lørdag, juni 30, 2007

Dyrere og dyrere: aktivering

På mange måder styrer Beskæftigelsesministeriet jo kommunerne som Skinner styrede sine rotter. Trykker de på de rigtige knapper, falder der en ost ned.

Kommunen får 65% i statstilskud på kontanthjælpen, når folk er aktiverede, men kun 35%, når folk er passive. Det betyder en årlig nettoudgift til passive kontanthjælpsmodtagere på 53.319 kr. pr. næse, mens aktiverede koster 21.067 kr. om året (beløbene gælder ikke-forsørgere; forsørgere koster mere). En klog kommune vil alene pga. refusionsreglerne være tilbøjelig til at aktivere flere.

I 2005 brugte vi 52 mio. kr. på passiv kontanthjælp. De aktiverede kontanthjælpsmodtagere er dyrere. For oven i deres kontanthjælp på 40,2 mio. kr. skal man lægge prisen for beskæftigelsesprojekter, jobtræningsløn mv. I 2005 kostede beskæftigelsesprojekter mv. rettet mod denne gruppe 19,1 mio.

Hvorfor øger kommunen udgiften til en kontanthjælpsgruppe med 50%? Det gør den naturligvis heller ikke. Udgifterne på 19,1 mio. til aktivering og jobtræning dækkes nemlig ind af en statsrefusion på hele 14,5 mio. Og den betaler du jo over statsskatten, så den er gratis i en kommunal optik.


Men når det skal være, gør Holstebro Kommune det fornuftigt på aktiveringsområdet. Aktiveringskronerne bliver primært brugt på støttet beskæftigelse og virksomhedspraktik. Vejledning- og opkvalificeringsprojekter gennem fx daghøjskolen bruges ikke så meget mere:


Støttet beskæftigelse kan vel bedst betragtes som en kommunal foranstaltning, der skal afbøde skaderne af en mindsteløn, der er så høj, at alt for mange mennesker ikke kan leve op til den. På den måde er der tale om et positivt og nødvendigt tiltag.

Hvis matchkategoriseringen har noget på sig, er det slet ikke forventeligt, at alle disse mennesker nogensinde vil kunne levere en arbejdsindsats, der svarer til mindstelønnen. Vi har fagforeninger, der dikterer, at lønningerne godt må variere fra 15.000 og uendeligt langt opad, men der ikke må eksistere lønninger mellem 10.000 og 15.000. Derfor vil støttet beskæftigelse være det nærmeste, mange mennesker kommer til en egentlig beskæftigelse. Havde mindstelønnen været lavere, havde disse mennesker formentlig kunne bestride ordinære jobs.

Hvorvidt aktiveringen har positiv effekt, altså om den får folk i varig beskæftigelse, har jeg ikke kunnet finde præcise oplysninger om. At kommunens beskæftigelsesfrekvens ikke er steget men faktisk faldet drastisk over de seneste år, ligger dog fast:

Arbejdsmarkedsforanstaltningernes hovedmål er at få den kurve til at stige, så alt andet lige er deres resultater temmelig nedslående. Noget tyder på, at kommunen bruger rigtig mange skatteressourcer på at bokse med et problem, der kun kan løses gennem lavere mindsteløn og/eller en lavere startløn.

5 kommentarer:

  1. Er det efter din mening hensigtsmæssigt, at kommunerne administrerer 100 % statsfinansierede opgaver?
    Efter min mening starter det en ond spiral. Kommunerne har ikke den store interesse i at holde igen med udgifterne, derfor må staten kontrollere kommunerne og fastsætte standarder og normer. Resultatet det kommunale selvstyre underminineres.
    fhv grisehandler.

    SvarSlet
  2. Jeg ved faktisk ikke rigtig med det kommunale selvstyre. Det er et meget jordbunden og upolitisk styre. Det er ikke et system, hvor der cirkulerer ret meget ideologi. Spørgsmålet er, om borgmesteren ikke lige så godt kunne være en ansat direktør, der refererede til indenrigsministeren? Med nogle konkrete rammer og opgaver.

    En lang række ting kunne bedre - og mere kompetent - besluttes af folketingspolitikere. Fx folkeskoleområdet. I nogle kommuner kunne man dette år vælge mellem skriftlige og mundtlige geografiprøver, i andre skulle prøven være skriftlig. Er det en beslutning at sætte 98 kommuner til at bakse med hver især? I vores kommune har der været store høringsrunder, hvor forældrebestyrelser og lærere skrev hvidbøger om fordele og ulemper ved forskellige strukturer, 7. klasse, 10. klasse, fælles ledelse, gratis buskort, tilbud til dårlige læsere. Tænk på, hvor mange mennesker, der på landsplan har siddet og diskuteret de samme spørgsmål? Ingen af dem har haft profesionel forstand på tingene. Er det ikke et værre cirkus? Der er masser af eksempler på, at forskellige kommuner mere eller mindre tilfældigt ender med denne eller hiin praksis.

    Den presse, der er vagthund for kommunalpolitikerne er jo heller ikke altid så skarp. Kort sagt er beslutningsprocessen langt dårligere end i folketinget.

    Allerede nu er det at være borgmester mere at være bydirektør. De maksimerer. De kender hver en krog af byen og reglerne. De gør det godt. Men jeg synes egentlig ikke, at de er politikere i ideologisk forstand. Man kan ikke høre forskel på en Venstremand og en SF´er i holdninger. Der er ingen politisk kurs.

    Mellemstationen med delvis selvstyre er ekstremt uheldig pga. kassetænkningen. Den kan forårsage meget irrationelle beslutninger. Kommunalpolitikerne er endt lidt som Skinners rotter, og man ved ikke helt, om det er godt eler skidt. Hvor har jeg dog mange gange været glad for, at Bertel Haarder og Claus Hjort Pedersen har holdt dem i kort snor. Ellers ville kommunalpolitikerne kravle helt ind i hovederne på GL og socialrådgiverforeningen. Gud ske tak og lov for at vi har nogen, der er hårde nok til at stoppe dem.

    Nej, under al balladen med strukturreformen, hvor borgmestrerene bare ville have mere og mere og mere til offentlig forbrug, tænkte jeg første gang den tanke, at vi burde afskaffe det kommunale selvstyre. Og det overvejer jeg da stadig. Nu hedder det jo også "kommunalbestyrelse" i stedet for byråd, det er da en start :-)

    SvarSlet
  3. Man skal jo også huske at tænke på kommunalbestyrelsesmøder som forbrugsfester. Der er en pulje til musik og fis. Skal vi sende det hele tilbage til staten og skatteborgerne, så de selv kan beslutte, hvad de vil bruge deres penge på? Aldrig. Ingen kommune landet vil vælge at downsize, det er det, der er problemet. På en eller anden måde er de korrumperede og ude af stand til at tænke liberalt. Eller hvad.

    SvarSlet
  4. Det er et problem hver gang de der skal bruge pengene ikke er de samme som kræver dem ind. Tag f.eks regionerne. De skal ikke ud og forsvare overfor skatteborgerne at de har sprængt budgetterne, for de får alle pengene af staten. Det må afstedkomme en eller anden form for ansvarsløshed. Dette imødekommes så af staten med mere kontrol som igen resulterer i ineffektive arbejdsgange og flere udgifter og krav om flere midler fra staten som giver resultat i mere ansvarsløshed lokslt og flere kontrolforanstaltninger fra staten og...

    SvarSlet