onsdag, maj 23, 2007

Til nationens fotoalbum: Abdul Wahid som ung

Nå, men når resten af mediedanmark ikke kan finde på noget bedre end at rende med det mest ynkværdige og ligegyldige, tandløse ghettosladder om Khader og på hvilken kanal han så Gerner i Hisb-ut-Tahrir-farvet fundi-tørklæde og og og, sladderen om Khader får ingen ende, det er ævl og sludder, rygter og vrøvl, løgn og arabisk, spin af den grimme slags, men det kan den kvieøjede danske presse næppe overskue... - og om Messerschmidt, der i en brandert tager den ene pegefinder under næsen, mens han slynger den anden arm opad i fuldeheilen i 3 sekunder og synger lidt af den tyske NATIONALsang FOR SJOV, indtil Torben Lunds kæreste, der - det fremgår af TV2´s computeranimerede rekonstruktion (!) - sidder på den anden side af bordet, ligesom bare bliver helt skræmt i hele kroppen og BUSER ud med: "Helærlig Morten, nu zzztopper du alså!" - hvorefter han bare må dele sin rystende oplevelse med resten af Danmark... Og Messerschmidt må indgå forlig med BT og skrive under på, at han ikke kendte den tyske nationalsangs nazistiske historie, selvom problemet faktisk var, at Torben Lund og hans kæreste ikke kendte den tyske nationalsangs ikke-nazistiske historie, ja det er til at skyde sig en kugle for panden over, så dumt det er... - Når førende medier kan være så latterlige og helt-nede-under-gulvbrædderne ikke-værd-at-høre-på, - så er det jo ligefrem fin stil, når jeg her kan præsentere... TA-DA: Abdul Wahid Pedersen som ung. Hvad siger du så.



Via Capac.

fredag, maj 18, 2007

Sagen opklaret

Vi kan nu rekonstruere det venstreekstemtsatanistiske Danmarks decline and fall. Dette er, hvad der skete med oppositionen i de 6-6-6 år, hvor den udartede fra at være en helt almindelig opposition til en sygelig, udartet, ja faktisk ganske ondartet form for opposition:
Først forførte Satan Engelbreth, det er længe siden. Det kan man sikkert læse om i gamle numre af Faklen. Men så forførte Engelbreth Seidenfaden. Engelbreth har fast plads på Politikens forside nu, hvor han smiler goddædigt som reklame for sin blog. Og ved I hvad mere.
Så forførte Seidenfanden Jelved med samme giftig-søde tale. Det var ikke godt. Hun blev en anden, hun mistede forbindelsen med verden, hun begyndte at se syner. Djævle og farlige mænd. I skal læse Hedegaards beretning om det: "Troligt har han [Satanfanden] stået hende bi med ros og opmuntring, mens hun har drevet Det Radikale Venstre i muddergrøften med sin umulige udlændingepolitik". Og Jelved trak Gerner med sig. Og Thorning. Så skete der så heller ikke mere i sagen, gudskelov. Bolden lå stendød derfra, Thorning er jo ikke den store prædikant.
Men de onde tabte, hallelujah. Det var ligesom i domino:
Først faldt Thorning, vist mest over sine egne ben. Så faldt Gerner i sit tørklæde. Så skred Khader og sendte Jelved i frit fald. Jelved tog Seidenfaden med sig, og i skrivende stund falder han endnu. Man kan læse om det på Dahls blog og nu endda også i Information; her kræver de, at han trækker sig fra posten som oppositionens statspropagandaministerkandidat.

onsdag, maj 16, 2007

Mere Dahl: Irrationalisme og psykotiske prædikanter

Mere fra Henrik Dahls blog på Kommunikationsforum. Hvad gik galt for det, der skulle have været en opposition?

"En grundlæggende irrationalisme, der blandt andet kommer til udtryk som en modvilje mod at forholde sig rationelt til, om velfærds­politikken og socialpolitikken virker efter hensigten og er økonomisk effektiv. Irrationalismen er et kapitel for sig selv, og jeg kan ikke skrive udførligt om den i dag. Så jeg vil nøjes med at beskrive, hvordan den viser sig: som en moralistisk begrundet modvilje imod at for­holde sig rationelt til udbyttet af indsatsen inden for områder som forskning, uddannelse, velfærd, socialpolitik, beskæftigelsespolitik, mediepolitik, miljø og ulandsbistand".

Så er der psykosen igen:

"I centrum-venstre har man en ulyksalig tilbøjelighed til at lytte til dem, der er hårdest ramt af den politiske psykose. Man anser analyser i Politiken og Information for at være hjemstedet for skarpsindige analyser, selvom de for det meste er præget af spekulative og normative ræsonnementer, der ikke tager højde for hverken facts eller almindelige regler for, hvordan man bearbejder facts".

Og prædikant Seidenfaden:

"At der findes mennesker i dette land, der betragter Tøger Seidenfaden som værd at lytte til, overgår min forstand. Han kan højest regnes for en retorisk velskolet prædikant. Uhyre dygtig til at arrangere metafysiske begreber på nye måder. Men grundlæggende med samme forhold til rationel omgang med kendsgerninger som alle andre prædikanter".

Og endelig er der kunstnerne:

"En særlig grund til, at det går så dårligt for centrum-venstre, er tilbøjeligheden til at lytte til kunst­nere. Jeg tror, noget af det er udtryk for ægte, gensidig interesse. Men meget er en form for gensidig starfucking. Der findes desværre en masse kunstnere, der arbejder på at opbygge et ry for at være store intellektuelle af den gammeldaws europæiske slags. Sådan nogen, der sætter dagsordener og gennemskuer ting, de almindelige, dødelige politikere ikke kan fatte. Omvendt er der også politikere, der som renæssancefyrster gerne vil være kendte som store velyndere af kunsten og som politikere, der er lige så spændende og anderledes som rigtige kunstnere. Kunne man ikke bare gøre som Jens-Otto Krag? Han elskede at omgive sig med kunstnere. Men han nøjedes med at gå i seng med dem".

tirsdag, maj 15, 2007

Dr. Khader

Meget tyder på, at centrumvenstre kommer lige så hovedløst ud af sin alternative virkelighedsopfattelse, som de er kommet ind i den. Centrumvenstre er blevet forelsket i sin psykiater, Dr. Khader. Og vupti, så lettede neurosen!

De strømmer til Khaders nye parti, akkurat som de strømmede til Michelles Mission, forsoningnu.dk, anotherdenmark.org og hvad der ellers opstod af spontane fredsbevægelser og lighterarrangementer, sidst landet var i krise. Man er imod onde mennesker. For gode mennesker. Og nu vil skal vi altså have det rart sammen alle sammen, undtagen alle ekstremisterne.


Der er dog et aber dabei, og det er maden. Forretten er en flad skat på 40 procent, hertil velfærdsstat, shaken AND stirred. Hovedretten er Foghs udlændingepolitik garneret med god samvittighed. Desserten er mere EU med Samuelsens kønne øjne til. Alle retter er helt uspiselige for gæsterne, men de kommer alligevel, fordi det er tre sjældent gode mennesker, der inviterer. Man kommer for selskabets skyld. Det gode selskab.

Takket være Ny Alliance kan Danmark springe 15 års diskussioner og overtalelse over og med ét rykke voldsomt mod højre. Som den unge pige hos Kierkegaard, der hverken måler op eller tager tilløb, når hun springer, men bare sætter af i et lidenskabeligt spring.

Det er lidt surrealistisk. Men de er bestemt velkomne. Faktisk er det kun Khader og co., der vil kunne gennemføre en ægte borgerlig politik. Vores medier ville ganske enkelt ikke tillade andre at gøre det.

Men nu vil jeg ikke genere Ny Alliance mere. Jeg kan virkelig godt lide dem og glæder mig til at se mere til dem. Bare damerne ikke fortryder midt i springet.

Men gæt, hvem E-SF-S-R (samt ikke at forglemme DR-P-U) får som støtteparti og parlamentarisk grundlag, når det gælder velfærdspolitikken? Dansk Folkeparti :-)

mandag, maj 14, 2007

Centrumvenstrepsykosen

Henrik Dahl er vores egen danske Dr. Tell It Like It Is Phil Mcgraw. Hør denne svada på Kommunikationsforum (via Dansk Politik):

"Resultatet af centrum-venstres manglende evne til at lære, er blevet en manglende evne til at fatte. Centrum-venstre fatter ikke, at de har tabt et demokratisk valg i 2001 og 2005. Kommentariatet bliver ved med at skrive om de to valgnederlag som om de var statskup. Kommentariatet bliver også ved med at skrive om regeringen som om det på en eller anden måde var snyd, eller odiøst, eller moralsk anløbent, at føre den politik, man er blevet valgt af befolkningen på at love, man ville føre.

Man kan sammenfatte det i, at centrum-venstre - og ikke mindst centrum-venstre kommentariatet - har pådraget sig en psykose. Det lever i sin egen virkelighed, hvor u-landsbistand er en vindersag. Hvor man på udlandsrejser skal være flov over at være dansker. Hvor Danmark er præget af islamofobi og fremmedhad. Hvor muslimerne i Europa har fået samme status, som jøderne havde i Tyskland i trediverne. Hvor islamisme ikke er en totalitær magtfaktor i mellemøsten. Hvor Søren Krarup og Jesper Langballe bestemmer stort og småt i dansk indenrigs- og udenrigspolitik. Hvor man som noget helt nyt stemmer vigtige reformer igennem med spinkle flertal. Hvor statsministeren i ethvert af sine vågne øjeblikke pønser på at afskaffe velfærdsstaten. Hvor Danmark er blevet koldt og nyliberalt. Og hvor der nu på sjette år bliver skåret dramatisk ned på alle offentlige udgifter.

At tro eller hævde den slags, er psykotisk. Et udtryk for, at virkeligheden ikke gør det mindste indtryk på ens tankevirksomhed. Eller i det mindste et udtryk for, at den ikke gør det samme indtryk, som den gør på kognitivt velfungerende mennesker. Befolkningen som helhed har ikke mere lyst til at tage centrum-venstre alvorligt, end jeg eller nogen anden har til at tage en stakkels, psykotisk tosse, der raver rundt i S-toget som følge af distriktspsykiatrien, alvorligt".

Bogintroduktion

Det er naturligvis kun fordi jeg har så travlt med min eksamensopgave, at jeg rakker rundt inde på Youtube. Se her, fnis:

http://www.youtube.com/watch?v=xFAWR6hzZek

søndag, maj 13, 2007

Melodi grand prix

Nye tider, også i Melodi grand prix. Slut med kæk, vesteuropæisk bøssepop i alle regnbuens farver. Heldigvis. Desværre står den i stedet på sort/hvid østeuropæisk Nina Hagen punk med mavedanservibrator. Man hører de grimme lyde og kigger forskrækket op. Der står de så: en hyperaktiv, overordentlig talstærk trup i 80´er-futuristisk antræk. De bevæger sig som gorillaer i angreb. Man rykker tilbage, men de rykker med. Og så har de lige oversize solbriller på også. Glup.

Spareide, DR?

onsdag, maj 09, 2007

Skønlitterære frihedstænkere

Cepos har for tiden en foredragsrække om skønlitterære frihedstænkere. Der mangler imidlertid noget for de helt små. Lad mig anbefale Jeppe-serien af Barbro Lindgren. Hør her "Jeppes sut":




Se Jeppe.
Se Jeppes sut.










Det er en god sut.









Jeppe går ud.











Nu kommer hunden.
Vov vov.






Hunden vil have sutten.













Hunden må ikke få sutten.








Nu kommer katten.
Mjav mjav.







Katten vil have sutten.










Katten må ikke få sutten.
Jeppe tager sutten.








Nu kommer anden.








Anden tager sutten.








Dumme and.
Jeppe slår anden.
Anden taber sutten.





Jeppe tager sutten.
Anden er gal.
Jeppe er glad.
Ha ha.





Er det ikke oplivende læsning? Hvor lærer børn ellers at hævde deres ejendomsret med god samvittighed?

Verden ifølge venstresatanisterne

Venstresatanisternes seneste stunt er at samle en række blogs, som de mener er antisemitiske. Min blog er med.

Antisemit? Ingen højere? Hvem Fanden i hede, hule Helvede kan læse min blog og så konkludere, at jeg er antisemit?

Det skal jeg fortælle jer. Det kan Venstresatanisterne, for hvem udsynet kniber mere end gevaldigt. For en overfladisk betragtning glider de fint ind i den analytiske jargon, som man genkender fra DR og Politiken og som de fleste af os er socialiseret til at lytte til med andægtighed. Således Kunne Engelbreth forleden sidde på P1 og analysere, hvordan blogland var højrefløjens mulighed for at komme til orde med ekstreme synspunkter. Skal man grine eller græde?

Sagen er, at venstresatanisterne lider af en skeløjethed og en nærsynethed, hvoraf Seidenfaden og Jelveds nu skibbrudne ditto kun er en svag, homøopatisk fortynding. De har stærk fremskreden rød-grøn stær, der i den grad ikke fatter - og ikke vil fatte - den virkelige politiske situation. De er fuldstændigt blæst oveni, og lad mig nu fortælle den troskyldige, danske presse, hvem der er stærkt repræsenteret i blogland, og ikke bare stærkt repræsenteret, men umådeligt overrepræsenteret. Det er det aller-aller-aller yderste venstre-satanistiske Minoritetsparti. Ikke mindre end 4 blogs har venstresatanisterne på Charts top 20.

Som nr. 6 på Chart ligger den kendte satanist og Politiken-opildner Rune Engelbreths ”Humanisme”. Som nr. 12 ligger Engelbrets partifælle Carsten Aggers ”Modspil”. På plads nr. 16 ligger den unge venstreaktivist Allans ”En mavepuster til det officielle Danmark”. På plads nr. 17 ligger Rune Engenbreth og Carsten Aggers fælles projekt ”Faklen”, som er en videreføring af det tidskrift, det meste af verden kalder satanisk, men som de selv er begyndt at kalde humanistisk (fnis). Disse skribenter er alle tilknyttet Minoritetspartiet. Og nu vi er på den yderste venstrefløj, kunne man også nævne en af de mere moderate normal-politiske blogs, nemlig ”Danmarks Kommunistiske Partis blog”, som ligger nr. 13 på Chart.


En fjerdel af top 20 er altså helt uden for pædagogisk rækkevidde venstreradikalt. Til sammenligning er de såkaldt højreekstreme bloggere på Charts såmænd funderet i regeringspartierne og regeringens parlamentatiske grundlag, Dansk Folkeparti.

Det havde ikke kostet megen jornalistisk undercover research at skabe sig det overblik
.

Set i forhold til seneste valg, hvor Minoritetspartiet fik 0,3 procent af stemmerne og Kommunisterne slet ikke formåede at stille op, mon så ikke det er fair at sige, at den fløj, som i virkeligheden er uforholdsmæssigt dominerende i blogland, det er ikke højrefløjen, det er de venstreradikale satanister og hvad der ellers findes af outrerede bevægelser derude hinsides Enhedslisten, hvor kun Seidenfaden og Jelved vover sig ud i de sene aftentimer for at hente nye langt ude løgnehistorier om, hvad det det egentlig er, der foregår i det danske politiske liv for tiden.

tirsdag, maj 08, 2007

I kan ikke slå os ihjel

Her er en lille hilsen fra Dansk Folkeparti til os allesammen :-)

Støt hellere Liberalisterne

Så blev der da endelig stiftet et højreradikalt parti i Danmark. De Radikale er knækket mit over i Jelveds Venstreradikale og Khaders Højreradikale. Det skal vi alle glæde os over, for nu har de venstreradikale endelig fået nogen ægte højreradikale at skændes med, og vi andre får forhåbentlig ro for det hundeslagsmål om radikalismer, som aldrig har eksisteret andre steder end i de radikales egne hoveder.

Tillykke til Khaders Højreradikale herfra, det kan kun gå godt. Hvis de ikke kan melde klart ud, hvilken statsminister, de vil pege på, så overlever de ikke ugen ud, dertil er der for gode alternativer i hhv. de Venstreradikale og i et sikkert borgerligt parti. Og omvendt: Hvis Khader peger på Anders Fogh, så har både Bendtsen og Fogh meldt ud, at de er velkomne i den borgerlige fløj.

De Højreradikale kan formentlig tage et par af de mest ubefæstede borgerlige vælgere, foruden en flok af de mest opvakte fra den røde fløj. Men de kan aldrig blive en trussel mod Liberalisterne, for Liberalisterne er af en helt anden støbning. De er ægte, rodfæstede borgerlige. De snakker ikke om mere social socialliberalisme, mere social socialkonservatisme og mere social socialradikalisme. De Højreradikale vil være flinkere og mildere og venligere, samtidig med, at de fantaserer om skattelettelser. De tror ingen formentlig på. Heroverfor har Liberalisterne opbakning fra nogle af landets bedste hoveder. De har opbakning til deres ideologiske opgør i hele den borgerlige bølge, der flyder ind over landet nu med Henrik Jensen, Michael Jalving, David Gress osv.

Lad os se det i øjnene: ligesom Socialdemokraterne altid har været nogle kødhoveder, der har haft brug for de Radikale som intelligentsia, sådan er Venstre også gået hen og blevet lidt nogle kødhoveder, der har brugt for en ægte, liberal intelligentsia til at tale deres sag. Bare lige for at blive holdt skarpe.

Jeg håber, at Liberalisterne kommer ind. Jeg mener, at alle borgerlige som et minimum skal støtte støtte dem i at opstille ved i hvert fald at give dem en underskrift. For Liberalisterne øser altså af nogle klassiske, borgerlige kilder, som vi andre helt har glemt gennem 50 års socialdemokratisk indoktrinering.

GIV LIBERALISTERNE DIN UNDERSKRIFT.

mandag, maj 07, 2007

Radikale Classic

Må det være mit udmyge forslag til partinavn og profil for Khader og Samuelsens udbrydergruppe. Navnet peger tilbage på partiets klassiske identitet, før det fik socialistsyge og kom i permanent trodsalder; før det blev et storbytosseparti.

Radikale Classic peger tilbage på Brandes´ individualisme, liberalisme, rationalisme og først og fremmest hans opbakning til det klassiske, moderne projekt.

lørdag, maj 05, 2007

Fred for Mellemøsten

Ond kommentar af Edward Luttwak i Weekendavisen 03.05.07:

"I Mellemøsten er klokken altid fem minutter i tolv. Vi får altid at vide, at det er en afgørende region. Men det tilbagestående Mellemøsten er mindre relevant end nogensinde før, og det ville være bedre for alle, hvis vi bare kunne lære at ignorere den".

Essensen af kommentaren er nogenlunde som følger: Mellemøsten er en hysterisk region, der overdramatiserer helt vanemæssigt. Vi tror på dem hver gang og flipper ud i storstilede krigs- og fredsprojekter, selvom vi egentlig burde være fløjtende ligeglade.

For der er ingen substans i det, det er skrig og skrål. Ikke engang katastrofen over alle katastrofer, brændpunktet over alle brændpunkter, den pælæstinensisk-israelske konflikt, er værd at skrive hjem om. Siden 1921 har den konflikt dræbt ca. samme antal som en enkelt sæson i Darfur.

Mellemøsten provokerer og truer og buldrer og brager, men kan overvindes militært på en halv formiddag med den ene arm på ryggen. Ikke engang terrorismen er rgtigt blevet til noget. De kan holde fremragende oprør kørende, men hære kan de ikke administrere. Vi skal slet ikke lade os gribe af det katastrofiske spil. Men det er svært.

Høgene kan ikke lade være, de vil slå dem i krig. Det er forståeligt, og det er nemt, men det ændrer ingenting, de kommer ikke til fornuft af den grund. Der er hysteriske optrin dagen efter, samme mennesker, samme sand, samme problemer, samme skrig og skrål.

Duerne kan heller ikke lade være, og de er lige så resultatløse. De vil vise respekt i håb om at Mellemøsten bliver glad og begynder at producere velfærd i stedet for at vågne om morgenen og gå i gang med at producere had. Men denne nervøse respekt forslår som en snebold i Helvede, fordi islam lover sine tilhængere overlegenhed udi alting, hvilket gør regionens tilbageståenhed på alle områder til en konstant kilde til forbitrelse.

Løsningen er at lade dem sejle i deres egen sø:

"Den operative fejl, som Mellemøsteksperterne konstant begår, er den manglende erkendelse af, at tilbagestående samfund skal man lade være i fred [...] I fraværet af såvel invasioner som venligt engagement ville folkene i Mellemøsten omsider få lov at få deres egen historie: Noget som Mellemøsteksperter af enhver farvelægning synes fast besluttet på at nægte dem. Det bringer os til den fejltagelse som vi andre begår: Vi vier Mellemøsten alt for meget opmærksomhed, denne stagnerende region, hvor så godt som intet nyt opstår [...]".

Der følger så en række data om, hvor elendigt det står til, uanset oliesummer og bistandskroner og fede pipelines med euro fra udvandrerne. Intet lykkes, der produceres ingenting, man filmer sig larmende ud af det globale kapløb, som man ved, man taber: "Av, av, av, uhh, det er den gamle koloniskade igen..!"

Luttwaks sidste ord er: "Med mindre vi står over for en umiddelbar fare, bør vi derfor fokusere mere på de gamle og nye lande i Europa og Amerika, I indien og Østasien: steder hvor hårdtarbejdende befolkninger skuer fremad i stedet for at drømme om fortiden".

Edward Luttwak er tilknyttet Center for Strategic and International Studies i Washington, han er uddannet økonom og historiker og tidligere rådgiver for forsvarsministeriet, udenrigsministeriet og det nationale sikkerhedsråd. Artiklen ligger her, men der kræves log in.

fredag, maj 04, 2007

Hvad er der i vejen med burka?

Vi må nok se i øjnene, at vores politikere og de fleste af vores meningsdannere er lidt i knæ. De kæmper, de træder vande, men de magter ikke rigtigt at overskue de problemer, vi står med. Hvis de gør, tør de i hvert fald ikke give udtryk for det offentligt.

De diskuterer badeforhæng, de diskuterer halalkyllinger. Og tegninger, burkaer, tørklæder, håndtryk. Hver gang som om der ingen forbindelse var til den foregående diskussion. De prøver at finde saglige og objektive, globalt gangbare argumenter mod det ene og det andet. Som helt isolerede fænomener. Og det lykkes ikke for godt.

Når vi ikke vil have burkaklædte kvinder i Danmark, er det så virkelig pga. faren for, at de kan komme til at mangle d-vitaminer? Når vi ikke vil have sygeplejersker i heldragt, er det så virkelig af hygiejnehensyn? Og er det virkelig afgørende for os, at vores offentlige ansatte giver hånd? Man tør næppe tænke det, men af hygiejnehensyn var det formentlig bedre, de lod være. Hvad så? Hvad skal vi så gribe til? Hvorfor er vores sag så god og vores argumentation så ringe?

Trangen til at diskutere disse småting kunne godt ligne småborgerligt snævertsyn og stejlhed. For nogen er det sikker lige præcis dét. Men for de fleste er det ikke snævertsyn, der er på spil, tvært imod. Alle disse forvildede smådiskussioner bunder først og fremmest i, at folk har en uendeligt kompromissøgende og vigende holdning. Man vil så gerne have, at det bare drejer sig om simple, konkrete justeringer, så bliver alt godt. Man vil så nødig ind på de gigantiske ideologiske modsætninger, der står over for hinanden. Man vil så nødig finde en forbindelse mellem tegn og det, det er tegn på.

torsdag, maj 03, 2007

Multivæsen

"Det er jo stadig sådan, at du kan sidde og nævne alle de borgerlige debattører ved navn. Flere er der ikke, mens den anden fløj er et kæmpestort multi-væsen" (Hans Hauge i Berlingske).

onsdag, maj 02, 2007

Doktor Marx og stakkels Asmaa

Mange har nok spurgt sig selv, hvad Enhedslisten vil med Asmaa Abdol-Hamid. Det tror jeg godt, jeg kan svare på. De vil helbrede hende.

Ifølge en socialistisk betragtning er muslimske fundamentalister som Asmaa Abdol-Hamid ikke onde, de er bare syge:

“Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelse, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium“.

Religion er "folkets illusoriske lykke". Den skal vige for "folkets virkelige lykke". Enhedslistens egentlige ønske er at gøre den undertrykte muslim rask, dvs. ateist.

At lade Asmaa få en plads i folketinget svarer til at lade hende tage plads på terapeutens briks: Sæt ord på krænkelserne, gør lidelserne synlige. Tag magten over dine materielle omstændigheder, så vil religionen slippe sit tag. Ved at trodse sine danske undertrykkere skal hun langsomt komme til højere erkendelse: "Mennesket skaber religionen. Det er ikke religionen, der skaber mennesket".

Asmaa kan ikke gøre for, at hun er religiøs. Hun er et offer for omstændighederne. Hendes religion er en "fordrejet verdensbevidsthed", som danske socialister i solidaritet må tage ansvaret for, fordi den er et produkt af vores "fordrejede verden"; "Kampen mod religionen er da umiddelbart kampen mod hiin verden, hvis åndelige aroma er religionen".

Men det er bedst ikke at sige alt det her til til Asmaa og de andre patienter endnu. Så vil de formentlig modsætte sig helbredelsen. They are on a need to know basis and they don´t need to know.

Asmaa er gået ind i kampen mod religion. Enhedslisten er gået ind i kampen for islam. De to parter har vist ikke meget at bebrejde hinanden mht. forstillelse og facader. Det skal blive muntert at følge.

Citaterne stammer alle fra Karl Marx og er fundet her.

Anstændighedsguide


Helt uantagelig








Provokerende





Vovet








Anstændig











Værdig













Korrekt















Respektabel












Udadlelig






Forbilledlig

tirsdag, maj 01, 2007

Liberalisternes kamptale

Læs Liberalistformanden Torben Mark Pedersens 1. maj tale. Den vender nok lige din verden et par gange i luften: 1. Maj - en hyldest til de, der går på arbejde og tjener deres egne penge:

"Det arbejdende folk er blevet svigtet af venstrefløjen, fagforeningerne og Socialdemokraterne. Fagforeningerne kæmper stadig for højere lønninger for deres medlemmer – men ikke for lavere skatter. Hvorfor? Hvis der er én ting, der er i alle arbejdstageres interesse, så er det lavere skat på arbejde, så man får lov til at høste frugten af ens eget arbejde".

Via dansk-politik.dk.






















1. maj

Traditionen tro holder jeg jo en lille tale d. 1. maj her på min blog. Intet forandrer sig hvad denne traditionsrige festdag angår, arbejdersagens selvforståelse er urokkelig, derfor der der heller ingen grund til at forandre talen:

Kammerater!
Prøv at kigge på højre hånds håndflade og lad os placere de politiske partier efter den gode gamle venstre/højre-model. Lillefingeren er det yderste venstre, Enhedslisten, det ikke-eksisterende Minoritetsparti og SF. På ringfingeren finder vi tidens klareste opposition, de Radikale. På langefingeren finder vi Socialdemokratiet. De finder sig på udlændingeområdet, retsområdet, uddannelsesområdet og i kulturkampen generelt placeret til højre for de radikale, overhalet indenom. Lad os placere CD og Kristendemokraterne på samme finger, det er der jo en herlig symbolik i. På pegefingeren har vi Venstre og Konservative, på tommelfingeren Dansk Folkeparti.
Fra gammel tid skulle de fattige horder være at finde på venstrefløjen, imens herremænd og fabrikanter skulle sidde i det yderste højre, på flæsket. Se nu på hånden igen. Placer partierne. Og prøv så at vende hånden 180 grader. Først nu har vi pøblen på sin rette plads yderst til venstre, præsenteret af Dansk Folkeparti. Og vi har arbejdsbierne, sliderne fra V og K, dem Platon ville kalde producenterne, næstyderst. I midten de mellemuddannede socialdemokrater, hvoraf mange har for meget og alle laver for lidt, som man siger. Og så kommer den egentlige elite, den gruppe, der virkelig forstår at lægge distance, den veluddannede radikale embedsstand. Endelig alleryderst til højre, den helt urørlige lille gruppe af universitetsansatte Enhedsliste- og SF-stemmer, med en position ikke helt ulig tidligere tiders gestlige. Fra langefingeren og ud er man offentlig ansat og lever af, ikke tiende, men noget, man kunne kalde tresindstyvende, leveret af producenterne.
Den gamle venstre-højre-logik holder ikke. Det har den ikke gjort længe. Men lad os alligevel slutte med en sang fra før det politiske spektrum roterede. Jeg gad nok vide, hvad den velbjærgede socialistiske intelligentsia egentlig tænker på, når de står og synger dette her:


Rejs jer, fordømte her på jorden,
rejs dig, du sultens slavehær!
I rettens krater buldrer torden,
nu er det sidste udbrud nær.
Bryd kun fortids møre mur i stykker,
slaveskare, der er kaldt;
snart verdens grundvold sig forrykker,
fra intet da vi bliver alt!

/:Vågn til kamp af jer dvale,
til den allersidste dyst;
-og internationale
slår bro fra kyst til kyst.:/

Ej nogen mægtig gud og kejser
og folkehøvding står os bi.
Nej, selv til kampen vi os rejser,
vor folkeret forlanger vi.
For at knuse tyvene, vi føder,
for at fri vor bundne ånd
vi puste vil til essens gløder
og smede med en senet hånd.

/:Vågn til kamp af jer dvale.../

Vi knuges under stat og love
vi flås af skattens skarpe klo
Og pligtfri kan den rige sove
vor ret kan ingen steder gro
Lad os kaste åget af vor nakke
Lighed fordrer pligt for ret
Med pligterne vi tog til takke
nu tager vi vor løn for det.

/:Vågn til kamp af jer dvale.../
Ved ofringen til Mammons ære
har guldets konger aldrig haft
et andet mål end det: at tære
på proletarens arbejdskraft.
Denne bande ved vor slid og plage
til en mægtig rigdom kom;
og når vi fordrer den tilbage,
forlanger vi vor ejendom.

/:Vågn til kamp af jer dvale.../

Med krigsbegejstring de os fylder
de konger, før vi skal i slag
Men voldens herrer væk vi skyller
på massemytteriets dag
Bær da strejkeånden ind i hæren
og på næste krigs signal
vi siger nej til «Helteæren»
og skyder hærens general

/:Vågn til kamp af jer dvale.../

Arbejdere i stad, på landet,
en gang skal verden blive vor.
Den dovne snylter skal forbandet
forjages fra den rige jord.
Mange gribbe på vort blod sig mætter;
lad os jage dem på flugt.
Vor kamp en herlig tid forjætter
hvor solen altid stråler smukt.

/:Vågn til kamp af jer dvale.../

Eugéne Pottier:"Opbruddets sang" senere kaldet "Internationale", sunget første gang i 1871 på Bastillepladsen i Paris.