onsdag, april 18, 2007

Afskaf kontanthjælpen

Jeg vil gerne dele en tanke med jer.

Jeg så gerne, at vi afskaffede kontanthjælpen, som vi kender den. kontanthjælpen er ydmygende for den, der modtager den, den er belastende for samfundet i form af udgifter, ikke mindst til socialrådgiverbureaukrati, og endelig er det jo temmelig grotesk, at basalt offentligt arbejde ikke bliver gjort, mens folk går hjemme og føler sig overflødige.

Kontanthjælpen skal erstattes af en "jobret". Terminologien om kontnathjælp, samtaler, kontrol, rådighedspligt og aktivering skal fjernes til fordel for et simpelt system, hvor den ledige har ret til, på sin første ledighedsdag, at gå ned på rådhuset og vælge sig ind på en jobretning. Der skal være noget for enhver:
  • Pædagogisk medhjælper, der hjælper til i børnehaver, vuggerstuer og skolefritidshjem.
  • Sundhedsmedhjælper, der hjælper til på plejehjem og i hjemmeplejen
  • Teknisk medhjælper, der går til hånde med at vedligeholde maskiner og tekniske anlæg
  • Gartnermedhjælper, der hjælper til med plæner, skove og anlæg
  • Pedelmedhjælper, der går til hånde på skoler, plejehjem og i børnehaver med diverse.
  • Køkkenmedhjælper, der går til hånde med skolemad, varm mad i børnehaverne osv.
  • Rengøringsmedhjælper, der går til hånde med rengøring på offentlige institutioner.
  • Kontormedhjælper, der kan tage kopier og lave kaffe.
  • Til de meget svage, fx alkoholikere eller folk med store sociale og psykiske problemer, skal der være andre løsninger.
Der skal altså være jobs alle de steder, hvor der er ufaglært arbejde i det offentlige, der ikke bliver udført, fordi de fastansætte ikke har tid. Her kan den arbejdsløse kan gøre nytte. Et eller andet kan alle mennesker: give et barn en gyngetur, skubbe en støvsuger, slå en græsplæne, vaske et gulv, male et stakit, læse en historie. Altså jobs, som gavner almenvellet uden at fordreje konkurrencen med det private.

Det er ikke meningen, at man skal arbejde alene. Man skal gå sammen med det faste personale som føl, og man skal følge deres anvisninger. Man skal lave det, der ellers ikke ville blive gjort. Lønnen skal ikke være højere end kontanthjælpen er normalt. Der skal stadig være et motiv til at søge videre.

Til gengæld skal der ikke længere være nogen, der tager værdigheden fra folk. Ikke flere ydmygende samtaler og snagen i private forhold, ikke mere kontrol og mistillid og udsigtsløse kurser, ikke mere papirarbejde. De socialrådgivere, der før arbejdede med at tage sig af mennesker, som ikke ønskede, at socialrådgiverne tog sig af dem, kunne for en stor del erstattes af automater. Den ledige går ned på rådhuset, taster sine data ind i automaten, og så spytter den en jobfunktion, en fremtidig arbejdsplads og en adresse ud: Værsgo, hav en god dag, og tak fordi du benyttede dig af "jobretten".
Man kan naturligvis også blive fri, så bliver man bare hjemme og lever måske af partnerens løn. Man kan vælge deltidsjob, så tjener man bare mindre. Man må forblive i sin stilling, så længe man vil. Man skal med et vist varsel kunne søge over i et andet område. Det er arbejdspladserne selv, der melder ind, hvilke typer af medhjælpere de kan beskæftige, og hvor mange. Man kan blive udelukket fra bestemte jobtyper, hvis man opfører sig problematisk.

Hvad med pjæk? Ikke en masse administrativt bøvl. Sygdom under en vis procentdel kører glat igennem. Ryger man over et fastsat loft, stilles der automatisk krav om, at man skal fremvise lægeerklæring for at få penge udbetalt.

Der skal ikke længere arbejdes fra kommunal side på at skaffe den arbejdsløse i ordinært job. Det har alligevel alle dage været en dyr fiasko med al det vejlederi. Det skal være den lediges helt egen sag at søge videre eller blive. Vedkommende ligger ikke længere samfundet til last, tvært imod.

Næst efter bare at lade folk klare sig eller dø af sult, er dette her så ikke liberal socialpædagogik? Ikke den Sisyfosagtige skubben, puffen og hjælpen folk op ad bakken. Men i stedet dobbelt egenkærlighed: Samfundet sørger for at få noget godt ud af situationen, så længe den ledige er ledig. Den ledige må så selv afgøre, hvad der er til vedkommendes fordel og handle efter det. Det er værdigt for begge parter. Ingen bliver fattigere, ingen bliver mere usle, ingen bliver uretfærdigt behandlet, folk kommer lidt mere ud, det offentlige får passet sine opgaver, alle vinder.

Herefter kunne man indføre samme system på dagpengeområdet.

15 kommentarer:

  1. Det lyder for mig lidt for meget som 'dum i arbejde' ordningen, men i pricippet støtter jeg ideen.

    Da jeg selv engang var på bistand, greb jeg chancen med kyshånd, da kommunen pludselig manglede en til at afløse for nogle medarbejdere der skulle på ferie.

    Men hvis man skulle gøre det du foreslår, ville jeg insistere på, at folk KUN må sendes ud til steder hvor der vitterlig mangler folk og hvor der ville have været flere ansatte, havde man kunnet finde dem. På den måde kunne det måske være en måde at indsluse folk på arbejdsmarkedet.

    Ellers alternativt ender det nok bare med at blive en måde hvorpå de røde kan få opfyldt deres ønskedrøm og lade den offentlige sektor opsluge samfundet med hud og hår!

    Midlertidlig beskæftigelse ender let med at blive fast ansættelse på borgernes regning!

    Så ok, men med visse forbehold.

    Kan i hvert fald godt være med på ideen om at passiv forsørgelse er fuldstændig forskruet. Lad dog folk gøre nytte, så får de det også bedre med sig selv.

    SvarSlet
  2. det er altid nemt at slå på de fattigste. Men så længe du kan leve med sultende tiggere på gaden, mere kriminatitet og et samfund i opbrud, så er det da en FREMRAGENDE ide..

    SvarSlet
  3. Ja, der skal være brug for arbejdskraften, det har du helt ret i. Ellers bliver det noget jask.

    Men vi har beskidte hospitaler og skoler, der trænger til en kærlig hånd. Vi har gamle, der ikke kan komme i bad hver dag og som ALDRIG kan få læst avisen højt. Vi har børn, der går og hænger med hovedet for sig selv i børnehaven, fordi der er for få voksne. Så jeg tror såmænd nok, at vi skal finde gode jobs til folk.

    Det kunne også tænkes, at mange lige så gerne vil sige ja til et fabriksjob, hvor de kan tjene mere, når de nu alligevel skal op og afsted. Så vil antallet af brugere af ordningen reduceres.

    Endelig, og det er det, jeg glæder mig allermest til, så får vi afskaffet alt det her dyre hjælpervæsen, der lever af ikke at løse sin opgave, fordi det dermed ville overflødiggøre sig selv. Socialrådgivere og folk i den type jobs lever af at gøre folk til ofre. Ligesom integrationskonsulenter lever af, at folk ikke vil integreres.

    Groteske anakronismer som "kvindeaktiveringsprojekter", der også lever af at reproducere det problem, de lever af, vil også være en saga blot. Det er bare afsted ud i dette glimrende land og gøre gode gerninger. Og føler man sig for fin eller for religiøs eller for kønnet til det, så fint. Så må man skaffe sig til livets ophold på anden vis.

    SvarSlet
  4. Du har glemt dem, der kan selv og som ikke behøver at blive reduceret til "medhjælper"-rollen. Det er ikke alle bistandsklienter, der skal anbringes som underhund i hierarkierne.

    Man må ikke automatisk sætte lighedstegn mellem bistandsklienter og dumhed.

    Du finder bla. nogen, der har en vis uddannelse, men enormt ringe danskkundskaber. De er gledet ud af a-kassesystemerne.

    Du finder bla. muslimske mænd, der mener, at de skal have en lederstilling, fordi de er mænd og fordi de har en vis uddannelse. Alle andre job mener de, de er overkvalificerede til. Deres dansk er tit urimeligt ringe og de har ikke et realistisk billede af egen formåen.

    Du finder også veluddannede med psykisk sygdom, som man håber vil bedres, hvis de får ro og tid.

    Der har vi allerede nogle forskellige grupper. Dem, du nævner og dem ovenfor. Men der er flere:

    Vores system er bygget op efter den antagelse at alle enten er 100 pct. raske eller 100 pct. syge. Sådan er virkeligheden ikke.

    Der er en stor restgruppe, som ikke VIL være syge, selvom de er det. De afviser enhver tanke om førtidspension. De benægter deres situation og vil ikke se i øjnene, at deres fysiske sygdom/invaliditet er kronisk og har medført så stor reduktion i erhvervsevne, at den del af tilværelsen er slut.

    Du opsøger bla. forkert hjælp. Tror at deres smerter er psykiske og ikke fysiske. De går ofte til psykologer og alternative behandlere. Nægter, at det ER sygdom/nedslidning/færdselsuheld/invaliditet.

    Nej, de siger det er dødsfald i familien, psykiske eftervirkninger af overfald, depression eller hvad de nu har fået bildt sig selv ind. Lige om lidt får de det bedre, de skal bare lige have fundet den rigtige hjælp, så kører det hele igen.

    De fordomme, mange har om "alle dem der på overførselsindkomster", har de også selv. De vil ikke reduceres til at være "sådan en".

    De snubler fra det ene jobtilbud/jobprøvning til det andet og kan ikke klare det.

    Her er der brug for, at man brutalt siger: nu er det slut med dig. Kan du så komme ud af arbejdsmarkedet. Nu får du en pension og så færdig.

    Det betyder ikke, at de har fået et forbud imod at prøve at vride sig ud af deres situation. Men det betyder, at det offentlige ikke længere bruger ressourcer på en situation, der er næsten håbløs.

    Der ligger en udfordring i at få sagsbehandlerne til at gennemskue de klienter. Fysisk syge mennesker, der psykologiserer deres sygdom. Det, jeg foreslår, er jo mildest talt politisk ukorrekt: smid dem på pension.

    Her er der et element mere: skånejobbet. De er en udbredt misforståelse, at alle med en reduceret arbejdsevne skulle have en brugbar resterhvervsevne.

    Problemet hedder dagsformen. Ret mange syge mennesker har en stærkt svingende dagsform. Det betyder, at deres resterhvervsevne ikke kan bruges i en rytmisk arbejdsdag på x antal timer dagligt. Ingen arbejdsgiver kan have, at man ikke ved, om medarbejderen møder på job eller ej. Man kan jo ikke komme og gå som det passer en. Næsten alle arbejdsopgaver har jo en deadline.

    Hverken arbejdsgivere eller socialrådgivere fatter det fænomen: den stærkt varierende dagsform, som mange invalide/syge har. Det er årsagen til at snublerne har så stort et sygefravær i jobprøvninger. Sygdommens/tilstandens væsen er helt enkelt sådan, at dagsformen svinger. Og de syge kan ikke gøre noget ved det. De fleste af dem ved det ikke selv. Man har bildt dem ind at de har en stabil resterhvervsevne ene og alene fordi, ingen systemer er opmærksom på den ustabile og svingende resterhvervsevne. Og mange har ikke en stabil resterhvervsevne. De syge forstår heller ikke selv, hvorfor de ikke kan slå til. De vil ikke være syge, så de støtter sagsbehandlere og ander, der sige, at det skal blive bedre med fremmødet på arbejdspladsen fremover. Selvfølgelig vil de gerne tage sig sammen. Men de kan bare ikke.

    Den gruppe, der ikke VIL være "sådan en", som ikke VIL reduceres til at være en af "alle dem der på overførselsindkomster" = førtidspension, er større end man forestiller sig.

    Dem vil du kunne bruge lang tid på i det nye projekt. Alle dem der meget gerne vil, men som bare ikke kan. Som går rundt og siger, det er noget psykisk/socialt, der er i vejen, alt imens de fortrænger deres fysiske sygdomme...

    SvarSlet
  5. Jeg glemte at nævne lægerne og de fejlbehandlede/fejlopererede patienter.

    I lægeforeningens regler står der, at en læge ikke må udtale kollegial kritik. Derfor er mange læger ved at falde over hinandens ben når det gælder psykologisering af fejlbehandlede menneskers sygdom og sygefravær.

    De er meget utilbøjelige til at sætte erhvervsevnetabet korrekt. Bagatellisering af lægefejl er en nationalsport i Danmark.

    SvarSlet
  6. "Endelig, og det er det, jeg glæder mig allermest til, så får vi afskaffet alt det her dyre hjælpervæsen, der lever af ikke at løse sin opgave, fordi det dermed ville overflødiggøre sig selv. Socialrådgivere og folk i den type jobs lever af at gøre folk til ofre. Ligesom integrationskonsulenter lever af, at folk ikke vil integreres."

    God pointe Ulla. Det havde jeg ikke tænkt på. Der kanman virkelig tale om nogen der ikke gør nytte :)

    Nå, men så lad os bare sige, at hvis det kan ordnes sådan, at kontanthjælpsmodtagerne ENTEN kommer ud i beskæftigelse, som under alle omstændigheder skal gøres hvis de ledige hænder er til stede ELLER omvendt beskæftigelse som ALDRIG ville blive gjort hvis ikke man havde kontanthjælpsmodtagerne til det.

    Og betingelsen for sidstnævnte mulighed er så, at de under INGEN omstændigheder må få mere end det kontanthjælpen lyder på, mens omvendt de der sendes ud i første type jobs med tiden kan komme til at tjene fuld løn hvis de opkvalicerer sig eller iøvrigt regnes for kvalificerede.

    Men der er nødt til at være nogen meget klare regler, for at en sådan ordning ikke skal blive misbrugt politisk af socialistiske sociopater ala Søvndal, Aaen typen....

    SvarSlet
  7. Ja, jeg har arbejdet med gruppen flere gange og jeg ved, at dine forslag rummer alt for meget fysisk arbejde til, at de kan klare det.

    Der mangler forslag til stillesiddende arbejde i dine forslag. Vi er alle samme meget utilbøjelige til at indrømme, at der er nogen af bistandsklienterne, der burde være vores egne kolleger. På lige fod vel at mærke.

    Vi kan nemlig ikke sende alle sammen ud og tørre røv og gøre rent. Specielt ikke, når mange af dem er halv eller hel-syge. Fysisk altså. Selvom de siger noget andet.

    Hjemmearbejde kunne give en lille del af gruppen noget realistisk. HK-arbejde eller skrivebordsarbejde af anden karakter uden fremmøde på en arbejdsplads. Der er noget, som nogle mennesker med ustabil resterhvervsevne kunne overskue.

    Et godt eksempel, der samtidig er dårligt: Invalide akademikere sidder på førtidspension og skriver phd-afhandlinger. Ingen finder på at give dem en anstændig løn for deres forskning. Det gode er, at de har et akademisk univers, der er berigende for dem selv, som bidrager med vidensproduktion til samfundet og som giver mulighed for at omsætte resterhvervsevne i praksis. På trods af svingende dagsform. Det dårlige er, at man ikke vil give dem løn for deres arbejde.

    De er nemlig ikke dumme, ordblinde, ikke-dansktalende allesammen.

    Det sociale på en arbejdsplads betyder en hel, hel masse. Men hvad skal de gøre, når de ikke kan møde op?

    Men den svingende resterhvervsevne er et ukendt problem, selvom det er det, der plager så mange. Det er begrebet DAGSFORM, der skal køres i stilling.

    Man er også nødt til at erkende, at der findes velbegavede, veluddannede, topmotiverede mennesker, der ikke kan det, de gerne vil. Og de skal bestemt ikke have hjælp til at psykologisere deres fysiske sygdom. De skal have hjælp til at holde op med det.

    SvarSlet
  8. Ulla, du er på vildspor med alt det fysiske arbejde. De kan de her mennesker præcis ikke. Hver fjerde pakistaner i Danmark (4.) har sukkersyge. Hver 12. tyrker. Og de danskere, der er tilbage i bistandssystemet er de mest syge af dem alle. Både fysisk og pskykisk.

    Mange indvandrerkvinder må ikke arbejde for deres mænd. Mænd spænder ben for deres erhvervsdeltagelse og danskundervisning.

    Der er også en stor gruppe bistandsklienter, der ikke har fået en diagnose endnu. Læger kan være flere år om at finde ud af, hvad der er i vejen.

    Du erkender ikke, at store dele af restgruppen enten er syg eller har etniske problemer.

    SvarSlet
  9. Selvom du nævner mange forskellige typer af mennesker, der hver især kan forskellige ting, så generaliserer du da meget, når du skriver, at mine forslag rummer alt for meget fysisk arbejde til, at de kan klare det. Mange vil da kunne. Gruppe 5 er kritisk. Grupperne 1-4 kan alle noget. Fx er der en masse indvandrerkvinder i gruppe 4. De er friske som havørne og står dagligt for at passe store familier. Der her handler jo ikke om at tage pensionen fra sindslidende. Det handler om, at folk på kontanthjælp i princippet står til rådighed for arbejdsmarkedet.

    Det er muligt, at man skal være bedre til at give folk pension, men er det ikke fordi pension betyder, at nu får de FRED? Jeg så hellere, at de fik fred på en arbejdsplads, hvor de kunne gå og have deres gode og dårlige dage. Det, der er deres livs forbandelse er jo ikke mindst denne her udviklingsskematik.

    I gamle dage havde man folkehold. Var man halt, kunne man vel alligevel sjoske rundt og vande kalve, og kunne man ikke andet, kunne man passe gæs. I dag har vi vandtætte skodder mellem folk, der fungerer uopklageligt og folk, der skal hjælpes, først og fremmest for at beskæftige folk, der gerne vil "lave noget, der har med mennesker at gøre" :-)

    SvarSlet
  10. Til det forrige indlæg: du beder mig da ikke om at acceptere, at visse muslimske kvinder ikke må arbejde for deres mænd og derfor skal have bistandshjælp uden at stå til rådighed for arbejdsmarkedet? Aldrig i livet.

    Og sukkersyge? Det er vel ikke invaliderende? Igen: det er ikke invalidepensionister, jeg vil give jobs, det er kontanthjælpsmodtagere. I har min fulde velsignelse til at give invalide invalidepension.

    SvarSlet
  11. Ullas forslag lider under den tåbelige tvangstanke at abejdsmakedet rationelt har udvalgt de bedste, og at de udstødte skal i medhjælperroller.

    Efterhånden nærmer det feminiserede ikke-manuelle marked sig en kult, hvor man skal ligne alfahunnen for at være med. Fremtiden kunne meget vel blive en overklasse af mentalt kvindelige insidere, som får 3 gange den løn deres mentalt mandlige medhjælpere får, vel at mærke for samme input.

    Professionaliseringen af HR-funktionerne har egentlig blot givet arbejde til en art nye nassende socialrådgiver-typer af hunkøn, der effektivt kan bortsortere de mentalt maskuline inden en normal ansættelse.

    Som de fleste andre organer, der administrerer mennesker, er de ikke blot nonproduktive og overflødige, men ganske skadelige.

    SvarSlet
  12. Ikke alle kontanthjælpsmodtagere er eller bliver arbejdsmarkedsparate. Hvordan vil du sikre en værdig arbejdsmarkedsretning hos de, som har andre problemer end ledighed (af hvilke der ikke findes få)?

    Ordet "jobret" er jo blot nysprog for "bestil noget eller: nul kroner".

    Det er tydeligt at du ikke har megen indsigt i den socialpolitiske virkelighed - især ikke når du kalder det "bistandhjælp". Denne term er afskaffet for længe siden.

    Det er morsomt at du soger "store" sociale problemer. Hvordan graduerer du mon disse på en bedre facon end det eksisterende system?

    Endelig: Hvis du sætter folk til at bestille noget reelt arbejde uden at give dem reel løn åbner du op for spekulation i og udnyttelse af midlertidige ansættelser af svage medborgere. Desuden kan du ikke med dit forslag undgå konkurrenceforvridning.

    Populistiske og verdensfjerne snuptagsløsninger medfører kun massiv degeneration.

    SvarSlet
  13. Fagforeningerne kan få et rap af en kæp.

    SvarSlet
  14. Kan vi så ikke bare fyre alle offentligt ansatte og lade dem gå ind under din ny ordning: arbejd til lav løn med få rettigheder. Vil det ikke gøre Danamrk rigere og mere velfungerende?

    SvarSlet
  15. Er du ironisk? ;-) For det gør de jo allerede. Lader folk arbejde rundt omkring i kommunen for kontanthjælpen. Den individuelle sats, forståes.

    Du kan blive straksaktiveret med f.eks. rengøring på et plejehjem til ca. 30 kr i timen før skat. Det svarer til din kontanthjælp som ung hjemmeboende under 25 år.

    Værsgo, var der nogen der sagde polaklønninger til 60 kr i timen?

    SvarSlet