mandag, september 17, 2007

Fortælletime

Jeg ved ikke, om det er alle bekendt, at de flinke lærere i folkeskolen*) altid lægger ud mandag morgen med fortælletime. Man laver en runde, hvor børnene fortæller om deres ture til Legoland, Badeland, Bonbonland, Grækenland osv.

De elendige børn, der har siddet i et hjørne af et dysfunktionelt hjem og kedet sig hele weekenden er dermed sat effektivt tilbage helt fra starten. De dumper allerede der. Hvad har de at komme med? Hvor er deres sceniske evner, deres selvbevidsthed, deres personlige overskud? Nej vel, de kan bare klappe i, de udsatte. Sidde der og vente på at komme i gang med det faglige, den går skam ikke. De kan komme igen i et andet liv, når de er kreative og glade og lyserøde og udadvendte. Gerne dumme som bræt, det er kun en fordel.

Man er som moderne forælder nødt til at repetere for børnene søndag aften, hvad familien har fået weekenden til at gå med. For det er ugens vigtigste og mest statusbehæftede lektie. Det optager dem faktisk. De skal hver mandag morgen bevise, at deres weekend og deres familie dur. Læreren siger - og mener - naturligvis, at alle weekender er lige gode. Så naive er børn selvfølgelig ikke.

Jeg overvejede at lufte den tanke for mine børn, om de andre mon altid taler helt sandt, når de angiveligt hver eneste weekend oplever det ene storslåede mirakel efter det andet. Der er én heldig dreng, der altid er i badeland. Hver eneste weekend. Passer det mon helt, begyndte jeg, men ville ikke træde mere i det, jeg ville da ikke ødelægge hans gode løgn. Den skal han have lov at lykkes med. Hvis han ikke kan have sin weekend i fred, så kan han vel have sin løgn i fred. Så længe det varer, jeg krydser fingre.

Hvis børnene begynder at lyve dem huden fuld derovre i skolen, så har lærerne selv bedt om det. Da vi ikke rigtigt kunne diske op med andet end "været med mor på cafe", "trådt et søm op i foden" og "ryddet op på værelserne" - hvilket faktisk er en tilsnigelse, for blev vi nogensinde helt færdige med det... - så var jeg ærlig talt på nippet til at sige: Lyv! Lyv dem huden fuld. Sig, vi har været på månen. Jeg skal nok bakke dig op, når de ringer hjem.


*) I de SMÅ klasser naturligvis. Senere skal de krænge sig endnu mere ud :-)

15 kommentarer:

  1. Jeg er lærer og har da aldrig indledt mandag morgen med en fortællerunde? Så vidt jeg ved, er det heller ikke noget, mine kolleger bruger tid på.

    Vi har rigeligt med de to årlige - efter sommer- og juleferie. De er mere end nok.

    Så måske skulle du prøve med "Jeg ved ikke, om det er alle bekendt, at nogle af de flinke lærere i folkeskolen nogle gange lægger ud mandag morgen med fortælletime.", i stedet.

    SvarSlet
  2. Ja, det gør man alle de steder, jeg kender noget til. I de små klasser, altså. Jeg går da stærkt ud fra, at man er holdt op med at have fortælletime i 8. klasse.

    SvarSlet
  3. Uanset, så husker man som fattigrøvsdansker fornemmelsen: Skolen var en oase af retfærdighed og muligheder: stedet hvor man blev målt på hvad man kunne, ikke på hvem man var.

    Senere i livet havde den stigende feminisering overtaget resten af samfundet. Det var atter mere et spørgsmål om "hvem", end et spørgsmål om "hvad". Og så var de fattige talenter lige vidt, og kunne sætte sig på bænken og snakke med en elefant.

    SvarSlet
  4. Svend, det er nemlig lige præcis det, det drejet sig om! Den synes jeg lige, vi skal vende tilbage til.

    SvarSlet
  5. Åhh, jo, lærer many, det er såmænd meget udbredt. Et af mine børns lærer? pædagog? eller hvad vedkommende nu var af uddannelse, bekendtgjorde endda, at hvis børnene havde været i biografen i weekenden, behøvede de ikke at fortælle om det. Underforstået, at noget så taberagtigt og ukreativt var der da virkelig ingen der gad høre om.

    SvarSlet
  6. Det er ikke kun børnene, der bliver spurgt.
    Det gør vi voksne også.
    Når man så svare:
    "Jeg har ikke lavet en skid",
    og man ikke gider at spørge, spørgeren igen?
    Så er det ikke så sjovt.
    "Har du slet ikke været på weekendophold"?
    Eller haft gæster?
    Eller været ude at spise?
    Eller i ferien; været ude at rejse?
    Sikke en sinke, og han spørger ikke,
    ”Og hvor har I så været”?
    Ja, så er manden da, helt gal.
    At tænke sig, at nogen bare går og hygger sig,
    og så derhjemme?
    Men, det er altså det, jeg gør ret ofte.
    At tænke sig, jeg misunder ikke dem,
    der aldrig kan finde den ro de jagter.

    SvarSlet
  7. Der er ingen anden undskyldning for at være så blind for disse elevers situation, end at man selv er 'kreativ og glad og lyserød og udadvendt. Gerne dum som bræt ..' Lyder det som nogen I kender? Måske var det en ide at lave en art værnepligt til lærergerningen, sådan at vi fik lidt flere forskellige mennesketyper ind i den branche ..

    SvarSlet
  8. "De kan komme igen i et andet liv, når de er kreative og glade og lyserøde og udadvendte. Gerne dumme som bræt, det er kun en fordel."

    Så sandt som det er sagt. Gud nåde og trøste de elever der er for dygtige. Hvor vover de at hæve sig over den højt besungne danske middelmådighed. Heldigvis straffes de formastelige senere i livet.

    Ak ja, vi kommer næppe til at opleve en ny Niels Bohr eller C.F. Tietgen. Til gengæld får vi en overflod af selvcentrerede unger med fokus på sig selv. Fortælletimerne er blot et udslag af denne "her-er-jeg" og "hør-på-mig" mentalitet. Desværre er folkeskolen til en vis grad med til at skubbe til denne udvikling. Når der skal psykolog-bistand til, og hele klassen inddrages, for at løse konflikter i 4. klasse mellem Lise og Lotte fordi disses primadonnanykker og egoer bestandig støder ind i hinanden, er vi for langt ude.

    SvarSlet
  9. Man forstår godt at flere og flere sender deres børn i privatskoler, der har man nemlig ikke har fag- og historiefobi. Dér får børnene ikke ros bare de piller sig i navlen.

    SvarSlet
  10. Her en lille historie om bevidst fortrængning.

    Børnene i 4. klasse skulle fortælle om deres forældres erhverv. Der kom alle de typiske svar, brandmand, mekaniker, forretningsmand, sælger, læge, advokat o.s.v.

    Lille Peter var imidlertid påfaldende tavs, så da læreren spurgte til faderens job svarede han endelig. "Min fader er danser i en bar, hvor der kun kommer mænd. Der tager han sit tøj af foran mændene og nogen gange får han penge puttet ned i sit undertøj. Hvis der er et godt tilbud tager han med en af mændene hjem og bliver der hele natten mod betaling."

    Læreren, tydeligt rystet af denne udmelding, satte hurtigt de øvrige børn i gang med en regneopgave og spurgte så lille Peter, "Er det virkeligt rigtigt, det du fortalte om din fader?"

    "Åh, nej", svarede Peter, "han arbejder for Socialdemokraternes valgkomite, der hjælper Helle Thorning til at blive statsminister, men jeg er for flov til at sige det overfor kammeraterne."

    SvarSlet
  11. Jamen det er jo lige som i blogland.

    "Kan vi ikke alle være lige kloge, så kan vi blive lige dumme" (Citat af Henrik Dahl, som ved hvad der foregår, men ikke har gjort noget for, at stoppe det og derfor er han medskyldig i fordummelsen).

    SvarSlet
  12. En af mine døtre fortalte, at jeg sad nede på parkeringspladsen ved brugsen og drak øl og at hendes mor, min kone var narkoman.

    Det lykkedes hende at få lærene til at tro på historien.

    Min datter er siden blevet en ganske god historiefortæller og begynder at kunne ernære sig ved at fortælle røverhistorier.

    Der er mange andre hæderlige job, hvor letfærdig omgang med sandheden ikke er at foragte. Grisehandel ingen undtagelse.

    Med hensyn til taberagtige aktiviteter vil det ofte være lærerne selv, der ikke kan følge med børnenes oplevelser.
    fhv grisehandler

    SvarSlet
  13. Mine 3 stakkels børn havde intet at stille med i hele efterårs- vinter og forårsperioden end at de havde medvirket til at ordne hestebokse, kørt møg, hentet halm, flyttet hegnespæle, lavet mad ( jep- det gik på omgang, for det skulle de nemlig lære ) gjort rent på egne værelse - læst lektier ( det blev der hjulpet med efter behov ) siddet på hesteryg eller leget med kammerater og veninder.

    Desuden led de jævnligt forsmædelige ydmygelser, idet deres mor dukkede op i diverse klasselokaler på deres skoler ( var cykelvikar en laaaang periode).

    De fik heller ikke mærkevaretøj - som var in helt fra de små klasser .

    De lærte anderledesheden at kende på egen krop -men endte (på trods af denne ?) med uddannelser, som ganske mange drømmer om, men er de få muligt at erhverve sig.

    At skille sig ud behøver nødvendigvis ikke at betyde traumer med hvad der af følger .

    Vivi Andersen

    SvarSlet
  14. "Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære". Det lykkedes at ødelægge folkeskolen, så flest mulige blev tabere og flest mulige lige dumme, i et land, hvor vi også helst skal være lige fattige allesammen.

    I begyndelsen af 90´erne snakkede man opløftet om differentieret undervisning - jo, jo, så man kunne tilgodese individuelle faglige behov hos eleverne. Det blev vist ikke til mere end ved snakken, en fis i en hornlygte, og jeg har ikke hørt det nævnt i mange år.

    Nu er det endelig ved at gå op for de ansvarlige, at folkeskolen er elendig til at løfte sin opgave, og at der derfor er lange ventelister til privatskolerne. Man ved bare ikke helt, hvordan man kan forbedre den. Man har talt om at dele klasserne efter et vist klassetrin, for at tilgodese både de, som er fagligt stærke og de, hvis kompetencer går i en anden retning. Men det forslag blev vist hurtigt trukket tilbage, for det var synd for dem, der ikke var fagligt stærke.
    Det har i mange år været synd for de dygtige. For mange føles skolegangen som en ørkenvandring, og de bliver tabere, ligesom de andre. De kommer alle ud i virkeligheden med falske forestillinger om deres evner.

    SvarSlet
  15. Ang. "Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære", var det vist Ritt Bjerregaard, der kom med.
    Og vi kan se det på det danske sprog, som er blevet ændret med tiden. Tidligere kunne børnene stave til mayonnaise, men da det blev for svært for en lille brøkdel af eleverne, de ressourcesvage, så måtte man hellere hjælpe dem. Så i dag er det ok at skrive majonæse.
    Hvad skal det ikke ende med?
    Med tiden er der arabiske elever, der ikke orker eller evner at skrive det danske sprog, som det nu engang skal, og så ender det vel med, at det ok at skrive ordene på arabisk. Hvem ved?

    SvarSlet