mandag, april 30, 2007

Velkommen til netavisen 180 grader

Hvor er det godt med en ny avis, der er hele tre ting: den er borgerlig, den er netbaseret og den er gratis.

Allerede i dag er jeg godt tilpas med den. Da jeg læste interviewet med Bertel Haarder, sværger jeg, at jeg følte solidaritet. Intet mindre. Det er ellers ikke noget, vi bruger i den borgerlige del af det politiske spektrum. Men det var fordi han viste sig at have det akkurat ligesom alle os andre:

"Når jeg ser tv-aviserne, så lider jeg. Og når jeg hører radioaviserne, lider jeg. For ni ud af ti gange er der tale om mikrofonholderi for særinteresser, som vil gafle mere til sig på helhedens bekostning. Og der er ingen, der varetager helhedens interesser og stiller kritiske spørgsmål. Særinteresser sejrer altid over den uorganiserede almeninteresse" (180 grader).

Vi er i vækkelse, venner. Jeg er slet ikke i tvivl om, at også andre borgerlige politikere vil vise sig rent faktisk at have borgerlige holdninger. Når de bare lige bliver spurgt.

torsdag, april 26, 2007

Forbyd tilhylning af umyndige piger

Nu er folkestyre jo ikke bare et spørgsmål om at diskutere og forhandle og lytte til hvem som helst i evigheder med det uomgængelige mål at blive enige til sidst - som det ellers lyder i traditionen fra Koch og Habermas, som i øvrigt begge ville være blevet knust af tyskerne, hvis englænderne og amerikanerne havde fulgt deres anvisninger om dialog og tålmodighed og tillid.

Nej, folkestyre er først og fremmest - det er grundideen - at det er folkets ret og pligt at beslutte, hvordan deres samfund skal indrettes, nu og i fremtiden - i traditionen fra Rousseau. Vi har ikke kun pligt til at enes som gode undersåtter under vores egen lov, vi har også pligt til at lovgive, som gode suveræne, for vi er begge dele. Eller vi skulle have været. Ideen var, at vi selv skulle lovgive.

Det er helt legitimt at fremme den samfundsudvikling, som vi foretrækker. Det er endda vores pligt, for selvom velfærdssamfundet tager sig af så meget, at vi stort set har mistet fornemmelsen for personligt ansvar, så tager den sig ikke af det politiske. Der sidder ikke nogen og vender udviklingen for os i tryg afstand fra de tilstande, vi ikke bryder os om.

Men skal man virkelig lovgive om folks påklædning? Folks børns påklædning? Jeg er ikke meget for det. Hvad skal man mene om det?

Var man nu en pligtetiker, der havde bundet sig til et abstrakt princip om, at staten og kollektivet ikke må gribe ind i den enkeltes frihed i så "lille" et anliggende som tøj, - så var der jo ikke noget at gøre. Så ville man stå som Kant, der ikke kunne tillade sig selv at lyve for at redde et uskyldigt menneske. Det er tåbeligt, det går ikke. Vi må droppe pligtetikken og tænke i konsekvenser. Vi er nødt til at blive utilitarister, altså sådan nogen, der hæver sig over principperne og tænker i langsigtede nytteværdier, målt i lykke og ulykke. Som Mill.

Men det skaber to nye problemer. For det første skal vi så til at tænke fremad. Vi skal til at beregne - så godt vi kan - konsekvenserne af de forskellige handlinger. Det er en udfordring. For det andet skal vi til at beslutte - så godt vi kan - hvad vi egentlig mener er godt og skidt, lykkeligt og ulykkeligt. Den er også slem. Når nu filosofien omsider har fået lært høj og lav, at udviklingen er kontingent, fremtiden er uvis, det gode er relativt og vi er nogle skiderikker.

Vi er ikke nogle skiderikker. Vi er gode. Vi har gode samfund. Dem skal vi sørge for at bevare og insistere på. Vi har ingen forpligtelse til at lade os bebyrde af de dårligdomme, som vores indvandrere angiveligt er flygtet fra. Det er helt legitimt at sætte foden ned og sige nej.

Så nu har jeg skrevet under her: http://www.forbydtoerklaeder.underskrifter.dk/

Det er en lov, der vil gøre det umuligt at opdrage sine børn til islamisk fundamentalisme. Det vil være et stort gode for Europa, nu og i fremtiden.

Jamen bliver de ikke sure, spørger man måske ængsteligt? Jo. Pissesure. Men hellere tage skraldet nu end om 100 år. Vi utilitarister er jo forpligtede til at regne frem og fastholde scenarier i mere end bare ét enkelt, ubærligt øjeblik.

lørdag, april 21, 2007

Tørklædet og hagekorset

Det lyder næsten som et eventyr af H.C. Andersen.

Lad os ikke skændes om, hvorvidt symbolerne ligner hinanden, for det gør de ikke. Det er ideologierne, der ligner hinanden. Det kan man vise helt sagligt. Det kan de venstreradikale også, hvis de tager sig sammen, for mange af dem har lært på universiteterne, hvordan man gør. De vil bare ikke.

Men hvis de ikke vil hjælpe, så må vi selv. Og det er faktisk heller ikke svært.

Man vælger bare en lang række parametre at sammenligne på (individ, omverden, viden, sandhed, historie, udbredelse, autoriteter, kollektiv, frelse, fjender, frihed, pligt, stat, civilsamfund osv.). Og så sammenligner man, hvordan de to ideologier forholder sig hertil. Der vil vælte ligheder frem.

Der vil også komme forskelle frem, i hvert fald én: Hitler kaldte sig ikke profet. Men i det samlede billede vil det være en retorisk bagatel.

torsdag, april 19, 2007

Ydmyghed?

Hver gang jeg støder på den blog, så står Brandes´ ord fra ”Friedrich Nietzsche – en afhandling om aristokratisk Radikalisme" (1889) som en koncert i mig:

"Afmagten, som ikke gengælder, blev godhed; den ængstelige Lavhed blev Ydmyghed; Underkastelse under den man frygter, blev Lydighed; det ikke at kunne hævne sig blev: ikke at ville hævne sig, blev Tilgivelse, blev Kærlighed til Fjender. Ynkeligheden blev en Udmærkelse; Gud tugter den, han elsker. Eller den blev en Forberedelse, en Prøvelse, en Skole, endda Mere: Noget, der engang skal opvejes med Renter, tilbagebetales som Salighed. Og man hørte de værste Kælderdyr, som svulmede af Had og Nag, sige: vi Gode, vi er de Retfærdige. De hadede ikke deres Fjender – de hadede Uretten, Ugudeligheden. Hvad de haabede paa, var ikke Hævnens Sødme, men Retfærdighedens Sejr. Hvad de havde tilbage at elske paa Jorden, var deres Brødre og Søstre i Had, som de kaldte deres Brødre og Søstre i Kærlighed" (
s. 622).

Mere:

"I Modsætning til den aristokratiske Værdsættelse (god = fornem, smuk, lykkelig, gudbenaadet) bliver saa Slavemoralen denne: De Elendige alene er de Gode; de, som lider og besværes, de Syge og Stygge, det er de eneste Fromme. Derimod I, I Fornemme og Rige, I er i al Evighed de Onde, de Grusomme, de Umættelige, de Ugudelige, og efter Døden de Fordømte. Medens den fornemme Moral var den store Selvfølelses Udslag, en stadig Bejaen, er Slavemoralen et stadigt Nej til et Andet, et du maa ikke, en negation.

Til denne fornemme Værdsættelse god – slet (slet = værdiløs), svarer Slavemoralens Modsætning god – ond. Og hvem er de Onde for denne de Undertryktes Moral? Netop de Samme, som for den anden Moral var de Gode” (
s. 621).

En sidste bid:

"Og saa urimeligt som det nu er at betegne Medlidenheden som uselvist og ville helligvie den, saa urimeligt er det at give en Række handlinger den Onde Samvittighed i Vold, blot fordi de er blevet skamskændede som egenkærlige. Det som i den senere Tid er sket paa dette Omraade, det er at man har forherliget Selvfornegtelses-, Selvopofrings-Driften, alt det Uselviske, som var dette selve den moralske Værdi" (s. 619).

onsdag, april 18, 2007

Afskaf kontanthjælpen

Jeg vil gerne dele en tanke med jer.

Jeg så gerne, at vi afskaffede kontanthjælpen, som vi kender den. kontanthjælpen er ydmygende for den, der modtager den, den er belastende for samfundet i form af udgifter, ikke mindst til socialrådgiverbureaukrati, og endelig er det jo temmelig grotesk, at basalt offentligt arbejde ikke bliver gjort, mens folk går hjemme og føler sig overflødige.

Kontanthjælpen skal erstattes af en "jobret". Terminologien om kontnathjælp, samtaler, kontrol, rådighedspligt og aktivering skal fjernes til fordel for et simpelt system, hvor den ledige har ret til, på sin første ledighedsdag, at gå ned på rådhuset og vælge sig ind på en jobretning. Der skal være noget for enhver:
  • Pædagogisk medhjælper, der hjælper til i børnehaver, vuggerstuer og skolefritidshjem.
  • Sundhedsmedhjælper, der hjælper til på plejehjem og i hjemmeplejen
  • Teknisk medhjælper, der går til hånde med at vedligeholde maskiner og tekniske anlæg
  • Gartnermedhjælper, der hjælper til med plæner, skove og anlæg
  • Pedelmedhjælper, der går til hånde på skoler, plejehjem og i børnehaver med diverse.
  • Køkkenmedhjælper, der går til hånde med skolemad, varm mad i børnehaverne osv.
  • Rengøringsmedhjælper, der går til hånde med rengøring på offentlige institutioner.
  • Kontormedhjælper, der kan tage kopier og lave kaffe.
  • Til de meget svage, fx alkoholikere eller folk med store sociale og psykiske problemer, skal der være andre løsninger.
Der skal altså være jobs alle de steder, hvor der er ufaglært arbejde i det offentlige, der ikke bliver udført, fordi de fastansætte ikke har tid. Her kan den arbejdsløse kan gøre nytte. Et eller andet kan alle mennesker: give et barn en gyngetur, skubbe en støvsuger, slå en græsplæne, vaske et gulv, male et stakit, læse en historie. Altså jobs, som gavner almenvellet uden at fordreje konkurrencen med det private.

Det er ikke meningen, at man skal arbejde alene. Man skal gå sammen med det faste personale som føl, og man skal følge deres anvisninger. Man skal lave det, der ellers ikke ville blive gjort. Lønnen skal ikke være højere end kontanthjælpen er normalt. Der skal stadig være et motiv til at søge videre.

Til gengæld skal der ikke længere være nogen, der tager værdigheden fra folk. Ikke flere ydmygende samtaler og snagen i private forhold, ikke mere kontrol og mistillid og udsigtsløse kurser, ikke mere papirarbejde. De socialrådgivere, der før arbejdede med at tage sig af mennesker, som ikke ønskede, at socialrådgiverne tog sig af dem, kunne for en stor del erstattes af automater. Den ledige går ned på rådhuset, taster sine data ind i automaten, og så spytter den en jobfunktion, en fremtidig arbejdsplads og en adresse ud: Værsgo, hav en god dag, og tak fordi du benyttede dig af "jobretten".
Man kan naturligvis også blive fri, så bliver man bare hjemme og lever måske af partnerens løn. Man kan vælge deltidsjob, så tjener man bare mindre. Man må forblive i sin stilling, så længe man vil. Man skal med et vist varsel kunne søge over i et andet område. Det er arbejdspladserne selv, der melder ind, hvilke typer af medhjælpere de kan beskæftige, og hvor mange. Man kan blive udelukket fra bestemte jobtyper, hvis man opfører sig problematisk.

Hvad med pjæk? Ikke en masse administrativt bøvl. Sygdom under en vis procentdel kører glat igennem. Ryger man over et fastsat loft, stilles der automatisk krav om, at man skal fremvise lægeerklæring for at få penge udbetalt.

Der skal ikke længere arbejdes fra kommunal side på at skaffe den arbejdsløse i ordinært job. Det har alligevel alle dage været en dyr fiasko med al det vejlederi. Det skal være den lediges helt egen sag at søge videre eller blive. Vedkommende ligger ikke længere samfundet til last, tvært imod.

Næst efter bare at lade folk klare sig eller dø af sult, er dette her så ikke liberal socialpædagogik? Ikke den Sisyfosagtige skubben, puffen og hjælpen folk op ad bakken. Men i stedet dobbelt egenkærlighed: Samfundet sørger for at få noget godt ud af situationen, så længe den ledige er ledig. Den ledige må så selv afgøre, hvad der er til vedkommendes fordel og handle efter det. Det er værdigt for begge parter. Ingen bliver fattigere, ingen bliver mere usle, ingen bliver uretfærdigt behandlet, folk kommer lidt mere ud, det offentlige får passet sine opgaver, alle vinder.

Herefter kunne man indføre samme system på dagpengeområdet.

fredag, april 13, 2007

Børnelærdom

Når folkeskolen ellers vil, så er den i stand til at lære børnene hvad som helst. Det skal selvfølgelig være en god og kreativ kompetence, ellers vil folkeskolen helst ikke have, at børnene lærer den. Historie, kristendomskundskab, fysik, kemi og geografi kan der ikke blive tale om at lære ret meget af, det er ikke rigtig sundt.

Men lærerne ér fantastisk dygtige. Min ældste datter går i 1. klasse, og de kan ikke bare læse, hvilket er et mirakel i sig selv. De kan skrive. Sådan da. De børnestaver, som det hedder, når man bare skriver løs så godt man kan. Det er ganske læseligt og forståeligt, helt på niveau med, hvad de fleste af mine kærester har kunnet præstere.

Skriv en historie om, hvad I lavede i jeres påskeferie, sagde læreren til dem den anden dag, og min datter, som vi på ingen måde har snydt med inden skolestart, skrev:


Det er da fantastisk.
Men der bliver også kæmpet. De har 11 dansktimer om ugen i 1. klasse, og de bliver testet jævnligt, faktisk helt uden for det nye, obligatoriske program, af en særlig testlærer, der kan melde nøjagtigt tilbage, hvordan det går og hvor der skal sættes ind. Måske noget b/d, måske lidt om dobbeltkonsonanter, store/små bogstaver og hvordan det lige er, man vender "j".

Det næste kunne måske være, at folkeskolen kom sig over sin historiefobi og sagde: OK, vi har (med en ordentlig skolebestyrelse) 2 timers historie om ugen fra 3.-9. klasse, nu lærer vi de børn ALT, absolut ALT, om verdenshistorien. Samme fremdrift, samme omhu, samme høje status. Når man har kunnet give læsningen et gigantisk løft i løbet af relativt få år, så kan man gøre det samme med historiefaget. Forestil jer det. Forestil jer, at folk vidste noget selv.