mandag, september 24, 2007

Paratviden

Nåmmen jeg vil bare lige nævne, at to sikkert udmærkede unge mennesker er blevet slået ud af "Hvem vil være millionær" netop i dette øjeblik. Spørgsmålet lød: hvornår blev Island selvstændigt? Der var fire forskellige svarmuligheder: 1644, 1744, 1844 eller 1944?

De brugte en livline, muligvis flere. Så var der to muligheder tilbage: 1644 eller 1944.

Så gættede de på 1644.

Det var i 1944. Men det vigtigste er jo også bare at have en nogenlunde fornemmelse :-)

mandag, september 17, 2007

Fortælletime

Jeg ved ikke, om det er alle bekendt, at de flinke lærere i folkeskolen*) altid lægger ud mandag morgen med fortælletime. Man laver en runde, hvor børnene fortæller om deres ture til Legoland, Badeland, Bonbonland, Grækenland osv.

De elendige børn, der har siddet i et hjørne af et dysfunktionelt hjem og kedet sig hele weekenden er dermed sat effektivt tilbage helt fra starten. De dumper allerede der. Hvad har de at komme med? Hvor er deres sceniske evner, deres selvbevidsthed, deres personlige overskud? Nej vel, de kan bare klappe i, de udsatte. Sidde der og vente på at komme i gang med det faglige, den går skam ikke. De kan komme igen i et andet liv, når de er kreative og glade og lyserøde og udadvendte. Gerne dumme som bræt, det er kun en fordel.

Man er som moderne forælder nødt til at repetere for børnene søndag aften, hvad familien har fået weekenden til at gå med. For det er ugens vigtigste og mest statusbehæftede lektie. Det optager dem faktisk. De skal hver mandag morgen bevise, at deres weekend og deres familie dur. Læreren siger - og mener - naturligvis, at alle weekender er lige gode. Så naive er børn selvfølgelig ikke.

Jeg overvejede at lufte den tanke for mine børn, om de andre mon altid taler helt sandt, når de angiveligt hver eneste weekend oplever det ene storslåede mirakel efter det andet. Der er én heldig dreng, der altid er i badeland. Hver eneste weekend. Passer det mon helt, begyndte jeg, men ville ikke træde mere i det, jeg ville da ikke ødelægge hans gode løgn. Den skal han have lov at lykkes med. Hvis han ikke kan have sin weekend i fred, så kan han vel have sin løgn i fred. Så længe det varer, jeg krydser fingre.

Hvis børnene begynder at lyve dem huden fuld derovre i skolen, så har lærerne selv bedt om det. Da vi ikke rigtigt kunne diske op med andet end "været med mor på cafe", "trådt et søm op i foden" og "ryddet op på værelserne" - hvilket faktisk er en tilsnigelse, for blev vi nogensinde helt færdige med det... - så var jeg ærlig talt på nippet til at sige: Lyv! Lyv dem huden fuld. Sig, vi har været på månen. Jeg skal nok bakke dig op, når de ringer hjem.


*) I de SMÅ klasser naturligvis. Senere skal de krænge sig endnu mere ud :-)

Kampen om FN

Der er næsten altid én god artikel i Berlingske. Én eneste. Den står altid sådan på de sidste sider af Magasin. Her har en af avisens borgerlige fortidslevn gerne skrevet en artikel, der kontrasterer fuldstændigt med de øvrige journalisters tynde, pastelfarvede, multipolitiske penselstrøg om ingenting, set fra det ene og det andet kvieøjede synspunkt. Sådan en artikel har Berlingske også i dag:

Jeg vil gerne anbefale dagens Blüdnikov om FN, der domineres af OIC og tredjelande med et naragtigt Europa ved sidelinien:

"Sideløbende med kampen mod terrorisme og fundamentalisme foregår der en drabelig kamp i FN. Her er Vesten ved at tabe, siger den candiske juraprofessor Anne Bayefsky" (Berlingske).

Europæerne lader godvilligt kritiken hagle ned over Israel og USA, mens OIC - vor tids gigantiske Nazi-tyskland, hvornår mon Europa begynder at forstå det? - bruger FN´s vægt til at spy islamofascisme ud over verden. Og europæiske politikere har for bløde håndled og læser for dårlige aviser til at kunne håndtere det.

lørdag, september 15, 2007

Blauenfeldt-krise II

- I got a pretty good look into his eyes, and I'm pretty sure I saw nothing inside his skull.

Efter 3 timer på Little Green Footballs ligger der nu 155 vrede kommentarer til Blauenfeldt og Danmark. Her et par af dem:

- Hope he chokes on a danish.

- "Enlightened" Danes my A*s!

- I'd like to whack him upside the head with one of those stupid wooden shoes.

- Yeah, I'm offended. "Finally, someone is striking back." *spit* As they move closer to being overrun by their new overlords, I'd expect this Anti-Americanism to increase. Until it they need us.

- He probably hates Israel, too.
*yawn*

This is one of the reasons why I really don't give much thought to what Europe thinks. It's self evident what they think

- A wanker, an ignorant, self righteous prick who does not realize where the charm in his life has it's genesis. Nothing more.

- Bet this little prick hasn't done any cartoons of Mo lately.

- Punk, put him in a Burqua! Thats the ticket

- He probably wears a dress as it is.

- He's a Swede in Danish clothing. I know. Remember, Denmark is still the only nation in the world that has a celebration July 4th as America's Independence Day and they'll publish the Mo cartoons.
Even cool countries have their assclowns.


Via Skattetryk.

torsdag, september 13, 2007

Mere DR på Youtube

Ignore, ignore. Jeg skal bare lige spørge land-Venstre: Fik I set denne her:



Meget morsomt :-)

Festen er slut for Danmarks Radio. Ideologisk set tosser de fordrukne rundt på et morgenværtshus kl. 11 om formiddagen, mens resten af verden står i højlys dag. Klap nu i og gå hjem og sov.

Blauenfeldt-krise

Velkommen på Youtube, Danmarks Radio. Via Uriasposten. Der er sikkert engelske undertekster på, inden den unge Blauenfeldt lægger hovedet på puden i aften.



14.09.09. Det er fuldbragt. Via Skattetryk.

mandag, september 10, 2007

Luk Danmarks Radio

Har man set Horisont i aften, har man kunnet overvære Kim Bildsø blive fuldstændigt overmandet verbalt af en Al-Qaida-sympatisør. Han havde intet andet modspil over for denne selvbevidste og ligefremme terrorist end at grine og give efter i knæene, mens argumentationen haglede ned over ham som pisk.

Hvorfor? Hvorfor kunne han ikke? Formentlig fordi han var enig. Fordi alt det uhyggelige bavl, terroristen sad og sagde, var som talt ud af DR´s egen mund. Amerikanerne ér nogle svin, det ér dem, der er de virkelige terrorister. Og Danmark ér med, og Fogh ér en farlig mand, og han har gjort livet farligere for danskerne. Og islam, skulle der være noget galt med islamisk verdensherredømme, det kan vi jo ikke dømme om. Noget må der gøres, muslimer er ofre for voldsom aggression og overmagt, deres lande er splittede og ødelagte af fremmede kræfter. Nikke-nikke. Naturligvis.

Muslimerne er ofre for den vestlige verden uhyrlige vold og dominans, deres blod flyder som vand, hvorfor er det så så slemt at nogle tusinde versterlændinge dør? Nej, det kan Bildsø godt se, i hvert fald har han ingen indvendinger. Det hele er naturligvis vores skuld. Men man kan diskutere midlerne, kommer Bildsø igen, og hans ansigt lyser lidt op. Skal det foregå på den måde, og er Hr. Terrorist ikke bange for, at de kommende terrorhandlinger vil svække danskernes forståelse for den gode sag og muslimernes lidelser? Det er galningen ikke bange for. Danskerne må tage ansvar. Der er jo mange måder at vise sin gode vilje på.

Kim Bildsø slesker og vrider sig som en orm, mens det efterhånden lykkes en terrorsympatissør at få skovlen helt under ham. For han har intet angreb, han har intet forsvar, han har intet. Er det ikke terror, det amerikanerne laver, spørger Al-Qaida-terroristen igen og igen. Bildsøs eneste svar er "Det spørgsmål kan jeg desværre ikke svare dig på". Det gentager han flere gange, smilende overgivent.

Hans afsluttende spørgsmål er et venligt: "Hvad vil være din besked til de danskere, der måske er lidt urolige lige nu, hvor vi ved, at Al-Qaida opererer i Danmark?" Og den gale mand kan oplyse til alles beroligelse, at en muslimsk magtovertagelse skam vil give os tryghed og velstand, islam vil løse alle vores problemer.

"Andjim Choundry, thank you very much for your time today", er Bildsøs sidste, hjertelige ord.

Mine sidste ord er, at Danmarks Radio skal lukkes og slukkes, jo før jo bedre.

Programmet genudsendes d. 11. september..

Opdatering. Interviewet ligger nu på Youtube:




God borgerlig familiepolitik

Stor kompliment til Liberalisterne for deres familiepolitik. Må jeg anbefale de øvrige borgerlige partier at studere den flittigt. Her fra et læserbrev af Torben Mark Pedersen: "Barsel til mænd?" (Jyllandsposten 09.09.07).

"SIDEN hvornår er nogen blevet stillet bedre af at blive tvunget til noget?

Når spædbørnsforældre aftaler en deling af barselsorloven mellem sig uden statslig indblanding, så kan vi være sikre på, at de vælger den deling, som de ud fra deres private forhold finder optimalt. Det kan ingen statslig myndighed gøre bedre.


Alligevel har kollektivistiske politikere - nu med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i spidsen - travlt med at ville indrette verden efter deres eget hoved.

De synes, at mænd tager for lille del af barselsorloven, og så skal forældrene enten tvinges eller gives økonomiske incitamenter til at handle anderledes end, hvad de foretrækker selv. Siden hvornår er det blevet borgerlig politik at ville bestemme, hvordan borgerne skal leve deres liv? Er vi ikke netop alle sammen eksperter i vores eget liv, som statsministeren sagde, da han tog opgøret med smagsdommerne? Og hvordan er det lige, at beskæftigelsesministerens forslag hænger sammen med regeringens nye tiltag om at styrke det personlige ansvar?

Den største trussel mod borgerligheden i Danmark stammer efterhånden fra vores egne politiske ledere, der fuldstændig har glemt, hvad der er liberale og borgerlige værdier".

søndag, september 09, 2007

Henry Thoreau: Civil ulydighed

Det første iøjnefaldende ved Henry D. Thoreaus essay "On the Duty of Civil Disobedience" fra 1849 er, at det ikke hedder "On the Duty of Civil Disobedience", men "Resistance to Civil Government".

Det tre generationer store, mærkværdige sammenrend af anarkosocialister, som ungdomsoprøret har velsignet os med, elsker Thoreau og hans ulydighedsideer. Men dels kan jeg ikke tro, at kærligheden er helt genuin og velafprøvet, dels har jeg svært ved at forestille mig, at følelsen er gensidig.

Thoreau vil ikke bare unddrage sig love, han ikke finder retfærdige. Han vil ikke bare unddrage sig love i det hele taget. Han vil unddrage sig staten og dens regeringsret. Han vil ikke regeres over, ikke engang bare en lille smule. I essayets indledning smager han lidt på udtrykket ”That government is best which governs least”, men han foretrækker et andet: "That government is best which governs not at all". Han ønsker ikke en ”standing government” mere end han ønsker en ”standing army”. For kan man stole på stående hære, kan man risikere at give staten den form for magtmonopol? Nej, enhver mand må hellere selv beholde sin udrustning hjemme under sengen. Så er han med i beslutningerne om krig og fred for alvor. Hvabehar, hr. Vindjakke ifølge med sur kone og metroseksuel søn.

Tilsvarende med regeringen. Hvor mange bor der her pr. 1000 kvadratkilometer, spøger Thoreau. Næppe én. Så hvad ved nogen om noget som helst ud over deres eget? Ingenting. Amerikanerne er Odd Fellows, der har fuldt op at gøre med deres egne sager. De har ikke mere adkomst til at vælge en præsident over dem selv, end en hvilken som helst principløs fremmed har. Ingen har indsigt i nogen amerikansk enhed og hvad der måtte kendetegne en sådan. Nogen finder et par kandidater, som man bedes vælge imellem. Man vælger en præsident, man ikke ved, hvem er, til at regere over et land og et folk, hvis vilje han ikke har indsigt i. Men Thoreau er large. Det betyder ikke noget for en uafhængig, respektabel og intelligent mand, hvem præsidenten er og hvad han måtte beslutte. Enhver klarer under alle omstændigheder sig selv i Thoreaus univers.

Velfærdspolitikere kan glemme alt om ham, han er ikke til stærke stater. Man skal ikke sidde og forestille sig en stor, dejlig velfærdsstat med penge til ungdomshuse og flygtningeboliger og integrationsprojekter og skattevæsen og P1 og forsørgelse til en femtedel af alle borgere i den arbejdsduelige alder og gratis hvad-som-helst-du-mener-du-virkelig-mangler til hvem-som-helst. Der er ikke noget med at man har stemmeret over sine medborgeres midler og kan bruge politi og domstole og fagforeninger og militær og FN og EU imod dem, hvis de ikke makker ret… - og herefter kan skide det hele et langt stykke og gøre, hvad der passer én og kalde det civil ulydighed og sige, at det siger Thoreau er i orden. Nej. Nej, nej, nej.

Thoreaus argumentation for civil ulydighed er uløseligt knyttet til en forestilling om mennesker som individuelle eksistenser, der hver kun står til regnskab over for sig selv. Vi er kastede i verden som frø og så må enhver se at vokse op, så andre ikke tager lyset fra os. “I perceive that, when an acorn and a chestnut fall side by side, the one does not remain inert to make way for the other, but both obey their own laws, and spring and grow and flourish as best they can, till one, perchance, overshadows and destroys the other. If a plant cannot live accordingly to nature, it dies; and so a man”. Han er amerikansk liberalist af den slags, som vi europæere bedst kender fra Western-universet.

Thoreau siger, at han ikke er med i staten. Han klarer sig selv. Har jeg meldt mig ind?, spørger han. Han har, da han skriver essayet, ikke betalt skat i 6 år. Han har også været fængslet for det, indtil en eller anden desværre betalte skatten for ham. Men staten har ikke ret til hans liv og ejendom uden hans samtykke. Han beder ikke staten om noget, hvordan kan staten så kræve noget af ham? ”When I meet a government which says to me, “Your money or your life”, why should I be in hast to give it my money? It may be in great strait and not know what to do: I cannot help that. It must helt itself; do as I do [….] I am not responsible of the successful working of the mascinery of society". Mon venstrefløjen stadig kan lide ham? Mon de stadig forestiller sig at kæmpe side om side med Thoreau?

Thoreau er ikke ungdomspædagog, han er ikke bare modstander af lydighed og autoriteter. Han er politisk filosof, han er modstander af regering. Han er hardcore individualist, vist endda anarkist: ”The only obligation which I have a right to assume is to do at any time what I think right”. Ganske vist ønsker han ikke ingen regering, men en bedre regering. Han ønsker en styreform, hvor det ikke majoriteten, der defineret rigtigt og forkert, men den enkeltes samvittighed. Men er det en regering? I hvert fald ikke en regeringsform, der nogen sinde er set, skriver han.

Thoreaus tanker om civil ulydighed – lad os hellere sige civil uregerlighed – er uløseligt knyttede til hans afvisning af demokrati. Hvem sætter sin lid til flertallets vilje, når det gælder forhold, der er vigtige for ham? At stemme er et spil. Man satser på en moral, en politik. Måske vinder den, måske taber den. "I cast my vote, perchance, as I think right; but I am not vitally conserned, that that right should prevail. I am willing to leave it to the majority". Demokrati korrumperer moralen og pligtfølelsen, deponerer borgerens vilje og samvittighed i andres hænder. Man afgiver en ”cheap vote” og ønsker det Gode og Rette held og lykke. Man fralægger sig ansvaret; “A vise man will not leave the right to the mercy of chance, nor wish it to prevail through the power of the majority".

Slavestaten Massachussetts og det Amerika, der erklærer Mexico krig, vil han ganske enkelt ikke være en del af. ”How does it become a man to behave toward the American government today? I answer, that he cannot without disgrace be associated with it”. En sjettedel af landets indbyggere er slaver og landet er overrendt af en fremmed hær og underkastet militær lov. Ethvert anstændigt menneske har pligt til at gøre oprør. ”What makes this duty the more urgent is the fact that the country so overrun is not our own, but ours is the invading army”.


Thoreau mener ikke, at han har pligt til at redde verden og forme den i sit billede. Han er ikke revolutionær idealist eller jihadist. Men hvis uretfærdigheden ”is of such a nature that it requires you to be the agent of injustice to another, then I say, break the law”. Og jihadister af enhver orientering får gåsehud. Folk, der har ret, skal ikke vente på majoriteten. “I think that it is enough if they have God on their side”.

Her falder han tungt til jorden. Der mangler vingefang. Hvornår man har ret, og om man nu kan være så sikker på, at man har så ret som man synes man har, skænker Thoreau ikke en tanke i dette essay. Man savner universelle og lidt tungere filosofiske overvejelser. Men når det kommer til det, er han gået i skovene og har ikke mere at sige. Han har ikke brug for staten Massachussetts, og så længe han ikke har det, kan han takke nej til medlemskab og beholde sin egen ret til sin sin liv og sin ejendom. ”It is for no particular item in the tax bill that I refuse to pay i. I simply wish to refuse allegiance to the State, to withdraw and stand aloof from it effectually [ …] I quietly declare war with the State, after my fashion, though I will still make use and get what advantages of her I can, as is usual in such cases”. Det er jo ikke et modent bud på en samfundsindretning. Det er sommerferielæsning til sommerferiedrømme på den svenske ødegård, i den norske fjeldhytte, på den brasilianske stand, i det skotske højland eller hvilke ”Walden” man nu flygter ud i for at få 2 ugers simple living (jf. titlen på hans hovedværk).

Da Thoreau på et tidspunkt bliver bedt om at betale skat til en kirke, han ikke benytter, offentliggør han følgende: "Know all men by these presents, that I Henry Thoreau, do not wish to be regarded as a menber of any society which I have not joined". Og han tilføjer: “If I had known how to name them, I should then have signed off in detail from all the societies which I never signed on to; but I did not know where to find such a complete list”. Hvis er det sommerferielæsning, så er det ikke irrelevant sommerferielæsning. Mon Hr. Vindjakke i følge med sur kone og kvindagtig søn ved, hvor lang listen af love og myndigheder er, som han skal adlyde? Det er nok bedst ikke at tænke på det.

Civil uregerlighed handler ikke om at smide brosten efter betjente, fordi man vil have staten til at betale et ungdomshus. Det er tvært imod meget regerligt at handle på den måde. Det handler om at sige nej til at yde økonomisk støtte den (velfærds-)stat, man ikke finder god, rigtig og nyttig. Det handler om som individ at trække sig ud og sige: ”Jeg er ikke med i det der”. Det handler om at sætte individet over staten. Om at være en god næste frem for en god undersåt, om ikke at lade sig korrumpere af offentlige embeder, men gøre en fri og værdig indsats for at uddanne befolkningen - som han selv skriver, at han gør med sit essay. Mens han sidder fængslet for skatteunddragelse, gør han netop sin pligt som menneske og som borger: ”I felt as if I alone of all my townsmen had paid my tax”.

fredag, september 07, 2007

Islamister i dialog

Integrationsministeren vil have flere rollemodeller og mentorer ud blandt de muslimske unge, gerne nogle af de "moderate" og "dialogsøgende" og "kritiske". Dem har vi heldigvis masser af. Muslimer i Dialog kan fx bistå unge søgende med en 40 dages intensiv Koranstudietur til Yemen. Traditionel klædedragt og levevis, oldschool Koranlæsning, langskæggede imamer og kønsadskillelse; kvinderne sidder i et tilstødende lokale og hører med via højtalere, men der kan åbnes døre kortvarigt i forbindelse med slideshows. Her har vi glade sommerminder fra sidste år:


Den nyligt terroranholdte AT skulle have været med i 2006 ifølge gårsdagens Berlingske, men der kom desværre VISA-problemer i vejen. Berlingske peger på denne rejsedrøm som en del af AT´s radikaliseringsproces, men de nævner slet ikke, at rejsen arrangeres af Muslimer i dialog, hvis bestyrelse tæller mediedanmarks "moderate" venner Abdul Wahid Pedersen, Safia Aoude og Helen Latifi.

AT på studietur med Abdul, Safia og Helen? Verden er lille. Den muslimske ummah endnu mindre.

Lad mig citere et par bidder af en rejseberetning fra sidste års Yemen-rejse:

"Min familie er som Noahs ark. Den, som går ombord på den vil blive reddet, og den som vender sig væk fra den vil gå til grunde". [...]

"Fuldmånen over Tarim er den smukkeste, mest fuldendte og oplyste måne, jeg har bevidnet. Lyset fra månen oplyste hele Tarim den nat, vi sad i det mest velsignede og oplysende suhba, selskab med Sheikh Habib ’Ali al-Jifri. Habib ’Ali kastede et intenst, længselsfuldt blik på månen, alt imens han mindedes Allahs elskede Profet, fred være med ham. Det var et blik, som overskred denne lavere verdens grænser. Et blik, som var løsrevet tid og rum. ”Profetens, fred være med ham, ansigt, var ligesom fuldmånen”, fortalte Habib ’Ali med et fjernt blik og en øm stemme, der kunne gennemtrænge selv det mørkeste og hårdeste hjerte som en gennemborende pil af funklende lys.

Ibn Abi Hala, må Allah være tilfreds med ham, sagde: ”Hans ansigt skinnede som fuldmånen.”

Ligheden kunne ikke være mere slående. Jeg tror, vi alle forstod denne beskrivelse og lignelse af Profetens, fred være med ham, noble, oplyste og oplysende ansigt og attributter i et helt andet lys denne nat, hvor månens lys indhyllede os alle og oplyste vores selskab, mens vi sad under åben himmel på et bjerg i Tarim sammen med Habib ’Ali. I særdeleshed på det tidspunkt, hvor al elektriciteten gik ud, som den ofte gør i Tarim, og det eneste lys, som var tilgængeligt for os var månen og Habib ’Alis eget skinnende ansigt. ”I aften skal vi tale om Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham…” var blandt de blide ord, som formede sig på Habib ’Alis læber.

Det var en nat, hvor hans hjerte talte til vore hjerter. En nat hvor hans ord var som en nøgle, der åbnede døren til et overstrømmende ocean af kærlighed til Profeten, fred være med ham, som flød fra hans hjerte til vore.

En anden lighed som er bemærkelsesværdig iøjnefaldende, er den mellem Profeten, fred være med ham, og hans barnebarn som sad foran os, nemlig Habib ’Ali, der selv nedstammer fra Profeten, fred være med ham, gennem hans velsignede barnebarn martyren Husain, må Allah være tilfreds med ham og hans offer. Habib ’Ali al-Jifri er en af de utallige Husaini Ashraf, som stammer fra Tarim og Hadramawt. Han er blandt de lys, som gør Tarim til en velsignet, oplyst by, som muslimer verden over rejser til og flokkes om som natsværmere, der drages mod flammens lys og brænder op i kærlighedens flammer. Som kærlighedspilgrimme der drages af nur al-muhammadiyya, det profetiske lys, der manifesterer sig i ansigtet og hjerterne på adskillige Haba’ib i Tarim.

I selskab med Habib ’Ali al-Jifri erfarer man en brøkdel af den kærlighed og altopofrende hengivenhed Sahaba, Allah er tilfreds med dem, måtte have følt for Profeten, fred være med ham. Ligesom den der sidder i selskab med Habib ’Ali al-Jifri uundgåeligt kommer til at elske ham, kom den som sad i hans, fred være med ham, selskab til at elske ham. Suhba med Habib ’Ali al-Jifri er som at bevidne et profetisk spejlbillede: Ikke alene et spejlbillede af Profetens, fred være med ham, noble kvaliteter og attributter, men sågar et indre spejlbillede af Sahabas kærlighed og tilknytning til Profeten, fred være med ham.

Det var i sandhed en berusende og opløftende nat. En hjerternes suhba eller konference, om man vil. Ro og velsignelse sænkede sig og spredte sig; man kunne næsten fornemme englenes tilstedeværelse. Det er en nat, jeg sent vil glemme
".


Slutningen lyder:

"Rejsen til Tarim har været givende på såvel det vidensmæssige plan, det åndelige plan, det sociale plan som det følelsesmæssige plan. På mange måder og planer har der været tale om en meget stor og møjsommelig personlig jihad: En jihad, som på ingen måde er fuldendt, men blot begyndt. En jihad, som har tvunget mig til at stå ansigt til ansigt med egne ubehageligheder og en mangelfuld karakter. Men det er også en jihad, som trods alt har båret synlige frugter og åbninger, futuh. Det smukkeste har været at bevidne forandringer og metamorfoser i ansigterne og hjerterne på mine medrejsende samt i deres karakter.

I skrivende stund føles det som om min krop er ankommet her til Danmark, men mit hjerte og min sjæl er stadig i Tarim. Og jeg beder til og håber på et snarligt gensyn med Tarim og den noble Sheikh Habib ’Ali al-Jifri, som har forplantet sig i hele mit væsen.

Min største trøst er at rejsen langtfra er afsluttet, tværtimod er den først startet
".

Hm. Hvor mon turen går hen? Mon ikke dette hjernevaskede menneske vil følge Habib ’Ali al-Jifri hvor som helst?

onsdag, september 05, 2007

Civil ulydighed

Venstrefløjen og islam har det til fælles, at ingen af dem kan forstå, at volden er en central del af dem selv. Nørrebro er chokeret over sine optøjr, ghettoen over sine bombemænd. Jeg mener ikke, man bør være så forbløffet. Begge bevægelser splitter sig tilsyneladende tilfældigt op i moderate tilhængere, der har moralsk ret og pligt til at underlægge sig resten af verden, men som afstår derfra i ydmyghed og tålmodighed – og radikale tilhængere, undertrykte, marginaliserede, diskriminerede brushoveder, der udlever den retfærdige raseri, de moderate dagligt bekræfter dem i. Den manglende respekt for demokrati og retsstat ikke en tilfældig variation, der skyldes enkelte brushoveder. Den er en essentiel del af begge bevægelser.

Aldersstegne ungdomsoprørere bliver som unge igen ved tanken om aktioner. Der bliver plirren i de rødrandede øjne. De snapper efter luft. De vil sige noget om det. De mener, at aktioner - en fællesbetegnelse for varierende arter af organiseret, forstyrrende eller decideret kriminel adfærd, motiveret og legitimeret af en forestilling om, at man herigennem udbreder sit moralsk overlegne synspunkt til verden - de mener, at disse aktioner er en essentiel del af demokratiets væsen. Aktioner er ikke båret af argumentets kraft, men af pressionens. Fordi man i egen selvforståelse er en svag part, der er oppe mod et voldeligt, illegitimt regime, behøver man ikke begrænse sig til saglig argumentation. Man må gerne spille på sit forstyrrende og ødelæggende potentiale. Aktioner er altså en slags terror. Men det er i orden, for man har jo ret.

Det samme gælder begrebet civil ulydighed. Så virrer de med hovedet, måske rejser 68´erne sig endda op på de usikre ben. For selvfølgelig behøver man ikke adlyde love, man ikke kan lide. Hvad er kriteriet, spørger man måske. Hvilke love behøver man adlyde, og hvilke love behøver man ikke tage sig af? Svaret kommer med en selvsikkerhed, som vi har talt om: Åbenlyst forkerte og urimelige love, dem er man ikke forpligtet på. Men hvilke love er rimelige og hvilke er ikke? Hvordan ved man det? Det er bare noget man ved som venstreorienteret. Jamen, hvad med demokrati og retssamfund? Hvad med anerkendelse af demokratisk valgte love? Så kommer der som regel noget med flertalsdiktatur og absolutisme og fascisme. Onde magter må bekriges med alle forhåndenværende midler. Når bare man har retten på sin side, og det har man jo.

Islams rollefordeling mellem tilskyndere, opskrigere, lidere, beroligere, ugerningsmagere og legitimanter er alle vist på det rene med, så den skal ikke gentages her. Men læg mærke til parallelliteten mellem vores to mest fremtrædende modstandere af demokrati og retsstat: begge skyder sig behændigt frem og tilbage på aksen mellem de vilde unge i gaderne og deres åndelige hyggeonkler i tv-stationernes bløde sofaer, der sidder og støber kuglerne.


Det borgerlige Danmark har i modsætning hertil bundet sig til retsstaten og til demokratiet som legitim lovgivende myndighed. Vi argumenterer og anvender det politiske system - og så ikke mere. Det er bemærkelsesværdigt. Jeg kan komme i tanke om masser af åbenlyst urimelige love, som man kunne bryde, hvis man fulgte ikke-reglerne om civil ulydighed og destruktive aktioner.

Tag Nørrebro-oprørerne. Det var vel ikke urimeligt, hvis de fik en røvfuld af en civil folkehær, så vi fik ro for dem én gang for alle. Vores retssystem beskytter dem, mon dog det er helt rimeligt. Og bekvemmelighedsflygtningene, som har løjet sig ind i løbet af de seneste 30 år. De har åbenlyst misbrugt systemet. Det ville vel være rimeligt og rigtigt at kyle dem ud af landet i samme tempo som der er ballade med dem. Og børnebander, der hærger i gaderne, hvornår har man hørt om, at civile borgere har sat dem på plads? Men den slags er ikke en del af vores tankegang. Vi kunne ikke drømme om det. Borgerlige laver ikke aktioner på de offentlige arbejdspladser, hvor mange af vores penge de end hælder ud i rendestenen. Vi sprøjter ikke maling på nogen, vi råber ikke op om, at vi har en snylterembedsstand og at den skal holde op med at misbruge vores penge. Det falder os ikke ind. Vi lader tomme busser køre. Vi betaler licens til DR. Vi betaler vores skat. Vi generer ikke Pædofilforeningen og Hisb-ut-tahrir. Vi smider ikke så meget som en småsten på handicaphjælpere, der sætter sig i sofaen kl. 6 om morgenen og råber til beboerne, at de ikke skal tro, at de skal stå op før kl. 10.

Destruktive aktioner og civil ulydighed er ikke noget for os borgerlige. Heldigvis. Men nu har vi tænkt tanken. Og venstrefløjen har set sig i spejlet.