torsdag, april 19, 2007

Ydmyghed?

Hver gang jeg støder på den blog, så står Brandes´ ord fra ”Friedrich Nietzsche – en afhandling om aristokratisk Radikalisme" (1889) som en koncert i mig:

"Afmagten, som ikke gengælder, blev godhed; den ængstelige Lavhed blev Ydmyghed; Underkastelse under den man frygter, blev Lydighed; det ikke at kunne hævne sig blev: ikke at ville hævne sig, blev Tilgivelse, blev Kærlighed til Fjender. Ynkeligheden blev en Udmærkelse; Gud tugter den, han elsker. Eller den blev en Forberedelse, en Prøvelse, en Skole, endda Mere: Noget, der engang skal opvejes med Renter, tilbagebetales som Salighed. Og man hørte de værste Kælderdyr, som svulmede af Had og Nag, sige: vi Gode, vi er de Retfærdige. De hadede ikke deres Fjender – de hadede Uretten, Ugudeligheden. Hvad de haabede paa, var ikke Hævnens Sødme, men Retfærdighedens Sejr. Hvad de havde tilbage at elske paa Jorden, var deres Brødre og Søstre i Had, som de kaldte deres Brødre og Søstre i Kærlighed" (
s. 622).

Mere:

"I Modsætning til den aristokratiske Værdsættelse (god = fornem, smuk, lykkelig, gudbenaadet) bliver saa Slavemoralen denne: De Elendige alene er de Gode; de, som lider og besværes, de Syge og Stygge, det er de eneste Fromme. Derimod I, I Fornemme og Rige, I er i al Evighed de Onde, de Grusomme, de Umættelige, de Ugudelige, og efter Døden de Fordømte. Medens den fornemme Moral var den store Selvfølelses Udslag, en stadig Bejaen, er Slavemoralen et stadigt Nej til et Andet, et du maa ikke, en negation.

Til denne fornemme Værdsættelse god – slet (slet = værdiløs), svarer Slavemoralens Modsætning god – ond. Og hvem er de Onde for denne de Undertryktes Moral? Netop de Samme, som for den anden Moral var de Gode” (
s. 621).

En sidste bid:

"Og saa urimeligt som det nu er at betegne Medlidenheden som uselvist og ville helligvie den, saa urimeligt er det at give en Række handlinger den Onde Samvittighed i Vold, blot fordi de er blevet skamskændede som egenkærlige. Det som i den senere Tid er sket paa dette Omraade, det er at man har forherliget Selvfornegtelses-, Selvopofrings-Driften, alt det Uselviske, som var dette selve den moralske Værdi" (s. 619).

1 kommentar:

  1. Tak for opmærksomheden!

    Du har ret i, at medfølelse og den slags ikke passer godt med jungleloven - det lærte vi jo i skolegården, hvor magt var ret. Dejlig at være kommet videre end det.

    SvarSlet