onsdag, oktober 31, 2007

Hvad skal man mene, hvad skal man dog mene?

Som den flinke mand, JensH formentlig er, har han længe været - skal vi sige - høfligt forbeholden over for 180graders liberale projekt. Men nu skal jeg ellers love for, at han har kørt kanonerne i stilling og er begyndt at fyre dem af, så det pulser om ørerne på dem derinde:

"Med lederne idag når 180grader et virkeligt lavpunkt i dets hetz mod regeringen og Venstre. Hvis Venstre virkelig skulle være stupide nok til at følge den linje som 180grader og alle kalkørerne herinde forslår, så ville Venstre ligge i en dødskamp mod spærregrænsen.

180Grader har udviklet sig til en 'avis' for umodne neo-liberalistiske bankelever. Læg så dertil, at man tilsyneladende i cafe-miljøet har fået opsnappet nogle bløde og popsmarte kulturradikale værdiholdninger, så har man det perfekte billede af 180grader-segmentet.

At 180Grader kalder sig 'borgerlig' er en dårlig joke. 180Grader er en uskøn sammenblanding af partiet 'Liberalisterne' og hattedamerne på de Radikales venstrefløj".

Uha. Uha, uha, uha. Vi følger sagen spændt. Kamp må der til, skal livet gro.

mandag, oktober 29, 2007

Om at flippe ud og hvad jeg stemmer denne gang

Jeg kan sagtens forstå, at venstrefløjen har brug for Ny Alliance for at kunne forlade den synkende venstreradikale skude. De har brug for et parti, der larmer højt med værdipolitisk liberalisme for at kunne svinge over på højrefløjen uden at tabe ansigt. De overbetoner NA´s værdipolitiske ståsted, hvorved de kan bevare en højrøstet kritisk position over for den gamle borgerlige fløj og samtidig tavst fralægge sig de værste venstreorienterede fordelingspolitiske fraser. I den forstand udgør NA et historisk skred mod højre. NA er første skridt mod en overflødiggørelse af den venstrefløj, der jo også mest bliver hængende pga. stædighed og almindelig inerti i 68´er-generationen.

Det interessante er, at der ved en evolutionær tilfældighed er blevet rørt ganske liberale fordelingspolitikker ind i det nye stærke intra-borgerlige protestparti. Og her er tale om en evolutionær tilfældighed. Den samtidige opkomst af fordelingspolitiske ambitioner og indvandringspolitiske protester i radikale venstre. Samuelsen og Khader. Khader er fuldstændig ligeglad med skattepolitik, Samuelsen lige så ligeglad med indvandrerpolitik. Tilsammen en tilfældig politisk cocktail, der kunne have været meget anderledes og hvis endelige indhold ingen kan forudsige.

Som objekt for venstrefløjens storhedsdrømme vil NA være tilbøjelig til at underbetone den liberale fordelingspolitik. Man har allerede tonet betragteligt ned og lader konsekvent skattepolitikken være underordnet hensynet til velfærd. I NA´s program står der, at man fra 2009 vil påbegynde en rejse ned mod 40 procent i personskat. Det må dog ikke gå ud over velfærden. Bla. – det står lige nedenunder – skal hver indvandrer have sin egen coach. Liberalisterne kan godt finde muldvarpeskindet frem.

Som objekt for højrefløjens drømme om mere liberale skatteforhold, kan NA´s liberale fordelingspolitik derimod med fordel pustes stort op. Et omhyggeligt dobbeltspil kører simultant. Venstrefløjen identificerer sig med én ambition, højrefløjen med en anden. Der er dog nok ingen tvivl om, at højrefløjen står til skuffelse. For dem kan NA kun blive protestparti. En slags fremskridtsparti for liberalister. Liberalt selvmord, en selvdestruktiv fuldemandsprotest, en kugle gennem hovedet. NA er og bliver en sølle erstatninger for Liberalisterne.

På denne måde er NA et konglomerat af to protestbevægelser, én fra højre og én fra venstre.

Heldigvis kan – ved en anden evolutionær tilfældighed – de to protestbevægelser samles mod samme fjende, Dansk Folkeparti. Bevægelsen fra højre vil fjerne Dansk Folkepartis socialistiske indflydelse på fordelingspolitikken. Bevægelsen fra venstre vil fjerne Dansk folkepartis borgerlige indflydelse på indvandrerpolitikken.

Hvad de to bevægelser ikke nævner er, at de hver især lige så vel kunne have bakket op om Dansk Folkeparti. Bevægelsen fra venstre kunne have bakket op om DF´s socialistiske fordelingspolitik. Bevægelsen fra højre kunne have bakket op om DF´s indvandrerpolitik, som de mange skatteplagede liberale med høje indkomster jo er helt enige i; de er bare mere interesserede i skattespørgsmålet - og for at kunne argumentere skattemæssigt uden udskamning, bruger de den værdipolitiske liberalismes artige ansigt. Begge parter overbetoner altså uenigheden med DF og finder derigennem sammen uden helt at forstå, hvor dybt uenige man faktisk er.

Alle liberale danskere er formentlig kede af, at Liberalisterne ikke nåede at få samlet tilstrækkeligt med underskrifter. De fleste liberale danskerne synes formentlig også, at Foghs Venstre trænger til et ryst i buksen, så de kan lære ikke at forlade deres ideologiske grundlag. Men at risikere en ny rød regering er for høj en pris at betale for den protest
.

Alt i alt ser det dog positivt ud. NA vil være det eneste parti, fra hvem mediedanmark vil acceptere liberale argumenter. Takket være anstændighedsikoners evolutionært tilfældigt udviklede liberalistiske pres på det danske meningsmarked kan Foghs Venstre igen glide hen på plads i det mere liberale felt. Venstre kan komme i den position, hvor NA og DR ligefrem presser dem til skattelettelser. NA vil betyde en historisk ny opbakning til liberal politik, en utrolig heldig genvej for det borgerlige Danmark. Det kræver dog, at NA bakker ordentligt op om den blå fløj og bevarer presset for skattelettelser. Begge dele er lige så usandsynlige som de er sandsynlige.

Enhver borgerlig stemme på NA løber en stor, stor risiko. Bliver resultater en ny, rød regering, vil Danmark blive malet rødt i rødt de næste fire år, hvilket vil få Liberalisterne til at ligne noget fra en anden planet ved næste valg. Den langsomme, men sikre bevægelse mod højre vil skride helt tilbage mod venstre igen. Det er næsten ikke til at bære tanken.

Lad de røde om at stemme NA, partiet er deres bevægelse mod højre. Borgerlige skal ikke selvdestruere i frustration. Liberalisterne skal nok stille op igen ved næste valg. Det eneste, der kan forhindre det, er en ny rød regering takket være Ny alliance. Så lad nu være med at flippe ud, se fire år frem.

Anyway, mig og min folkehelt Farshad Kholghi, vi stemmer
Venstre :-)

Se http://jp.dk/arkiv/?id=1144893

fredag, oktober 26, 2007

NA: Kønskifteopereret og forynget

De danske journalister elsker Ny alliance og er fra 1. dag gået ind i valgkampen med forbilledlig ildhu. Ny Arrogance har fået al den positive omtale, de kunne ønske sig. Samtidig fortsætter man den rutinemæssigt løbende tilsvining af Dansk Folkeparti, det onde parti. Ond betyder ”det der skal undgås”. Det skal Dansk Folkeparti, det er alle anstændige mennesker enige om.

En
kronik af Lars Hovbakke Sørensen i Berlingske i går pegede imidlertid på noget andet: Måske skyldes de Radikales had til Dansk Folkepartis indflydelse ikke så meget, at Dansk Folkeparti repræsenterer det Onde selv, - måske handler dette glødende had i virkeligheden om, at de Radikale for første gang i generationer selv er blevet sat uden for indflydelse? Danskerne har dermed kunnet føre borgerlig værdipolitik i Danmark. Måske er det bare den ægte, borgerlige tankegang, der virker så fremmedartet og så afskyelig på dem?

De kulturbærende institutioners raseri over Dansk Folkepartis indflydelse er så i virkeligheden bare raseri over de Radikales manglende indflydelse. Det er slet og ret jalousi, der driver Systemet Politiken, der har ladet det sive ned gennem medie- og uddannelsessystemet, så ethvert barn i folkeskolen nu ved det, at dansk politik har sluppet det Onde selv ind i varmen.

Hvorom alting er: Ny Alliance fortsætter i samme rille. Der er stort set ingen forskel på Ny Alliances og de Radikales program: Forhindring af, at det Onde selv får Indflydelse. Opdragelse til økologi gennem dertil indrettede skatter og afgifter. Befri Miljøet fra Forureningen. Tænk Tillid til den offentlige sektor. Gør Noget for børnehaver og skoler. Gør Noget ved det der sundhed. Gør Noget ved det der integration. Og Asylbørnene og Asylcentrene og Anstændigheden. Arbejdskraft ind fra udlandet. Sænk Skatten på arbejde. Ulandsbistanden op og pædagogiser international politik, verden er jo et klasseværelse.

Ny Alliance er de Radikale i en kønsskifteopereret og forynget udgave. De Radikale som han-parti.
I må endelig ikke tro, det er uvæsentligt. Valg handler ikke om politik. Valg handler om identifikationer. Ny Alliance er sønnike, der flytter hjemmefra, fordi mors utallige pædagogiske omklamringsprojekter sluger hans ressourcer og de lommepenge, hun egentlig havde lovet ham, han måtte beholde. Radikale går jo også ind for at sænke personskatten. Men det radikale moderparti kastrerer sønnike, hun tilbageholder hans midler og anvender dem på sine mange pædagogiske projekter. Hun kvæler ham, det er begyndt at føles usundt, han skal hjemmefra.

Ny Alliances målgruppe er den ikke helt lille gruppe af kække unge mennesker, der alle sammen ligner Clark Kent, før han klæder om til supermand. Men sønnike har taget alle mors holdninger med over i det nye parti. Han har jo aldrig fået lov at kontakte sin rigtige far (Venstre), han har kun kendt sin socialdemokratiske stedfar, Poul Nyrup. Han er derfor aldrig stødt på den ægte liberalismes umådeligt frigørende snert af kynisme. Den vil han, takket være sin moders meget omhyggelige opdragelse, forbinde med skam. Han er i pænhedens vold.

Jeg spår: inden længe er der vokset et stort, pædagogisk fuldskæg ud på den sorgløse yngling. Inden næste valg har han hold i ryggen over alle de pædagogiske problemer, han skal løse for alle mulige stakler, der skal integreres og læres og helbredes og udvikles og løftes og plejes. Skulle ham glemme dem, så vil Kolind og Poulsen bestemt minde ham om dem. Han kommer til at leve sin mors liv om igen. Inden længe står også vor oprørske ungersvend i fodformede sko og bredriflede fløjlsbukser fra Føtex og kan slet ikke tænke tanken om skattelettelser uden at skamme sig dybt over sig selv og sin egoisme.

onsdag, oktober 24, 2007

Bodil Kornbek

Har hende Bodil Kornbek fra Kristendemokraterne ingen spindoktor? Hun er jo bundhysterisk.

For at sige det som det er, bryder jeg mig ikke om tonen. Det er længe siden, man har set en så ukontrolleret forbitrelse. De andre partiledere bliver helt stille. De tænker, godt det ikke er mig, der flipper ud for åben skærm, godt det ikke er mig.

Men man ved aldrig. Hun kunne i teorien blive båret ind i folketinget på den bølge af ophobet, irrationel moralsk indignation, som hun jo egentlig udtrykker så fint.

Valg

Hvis jeg må komme med en opfordring til oppositionens spindoktorer, så vil jeg sige: få lige skudt geværet ind, det sigter meget, meget, meget for højt.

Alt for ivrige står de der, den ene efter den anden med store løgne-øjne, strålende af stolthed over endelig at måtte sige de sætninger højt, som andre har udtænkt for dem:

"Vi har en statsminister, der smider håndklædet i ringen, fordi han ikke magter opgaven", siger det lange, socialdemokratiske kvindemenneske, der kom ind i politik fra Gud ved hvor, og som aldrig har vist noget som helst.


"Vi har en statsminister, for hvem alting sejler, han kan ikke styre det", står en snottet, radikal knægt i nyt tøj og siger, hvem aner, hvad han hedder.

"Fogh er slidt, han er træt, han kan slet ikke mere", lyder det indstuderet fra gamle socialister, der ikke længere har kræfter til skifte mening om den simpleste ting.

Det er der jo ingen, der tror på.

Skal vi have sådan en rigtig tåkrummervalgkamp? Heldigvis bliver den kort. Det er en trøst, både for oppositionen selv og for Danmarks Radio, der slider så hårdt for at få dem i regering igen og hvis troværdighed og analytiske styrke jo også er på spil. De kæmper sammen og de falder sammen.


Mon ikke de finder på noget.

Vi har jo den udsultede offentlige sektor og de udsultede kommuner. Og de udsultede asylbørn og KZ-lejrene og de krigsliderlige fornøjelsesangreb mod den 3. verden og racismen og nazismen og den illegitime diktator Fogh og hans beskidte chefideologer, hele den samvittighedsløse ministerbande, der ødelægger vort land.