tirsdag, februar 27, 2007

Statsborgerskabstest

Er du værdig til dansk statsborgerskab? Tag testen på Berlingske. Der er 20 spørgsmål. I den endelige udgave skal man have 28 rigtige ud af 40 spørgsmål. Det skulle nok lige være til at klare.

mandag, februar 26, 2007

Foreningen Far

Troede du, at Foreningen Far handlede om børn og familieliv? Glæden ved en lille ny? Hvordan man lærer ham at cykle? Hvornår han må få Play Station? Glem alt om det. Foreningen Far er en interesseorganisation for fraskilte fædre. Og det er ikke børn, man interesserer sig for.

På Foreningen Fars debatforum er der i skrivende stund:
  • 5108 indlæg om "Samvær"
  • 3296 indlæg om "Forældremyndighed"
  • 2696 indlæg om "Børnebidrag"
  • 2675 indlæg om "Hvad pressen skriver"
  • 1266 indlæg om "Børn"
Og det er endda en tilsnigelse med de 1266. De få indlæg, der skulle handle om børn, handler hovedsageligt om problemer mellem børn og nye kærester, problemer med ekskonen, konflikter gennem børnene, deleordninger, flytninger, ballade, ævl og kævl.

Lægger man øret til, er det ikke interessen for børnene, der toner klarest. Debatten syder af stress, frustration og vrede over ekskonerne, disse frygtelige onde ånder, der med diverse tricks og løgne vender børnene mod far. Men fædrene hjælper hinanden, både med juridisk og psykologisk opbakning. Man bekræfter hinanden i, at man naturligvis har ret. Mødre er noget, Fanden har skabt.

Hvis venstrefløjens feminister forestiller sig, at Foreningen Far er de moderne, ansvarlige fædres talerør, så tager de meget fejl. Der er ingen bidrag fra lykkelige fædre i parforhold og ægteskab. Det er ikke en forening for fædre, der vil være gode fædre, mens tid er, altså før skilsmissen. Nej, situationen er, at pludselig er skilsmissen der, retssagen om forældremyndigheden er en realitet, og hvor meget har du egentlig taget dig af dine børn, Mr. Scrooge? De afsindige statsansatte kvindemennesker dømmer til mors fordel, og væk er hele familien. Hvorfor? Fordi verden er sindssyg.

Det er disse bitre, ensomme, fordrevne hanner, der finder sammen i Foreningen Far, og resultatet er derefter.

Selvom Foreningen Far formentlig ikke længere praktiserer de børnebortførelser, der oprindelig var dens varemærke, så er skruppelløsheden og den fjendtlige indstilling til mødrene helt intakt. Bortførelser? Det vidste du ikke? Jo, jo. Kuno Christiansen stiftede Foreningen Far i 1970. Foreningen Far planlagde 75 børnebortførelser. Mødrene gik under jorden. 12 børn blev dog bortført og så aldrig deres mor igen. Foreningen fik en omtumlet historie, som du kan læse om her. Den faldt fra hinanden pga. interne stridigheder, men blev genstartet i 1977.

De radikale familieordfører Lone Dybkjær har i 2005 udtalt til Panbladet, at hun er protektor for foreningen. Hun har siden oplyst mig om, at hun "var protektor da foreningen startede langt tilbage", og hun har bedt mig om at gøre opmærksom på, at hun ikke er det længere.

Feministisk spin

Ifølge alle de fraskilte fædre, der har kæmpet for den nye forældremyndighedslov med en ensidighed, der er Dansk Metal værdig, kan politikerne roligt overhøre de "profeministiske" organisationers kritik. Det er altsammen bare feministisk spin, skriver de beroligende til familieministeren (JP 25.02.07).

Vil I høre, hvad det er for "profeministiske" organisationer, der har udpeget udvalget bag "Barnets perspektiv" - den 359 sider lange betænkning, som familieordførerne stolt påstår at basere sig på, men som med lammende flertal siger nej, nej og atter nej til at ophøje sure fraskilte fædres perspektiv til lov:

  • Den Danske Dommerforening
  • Dansk Psykologforening
  • Børnerådet
  • Advokatrådet
  • Foreningen af Statsamtmænd
  • Foreningen af offentlige chefer i statsamterne/Foreningen af
    Statsamtsjurister
  • Foreningen Far
  • Børns Vilkår
  • Justitsministeriet
  • Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender
  • Familiestyrelsen
  • Mødrehjælpen +
  • En børnesagkyndig forsker
  • En ekstern juridisk familieretsekspert
Formand for udvalget er højesteretsdommer Per Walsøe.

Følgende organisationer har haft lovforslaget i høring og har i stor stil vendt tommelfingeren nedad:

Finansministeriet, Justitsministeriet, Socialministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Undervisningsministeriet, Domstolsstyrelsen, Dommerfuldmægtigforeningen, Den Danske Dommerforening, Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Retspræsidenten Retten i Århus, Retspræsidenten Retten i Odense, Retspræsidenten Retten i Aalborg, Retspræsidenten Retten i Roskilde, Retspræsidenten for Københavns Byret, Advokatrådet, Danske FAMILIEadvokater, Foreningen af familieretsadvokater (FAF), Foreningen af Statsamtsjurister, Foreningen af Statsforvaltningsdirektører, Foreningen af Offentlige Chefer i Statsamterne og Københavns Overpræsidium, Kommunernes Landsforening (KL), Dansk Psykolog Forening, Børnerådet, Red Barnet Danmark, Børnesagens Fællesråd, Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre, Børns Vilkår, Mødrehjælpen, Et barn to forældre, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Dansk Socialrådgiverforening, Landsforeningen Børn og Samvær, Familiens Forening, Børne- og Kulturchefforeningen, Ældre Sagen, Landsforeningen af Aktive Bedsteforældre, De Nye Bedsteforældre, Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK), Kvinderådet og Mandekrisecentret.

torsdag, februar 22, 2007

Berlingske: Nu får mænd samværsret

Berlingske, den nye mandesagsavis med det redaktionelle program 1) genindfør liberalismen, 2) genindfør patriarkatet og 3) slå lillemor åndelig ihjel med tøj-, mad- og boligmagasiner, der er så dumme, at de giver normalbegavede fysisk smerte, bringer i dag historien om Jesper Jensen, som ikke får lov at se sin datter.

Sagen er enkel. Det skyldes alt sammen hans onde ekskone, der siger, at han er voldelig og nu er "som sunket i jorden". OK, så valgte han måske nok lige at dukke op og snuppe sin 2-årige datter ud af barnevognen uden et ord - og køre med hende med henvisning til, at han på det tidspunkt havde fælles forældremyndighed. Det med volden kommer artiklen ikke ind på, lige som den ikke bringer moderens side af sagen. Naturligvis.

Men altså, den onde kælling, som startede hele problemet, fordi hun ikke ville have ham mere, har i forening med alle relevante myndigheder ødelagt hans liv, selvom han er så ren og uskyldig som nufalden sne, bortset fra lidt vold og lidt køren afsted med et 2-årigt barn uden lige at sige noget.

Berlingske synes, at det er meget synd for Jesper Jensen. Før var fædre retsløse, de måtte ikke se deres børn. Nu bliver loven ændret, så de gerne må. Halleluja!

Og mere end det. Faktisk siger loven udtrykkeligt, at ekskonen skal elske far lidt og tage ham tilbage lidt. Hun må ikke helt gå fra ham nogensinde, faktisk. Hun skal i hvert fald være sød og respektfuld og samarbejdende, ellers kan han nu tage børnene fra hende med Folketingets velsignelse. Det bliver noget helt andet at være mand.

Det er det positive ved den nye lov. Ekskonerne bliver søde. Jesper Jensen, op med humøret, fremover kan du garanteret få et slag fisse og en omgang aftensmad, hvis du lover ikke at fortælle Statsforvaltningen, at ekskonen er kommet til at kalde dig en idiot.

Loven ingen går ind for

Tirsdag var den nye forældremyndighedslov så oppe til 1. behandling i et gabende tomt Folketing. Man kunne lige så godt have siddet på Captain Cook og raflet den hjem, for efter billederne at dømme var der kun de 6 familieordførere til stede i salen.

Havde jeg lidt troet, at samtlige politikere i folketinget ville storme ned i salen med mit brev i hånden og sige "Hvad for noget!" og sende en maskingeværsalve af detaljerede spørgsmål ned over familieministeren"? Nå, men så blev jeg skuffet. Der var ikke et øje. Og alle cyklede bare rundt i de gode hensigters overfladeglasur.

Ordførere holdt sig på et meget generelt plan: man var rigtig godt tilfreds med den fine nye lov, for nu ville alle blive gode venner, alle ville tage ansvar, og nu ville alle endelig blive lige. De fleste bemærkede dog, at de havde fået rigtig mange henvendelser, og at der kunne være ting, der skulle justeres og ses efter i sømmene.

Jo, det må man sige.

Ingen af høringssvarene går ind for den lov. Hvad betyder det? Det betyder, at man har spurgt alle, som loven har relevans for og som må formodes at have forstand på sagen, og at de har sagt nej, nej og atter nej. Betænkningen "Barnets perspektiv", som politikerne udtrykkeligt siger, de baserer sig på, er lodret imod. Børns Vilkår, Fagligt Selskab for Sundhedsplejeskerne, Red Barnet m.fl. har indsendt en fælles skrivelse imod forslaget. Jurister, dommere, børnesagkyndige, alle, der arbejder professionelt med sager om forældremyndighed, siger nej. Alle siger, at den lov gør noget andet end det, den siger, den gør.

Kun én af ordførerne var skarp og vågen og detaljeret. Dansk Folkepartis 26-årige Martin Henriksen nævnte, hvad enhvert opmærksomt menneske forlængst har sluttet, at han har været stærkt involveret i at forfatte loven og bemærkningerne til den. Han havde som den eneste ingen intentioner om at ændre noget. Men han havde to spørgsmål til ministeren:

Om man kunne være sikker på, at alle de samværsforældre, der nu skulle til at anlægge sag for at få fælles forældremyndighed, kunne få fri proces, også selvom de i mellemtiden havde fået ny partner og dermed faktisk tjente for meget? Altså om de kunne udnytte alle fordelene i den nye lov OG alle fordelene i den gamle? "Ja ja ja ja ja ja", sagde familieministeren, Martin Henriksen havde helt ret, det skulle man nok være opmærksom på. Jeg måbede.

Og om man nu også kunne være sikker på, at børnene ikke blev ansvarliggjort, når de nu skulle inddrages mere i sagsbehandlingen? I husker måske, at det var Foreningen Fars eneste anke til forslaget: at børnene skulle høres mere, liden tue kan vælte en stor plan, lille barn kan vælte stort faderligt selvbillede. "Nej nej nej nej nej", sagde familieministeren, Martin Henriksen havde helt ret, det forhold var de også opmærksomme på. Det går over min forstand, at hun kunne lade være med at give ham én over næsen for det hykleri.

Ingen gjorde indvendinger i øvrigt, for der var som sagt ikke et øje.

lørdag, februar 17, 2007

Luther om islam

Martin Luther, vores reformator, det nærmeste vi kommer til en åndelig fader i vores del af verden (See the movie, buy the T-shirt) skrev i 1528 en lille bog, "Vom Krige wider die Türken", hvor han opfordrer til, at øvrigheden gør sin pligt og tager kampen op mod den islamiske trussel, som han mener er sendt af Djævelen selv. Det er munter og ligefrem læsning, slet ikke noget for uptight akademikere. Her er gengivet 11 A4-sider. Kan læses in extenso på Lutherdansk.dk.

Kamp på to fronter
Inden jeg nu formaner eller opildner dig til at kæmpe imod muslimerne, så hør dog for Guds skyld først på mig. Jeg vil først lære dig at kæmpe med god samvittighed. [...]

For det første: Da det er sikkert, at muslimerne slet ingen ret eller befaling har til at føre krig og angribe de lande, som ikke er deres, så er deres krige kun ren forbrydelse og røveri, som Gud straffer verden med, som han også ellers undertiden straffer også retskafne folk ved voldsmænds hånd. Muslimerne strider nemlig ikke af nødvendighed eller for at bevare deres land i fred, sådan som en retskaffen øvrighed gør. De søger som sørøvere eller landevejsrøvere at røve andres land og volde det skade, uden at det gør eller har gjort dem noget. De er Guds svøbe og Djævelens tjener, derom er der ingen tvivl.

For det andet må man vide, hvem det er, der skal kæmpe mod muslimerne, for at man kan være vis på, at man har Guds befaling og handler ret med det. Så man ikke styrter sig i krig for at hævne sig selv, eller på anden måde har en dårlig hensigt og årsag, for at man, enten man sejrer eller falder, kan være i en salig stand og et guddommeligt embede. Af sådanne retmæssige krigere er der to, og flere skal der ikke være. Den ene hedder hr. Kristen, den anden kejser Karl.

[Vi er borgere i to riger, Guds rige og kejserens rige. I de to riger gælder to forskellige sæt af regler. Vi springer nu over den udførlige gennemgang af hr. Kristens pligter og hvordan han bør oplyses om dem - og frem til den oplysning, der bør være om islam]

Islam – muslimernes tro
Og her skulle man nu gøre folket opmærksom på hele det vilde liv, muslimerne fører, for at det desto stærkere kan føle, at bønnen er fornøden. Det har virkelig mange gange forbitret mig, og gør det endnu, at hverken vore fornemme herrer eller de højlærde har gjort sig så megen umage, at vi dog rigtig og med sikkerhed kunne vide besked med muslimernes levevis både i den gejstlige og den verdslige stand, skønt det dog er kommet os på så nært hold. Man siger, at de også har stiftelser og klostre. Ganske vist har nogle opdigtet løgne om muslimerne for at ophidse os tyskere imod dem. Men der er ingen brug for løgne, sandheden er mere end tilstrækkelig. Jeg vil fortælle mine kære kristne nogle træk, som jeg ved, er rigtige, for at de desto mere må tilskyndes og opildnes til at bede med alvor imod deres Herre Kristi fjende. Jeg har læst nogle afsnit af Muhameds Koran, som på tysk må kaldes en prædikensamling eller lovbog, som pavens bestemmelser kaldes. Hvis jeg får tid, må jeg hellere oversætte den til tysk, for at enhver kan se, hvad det er for en dårlig, skændig bog. Han roser ganske vist Kristus og Maria en del til at begynde med som dem, der alene er syndfrie. Alligevel anser han ikke Kristus for mere end en hellig profet som Jeremias eller Jonas, men nægter, at han er Guds Søn og sand Gud. Desuden mener han heller ikke, at Kristus er verdens frelser, som er død for vore synder, men blot at han i sin tid har prædiket og fuldendt sin gerning før sin død ligesom en anden profet.

Islam fornægter Kristus
Sig selv roser han derimod og værdsætter højt som den, der har talt med Gud og englene og har fået befaling til at omvende verden til sin tro, efter at Kristi embede som profet nu er forbi. Og hvis den ikke vil tro, da må han tvinge den med sværdet eller straffe den. Sværdet prises meget i Koranen. Derfor sætter muslimerne deres Muhamed langt højere end Kristus, for vor Herres Jesu embede er endt, og nu er det Muhameds embede, der gælder.

Heraf kan enhver nok forstå, at Muhamed er en nedbryder af vor Herre Kristus og hans rige. For den, som nægter de artikler om Kristus, at han er Guds Søn, som er død for os, at han stadig lever og hersker ved Guds højre hånd, hvad har han mere tilbage af Kristus? Her er Fader, Søn, Helligånd, dåb, nadver, evangelium, tro og al kristelig lære og væsen borte, og i stedet for Kristus ikke andet end Muhamed med sin lære om egne gerninger og i særdeleshed om sværdet. Det er det vigtigste stykke af den muslimske tro, hvori al vederstyggelighed, vildfarelse og alle djævle er samlet.

Og alligevel strømmer verden til, så det sner med muslimske disciple. Det behager nemlig fornuften overmåde godt, at Kristus ikke er Gud, hvad også jøderne mener, og i særdeleshed den gerning at herske og føre sværdet og være i spidsen i verden. Her virker Djævelen selv med. Det er altså en tro, som er sammenføjet af jødernes, de kristnes og hedningernes tro. Fra kristendommen har de, at de roser Kristus og Maria højt, og også apostlene og flere andre helgener. Fra jøderne har de, at de ikke drikker vin, faster en tid af året, foretager tvætninger ligesom nasiræerne, sidder på jorden og spiser. De har sådan travlt med den slags fromme gerninger ligesom en del af vore munke, og håber på det evige liv på den yderste dag. [...]

Islam hersker med våben
For det andet lærer muslimernes Koran eller tro ikke alene at fordærve den kristne tro, men også hele det verdslige regimente. Deres Muhamed befaler nemlig som sagt at herske med sværdet, og det meste arbejde og det fornemste middel dertil i deres Koran er sværdet. Og følgelig er muslimerne i virkeligheden ikke andet end en regulære mordere eller røvere, som virkeligheden da også tydeligt viser. Andre kongeriger betegner Augustin også som groft røveri, fordi et kejserdømme kun sjældent er opstået uden rov, vold og uret, eller i det mindste bliver det ofte indtaget og besiddes af onde mennesker. [...]

Men aldrig er noget rige opkommet og blevet så mægtigt ved mord og rov som muslimernes, og endnu myrder og røver de daglig. Det bliver dem nemlig befalet i deres lov som en god, gudvelbehagelig gerning, at de røver, myrder og bestandig æder længere omkring sig og ødelægger, som de da også gør, og mener at gøre Gud en tjeneste med det. Derfor er det ikke, som andre, en guddommelig, ordentlig øvrighed til at opretholde freden, beskytte de gode og straffe de onde, men som sagt helt og holdent et Guds vredes ris og straf over den vantro verden. Og selve denne gerning, at myrde og røve, behager desuden kødet godt, dette at beherske, at underlægge sig enhvers liv og gods. Hvor meget mere må det da ikke behage, når der dertil kommer en befaling, som om Gud vil have det sådan, og det har hans velbehag. Derfor regnes hos muslimerne også de for de bedste, som gør sig anstrengelser for at udvide det tyrkiske rige og røve og myrde bestandig videre omkring sig.

Dette følger også nødvendigvis af det første, for Kristus siger i Joh. 8, 44 at Djævelen er en løgner og morder. Med løgnen dræber han sjælen, med mord og vold dræber han legemet. Hvor han nu sejrer med løgnen, venter og tøver han ikke, men følger efter med mord. Da løgneånden sådan havde besat Muhamed, og Djævelen havde myrdet sjælene ved hjælp af hans Koran og fordærvet kristentroen, måtte han også fortsætte og gribe til sværdet for også at myrde legemerne. På den måde er den muslimske tro nået så vidt, ikke ved prædiken og undergerninger, men ved sværd og mord. Ved Guds vrede er det lykkedes ham, for at der, fordi hele verden har lyst til sværd rov og mord, dog engang skulle komme en, der gav den nok af myrden og røveri.[...]

Muhammed og paven har sammenbundne haler
Og hvad skal jeg sige om den allerhelligste Fader, Paven? Er det ikke sådan, at siden han sammen med sine biskopper er blevet en verdslig herre og ved løgneånden er faldet fra evangeliet til sine egne menneskelige lærdomme, har de udelukkende begået mord lige til denne stund? Læs historien lige fra den tid, så vil du se, hvordan pavernes og bispernes vigtigste beskæftigelse har været at ophidse kejsere, konger, fyrster, lande og folk imod hinanden og tillige selv føre krige og hjælpe til med mord og blodsudgydelse. Hvorfor? Fordi løgnens ånd ikke bestiller andet. For når han har gjort sine disciple til løgnelærere og forførere, har han ingen ro, før han får dem gjort til mordere, røvere og blodhunde. Hvem ellers har befalet dem at bruge sværd og ophidse til mord og krig? De, som dog skulle beskæftige sig med prædiken og bøn!

Man udskælder mig og mine som oprørere, men hvornår har jeg begæret sværdet eller ophidset til at bruge det. Har jeg ikke tværtimod formanet til fred og lydighed og holdt derpå? Kun med den undtagelse, at jeg har lært og formanet den retmæssige øvrighed til at håndhæve sit embede og drage omsorg for fred og retfærdighed. På frugterne skal man kende træet. Jeg og mine tilhængere holder og prædiker fred. Paven og hans folk strides, myrder og plyndrer ikke alene deres egne genstridige, men brænder, fordømmer og forfølger også de sagesløse, fromme, rettroende, som en ægte Antikrist. Han sidder nemlig og udfører dette som kirkens overhoved i Guds tempel. Det gør muslimerne ikke. Men ligesom paven er Antikrist, er Muhamed den skinbarlige Djævel. Imod dem begge kæmper vor og kristenhedens bøn. De skal også fare til Helvede og skal gøre det snart på den yderste dag, som, håber jeg, ikke er fjern.

Kort sagt, hvor løgneånden råder, er morderånden også til stede, enten den giver sig udslag eller bliver hindret. [...] Da nu Muhameds Koran er en så stor og mangesidig løgneånd, at han knapt lader noget som helst af den kristne sandhed blive stående, hvordan skulle det så kunne være andet, end at han også skulle være en vældig morder, og begge dele under skin af sandhed og retfærdighed. Ligesom nu løgnen ødelægger troen og sandheden hos den gejstlige stand, sådan fordærver mordet al verdslig orden, som Gud har oprettet. Hvor mord og rov går i svang, kan der nemlig umuligt råde en ordentlig, rosværdig verdslig orden, for over for krig og mord kan man ikke give agt på freden og våge over den, som man tydeligt nok ser det hos krigerne. Derfor nærer muslimerne heller ikke synderlig agtelse for agerbrug og opdyrkning.

Islam ringeagter kvinden og ægteskabet
For det tredje regner Muhameds Koran ikke ægtestanden for noget, men tillader enhver at have så mange kvinder, som han vil. Derfor er der den skik hos muslimerne, at en mand kan have ti, tyve koner og igen forlader og sælger dem, han vil. Kvinderne er i den grad værdiløse og ringeagtede i islam, så de købes og sælges som kvæg. Selv om nu enkelte ikke benytter sig af denne lovens frihed, så gælder den dog og giver enhver, som vil, frihed til det. Men et sådant forhold er ikke et ægteskab og kan ikke være det, fordi ingen tager eller har en kvinde med den hensigt at blive hos hende altid som ét legeme. Som Guds ord siger i 1 Mos 2, 24: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.” I islam er ægteskabet næsten ikke andet end det skamløse forhold, som soldater lever i med deres løse veninder. Muslimerne er jo nemlig krigere og må opføre sig som krigere. Mars og Venus vil være sammen, siger digterne.

Også gode muslimer
Disse tre ting har jeg villet fortælle. Om dem ved jeg besked fra muslimernes Koran. Hvad jeg ellers har hørt, vil jeg ikke omtale, da jeg ikke kan være sikker på dets rigtighed. Lad så være, at der er enkelte kristne blandt muslimerne, at de også har munke og at der findes nogle ærbare lægfolk. Hvad godt kan der alligevel være ved muslimernes hele styre og skikke, når disse tre ting, løgn, mord, uægteskabelighed ifølge deres Koran råder frit hos dem. Dertil kommer, at alle må tie med den kristne sandhed, for at den ikke skal dadle eller forsøge at rette på de tre nævnte ting, men blot se til og stiltiende indvillige deri. Hvilket fangenskab kan være mere forfærdelig og farlig end at leve under et sådant styre? Løgn fordærver som sagt den gejstlige stand, mord den verdslige, løse forhold ægteskabet. Borttag nu den sande religion, øvrigheden og familien, dvs. en sand gudsdyrkelse, en ret verdslig øvrighed og et godt familieliv, hvad bliver der så tilbage i verden undtagen ren og skær kød, verdslighed og djævelskab. Det bliver et liv som når svirebrødre bor sammen med prostituerede.

Hvad man siger om, at muslimerne indbyrdes er trofaste og venlige og beflitter sig på sandhed, tror jeg gerne. Jeg formoder, at de sikkert også har flere gode egenskaber. Intet menneske er så slet, at han intet godt har ved sig. Undertiden viser en løsagtig kvinde en så god opførsel som ellers næppe ti ærbare hustruer. Sådan vil også Djævelen have et dække og være en dejlig engel, være som en lysengel, derfor kan han også fremvise nogle gerninger som lysets gerninger.

Mordere og røvere er langt mere trofaste og venlige indbyrdes end naboer, ja vel også end mange kristne. For når Djævelen får de tre ting: løgn, mord og seksuel umoral, som de rette byggesten og materialer til Helvedes grundvold, kan han fint finde sig i, ja hjælpe til med, at almindelig kærlighed og troskab bygges oven på som smukke ædelsten. [...]

Og hvad mere er: Når muslimerne drager i kamp, så er deres løsen og kampråb intet andet end ”Allah! Allah!” som de råber, så himmel og jord genlyder deraf. Men Allah betyder gud på deres arabiske sprog, efter det gebrokkent udtalte hebraiske Eloha. De har nemlig i deres Koran lært, at de altid skal lovprise med dette ord: Der er ingen gud undtagen Gud, hvilket er rene djævlekneb, for hvad vil det sige, at der ikke er nogen gud undtagen Gud, når man dog ikke fremhæver nogen gud frem for andre? Djævelen er også en gud, ham ærer de også med et sådant udråb, derom er der ingen tvivl. På samme måde råber pavens folk: ”Ecclesia! Ecclesia!” – ”kirken, kirken”. Javel, Djævelens kirke. Derfor tror jeg også, at muslimernes Allah udretter mere i krigen end de selv. Han giver dem mod og list, fører deres sværd og hånd, hest og rytter. Hvad mener du nu om det hellige folk, som kan nævne Gud i striden, mens det dog gælder om at ødelægge Kristus og alle Guds ord og gerninger?

Billedforbud
Med til helligheden hører også, at han ikke tåler noget billede. Her er han endnu helligere end vore billedstormere, for de tåler dog og har gerne billeder på mønter, ringe og klenodier, men muslimerne har slet ingen. De præger udelukkende bogstaver på deres mønter. De er også aldeles münzerisk, for de udrydder al øvrighed og tåler ingen ordning i den verdslige stand såsom fyrster, herremænd, adel og andre lensfolk, men er eneherre over alt i deres land. Papistisk er han også, for han tror, at han bliver hellig og salig ved gerninger og regner det ikke for nogen synd at ødelægge Kristus, forstyrre øvrigheden og tilintetgøre ægteskabet. Disse tre ting bedriver paven også, selv om det er på en anden måde, nemlig ved hykleri, mens muslimerne bruger vold og sværd. Kort sagt er han, som nævnt, et koncentrat af al vederstyggelighed og vildfarelse.

Alt dette har jeg ønsket at sige til den første mand, nemlig kristenheden, for at han kan vide og forstå, hvor stor nødvendigheden er for at bede. Man må først slå muslimernes Allah, dvs. hans gud, Djævelen, og sådan berøve ham hans magt og guddom. Ellers frygter jeg, at sværdet kun vil udrette lidt. Denne mand skal nemlig ikke kæmpe legemligt med muslimerne, som paven og hans tilhængere lærer, eller stå ham imod med næven, men erkende muslimerne som Guds svøbe og vredes ris, som de kristne enten må tåle, når Gud hjemsøger deres synd, eller udelukkende bekæmpe og fordrive ham med bod, tårer og bøn. Den, som foragter dette råd, lad ham vedblive at foragte, jeg vil nok se, hvilken skade han vil forvolde muslimerne!

Det verdslige regimente
Den anden mand, som bør kæmpe mod muslimerne, er kejser Karl eller hvad kejseren måtte hedde, fordi muslimerne angriber hans undersåtter og hans kejserdømme. Det er hans pligt at forsvare dem, der hører ham til, som en retskaffen, af Gud indsat øvrighed. Jeg bemærker på ny her, at jeg ikke agter at ophidse nogen til eller befale nogen at kæmpe mod muslimerne, undtagen hvis den første måde, som jeg lige har omtalt, først bliver brugt, at man nemlig først gør bod og forsoner Gud. Vil nogen strides herom, må han gøre det på eget ansvar, for mig sømmer det sig ikke at gå videre end til at anvise enhver hans embede og oplyse hans samvittighed.

Jeg kan se, at konger og fyrster indtager en så tarvelig og ussel holdning over for muslimerne, at jeg nærer alvorlig frygt for, at de foragter Gud og muslimerne så meget, at ingen konge og intet land, alene formår at stå ham imod undtagen ved et Guds under. Og noget under eller nogen særlig Guds nådegerning imod Tyskland kan jeg ikke forvente, hvis man ikke forbedrer sig og ikke ærer Guds ord anderledes end hidtil.

Nuvel, derom har vi talt tilstrækkeligt for dem, som vil lade sig sige. Nu vil vi tale om kejseren. Og hvis man vil føre krig mod muslimerne, så må man for det første gøre det under kejserens befaling, banner og navn. Kun sådan kan enhver forvisse sin samvittighed om, at han virkelig handler i lydighed mod den guddommelige anordning, for vi ved, at kejseren er vort rette overhoved og hersker. Den, som i et sådant tilfælde adlyder ham, adlyder også Gud, men den, der er ulydig mod ham, er det også mod Gud. [...]

Dernæst skal dette kejserens banner og hans lydighed være retmæssig og ligefrem, så kejseren ikke søger noget andet end ganske enfoldigt at udføre den pligt og skyldighed, som hans kald pålægger ham, nemlig at beskytte sine undersåtter. Og de, som følger hans banner, skal ligeledes ganske enfoldigt opfylde lydighedens pligt og skyldighed. Denne enfoldighed skal du forstå sådan, at man ikke kæmper mod muslimerne af de årsager, som hidtil har drevet kejsere og fyrster, nemlig at vinde megen ære, ry og gods, forøge deres landområde, eller vrede og hævntørst og deslige. For ved disse ting tjener man kun egennytten og ikke retfærdigheden eller lydigheden. Derfor har vi hidtil heller ikke haft lykken med os hverken i kampen eller i planlæggelsen af krigen mod muslimerne.

Derfor skal man også ophøre med den ophidselse og agitation, hvormed man hidtil har ægget kejseren og fyrsterne til krig mod muslimerne, at han som kristenhedens overhoved, kirkens værn og troens beskytter skal udrydde muslimernes tro. På den måde har man netop begrundet al agitationen og formaningen med muslimernes ondskab og umoral. Sådan skal man ikke gøre, for kejseren er ikke kristenhedens hoved eller evangeliets eller troens beskytter. Kirken og troen må have en anden beskytter end den, som kejseren og kongerne er. [...]

Øvrigheden skal ikke blande sig i folks tro
Hvis kejseren skulle udrydde de vantro og ikke-kristne, måtte han også begynde med paven, bisperne og de gejstlige og måske heller ikke skåne os og sig selv. For der er nok af grueligt afguderi i hans kejserdømme, så det ikke er nødvendigt at bekrige muslimerne af den grund. Iblandt os er der kun alt for mange muslimer, jøder, hedninger og ikke-kristne, både med åbenbar falsk lære og med forargeligt falsk livsførelse. Man bør lade muslimerne tro og leve, som de vil, ligesom man lader pavedømmet og andre falske kristne leve.

Kejserens sværd har intet at gøre med troen. Det skal holde sig til de legemlige, verdslige forhold, for at Gud ikke skal vredes på os, når vi vender op og ned på hans ordning og bringer den i forvirring, og han så til gengæld forvender og forvirrer os med alskens ulykke. [...]

Hvad man derimod skulle gøre var at formane kejseren og fyrsterne til at tage vare på deres skyldige embedspligt, så de med flid og omhu værnede om deres undersåtters fred og håndhævede den over for muslimerne. Det gælder, hvad enten de nu selv er kristne eller ej, selv om det ville være bedst, at de var det. Men fordi det er og bliver uvist, om de er kristne, mens det derimod står fast, at de er kejser og fyrster, hvilket betyder, at de har Guds befaling til at beskytte deres undersåtter og er pligtige dertil, så skal man lade det usikre ligge og holde sig til det sikre, ved at påminde dem med flittig prædiken og formaning. Man skal lægge dem så tungt som muligt på samvittigheden, at de skylder Gud ikke at lade deres undersåtter gå så ynkeligt til grunde, og hvilken stor og grufuld synd de begår ved ikke at betænke denne del af deres embede. De skulle af bedste evne bistå dem med råd og dåd, som med liv og gods, står under deres beskyttelse og med ed og hyldning er knyttet til dem.

Det forekommer mig nemlig, efter alt, hvad jeg hidtil har mærket til vore rigsdage, at hverken kejseren eller fyrsterne selv tror på, at de er kejser og fyrster. De giver det udseende af, at det beror på deres forgodtbefindende og velvilje, om de skal redde og værne deres undersåtter imod muslimernes vold eller ej. Og at fyrsterne heller ikke skænker det en tanke, at de over for Gud er højt forpligtede til med liv og gods at bistå kejseren heri med råd og dåd. Enhver lader stå til og lader det gå, som det kan, som om det ikke vedkom dem eller der hverken var befaling eller nødvendighed, som tvang dem dertil, men som om det beroede på deres eget frie valg, om de ville gøre det eller ej.

Ansvaret for øvrigheden beståen
[...]
Men nu ser man nok, at ingen af jer mener det alvorligt eller tror, hvad jeg siger, men at I betragter jeres embede som spøg og skæmt. Akkurat som om det drejede sig om fastelavnsløjer. Her lader I jeres undersåtter, som Gud har betroet jer, plages så jammerligt af muslimerne, bortføres, skændes, plyndres, myrdes, sælges. Tror I ikke, at når Gud har pålagt jer dette hverv og givet jer penge og folk, for at I skulle kunne udrette det godt, så vil han også af jeres hænder fordre alle jeres undersåtter, som I så skændigt har ladt i stikken, mens I selv dansede, frådsede, spillede og levede i lyst og herlighed?

Hvis I nemlig virkelig troede, at I af Gud er indsat og gjort til kejser og fyrster, så ville I for en stund lade festmåltiderne, de fornemme siddepladser og anden unyttig luksus hvile og med pligttroskab rådslå om, hvordan I kunne fyldestgøre jeres embede og Guds bud, og befri jeres samvittighed for al den blodsudgydelse og elendighed, som I forvolder jeres undersåtter. Hvordan kan Gud eller et gudfrygtigt Hjerte tro andet om jer, end at I enten er fjender af jeres undersåtter eller selv har sluttet et hemmeligt forbund med muslimerne, eller i det mindste, at I ikke selv regner jer for kejser eller fyrster, men for idel dukker som dem, børnene leger med. Jeres samvittighed kunne ellers umuligt unde jer ro, hvis I for alvor betragtede jer som indsat af Gud som overhoveder. I ville da umuligt kunne tale og rådslå på den måde, I hidtil har gjort, om forhold, hvor I så, at I selv ustandseligt optræder som muslimer over for jeres egne undersåtter.

Ja, tag I kun Luthers sag for jer og drøft i Djævelens navn, om man må spise kød i fastetiden, om nonner må tage ægtemænd og lignende, som I ikke har nogen befaling til at drøfte, og hvorom Gud heller ikke har givet jer noget bud. Og hæng så længe dette Guds alvorlige, strenge bud hen i krogen, at han har indsat jer til beskyttere af det ulykkelige Tyskland, og vedbliv så længe at være mordere, forrædere og blodhunde imod jeres egne fromme, trofaste og lydige undersåtter. Overlad, ja, kast dem i gabet på muslimerne som belønning for, at de sætter liv og penge, gods og ære ind for jer. En god taler indser nok, hvad jeg gerne vil sige her, hvis jeg var oplært i talekunsten, og hvad en legat skulle understrege og fremhæve på rigsdagen, hvis han ærligt og redeligt ville røgte sit ærinde.

Øvrigheden skal beskytte kroppen og de jordiske forhold
Derfor har jeg ovenfor sagt, at Karl eller kejseren skal være den anden mand til at stride mod muslimerne, og under hans banner skal det ske. Det er alt sammen så enkelt og ligefremt, at enhver har lært det, mens han trådte sine børnesko, og altså har denne Luther ikke forebragt noget nyt, men lutter fortærskede sager. Ja, min kære, kejseren burde virkelig betragte sig selv med andre øjne end hidtil, og du skulle betragte hans banner med andre øjne. Vel taler jeg om den samme kejser og det samme banner som du, men du taler ikke om de øjne, som jeg taler om. I banneret skulle man se Guds befaling, som siger: Beskyt de gode, straf de onde! Fortæl mig, hvor mange der er, som kan læse noget sådant i kejserens banner eller tro det for alvor! [...]

Lydighedens grænser
Endvidere hører jeg sige, at der i Tyskland findes folk, som ønsker, at muslimerne skal komme og styre landet, da de hellere vil være under muslimerne end under kejseren eller fyrsterne. Med sådanne folk ville det være slemt at kæmpe mod muslimerne. [...] Det er nemlig elendighed nok, at nogen må finde sig i muslimernes overherredømme og tåle hans styre, men den, som frivilligt vil underkaste sig det eller ønsker det uden nødvendighed eller tvang, ham skal man forklare, hvilken synd han begår, og hvor groft anstødeligt han handler. [...]

For det første derved, at sådanne folk gør sig troløse og til utroværdige mod deres øvrighed, som de har svoret troskab og hyldet. Det er i Guds øjne en stor synd, som ikke forbliver ustraffet. [...]

Dernæst: Foruden alt dette begår sådanne troløse, frafaldne, sammensvorne folk andre grove synder, idet de nemlig gør sig medskyldige i al muslimernes grusomhed og ondskab. Den, som frivilligt underkaster sig muslimerne, gør sig nemlig til deres deltager og medhjælper i alt, hvad de gør, og nu har vi ovenfor hørt, hvad muslimerne er for en mand, nemlig en nedbryder, fjende og bespotter af vor Herre Jesus Kristus og i stedet for evangeliet og Troen ophøjer sin skændige Muhamed og alskens løgn. Tillige fordærver han al verdslig øvrighed og hustugt eller ægtestand, og hans krigsførelse er intet andet end mord og blodsudgydelse, han er kort sagt et ægte Djævelens redskab.

Se, en så frygtelig vederstyggelighed må den, som slutter sig til muslimerne, gøre sig skyldig i, og alle de mord og alt det blod, muslimerne nogensinde har udøst, og alle de løgne og den skændighed, hvormed han fordærver Kristi rige og forfører sjælene, vil komme over hans hoved. Det er elendighed nok, når nogen med magt og mod sin vilje må være underkastet en sådan blodhund og Djævel, se og høre hans vederstyggeligheder, som den fromme Lot måtte det i Sodoma og led derunder, som Peter skriver (2 Pet 2, 7) - det er ikke nødvendigt frivilligt at søge eller begære noget sådant! [...]

For det tredje bør prædikanterne også indprente sådanne folk, at når de først har underkastet sig muslimerne, har de alligevel ikke derved forbedret deres egen stilling, og deres forhåbninger og planer vil slå meget fejl for dem. Det er nemlig muslimernes fremgangsmåde, at de ikke lader dem, som betyder noget eller ejer noget, blive boende, men anbringer dem langt borte i et andet land, hvor de bliver solgt og må trælle. Og sådan går det dem efter ordsproget: Flygt for regnen og fald i vandet, og gem en tallerken og slå et fad itu, så at ondt bliver værre. Og der sker dem knapt nok deres ret, for muslimerne er de rette krigsfolk, som bedre end vor kejser, vore konger og fyrster forstår at omgås med land og folk og både vinde og beholde dem begge. De har ingen tillid til sådanne troløse folk og har den klemme på dem, at de er sådan stillet, at de kan tillade sig det og ikke trænger til mandskab som vore fyrster.

Sådan mener jeg, at prædikanter og sognepræster må tale til sådanne troløse mennesker og flittigt formane og advare dem, og det er både sandt og nødvendigt. Er der så nogle, der ringeagter en sådan formaning og ikke vil lade sig sige - nuvel, så lad dem fare Djævelen i vold, som Paulus måtte gøre med grækerne og Peter med jøderne. De andre skal ikke lade sig skræmme deraf. Ja, jeg ville ønske, at der, især når det kom til strid, ikke ville være eller forblive en eneste af den slags folk i kejserens hær, men at de alle til hobe allerede var hos muslimerne. [...]

Koranens forhold til Bibelen
Muhamed forholder sig over for evangeliet på samme måde som vi gør over for Det Gamle Testamente. Vi kristne regner også Gamle Testamente for et guddommeligt Skrift, som dog nu er opfyldt og er for svært at holde uden Guds nåde, som Peter siger i ApG 15, 10. Derfor er det nu ophævet af evangeliet, så at det ikke længere binder os. På ganske tilsvarende måde forholder Muhamed sig over for evangeliet. Han foregiver, at det ganske vist også er ægte, men at det dog for længst har udtjent sin opgave og også er for svært at holde. Navnlig på de punkter, hvor Jesus lærer, at man skal forlade alt for hans skyld og elske Gud af hele sit hjerte og lignende. Derfor har Gud måttet give en anden, ny lov, som ikke er så svær og som verden nok kan holde, og denne lov er Koranen. Men når nogen spørger, hvorfor han ingen undere gør til stadfæstelse af en sådan ny lov, svarer han, at det er unødvendigt og omsonst, for folk har dog tidligere fået mange undere, da Moseloven og evangeliet fremkom, og dog troede de ikke. Derfor skulle hans Koran ikke stadfæstes ved sådanne virkningsløse undergerninger, men med sværdet, som virker med mere eftertryk end mirakler. Og sådan har det også været og er stadig, at hos muslimerne udrettes alt ved sværdet i stedet for ved mirakler.

Heller ikke på dette punkt er paven meget bedre og ligner også muslimerne deri, at han ligeledes med munden priser evangeliet og hele Den Hellige Skrift, men han hævder, at mange stykker deri, og netop de samme, som muslimerne og Muhamed nævner, er for vanskelige og umulige at opfylde. Det gælder for eksempel ordene fra Bjergprædikenen i Matthæus 5. Derfor fortolker han dem og gør dem til evangeliske ”råd”, det vil sige råd, som ingen er forpligtet til at holde undtagen de, som har lyst til det. Sådan har det katolske universitet i Paris og andre universitetet og klostre hidtil skamløst har lært.

Derfor hersker paven heller ikke ved evangeliet eller ved Guds Ord, men har også lavet en ny lov og en Koran, nemlig sin Kirkeret, og håndhæver den med bandlysning, ligesom muslimerne sin Koran med sværdet. Han kalder også bandet sit åndelige sværd, hvilket dog kun Guds Ord er og skal kaldes, Ef. 6, 17. Hvor han kan, bruger han ikke desto mindre også det verdslige sværd eller påkalder det i det mindste og hidser og tirrer andre dertil. Og det er min faste overbevisning, at hvis paven kunne føre det verdslige sværd med samme magt som muslimerne, skulle det måske skorte endnu mindre på den gode vilje end hos muslimerne, ligesom paverne da også ofte har forsøgt på det.

Italienske bryllupper – homofile parforhold
Gud hjemsøger da også dem begge med den samme plage og slår dem med blindhed, så det går dem, som Paulus siger i Rom 1, 24 om de unævnelige synders skændige laster, at ”Gud prisgav dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer.” For så blinde og afsindige er både pavedømmet og muslimerne, at de begge skamløst bedriver de unævnelige synder (homoseksualitet) som en ærbar, rosværdig sag. Og da de ikke ærer ægtestanden, sker dem deres ret derved, at der kun er idel hundebryllupper hos dem (homofile parforhold). Ja. gid de kun havde hundebryllupper, ja, lutter italienske bryllupper og florentinske brude hos dem, når de indbilder sig, at det er i sin gode orden.

Jeg hører nemlig den ene sag mere grufuld end den anden om, hvilket åbenlyst glimrende Sodoma Tyrkiet er. Ligeledes véd vel enhver, der har set sig en smule om i Rom og Italien, med hvilken vrede og plage Gud dér straffer det forbudte ægteskab, så at man betragter Sodoma og Gomorra, som fordum blev begravet i ild og svovl, som en ren spøg og et forspil over for denne vederstyggelighed. Også af den grund gør muslimernes regimente mig inderlig ondt, ja, skulle være ganske utåleligt i Tyskland.

Ikke korstog, men forsvarskrig
Hvad skal vi så gøre nu? Skal vi også føre krig mod pavedømmet ligesom mod muslimerne, fordi den ene er lige så from som den anden? – Svar: Den ene som den anden, så sker ingen uret, for samme synd skal have samme straf. Jeg mener altså, at hvor paven og hans tilhængere også vil angribe kejserdømmet, som muslimerne gør, skal han behandles ligesom muslimerne, som det da også skete for nylig ved Pavia, takket være kejser Karls hær. For her gælder Guds dom: ”Den, som griber til sværdet, skal omkomme ved sværdet.” Jeg råder nemlig ikke til krig mod muslimerne og paven for deres falske tros og livsførelses skyld, men for deres myrden og hærgen.

Men det bedste ved paven er, at han endnu ikke som muslimerne har sværdet, ellers ville han sikkert også forsøge at underlægge sig hele verden, og førte den dog ikke til andet end sin koran, dvs. til sin kirkeretslige tro. For evangeliet eller kristentroen regner og kender han jo lige så lidt til som muslimerne, selv om han også med faste, som han dog ikke selv holder, fremviser en stor muslimsk hellighed. Paverne fortjener altså godt nok den ros, at de ligner muslimerne, om også de er imod Kristus. [...]

Så siger du endvidere: Hvordan kan kejser Karl kæmpe mod muslimerne i denne tid, hvor han har så mange forhindringer og så meget forræderi imod sig, fra konger, fyrster, venetianere og snart sagt enhver? – Svar: Hvad man ikke kan løfte, må man lade ligge. Kan vi ikke andet, så må vi lade vor Herre Kristus råde og hjælpe ved sit komme, som dog ikke kan være langt borte. For verdens ende er kommet nær. Med det romerske rige er det næsten forbi, det er sønderslidt og står, som jødernes kongerige tidligere stod. Da Kristi fødsel stundede til, havde de næsten intet tilbage af deres kongerige. Herodes var afskedsdrikken. Sådan forekommer det mig også at være nu: Da det næsten er forbi med det romerske kejserdømme, står Kristi genkomst for døren, og muslimerne er afslutningen på dette rige, som en tilgift efter det romerske kejserrige. Og ligesom Herodes og jøderne var hinandens fjender og dog stod sammen imod Kristus, sådan er også muslimer og pavedømme fjender indbyrdes og holder dog sammen imod Kristus og hans rige.

Men hvad kejseren kan gøre for dem, som hører ham til, imod muslimerne, det skal han gøre, for dog ved modstand og forhaling at beflitte sig på at hjælpe og beskytte sine undersåtter mest muligt, selv om han ikke helt kan tøjle afskyelighederne. Ikke alene hans skyldige pligt, hans embede og Guds befaling, ikke alene det ukristelige og uordentlige styre, som muslimerne indfører i landet, skulle bevæge ham til en sådan beskyttelse, men også den jammer og elendighed, der overgår undersåtterne. Utvivlsomt véd de bedre end jeg, hvor grusomt muslimerne behandler dem, de bortfører som fanger. Som var det kvæg, slæber, trækker og driver de, hvad der kan flyttes, og gennemborer uden tøven, hvad der ikke kan, det være sig unge eller gamle.

Alt dette og mere til af samme slags burde rimeligvis bevæge alle fyrster og hele riget til medlidenhed, så at man for en tid glemte sine egne problemer og stridigheder eller lod dem hvile og enigt og for alvor bragte hjælp mod elendigheden. Så det dog ikke skal gå helt som med Konstantinopel og Grækenland, som også skændtes så længe indbyrdes og havde travlt hver med sine sager, at muslimerne overvældede dem alle, ligesom de også hos os allerede på samme vis næsten er nået dertil. Men sker det ikke, og vort ubodfærdige livsførelse gør os uværdige til al nåde, råd og trøst, så må vi finde os i det og døje under Djævelens herredømme uden at have nogen undskyldning for, at vi ikke hjalp, da vi skulle.

Hermed vil jeg så tydeligt som muligt sige og vidne, at jeg ikke uden grund har nævnt kejser Karl som den mand, der skal kæmpe mod muslimerne. Andre konger, fyrster eller øvrigheder, som foragter kejser Karl eller ikke er ham undergivet eller ikke vil adlyde ham, overlader jeg til deres eget ansvar. Efter mit råd skal de intet gøre. Jeg har her skrevet til kejser Karl og hans folk, de andre angår mig ikke, for jeg kender godt nok visse kongers og fyrsters stolthed, de så gerne, at der ikke var nogen kejser Karl, og at de selv var heltene og mestrene, der indlagde sig ære mod muslimerne. Jeg under dem gerne æren, men bliver de slået i krigen, bliver det deres egen sag. Hvorfor holder de sig ikke i al ydmyghed til det rette overhoved og den lovlige øvrighed? Bondeoprøret er blevet straffet, men skulle man også straffe fyrsternes og herremændenes oprør, tror jeg, at der blev meget få af dem tilbage. Velan, Gud give, at muslimerne ikke bliver mester for den straf, Amen!

Effektivt forebyggende angreb
Til sidst vil jeg meget venligt og trofast råde til, at kommer det dertil, at man vil kæmpe mod muslimerne, skal man ruste og forberede sig sådan, at vi ikke undervurderer muslimerne og bærer os ad, som vi tyskere plejer, og møder op med tyve eller tredive tusinde væbnede mænd. Og hvis vi har lykken med os og vinder, har vi ikke nogen reserve, og så slår vi os igen til ro og svirer, indtil der igen bliver nød på færde.

Jeg egner mig ganske vist ikke til at undervise om sådanne ting, og de selv véd eller burde dog vide bedre besked. Men når jeg ser, hvor barnagtigt man optræder, må jeg tro, at fyrsterne og vore tyskere ikke kender muslimernes magt eller tror ikke på den, eller også er det slet ikke alvor med deres krig mod muslimerne. Måske vil de blot franarre os vore penge, ligesom paven hidtil med tyrkerkrigen og afladen som påskud har plyndret Tyskland.

Mit råd er derfor, at man ikke anslår udrustningen for lavt og ikke ofrer vore arme tyskere på slagtebænken. Vil man ikke yde en værdig, reel modstand, som har en passende reserve i ryggen, så vil det være langt bedre slet ikke at indlade sig i strid. Så må man uden unødig blodsudgydelse i tide overlade muslimerne land og folk, i stedet for at han alligevel ved et så let slag og med skændig blodsudgydelse skulde sejre, som det skete i Ungarn for kong Ludvig.

At kæmpe mod muslimerne er nemlig ikke som at kæmpe mod kongen af Frankrig, mod Venedig eller paven. De har en anden slags kejser og har folk og penge i massevis. De har slået sultanen to gange i træk, og dertil behøves mandskab. Kære ven, hans folk er hver dag rustet, så at han hurtigt kan samle hen ved tre eller fire hundred tusind mand. Selv om man fratog ham hundred tusind mand, ville han snart igen være parat med lige så mange mænd og alligevel have sin bagtrop.

Det er derfor for lidt, hvis man ville møde ham med halvtreds eller tres tusinde mand, hvis der ikke er lige så mange eller flere i reserve. Prøv blot selv at tælle hans lande, min kære: Han har hele Grækenland, Asien, Syrien, Ægypten m.fl. Det er så store områder, så at selv om Spanien, Frankrig, England, Tyskland, Italien, Bøhmen, Ungarn, Polen og Danmark alle blev talt sammen, ville de dog ikke måle sig med hans besiddelser. Tilmed har han magt over dem alle i kraft af en særdeles villig lydighed hos dem. Og som sagt er de hver dag udrustet og øvet i kamp, så at han kan forfølge sin sejr og levere to, tre, fire store slag i træk, som han beviste over for sultanen. Denne Gog og Magog er anderledes majestætisk end vore konger og fyrster.

Dette siger jeg, fordi jeg er bange for, at mine tyskere ikke ved eller ikke tror det. Måske mener de, at de er stærke nok alene og regner måske muslimerne for en herre som kongen i Frankrig og flere andre, som de let kan modstå. Men jeg vil sandelig være uden skyld og ikke pådrage min tunge og pen blodskyld, hvis en konge eller fyrste alene giver sig i strid mod muslimerne! Det er nemlig at friste Gud, hvis nogen med ringe magt giver sig i kast med en mægtig konge, som Kristus også påpeger i evangeliet, Luk 14, 31. Særlig fordi vore konger ikke er så dygtige, at man forventer guddommelige underværker af dem.

Kongen af Bøhmen er nu en mægtig fyrste, men Gud give, at han ikke alene giver sig i lag med muslimerne, men har kejser Karl til ankermand og reserve med al hans magt! Og velan, den, som ikke vil tro det, ham må jeg overlade erfaringen at belære. Jeg ved nok, hvad for en magt muslimerne har, medmindre historikerne og geograferne tillige med den daglige erfaring lyver for mig, hvad jeg ved, de ikke gør. Jeg siger ikke dette for at skræmme kongerne og fyrsterne fra at kæmpe mod muslimerne, men for at formane dem til at ruste sig dertil med klogskab og alvor og ikke skride så barnagtigt og søvnigt til værks. Jeg ville gerne forebygge unyttig blodsudgydelse og en tabt krig hvor som helst. Denne alvor skulle bestå i, at vore konger og fyrster så længe gjorde fælles sag og i dette tilfælde både hoved og hjerte, både hænder og fødder arbejdede sammen, så at en mægtig hob var som ét legeme, sådan at man, hvis et slag tabtes, havde andre tropper at sætte ind. Man skal ikke som hidtil lade konger og fyrster kæmpe hver for sig, i går Ungarns konge, i dag Polens, i morgen Bøhmens, indtil muslimerne har opslugt dem én for én, uden at andet opnås derved, end at man forråder vort folk, ofrer det på slagtebænken og udgyder blod til ingen nytte.

Hvis vore konger og fyrster nemlig enigt ydede hinanden hjælp og bistand, og hr. Kristen desuden bad for dem, ville jeg være ved godt mod og nære stærkt håb om, at muslimerne skulle ophøre med sin rasen og i kejser Karl finde en mand, der var dem voksen. Men hvis ikke, og hvis det altså skulle gå som hidtil, hvor den ene ikke er enig med eller tro mod den anden, men enhver vil være sin egen herre eller kun drager i felten med en håndfuld ryttere, så må jeg finde mig deri, og vil ganske vist gerne hjælpe til ved at bede. Men det vil være en svag bøn, særlig fordi jeg kun har liden tiltro til, at den bliver bønhørt, fordi man griber så stor en sag så barnagtigt, forvovent og ubetænksomt an, så at jeg véd, at man med det frister Gud, som næppe vil finde behag deri.

Alvorlig advarsel
Men hvad gør vore høje herskaber? De regner det for ren spøg, og skønt det er sandt, at vi har fået muslimerne på halsen, selv om de måske ikke drager imod os i år, så er de dog hele tiden rustet og rede til at angribe os, som hverken er rustede eller forberedte, når de vil. Og imens forhandler fyrsterne om, hvordan de kan plage Luther og evangeliet! Det er muslimerne, der er det altovervejende problem, og det må klares. På samme måde bærer de sig nu ad i Speyer, hvor hovedspørgsmålet er reglerne for at spise kød og fisk og sådant narreværk.

Gud hjælpe jer, I utro overhoveder for arme mennesker! Hvilken Djævel befaler jer at beskæftige jer så ivrigt med de gejstlige sakramenter, som der ikke er givet nogen befaling om, og som angår Gud og samvittigheden, og at være så dovne og efterladende med de sager, som I har Guds befaling om, og som angår jer og jeres arme folk, nu da nøden er størst og mest overhængende. Herved lægger I blot hindringer i vejen for alle dem, som mener det inderlig godt og gerne ville hjælpe. Ja, syng I kun videre og hør messe om Helligånden, han har stor lyst dertil og vil sikkert være nådig mod jer ulydige og genstridige, fordi I lader dét ligge, som er jer befalet, og har travlt med det, som han har forbudt jer. Ja, den onde ånd hører jer sikkert gerne!

Men hermed vil jeg have min samvittighed fri, for denne lille bog skal være mit vidne om, hvorvidt og på hvilken måde jeg råder til krig mod muslimerne. Handler nogen i modstrid med det, må han gøre det. Gud bestemmer, om han sejrer eller falder. Jeg vil ikke glæde mig over hans sejr eller undgælde for hans nederlag, men jeg vil ikke være skyld i alt det til ingen nytte udgydte blod. Og skønt jeg véd, at jeg ikke vil finde nogen nådig herre i muslimerne med denne bog, hvis den kommer dem for øje, har jeg dog villet gøre mine tyskere opmærksomme på sandheden, så godt jeg kunne, og troligt råde og tjene både taknemmelige og utaknemmelige. Hjælper det, så hjælper det, hjælper det ikke, så hjælpe vor Herre Jesus Kristus og komme herned fra Himlen med Dommedag og slå både muslimerne og paven til jorden tillige med alle tyranner og ugudelige, og forløse os fra alle synder og alt ondt, Amen!

Forestil dig Mellemøsten uden islam

Hvorfor kan verden ikke holde ud at se sandheden om islam i øjnene? I skal slå et slag forbi Veritas Universalis og læse dette interview med Bill Warner. Det er fra Frontpage Mag, 5. feb. 2007 og oversat til dansk af debattøren FC Bogger fra religion.dk. Et par uddrag:

"Der findes intet universelt etikbudskab i islam. Muslimer skal behandles på én måde og vantro på en anden. Det tætteste, islam kommer på et universelt etikbudskab, er, at hele verden skal underkaste sig islam.

[...]

Politisk islams historie starter med Muhammads udvandring til Medina. Fra da af og lige siden har islams appel til verden altid haft den dualistiske mulighed enten at tilslutte sig en glorværdig religion eller blive genstand for politisk pres og vold.

Efter udvandringen til Medina blev islam voldelig, eftersom overtalelse ikke gav bonus. Jihad kom ind i verden.

Efter Muhammads død satte Abu Bakr, den første kalif, en stopper for potentielle frafaldnes teologiske argumenter for at forlade islam ved at gennemtrumfe den politiske handling, døden ved sværdet. Den anden kalif Umar igangsatte en eksplosion i de vantros verden.

Jihad ødelagde et kristent Mellemøsten og et kristent Nordafrika. Snart blev det persiske zoroastrianeres og hinduers skæbne at blive ofre for jihad.

Historien om politisk islam er ødelæggelsen af kristendom i Mellemøsten, Egypten, Tyrkiet og Nordafrika. Halvdelen af kristendommen gik tabt. Før islam var Nordafrika Europas sydlige del (en del af det romerske imperium). Ca. 60 millioner kristne blev slagtet under jihad-erobringer.

Halvdelen af den glorværdige hindu-civilisation blev udslettet, og 80 millioner hinduer blev dræbt.

De første vestlige buddhister var de grækere, der nedstammede fra Alexander den Stores hær i det, der nu hedder Afghanistan. Jihad udryddede al buddhisme langs med Silkevejen. Omkring 10 millioner buddhister døde. Erobringen af buddhisme er det praktiske resultat af pacifisme.

Zoroastria-troen blev elimineret i Persien. Jøder blev dhimmier overalt, hvor islam herskede. I Afrika er over 120 millioner kristne og animister døde i løbet af de seneste 1400 års jihad.

Omkring 270 millioner vantro er i løbet af de seneste 1400 år døde som ofre for politisk islam. Det er Jihads Tårer, som ingen skole underviser i.

[...]

Politisk islam har udryddet hver eneste kultur, den har invaderet eller er indvandret i. Den totale udryddelsestid tager århundreder, men når først islam dominerer, er løbet kørt".

lørdag, februar 10, 2007

Kvinder og politik

Hvad er det med kvinder og politik? Hvorfor sætter de sig ikke ind i tingene? Hvorfor engagerer de sig ikke?

Forleden skrev jeg et indlæg på et debatsted, der primært bruges af mødre, nemlig Netdoktors børnesider (Enlig far og mor). Jeg ridsede op, kort og ligetil, nogle af konsekvenserne af den nye forældremyndighedslov. Og så lavede jeg et link hertil med opfordring om at læse mere og finde relevante links osv.

Jeg fik to svar. En skrev bare ét ord: "REKLAMESPAM". Det er sådan noget, de skriver under indlæg for at andre skal springe dem over. En anden (eller den samme) skrev: "Ikke igen den ynk".

Det var niveauet. Det var ligesom horisonten. Det var dét.

Til sammenligning var damerne stærkt optaget af en anden diskussion, nemlig en vanskelig sag om en stedmor, der beretter, at den 9-årige steddatter er beskidt og ulækker, og spørger, hvad hun dog skal gøre for at få hende ren, sådan i dybden og varigt, og på trods af mandens ulækre ekskone. Det var noget, der kunne optage damerne i en hed debat med 67 svar i løbet af få dage.

Øv.

onsdag, februar 07, 2007

Alle forældremyndighedssager kan genoptages

Så er der stress og usikkerhed og angst til alle de små eneforælderhjem. Det nye forslag til forældremyndighedslov giver mulighed for at ribbe op i samtlige gamle afsluttede forældremyndighedssager samt starte en masse nye:

"Fra den 1. oktober 2007 vil det være muligt for en forælder, der tidligere har haft del i forældremyndigheden, eller ønsker at få del i den efter reglerne i forældreansvarsloven, at indgive anmodning om fælles forældremyndighed efter lovens § 14" (Bemærkninger til §14).

De forældre, der har eneforældermyndighed nu, vil miste den, hvis betingelserne for automatisk fælles forældremyndighed er opfyldt: at man har været gift eller samlevende så meget som en enkelt dag, selv helt tidligt i graviditeten. Vold og misbrug kan betyde, at der gøres undtagelse.

Samarbejde, chikane og anden mafiasprog

Fremover fordeles forældremyndigheden i tvister ikke ud fra, hvem der er bedst til at varetage barnets tarv, men ud fra, hvem der er bedst til at samarbejde.

Det er så svagt tænkt.

Samarbejde er et dialektisk forhold. Om en forælder er god eller dårlig til at samarbejde, er ikke denne forælders last eller fortjeneste alene. Det kommer i høj grad an på, hvordan den anden forælder er som forælder. Hvis samværsforælderen køber sig et par bidske hunde, anlægger en åben pool, holder vilde rockerfester, kører uden sele, placerer børnenene hos sine forældre i dagevis, tager spædbørn med på kanotur osv, så siger det sig selv, at bopælsforælderens "samarbejdsevner" sættes på prøve. En god forælder, som barnet elsker at besøge, er derimod nem at samarbejde med. Samarbejdeevner er derfor et ret vanskeligt parameter at bruge.

Samarbejdsevnerne kan sagtens stå i et omvendt forhold til beskyttelsesinstinkterne. Jo mere ligeglad man er med barnet, jo "bedre" er man naturligvis til at "samarbejde": Tag børnene, gør med dem, hvad du vil.

Enhver forælder kan formentlig forstå, at det ikke kun er samarbejdsevnerne, men også beskyttelsesevnerne, der kan sættes på prøve. Enhver forælders mareridt er at stå i en umulig situation, hvor man forbryder sig mod samarbejdet, hvis man griber ind og imod sine beskyttelsesinstinkter, hvis man ikke griber ind. Griber man ind, risikerer man forældremyndighed og bopælsstatus. Griber man ikke ind, risikerer man barnets trivsel, måske dets liv.

Og frem for alt: i den virkelige verden er der enorme etiske og omsorgsmæssige gråzoner mellem det problemfrie supersamvær og voldssamværet, som man naturligvis kan få rettens hjælp til at undgå. Fra nu af vil der falde frygtelige ulykker ned over en bopælsmor, der nægter at udlevere et grædende spædbarn til en far, der er fremmed. Og tilsvarende med en bopælsfar, der lader sin 6-årige slippe for at besøge en kulret mor og hende nye stodderkæreste, som barnet er bange for. For fra nu af er det begges ansvar, at samværet fungerer. Der er noget decideret diabolsk i den lov.

Uviljen til at "samarbejde" figurerer i den nye lov helt på linie med vold, incest, sindssyge osv. som en faktor, der kan betyde, at man mister forældremyndighed og bopælsstatus. Ordet chikane optræder ikke mindre end seks gange.

Forældremyndigheden skal gå til den forælder, der er bedst til at samarbejde: "Det må således tillægges stor vægt, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt sikre barnets samvær med den anden forælder" (bemærkninger til §11).

Om tvister i forbindelse med forældremyndighed lyder det: "Hvis den anden forælder vil være bedre egnet til at varetage samarbejde omkring barnet og sikre barnets kontakt til begge forældre, skal forældremyndigheden overføres til denne" (bemærkninger til §14).

Også når det kommer til valget af bopælsforælder skal det indgå "med betydelig vægt"
"hvem af forældrene, der fremover må anses for bedst egnet til at samarbejde omkring barnet i det daglige og sikre barnets kontakt til den anden forælder" (bemærkninger til §17).


Og mht. samvær har man hele tre gange noteret, at "chikane" skal udløse erstatningssamvær, gerne med fogedens hjælp (bemærkninger til §20). Af alle problemer, som man kunne have taget fat på, koger loven fuldstændig over af bestræbelser på at få bopælsforælderen til at makke ret.

Denne lov tilfredsstiller først og fremmest samværsforældrenes behov. Uden at forpligte dem så meget som en times samvær med deres barn, hverken før eller efter bruddet. Alligevel præsenterer man loven som "barnets ret til to forældre". At man da ikke er flov over det hykleri.

tirsdag, februar 06, 2007

Den nemmeste løsning

qTil gengæld kan man stadig få eneforældremyndigheden ved at slå den anden forælder ihjel. Det er der ikke ændret på:

§15 Stk. 3. "Har en forælder forældremyndigheden alene, og har denne forvoldt den anden forælders død, kan en anden anmode om at få tillagt forældremyndigheden. Anmodningen kan kun imødekommes, hvis det er af afgørende betydning af hensyn til barnet, at forældremyndigheden ikke forbliver hos den efterlevende" (Forslag til forældremyndighedslov).

Morderen kan kun miste forældremyndigheden, hvis barnet synes, at det er meget slemt og meget "afgørende" med det mord. Børn er jo ikke så vanskelige.

mandag, februar 05, 2007

Et hjem i lænker

Ifølge det nye forslag til forældremyndighedslov kan en kvinde, hvis kæreste flyttede fra hende under graviditeten, - en kvinde, som har været gravid alene, har født alene og nu sidder alene med sit nyfødte barn, - hun kan ikke selv bestemme, hvad barnet skal hedde.

Forældrene har automatisk fælles forældremyndighed, uanset om de har forpligtet sig gennem ægteskab, gennem et stabilt samliv eller om de kun har delt postadresse en enkelt dag i starten af graviditeten (§6 og §7).

Følgende beslutninger om barnet skal moderen i de næste 18 år have faderens samtykke til, fordi de har fælles forældremyndighed:
  • Navnevalg
  • Religiøse forhold, fx dåb og konfirmation (andre religioner vil åbne andre diskussioner)
  • Udlandsrejser, fx ferier
  • Væsentlige medicinske indgreb, fx abort
  • Skolevalg og undervisning
  • Flytninger udenlands
  • Ægteskab
  • Værgemål, dvs. bla. forvaltning af formue

Den fælles forældermyndighed er uafhængig af, hvor meget samvær man som samværsforælder har med barnet, så længe man ikke undlader samvær "i årevis".

Skilsmisser uden børnebidrag

Hvis det nye forslag til forældremyndighedslov vedtages, kan det komme til at betyde et farvel til børnebidraget for langt hovedparten af forældrene.

Ifølge lovforslagets §18 er der nu mulighed for at fastsætte deleordninger, hvor samværsdommen går på, at barnet skal tilbringe lige meget tid hos hver af forældrene. Og når der er deleordning, bortfalder børnebidraget.

I bemærkningerne til lovforslagets §18 lyder det: "Da sådanne ordninger må baseres på et udtalt samarbejde mellem forældrene, bør muligheden kun anvendes i særlige tilfælde, fx hvor barnet i en årrække har boet sammen med forældrene frem til samlivsophævelsen, og der i umiddelbar forlængelse heraf anmodes om mest mulig samvær, eller i tilfælde, hvor forældrene hidtil har praksiseret en deleordning" (Fra "Forslag til lov om forældreansvar").

Med andre ord, deleordningen bør anvendes i de tilfælde, hvor man har levet sammen som familie, og hvor det er i barnets interesse. Ifølge dette lovforslag ér barnets ret til begge forældre netop dets altoverskyggende interesse. Og langt de fleste forældre har levet som familie, indtil de går fra hinanden. Deleordningen kan derfor anvendes i langt hovedparten af tilfældene fremover, hvis loven vedtages.