tirsdag, februar 12, 2008

Besat

Det er jo ikke nødvendigvis et problem at være besat. Man kan have det udmærket, man kan bare ikke tænke, tale og tegne som man vil, men det kan man jo også bare lade være med. Selvfølgelig er vi ikke besat, selv om det begynder at føles sådan. Det blev vi faktisk heller ikke d. 9. april 1940, vi blev sikret:

"Rigsregeringen er kommet i Besiddelse af uigendrivelige Beviser for, at England og Frankrig agtede allerede i de allernærmeste Dage overraskende at besætte bestemte Områder af de nordiske Stater. [...] De tyske militære Operationer tilsigter udelukkende at sikre Norden mod den planlagte Besættelse [...]. I Overensstemmelse med den Ånd, der altid har rådet i det gode tysk-danske Forhold, erklærer Rigsregeringen over for den kongelige danske Regering, at Tyskland ikke har til Hensigt nu eller i Fremtiden at berøre Kongeriget Danmarks territoriale Integritet og politiske Uafhængighed". Meddelte tyskerne regeringen d. 9. april.

Det synes Stauning ikke, der var grund til at lave ballade over: "Til det danske Folk! Tyske Tropper har i Nat overskredet den danske Grænse og har gjort Landgang forskellige Steder. Den danske Regering har under Protest besluttet at ordne Landets Forhold under Hensyn til den Besættelse, som har fundet Sted, og i Henhold hertil kundgøres følgende: De tyske Tropper, der nu befinder sig her i Landet, træder i Forbindelse med den danske Værnemagt, og det er Befolkningens Pligt at afholde sig fra enhver Modstand over for disse Tropper. Den danske Regering vil forsøge at sikre det danske Folk og vort Land imod de af Krigsforhold følgende Ulykker og opfordrer derfor Befolkningen til rolig og behersket Holdning over for de Forhold, som nu er opstået. Ro og Orden må præge Landet, og loyal Optræden må udvises over for alle, som har en Myndighed at udøve". Det var vi gode til. Det er vi stadigvæk.

Om Aftenen kom den socialdemokratiske statsminister med denne erklæring: "Det var med smertelig Sorg, at Befolkningen i Morges erfarede om de Begivenheder, der var i Udvikling. Vi regnede med, at den Politik, Danmark har ført, kunde have holdt os uden for alvorlige Forviklinger, men Tryghedsfølelsen blev afbrudt [...] Vi valgte at søge Landets Forhold ordnet under denne Besættelse i Tillid til Forsikringen om, at Tyskland ikke har den Hensigt igennem de iværksatte Foranstaltninger at antaste Danmarks territoriale Integritet og politiske Uafhængighed. Vi valgte denne Vej for at skåne Landet og Folket for en Krigstilstands Følger [...] Det er Regeringens Ønske, at den Besættelse, som er foregået, må blive ledet med Forståelse og human Følelse over for en gammel, nordisk Nation, der ærligt har gennemført en upartisk Neutralitetspolitik i Forventning om derved at kunne bevare sit nationale Liv i fredelig Udvikling. Forholdene er blevet anderledes, end vi håbede; men vi vil fremdeles søge at sikre Land og Folk imod Krigens Ulykker, og vi stoler på Folkets Medvirken. Jeg henviser til den af Kongen og Ministeriet i Dag udstedte Proklamation til det danske Folk og gentager: Lad Ro og Orden præge Landet og lad os vente en forstandig og loyal Holdning at alle Landets Borgere. Vort fælles Ønske er Fred mellem Folkene, og med dette Ønske slutter jeg også denne Redegørelse".

Datoen er 9. april 1940, og den danske statsministers snakker om fred mellem folkene. Man overtager overmagtens nazisprog og appellerer ynkeligt til, at vi er en gammel, nordisk nation. Akkurat som da vi i 2005 begyndte at plapre om "respekt" og i ramme alvor tog det officielle standpunkt, at islam skam er en glimrende religion.

Folketingets formand sagde bla: "Trods det Mørke og den Usikkerhed, der behersker Øjeblikket, vil vi sætte vort Håb til Fremtiden. Vi vil håbe, vort Land må gå uskadt gennem den frygtelige Krise, Verden nu oplever, og at vort Folk må bevare Retten til at leve sit eget nationale Liv uden Indgreb at nogen Art. Vi vil ikke kunne tænke den Tanke, at Danmark ikke skulde bestå som et frit og selvstændigt Land". Hvad mon han har sit håb og sin blinde tillid i?

Ham, der for alvor begynder at lyde bekendt, er dog den radikale Politiken-redaktør, nyudnævnte udenrigsminister og siden statsminister, Erik Scavenius:

"Det har været den lille Stats Opgave at føre en Politik, der holdt Landet udenfor de store Staters Kampe. Opgaven måtte nærmere forstås således, at Danmark under ingen Omstændigheder måtte komme i Strid med sin store Nabo mod Syd. Denne Politik har fundet Tysklands Forståelse og Støtte såvel under Verdenskrigen som under den nuværende Krig [...] Det må bemærkes, at denne Omstændighed - de tyske Stridskræfters Tilstedeværelse i Landet selv, hvor friktionsløst den end lykkeligvis forløber - ganske naturligt har gjort Forståelsen sværere for det danske Folk. [...] Ved de store tyske Sejre, der har slået Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt Samarbejde med Stortyskland. Det danske Folk stoler på at det i den ny europæiske Ordning vil kunne finde Forståelse for sin Egenart og for sin traditionelle fredelige, politiske og sociale Udvikling" (Kilde).

At holde sig uden for kampene, at finde tyrannens forståelse, at komme friktionsløs igennem, at anerkende, ja beundre overmagten, at åbne sig for den nye tid, at finde sin plads under et hvilket som helst tyranni, at samarbejde, at have tillid. Det er stadig vores foretrukne løsning. Fejhed og ligegyldighed forklædt som progressivitet og realisme.

Det mest bemærkelsesværdige er egentlig, at de alle lægger så stor vægt på at frelse vores nationale "egenart". Det er formentlig bare naziretorik. Man bruger tyranens sprog. Apropos tyranretorik: Vi har selv fået nyt sprog. Det er svimlende at tænke 10 år tilbage, bag om alt det sludder, vi har i hovedet nu.

2 kommentarer:

  1. En fremragende sammenligning af situationen dengang og nu. Stof til eftertanke om den appeasement overfor Islam som vi i dag oplever.

    SvarSlet
  2. En ganske rigtigt fremragende sammenligning. Jeg ser dog én væsensforskel.

    I 2005 kunne statsministeren slippe uskadt afsted med at sige 'fuck jer, bicthes - kom og slik på Big Daddy Foghs nosser' og det burde vi have gjort (evt. med en mere diplomatisk formulering).

    Samarbejdspolitikerene var under et helt andet pres, og forskellen på at bøje af i 1940 og 2005 er som forskellen på at kaste håndklædet i ringen mod henholdsvis Mike Tyson og Master Fatman.

    SvarSlet