søndag, juli 15, 2007

Eksklusionsindsatsen

Staten har mange kompetencer, men det at integrere udlændinge i nationen er ikke en af dem. Staten kan ikke sørge for integration, og den kan lige så godt lade være med at prøve.

Nationen kan heller ikke. Den kan ikke engang forhindre integration. Hvis de nye borgere vil ind i varmen og yder en positiv indsats, så kommer de ind i varmen og danner venskaber og får sig et godt liv, uanset hvad selv de ondeste mennesker finder på for at forhindre det. Nationer er store og luftige og uden central styring, der er altid plads til én til.

Ingen andre end udlændingene selv har afgørende indflydelse på integrationen. Vi andre kan godt glemme alt om at gøre det projekt til vores. Vi kan spare vores milliarder. Den eneste måde, vi rent faktisk kan ødelægge integrationen på, er ved at bilde udlændingene andet ind, end at integration er deres ansvar og deres ansvar alene.

Staten kan altså ikke få udlændingene til at slå rødder og gro og bære frugt her i landet. Hvad kan den så? Den kan luge ud i de udlændinge, der skaber eller mere præcist udgør problemer. Staten kan ikke garantere, at udlændingene opfører sig ordentligt, men den kan garantere, at de ryger ud, hvis de ikke gør.

Den eneste statslige integrationsindsats, jeg tror på, er derfor eksklusionsindsatsen. Hvordan går det med den?

Det går mådeligt. Ifølge en
udvisningsredegørelsen fra 2005 samt et §20-svar fra integrationsministeren i 2002 udvises der ca. 500 om året ved dom efter betydelig kriminel aktivitet:

2005: 435 (tallet gælder året tre første kvartaler)
2004: 493
2003: 571
2002: 487
2001: 523
2000: 556

Hertil kommer godt 1000 årlige udvisninger efter administrativ beslutning. Dette tal dækker typisk over de udlændinge, der har under et halvt års lovligt ophold, og som derfor kan udvises for mindre alvorlig kriminalitet.

3 kommentarer:

  1. Integration er en sag for det enkelte individ.

    falkeøje

    SvarSlet
  2. Ulla, du burde næsten skrive i posten, at de fleste udvisninger er tidsbegrænsede og at udvisning for bestandig næsten aldrig bruges. De kommer jo næsten altid ind igen efter få måneder...

    /Universalgeni

    SvarSlet
  3. Ja, det er kun 341 ud af de godt 1500 udviste ved dom fra 2003, 2004 og 2005, der er udvist for 10 år eller for bestandig. Resten er udvist for 3 eller 5 år (jf. redegørelsen).

    Og de, der er udvist administrativt, kan jo sagtens være velkomne dagen efter, hvis de har bragt deres forhold i orden.

    Ja, det hører også med.

    SvarSlet