mandag, oktober 29, 2007

Om at flippe ud og hvad jeg stemmer denne gang

Jeg kan sagtens forstå, at venstrefløjen har brug for Ny Alliance for at kunne forlade den synkende venstreradikale skude. De har brug for et parti, der larmer højt med værdipolitisk liberalisme for at kunne svinge over på højrefløjen uden at tabe ansigt. De overbetoner NA´s værdipolitiske ståsted, hvorved de kan bevare en højrøstet kritisk position over for den gamle borgerlige fløj og samtidig tavst fralægge sig de værste venstreorienterede fordelingspolitiske fraser. I den forstand udgør NA et historisk skred mod højre. NA er første skridt mod en overflødiggørelse af den venstrefløj, der jo også mest bliver hængende pga. stædighed og almindelig inerti i 68´er-generationen.

Det interessante er, at der ved en evolutionær tilfældighed er blevet rørt ganske liberale fordelingspolitikker ind i det nye stærke intra-borgerlige protestparti. Og her er tale om en evolutionær tilfældighed. Den samtidige opkomst af fordelingspolitiske ambitioner og indvandringspolitiske protester i radikale venstre. Samuelsen og Khader. Khader er fuldstændig ligeglad med skattepolitik, Samuelsen lige så ligeglad med indvandrerpolitik. Tilsammen en tilfældig politisk cocktail, der kunne have været meget anderledes og hvis endelige indhold ingen kan forudsige.

Som objekt for venstrefløjens storhedsdrømme vil NA være tilbøjelig til at underbetone den liberale fordelingspolitik. Man har allerede tonet betragteligt ned og lader konsekvent skattepolitikken være underordnet hensynet til velfærd. I NA´s program står der, at man fra 2009 vil påbegynde en rejse ned mod 40 procent i personskat. Det må dog ikke gå ud over velfærden. Bla. – det står lige nedenunder – skal hver indvandrer have sin egen coach. Liberalisterne kan godt finde muldvarpeskindet frem.

Som objekt for højrefløjens drømme om mere liberale skatteforhold, kan NA´s liberale fordelingspolitik derimod med fordel pustes stort op. Et omhyggeligt dobbeltspil kører simultant. Venstrefløjen identificerer sig med én ambition, højrefløjen med en anden. Der er dog nok ingen tvivl om, at højrefløjen står til skuffelse. For dem kan NA kun blive protestparti. En slags fremskridtsparti for liberalister. Liberalt selvmord, en selvdestruktiv fuldemandsprotest, en kugle gennem hovedet. NA er og bliver en sølle erstatninger for Liberalisterne.

På denne måde er NA et konglomerat af to protestbevægelser, én fra højre og én fra venstre.

Heldigvis kan – ved en anden evolutionær tilfældighed – de to protestbevægelser samles mod samme fjende, Dansk Folkeparti. Bevægelsen fra højre vil fjerne Dansk Folkepartis socialistiske indflydelse på fordelingspolitikken. Bevægelsen fra venstre vil fjerne Dansk folkepartis borgerlige indflydelse på indvandrerpolitikken.

Hvad de to bevægelser ikke nævner er, at de hver især lige så vel kunne have bakket op om Dansk Folkeparti. Bevægelsen fra venstre kunne have bakket op om DF´s socialistiske fordelingspolitik. Bevægelsen fra højre kunne have bakket op om DF´s indvandrerpolitik, som de mange skatteplagede liberale med høje indkomster jo er helt enige i; de er bare mere interesserede i skattespørgsmålet - og for at kunne argumentere skattemæssigt uden udskamning, bruger de den værdipolitiske liberalismes artige ansigt. Begge parter overbetoner altså uenigheden med DF og finder derigennem sammen uden helt at forstå, hvor dybt uenige man faktisk er.

Alle liberale danskere er formentlig kede af, at Liberalisterne ikke nåede at få samlet tilstrækkeligt med underskrifter. De fleste liberale danskerne synes formentlig også, at Foghs Venstre trænger til et ryst i buksen, så de kan lære ikke at forlade deres ideologiske grundlag. Men at risikere en ny rød regering er for høj en pris at betale for den protest
.

Alt i alt ser det dog positivt ud. NA vil være det eneste parti, fra hvem mediedanmark vil acceptere liberale argumenter. Takket være anstændighedsikoners evolutionært tilfældigt udviklede liberalistiske pres på det danske meningsmarked kan Foghs Venstre igen glide hen på plads i det mere liberale felt. Venstre kan komme i den position, hvor NA og DR ligefrem presser dem til skattelettelser. NA vil betyde en historisk ny opbakning til liberal politik, en utrolig heldig genvej for det borgerlige Danmark. Det kræver dog, at NA bakker ordentligt op om den blå fløj og bevarer presset for skattelettelser. Begge dele er lige så usandsynlige som de er sandsynlige.

Enhver borgerlig stemme på NA løber en stor, stor risiko. Bliver resultater en ny, rød regering, vil Danmark blive malet rødt i rødt de næste fire år, hvilket vil få Liberalisterne til at ligne noget fra en anden planet ved næste valg. Den langsomme, men sikre bevægelse mod højre vil skride helt tilbage mod venstre igen. Det er næsten ikke til at bære tanken.

Lad de røde om at stemme NA, partiet er deres bevægelse mod højre. Borgerlige skal ikke selvdestruere i frustration. Liberalisterne skal nok stille op igen ved næste valg. Det eneste, der kan forhindre det, er en ny rød regering takket være Ny alliance. Så lad nu være med at flippe ud, se fire år frem.

Anyway, mig og min folkehelt Farshad Kholghi, vi stemmer
Venstre :-)

Se http://jp.dk/arkiv/?id=1144893

13 kommentarer:

  1. Hej Ulla
    Kigger forbi din blog engang imellem. Meget flot og skarp analyse af situationen omkring NA...både denne her og den om kønsskifteoperationen. Så hvornår stiller du op ?

    SvarSlet
  2. Hmm, det lyder da vist af alt af gammel vane det med Venstre. Jeg skal sgu ikke have noget at gøre med Socialdemokratiet II. Så hellere lukke øjnene og håbe at Jørgen Poulsen ikke bliver valgt ind og at Anders Samuelsen kommer til at tegne linjen...

    /Nicolai

    SvarSlet
  3. Synes du vi skal acceptere mediedanmarks mekanismer, eller bør vi indføre demokratiet?

    SvarSlet
  4. Jeg ville gerne give min underskrift og stemme til Liberalisterne.

    Der er dog punkter i Liberalisternes program, hvor jeg ikke er helt enige.

    Selvom jeg ikke er en af guds bedste børn og sjældent kommer i kirken, så mener jeg Den Danske Folkekirke er værd at forsvare selvom, der er mange paphoveder i den danske præstestand.

    Liberalisterne har en meget kritisk holdning til FN, det er jeg helt enig I og Liberalisterne er også kritiske overfor EU, men erklærer håndfast, at de går ind for EU.

    Vi har brug for et solidt borgeligt liberalitisk parti, der går mod EU.

    Alt det øvrige, de skriver i principprogrammet ville jeg ikke have problemer med at arbejde for.

    Jeg er også Liberalist, men med et nationalt touch.
    fhv grisehandler

    SvarSlet
  5. Ikke 'enerti' men 'inerti'.

    Venligst
    Ulrik

    SvarSlet
  6. 'Venligst, Ulrik', ikke 'Venligst Ulrik'.

    Venligst,
    Ursula

    SvarSlet
  7. Jeg tror at du har et skjult ønske om at være sammen med en indvandrer! :)
    Først Khader og nu Kolghi.
    Er det den mørke hår, der drager?

    Vh

    Jönsson

    SvarSlet
  8. Det skal jeg ikke kunne sige. Mon dog? Jeg vil i hvert fald meget foretrække Kholghi, hvis valget står mellem de to. Det politiske valg, naturligvis :-)

    SvarSlet
  9. OK-

    du stemme V, jeg ikke mere idet jeg stemmer 0.

    Årsagen den enkelte, der er brug for Havkatten DF i Hyttefadet.

    Forøvrigt - uden DF havde 24-års reglen ikke eksisteret.

    Og uden DF havde forholdene, idag, herhjemme muligvis lignet de, der hersker i Sverige ?

    Vivi Andersen

    SvarSlet
  10. Venstre - de er da totalt lammede og vil bare magten, men de aner sgutte hvad de skal bruge den til.

    SvarSlet
  11. Netop som modvægt til Ny Arrogance's evt. indflydelse på en borgerlig regering ,vil det være meget vigtigt at DF får et godt valg, derfor blir det denne gang også der mit kryds lander og ikke hos de Konservative.
    PB.

    SvarSlet
  12. Også min.

    Vh Whodares

    SvarSlet