tirsdag, maj 01, 2007

1. maj

Traditionen tro holder jeg jo en lille tale d. 1. maj her på min blog. Intet forandrer sig hvad denne traditionsrige festdag angår, arbejdersagens selvforståelse er urokkelig, derfor der der heller ingen grund til at forandre talen:

Kammerater!
Prøv at kigge på højre hånds håndflade og lad os placere de politiske partier efter den gode gamle venstre/højre-model. Lillefingeren er det yderste venstre, Enhedslisten, det ikke-eksisterende Minoritetsparti og SF. På ringfingeren finder vi tidens klareste opposition, de Radikale. På langefingeren finder vi Socialdemokratiet. De finder sig på udlændingeområdet, retsområdet, uddannelsesområdet og i kulturkampen generelt placeret til højre for de radikale, overhalet indenom. Lad os placere CD og Kristendemokraterne på samme finger, det er der jo en herlig symbolik i. På pegefingeren har vi Venstre og Konservative, på tommelfingeren Dansk Folkeparti.
Fra gammel tid skulle de fattige horder være at finde på venstrefløjen, imens herremænd og fabrikanter skulle sidde i det yderste højre, på flæsket. Se nu på hånden igen. Placer partierne. Og prøv så at vende hånden 180 grader. Først nu har vi pøblen på sin rette plads yderst til venstre, præsenteret af Dansk Folkeparti. Og vi har arbejdsbierne, sliderne fra V og K, dem Platon ville kalde producenterne, næstyderst. I midten de mellemuddannede socialdemokrater, hvoraf mange har for meget og alle laver for lidt, som man siger. Og så kommer den egentlige elite, den gruppe, der virkelig forstår at lægge distance, den veluddannede radikale embedsstand. Endelig alleryderst til højre, den helt urørlige lille gruppe af universitetsansatte Enhedsliste- og SF-stemmer, med en position ikke helt ulig tidligere tiders gestlige. Fra langefingeren og ud er man offentlig ansat og lever af, ikke tiende, men noget, man kunne kalde tresindstyvende, leveret af producenterne.
Den gamle venstre-højre-logik holder ikke. Det har den ikke gjort længe. Men lad os alligevel slutte med en sang fra før det politiske spektrum roterede. Jeg gad nok vide, hvad den velbjærgede socialistiske intelligentsia egentlig tænker på, når de står og synger dette her:


Rejs jer, fordømte her på jorden,
rejs dig, du sultens slavehær!
I rettens krater buldrer torden,
nu er det sidste udbrud nær.
Bryd kun fortids møre mur i stykker,
slaveskare, der er kaldt;
snart verdens grundvold sig forrykker,
fra intet da vi bliver alt!

/:Vågn til kamp af jer dvale,
til den allersidste dyst;
-og internationale
slår bro fra kyst til kyst.:/

Ej nogen mægtig gud og kejser
og folkehøvding står os bi.
Nej, selv til kampen vi os rejser,
vor folkeret forlanger vi.
For at knuse tyvene, vi føder,
for at fri vor bundne ånd
vi puste vil til essens gløder
og smede med en senet hånd.

/:Vågn til kamp af jer dvale.../

Vi knuges under stat og love
vi flås af skattens skarpe klo
Og pligtfri kan den rige sove
vor ret kan ingen steder gro
Lad os kaste åget af vor nakke
Lighed fordrer pligt for ret
Med pligterne vi tog til takke
nu tager vi vor løn for det.

/:Vågn til kamp af jer dvale.../
Ved ofringen til Mammons ære
har guldets konger aldrig haft
et andet mål end det: at tære
på proletarens arbejdskraft.
Denne bande ved vor slid og plage
til en mægtig rigdom kom;
og når vi fordrer den tilbage,
forlanger vi vor ejendom.

/:Vågn til kamp af jer dvale.../

Med krigsbegejstring de os fylder
de konger, før vi skal i slag
Men voldens herrer væk vi skyller
på massemytteriets dag
Bær da strejkeånden ind i hæren
og på næste krigs signal
vi siger nej til «Helteæren»
og skyder hærens general

/:Vågn til kamp af jer dvale.../

Arbejdere i stad, på landet,
en gang skal verden blive vor.
Den dovne snylter skal forbandet
forjages fra den rige jord.
Mange gribbe på vort blod sig mætter;
lad os jage dem på flugt.
Vor kamp en herlig tid forjætter
hvor solen altid stråler smukt.

/:Vågn til kamp af jer dvale.../

Eugéne Pottier:"Opbruddets sang" senere kaldet "Internationale", sunget første gang i 1871 på Bastillepladsen i Paris.

3 kommentarer:

  1. 1.maj Hånden og Ånden
    Et Digt fra Ånden ud i Hånden.
    Af ERH.

    Hånden,
    er det medfødte værktøj,
    hvormed vi kan give og tage.

    At Give hånd for eksempel,
    er En God Gammel Skik,
    Et Tegn på Respekt.

    Vend hånden 180°,
    ræk den ikke frem til nogen,
    for Guds Skyld Kvinde.

    Hånden,
    er det medfødte værktøj,
    der kan Skabe Respekt.

    Respekten,
    for Et Respektfuldt Håndtryk,
    er kun Et Håndtryk borte.

    Hånden,
    kan gøre Åndens Verden,
    til En Skinbarlig Virkelighed.

    SvarSlet
  2. Crass Børsting01 maj, 2007 16:24

    God tale, Ulla. Bravo! Du mangler så at få indvandrervælgerne og det øvrige forsørgelsesproletariat placeret, men man kan ikke nå alting på en 1. maj.

    SvarSlet
  3. Crass Børsting:

    Hvorfor mangler hun det?

    PP

    SvarSlet