søndag, september 09, 2007

Henry Thoreau: Civil ulydighed

Det første iøjnefaldende ved Henry D. Thoreaus essay "On the Duty of Civil Disobedience" fra 1849 er, at det ikke hedder "On the Duty of Civil Disobedience", men "Resistance to Civil Government".

Det tre generationer store, mærkværdige sammenrend af anarkosocialister, som ungdomsoprøret har velsignet os med, elsker Thoreau og hans ulydighedsideer. Men dels kan jeg ikke tro, at kærligheden er helt genuin og velafprøvet, dels har jeg svært ved at forestille mig, at følelsen er gensidig.

Thoreau vil ikke bare unddrage sig love, han ikke finder retfærdige. Han vil ikke bare unddrage sig love i det hele taget. Han vil unddrage sig staten og dens regeringsret. Han vil ikke regeres over, ikke engang bare en lille smule. I essayets indledning smager han lidt på udtrykket ”That government is best which governs least”, men han foretrækker et andet: "That government is best which governs not at all". Han ønsker ikke en ”standing government” mere end han ønsker en ”standing army”. For kan man stole på stående hære, kan man risikere at give staten den form for magtmonopol? Nej, enhver mand må hellere selv beholde sin udrustning hjemme under sengen. Så er han med i beslutningerne om krig og fred for alvor. Hvabehar, hr. Vindjakke ifølge med sur kone og metroseksuel søn.

Tilsvarende med regeringen. Hvor mange bor der her pr. 1000 kvadratkilometer, spøger Thoreau. Næppe én. Så hvad ved nogen om noget som helst ud over deres eget? Ingenting. Amerikanerne er Odd Fellows, der har fuldt op at gøre med deres egne sager. De har ikke mere adkomst til at vælge en præsident over dem selv, end en hvilken som helst principløs fremmed har. Ingen har indsigt i nogen amerikansk enhed og hvad der måtte kendetegne en sådan. Nogen finder et par kandidater, som man bedes vælge imellem. Man vælger en præsident, man ikke ved, hvem er, til at regere over et land og et folk, hvis vilje han ikke har indsigt i. Men Thoreau er large. Det betyder ikke noget for en uafhængig, respektabel og intelligent mand, hvem præsidenten er og hvad han måtte beslutte. Enhver klarer under alle omstændigheder sig selv i Thoreaus univers.

Velfærdspolitikere kan glemme alt om ham, han er ikke til stærke stater. Man skal ikke sidde og forestille sig en stor, dejlig velfærdsstat med penge til ungdomshuse og flygtningeboliger og integrationsprojekter og skattevæsen og P1 og forsørgelse til en femtedel af alle borgere i den arbejdsduelige alder og gratis hvad-som-helst-du-mener-du-virkelig-mangler til hvem-som-helst. Der er ikke noget med at man har stemmeret over sine medborgeres midler og kan bruge politi og domstole og fagforeninger og militær og FN og EU imod dem, hvis de ikke makker ret… - og herefter kan skide det hele et langt stykke og gøre, hvad der passer én og kalde det civil ulydighed og sige, at det siger Thoreau er i orden. Nej. Nej, nej, nej.

Thoreaus argumentation for civil ulydighed er uløseligt knyttet til en forestilling om mennesker som individuelle eksistenser, der hver kun står til regnskab over for sig selv. Vi er kastede i verden som frø og så må enhver se at vokse op, så andre ikke tager lyset fra os. “I perceive that, when an acorn and a chestnut fall side by side, the one does not remain inert to make way for the other, but both obey their own laws, and spring and grow and flourish as best they can, till one, perchance, overshadows and destroys the other. If a plant cannot live accordingly to nature, it dies; and so a man”. Han er amerikansk liberalist af den slags, som vi europæere bedst kender fra Western-universet.

Thoreau siger, at han ikke er med i staten. Han klarer sig selv. Har jeg meldt mig ind?, spørger han. Han har, da han skriver essayet, ikke betalt skat i 6 år. Han har også været fængslet for det, indtil en eller anden desværre betalte skatten for ham. Men staten har ikke ret til hans liv og ejendom uden hans samtykke. Han beder ikke staten om noget, hvordan kan staten så kræve noget af ham? ”When I meet a government which says to me, “Your money or your life”, why should I be in hast to give it my money? It may be in great strait and not know what to do: I cannot help that. It must helt itself; do as I do [….] I am not responsible of the successful working of the mascinery of society". Mon venstrefløjen stadig kan lide ham? Mon de stadig forestiller sig at kæmpe side om side med Thoreau?

Thoreau er ikke ungdomspædagog, han er ikke bare modstander af lydighed og autoriteter. Han er politisk filosof, han er modstander af regering. Han er hardcore individualist, vist endda anarkist: ”The only obligation which I have a right to assume is to do at any time what I think right”. Ganske vist ønsker han ikke ingen regering, men en bedre regering. Han ønsker en styreform, hvor det ikke majoriteten, der defineret rigtigt og forkert, men den enkeltes samvittighed. Men er det en regering? I hvert fald ikke en regeringsform, der nogen sinde er set, skriver han.

Thoreaus tanker om civil ulydighed – lad os hellere sige civil uregerlighed – er uløseligt knyttede til hans afvisning af demokrati. Hvem sætter sin lid til flertallets vilje, når det gælder forhold, der er vigtige for ham? At stemme er et spil. Man satser på en moral, en politik. Måske vinder den, måske taber den. "I cast my vote, perchance, as I think right; but I am not vitally conserned, that that right should prevail. I am willing to leave it to the majority". Demokrati korrumperer moralen og pligtfølelsen, deponerer borgerens vilje og samvittighed i andres hænder. Man afgiver en ”cheap vote” og ønsker det Gode og Rette held og lykke. Man fralægger sig ansvaret; “A vise man will not leave the right to the mercy of chance, nor wish it to prevail through the power of the majority".

Slavestaten Massachussetts og det Amerika, der erklærer Mexico krig, vil han ganske enkelt ikke være en del af. ”How does it become a man to behave toward the American government today? I answer, that he cannot without disgrace be associated with it”. En sjettedel af landets indbyggere er slaver og landet er overrendt af en fremmed hær og underkastet militær lov. Ethvert anstændigt menneske har pligt til at gøre oprør. ”What makes this duty the more urgent is the fact that the country so overrun is not our own, but ours is the invading army”.


Thoreau mener ikke, at han har pligt til at redde verden og forme den i sit billede. Han er ikke revolutionær idealist eller jihadist. Men hvis uretfærdigheden ”is of such a nature that it requires you to be the agent of injustice to another, then I say, break the law”. Og jihadister af enhver orientering får gåsehud. Folk, der har ret, skal ikke vente på majoriteten. “I think that it is enough if they have God on their side”.

Her falder han tungt til jorden. Der mangler vingefang. Hvornår man har ret, og om man nu kan være så sikker på, at man har så ret som man synes man har, skænker Thoreau ikke en tanke i dette essay. Man savner universelle og lidt tungere filosofiske overvejelser. Men når det kommer til det, er han gået i skovene og har ikke mere at sige. Han har ikke brug for staten Massachussetts, og så længe han ikke har det, kan han takke nej til medlemskab og beholde sin egen ret til sin sin liv og sin ejendom. ”It is for no particular item in the tax bill that I refuse to pay i. I simply wish to refuse allegiance to the State, to withdraw and stand aloof from it effectually [ …] I quietly declare war with the State, after my fashion, though I will still make use and get what advantages of her I can, as is usual in such cases”. Det er jo ikke et modent bud på en samfundsindretning. Det er sommerferielæsning til sommerferiedrømme på den svenske ødegård, i den norske fjeldhytte, på den brasilianske stand, i det skotske højland eller hvilke ”Walden” man nu flygter ud i for at få 2 ugers simple living (jf. titlen på hans hovedværk).

Da Thoreau på et tidspunkt bliver bedt om at betale skat til en kirke, han ikke benytter, offentliggør han følgende: "Know all men by these presents, that I Henry Thoreau, do not wish to be regarded as a menber of any society which I have not joined". Og han tilføjer: “If I had known how to name them, I should then have signed off in detail from all the societies which I never signed on to; but I did not know where to find such a complete list”. Hvis er det sommerferielæsning, så er det ikke irrelevant sommerferielæsning. Mon Hr. Vindjakke i følge med sur kone og kvindagtig søn ved, hvor lang listen af love og myndigheder er, som han skal adlyde? Det er nok bedst ikke at tænke på det.

Civil uregerlighed handler ikke om at smide brosten efter betjente, fordi man vil have staten til at betale et ungdomshus. Det er tvært imod meget regerligt at handle på den måde. Det handler om at sige nej til at yde økonomisk støtte den (velfærds-)stat, man ikke finder god, rigtig og nyttig. Det handler om som individ at trække sig ud og sige: ”Jeg er ikke med i det der”. Det handler om at sætte individet over staten. Om at være en god næste frem for en god undersåt, om ikke at lade sig korrumpere af offentlige embeder, men gøre en fri og værdig indsats for at uddanne befolkningen - som han selv skriver, at han gør med sit essay. Mens han sidder fængslet for skatteunddragelse, gør han netop sin pligt som menneske og som borger: ”I felt as if I alone of all my townsmen had paid my tax”.

9 kommentarer:

  1. Endnu en stil til UG, især den der "Hr. Vindjakke i følge med sur kone og kvindagtig søn" er stor kunst :)

    SvarSlet
  2. Jeg tilslutter mig Kimpos bedømmelse. En fornøjelse at læse. Ulla fortjener en flidspræmie af en eller anden art.
    Mvh.
    ThomasL

    SvarSlet
  3. Et par citater:

    If there is a State, then there is domination, and in turn, there is slavery

    Where the state begins, individual liberty ceases, and vice versa

    - nej, det er ikke Thoreau, der er ophavsmand, men Bakunin. Blot som et lille korrektiv til den med sammenrendet af anarko-socialister...

    SvarSlet
  4. Ulla du er skræmmende velskrivende. Kommentarerne er velsignede og dejligt humoristiske. Calvin Coolidge, vel nok en af de mest undervurderede præsidenter i USA sagde om sin 'regeringsfilosofi' "Perhaps one of the most important accomplishments of my administration has been minding my own business."
    Under hans 6 år, gik det kun fremad økonomisk i USA, fordi han overlod alt initiativ til den enkelte frie borger og samtidig reducerede statens indblanding i samme borgers
    private ejendomsret. Måske er det derfor han bliver nedgjort af eftertidens 'intellektuelle' politologer.

    SvarSlet
  5. Capac: Ja, kunne de bare nøjes med at bruge Bakunin. Men det gør de ikke:

    http://www.humanisme.dk/rune/forfatterskab/ulydig.php

    http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=31576&TS_ID=3&S_ID=40&C_ID=1

    http://runelund.urbanblog.dk/2007/01/18/civil-ulydighed-er-demokrati/

    http://www.dkp.dk/skub/default.asp?artikel=37

    http://fred.dk/artikler/ulydige/ulydig.htm

    Se i øvrigt listen her:

    http://www.ulydighed.dk/index.html

    Altsammen vældigt ideologisk grumset.

    SvarSlet
  6. Jo, man kan godt undre sig over venstrefløjsfolks kærlighed til staten. Men gider man læse, hvad de gamle skrev, så så det ofte anderledes. Selv Lenin - af alle - ønskede (i teorien i det mindste) at afvikle staten. Og se så, hvad den liberalistiske regering her til lands har gang i - ikke netop en indskrænkning eller fjernelse af staten! ;-)

    SvarSlet
  7. Min teoretiske tilgang til emnet er begrænset, men jeg har dog diskuteret det en del med mine grise.

    Diskussionen om meget eller lidt magt og ansvar til staten er jo gammel. Diskussionen har eksisteret både på venstrefløjen og højrefløjen. I mange år var borgerlige vælgere meget optaget af individets frihed og i at tage ansvar for sig selv.

    De senere år forekommer det mig, at mange borgerlige vælgere gerne pantsætter deres frihed til staten og velfærdsstaten. Det synes jeg er trist.

    Jeg er ikke ultraliberalist, men vi kunne godt bruge meget mere liberalisme end vi har idag.
    fhv grisehandler

    SvarSlet
  8. Spændende artikel kan det siges fra en der lige er begyndt med sin Thoreau-læsning. Kan godt lide din kritik af ham, selvom jeg aldrig ville kunne benægte, at jeg finder store dele af hans filosofi inspirerende. Han har muligvis ikke ret, men han er værd at lytte til. Mange af hans holdninger jeg helt enig i.

    Jeg undrer mig dog over din kommentar om ungdomshusbevægelsen til slut. Er det at kræve et ungdomshus betalt af staten en regerlig måde at handle på? På Thoreaus tid kunne man netop tage bort fra samfundet, og være fri fra det, hvor man så derimod heller ikke fik del i dens beskyttelse. Men det er ikke muligt i dag, da staten efterhånden gør krav på alt. For at være fri fra staten i dag er der inden anden mulighed end at kræve noget af statens ejendom. Staten gør det ganske enkelt ikke muligt for os at sige "jeg er ikke med i det her" hvilket selvfølgelig er håbløst udemokratisk. Eller håbløst ufrit i hvert fald. Så jeg vil ikke sige at ungdomshusbevægelsen handler regerligt, da de på den ene side er antikapitalister, og derved ikke ønsker at erhverve deres fristed på kapitalens præmisser, samt anarkister, og derved heller ikke ønsker det på statens. Men som vi ser, er tiden i dag ikke som Thoreaus og staten kan slet ikke tolerere at folk vil leve uden dens indflydelse eller love. Så der er ikke muligt at leve uregerligt længere. Det er ikke muligt at leve anderledes. Thoreau ville muligvis have hadet at leve i vores tid.

    SvarSlet