tirsdag, november 27, 2007

Eksamen

Islam er en stor, stor gåde for vor tids generation af lærde. Det hele er meget, meget mærkeligt. Det hele er faktisk så svært og uoverskueligt, at det næsten ikke er til at udtale sig om.

Jeg forestiller mig at have dem op til eksamen:

- Nå, du har trukket islam. Hvad kan du fortælle os om islam?
- Ja, der findes jo en del stigmatiserende opfattelser af islam..
- Ja, dem gemmer vi lidt. Lad os først lige få et par almindelige grundrids.
- Altså, der var jo Allah.
- Ja.
- Og så Muhammed, som er blevet misforstået pga. magtkampe..
- Nå. Men hvad mente han da?
- Altså ham selv? Det kan man jo ikke udtale sig om pga. tekstens vaghed og fortolkningsfællesskabers...
- Hvilken tekst?
- Altså Koranen. Men den består af to dele, hvoraf Muhammed ikke mente den ene..
- Hvad mente han så?
- Igen, det er lidt svært for os at udtale os endegyldigt om pga. eurocentrismens..
- Så lad os starte et andet sted. Hvad går religionen ud på i store træk?
- Altså, der er fem søjler: trosbekendelsen, pilgrimsfærd, faste, almisse...
- Hm. Hvad med dem?
- Altså, det er almindeligt at fremhæve dem som væsentlige karakteristika..
- Hvad ellers?
- Muslimer er meget forskellige.
- OK. Hvordan?
- Bare i det hele taget.
- Er de så fælles om noget også?
- Nej, det hele er meget historisk og kontekstuelt.
- Nå.
- Saudierne er meget onde, de bestemmer meget.
- Hvad bestemmer de?
- De bestemmer tolkningen af Koranen og det.
- Hvad siger de så, der står i Koranen?
- Jamen, at vantro er mindreværdige og at kvinder skal have pisk for hor...
- Men det står der jo også i Koranen.
- Nå. Men det er jo ikke sikkert, at det skal forstås på den måde.
- Hm.
- Det kommer an på, hvordan man læser teksten, altså litteraturteorien...
- OK. Muhammed var saudiaraber. Kan man sige, at han har domineret islam?
- Nej, profeten gengav Allahs ord.
- Hvordan kom saudierne til at dominere islam?
- Øh.. Altså den blev taget til indtægt... Og så var der kolonialiseringen..
- Denne her Koran. Er den vigtig for muslimer?
- Ja, den er meget hellig.
- Man kunne måske ligefrem sige, at den er en vigtig kilde for islam og muslimer?
- Det kan da godt være. Men det vigtige er jo, hvordan man fortolker...
- Er det efter din vurdering en tekst, der er meget vanskelig at forstå?
- Ja, den er svær at læse, fordi man er nødt til at springe det meste over af hensyn til fortolkningen..
- Fortæl lidt om Koranens receptionshistorie.
- Ja, det gik jo på en måde galt fra starten af pga. saudierne...
- Altså Muhammed?
- Nej, han skrev den jo. Han var ikke sådan som der står i Koranen, altså ifølge de stigmatiserende læsninger....
- Nej? Muhammed var ikke fundamentalist?
- Nej.
- Men det var vel ham, der skrev bogen?
- Det kan godt være. Men Muhammed erobrede på en fredelig måde, han var meget retfærdig. Og han mente ikke det med krig og det.
- OK.
- Men bagefter begyndte man at gøre som i Koranen. Med shariaen og alt det. Da begynde man jo at læse Koranen meget fundamentalistisk. Sådan var det ikke i starten.
- OK. Jamen, tiden flyver. Vi kom vist omkring det meste. Så siger vi mange tak.

fredag, november 16, 2007

Venstrefløjen vil bestikke sig til et mandat

Er moralen da fuldstændig pilrådden på venstrefløjen? Er de da fuldstændigt i opløsning? 5 idioter har taget initiativ til at samle penge ind til bestikkelse af det folketingsmedlem, der vil vælte VKO-flertallet ved at flytte sit mandat over til den røde blok.

I løbet af i dag har idiotiske danskere uden fornemmelse for lov og ret lovet over 69.000 kr. til formålet.

Det er bestikkkelse, intet andet:

Straffelovens § 122. Den, som uberettiget yder, lover eller tilbyder nogen, der virker i dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, gave eller anden fordel for at formå den pågældende til at gøre eller undlade noget i tjenesten, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Og så er det endda bestikkelse over for det allermest ukrænkelige, vi har, nemlig Folketinget. Meld dem til politiet.

Skulle noget folketingsmedlem føle sig fristet, så har jeg nedslående nyt:

Straffelovens § 144. Den, der i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige en gave eller anden fordel, straffes med fængsel indtil 6 år, under formildende omstændigheder med bøde.

onsdag, november 14, 2007

TV-mediernes eftervalgsspin

TV-mediernes dækning af valget er intet værd. Intet, intet, intet. De agerer efterhånden helt uhæmmet politisk. Ingen partier har lavet så meget politisk spin som DR og TV2 har gjort under denne valgkamp. Jeg tror, de synes, de dækker alle perspektiver. Det gør de sikkert også. De dækker alle de perspektiver, som se selv kan overskue. De kan bare kun overskue så ganske, ganske få. Mon det simpelthen er fordi der mangler rå intelligens i tv-mediernes glittede verden? Det er nærliggende. Jeg ved det ikke.

De vrider sig for at undgå at forholde sig til VKO-sejren. I skrivende stund sidder en lille radikal dengse på TV2 og interviewer to lyshårede damer, der kalder sig ”eksperter” i retorik. De sidder og vrøvler om ethos, logos og pathos. Altså de tre appelformer, som Aristoteles skelner mellem. Hvem vandt valget retorisk, har de fundet på at spørge om - når de nu ikke kan holde ud at tale om, hvem der vandt det politisk. Kan vi sætte politikere på de tre appelformer, spørger dengsen.

Jo, de kan damerne godt. Khader voksede på sin ethos, sin personlige karakter – men han faldt igennem på manglende logos. Nå.
Hvem bruger så logos, altså fornuft? Ja, det gør Margrethe Vestager. Margrethe Vestager, som har taget notorisk tåbelig fejl i 15 år. Herregud. Og pathos, den følelsesmæssige appel, hvem bruger den ifølge "eksperne"? Det gør Pia Kjærsgaard naturligvis. Venstrefløjens ekstremt emotive og populistiske kampagne om flygtningebørn og stakkels gamle og "sæt-DF-uden-for-indflydelse" er helt usynlig for dem.

Den røde blok har i øvrigt vist overlegenhed, mener retorik-damerne, fordi de har vist venlighed og overbærenhed indbyrdes. Bendtsen, derimod, er, som resten af den borgerlige blok, meget uvenlig og angribende, fordi han har sagt til Søvndal, at han er underfinancieret. Den borgerlige blok har haft store interne stridigheder, fordi de er enormt trængte, - så frygtelige stridigheder har de, og så frygteligt trængte er de, at de ifølge damerne slet ikke burde kunne vinde valget.


Åhr… hvor jeg synes, de er små. Hold da op, hvor har de hverken indsigt eller selvindsigt. Det er rent ud sagt for galt. Jeg forventer mere af mine børn.

tirsdag, november 13, 2007

VKO består

Kaare R. Skou fra TV2 er tydeligt trist over valgets resultat: VKO´s flertal består med al sandsynlighed via et færøsk mandat.

Knapt en halv million mennesker har stemt på Dansk Folkeparti. Hver syvende vælger. Enhedslisten kom lige over spærregrænsen. Ny Alliance fik vist ikke sat andre end sig selv uden for indflydelse. Radikale har fået læsterlige hug. Venstre har tabt nogle mandater, men Konservative har holdt skansen. Mandatfordelingen mellem de to blokke er alt i alt helt uforandret.

Alt i alt er det gået fint. Tillykke med det :-)

Nederlag til journalisterne

Næst efter valgresultatet har jeg været mest spændt på, hvordan vores journaliststand ville håndtere det politiske nederlag. Svaret er meget klart. Man holder sig til tre sikre temaer: SF´s fremgang, den borgerlige fløjs samarbejdsproblemer under fremtidig ledelse af Naser Khader samt muligheden for rødt flertal ved næste valg. De borgerlige partier har stort set ingen sendetid haft hele aftenen. Åhr, søde venner.

P.t. står Thorning til 81 mandater, mens Fogh står til 89 + 5 fra NA.

Det er meningsløst at stemme blank

Og hør så her: din blanke stemme er overhovedet ikke interessant for andre end dig selv. Det er fuldstændigt ligemeget, om du bliver liggende på sofaen eller om du besværer dig hen i en stemmeboks for at stemme blank. Det ene er ikke spor bedre end det andet. Forskellen mellem de to handlinger eksisterer ikke andre steder end i dit hoved.

Hvad gør du, hvis du er utilfreds med din dagligvarebutik? Bliver du væk eller går du omhyggeligt derind og omhyggeligt ud igen med tom kurv, tænkende, SÅ FIK DE DEN. Ved du hvad: Butikken er fuldstændig ligeglad med, om du kommer og går en runde med din tomme kurv eller ej. Og det poliske system er akkurat lige så ligeglad med, om du stemmer blank eller bare bliver helt væk.

Jeg siger det ikke for at være skrap. Det er helt ok at undlade at stemme. Under en af EU-afstemningerne sad jeg på en cafe og drak mig fuld sammen med en god kollega. Det var rigtigt hyggeligt, og da han svor, at han ville stemme ja, og jeg svor, at jeg ville stemme nej, så vupti - så kunne vi jo fint blive væk begge to, bare vi ikke slap hinanden af syne, inden valgstederne lukkede :-)

Men stemme blank... Åhr pjat. Hvem taler om sidste valgs blanke stemmer? Nej vel. Hvem aner, hvad sidste valgs blanke stemmer skulle betyde? At man ønsker Khalifatet indført? At blyanten skrev for utydeligt? Who knows? Who cares? En blank stemme skal signalere, at man er utilfreds. Nå. MEN MED HVAD? Det kan ingen vide. Derfor kan ingen interessere sig for din blanke stemme ud over dig selv. Ingen kan forstå den, udover dig selv. Den er, hvad den er: en ugyldig stemme, der ikke tæller med.

Valgdag

For mig er valget klokkeklart. Jeg skal stemme på ham her:


Jeg håber på et rigtig godt valg til både V, K og O. De bliver så vrede, alle de røde og grønne, hvor bliver det sjovt... :-)

fredag, november 09, 2007

Den gode, den onde og den virkelig sjove

Dagen i dag byder på en god og en dårlig og en tragikomisk nyhed. Den gode nyhed først: Dagens Gallup peger på, at vi kan se frem til et flertal bestående af VKO uden NA som kværulantisk grundlag: Den dårlige nyhed er, at et VKO-flertal nok vil udløse et voldsorgie på valgnatten. Måske ligefrem et angreb, - ja hvem ved, om vi kan imødese et statskup? I hvert fald slipper de danske vælgere ikke uden videre afsted med at genvælge VKO. Embedsstanden har virkelig sat næsen op efter et magtskifte denne gang, betænk den skuffelse og raseri. Tænk på Tøgers leder. Og fredagsbønnen. Og DR´s nyheder; de kommer til at sende en sort sværm af hvislende universitetsmunke efter os. Mon nogen af dem ligefrem kommer ind på, hvorvidt al den opreklamerede modstand mod DF nogen sinde fandtes andre steder end i deres egne hoveder? Næppe.

Den tragikomiske nyhed er, at nu skal politiet have politibeskyttelse. Den muslimske modstandsbevægelse angriber forræderne, der arbejder for den danske besættelsesmagt i ghettoerne. Vi når nye højder hver dag.

onsdag, november 07, 2007

Tag valget alvorligt

Moralen er for lav i den borgerlige lejr. Og nej, ikke dén moral. Men kampmoralen. Mange borgerlige har mistet gejsten. Kloge mennesker vrøvler rundt i at stemme blank, S og SF. NA overvejer man også, og det har ikke så meget rod i skatteprotester som i et artigt ønske om dog snart at slippe for den regn af moralske bebrejdelser, som det borgerlige flertal har været udsat for siden 2001.

Det nationale mål: hvordan sætte DF uden for indflydelse, har beskæftiget offentligt lønnede manipulatorer i 6 år nu. Det har ikke været uden virkning. Folk ævler med, folk flager artigt med deres DF-afstand. Sagen er bare, at denne afstandstagen intet har med DF´s politik at gøre. Danskerne har i 6 år gået rundt med stor lettelse over, at nogen - DF - reducerede folkevandringspresset. Langt ud på venstrefløjen hygger og luner man sig ved tanken. Foragten for DF består dog. Ja, den er formentlig stærkere end nogensinde. Nogle gange tænker jeg, at mine landsmænd er decideret ubegavede.

Vi kommer nok til at kræve lidt mere mod og selvstændighed af de borgerlige vælgere her i slutspurten af valgkampen. Man kommer til at tage sig en lille smule sammen. Ryste bebrejdelserne af sig og insistere på at diskutere konkret politik i stedet.

Dette valg er ikke anderledes end valget i 2001-valg, bare sværere at gennemskue, fordi vores statsfinancierede manipulatorer insisterer på, at valget skal være en konkurrence om velfærd. Det kan pressen overskue, det gør dens rolle enkel og væsentlig. Vælgerne sidder i Platons hule og glor på showet af brok og protester. Det er så latterligt. Staten kyler milliarder i rendestenen hvert år, det ved ethvert fornuftigt menneske.

Udlændingespørgsmålet betragtes mirakuløst som forduftet. Mon dog? Ifølge et nyhedsbrev fra Venstre forventer Sverige 38.000 asylansøgere i 2007. I Danmark forventer vi 2000. Det er ikke lige meget, hvilken udlændingepolitik, vi har. Og jo, flygtningestrømmene er organiserede og bagmændene er velinformerede, hvordan kan man forestille sig andet. Hvor u-globaliseret en tankegang kan man næsten have?

NA´s udlændingepolitik er ikke en bagatel, den er en katastrofe. Den er ikke skabt af de klogeste og mest realistiske venstreorienterede. Den er skabt af de mest naive og mest manipulerbare borgerlige. NA´s mange borgerlige vælgere består af folk, der ikke kan tænke klart under pres. Jeg kan simpelthen ikke begribe, at man kan overveje at sætte så usikkert et kryds.

Mand jer op, borgerlige vælgere, og stå ved jeres VKO-flertal. Og hvis så Liberalisternes er knapt så eksklusive og slår knapt så ungdommeligt-ideologisk om sig med umodne kulturradikale argumenter, så kan det være, at de i løbet af de næste 4 år kan danne sig en partiorganisation, der også rummer det knapt så travle, knapt så akademiske og knapt så eksklusive fodfolk, der skal til, når der skal samles 20.000 underskrifter.

søndag, november 04, 2007

Læren om løgn

Apropos al den løgn, skarn og fordærv, som politikere og journalister vælter sig rundt i, så kæppen ikke vil slå og ilden ikke vil brænde og vælgerne ikke vil komme hjem og stemme:

Hvad er det nu, der er i vejen med at lyve? Hvad er problemet? Skal det være så nøjagtigt? Ja, det skal faktisk være ret nøjagtigt, det er bedst. Men hvorfor det? Kan nogen huske det?

Her er, for alle interesserede, et lille kursus i, hvorfor man skal tale sandt. Det er John Stuart Mill, der tilbage i 1861 forklarer løgnens perspektiver:

"Det vil fx ofte for at komme ud af en eller anden forlegenhed eller for at opnå en eller anden i umiddelbar forstand nyttig genstand være fordelagtigt at lyve. Men så vist som det: i os at udvikle den fineste og skarpeste følelse for sandhed, en sanddruhed af ubestikkelig art, er et af de nyttigste formål, hvortil vor indre selvopdragelse kan lede, og så vist som svækkelsen af hiin følelse er en af de allerskadeligste, såvist som enhver endog ufrivillig afvigelse fra sandheden svækker den tillid til andres udsagn, der ikke alene er den bedste støtte for alt godt i den nuværende samfundsorden, men hvis utilstrækkelighed mere end noget andet forsinker civilisationen, dyden, alt det, af hvilket den menneskelige lykke i videste omfang afhænger, såvist føler vi, at det: for en øjeblikkelig fordels skyld at overtræde en regel, hvis gavnlighed er så uendelig og uberegnelig, på ingen måde kan være til nogen nytte, og at den, der for at gavne sig selv eller en anden efter sin evne berøver menneskeheden alt det gode og påbyrder den alt det onde, som opstår ved den større eller ringere tillid, den ene kan have til den andens ord, handler som en af dens største fjender".

Det er ingen skam at læse det to gange. Faktisk er det bedst at læse det højt. Stuart Mill læste efter sigende græsk som 3-årig og han bruger ikke just SMS-syntaks. Ovenstående er fra hans bog om utilitaristisk etik.