lørdag, juni 30, 2007

Dyrere og dyrere: aktivering

På mange måder styrer Beskæftigelsesministeriet jo kommunerne som Skinner styrede sine rotter. Trykker de på de rigtige knapper, falder der en ost ned.

Kommunen får 65% i statstilskud på kontanthjælpen, når folk er aktiverede, men kun 35%, når folk er passive. Det betyder en årlig nettoudgift til passive kontanthjælpsmodtagere på 53.319 kr. pr. næse, mens aktiverede koster 21.067 kr. om året (beløbene gælder ikke-forsørgere; forsørgere koster mere). En klog kommune vil alene pga. refusionsreglerne være tilbøjelig til at aktivere flere.

I 2005 brugte vi 52 mio. kr. på passiv kontanthjælp. De aktiverede kontanthjælpsmodtagere er dyrere. For oven i deres kontanthjælp på 40,2 mio. kr. skal man lægge prisen for beskæftigelsesprojekter, jobtræningsløn mv. I 2005 kostede beskæftigelsesprojekter mv. rettet mod denne gruppe 19,1 mio.

Hvorfor øger kommunen udgiften til en kontanthjælpsgruppe med 50%? Det gør den naturligvis heller ikke. Udgifterne på 19,1 mio. til aktivering og jobtræning dækkes nemlig ind af en statsrefusion på hele 14,5 mio. Og den betaler du jo over statsskatten, så den er gratis i en kommunal optik.


Men når det skal være, gør Holstebro Kommune det fornuftigt på aktiveringsområdet. Aktiveringskronerne bliver primært brugt på støttet beskæftigelse og virksomhedspraktik. Vejledning- og opkvalificeringsprojekter gennem fx daghøjskolen bruges ikke så meget mere:


Støttet beskæftigelse kan vel bedst betragtes som en kommunal foranstaltning, der skal afbøde skaderne af en mindsteløn, der er så høj, at alt for mange mennesker ikke kan leve op til den. På den måde er der tale om et positivt og nødvendigt tiltag.

Hvis matchkategoriseringen har noget på sig, er det slet ikke forventeligt, at alle disse mennesker nogensinde vil kunne levere en arbejdsindsats, der svarer til mindstelønnen. Vi har fagforeninger, der dikterer, at lønningerne godt må variere fra 15.000 og uendeligt langt opad, men der ikke må eksistere lønninger mellem 10.000 og 15.000. Derfor vil støttet beskæftigelse være det nærmeste, mange mennesker kommer til en egentlig beskæftigelse. Havde mindstelønnen været lavere, havde disse mennesker formentlig kunne bestride ordinære jobs.

Hvorvidt aktiveringen har positiv effekt, altså om den får folk i varig beskæftigelse, har jeg ikke kunnet finde præcise oplysninger om. At kommunens beskæftigelsesfrekvens ikke er steget men faktisk faldet drastisk over de seneste år, ligger dog fast:

Arbejdsmarkedsforanstaltningernes hovedmål er at få den kurve til at stige, så alt andet lige er deres resultater temmelig nedslående. Noget tyder på, at kommunen bruger rigtig mange skatteressourcer på at bokse med et problem, der kun kan løses gennem lavere mindsteløn og/eller en lavere startløn.

Dyrere og dyrere: kontanthjælp

Kontanthjælpen ser umiddelbart ud til at være et område, hvor det går godt. Antallet af kontanthjælpsmodtagere i Holstebro Kommune er faldet med 396 personer fra 2001 til 2006:


I kroner og øre giver det en besparelse på 21 mio om året i forhold til 2001. Set i lidt længere perspektiv er vi dog bare tilbage på 1999-niveau.


I sidste halvdel af 90´erne har der været en voldsom stigning i kontanthjælpsudgifterne, en udvikling, der brat blev vendt i 2001. I konkrete personer forsøger Holstebro Kommune nu 1934 kontanthjælpsmodtagere for det samme beløb, som kommunen forsørgede 2211 for i 1999.

Med en lav ledighed og en god mængde ufaglærte jobs i landbrug og industri kan det alligevel undre, at kommunen overhovedet afholder kontanthjælpsudgifter for 92,2 mio. i 2005 (her fraregnet revalidenter mv). Hvorfor er de mennesker ikke i job? Som kontanthjælpsmodtager er man jo forpligtet på aktiv jobsøgning. Man er også forpligtet på at tage imod rimelige jobtilbud. Man er ikke invalid, man er ikke syg. Man er kort sagt arbejdsløs med de pligter og rettigheder, det indebærer.

Troede vi. Sådan er det bare ikke.

Når Holstebro Kommune grupperer kontanthjælpsmodtagerne, placerer de 86% af dem i matchgruppe 4 og 5, der har ingen eller meget begrænset arbejdsevne og ikke umiddelbart kan opfylde nogen ordinære jobfunktioner.

Matchgruppe 1: 15 personer
Matchgruppe 2: 30 personer
Matchgruppe 3: 44 personer
Matchgruppe 4: 518 personer
Matchgruppe 5: 72 personer.

518 bistandsklienter (75,5%) er placeret i matchgruppe 4, som beskæftigelsesministeriet definerer således: ”Borgeren har så væsentlige begrænsninger i kompetencer og ressourcer, at den ledige ikke umiddelbart vil kunne indgå i jobfunktioner på det ordinære arbejdsmarked. Borgerens arbejdsevne er aktuelt så betydeligt nedsat, at jobfunktioner der er forenelige med borgerens kompetencer og ressourcer, kun vil kunne findes i et meget begrænset omfang på det ordinære arbejdsmarked”. Matchgruppe 5 har slet ingen arbejdsevne.

Langt hovedparten af kontanthjælpsmodtagerne er altså – midlertidigt eller mere permanent – ikke i stand til at arbejde
. Der findes angiveligt ikke et ordinært arbejde, man kan presse dem ud i, hvor gerne de end vil.

Ifølge Holstebro dagblad d. 12. august 2006 er Holstebro den kommune, der giver kontanthjælpsmodtagerne den næstlaveste vurdering i landet. Kun hver 6. vurderes som værende i stand til at klare et job. Efter tallene at dømme er der ikke meget mere arbejdskraft i kontanthjælpsgruppen end i de syge og førtidspensionisterne.

Hvor andægtig skal man forholde sig til den slags diagnoser? Er det virkelig sandt, at vi nu skraber bunden, at der kun er en lille elendig flok tilbage, der intet kan udrette, om de så fik en pistol for panden? Det er faktisk ikke sandt, tvært imod. Forholdet er faktisk det modsatte.

Mængden af ikke-beskæftigede er ikke faldet til et absolut minimum af helt håbløse eksistenser. Tværtimod sker der en decideret ophobning af mennesker uden for arbejdsmarkedet. Reservebænken er ikke blevet tømt, den er blevet fyldt op. Faldet i ledighed i Holstebro Kommune hænger nøje sammen med en stigning i antallet af mennesker, der er placeret uden for arbejdsmarkedet:

På landsplan er billedet ganske det samme, hvad enhver kan forvisse sig om på Danmarks Statistik. De mange foranstaltninger har ikke fået folk ud arbejdsmarkedet, men ud af det. Væk fra ledighedskøen og helt ud af arbejdsmarkedet. En femtedel (21,3%) af indbyggerne i den erhvervsaktive alder er uden for arbejdsstyrken i Holstebro ifølge Beskæftigelsesregion Midtjylland.

Det tidligere nævnte fald på ca. 396 kontanthjælpsmodtagere fra 2001 til 2006 skal ses i forhold til, at der er en stigning i antallet af personer uden for arbejdsmarkedet på 392 personer fra 2001 til 2006 (fra 3575 i 2001 til 3967 i 2006).

BILAG:



fredag, juni 29, 2007

Dyrere og dyrere: oversigt

På landsplan havde vi i 2006 den laveste ledighed siden 1974. I Holstebro kommune er ledigheden netop nu på 2,1%. Men mens ledigheden er faldet til et par procent, er udgifterne til arbejdsmarkedsafdelingen i Holstebro Kommune steget festligt. Se her, hvordan afdelingens samlede bevilling har udviklet sig:

1999: 266,6 mio.
2001: 385,4 mio.
2003: 442,8 mio.
2005: 485,2 mio.

Det er næsten en fordobling på 6 år. Det store spørgsmål er: Hvorfor bliver det stadig dyrere at drive en arbejdsmarkedsafdeling, når tiderne bliver stadig mere gunstige? Hvad bruger en arbejdsmarkedsafdeling sine penge på?

I 2005 fordeler Arbejdsmarkedsafdelingens bruttoomkostninger sig sådan her ifølge detailregnskabet:

Kontanthjælp: 92,2 mio.
Driftsudgifter aktivering mv.: 19,7 mio.
Revalidering (kontanthjælp, revalideringsydelse mv.): 33,7 mio.
Fleks- og skånejobs: 60,2 mio.
Førtidspension: 154,5 mio.
Sygedagpenge: 69,3 mio.
Flygtningeintegration: 23,2 mio.
Misbrugsindsats: 3,4 mio.
Eksternt samarbejde: 2,9 mio.
Administration: 25,9 mio.

I alt: 485 mio. kr.

En arbejdsmarkedsafdelings opgave er at hjælpe folk, der skulle have forsørget sig selv gennem arbejde. Dens hovedproblemer er ledighed og uarbejdsdygtighed. Som nævnt er der knaphed på ledighedsproblemer. Til gengæld er der masser af problemer med uarbejdsdygtighed. De er forklaringen på, at en afdeling, der burde være formindsket pga. faldende ledighed, i stedet er fordoblet på 6 år.

Mit overordnede indtryk er, at vi bruger stadig flere penge på stadig mindre problemer. Med andre ord: Det går rigtig godt :-)

torsdag, juni 28, 2007

Woolhead

Urmager Michael Woolhead skal have 13 for den "usædvanligt selvstændige og udmærkede præstation" at bevæbne sig og plaffe 3 serbiske røvere ned - da hans forretning blev røvet for 7. gang. Det var fint. Det var ikke bare fuldt forståeligt, det var et sundhedstegn. Hvad var alternativet?

Den venstre-radikale elite har længe grinet ad den dumme befolkning for dens sentimentale 50´er-drømme om en tid uden folkevandringer, kriminalitet og hærgen. Den har hånet folk for at ønske den tid tilbage, som dens fredelige og imødekommende mentalitet passer til.

Nu sker der noget andet. Nu begynder folk så småt at tilpasse mentaliteten og adfærden til den nye verden, man har arrangeret til os.

Nu er det eliten, der er sentimental, og den griner ikke mere. Den savner vist den uskyld, den selv tog.

Hvorfor kommunale udgifter kun kan stige

Hvornår har du sidst tjekket din kommunes regnskaber? Nej vel, hvis du mentalt er nogenlunde sund og rask, har kommunens regnskaber formentlig ikke beskæftiget dig et øjeblik nogensinde. Du tror, at du har folk til det. Det har du ikke. Der er kun dig.

Kommunens politikere og ansatte kan ikke gøre det for dig. De skal nærmest gøre vold på sig selv for at se lige så nøgternt på kommunens aktiviteter som en almindelig skatteborger. Det er der to grunde til.

Den første grund er, at kommunens ansatte arbejder seriøst på at løse deres opgave, som er at servicere borgerne. Kommunens ansatte genererer problemanalyser og problemløsninger. De bobler af ideer og aktiviteter og hjælpertrang. De definerer problemer og organiserer sig efter dem. Når ét problem forsvinder, definerer de nye. De lever at at skabe og løse problemer. Man fyrer ikke sig selv, man lukker ikke sin afdeling - man finder på nye problemer at løse. De har rigtig mange gode øjne at kigge med. Men også nogle store blinde vinkler. De er én stor hjælpertrang, som ikke er i stand til at se sig selv som overflødige. De kan kun hjælpe mere, de er programmerede til altid at "sætte ind" med en bedre indsats. Enhver begrænsning eller beskæring skal derfor ske udefra.

Den anden grund er, at de kommunale politikere arbejder seriøst på at løse deres opgave, som er at sikre kommunens ressourcer. Dén overordnede funktion gør, at partipolitik i virkeligheden ikke betyder så meget. Når kommunalpolitikerne løser deres opgave godt, så tænker de ikke i bruttoomkostninger, men i kommunale nettoudgifter. En god løsning for kommunalpolitikere er en løsning, der er billig og givende for kommunen. Ansvarligheden dækker kun kommunens økonomi, ikke den samlede offentlige kasse og de enorme summer, som staten kanaliserer videre til kommunerne. Det er utænkeligt at sige nej til den slags midler. Enhver ny ansat, ethvert nyt projekt giver skatteindtægter, indbyggere, udvikling og velfærd. Opgaven for en kommunal politiker er at maksimere sin kommune. Uanset hvad det koster staten. Staten er kommunens omverden, dens foderkanal, ikke dens ansvar. Akkurat som de ansatte har de kommunale politikere mange øjne, gode øjne og de løser deres opgave som de skal. Men de har også nogle store blinde vikler. De er heller ikke i stand til at bremse sig selv.

Derfor skal du interessere dig for din kommunes regnskaber. Det går ikke, at det kun er de to ovennævnte grupper, der har indflydelse på kommunens beslutninger. Ikke fordi de gør noget forkert, men fordi de gør lige nøjagtig det, de skal. De kan kun gøre det bedre og bedre og bedre, og det kan kun gå galt. Det kan kun blive dyrere og dyrere og dyrere.

I de kommende dage vil jeg give nogle eksempler fra min egen kommunes arbejdsmarkeds- og integrationsafdeling.

onsdag, juni 27, 2007

Sørgelig dansk slavementalitet

I vores lille globale landsby var det bysbarnet og EU-korrespondenten Svenning Dalgaard, der holdt båltalen sankthansaften. Den blev optaget i Bruxelles og vist på storskærm i Tvis. I skal høre det sidste, han sagde:

[…] "Lad mig så komme til det egentlige budskab i aften. I gamle dage tændte man bål for at samle tropperne, når fjenden kom til landet. Men for mig er bålet et symbol, ikke bare for fred, men for frihed. For halvanden år siden blev der også tændt bål. Der blev tændt bål helt andre steder. Hvad var der for bål? Det var bål, der afbrændte ambassader, danske ambassader i udlandet. Det var ikke et forsvar for friheden, det var ikke et forsvar for fred. Det var protest imod frihed. Det var en kamp for fundamentalismen.


Hvad har vi så lært af det? Ja, vi har vel lært, at de kræfter, der brændte disse ambassader af, de senere har brugt - eller rettere misbrugt - deres talenter til at sprænge mennesker i luften. Det drejer sig kort sagt om prisen for frihed, og prisen kan være høj.

Det er sært at leve i udlandet og se, dengang vi havde kampen om ytringsfriheden og fundamentalismen - Muhammedkrisen - hvordan det var franske aviser som Le Monde og France Soir, der tog kampen op for ytringsfriheden, tog kampen op for Danmark. Det var ikke den danske hovedstadspresse. De nøjedes med at trække på næsen, de nøjedes med at vende ryggen til, dengang et blad som Jyllandsposten kørte en kamp for ytringsfriheden.

Det var lidt som dengang vi havde filmen ”Babettes gæstebud”, den blev sablet ned af den danske kritik, indtil der så kom den franske kritik, der fremhævede, at det var en fornem film, så fik vi en anden mening i Danmark. Det var ligesom - hvis vi går endnu længere tilbage - dengang Carl Th. Dreyers film ”Gertrud” blev sablet ned i Danmark. Så kom kritikken i Le Monde i Frankrig, hvor man fik øje på hans store talent, - så fik vi heldigvis også selv øje på geniet.

Men spørgsmålet er, hvor er troen på os selv? Hvor er troen på vores værdier, på vores talenter, på at vi har lov til at kæmpe for de grundlæggende friheder? Vi har lov til at stå fast på, at vi har nogle friheder, som vi har brugt århundreder på at få frem igennem oplysningstiden, igennem humanismen. Hvor er troen på, at vi har pligt til at kæmpe for de friheder og for de rettigheder, som vi med stort besvær har fået?

Jeg synes, at det var sørgeligt, at det kun var en lille del af den danske presse, der ubetinget stød bag ytringsfriheden. Jeg syntes, at det var sørgeligt, at andre dele af pressen viste deres slavementalitet ved at begynde at gradbøje friheden. Det var mit budskab her i aften på denne sankhansaften her i Tvis.

Så lad mig slutte med at ønske jer en god sankthansaften og et godt bål […]”.

Det var et klart statement. Tak for det!

Se også
Holstebro Dagblad. De har bragt pressemeddelelsen stort set som den blev skrevet (af mig). Men selvfølgelig nævnte jeg Svenning Dalgaards røffel til den danske presse, og den del klippede de altså ud.

Bedre integration(shistorier)

Danmarks Statistik har en stor, glad nyhed i disse dage. Andelen af indvandrere og efterkommere på landets gymnasier er fordoblet gennem de senere år:
Man forledes næsten til at tro, at det går fremad med det her udefinerede projekt, vi kalder integration. Der er nu ikke så meget i det. At antallet af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande fylder dobbelt så meget i gymnasiestatistikkerne skyldes bare, at de fylder dobbelt så meget i det hele taget. De klarer sig ikke bedre end før. Der er bare blevet flere af dem:

fredag, juni 08, 2007

Magtskræk

En af mine mest skattede kolleger er tidligere skoleleder, et meget lunt menneske. En dag kom der en kvindelig lærer stormende ind på kontoret, har han fortalt. En dreng havde fået sit hoved skubbet ind mellem to tremmer i et gelænder og kunne nu ikke få det ud igen. ”Kan du ikke bare give ham et spark i hovedet”, sagde min kollega så lidt henkastet, mens han bladrede i nogle papirer. Damen tabte både næse og mund, så han måtte forklare: ”Det ved enhver, der har været i landbruget. Når en ko får mast hovedet ind imellem bøjlerne ved truget, så kan du lokke og true og lirke i timevis – men det eneste, der hjælper, er at give den et spark i hovedet, så rykker den sig fri med det samme. Det er dét, eller den står der til evig tid”.

Nu mente han det ikke så alvorligt, må jeg hellere sige, hvis der er børn og akademikere til stede. Men uomtvisteligt har han fat i et princip her, som vi ikke rigtigt bruger mere. Den der lidt rå, praktiske tilsidesættelse af ædle principper fordi det nu engang er effektivt.

Man kunne sige til Nivå-banden, der kaster kanonslag efter cirkusdyr og fodrer dem med glasskår, at enten er I rare fra i morgen, eller også bliver I kylet i havet. Man kunne have mønsterborgere i morgen, hvis man ville. Man kunne overføre problemet til dem selv og gøre valget let for dem. Det vil vi ikke, vi snakker om mere SSP-samarbejde og kommunalt svigt.


Først betaler vi for det, de smadrer og for deres fængselsophold og overførselsindkomster. Så betaler vi statsansatte, venstreorienterede journalister for at holde mikrofonen for de unge, så de kan svare på, hvad der ville gøre dem glade. Og så går vi for alvor i gang med at satse alt det, vi har tabt på dem og mere til, 10 gange mere, - ved at mandsopdække dem med socialpædagoger og politi og integrationskonsulenter 24 timer i døgnet i al evighed.

Vores sociale og pædagogiske systemer bruger metoder, som intet enkelt, rationelt individ ville vælge, hvis det virkelig var livsvigtigt for ham at løse problemerne. Enkelt, effektivt og billigt. Den gennemsnitlige dansker ved godt, at "indsatsen" ikke virker. Hvis det virkede, havde det jo virket. Så vi holder masken, mens vores samfund er tåbeligt og ineffektivt for vores penge.


Det er ikke kun politiet, der har to diskurser, en artig til frontstage og en realistisk til backstage. Pga. en hysterisk stram indoktrinering mod magtens rædsler - og vi snakker systematisk fingerafklapsning og udskamning - så er børn af velfærdsstaten lige så rædde for åbenlys magt som tidligere, puritanske tider var for åbenlys seksualitet.

Det pæne Danmark har magtskræk. Man er lige så uvant med virkelighedstro skurvognssnak som puritanske damer var med håndværkersex.

Det må vi arbejde lidt med.