søndag, august 26, 2007

Skattepsykologi

Danskerne nægter hårdnakket at betale mindre i skat. Det eneste velfungerende argument imod den høje skat synes at være, at der i virkeligheden kommer mere skat i statskassen, hvis vi gennemfører skattelettelser. Så herom står disputten: giver skattelettelser større skatteindtægter eller ej? Hvordan får vi betalt mere i skat, det er spørgsmålet.

Man hvis man nu skulle diskutere, hvilken form for beskatning, der er retfærdig? Så er det ikke nok at sige til skatteyderen: vi har brug for dine penge, vi vil have dem, du har så mange, giv os dem. Det er røverens argument, kleptokratiets argument. Sådan er vi slet ikke i Danmark. Vi kan godt argumentere for, at hver enkelt borger bliver beskattet retfærdigt. Godt:

Lad os tage udgangspunkt i en flok børn. De har alle adgang til at plukke æbler. De må plukke så mange, de vil, og der er rigeligt med æbler. Vorherre ejer æblerne, så ingen har ejerskab over æblerne uden ved at plukke dem. Der er mulighed for at sælge æblerne og spare op til andre ting. Vi isolerer diskussionen til at handle om beskatningens retfærdighed, så vi beskæftiger os ikke med, hvorvidt fællesskabet har behov for eller lyst til eller planer med æblerne (på hvilket punkt du formentlig ikke kan lade være med at snyde).

Spørgsmålet er nu, hvordan beskatter vi børnene retfærdigt af deres æbleplukning? Overvej følgende muligheder:

1) Børnene skal betale halvdelen af deres æbler i skat til fællesskabet. Plukker man et æble, skal man af med et halvt. Plukker man hundrede æbler, skal man af med halvtreds.

2) Børnene skal betale halvdelen af deres æbler i skat, men kun op til et vist antal. Når man har afleveret 20 æbler til fællesskabet, har man gjort sin samfundspligt. Resten af de æbler, man plukker, kan man beholde.

3) Børnene må plukke to æbler uden at skulle af med noget til fællesskabet. Plukker man flere end to æbler, skal man af med halvdelen.

4) Børnene skal hver især sørge for at plukke 5 æbler til fællesskabet. De æbler, som børnene plukker derudover, må de beholde.

5) Børnene må plukke to æbler uden at skulle af med noget til fællesskabet. Plukker man flere, skal man af med halvdelen. Plukker man mere end 20 æbler, skal man af med to tredjedele af de sidst plukkede æbler.

6) Børnene må plukke - eller undlade at plukke - så mange æbler, de vil, og disponere over dem selv.

7) Børnene må plukke - eller undlade at plukke - så mange æbler, de vil. 5 af dem må de beholde. Resten tilhører fællesskabet.

Lad os sige, at du var ansvarlig for denne flok af børn, der er som børn er flest. Hvilken beskatning ville du anvende og præsentere for børnene som retfærdig - og med hvilken argumentation? Hvilken model ville du være mindst tilbøjelig til at overveje?

19 kommentarer:

  1. Ikke for at gøre modellen tankeeksperimentet unødigt kompliceret, men man skulle vel også lige vide om antallet af æbler og træer er afgrænset og om man evt kan plante et nyt træ ved eks. at betale 100 æbler og hvor lang tid sådan et træ lever, samt hvor mange æbler det typisk avler.

    Er antallet af æbler fast og kan man ikke plante nye er jeg tilbøjelig til en anden model end hvis man kan "investere" ved at plante nye.



    Ham "sjove" Allan havde også et indlæg om, som han kaldte det: "regeringens forsøg på at øge uligheden".

    Det afstedkom et par tanker fra min side(naturligvis sat lidt på spidsen for ham Allans skyld) som passer meget godt til dit æble-indlæg:

    Det regeringen gør er da netop at øge ligheden....færre mennesker skal betale mere i skat end andre.....

    Hvis det var lige skulle alle jo betale det samme i skat eks. 100.000 om året.
    Sådan er det ikke i dk. Man kunne så sige at nogle skulle betale 100.000 og andre 120.000, sådan er det heller ikke.
    For at gøre det endnu mere ulige kunne man sige alle skal betale 50% af de første 100.000 og 5 % af resten, men sådan er det heller ikke engang, næ det er endnu mere ulige.

    Ekstremt ulige kunne det være at alle skulle betale eks. 40% i skat, det ville være mega astronomisk ulige fordi folk der så tjener eks en mio. om året skal betale 400.000 i skat mens en der tjener 100.000 kun skal betale 40.000 for samme ydelse...altså vildt ulige, men i dk er det om muligt endnu mere ulige.

    Personen der tjener over 1 mio. skal helt op og betale omkring 60% i skat af langt den største del af indkomsten selvom han i forvejen betaler langt langt langt mere i kr. end den der tjener 100.000......så Ja tak til mere lighed

    SvarSlet
  2. "Vorherre ejer æblerne, så ingen har ejerskab over æblerne uden ved at plukke dem. Der er mulighed for at sælge æblerne og spare op til andre ting."

    Det er vist det, Marx kaldte myten om den oprindelige kapitalistiske akkumulation. Forestillingen om, at dem, der har æblerne, har fået dem ved ærligt, beskedent arbejde. Men det kræver en forestilling om at adgangen til æblerne er lige og rigelig for alle fra starten. Måske er det ikke tilfældigt, at du gør en lang historie kort ved at sige, at "Vorherre ejer æblerne" i udgangspunktet...

    SvarSlet
  3. Børn må overhovedet ikke plukke æbler, det er ulovligt børnearbejde med mindre de er 15 år.

    Jeg kan sagtens se mange fordele ved velfærdssamfundet. Det farlige er imidlertid, at velfærdssamfundet er blevet en hellig ko, som man ikke må udfordre. Meget få indser hvor meget de egentlig betaler til velfærdssamfundet, derfor accepterer folk systemet som det er. Skattesystemet er skruet sådan sammen, så pengene i al ubemærkethed siver ned i de offentlige kasser. Hvis man en gang om året fik alle de penge i hånden, man i årets betøb betaler i alle mulige forskellige skatter og derefter skulle aflevere dem igen, så ville der blive et ramaskrig.

    Danskerne vil ikke have frihed. Historien gentager sig, mange fæstebønder opgav frivilligt selvejet og blev fæstebønder. Landboreformerne, der gav dem frihed, tog de ikke nær så imod, som den almindelige myte siger.

    Læs iøvrigt:

    http://hejmdal.blogspot.com/2007/07/sorte-penge-fllesskab-mytologi.html

    og

    http://hejmdal.blogspot.com/2007/08/intet-kreditkort-til-pia-kjrsgaard.html

    SvarSlet
  4. Du glemte den mest oplagte:

    8. Børnene må plukke alle de æbler de vil. _Alle_ æblerne de plukker skal afleveres til fællesskabet, og fællesskabet vil så efterfølgende fordele æblerne, således at alle får lige mange.

    Det er naturligvis også den, jeg ville være mindst tilbøjelig til at overveje...

    SvarSlet
  5. Netop det, som Allan citerer Frank Åen for, er jo ren og skær virkelighedsforvanskning (og de samme argumenter er ofte set på DR og såmænd også i rå mængder i Berlingskes debatsektion for tiden):

    "De højestlønnede får de største lettelser, lavtlønnede de mindste lettelser, og arbejdsløse, pensionister, førtidspensionister, efterlønnere og studerende får ikke en krone"....

    I mine ører lyder det simpelthen så dumt. Arbejdsløse, pensionister, studerende FÅR masser af kroner. Det er netop dem, der FÅR. De lavtlønnede giver lidt. De højtlønnede giver meget, og om så skatten blev flad som en pandekage, så ville de højtlønnede stadig betale meget, meget mere end de lavtlønnede.

    At bytte om på, hvem der får og hvem der giver, det er uredeligt, det er mentalt usundt. Vores materielle vilkår er ikke gennemsigtige for os. Vi taler om tingene på en kontrafaktisk, forskruet, dybt politiserende måde.

    Vi har levet med socialdemokratisk opdragelse i kulturinstitutionerne gennem så mange år, at vi helt har glemt tidligere tiders interessante skepsis over for demokratiets legitimitet i denne henseende. Det har ikke altid været en selvfølge, at et flertal gennem afgivelse af en stemme havde ret til at tiltvinge sig andres penge. Det 19. århundredes borgerlige/liberale tænkere - Grundtvig, Kierkegaard, Brandes, Stuart Mill, Nietzsche - har faktisk ikke pæne ord at sige om demokratiet. De har et langt klarere blik for, at demokratiet ikke kan sige sig fri for at være tvang og kleptokrati, et faktisk ret uværdigt magtmiddel til at få indflydelse på ting, der ikke rager én, fx andre folks penge.

    Er der noget om det? Er demokrati et drønnert-styre, et gratist-vælde? Ja, selvfølgelig er det det. Det legitimerer sig gennem gammelkommunistiske fjendebilleder af "velbjærgede" mennesker, der alligevel i første omgang er kommet uretfærdigt til deres penge. Og så er det jo OK at tage pengene fra dem.

    Den progressive skat (og i særdeleshed topskatten) er den model, som jeg tror, færrest vil vælge som en retfærdig model for børnene i eksemplet. Det eneste rationale, der kan begrunde en sådan skat, er en tanke om, at børnene alligevel ikke har godt af mere end et vist antal æbler. Mon argumentationen i forhold til højtlønnede er meget anderledes?

    I dette øjeblik står der en DR-journalist og udtaler akkurat det samme som Frank Åen: de rige kommer til at få 250.000, de fattigste stort set intet. Hvad replicerer Anders Samuelsen, der er i studiet for at tale om flad skat? Hans argument lyder, at nej, nej, de rige får ikke 250.000 ekstra, for allerede nu slipper de for at betale skatten, bare på andre måder, de spekulerer i pensioner osv. Han forbliver altså i samme kedelige midtænkeliggørende retorik, samme grundlæggende utilbøjelighed til at anerkende, at folk har ret til deres egne penge. Det er lidt sølle. Vi trænger til at læse noget 1800-talslitteratur, så vi kan komme ud af dynden.

    SvarSlet
  6. Jeg forestiller mig følgende tilføjelse til dit tankeeksperiment, Ulla.

    Nogle af æbletræerne har grene helt ned til jorden fyldt med dejlige, gode æbler, mens andre æbletræer kun har små og dårlige æbler højt oppe i træet.

    Nogle af børnene skal plukke æbler ved de dårlige æbletræer, mens andre får lov til at plukke ved de gode. Nogle børn kan altså få mange flere æbler ved meget mindre arbejde.

    Hvad er det retfærdige i det, Ulla Thomsen?

    mvh

    SvarSlet
  7. Hvad er godt, Faidros, og hvad er ikke godt?

    Hvis æbletræerne er for ringe, så må man gå med aviser. Der findes ingen universel domsinstans, hvorfra man kan udregne for hele verden, hvad der er retfærdigt. For hvordan legitimere at give sig selv en overordnet status, hvorudfra man kan tilsidesætte nogles ønsker for at fremme andres? Kan børnene med de dårlige træer virkelig argumentere for, at de andre skylder dem noget? Hvorfor gør de egentlig det? Hvad er argumentet?

    SvarSlet
  8. Nej, hvad er nu det for et slags ikke-svar. Det var dig der startede med at spørge om det "retfærdige" i noget, ikke mig, og det der med at gå med aviser må du forklare lidt bedre.

    Min tilføjelse til tankeeksperimentet er bare et forsøg på at gøre scenariet lidt mere virkelighedsnært, ved at vise, at vi skabes med vidt forskellige muligheder for at nå langt i livet. Det kan vi vel ikke være uenige i.

    Jeg synes nu der er noget rigtigt i, at dem der er i stand til at bære det tungeste læs også skal gøre det, og jeg synes faktisk også, hvor plat det så end måtte lyde, at der er noget kristen etik i, at dem der har mest også giver lidt ekstra.

    Hvor grænsen skal gå for hvor meget dem der har mest skal give er selvfølgelig altid til diskussion, men dit virkelighedsfjerne tankeeksperiment, der tager udgangspunkt i, at vi alle, høj som lav, fra start af har præcis de samme kort på hånden, for det handler selvfølgelig bare om den rigtige indstilling (sig det til alkoholikeren, narkomanen osv osv), det er da en meget dårligt start på en sådan diskussion.

    "Kan børnene med de dårlige træer virkelig argumentere for, at de andre skylder dem noget?"

    Nej, de kan måske ikke kræve, at man skylder dem noget, men kunne man ikke sige, at dem med overskuddet med udgangspunkt i en kristen etik selv kunne påtage sig et ansvar, og også gøre livet godt for de mennesker, der ikke har fået de bedste kort på hånden.

    SvarSlet
  9. Ti ldet sidste, du skriver. Det er jo noget andet, hvsi folk selv forvalter deres midler på en sådan måde, at det kommer andre til gavn. Der er den gode ting ved den model (i modsætning til den statslige), at her er nåden ikke ubetinget. Det vil sige, at privat hjælp ikke bare donerer og donerer ned i et sort hul uden at holde lidt styr på, om dt gavner.

    Det værste, man kan gøre, er at sætte markedskræfterne ud af spil. tidligere tiders fattige landbefolkning kunne man måske godt have hjulpet bare ved at give dem en større andel af jordejernes gevinst. Det ville være glimrende, bortset fra én uheldig effekt. De fattige landarbejdere var ikke søgt mod byerne, vi havde ikke oplevet en industrialisering, og de havde aldrig i livet fået det enorme velfærdsniveau, de (vi) har nu.

    Min holdning er ikke, at man ikke skal hjælpe. Men jeg efterspørger i ramme alvor et argument. Når man kan kræve og kræve af andres midler, så må man jo have et argument for, hvorfor. Jeg er tilfreds, hvis folk bare lige tænker tanken: har jeg et godt argument? Eller bare den ene tanke: det er faktisk andres penge, andres helt virkelige penge, og dem får jeg.

    SvarSlet
  10. Herligt indlæg og mange gode kommentarer. Fra artikel i Kristeligt Dagblad, her en udtalelse af historieprofessor Hans Christan Jakobsen.”Den almindelige statsopkrævede indkomstskat blev indført i Danmark i 1903. Inden da havde kommuner allerede opkrævet skat af borgerne på forskellig vis, og først i 1930erne, da staten udvidede det stærkt udgiftskrævende sociale område, overhalede statsskatten kommuneskatten som den væsentligste udgiftspost for borgerne”. Til det tilføjer Hans Chr. Johansen: ”I 1903 varierede statsskatten fra to til seks procent. Det siger sig selv, at hvis man var millionær, betød det ikke noget, om man betalte seks procent i skat. Derfor var der også mennesker, der med vilje opgav en højere indtægt, end de reelt havde, fordi det lød fint, at man var en god skattebetaler”.
    Se, det var en tid, hvor der fandtes 'glade' frivillige skattebetalere. Ingen kreative krumspring for at bringe sin skattepligtige indkomst ned. Læg mærke til, at det er den høst besungne 'velfærdsomkostning' der fik æbletyvene til at gå amok.

    SvarSlet
  11. Gustav Winckler30 august, 2007 23:08

    "Eller bare den ene tanke: det er faktisk andres penge, andres helt virkelige penge, og dem får jeg."

    Er det nu også andres penge?

    Godsejersøn Brockdorff har ved sin fødsel udsigt til at eje for 50 millioner kroner ved forældrenes bortgang 50 år senere.

    Funktionærdatter Nørtoft har ved sin fødsel udsigt til at eje for 500.000 kroner ved forældrenes bortgang.

    Lad os sige at Brockdorff 50 år efter sin fødsel har 49 millioner og Nørtoft har 700.000 kroner.

    Er det så Brockdorffs helt egne penge?

    Ville det ikke være bedre for stammen om evt. kortsynede og gerrige Brockdorff blev tvunget til at give nogle helt virkelige penge til Nørtofts uddannelse så stammen generelt blev stærkere?

    Der er rigtigt mange gode argumenter for tvungen beskatning.

    Dit æble-garnerede spørgsmål er så hvordan pengeuddelingen skal foregå.

    Hm. Målet er enkelt. Vi skal blive sundere, klogere, tryggere, gladere (på samfundsk: hospital, skole, politi, socialkontor). Stærkere. Motiverede.

    Man må tage bestik af børnenes psykologi og så vælge den beskatningsmodel der giver størst udbytte og lykke for flest mulige mennesker.

    Jeg ville hjertens gerne vælge én model. Men kommer til at tænke på "Men hvad så hvis de stærke drenge begynder at tæske de mindre stærke i ansigtet for at komme til de mange dejlige ubeskattede grene?". Eller "Hvad hvis nogen besætter de nærmeste og bedste træer og tvinger de andre til at arbejde hårdere for føden".

    Ubegrænsede resurser og ingen konflikter eksisterer ikke.

    Samfundet og psykologien kan ikke helt afspejles af de 7 æblebeskatningsmodeller.

    Begynd på et spil
    http://www.nationstates.net/
    og fortæl hvordan det går med at drive dit forventede gode/bedre samfund.

    Det kunne vi alle lære meget af.

    SvarSlet
  12. Enig i Rasmus' kritik. Nogle er født heldige, andre uheldige. Markedet er ikke altid fair. Ulla skriver bl.a.

    Den progressive skat (og i særdeleshed topskatten) er den model, som jeg tror, færrest vil vælge som en retfærdig model for børnene i eksemplet. Det eneste rationale, der kan begrunde en sådan skat, er en tanke om, at børnene alligevel ikke har godt af mere end et vist antal æbler. Mon argumentationen i forhold til højtlønnede er meget anderledes?

    NEJ. Følgende rationale kan med rimelighed bruges:

    Rigdom er ikke nødvendigvis resultat af hårdt arbejde. Markedet er unfair og ikke særligt velfungerende. Rigdom skyldes først og fremmest heldige omstændigheder.

    Sådan mener jeg faktisk tilstandene er i Danmark. Vi er et feminint kommunikationssamfund, hvor dem som skaber værdier, får lavere løn end dem som nasser på det. Derfor er der ikke megen idé i at snakke om skat. Vi skal snakke om at genoprette et fair marked. Karteller skal rives ned, akademikere og kommunikationsfolk sættes ned i løn.

    Hørte I DR2-debatten igår? Man kunne tilsyneladende ikke give social- og sundhedspersonale et løft, for så ville andre følge efter.

    DET viste klart hvor kunstigt og stivnet løndannelsen er. Der er intet marked, kære venner.

    SvarSlet
  13. Stemningen er tilsyneladende til, at vi bevarer en eller anden form for skattesystem :-) Det går jeg også ind for.

    Vi har mange ting at bruge de rare penge til. Vi har altså grunde (hvilket ikke er det samme som argumenter, men det vender jeg lige tilbage til). Vi har vel grunde til at kradse ca. halvdelen af de penge ind, vi kradser ind. Men ikke mere.

    Problemet er, hvem skal svæve rundt i det offentlige som en ond ånd og sige "sløjf det", "fyr halvdelen af dem"? Det er der jo ikke mange, der har lyst til. Folk ser bestyrtede ud og siger, at de er helt sikre på, at folk har meget travlt.

    Der svæver forestillinger rundt om at der er "skåret ind til benet" nu. "Der er ikke mere at spare, Ulla". Men dels kan jeg jo se med mine øjne, at det ikke passer. Dels bruger vi rent faktisk hidtil uhørte formuer på offentlig forbrug. Det offentlige forsørger flere mennesker end nogensinde, og det beskæftiger formentlig også flere mennesker end nogensinde.

    Men tilbage til skatten. Det er ikke nok at have grunde, som man selv synes er gode. Man må have argumenter, som andre også synes er gode. Ikke bare de andre vælgere er man afhængige af, for at få sine ideer igennem det politiske system, men også "de rige" skal på en eller anden måde anerkende skattesystemet som rimeligt og retfærdigt og gavnligt og godt osv. Ellers kan de jo flytte, den del kan man ikke så godt slække på i et samfund, der forstår sig selv som liberalt.

    Så man stiller sig op og siger... hvad...? til den topbeskattede skatteborger. Jeg tror ikke, at der eksisterer ét eneste argument for topskatten. Ingen af jer ville vælge den model og påtage jer at fremlægge den for børnene som retfærdig.

    Man kan godt argumentere for, at de bredere skuldre skal bære mere.
    Det kan godt være, at én, der tjener en million skal betale samme procdentdel af sin indkomst som den, der tjener 200.000 - hvorved ham med millionindtægten betaler fem gange så meget i skat som den anden. Jeg tænker da om den ordning: wow, det er flot, så kan man ikke forlange mere. Og et bette nøk af taknemmelighed ville da også være på sin plads.

    Men hvad der aldrig kan blive rimeligt er en topskat, hvor den, der i forvejen betaler fem gange så meget som den anden OVENI denne merbetaling skal straffes med en endnu højere procentsats... ? Tanken er absurd og burde aldrig være blevet tænkt.

    Topskatten er, ikke bare i sin effekt, men i hele sin tankegang, et udtryk for formynderi og misundelse´. Den er rovdrift på andres initiativ. At den også ødelægger folks virkelyst og dermed risikerer at formindske skattenyderens andel, anser jeg ikke for at være et argument, men udelukkende en lumpen og uværdig beregning, som skattenyderen kan gøre sig, når han er alene med sig selv og sin grådighed.

    Motivet bag topskatten er skattenydernes uendelige begær, nu kaldet velfærd. Et andet lidt halvubevidst rationale er, at de rige svin alligevel ikke har godt af alle de penge, hvad skal de med dem.

    Topskatten er et låg over ydernes velstand, samtidig med, at den er en trampolin for nydernes "velfærd". Læg mærke til, at den aktive parts rigdom hedder velstand som om den var et historisk doneret, heldigt vilkår, et forhold uden bevægelse. De passives rigdom hedder velfærd, som om de havde bevæget sig for at få den og kom til at bevæge sig mere ved den. Men det er jo omvendt.

    SvarSlet
  14. Du har stadig ikke forholdt dig til rationalet om at markedet ikke virker særligt godt - og at rigdom er for tilfældigt til at respektere. Jeg vil mene at det blev skrevt ret tydeligt af nn3. Markedet er tilsyneladnede en hellig ko for højrefløjen.

    SvarSlet
  15. "For tilfældig til at respektere"... Hvis jeg har to sunde nyrer og du har én syg nyre, så er det også tilfældigt, og måske kan man mene, at det er uretfærdigt. Betyder det, at du ikke respekterer min ejendomsret til mine nyrer? Mener du, at vi skal fordele nyrerne lige? Vil du basere dit retfærdighedsbegreb på den form for lighed, altså lighed som resultat?

    SvarSlet
  16. Hvis du med din efterlysning af argumenter mener noget i stil med dine egne, så kommer vi ikke langt i diskussionen:

    "Motivet bag topskatten er skattenydernes uendelige begær, nu kaldet velfærd. Et andet lidt halvubevidst rationale er, at de rige svin alligevel ikke har godt af alle de penge, hvad skal de med dem."

    Du har baseret dit korstog imod topskatten på en historie, der er så himmelråbende latterlig, at man bliver nødt til at reagere.

    Og nu er alle der går ind for topskat så reduceret til misundelige nassere. Jow tak, sikke nogle argumenter.

    Jeg kan godt forstå, at nogle rige mennesker føler sig overbeskattede, men jeg kan på den anden side også forstå mange hårdtarbejdendes utilfredshed med, at en konsulent/advokat/bestyrelsesformand osv osv tjener uhyrlige summer på knap så meget "rigtigt" arbejde i Ulla Nørtoftsk forstand (jvnf. Biblioteksdebatten).

    At finde et retfærdigt system er nærmest umuligt, for der vil altid være nogle der føler sig uretfærdigt behandlet, men jeg synes nu alligevel vi i Danmark har fundet en god balance, der kan veje op for nogle af de uretfærdigheder livet og ikke mindst markedet indeholder.

    SvarSlet
  17. Spørgsmålet, som jeg savner, at man forholder sig til i centrum-venstre, er følgende: Hvordan skal vi, over for den topbeskattede borger, og i lyset af, at denne har visse rettigheder over sig selv og sin ejendom, argumentere for, at det er retfærdigt (intet mindre), at vi gør krav på så overordentligt mange af hans private midler?

    Derudover bare lige en enkelt ting. Mit arbejdsbegreb kender hverken du eller Capac noget til. I gætter og I skyder meget ved siden af. Men det er en anden diskussion.

    SvarSlet
  18. "Betyder det, at du ikke respekterer min ejendomsret til mine nyrer? Mener du, at vi skal fordele nyrerne lige? Vil du basere dit retfærdighedsbegreb på den form for lighed, altså lighed som resultat?"

    Ulla, jeg troede at du var så klog.
    Jeg troede at du havde tænkt sådan nogle situationer igennem mange gange og kunne argumenterne udenad.

    Dine nyrer er ikke et samfundsskabt gode og skal derfor ikke beskattes.

    Hvis du til gnegæld sælger svinenyrer i flødesovs, skal du beskattes af gevinsten fordi din aktivitet, i løbet af et stykke tid måske vil kræve indsatser fra politi, domstole, brandvæsen osv. osv.

    Politi, domstole, brandvæsen osv. skal finansieres. Det er rimeligt, at du er med til det.

    Det vidste du godt, gjorde du ikke?

    SvarSlet
  19. Det burde stride imod menneskerrettighederne at betale mere end 50%. For mig at se burde man rent intuitivt have ret til minimum halvdelen+ af det man fembrínger selv.

    Vi er et af verdens rigeste lande og betaler en af verdenshøjeste skattePROCENTER.
    Hvis der findes steder på kloden hvor den offentlige velfærd er bedre end i DK må det enten være fordi de er mere effektive eller fordi fordelingen af de offentlige midler er bedre. En læge skal naturligvis have en bedre løn end en hjemmehjælper, men det kan ikke passe at en hjemmehjælper får 18.000 pr. måned og en læge kan tjene 38.000 (eller mere) på en 24 timers vagt.
    Fordelingen er fuldstændig vanvittig, så hellere uddanne lidt flere læger med lavere snit og presse lønnen....der er mere end nok penge i den offentlige sektor det skal bare fordeles på en anden måde.

    SvarSlet