søndag, december 30, 2007

2007

Hvad er det, der gør 2007 til et år, man ikke rigtig har lyst til at tænke for meget over? 2007 var først og fremmest fuld af pinagtigheder og fiaskoer. Folk, der bare hjulrede derudad, mens hele verden så til og græmmedes. Naser Khader spolerede Ny Alliance for åben skærm, Michael Rasmussen spolerede Tour de France for øjnene af hele verden, en fuld idiot spolerede EM og sådan kan vi blive ved. Overdramatiserede Irak-reportager, en tåkrummende pinlig melodi grand prix, en radikal, der gjorde sig komplet latterlig i muslimsk tørklæde. Og Enhedslisten, der året igennem bugserende svedende rundt på deres korantro mangfoldighedsikon. Danmarks Radio blev endegyldig til en økonomisk og journalistisk vittighed med den fallerede generaldirektør i Ungdomshusets t-shirt og samtlige journalister i desperat valgkamp for oppositionen. Villy Søvndal løj for åben skærm, Helle Thorning Schmidt og Pia Kjærsgaard indgik en storpinlig tåkrummer af en velfærdsalliance, og det vrøvl, den muslimske verden diskede op med, er der jo ingen ende på. Louise Frevert endte i CD under udsendelse af selvmorderisk pinlige mavedanserbilleder til hele nationen. Jens Blauenfeldt morede sig over 11. september som en åndeligt 8-årig. DR måtte udskyde en større serie og TV2 måtte genudsende Pyrus, fordi deres hovedrollemodel viste sig at være seksualforbryder. Lars Kolind brød for alvor igennem som et stort fjols, Jørgen Poulsen som en stor hykler, og Niels Lunde endte på Politiken. Vores højhuse gik i svingninger og måtte evakueres på grund af en sølle januarstorm. Dash 8 bragte flysikkerheden på niveau med det centrale afrika. Messerschmidt fuldeheilede, men det var da i det mindste bare almindeligt pinligt, ikke en larmende, selviscenesættende, selvinsisterende, selvhævdende pinagtighed som årets øvrige, af hvilke jeg kun har nævnt nogle få, fordi jeg gudskelov er så glemsom. Men erindringer kommer jo som ketsjup, så lad os slutte med disse to damer, som jo udtrykker årets stærkeste tendens så udmærket, forenet i ord og billede:



PS: Rådhusklokkerne virkede ikke!

torsdag, december 27, 2007

Mere statistisk skønmaleri

Så plumper de alle sammen i igen: Flygtningebørn er mest belastede, lyder det i Danmarks Radio:

"Vi kan se, at andengenerationsindvandrerne på institutionerne er mindre belastede end de etnisk danske og væsentligt mindre belastede end de unge med flygtningebaggrund, siger forskningschef Bo Ertmann fra Teori og Metodecenteret, der står bag undersøgelsen".

Internetavisen 180 grader er også med. Deres overskrift lyder Etnisk kriminalitet skyldes ikke 2. g´ere.

Og godt nyt er det da. Hvis efterkommere vitterligt er mindre kriminelle end danskere, så falder der jo fred over nationen i løbet af få årtier.

Det er desværre pure opspind. Bo Ertmann har nemlig lavet sin egen private definition af, hvad en andengenerationsindvandrer er. En andengenerationsindvandrer er normalt defineret som en efterkommer, altså et barn af en indvandrer. Men når Bo Ertmann taler om andengenerationsindvandrere, så definerer han dem som "børn eller børnebørn af arbejdskraftindvandrere i 60erne og 70erne" (Resume af Projekt fokus, note 3).

Undersøgelsen viser altså ikke, at efterkommere er mindre kriminelle end indvandrere, for slet ikke at tale om danskere.

Faktisk viser undersøgelsen heller ikke, hvorvidt efterkommere af arbejdskraftindvandrere i 60´erne og 70´erne er mere eller mindre kriminelle end andre. Undersøgelsen viser ret beset kun, at den andel, som disse udgør i de sikrede ungdomsinstitutioner klarer sig bedre, forstået således:

"2. generations indvandrere klarer sig generelt bedre end både flygtninge og etnisk danske unge: de har haft færre problemer under opvæksten, har sjældent været anbragt uden for hjemmet før opholdet i sikret afdeling, kommer i højere grad fra 'intakte' familier og har et noget lavere kriminelt tilbagefald end de øvrige" (side 3).

Hovedproblemet med undersøgelsen er, at den kun udtaler sig om de unge, der i forvejen er endt på sikret institution på grund af kriminalitet. De har alle klaret sig ekstremt dårligt.

Om de indsatte i sikrede institutioner for unge oplyser rapporten følgende:
  • 66 er af anden etnisk herkomst end dansk
  • 30 procent er født i udlandet, altså indvandrere
  • 36 procent må følgelig være efterkommere efter korrekt definition
Der er altså flere efterkommere end indvandrere på dette skidte sted i perioden 2003-2005, hvor man har samlet data ind. Og dette på trods af, at 15-17-årige efterkommere i 2005 udgjorde en noget mindre gruppe end indvandrere i samme alder:


Rapporten konkluderer, at efterkommere af indvandrere, der kom ind før indvandrerstoppet i 1973, klarer sig bedre end flygtninge og efterkommere af flygtninge. Det er en mærkværdig konklusion i betragtning af, at førstnævnte gruppe ifølge undersøgelsen udgør knapt 20 procent af disse hårde "etniske" ungdomskriminelle. Ifølge Danmarks statistik udgør tyrkerne (som det jo primært drejer sig om) 18 procent af de 15-17-årige indvandrere og efterkommere i 2006 (2945 personer). Denne gruppe er altså lige så hårdt "ramt" af hård kriminalitet som flygtningegruppen. Tesen om, at kriminaliteten skyldes traumatiserede flygtningefamilier bliver altså ikke bekræftet af undersøgelsen, men faktisk netop afkræftet.

To år efter anbringelsen har 6 ud af 10 af disse belastende unge indsatte i øvrigt begået kriminalitet igen og fået endnu en dom. To til tre år efter anbringelsen i sikret afdeling er de i gennemsnit hver registreret med 21 kriminelle forhold og 5 retlige afgørelser (side 2).

lørdag, december 22, 2007

Bliv skilt og få et nyt liv

Interessant kommentar af Lars Einar Engström i dagens Jyllandsposten: "Bliv skilt og få et nyt liv":

"Svaret på ligestillingsproblemet er måske skilsmisse? Så får kvinderne mere tid til at fokusere på deres karriere [...]. Kvinder udf'ører to tredjedele af alt arbejde i hjemmet og arbejder derfor rundt regnet 20 timer mere om ugen end mænd. Vi taler her om ulønnet arbejde [...]. Så mit råd er: Lad dig skille, og du får et nyt liv [...].

Del samværet med børnene, hver anden uge, så skal din tidligere "hjælpeløse" ægtemage nok begynde at tage vare på sin husførelse" [...]. Og du, kvinde, kan begynde at mødes med dine venner igen. Gå ud og drikke en øl, kigge efter kønne fyre! Børnene får en glad og positiv mor, som ikke er udaset, og som taler om livet. Den destruktive bøjen sig for såvel børn som en ægtefælle, der ikke tager del i pligterne bliver en saga blot, og du kan møde din gamle familie på et andet plan" (
Jyllandsposten 22.12.07).

Det er benzin på julegåsen! Skulle den udasede mor trænge til noget skældud oven i julearbejdet, så kan hun læse Hauges hjørne: "Ateistjul". Den er noget syrlig, men bestemt mere opbyggelig end ovennævnte:

"Mon ateister holder jul? Jeg mener: Mon de virkelig går rundt om et juletræ og synger "Et barn er født i Betlehem"? [...] Hvis nu de små ateistbørn spørger deres ateistmor om, hvorfor de holder jul - hvis de gør det - hvad vil ateistmor så svare?" (
Jyllandsposten 22.12.07).

Det er et godt spørgsmål. Vi balancerer på kanten mellem ophøjethed og fed løgn. Julen er en højtid eller en meningsløs materialisme. Jeg kører personligt en helt ortodoks linie. Alt andet er utænkeligt. En hurtig rundspørge her i hjørnesofaen om, hvorfor vi fejrer jul, giver følgende resultat:

8-årig pige: "For at fejre Jesus´ fødselsdag".
6-årig pige: "Jeg ved, hvad man SKAL, man SKAL tro på Gud, ellers bliver vi slaver, ellers bliver vi slaver".
3-årig dreng: "Fordi det er min fødselsdag, jeg har ikke prøvet at få fødselsdag".

Og hvad siger mor? Ja, hm-hm-hm, hun går nok og spekulerer lidt.

lørdag, december 15, 2007

Konsekvensetik

Vi skal ændre vores tankegang fra pligtetisk snæversyn og sindelagsetisk lirumlarum til en konsekvensetisk tankegang. Det skal vi. Vi skal tage os lidt sammen.

Pligtetik eller deontologisk etik er baseret på, at der findes en universel, apriorisk moralsk sandhed og at den kan erkendes med fornuften. Pligtetikere ønsker ikke at fundere sig på menneskelige følelser. At forlade sig på følelser er en afvej væk fra fornuften. Pligtetikere skeler heller ikke til konsekvens, fx at man ved at følge sin regel risikerer at udrette meget større ulykker end dem, man forsøger at forhindre. Heller ikke det partikulære, den konkrete situation må være afgørende. Eller nære relationer. I stedet hævder pligtetikere, at al moralitet baserer sig på en almengyldig regel, nemlig det kategoriske imperativ: Du skal altid handle således, at du kan ville, at din handling bliver til almen lov. Hvad der end ellers måtte ske. Det er en distanceret fornuft hævet om tid og sted, der besvarer spørgsmålet om, hvad der er rigtigt og forkert. Vi har fået en integrationsminister, der er støbt af denne tankegang. Hun lader sig styre af sine principper.

Sindelagsetik lægger vægt på, at det hverken er handlingen selv, dens bagvedliggende værdier eller dens konsekvens, men sindelaget bag den, der står til moralsk bedømmelse. Det er tanken, der tæller, den gode vilje til at gøre det rette. Man kan sige, at pligtetikken og sindelagsetikken går hånd i hånd mht. at se stort på konsekvensberegning. De kan falde sammen som de gør hos Kant, men der findes også en meget ukantiansk form for sindelagsetik, hvor man lader sig lede af sit blødende hjerte og sin retfærdige harme; hvor man altså vil det bedste. Under sindelagsetikken finder vi også afdelingen for anger og vand-ud-af-ørerne samt lange diskussioner af, hvorvidt det var med vilje eller ikke med vilje. Vores opposition af rørt af denne klæge dej. Deres etiske ansvar begrænser sig til, hvordan de forholder sig til tingene.

Konsekvensetik vurderer en handling på dens konsekvenser. Den ser fremad. Den kan godt godkende en styg handling, hvis konsekvensen er, at man dermed undgår et endnu styggere onde. Konsekvensetikken diskuterer værdier og nytteværdi, dvs. den kan ikke distancere sig fra de menneskelige følelser og beholder altid fokus på beslutningen, der skal tages, den afvejning, som man ikke undgår. Man kan ikke som ovenfor undskylde sig med, at man mente det godt eller at det var ens pligt. Man skal forklare, hvorfor man prioriterer, og man står til ansvar over for konsekvenserne. Det kaster et pragmatisk lys ind over enhver handling og forbinder den med dens konkrete følgevirkninger frem for med vores moralske forfængelighed og selvtilfredshed. Har vi overhovedet sådan nogle i dansk politik?

Julepynt

Vi skal også have lidt julepynt:

Svensk forsker knivdræbt

Nej, nu er det fanme nok. En svensk universitetslektor er blevet myrdet, formentlig for at forske i tyrkisk folkedrab. Han blev stukket i halsen på Örebro Universitet i tirsdags.

Jeg går ud fra, at vores venstreradikale behandler sagen som et socialt tilfælde og at vores deontologisk orienterede liberale behandler den som en almindelig drabssag. Jeg begriber ikke, at de kan holde deres hjerner og hjerter hen med den snak. De har næppe for meget af nogen af delene.

Via
Monokultur.

torsdag, december 13, 2007

Islamisk censur - nu også i Mexico

Hvor er det dog trist at tænke på, at islams klør kan nå helt til Mexico. Hvor kan man efterhånden blive fri?

En marokkansk kunstner, bosiddende i Frankrig, har måttet aflyse en udstilling - i Mexico. Den iranske ambassadør i landet kaldte hans billeder en hån mod muslimsk kultur og truede bla. med at udråbe ham som fjende af islam i den arabiske verden, hvis udstillingen ikke blev lukket. Det blev den så.

Lyder det bekendt? Her kommer noget mere, der lyder bekendt:

"Han har fået støtte fra liberale kommentatorer i mexicansk presse, der mente, at han ikke skulle bøje sig. Den mexicanske venstrefløj har derimod holdt en lav profil i sagen" (
JP 13.12.07).

Vesten er i venteposition. Vi venter på, at venstrefløjen skal erkende sagens alvor, så vi kan få sagt klart og utvetydigt fra over for den slags. Det gælder i øvrigt også
den slags og den slags.

Flere glade nyheder fra Integrationsministeriet

Integrationsministeriet sender i dag endnu en solstrålehistorie ud i pressen: Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, der har taget en lang videregående uddannelse i Danmark får i højere grad end danskerne jobs, der svarer til deres uddannelse. Hele 70 procent af indvandrerne og 73 procent af efterkommerne har pr. 1. januar 2006 et arbejde, der ”forudsætter viden på højeste niveau”, hvis de vel at mærke har taget deres uddannelse i Danmark. For de tilsvarende højtuddannede danskeres vedkommende gælder det kun for 66 procent (”Tal og fakta”, nov. 2007, s. 36).

Det fremgår dog klart af rapporten (s. 36), at ovennævnte tal angiver andelen blandt de beskæftigede, ikke af den samlede gruppe. Det duer jo ikke, at man på den måde ser bort, hvor mange der er arbejdsløse eller helt uden for arbejdsmarkedet. I teorien kunne 90 procent være uden for arbejdsmarkedet eller arbejdsløse samtidig med, at 100 procent af de beskæftigede havde akademikerjobs.

Kun 77 procent af indvandrere med lang, videregående dansk uddannelse og 85 procent af efterkommere med lang, videregående dansk uddannelse er i beskæftigelse. I samme gruppe af danskere er 91 procent i beskæftigelse.

Det vil sige, at for danskernes vedkommende er det rette tal, at 60 procent eller mere præcist 115.077 højtuddannede personer bestrider jobs, der kræver højeste viden.

For indvandrernes vedkommende er det reelt kun 53 procent af alle indvandrere med lang, videregående, dansk uddannelse, der har et sådan job. Vi taler om 1534 personer.

For efterkommernes vedkommende er tallet 62 procent. Altså faktisk en højere procentuel andel end for danskernes vedkommende. Det fine tal dækker dog kun over 246 personer på landsplan (s. 36).

Til sammenligning har vi også 2102 ikke-vestlige indvandrere med lang, videregående uddannelse fra hjemlandet, som står helt uden for arbejdsmarkedet (s. 51). Vi har også 14.949 arbejdsløse indvandrere mellem 16 og 64 år. Og vi har samlet set 93.513 indvandrere og efterkommere i den arbejdsdygtige alder, som er uden for arbejdsstyrken (s. 40). Men det er jo dårlige nyhed efter alle kriterier. Så hellere spinde en god historie over de 246 efterkommere.

onsdag, december 12, 2007

Dyrere og dyrere: Integration

Jeg mangler jo stadig at gennemgå et par poster i min "Dyrere og dyrere"-serie om Arbejdsmarkedsafdelingen i Holstebro Kommune (starter her).

Posten "Introduktionsprogram mv. for udlændinge" dækker langtfra alle integrationsudgifter. Disse er spredt ud over hele det kommunale budget. Posten dækker først og fremmest sprogcentrenes arbejde med at give helt nye indvandrere undervisning i dansk sprog og kultur, vejledning samt særlig aktivering.

I 1999 brugte Holstebro Kommune 12,7 mio. på den post. I 2005 brugte man 21,2 mio. (Holstebro Kommunes regnskaber). Der er altså en fordobling af omkostningerne fra 1999 til 2005, og det på trods af, at antallet af indvandringer fra ikke-vestlige lande er halveret:


Integrationsprogrammet har dog i den mellemliggende periode været væsentligt dyrere. Programmet har været så dyrt som 57 mio. kr. i et enkelt år. Omkostningerne er altså først steget voldsomt, og dernæst faldet - knapt så voldsomt. Man er god til at vokse, men temmelig dårlig til at skrumpe ind. Det ser ud til, at man på integrationsområdet agerer på samme irrationelle, selvopretholdende måde som på aktiveringsområdet, hvor man i mangel af andre "kunder i butikken" gik i gang med at aktivere alkoholikere på forsorgshjemmene, en gruppe så "tung", at den kan opsuge et stort antal ellers overflødige offentligt ansatte (
Dyrere og dyrere: aktivering).

Ifølge sammendraget af budget 2007 skal Holstebro Kommune udbetale 2,6 mio. kr. i introduktionsydelse til nye flygtninge og indvandrere, som ikke er i stand til at forsørge sig selv i deres første 3 år i landet. Men introduktionsydelsen er peanuts i forhold til, hvad selve introduktionsprogrammet koster. I 2007 er der til sammenligning afsat 20,5 mio kr. til det 3-årige introduktionsprogram mv. for udlændinge.

Den egentlige økonomiske belastning ligger altså ikke i det primære problem, nemlig ledige indvandrere. Den egentlige økonomiske belastning ligger i de offentlige tiltag for at løse problemet. Ret beset er skatteyderens hovedproblem ikke, hvordan vi organiserer de offentligt ansatte for at få indvandrerne i job. Skatteyderens problem er faktisk det omvendte: hvordan får vi indvandrerne i job, så vi kan slippe for at betale for de dyre offentlige projekter?

Hvis introduktionsprogrammet giver indvandrerne rodfæste i det danske samfund og hjælper dem i varig beskæftigelse, så kan pengene selvfølgelig tjenes ind i løbet af en årrække, om end den er lang. Men lykkes det?

I perioden 1999-2005 har gl. Holstebro Kommune kørt 273 integrationsforløb. 87 af deltagerne er kommet i varig beskæftigelse eller uddannelse i den periode, dvs. 32 procent (Benchmarkinganalyse af integrationen i kommunerne målt ved udlændinges beskæftigelse 1999-2006, side 45). Fiaskoraten er på 68 procent. Indsatsen placerer Holstebro Kommune i 4. og næstdårligste kvintil i forhold til de andre kommuner (ibid, s. 48).

Hvad har dette meget mådelige resultat kostet? Tallene fra 1999 til 2002 er ikke umiddelbart tilgængelige herfra, hvor jeg sidder, men i 2003 brugte vi ifølge kommunens regnskaber 57,5 mio. på integrationsprogram mv. for udlændinge. I 2004 brugte vi 41,8 mio. I 2005 brugte vi 23 mio. på flygtningeintegration. I 2007 er der afsat 20,5 mio. Fra 1999 til 2006 har vi altså brugt ganske betragtelige summer – formentlig mindst 200 mio. - på introduktionsprogrammer, der kun har fået 87 mennesker i varigt arbejde (hvis vi altså venligt antager, at integrationsprogrammet overhovedet har haft en virkning; ret beset ved vi jo ikke, hvor mange af disse mennesker, der havde fundet jobs uden introduktionsprogrammet).

Samlet set ser Holstebros ikke-vestlige indvandreres beskæftigelsesgrad sådan ud i 2006, fordelt på mænd og kvinder:

Spildte integrationskroner er ikke et isoleret Holstebro-problem. På landsplan gælder det, at kun 36,9 procent af deltagerne i integrationsprogrammet er kommet i varig beskæftigelse eller uddannelse i perioden 1999-2006 (ibid, s. 8).

tirsdag, december 11, 2007

Dårligt nyt om gode tal

Integrationen virker, jublede alle aviser i den forgangne uge. Og det er sandt: deltagerne i integrationsprogrammerne er efter eget udsagn en stor succes.

Halvdelen behersker, hvis de selv skal sige det, "i høj grad" det danske sprog tilstrækkeligt til at kunne klare sig på arbejdsmarkedet. 83 procent læser danske aviser, 82 procent har danske venner. Og allerbedst: som ved et mirakel er deltagerne kommet i beskæftigelse og uddannelse, og det i langt højere grad end nogen anden opgørelse nogen sinde har vist: 50 procent er i job efter 3 års ophold, mens 10 procent er under uddannelse. En succesrate på 60 procent! ("
Baselinemåling af brugernes syn på integrationsprogrammet", Integrationsministeriet okt. 2007, s. 6-7). Der er tale om en fordobling i forhold til alt, hvad vi hidtil har set. Eller også er der noget galt.

Ovenstående glade budskab er baseret på 500 telefon- og internetinterviews gennemført i marts 2007, samme måned som en langt større og langt mere negativ undersøgelse af integrationsindsatsen så dagens lys. Den store undersøgelse er baseret på 35.330 konkrete integrationsforløb gennem 5 år samt officielle, statistiske oplysninger vedr. deltagernes økonomiske forhold. Den viser, at 66,3 procent af integrationsforløbene ikke har givet varig beskæftigelse eller en uddannelsesplads. For mændenes vedkommende er der en fiaskorate på 58,5 procent. For kvindernes vedkommende en fiaskorate på hele 71,8 procent ("
Effekten af kommunernes integrationsindsats målt ved udlændinges beskæftigelse 1999-2004", s. 5 (Integrationsministeriet, marts 2007).

Er der virkelig sket et mirakel med indvandrerne fra årgang 2003, som den glade undersøgelse jo handler om? Svaret er ganske enkelt nej. Ifølge "
Benchmarkinganalyse af integrationen i kommunerne målt ved udlændinges beskæftigelse 1999-2006" er kun 40 procent af denne årgang i job eller under uddannelse efter 33 måneder (se den lilla kurve i figuren s. 30). Den glade nyhed er simpelthen usand. Og integrationsministeriet ved det, for de har selv betalt og formentlig også læst begge undersøgelser.

fredag, december 07, 2007

Debatindlæg i JP

Der er et anonymt debatindlæg i JP i dag, velsagtens var der ikke lige plads til at trykke navn og adresse. Jeg mener bestemt, at jeg forleden dag sendte en meget lignende tekst ind til JP, så mon ikke det er mit:

Tørklædeminister?

Det kan være, inshallah, at jeg slet ikke får én i nakken af Birte Rønn Hornbechs kagerulle ;-)