fredag, januar 25, 2008

Relativisme og pluralisme

Intet kan lægge en diskussion død som flad relativisme. Omvendt er der intet, der skærper og kvalificerer den som en pluralistisk indstilling. Alligevel behandles de to begreber ofte som om de betyder det samme, nemlig relativisme. Det gør de ikke.

Relativisme er den antagelse, at ethvert synspunkt er funderet i et kontingent sæt af antagelser uden entydig sammenhæng med en objektiv virkelighed. Relativismen tror ikke på objektive sandheder. "Mennesket er altings målestok" er relativismens motto. Forskellige teorier bruger forskellige virkeligheder, når de tester sig selv og andre, og derfor kan ingen objektivt hævde, at den ene teori er bedre end den anden. En relativist hverken kan eller vil overbevise sig selv eller andre om, at en moral, en tankegang, en roman, en samfundsindretning eller en videnskabelig teori er bedre end en anden.

I nyere tid fås relativismen i en ganske selvmodsigende multikulturel version, hvor man gemmer en kerne af umiskendelig fundamentalisme og absolutisme bag en skal af pseudorelativisme. Man beskytter sine dogmatiske, monokulturelle antagelser bag et relativistisk antiskyts, der i al sin enkelthed går ud på, at en diskussion ikke består af argumenter, men af uvenligt sindede konstruktioner. Hvis alt er relativt, så er kritiske diskussioner intet andet end chikane og magtkamp – ja, det er nærmest en demokratisk ret ikke at blive gjort til genstand for kritik. Denne type retorisk relativisme fungerer som en overfladisk manøvre, der skal gøre kritikken illegitim og mistænkelig. Er man selv relativist, kan man ikke stille meget op mod pseudorelativisten. Intellektuelt giver det ingen mening at diskutere, for der findes ingen objektive sandheder, og socialt kommer der bare ballade ud af det.

Mange antager relativismen i den tro, at de dermed udviser en pluralistisk åbenhed over for andre synsvinkler og forholder sig klædeligt kritiske og beskedne over for deres eget. Relativisme vil gerne være en særlig selvdistanceret form for dannelse. Men reelt sikrer relativismen, at man ikke søger til bunds i diskussionerne, at man undgår den dialog, man taler om. Relativismen snarere forplumrer end motiverer dannelsesbestræbelser. Den forhindrer enhver kritik af religioner, samfundstanker og kulturelle vaner. Relativismen danner ikke, den forhygger og forvrøvler.

Pluralisme er noget ganske andet. Pluralisme er den antagelse, at der findes mange forskellige perspektiver og at det er altafgørende at få indsigt i dem. Magelighedshensyn og snæversyn må ikke forhindre, at man arbejder med en flerhed af teorier. Men til forskel fra relativisten går pluralisten seriøst og åbent til fremmede teorier. Han skimmer dem ikke som folkloristiske kulturprodukter, han overvejer i ramme alvor at antage dem selv. I modsætning til i relativismen er målet her det ufravigelige, at vi skal blive bedre og klogere, sandere og stærkere, rigere og lykkeligere. Vi skal afvise enhver teori, der hindrer det og antage enhver teori, der bringer os nærmere det mål. På trods af stor bevidsthed om de svære odds er pluralisten drevet af en kompromisløs søgen efter sandhed.

Den østrigs-engelske filosof Karl Popper er med relativismen et stykke ad vejen. For jo, vores iagttagelser er funderede i og afhængige af hele det samlede sæt af antagelser, som vi bærer rundt på. På den måde er vores viden principielt relativ. Man kan dårligt opfatte sig som sikker indehaver af objektive, eviggyldige sandheder.

Men Popper giver ikke op her. For selvom man ikke kan bevise, at en ide er sand, så kan man omvendt godt bevise, at en ide er falsk. Popper er fallibilist. Man tilnærmer sig sandheden gennem afvisning af usandheder, og derfor gælder det om altid at jonglere med en flerhed af teorier, der kan udfordre og kvalificere hinanden bedst muligt. For Popper er denne kritiske rationalisme hele drivkraften bag det åbne samfunds fremskridt. Kun takket være denne kritiske proces løsriver vi os fra usandheder og dogmatik. Velfungerende pluralisme er dermed helt afgørende for det åbne samfunds evne til at drive sig selv fremad.

Poppers pluralisme adskiller sig fra enhver relativisme ved at være uløseligt knyttet til en nådesløs kritik. Private følelser og helt personlige overbevisninger vil han ikke blande sig i, men alle mere ambitiøse samfundstanker, der stikker hovedet ud i den åbne offentlighed og vil tages alvorligt, har man ret, ja faktisk pligt til at udsætte for den kritiske rationalismes syrebad.

Relativismen synes venlig, den æder i princippet hvad som helst - men spytter det hemmeligt ud igen bagefter. Den har en uforpligtende og ukritisk tilgang både til sig selv og til andre. Den har en essentiel overfladiskhed og nogle kraftige bremser, der stopper alle tendenser til at grave derned, hvor det gør ondt. Hvad skulle man der.

Den østrigsk-amerikanske videnskabsanarkist Poul Feyerabend tror heller ikke på objektive sandheder, men ikke desto mindre insisterer han på, at vi skal grave netop dér, hvor det er allermest sandsynligt at finde noget, der sprænger grunden væk under os. Hans pluralisme indebærer, at man altid skal arbejde med helt alternative og fremmede teorier. Man skal give mærkværdige, ubehagelige og umiddelbart destruktive teorier en chance. Man må udsætte sig for kaos. Selvom Feyerabend er relativist og mener, at kampen mellem teorier har karakter af propagandakrige, så er han altså indædt pluralist. At isolere sig selv og sin ide, at beskytte den mod kritik er det værste, man kan byde både sig selv og sin ide.

Pluralismen er ved første øjekast knapt så venlig som relativismen, og den er betydeligt mere kræsen. Den kan operere med mange forskellige tankesæt på én gang, men den er også forpligtet på at afvise og sige blank nej til det, det ikke duer. Det er vigtigt at forstå, at det ikke er personligt. Det er ikke mennesket, der er pluralismens målestok, det er sandhed. Den kan ikke anerkende ringe teorier med den begrundelse, at de er nogens. At nogen tror på en grotesk ide, tilskynder relativisten til at acceptere den, men pluralisten til at advare så meget desto kraftigere.

Relativismen mener ofte selv, at den er pluralisme. Det er den ikke, for den sammenholder ikke teorierne. Den gør dem ikke til genstand for hinandens kritik. Den lader dem leve adskilte liv forskånet for hinandens ubehagelige modsigelser. Derfor ender den i en flerhed af vrøvlerier, der må tolerere dem selv og hinanden. Fordi den ikke vil vide af kritik og falsifikation af uheldige tankegange, er relativismen snarere en form for multiabsolutisme.

Den tyske sociolog Niklas Luhmann er, ligesom Popper og Feyerabend, en af de tænkere, der ofte røres ind i opgivende, relativistisk multikultigrød, selvom også han hører meget dårligt hjemme dér. Også han er på det rene med, at alt i princippet er relativt. Tankegange er selvrefererende konstruktioner, som faktisk ikke effektivt kan kritiseres udefra. Der er ingen objektiv målestok for sandhed. Der er ikke én objektiv verden, men mange subjektive verdener. Men også for ham er konkurrencen mellem ideer helt essentiel. I en nærmest darwinistisk kamp for overlevelse ruster de Luhmannske systemer sig ved mødet med omverden. Udviser de for stor rigiditet og ensidighed er alternativet, at de falder uhjælpeligt tilbage i den co-evolutionære udvikling. Man kan ikke gå rundt i 2008 og mene, at jorden er flad, og der er grænser for, hvilke barbariske historiske skikkelser, man kan have succes med at hylde som legitime lovgivere og herskere. Man kan ikke i længden ignorere, at ens opfattelse faktisk er blevet kasseret af mere komplekse tænkere og mere succesrige samfund end én selv. At man påberåber sig retten til relativisme ændrer ikke ved det fundamentale: at man tager fejl, at ens sag er dårlig.

Fælles for Popper, Feyerabend og Luhmann er deres selvfølgelige udgangspunkt i det åbne samfund, det frie meningsmarked. Kun her fungerer pluralismen. Betingelsen for samfundsmæssige fremskridt er, at meningsmarkedet er frit, dvs. at det ikke tvinges til at fremme dårligere ideer fx af hensyn til tilhængernes sensibilitet eller truende adfærd.

Relativisme er insisteren på at lade enhver tage fejl på sin facon. Pluralisme er ideer i konkurrence.

3 kommentarer:

  1. Det er en meget smuk og vigtig distinktion du beskriver der. Jeg håber at du udbreder denne krystalklare forskel på pluralisme og relativisme.

    SvarSlet
  2. Desværre for os er det relativismen der har om jeg så må sige magten .

    Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er behandlingen af Helmut Nyborg og hans projekt et godt eksempel på dette.

    Desværre - for VI burde, af hensyn til vores egne efterkommeres fremtid, rette vores handlinger ind efter sådanne resultater som bl.a. Nyborg et al. fremkommer med.

    Men læse selv " Tæl,mål og vej - eller hold din kæft." i Berlingske i dag.

    Vivi Andersen

    SvarSlet
  3. Rigtig godt skrevet Ulla.
    Jeg blev så benovet, da jeg startede på universitetet for 5 år siden, for hold da kæft hvor var folk da bare sindssygt kloge. Og så efterhånden fandt man ud af, hvor nemt det egentlig var at være den kloge, man skulle bare kritisere ting man ikke havde en dyt forstand på ved at påkalde den altid anvendelige "jamen, der findes jo ingen objektiv sandhed".

    Supernemt, for hvis der ikke var nogen sandhed, så var der jo heller ikke rigtig noget sandt man behøvede at lære, og således blev viden ligegyldig, og kritikken alt.

    Endnu engang godt skrevet, rart, at man ikke er den eneste med den følelse.

    SvarSlet