fredag, februar 15, 2008

Det åbne samfund og dets fjender

Den islamisk-socialistiske opposition i skikkelse af Hisb-ut-tahrir, imamerne, integrationsbranchen og Danmarks Radio mener, at det er uheldigt at brænde skoler af, men at det er fuldt forståeligt, at de muslimske oprørere er meget, meget vrede. De har enhver ret til at være frygteligt vrede, det argumenterer de for i alle detaljer - de skal bare lære at være vrede på den rigtige måde.

Men altså. Er I så sikre på det? Har I tænkt dybt over, hvad det egentlig er, disse muslimer er vrede over?


De mener, at Muhammed skal være hævet over kritik. Men også, at islam ikke må gøres til genstand for angreb. De opfatter det som helt illegitimt at konfrontere islam, det er meget tydeligt. Disse vrede mennesker – for de er lige så vrede her som i Gaza og Pakistan, og jeg er næppe den eneste, hvis børn spørger, om det egentlig foregår i Danmark - de insisterer på uangribelighed og urørlighed. De insisterer på et meningsmæssig særkredsløb, som resten af den pulserende modernitet løber udenom. Og alligevel insisterer de på at være akkurat hvad de er, akkurat lige her, - hvor de må trodse et helt kontinents oprindelige befolkning for at helligholde deres profet og deres islam. Det er de naturligvis klar over. Islam betyder underkastelse og har kun denne ene vej frem. Det er den logik, der driver hele galskaben, det er ikke svært at forstå.

Dermed er de faktisk ikke i defensiven, de er i offensiven. Deres argumentation bygger reelt på det første princip i Cairo-erklæringen om islamiske menneskerettigheder, denne erklæring fra 57 islamiske stater, der hævder Koranens autoritet over for hele den vestlige, demokratiske kanon: princippet om, at enhver har ret til at leve i overensstemmelse med Sharia.
Mener vi virkelig det? Shariaen vokser jo ikke indad, den vokser udad. Den vokser ud i samfundslivet, hvor den øjeblikkelig går i gang med at æde af andres frihed.

Hvad nu, hvis det ikke er måden, den er gal med? Hvad nu, hvis vreden i sig selv er helt gal? Hvem skal så fortælle dem det? Hvem skal lære dem om det åbne samfund og dets fjender? Thomas Blachman?

8 kommentarer:

  1. Der ikke tale om nogen religionsstrid.
    Konfrontationen drejer sig om retten til at
    stå udenfor og være anderledes.
    Og som sådan er militante muslimer reelt
    de sidste sabotører af Amerikansk og
    Kinesisk imperialisme.
    Kender du en bog af Aldous Huxley med
    titlen "Ø" ? Den handler om en anden
    måde at forholde sig til overgreb.

    SvarSlet
  2. Mener du dermed, at muslimerne her hævder en negativ frihedsret? At de altså ikke forsøger at bestemme over os, men kun insisterer på at bestemme over sig selv i en anliggende, hvor vi forsøger at dominere dem? Det har du jo ikke ret i.

    Uanset hvordan man vender og drejer det, så ønsker disse vrede muslimer at indskrænke vores frihed - de hævder, at shariaens krav om respekt for Muhammed gælder her hos os og at vi skal respektere dette.

    Dermed gør de to ting: de indskrænker vores negative frihed til at tænke, tale og tegne som vi vil. Det lyder som en bagatel, for vi kunne vel lade være med at tegne ham Muhammed, vi kunne tegne så meget andet. Men der er en gradsforskel mellem at tvinges til ikke at tegne Muhammed og at få mellemøstlige, islamiske tilstande, hvor det er nat med al frihed. Her SKAL man stå helt fast.

    Den anden ting, de gør, er at hævde Danmark som den islamiske nations territorium. Også heroverfor skal vi sige blankt nej. Ikke bare "måske" eller "lidt". Vi skal sige blankt nej.

    Alle europæiske borgere kan vel efterhånden se, hvor det bærer hen: muslimerne bliver formentlig aldrig integreret. Det er i hvert fald slet, slet, slet ikke så sikkert, som vi gik ud fra. Vi har forsøgt, vi har troet på sagen. Men de fleste almindelige borgere har regnet ud, at vi har været frygteligt naive og at vi har begået en kæmpefejl.

    Der er intet, der tyder på, at muslimerne er i gang med at integrere sig. Når de hævder deres danskhed i musiktekster og på muslimske blogs, så gør de det skrydende - de hævder et muslimsk territorialkrav, ikke en samhørighed med den danske nation.

    Min hjerne er som en klog bankrådgiver, den har for længst smækket kassen i. Den vil ikke investere flere midler i den multikulturelle tankes fallitbo, så længe den ene af de kulturer er den islamiske. Der er ikke noget at gøre, kassen er lukket.

    SvarSlet
  3. Når Mellemøsten går ind, går Civilisationen ud!

    Det vil kun blive værre,jeg frygter for hvilke valg vi bliver nødt til at træffe i fremtiden.

    Og hvem kan vi regne med?
    Sverige har lagt sig på ryggen.
    England er blevet bange for sin egen skygge.
    Tyskland har sin fordømte fortid at slæbe rundt på.
    Frankrig måske?

    Jeg håber hver dag på at EU kommer til fornuft, og stopper deres multikullerfantasier. Men det er nok for meget at håbe på.

    Mvh. Frigg

    SvarSlet
  4. Min afdøde far, der var søn af en jøde, proklamerede i slutningen af firserne at han havde meldt sig ind i 'Den Danske Forening'. Jeg spurgte ham hvad begrundelsen var. Han svarede (med et stort anti-muslimsk smil): "This town ain´t big enough for both of us".

    Er integrationen af jøderne i hjertet af det danske samfund sket på bekostning af muslimerne? Hvad angår den danske regerings selektive udenrigspolitik mht. konflikten i Mellemøsten og den positive særbehandling af Israel, er valget af muslimer og den muslimske verden som skydeskive, offerlam og foretrukne undskyldning indlysende. Det USA-støttede Israels indlemmelse i det danske mentale system sker udadtil såvel som indadtil. Set i lyset heraf skal; intolerance, forfølgelse, udelukkelse og general hetz af muslimer.

    Er der i virkeligheden tale om pleje af en ynkelig gryende fascisme? Ikke altid er den iøjnefaldende. Fascismen handler også om den langsomme infiltration af institutionerne. Den handler om nedslidning af borgernes frihedsrettigheder, og om almindelig dagligdags uretfærdighed. Hvad er meningen med at der snakkes løs om at vi skal kæmpe for at bevare demokratiet, når "vi" vedtager love, der saboterer det, og bøjer og vrider det til det minder om et eller andet man bedst husker som noget øst for Berlinmuren. Hver gang man definerer en institutions ret (f.eks. PET) til at udøve ubegrænset magt, uden at skulle stå til regnskab, så har man taget et skridt i retning af fascisme. Den slags demokrati - der vedtager antidemokratiske terrorlove, stridende mod grundlæggende demokratiske retsprincipper - den slags demokrati er problemet, ikke løsningen. Vores samfunds største styrke, bliver forvandlet til dets dødeligste fjende.

    T

    SvarSlet
  5. Apropos Thomas Blackmann, så slog det mig hvor skidt en reklame for multikulturen det var, at Frederik skulle ryge ud af en sangkonkurrence, hvor Bassim igen gik glat videre.

    Bassims videre deltagelse må tilskrives enten en hulens masse fætre og/eller en masse danske ”antiracister”, hvis musikalske dømmekraft er farvet af uvedkommende hensyn (udover sympatistemmer grundet hans unge alder).
    Hvor charmerende Bassim end er, må jeg krumme tæer over at hans manglende sangtalent igen skal udstilles i den stadig mere kompetente forsamling af reelle sangtalenter.

    Synd for Frederik, men værre endnu for Bassim.

    SvarSlet
  6. Så lidt af genudsendelsen i dag. Første gang jeg så det femiflop, programmet er jo groteskt. Men jo, mulatten havde stil iog kunne synge. Han skal nok klare sig. Perkeren virkede bare irriterende, omend jeg kun så et kort klip.

    SvarSlet
  7. Hvem i alverden er "Thomas Blackmann"??? Jeg har ikke set TV i næsten to år nu - er det en eller anden popstar?

    SvarSlet
  8. Thomas Blackmann er kritikeren fra Helvede i talentprogrammet "X-faktor". Alle afsnit ligger på DR´s net. Se dem! Han kommer med nogle frygtelige sandheder. Meget rystende i starten, men når man lige har vænnet sig til det, er det meget befriende. Han er meget præcis og ærlig i sine karakteristikker og metaforer.

    SvarSlet