sker med nødvendighed, men om det, der sker "for det meste".

    Så kønsdiskussionen har kun brug for tre ting: individuel frihed, retfærdige love og så statistik :-)

    SvarSlet
  19. Kære Ulla.

    Jeg er meget enig i dine seneste betragtninger hér. Generaliseringer, der siger hvordan det "for det meste" forholder sig, er interessante. Samtidigt må disse generaliseringer aldrig bruges til at slå enkeltindivider i hovedet med.

    Man kan heller ikke gå den anden vej (slutte modsat): Det kan udmærket være korrekt ud fra en generalisering (i betydningen "for det meste"), at kontrol- og forsigtighedsfænomenet er et kvindeligt fænomen, selv om det selvfølgeligt er muligt at finde enkelteksempler på mænd, der har de samme egenskaber (specielt da hvis man inddrager skønlitteraturen ...). Med andre ord mener jeg ikke, at du med dit modeksempel har modbevist generalisering af kontrol- og forsigtighedsfænomenet som et kvindeligt fænomen.

    Generaliseringer af typen "for det meste" er gode til at forklare, hvorfor eksempelvis kønnene er forskelligt repræsenteret inden for forskellige erhverv og samfundspositioner. Det er fornuftigt at inddrage generaliserede kønsforskelle som forklaring herpå. Derimod ville det være meget forkert at bruge dem til at holde bestemte mænd eller kvinder ude fra bestemte erhverv eller samfundsfunktioner.

    Det samme gælder, når enkeltkvinder klager over, at de er ved at segne under dobbeltarbejdets byrder. Det kan for disse enkeltindivider udmærket være sandt, selv om data klart modbeviser det som en generaliseret sandhed. I gennemsnit har kvinder i henhold til Socialforskningsinstituttet simpelthen mere tid til overs at drive den af i, end mænd (altså når både ude- og hjemmearbejde/husholdning er udført).

    I forældremyndighedsdiskussionen generaliserer du en del. Så vidt jeg kan se, gør du det rigtigt: I gennemsnit er kvinder mere engageret i børnenes hverdag end mændene. Som generalisering er det rigtigt, når du siger, at det er kvindernes indsats, der berettiger dem til den position og forrang de har. Problemet er derfor udelukkende de enkeltindivider, der falder uden for generaliseringen. Mit umiddelbare indtryk er, at selv mænd, der uomtvisteligt har været de vigtigste voksne i deres børns liv, har meget svært ved at få medhold ved domstolene, som den nuværende situation er. Hvis disse undtagelser fra generaliseringen står stærkere med den nye lov, vil jeg helt sikkert hilse det velkomment. Det er vel lakmusprøven på, om loven er retfærdig?

    SvarSlet
  20. Ja, det er i al fald en køn ide.

    Bielefeld

    SvarSlet
  21. Tekster er også født kønsløse. Men de får et køn, når læseren tager fat på dem. Hvis man giver dem en mor, bliver de kvindetekster (døtre); hvis man giver dem en far, bliver de - kan I gætte det? - mandetekster (sønner). Men så er der selvfølgelig dukket ny genteknologi op. Det hele flyder lidt. Hov, mandlige tekster kan også være skrevet på modersmålet, men hvilket køn er de mon så? Måske er sproget en jomfru eller en ung blond (hvorfor blond?) pige, og mænd skriver på den jomfru - uden at der sker hende noget. Fungerer det på samme måde med ideer, mon?

    SvarSlet
  22. I er så filosofiske.. :-) Men herovre i det konkrete vestjyske er det sæson for generalforsamlinger, så jeg vender stærkt tilbage, også til din udmærkede kommentar ovenfor, Anders. Men jeg vil nu sige, at teksten er jo ikke sådan et bevis i dén forstand. Jeg har ikke copy-pasted, jeg har siddet og tastet det hele ind for at I kunne læse det, fordi det er så godt at få forstand af :-) OK, det er sikkert rigtigt, at mange kvinder pylrer mere om børnene, hvorfor de da også overlever i stor stil (begge), og det er trods alt glædeligt. Men den der karakteristiske, neurotiske pain in the ass hysteriske adfærd, der bare venter på og lever for, at alt går galt, den er meget tvekønnet. Den handler nok heller ikke om omsorg, ret beset, den handler om.. ja... det ved jeg ikke. Det ligger mig så fjernt at være i sådan en krop, der har det på den måde.

    Mens jeg har skrevet disse linier, har min datter hoppet i sengen, først tog hun en tur over i tørrestativet, så måtte jeg lige skrive sætningen færdig og hive hende op, grædende (altså hende). Så hoppede hun videre over i lillebror, så måtte han op på knæet, grædende, så hoppede hun videre og faldt ned på gulvet med et brag, det klarede hun selv, nu er hun gået... Altsammen helt uden drama.

    Så fik jeg vist svaret alligevel :-)

    SvarSlet
  23. @Anders

    Jeg synes du er rigtig klog. Du er langt den klogeste af _alle_ Ulla's læsere. Hvad læser du/har du læst?

    /EffieS :)

    SvarSlet
  24. Måske skulle J'et holde lidt igen med sine mystiske tilnærmelser, jeg erindrer ikke at have skrevet på denne tråd før nu.

    Nu jeg er her, må jeg dog påpege at idéen om den kønsløse idé ligner en tvangstanke. Ulla synes at feje statistik af bordet som beskrivende faktor. Men hvad er så meningen med betegnelserne? "Feminin" betegner vel fænomener som hyppigere forekommer hos kvinder end mænd og omvendt. Hvor svært kan det være??

    /Kimporator

    SvarSlet
  25. Ulla... jeg har stor respekt for din intelligens og stringente analyser. Og jeg bryder straks sammen, og tilstår, at jeg ikke har læst Knud Romers bog, selv om jeg med stor interesse har fulgt debatten om den.
    Men læs lige det her, som du selv har skrevet:
    "Målestokken er hverken Knuds gamle klassekammeraters eller hans fars hukommelse, men om det er lykkedes ham at lade små og store glimt af ideer og kendsgerninger befrugte hinanden - tro mod en helt anden orden af kunstnerisk og æsteisk og menneskelig sandhed - indtil den ligesom bare sad i skabet og læseren kan sidde med en bog og tænke, at den er da chokerende god, og det er den".
    Det er - med al respekt - noget værre vås, du der skriver.
    Havde Knud Romer gjort det klart, at hans roman var netop det, en ROMAN, altså et digterværk, så havde du ret.
    Men problemet er jo, at Knud Romer - sådan som jeg kan forstå det - vil blæse og have mel i munden. Han vil både have den digteriske frihed, som en ROMAN giver OG styrke sit produkts autencitet ved mere end at antyde, at det er den rene skære sandhed, han leverer - uden at han - såvidt jeg kan læse ud af de interviews, han har givet - vil stå ved sine påstande og beskyldninger.
    Med andre ord hænger han navngivne personer ud, og holder så afvisende håndfladerne op, når "ofrene" svarer igen: Det var jo bare "digt" det hele.
    Der er kun ét ord, der dækker denne holdning: Fejhed. Nåja, og så et til: Uærlighed.
    Nu kan man jo sige, at den følsomme lille Knud husker det hele helt anderledes end sine kammerater, og det er selvfølgelig hans ret. Men når så mange vidt forskellige mennesker husker nogenlunde det samme om bestemte situationer end Knud Romer, så står der egentlig to muligheder tilbage:
    Enten har forfatteren en noget vaklende virkelighedsopfattelse. Eller også er han bare en smart reklamemand, der rider med på tidens modebølge, at fremstille sig selv som offer. Sådan fremstiller han i alt fald ganske skamløst sig selv.
    Læs Henrik Jensens "Ofrets århundrede" eller "Det faderløse samfund", han har en ret nøje karakteristik af typen.

    SvarSlet
  26. Her sidder jeg og klikker lidt rundt og finder ud af, at jeg aldrig fik svaret dig, Polinos. Så her kommer et meget forsinket svar:

    Min opfattelse er jo så, at Knud Romer er en rasende god forfatter, (især rasende god til at vise sære virkelighedsopfattelser) - men han er så muligvis en lidt for smart sælger. Som sælger er han mig imidlertid helt ligegyldig. Romers bedrifter som sælger og fortolker af sin egen bog kan ikke røre ved bogens kvalitet. Man kan sige, at han kom til selv at anlægge et realitetsprincip på bogen, som han skulle have ladet være med at lægge. Men det er jo heller ikke sort/hvidt. Fiktion og fakta suger sig ind i hinanden som i eksemplet med håndgranaten. Han har sikkert skrevet på en vis hævn-energi, men det at skrive er jo også berusende i sig selv - man vikler sig ind i ting, og så er der pludselig andre æstetiske regler, der tager over.

    Hvis du læser bogen, er du heller ikke længere i tvivl: så ved du, at det var godt, den blev til.

    SvarSlet