tirsdag, januar 30, 2007

Ingen kære mor

Kvinder, I må til at interessere jer lidt for politik. Det nye forslag til forældremyndighedslov er en katastrofe, som I skulle tage at sætte jer ind i. Og gerne afværge. Men det gør I nok ikke. For I tror, det er løgn.

Fraskilte fædre har i de seneste år været vældigt udfarende med anklager mod den nuværende praksis i forbindelse med forældremyndighed og samvær. Ikke mange har modsagt dem. De fleste nogenlunde lykkeligt samlevende forældre har andre ting at tænke på. Berlingskes Opinion, der normalt modstiller to forskellige synspunkter, måtte da også ty til at bringe to ens forleden, da emnet var oppe.

Kristoffer Rønde Møller lagde ud med nogle antagelser om, at fraskilte fædre ”lever med umyndiggørelse og chikanerier fra hævngerrige mødre”, der får ”frit spil”, eftersom statsforvaltninger og dommere mener, at ”børn hører til hos deres mor”. Han anfører, at statsforvaltningerne er fulde af kvinder, og ord som børnesagkyndige og barnets tarv sætter han i gåseøjne. Han udfordres af Kim Lindgreen, der siger nogenlunde det samme: Statsamterne og dommerne er ”ikke klædt på til at varetage barnets tarv”. Forældremyndigheden har alene har været tildelt ”på grundlag af mors køn”.

Kunne man virkelig ikke have fundet nogen, der ville modsige dem? Andre parter må vel have snakket sig varme i forbindelse med den nye forældreansvarslov. Den kan vel ikke alene være baseret på fraskilte fædres perspektiv?

Samtlige partier i Folketinget bakker op om det nye lovforslag og man hævder i
den politiske aftale, at det baserer sig på den 359 sider lange betænkning nr. 1475, ”Barnets perspektiv”, som et ekspertudvalg har forfattet. Men når man ser nærmere efter, viser det sig, at de politiske partiers forslag til Forældreansvarslov går stik imod betænkningens udkast til Forældremyndighedslov (p. 263).

Børns vilkår fremhæver i deres
høringssvar, at den oprindelige hensigt med at revidere forældremyndighedsloven var at styrke børneperspektivet og børnenes rettigheder. Det er imidlertid ikke børnenes bedste, der er den røde tråd i lovforslaget, men tvært imod ”et ønske om at tilgodese voksenrettigheder” og ”få indført fuldstændig ligestilling mellem begge forældre”. Man skriver også, at man ”ikke kan genfinde de ellers velunderbyggede anbefalinger fra udvalget”. Hvad er der sket?

Hovedpunkterne i lovforslaget fremgår af
Familiestyrelsens hjemmeside:

=> Et faderskab medfører automatisk fælles forældremyndighed, hvis forældrene har delt bopæl inden for de sidste 10 måneder inden fødslen. Som det fremgår af en
uddybning af lovforslaget (p. 3), skal selv spædbørn kunne udleveres til samvær flere gange om ugen, uanset hvor perifer forbindelsen er mellem far og mor.

=> I retten skal der idømmes fælles forældremyndighed, medmindre tungtvejende grunde taler for andet. Den forbindelse, der tidligere var mellem indsats som forælder og sandsynligheden for at få forældremyndigheden er altså som udgangspunkt visket ud. Det har ikke længere betydning, om man tager lange barsler, går på deltid og er børnenes foretrukne. I betænkningen anbefaler et flertal på 12, at der indføres ”en adgang til i undtagelsestilfælde at dømme til fælles forældremyndighed” (p. 151), men altid baseret på en konkret vurdering af situationen, aldrig for at dele sol og vind lige mellem forældrene. Et mindretal på 3 er helt imod tvungen fælles forældremyndighed. Lovforslaget ignorerer betænkningen.

=> Samværsforældre kan genrejse gamle sager for at få del i forældremyndigheden. Enhver kan forestille sig effekten af, at mange hjem på ny skal gennem forældremyndighedssager med stress, angst og strid til følge. Betænkningen nævner ikke noget om, at alle gamle forældremyndighedssager skal kunne genoptages. Hvem kan have fået den ide?


=> Halvdelen af transportudgifterne i forbindelse med samvær skal som udgangspunkt dækkes af bopælsforælderen. I betænkningen (p. 30) lyder det mere forsigtigt, at man godt kan anbefale ”en vis lempelse af praksis”, så man ”efter konkret skønsmæssig vurdering” kan lade bopælsforælderen sørge for ”en del af barnets transport”. Lovforslaget går hele vejen.

=> Forældrene skal kunne idømmes tvungne deleordninger, altså samværsordninger, hvor barnet er lige meget hos hver forælder. Det kan ifølge bemærkningerne til lovforslaget ske i de ”særlige tilfælde” (?), hvor far, mor og børn har boet sammen i en årrække inden samlivsophævelsen. Det gælder vel langt hovedparten. I betænkningen (p. 32) udtaler et flertal på 13, at deleordninger kræver så stor positiv kontakt mellem forældrene, at de kun kan gennemføres frivilligt. Et mindretal på 2 er derimod for. Alligevel presser man tvungen deleordning igennem.

Der er en lille hale til den paragraf. Tvungne deleordninger har konsekvenser for børnebidrag og div. offentlige ydelser. I de sidste linier af den politiske aftale lover man da også, at man vil se nærmere på delte familiers økonomi i relation til disse nye regler. Tilværelsen som halvtidsforælder bliver uden børnebidrag ifølge et §20-svar fra familieministeren til Dansk Folkeparti. Det bliver nye tider. Eller er vi i grunden på vej tilbage?

=> Flytninger kan være en anledning til at genrejse sager om forældremyndighed, samvær og bopæl, og man skal derfor give besked 6 uger inden flytningen. Et mindretal på 3 medlemmer af Betænkningsudvalget anbefaler, at reglen indføres, mens et flertal på 12 er imod (s. 160). Lovforslaget gennemfører alligevel.

=> Der skal være en mere effektiv tvangsgennemførelse af samvær. Heroverfor anbefaler betænkningen (p. 36), at man bevarer de skånsomme regler for, hvornår man tvangsfuldbyrder samværet med fogedens hjælp. Netop på dette punkt bør man lade barnets ønske have større indflydelse, lyder det. Lovforslaget går stik imod denne anbefaling.

=> Forældrenes vilje til at samarbejde skal forbedres gennem trusler om tab af forældremyndighed. Børns vilkår kritiserer, at man kun har blik for samværsforælderens rettigheder, og at man slet ikke beskæftiger sig med, at bopælsforælderen også kan tænkes at optræde som barnets advokat. Vi taler jo om børn helt ned til 4 måneder. I lovforslaget opererer man systematisk med bitre og hævngerrige ekskoner, der skruppelløst og anledningsløst ødelægger forbindelsen mellem far og børn.

Ovenstående nyskabelser har strid modvind i såvel betænkningen som i Børns vilkårs høringssvar. De udgør derimod med stor nøjagtighed Foreningens Fars mærkesager. Har en flok fraskilte mænd virkelig haft held til at kapre forældremyndighedslovgivningen fra et forvirret, konservativt familieministerium? Mens resten af Danmark har været så uinteresseret, at man ikke engang kunne finde to forskellige synspunkter til Opinion?

Kun fire punkter i lovforslaget har opbakning i betænkningen: bedre orientering til samværsforælderen, samvær med bedsteforældre o.a., bedre begrundelser for afgørelser. Endelig giver betænkningen fuld opbakning til det, der angiveligt er det bærende princip i den nye lov, nemlig at alle børn fremover inddrages i sagerne. Dette punkt er Foreningen Far til gengæld meget utilfreds med i sit høringssvar. Små børn er jo utilregnelige, mødre er manipulerende og børnesagkyndige er subjektive. Af hensyn til barnets perspektiv vil Foreningen Far væk fra barnets perspektiv.

Essensen af loven er, at mødre er manipulerende og hævngerrige væsner, der skal have det på den hårde måde for at opføre sig ordentligt. Ingen offentligt ansatte kvindemennesker skal vurdere fars forældreevne. Afgørelserne skal træffes i de små hjem, og mor skal ikke kunne vide sig sikker mht. børn eller økonomi. Der kræves samarbejde i stort og småt, hvorfor konfliktpotentialet er øget betydeligt. Sagerne kan tages op igen og igen. Bopælsforælderens økonomi forværres systematisk og i en salomonisk uvisdom, der kendetegner hele forslaget, har man vurderet, at flere børn bør slæbes af sted af fogedretten. Jeg kan ikke føle mig overbevist om, at folketingets politikere har overblik over den drejning, forslaget har taget. Det er en klar ommer.

PS: Måske sidder der en enkelt kvinde derude og overvejer en anonym sæddonor? Så skynd dig. En af de få mærkesager, som Foreningen Far endnu ikke har under gennemførelse er, at enhver form for insemination og adoption til enlige forældre skal være forbudt. Der er skam tænkt på det hele.

onsdag, januar 24, 2007

Når Fanden bliver gammel

Jeg har nu haft stunder til at finde et digt frem af Klaus Rifbjerg, fremtrædende medlem af Foreningen til Dydernes Bevarelse og en af de 12 danske forfattere, der var med til at klage over tonen i debatten i december 2005.

Klaus Rifbjerg var i sine unge år en ganske glimrende digter, hør fx her fra Digtsamlingen "Konfrontation" (1960):


Nyt lys

Vil De ikke nok
være venlig at
tørre fødderne
her fordi vi
må sørge for at
bevare værdierne
så vi ikke skal
overskride de
grænser der er
sat for sømme-
ligheden ved
at være enten for meget
eller for lidt
eller måske
lidt
for meget eller
alt for
lidt
hvis De forstår
hvad jeg
mener når
man tager
i betragtning
at sammenholdet
og her mener
jeg ikkemindst
på hjemmemarkedet
er af overordentlig
stor betydning
i særdeleshed
under hensyn
til de drøftelser som
De tidligere
har erklæret Dem
enig i
ikke mindst
da vi er
enig i
at vi
ved nærmere eftertanke
hvis De tænker
Dem om
er nået til
den fælles
overbevisning
at det hele
kan nytte
og vil være til lykke
ikke mindst
for folket
som og det
er det
jeg vil sige
med dette
ikke mindst
for folket
at sproget får
nyt lys
nyt lys
nyt lys
med Valo.

tirsdag, januar 23, 2007

Hvordan vi slipper af med de andre

Onkel Henning synes ikke, jeg er morsom, han synes, jeg er ond, og det er jeg jo.

Til gengæld er der kommet en ny film, som vil more os alle. Den hedder "Hvordan vi slipper af med de andre", og den har premiere på fredag.

Vi starter her: Førtidspensionisten Gerda kører afsted i sin kørestol, da kørestolen går i stå. Hun er fuld og knapper endnu en guldbajer op, inden hun ringer efter alarmcentralen for at få hjælp.

Det er bare ikke Falck, der dukker op, det er en militærhelikopter fuld af væbnede soldater, der fragter hende med og efter en skrækindjagende lufttur anbringer hende i internat.

Situationen er den, at velfærdsstaten er under pres, den går bare ikke mere. I følge "De Nye Københavnerkriterier" skal borgere, der har modtaget mere fra samfundet, end de har givet, elimineres.

Bistandsklienter, kriminelle, misbrugere, syge, fallerede kunstnere og folk, der ikke tager vare på deres børn skal henrettes (jeg tror faktisk også, at humaniorastuderende uden humor og originalitet skal, de er jo også ret bekostelige, plus de er kedelige, plus de er trælse).

De har dog allesammen en sidste chance i form af en samtale med en iskold militærmand (Søren Pilmark) og en vattet socialdemokrat (Søren Fauli). Her skal de bevise, at de har bidraget positivt til verden.

Hvabehar.

Fra metroXpress 23/1-07.

lørdag, januar 06, 2007

Konflikt

2006 har været et fantastisk godt år, konfliktmæssigt. 2006 viser, at en god konflikt slår det hele; dialog, beroligende urter, co-eksistens. Hvad er præmatur forsoning mod en god konflikt? Der var da også kun én grund til, at forsonerne prædikede forsoning, og det var, at de ville ind i konflikten.

Konflikter har kun en naturlig fjende, og det er kedsomhed. Folk bliver distræte, de glemmer den simpelthen, de mister koncentrationen. Resten af verden begynder lige så stille at gøre opmærksom på sig selv igen.

Luhmann siger, at en konflikt er en modsigelse, der bliver kommunikeret. Modsigelsen kan sagtens have været der i forvejen. Men man kan ikke have en konflikt, før begge parter aktivt har bekræftet konflikten. "En konflikt foreligger altså kun, når forventninger bliver kommunikeret og ikke-accepten af kommunikationen bliver tilbagekommunikeret" (Luhmann: Sociale systemer 9, VIII-IX):

- Der er dødsstraf for at gøre grin med Muhammed
- Så vil vi straks gå i gang

Eller i en anden skæring af sekvensen, altså en anden version af, hvem der begyndte:

- I er nødt til at finde jer i, at vi tegner Muhammed.
- Dø over dig og din konge og din dronning og din grise.

En konflikt er et socialt system. Den er "den operative selvstændiggørelse af en modsigelse gennem kommunikation" (ibid.). Konflikter skal ikke have langt tilløb. Ét ord er nok, bare det tegner den rette modsigelse og ens konflikt-body flyver op og er med. Glemt er kaffedrikning og avislæsning, nu buldner konflikten derudad, et ord kan udvikle sig til en lavine af et skænderi, der bestandig genererer ny energi. Konflikter er autopoietiske, de kører på egen kraft.

En konflikt er ikke mangel på kontakt eller mangel på nærvær eller mangel på samtale. Konfliktende parter er ikke fjerne fra hinanden, de er tæt på hinanden. "Det er derfor principielt forfejlet at føre konflikter tilbage til en fornægtelse af kommunikationen (s0m om kommunikation er noget "godt" som kan mislykkes"(ibid.). Konflikter er ikke udtryk for, at kommunikationen er brudt sammen, tværtimod er en konflikt netop en god mulighed for at fortsætte, efter at der er blevet sagt nej, altså efter at modsigelsen er blevet klar for begge.

Kommunikation er usikkerhed, der begrænser usikkerhed. "Den anledning, der udløser dem og katalysatoren for deres egen orden er en negativ version af dobbelt kontingens: Jeg gør ikke, hvad du ønsker, når du ikke gør, hvad jeg ønsker" (ibid.). Dobbelt kontingens er enhver kommunikations udgangspunkt. Jeg ved ikke, hvad du vil, og du ved ikke, hvad jeg vil. Så siger jeg måske "jeg fryser". Og du siger måske "du kunne bare have taget en jakke på". Så ved vi allerede noget. Meget. Nok.


I en konflikt har vi negative forventninger til hinanden. Gennem nogen tid er der dukket konfliktdata op, først spredt og usynligt, men efterhånden begynder man forsigtigt at studse over mønstret. På et tidspunkt opstår en fjendskabstolkning. Den forklarer det hele, og herfra går det stærkt. Jeg tolker det, du siger i lyset af, at du er mig fjendtligt indstillet. Med Luhmanns ord: "Ego antager, at alter (som alter ego) allerede praktiserer konfliktmønstret (om end det sker forsigtigt, fordækt eller begrænset), og drager herudfra konsekvenser for sig selv". En ting er, at du ikke vil låne mig en jakke, men skulle du også håne mig fordi jeg ikke har den med? Du mener måske endda, at det er karakteristisk for mig at glemme den slags, at jeg er et umodent fjols uden styr på tingene? Selvfølgelig mener du det, ellers siger man ikke "du kunne bare have taget en jakke på".


Jeg hopper altså på konflikten, naturligvis, og går i gang med at forklare, hvor typisk den indstilling er for dig og din familie. Du konstaterer nu, at jeg er dig fjendtligt indstillet, hvad jeg jo også er (blevet), hvorfor du er foranlediget til at fyre noget nedrigt af (igen), hvilket én gang til bekræfter min antagelse af, at du var mig fjendtligt indstillet, und wie!

En god konflikt består i sig selv, dvs. i at man opfatter hinandens kommunikation som fjendtligt indstillet. "En konflikt kan derfor opstå næsten uden anledning" (ibid.).

Konflikter besætter dig, fordi de får alt til at handle om alt. De er "højt integrerede socialsystemer, fordi der er en tendens til, at al handling i konteksten af et modsætningsforhold bringes ind under modstandsforholdets synsvinkel" (ibid): SKAl naboen slå græs nu, når han ved, at jeg sidder og laver selvangivelse?! Hvad han næppe ved. Der er ingen grænser for, hvad konflikten kan integrere i sig selv, alt ses under konfliktens synsvinkel, alt synes at blive gjort kun for at skade mig, og jeg gribe derfor gerne til hvad som helst, der kan skade dig: skifte kanal mens du ser sport, sige ufordelagtige ting om din mor, håne din karriere. "Systemet opnår for høj interdependens; det ene ord tager det andet. Enhver aktivitet må og kan besvares med en hvilken som helst anden aktivitet" (ibid). Alt er relevant. Alt kan bruges. Få kan tøjle sig selv og trække sig ud.


Har man en god fjende, tænker man på ham altid. Det er næsten som at være forelsket.

Men konflikten er parasitær, den æder det system, den er opstået i, og heri består det egentlige tab. En konflikt mellem kollegaer æder arbejdslivet, en konflikt med din ægtefælle æder dit ægteskab. En forbandet ballade med nogen, der begynder med ”m” kan æde hver eneste avis - ja faktisk hele den borgerlige offentlighed og det politiske liv i årevis.

Det, konflikter kan, er at skabe engagement. De gør det muligt "at opnå det, som man for det meste forgæves søger at opnå med loyalitetsappeller, nemlig en høj bindingsefffekt i forholdet mellem interpenetration og struktur". Ingen i verden interesserer sig for deres nation, medmindre den kan formå at integrere dem i en god konflikt. I fredstid sygner nationer hen og bliver glemt. I krigstid svulmer de op og får alt til at handle om dem. Der er noget ved konflikter, store og små, som gør, at man vil ofre sig til sidste blodsdråbe. Intet forpligter som en konflikt, og ingen forpligtelse er i bedre overensstemmelse med indre motiver. Vi taler enhed af pligt og lyst, det bliver ikke større.

Derfor: "Den, der mister sin fjende, vil føle en ejendommelig tomhed. Han savner det handlingsmotiv, som han har forpligtet sig selv i forhold til. Når konflikten forstået som en relativt varig identifikationslinie falder bort, savner han muligheder for at kunne sammenfatte de mange okkasionaliteter til en historie" (ibid.) Bagefter skal man genopdage verden på ny, fordi konflikten fik én til at se alt i dens perspektiv.
Systemer med en høj grad af interdependens bliver uvægerligt hensynsløse over for deres omverden, fordi betydningen af den måde, de anvender materialer og informationer på, er fastlagt på forhånd”. Konflikter er effektive, de danner en ”skarp strukturel reduktion til et modstandsforhold mellem to parter” og en ”stor åbenhed over for rekruttering af elementer til systemets reproduktion” (ibid).

De stærkeste karakteristika for konflikter er deres ”høje vilkårlighed”, deres ”forudsætningsløse begyndelse” og deres ”umådelige hyppighed”. Konflikter er hverdag, de fleste flammer op over ingenting, de handler om ingenting, og de løses ikke, de går over. ”Stillet over for andre interesser eller krav, er også konflikter underlagt en naturlig tendens til entropi, svækkelse og opløsning. Man bliver træt af det, man holder af sig selv op med at strides, lader nogen tid gå og knytter så an til andre temaer”. Nyt badeværelse, Eid-fest, perlekæder, arbejde.

Men: ”Hvis dette eller den fuldstændige undgåelse af yderligere kontakter er den normale retning for konflikter, hvad prædestinerer dem så undtagelsesvist til en stor samfundsmæssig karriere?” (ibid). Hvorfor gør nogle konflikter karriere, når de fleste afvisninger, fornedrelser, forbandelser gennemlides i stilhed? Svaret er, at den interaktionskonflikt, som er udgangspunktet, må tilkendes samfundsmæssig relevans. Semantikker om ”faglig kamp” og ”diskrimination” har overtaget netop denne funktion. Masser af organisationer har ikke andre formål i livet end at opspore, udvælge og opvurdere konflikter.

Luhmann er ikke meget til konfliktløsning som forståelse og forsoning, - lange samtaler, der sitrer af had og taler udenom, indtil konflikten eksploderer i lagkagen, den slags hopper han simpelt hen ikke på, bless him. Hans sikreste bud på en afslutning af konflikten er, at den ene part slår den anden ihjel.

Men konflikter kan konditioneres. Man har to redskaber: man kan forbyde bestemte midler, og man kan forøge usikkerheden i systemet.

Når man begrænser midlerne, sker det fx ved at forsøge at udelukke vold. Det gør ikke konfliktsystemet mindre konfliktfuldt, men bare mere komplekst og forfinet. Fri, offentlig debat og retssystemer tjener det formål. Omvendt: ”Ved at tillade fysisk vold risikerer man enten, at konflikter overhovedet ikke vækkes, eller at de bliver afgjort relativt hurtigt, hvis de bryder frem” (ibid). Var der mere? Nej, nej.

Mange forskellige hensyn er med til at afgøre, hvornår og mod hvem en konflikt rejses. Mod en overmagt vil man let miste modet til at initiere en konflikt. Vold og overmagt og afhængighed giver derfor ro. Det er begrænsningen af konfliktmidlerne, der gør det let at initiere konflikter, fordi reaktionen ikke er, at man bliver slagtet på åben gade, men at man bliver modsagt i en avis. Så tør man. Der er en sammenhæng mellem en høj risiko for vold og en høj grad af høflighed, en høj ”konfliktskranke”. Voldskulturer afslører sig ved at tale lidt for meget om forsoning og respekt.

Forøgelse af usikkerheden kan ske ved at inddrage tredjepart i konflikten. Bedst som man står og hvæser det mest nederdrægtige, står svigermor eller chefen eller FN pludselig i døren. Situationen er med ét forandret. Det afgørende er, at tredjeparten som udgangspunkt er upartisk, og der endnu er en goodwill at kæmpe om. En neutral tredjepart disintegrerer konflikten og gør den med ét langt mere kompleks. Parterne forsøger at vinde sympati og tøver dermed i kampen. Man må stoppe op og tolke. Beregne hvordan konflikten ser ud fra tredjeposition, og alene det gør, at man må tænke på andet og mere end det næste angreb.


Hvem der er de gode, og hvem, der er de onde, siger Luhmann ikke noget om. Som heftig modstander af nazismen blev han som ganske ung alligevel sendt i krig. Da amerikanerne kom, var de hans befriere, hans helte. Og så gennemtæskede de ham i krigsfangelejr.