lørdag, juni 30, 2007

Dyrere og dyrere: kontanthjælp

Kontanthjælpen ser umiddelbart ud til at være et område, hvor det går godt. Antallet af kontanthjælpsmodtagere i Holstebro Kommune er faldet med 396 personer fra 2001 til 2006:


I kroner og øre giver det en besparelse på 21 mio om året i forhold til 2001. Set i lidt længere perspektiv er vi dog bare tilbage på 1999-niveau.


I sidste halvdel af 90´erne har der været en voldsom stigning i kontanthjælpsudgifterne, en udvikling, der brat blev vendt i 2001. I konkrete personer forsøger Holstebro Kommune nu 1934 kontanthjælpsmodtagere for det samme beløb, som kommunen forsørgede 2211 for i 1999.

Med en lav ledighed og en god mængde ufaglærte jobs i landbrug og industri kan det alligevel undre, at kommunen overhovedet afholder kontanthjælpsudgifter for 92,2 mio. i 2005 (her fraregnet revalidenter mv). Hvorfor er de mennesker ikke i job? Som kontanthjælpsmodtager er man jo forpligtet på aktiv jobsøgning. Man er også forpligtet på at tage imod rimelige jobtilbud. Man er ikke invalid, man er ikke syg. Man er kort sagt arbejdsløs med de pligter og rettigheder, det indebærer.

Troede vi. Sådan er det bare ikke.

Når Holstebro Kommune grupperer kontanthjælpsmodtagerne, placerer de 86% af dem i matchgruppe 4 og 5, der har ingen eller meget begrænset arbejdsevne og ikke umiddelbart kan opfylde nogen ordinære jobfunktioner.

Matchgruppe 1: 15 personer
Matchgruppe 2: 30 personer
Matchgruppe 3: 44 personer
Matchgruppe 4: 518 personer
Matchgruppe 5: 72 personer.

518 bistandsklienter (75,5%) er placeret i matchgruppe 4, som beskæftigelsesministeriet definerer således: ”Borgeren har så væsentlige begrænsninger i kompetencer og ressourcer, at den ledige ikke umiddelbart vil kunne indgå i jobfunktioner på det ordinære arbejdsmarked. Borgerens arbejdsevne er aktuelt så betydeligt nedsat, at jobfunktioner der er forenelige med borgerens kompetencer og ressourcer, kun vil kunne findes i et meget begrænset omfang på det ordinære arbejdsmarked”. Matchgruppe 5 har slet ingen arbejdsevne.

Langt hovedparten af kontanthjælpsmodtagerne er altså – midlertidigt eller mere permanent – ikke i stand til at arbejde
. Der findes angiveligt ikke et ordinært arbejde, man kan presse dem ud i, hvor gerne de end vil.

Ifølge Holstebro dagblad d. 12. august 2006 er Holstebro den kommune, der giver kontanthjælpsmodtagerne den næstlaveste vurdering i landet. Kun hver 6. vurderes som værende i stand til at klare et job. Efter tallene at dømme er der ikke meget mere arbejdskraft i kontanthjælpsgruppen end i de syge og førtidspensionisterne.

Hvor andægtig skal man forholde sig til den slags diagnoser? Er det virkelig sandt, at vi nu skraber bunden, at der kun er en lille elendig flok tilbage, der intet kan udrette, om de så fik en pistol for panden? Det er faktisk ikke sandt, tvært imod. Forholdet er faktisk det modsatte.

Mængden af ikke-beskæftigede er ikke faldet til et absolut minimum af helt håbløse eksistenser. Tværtimod sker der en decideret ophobning af mennesker uden for arbejdsmarkedet. Reservebænken er ikke blevet tømt, den er blevet fyldt op. Faldet i ledighed i Holstebro Kommune hænger nøje sammen med en stigning i antallet af mennesker, der er placeret uden for arbejdsmarkedet:

På landsplan er billedet ganske det samme, hvad enhver kan forvisse sig om på Danmarks Statistik. De mange foranstaltninger har ikke fået folk ud arbejdsmarkedet, men ud af det. Væk fra ledighedskøen og helt ud af arbejdsmarkedet. En femtedel (21,3%) af indbyggerne i den erhvervsaktive alder er uden for arbejdsstyrken i Holstebro ifølge Beskæftigelsesregion Midtjylland.

Det tidligere nævnte fald på ca. 396 kontanthjælpsmodtagere fra 2001 til 2006 skal ses i forhold til, at der er en stigning i antallet af personer uden for arbejdsmarkedet på 392 personer fra 2001 til 2006 (fra 3575 i 2001 til 3967 i 2006).

BILAG:



9 kommentarer:

  1. Jeps, spadestikket dybere, og vi nærmer os virkeligheden. Good girl :-)

    SvarSlet
  2. Det er systemets overlevelsesinstinkter, der viser sig her: uden klienter ville skrivebordsgeneralerne og madammerne blive helt tydeligt ubrugelige (som om de ikke var det i forvejen); ingen af dem er interesseret i at sende folk i arbejde.

    Tro mig, hvis man gerne vil blive i systemet, så KAN man blive i systemet... og blive næsten helt væk.

    Bistandssystemet er et dobbeltsystem, hvor socialrådgivere og konsulenter, får en del mere ud af det end klienterne - de skulle fyres alle til hobe.

    Beskæftigelsesindsatsen er, så vidt vides, et af de områder, der i mange år har fået tilført ubetinget flest resourcer, og det ville da være en skam at ødelægge den fest ved rent faktisk at få folk i arbejde - ikke sandt?

    Per

    SvarSlet
  3. Graf 1+2: Det er helt tydeligt at, udgifterne per kontanthjælpsmodtager er steget fra 1995-2001.
    Udgifterne pr. kontanthjælpsmodtager er derimod stagneret fra 2001-2006. Dermed har faldet i antallet af kontanthjælpsmodtagere også givet sig til kende de samlede udbetalte beløb til kontanthjælp som er faldet fra 2001-2006. Pudsigt nok falder dette sammen med regeringsskiftet...

    Det kan dermed ikke være kontanthjælpsudgifterne der forklarer stigningen i din kommunes stigning til arbejdsmarkedsudgifter i perioden 1999-2005. Ser frem til de følgende posteringer.

    P.S. Kunne vi ikke få lov til se graf 3 for HELE den arbejdsduelige befolkning, og ikke kun de 30-34 årige??
    Umiddelbart er jeg tilbøjelig til at give dig ret i, at man har flyttet folk fra kategorien "arbejdsløse" til "uden for arbejdsstyrken", men det er lidt svært at konkludere udfra en enkelt aldersgruppe.

    SvarSlet
  4. Hvis man skal have råd til at øge de offentlige udgifter i dårlige tider, forudsætter det, at man holder igen og sparer i gode tider.

    Jeg indrømmer, der er områder indenfor det offentlige, hvor der er behov for flere penge, men disse penge må, kan og skal findes andre steder indenfor det offentlige.

    Hvis ikke man kan spare på jobformidlingsområdet i den nuværende situation, så er det helt uacceptabelt.

    Jeg kan dog ikke dy mig for at kaste en udokomenteret påstand ind i debatten.

    En del af de offentlige arbejdspladser optages af personer, der ikke ville kunne holde til tempoet i det private erhvervsliv. Resultatet er, at en del af den offentlige sektor er præget af lav effektivitet og højt sygefravær.

    Det drejer sig især om de offentlige lavstatusjob, hjemmehjælp med mere.

    Er det overhovedet hensigtsmæssigt, hvis det offentlige får lov til at stjæle de mest kvalificerede fra det private område, er det ikke netop hensigtmæssigt, at dele af det offentlige fungerer som opsamlingsplads for den del af arbejdsmarkedet, der ikke kan klare sig på det private jobmarked?
    fhv grisehandler

    SvarSlet
  5. Henrik, det er godt set. Jeg tror, du har helt ret mht. udviklingen inden for kontanthjælp.

    Hvad angår andelen af beskæftige, arbejdsløse og folk uden for arbejdsmarkedet, så har jeg valgt en enkelt aldersgruppe, fordi Danmarks statistik ikke i det pågældende skema har en valgmulighed, der hedder fx "Alle i den erhvervsaktive alder". Man er nødt til at vælge årgange, og billedet bliver fx uklart, hvis man vælger at tage 67+ med. Det er jo pensionister. Jeg valgte én aldersgruppe ud, fordi billedet ville blive uklart, hvis der skulle en kurve med for hver aldersgruppe. Men du kan finde disse data her:

    http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1024

    Vælg "Befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet (RAS)", herefter den øverste mulighed. Først vælger man, hvad man vil se, herefter "Vis tabel" og endelig kan man vælge en form for illustration.

    SvarSlet
  6. Henrik, om udviklingen i kontanthjælp pr. næse.

    Så meget blev der udbetalt pr. kontanthjælpsmodtager over 18 fra 1994 til 2006:

    36625
    38321
    38630
    41818
    41177
    52505
    56302
    58613
    58602
    59689
    60263
    60479
    59668

    Så du har bestemt ret mht. stagnationen i udgifter pr. kontanthjælpsmodtager.

    Jeg har brugt statistikbanken, valgt "Sociale forhold...", herefter "Ydelser efter lov om aktiv socialhjælp" (eller noget i den retning. Og så sammenholdt de to skemaer.

    Men det er meget usikre tal at bruge. For det første er beløbene jo alt for lave, kan man se. Deres størrelse må altså også afspejle en forskel i, hvor længe folk modtager kontanthjælp. Færre mennesker på samme dosis kontanthjælp (som der er tale om netop nu) kan betyde flere ting: at gruppen godt nok snævrer ind, men gennemsnitligt er på kontanthjælp i længere tid. Det kan også betyde, at større familier skal forsørges gennem de sociale indkomster, der derfor bliver større pr modtager. Endelig må der tages højde for regulering i beløbene over tid. Det er uldent.

    SvarSlet
  7. Måske tallet pr. kontanthjælpsmodtager, som du har regnet ud, kun afspejler de udgifter kommunen har - dvs. at man ikke har taget statens bidrag med.

    Det, der er interessant, er hvor stor en andel af befolkningen i den arbejdsduelige alder der er på offentlig forsørgelse (arbejdsløse + uden for arbejdsstyrken). Tager man disses andel af dem i den arbejdsduelige alder (jeg har valgt de 30-59 årige) var dette tal i 1981 på 20,3%.
    Dvs. at 20,3% af den arbejdsduelige befolkning var på offentlig forsørgelse (hvis de da ikke studerede men så er de jo også på en form for offentlig forsørgelse).
    Da Nyrup trådte til i '93 var andelen 20,9% og i '01 var den 17,9%. I '06 var den 17,8%.

    Når vi i disse tider hører, at arbejdsløsheden er historisk lav, skal vi derfor huske på, at der stadig er en ganske høj andel af befolkningen i den arbejdsduelige alder, som reelt er på offentlig forsørgelse, og at denne andel f.eks. ikke er lavere end den var i slutfirserne (1988 - 17,0%).

    SvarSlet
  8. P.S.

    For indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere, som Danmarks Statistik så kønsløst kalder dem, er tallene ganske interessante.

    For indvandrere fra ikke-vestlige lande var andelen på offentlig forsørgelse i 1981 på 37,5%, i 1993 60,9%, i 2001 53% og i 2006 49,1%.

    For disses efterkommere var andelen på offentlig forsørgelse i 1993 på 22,2%, i 2001 på 21,0% og i 2006 på 30,7%.

    Igen er andelene for de 30-59 årige.

    På den positive side er andelen lavere for efterkommerne men til gengæld er den for opadgående og langt de fleste af dem der ikke er beskæftigede er helt uden for arbejdsstyrken og står dermed ikke til at kunne komme ind på arbejdsmarkedet selvom der skabes flere jobs.

    Faktisk var arbejdsløsheden for indvandrere fra ikke-vestlige lande i 2006 kun 8,4% og for deres efterkommere kun 6,4% men dette dækker altså over at rigtig mange alligevel er på offentlig forsørgelse.

    SvarSlet
  9. Her er udviklingen i beskæftigelsesfrekvensen i Holstebro Kommune fra 1993-2006. Jeg har brugt statistikbanken/RAS1: Befolkningen efter bopælsområde, socioøkonomisk status (3-grp), herkomst, alder og køn, 30-59-årige. Andelen af personer på offentlig forsørgelse (arbejdsløse + uden for arbejdsmarkedet) står i parentes:

    I procent:

    1993: 82,8 (17,2)
    1994: 82,1 (17,9)
    1995: 83,2 (16,8)
    1996: 83,1 (16,9)
    1997: 83,8 (16,2)
    1998: 84,6 (15,4)
    1999: 85,2 (14,8)
    2000: 85,9 (14,1)
    2001: 86,2 (13,8)
    2002: 86,1 (13,9)
    2003: 84,9 (15,1)
    2004: 84,0 (16,0)
    2005: 84,1 (15,9)
    2006: 86,6 (13,4)

    Hvis man ser på posteringen "Dyrere og dyrere: aktivering", så er der nederst en graf, der viser et ret negativt billede af udviklingen i beskæftigelsesfrekvensen siden 2001 - i Holstebro Kommune. Den rummer dog alle 16-66-årige, så den også påvirkes af, hvor mange der tager længere uddannelse og hvor mange, der går på efterløn. Tallene herovenfor er renset for dette, fordi de kun indregner 30-59-årige. Alligevel viser de samme billede: Beskæftigelsesfrekvensen har været faldende fra 2001 til 2005. Den er først lige vendt i 2006. Det skyldes først og fremmest, at Holstebro har sendt rigtig mange ud af arbejdsmarkedet i de år og at de lader hundredevis af indvandrere benytte sig af offentlig forsørgelse. Det kommer jeg tilbage til.

    SvarSlet